Om at se sin mos (1)
1418. Et mosblad foldes ud,
Jeg ser verden begynde
For den ældste plante
På landjorden, under lup:
Horisonter bryder sammen,
Former flyder i limbo
Mellem land og hav,
Hvor plantefostre dannes
Omsvøbt af cellevægge;
Dugdrypne grøntkorn
I gennemlyste blade,
Kun et cellelag tykke,
Millioner af dem
Under mine fødder
Lunkne fortidsoceaner.
Livsmoment
Livsmoment
1415. I vores liv gælder den regel
For dagen og aftenens gang,
At hver af os, når som helst,
Ufortrøden skal tåle
En afbrydelse, et ophold
Af minutters varighed;
Slippe ethvert gøremål
Med glæde og med iver
Og følge den anden
Ud i haven, ind i huset
Uden at stritte imod,
Men i tiltro til den anden,
Som ledt med bind for øjnene,
I tillid til at blive forført;
Og derfor må forføreren
Kalde ud i tro og kærlighed
For at vise den anden noget,
Der vækker fryd, forundring,
Selv den lille tusindting
Og mindste overdådighed:
En plante, et skud, en flue,
Et træ, en rod, hvad som helst;
Verden lever, vi lever,
Kom, se, følg mig, nu.
1416. Vi kalder det et livsmoment,
Og med det kan vi bede
Den elskede ud og hid.
I går blev jeg bragt ud,
Midt i et vers, et livsmoment,
Men reglen binder, lykken vinker,
Min elskede står derude, se:
Årets fire første mælkebøtter,
Havens lille hellighed,
Fredet, værdsat, velkommen,
Selvom jeg nu og da,
I ly mine brede skuldre,
Hiver et par stykker op
Fra asyl- og klosterbedet.
1417. I morges var det min tur;
Vindstille, køligt, lydløs
Morgensol på østfacaden,
En eufoni af fuglestemmer:
Gærdesmutters skarpe triller
Musvitternes parringsfløjt,
Bogfinkens travle skala.
Da jeg stod her i morges,
Mens min elskede endnu sov,
Kom to hjorte rundt om gavlen,
Så mig, frøs, forben løftet
Jeg hvislede, og de sprang.
Kom, stå her, hold min hånd,
Mærk morgenlysets farvespil,
Og den mos vi træder på,
Mærk verden her med mig.
Nyt i Index Titusind:
Kærlighed ◦ 1415; Overdådighed ◦ 1415; Livsmoment ◦ 1416; Bogfinke ◦ 1417; Farvespil ◦ 1417; Mos ◦ 1417.
Den blå oliebille
Den blå oliebille
1411. For sent til store billedag,
Men på ganske samme sted,
Kommer endnu en oliebille
På kryds af vores lille vej.
Jeg smider henrykt alt igen,
(en trækvogn, en kædesav)
Samler billen op og springer
Hundrede skridt til havebordet,
Haps, ind under petriskålen
Med hænder henna-plettede
Af kamp- og forsvarsstof,
Og dugen grøn af billebæ.
1412. Denne gang ved jeg mere:
Det natblå billeskær, og
Et indhak markeret i blåt
På bagkanten af forbrystet:
Her er den blå oliebille,
Levested mere skov end strand;
Følehorn med knæk eller knæ,
Så dette er en han.
1413. Jeg tipper ham ned i krukken,
Dækker til med låg af glas,
Her skal bedrives videnskab:
Jeg agter som billefarmer
At malke giften af ham.
Jeg griber ham i kuppelhænder
Giver ham en krablet rystetur,
Gentager en time senere med
Forventet frygt og billebæv;
Og dér; to klare, gule dråber
Sekret af giften cantharidin
På hans kampberedte knæ.
1414. Jeg slipper ham ud igen,
Han har ikke mange fjender,
Kun stortrappen til eksempel
Æder oliebiller for giften
Mod tarmkanalens parasitter.
Men pil nu ud i haven,
Her er bier nok at snylte på.
Jeg selv gør ingen bille ondt,
Langt mindre ku’ jeg drømme
Om en billeolieindvoldskur.
Store Billedag
Store billedag
1403. En sort bille krydser min vej,
Mit held her på store billedag;
Jeg smider hvad jeg har ved hånden
(en tom trillebør, en skovl)
Samler billen op i kuplede hænder;
Lange ben skraber rundt derinde,
Kribler ud af alle sprækker.
1404. Jeg glemte helt at tænke på
Er den giftig, bider den,
Gi'r den eksem på hænderne?
Et kig ind på klem, og dér:
En lysende orange oliedråbe,
Stort som et knappenålshoved
På et af mange billeknæ.
Gift altså – selvforsvar.
1405. Jeg vipper børen op med foden,
Sætter billen ned i ladet
Og triller hjem i hast,
Limousinekørsel for biller;
Fart på, op på havebordet,
Under glas fra et petrilåg.
Kroppen er tre centimeter lang,
En bille så stor og bomstærk,
At den kan skubbe låget
Frem i ryk på havedugen.
1406. Billen er svagt selvillumineret,
Changerende i sort og blåt,
Sådan som kun biller kan:
En dyb og klar aftenhimmel
Med et skær af nymåneskin,
Som vi selv så det i nat.
Den er vingeløs og langbenet,
Dækvingerne er skrumpet ind
Til halv længde af bagkroppen,
Som et sort røvbaldegardin.
1407. To fine mørkebrune bånd,
Æstetisk kantet med gråt,
På tværs af bagkroppen,
Min vej til hurtig artsID:
Dette er den sorte oliebille.
Træffes kun hist og pist,
Lokalt, varmt, tørt, sandet,
Og helt fri for pesticider.
1408. Alene dens størrelse, sorthed,
Stopper enhver op på stedet,
Også jeg; i stor begejstring.
Se bare de lange følehorn,
Den smukke leddelte struktur,
Jeg vil sige: finmekanisk drejet;
Fordi følehorn fascinerer mig:
Deres opbygning og detaljer
Ned i allermindste led.
1409. Tid til at slippe væk:
Jeg sætter hende ned
I en frostsprængt havekrukke
Og ser hende kravle op i solen.
Den sorte oliebille er kendt:
Dens livscyklus og levesteder,
Snylten i solitære biers reder,
Den kemiske formel på olien,
Cantharidin, vortedræber,
Vabelfremkaldende gift:
På engelsk derfor blister beetle,
Og oliebille på dansk.
1410. Alt dette og mere kan læres
Til glæde og livserfaring.
Her blot en solvarm tak
Til billerne og alle biologerne
For en skøn dag at kigge med
På denne store sorte oliebilledag,
Herefterdags hver den 10. april.
Digter i salviebusk
Digter i salviebusk
1397. Få planter jeg savner mere
Eller forventer så meget af,
Få blade jeg længes efter,
Eller blomster jeg venter på,
Som dem fra salviebusken,
1398. Ingen plante i haven
Er mere elsket af humlebier,
Omsummet uophørligt,
Bestøvet og suget tør,
Fra første til sidste blomst
Fra solopgang til aftenstid.
1399. Få planter har finere blade,
Perfekt lodne at berøre,
Komplekse at snuse til,
Formfuldendt eliptiske
Knoprandede, dungrønne
At forundres over.
1400. Ingen digter er lykkeligere
End mig i min salviebusk,
På udkig, som en digter skal,
Efter livet herude og derinde,
Men aldrig helt forberedt på
Hvor fuldkomment det er;
Så her er bare to, også dem:
1401. En jagtedderkop i hvile;
De to forreste benpar
Forlænget som fangstarme
Nervefyldte, klobestykkede,
Giftkirtler måske, livsfarlig,
Ubevægelig på et salvieblad;
To skabninger i ro, fastholdt
Fuldendte, et stort sekund.
1402. En grøn bredtæge på vej
Op over et salvieblad:
Finkornet kamouflagefarve,
To sorte øjenknapper står
Som kontrast og kropsignal,
Der opfanges af kameralinsen
Og jeg, titusindtingsfinder og
Buskafsøgende digter i felten:
Fordi ting; det er noget man er.
Nyt i Index titusind:
Salviebusk ◦ 1397; Solopgang ◦ 1398; Loddenhed ◦ 1399; Digter ◦ 1400; Jagtedderkop ◦ 1401; Bredtæge ◦ 1402; Titusindtingsfinder ◦ 1402.
Mariehøne
Mariehøne
1392. Mariehøner flokkes frem
Af årets vinterdvale;
Viser sig i forårsolen
Ud på buske og blade
Op på bagevarme flader.
1393. Alle er syv-plettede,
Vores egen Coccinella:
C. septumpunctata,
Så er dét på vers,
Billefagligt forstået,
Men poetisk erfaret,
At 50 arter mariehøner
Lever her i landet,
Seks tusind på kloden;
Dog fandt jeg en to-plettet:
Sort, to gulddryp, død
På bordet i mit skrivelogi
Da jeg slog døren op
Som slut på eget vinterhi.
1394. Mariehøner varmer sig
Får gang i organismen,
Parer sig i flæng, i fart,
Ligner lidt et biluheld;
Karosserier tippet rundt.
Små pansrede kupler
Med toksiner i kroppen,
Sprøjtemidler i knæene;
Fæl, giftig og stinkende
For enhver forårskylling
Eller overdristig bille,
Der vover sig en bid.
1395. Mariehønen selv er glubsk
På rov med kindbakker
Kantet af store tænder.
Jeg har set dem i kamp
Mod fægtende myresoldater
På vagt ved bladlusfarme
Under æbleblade, rosenstilke,
Hvor lus holdes som malkedyr,
Slikket for søde ekskreter,
Endeløst afkomsudskidende,
Fostre inde i fostre,
Byttedyr for mariehøner,
Hvis de overmander myren.
1396. Medlem af insekternes
Allerførste klør fem,
Som børn lærer at kende
Før de kan tale rent:
Edderkop som ulækker
Myre som farlig, fremmed
Myg som blod og stik
Bi som mad og honning,
Mariehøne som ven.
1397. Den bobleformede bille,
Den skarlagensrøde farve,
Den sorte undervogn,
Med sprællende ben
Og rigtige vinger,
Se bare, de virker!
Med sit eget navn
Og et lille hedensk vers:
Alle børns første ritual
Om vejr og frugtbarhed.
Nyt i Index Titusind:
Mariehøne ◦ 1392; Vinterhi ◦ 1393; Paring ◦ 1394; Giftig ◦ 1394; Myresoldat ◦ 1395; Byttedyr ◦ 1395; Børn ◦ 1396; Frugtbarhed ◦ 1397.
Agern
Agern
1388. Ét blandt hundredtusinder,
Frugt fra uindhegnet land,
Smidt som mast i efteråret:
Et agern sprækker op,
Åbner sig, skyder ud
I den lune forårsdag.
1389. En ravfarvet rodspids
På en højrød kimstængel;
En tunge slikker jord,
Borer pæleroden ned og
Spænder agernet fast;
En ny stilkeg slår rod.
1390. Agernets to kimblade,
Proppet med proteiner,
Mineraler, vitaminer,
Rullet og indkapslet
I hvidgule hemisfærer,
Venter på jordkontakt.
1391. Jeg lægger agernet ned,
Sådan som jeg fandt dem,
Han og hun på samme træ.
Til næste år allerede
Helvedsbandt forbundet,
Umulige at trække op.
Nyt i Index Titusind:
Mast ◦ 1388; Agern ◦ 1388; Pælerod ◦ 1389; Kimblad ◦ 1390; Efterår ◦ 1391.
Chamaecyparis proletarius
Chamaecyparis proletarius
1383. Under vores sovekammervindue,
Åbent i morgenluften, tilsnuset,
En salig duft af nåletræ,
Sommer, skov og terpentin,
Med et strejf af kruspersille
På salvede fingerspidser,
Vokser fem dværgcypresser
På række i en blomsterkasse;
Solgt for en tier stykket,
Som millioner andre potteslaver
Sendt ud for at dø hvert år
I danske haver.
1384. Også jeg har hjembragt,
Modvillig massekonsument,
Ti styks fra et plantemarked,
Blågrønne cypresser i miniature:
Én af hundredvis af sorter,
Tit med menneskenavne,
Plantet med bedste vilje,
Passet efter ringe evne.
Efter et år er fem i live;
Vi så de andre visne hen,
Med ærgelse, i tristhed,
Kastede dem på kvaset,
Hen i kulstoffets kredsløb:
Ingen og intet er nytteløse;
Man kan altid komposteres.
1385. Så en dag i marts,
Klam, rå, og dog,
Dufte tæt på jorden,
Og en fedme i luften
Af væksthuskemi,
Ser vi et rødligt skin
På en lille cypres,
Så småt at det syner
Som smuds på brilleglas.
Men se efter, kom nærmere:
Træet, tyve centimeter højt,
Har sat små højrøde spidser
På sine skællede kviste.
1386. Det er cypressens hankogler,
To-tre millimeter lange,
Men synlige på afstand.
Under lup en aflang klase
Af skarlagensrøde kugler
Fyldt med pollensække.
Nogle er endnu dækkede
Af kogleskæl, brune ved roden
Og gulligt hvide i spidsen,
Som en tånegl på en olding;
De begynder som grønne skæl,
Men på toppen, seks led oppe,
Er de gullige og sorte,
Hele koglen sat i en klo,
Af spidse tænder i grønt.
1387. Pollen til en ny generation,
Hvis der er hunkogler at få;
De kommer måske senere,
For cypresser er enboere,
Han- og hunkogler på samme træ,
Måske snart, måske aldrig,
Sorten ku' være steril,
Som resultat af forædling,
Som vi siger, altid klar
Som naturens benefaktor.
Men viljen og evne er der:
Vi følger dem til sommer,
Værner om dem til vinter,
Og be’r om frø til næste år.
En planteproletar går fri
Under vores vindueskarm.
Nyt i Index Titusind:
Nåletræ ◦ 1383; Potteslave ◦ 1383; Cypres ◦ 1384, Kulstofkredsløb ◦ 1385; Væksthuskemi ◦ 1386; Hankogle ◦ 1387; Pollensæk ◦ 1387; Hunkogle ◦ 1388; Enbo ◦ 1388; Steril ◦ 1388.
Chamaecyparis: en lille slægt af cypresser, der på dansk kaldes dværgcypresser, nogle gange ædelcypresser (og på engelsk falske cypresser) og som tæller nogle af de mest udbredte sorter af cypresser, der masseproduceres som prydtræer til europæiske haver. I sine vildtvoksende former tæller slægten en art fra Taiwan, der menes at have frembragt det største levende træ nogensinde. I mange egne af Asien skattes træet og dets ved, der bruges til bygning af templer.
Bævresvamp og heksesmør
Bævresvamp og heksesmør
1379. I kvasets tætte virvar
Og meterhøje vissendom
Af kviste, grene, blade
Og formummet pottejord,
Stikker en grenstump op
Behængt med blæver
Et orange øjesug,
Splatterlevende
I den spæde sol.
1380. I hånden lidt slimet,
Kold, fed og slatten,
Hér en bølget flig,
Randen af en ørefold:
Frugtlegemer og sporer
Af den gule bævresvamp
Fastklæbet på en gren
Nedbrudt og tommetyk.
1381. De snylter på svampe,
Der lever af dødt træ,
Fortæller min svampebog:
Omkring halvtreds arter
Med klingende navne
Mangevegne fra:
Heksesmør, guldgelé;
Gulhjerne og guldkrøs.
1382. Jeg fejrer i smug
Vores artsforøgelse:
Velkommen herind
Hver nykendt form,
Hvert nyt individ,
Som vælger at bo
I havens svampelaug
Og med mig, varm
I det første forårslys.
Nyt i Index Titusind:
Kvas ◦ 1379; Ørefold ◦ 1380; Bævresvamp ◦ 1380; Heksesmør ◦ 1381; Forårslys ◦ 1382.
Stjernemos
Stjernemos
1373. Blandt de titusind ting
Er foråret blandt de største;
Brutal i marts, kosmos
Frostnær helt ind på huden,
Mens kloden vrider
Lidt varme af det hvide lys.
1374. Kuldskære kroppe stakket op
Af en sydvendt mur, asyl
For varmesøgende celler
I frakker og frønede krukker,
Hvor foråret samler sig igen
I sine mindste elementer,
Foldet ind omkring hinanden;
En verden i en skefuld jord,
Og jeg, på lur i krogen.
1375. Dér, i frostsprængt terrakotta
På den våde, kolde krukkemuld
En pude af mos lyser op
I det lavvinklede lys,
Der sætter alle ting i skær.
1376. Stjernemos, et navn på stedet,
Men jeg ved end ikke,
Om skønheden er en mos;
Plukker nogle plantetråde,
Svides af bitte brændenælder,
Med gift på hvide babysyle.
1377. Under mikroskop er mosset
Et lydløst pang af forårsgrønt,
Der springer frem på skærmen,
Hvor jeg glider frem
I et ocean af vegetation
Set bag en ubåds tykke glugger:
Stængler med sukkulente blade,
Gyldent-grønne plantestande,
Sarte, næsten gennemlyste;
Et sporehus, tror jeg, og
Fra svøbbladenes spidser
Flyder hvide tråde frem,
Som fangarme, lokketråde,
Eller stakke på en avne.
1378. Jeg tøver, for vil jeg vide
Plantens navn på latin,
Dens plads i videnshierarkiet;
Den etiket, der stiller
Nysgerrigheden tilfreds,
Bringer orden i forholdet
Mellem os og alle dem,
Ja, balance i universet?
Men nej, ikke endnu;
Dette er en stjernemos:
Jeg ser dig, du er her;
Vi deles om foråret, frodigt
Eksplosivt i miniature.
Nyt i Index Titusind:
Forår ◦ 1373; Ben ◦ 1374; Mospude ◦ 1375; Plantetråd; Sukkulent ◦ 1377; Støvknap ◦ 1377; Lokketråde ◦ 1377; Plantenavn ◦ 1378; Balance i universet ◦ 1378.
Stjernemos – redaktionelt
Klik for at forstørre billederne
Her er fire fotos af en mosart (tror jeg nok) fra en krukke på min terrasse på en brutal dag i marts. Jeg har kaldt ham stjernemos (jeg er ret sikker på at det er en han-plante, fordi man kan se noget der ligner en støvdrager i midten af det tredje billede)
Jeg er nu den glade ejer af et digitalt mikroskop (en fødselsdagsgave fra to af mine børn) som jeg har brugt til de tre af billederne ovenfor. Jeg har også lært mig selv at lave pop-up gallerier. Stjernemosset ovenfor er det første galleri og planteskønheden er medrivende, eller skal vi sige medlevende.
Titusindting.dk er et digtværk; ikke et fotoalbum. Men jeg bruger mange billeder, ikke mindst fordi jeg nu – udstyret med et simpelt apparatur – vender opmærkomheden mod mesofaunaen, d.v.s. alt småtlevende, der lige netop er synlig med det blotte øje og den naturlige verdens titusind små bestanddele.
En ledsagende digttekst er på vej – sammen med foråret.
🇬🇧 The Wren
The Wren
155. Nimble, leafy brown, earthbound thing,
The tail erect, the rear held high,
A short dash across the forest floor;
Strength ticking inside the bird.
156. Her heart beats in a rush of blood
Hundreds of times each minute.
She moves in whips and thrusts;
Eye-popping power on thin legs.
157. She cuts time sequences to shreds,
Jumps here and suddenly there;
Something's amiss, a choppy vision,
She moves about in skips and starts.
158. Her metabolism is so high
You would think the bird’s aboil.
She must feed without pause
Her runaway miniature body.
159. As a wren incarnated
I write a novel each morning,
Devour a Sainsbury a day,
Run to Rome and back in a week.
160. But that’s just idle thought;
I would collapse from heart failure
Within the first few minutes; dead
From exhaustion, stress and cold.
161. I will never even come close
In energy, athletics and appetite,
In mental prowess, in courage,
In heart beat, in biological clock.
162. But she has taken to my grounds,
Finds food under the garden oaks.
I know her song; I see her often:
A tarantella, a whip and she’s gone.
New in Index Ten Thousand:
Power • 155, Heart • 156, Time sequence • 157, Metabolism: bird • 158, Run • 159, Cold • 160, Biological clock • 161, Energy: wren • 162, Tarantella • 162,
🇬🇧 Wittgenstein’s Garden (2)
Wittgenstein’s Garden (2)
895. Herbal garden and kitchen greens
facing south over the river.
Monks living in cloister stone,
mortar and rectangular systems.
People with a special urge
for the laying of paths.
896. Monks weeding the garden,
Mumbling among the roots.
Spreading words among worts;
let the ants take them.
Many hundred years here
at Hütteldorf Monastary.
897. A garden assistant, just arrived,
lives in the garden shed.
Hard to tell man from tool,
stiff arms, good grip.
Self-conversing during the day
garden gnome at night.
898. On his knees out there,
talking level to the ground
Fingers loosening clay and soil
rubbing hardened clumps.
Fingertips on flower colours,
nursing, digging, playing
899. Vos colours are tangible
on the skein, in the petals.
Yellow is hard, blue is brittle,
red trembles, green trickles
Ve mix colours, mix veself,
ve suck up colours.
900. This cultivator of dictionaries
and wielder of tools,
With soil under his nails
and colours on his fingers;
All the words that crumble
in the encounter with plants.
In the summer of 1920, Ludwig Wittgenstein (1889-1951) took a job as a gardening assistant in the Hütteldorf Monastary, Austria, perhaps by way of therapy. Almost nothing is known of this episode. Wittgenstein’s essay Remarks on Colour was published posthumously in 1971.
New in Index Ten Thousand:
River • 895, Path-construction • 895, Wort • 896, Arm • 897, Dig 898, Green 899, Word • 900,
🇬🇧 Wittgenstein’s Garden (1)
Wittgenstein's Garden (1)
78. The deer is a frozen play of colours in the frosty morning. Ears turn and eyes stare; vigilance ticking between us.
79. The only motion is the greywhite vapour from the nightblack nostrils as the lungs pump under the coat of fur; one second, two seconds, three.
80. Greenish, yellowish, brownish, greybrown, reddish brown, algae green, yellowish green, blackstudded, greyish, browngrey, whitestreaked, greyyellow, orangeblack, bluegreen, and yellowed red colours float frostcoated in the clear air.
81. This is the deer. I step out to meet it.
82. I cannot hold colours in my hand, but I can touch them as part of something. Colours are not things, but they are visible and can be distinguished in millions of nuances for which I have no words. Colours have qualities for which there is no proof, colours give off experience that cannot be explained.
83. And then: fear, flight and hunger. The crunch of hooves that leap across stubs and brushwood and only the white tail tips among the trees - and the image is gone.
84. We understand in images, we feel in colours, we grope for descriptions.
New in Index Ten Thousand:
Deer • 78, Nostril • 79, Colours • 80, Step • 81, Colours, experience of • 82, Hunger • 83, Feel • 84.
🇬🇧 Dandelion
Dandelion
Ve grow in cracks, ve creep out of crevices, squeeze up between pavestones, wedge into rocks, sink taproots into the soil, spread across meadows, turn green to yellow. Ve drill into the underground, ve undermine the borders, ve fly with the wind.
Ve have followed you since you first began digging holes, since you first began raking the land. Ve encircle you, ve go around you and grow with you.
Ve are elevated as part of culture, decorated as medicinal herb, included on coats of arms, used for healing, loved in play and admired as a seed.
Ve are the best, the only, the strongest memory of a childhood under an open sky, a memory of summer with sun and sweet scents, with thick air and depth of light; a wooden cottage, a flowering meadow and a garden before the fall that never came and the paradise that never was.
Ve are a memory of life before the Umworld came, before industrialisation; untouched, before the disappointment, before the sorrow, before the compulsion, before the imposition of order, before the enforcement of regimes; then, then; a careless, love-seeking, dandelion-plucking, goldsheen-refracting, pappus-blowing, sunsoaking, insect-humming, seed-flying, husk-floating memory of what they call mercy.
Stick, stock, spear.
Sweat, spit, shit.
Piss, piss, piss.
Ha, ha, ha.
Is that you again?
With your knives and pliers, your irons, your poles and daggers, cutters, hackers, slicers, incinerators, poison guns. Armed to the gums of your teeth you go to war in the gardens, on the lawns, in the fields, primed for the killing.
But ve grow on, ve propagate by root, by shoot, ve self-replicate.
Ve are indomitable.
Ve mix the hereditary materials, ve stir the genome, ve clone veself, ve make hundreds of new subspecies, just because ve’re able to and just to fill out a patch or to move over the next hill.
Ve are sovereign survivors. Ve are the raw power of evolution visible to the naked eye.
What do you call ve:
Monkshead, vicar’s pate, doghat.
Garden cabbage, swine cabbage, hare cabbage,
French salad, mole salad.
Fleawort, liceflower, pigsnout.
Trollmilk, devil’s tit, witches’ cow.
Lionstooth, dogtooth, cocktube.
Scabieswort, hangmanswort, snotflower, bogeyleaf.
Piss-in-bed, pestwort, puffball.
Ok. Ve get it.
Want to know what ve call you:
Stinkstalk, stenchstem, forker, lawnsniveller, piss-on-all, pisspartout.
Enough. You see where this is going.
In the great vevolution on the future of um ve celebrate the reproductive strategy. An adversary must be vanquished through overwhelming reproductive force. Ve outgrow them. Ve grow faster than they can exterminate us.
Do not count vos among those who advocate the complete elimination of um. Um should be allowed to remain, in moderation. Um isn’t only dangerous, not only parasitic; ve must acknowledge that um provide certain opportunities to well-growing, fixed beings; ve mention vosselves dandelions as an example.
Hence, ve are in favour undermining activitiy.
Sow discord among the enemy (notice the growth metaphor!) Exploit their labile ideological condition. Incite them against each other. Cultivate (sic!) the divide between economy and ecology. Find allies among them. Do something green. Do something useful for them, be good for the nitrogen balance, be good for bees (um has no understanding of other kinds of insects). Be good for their health (or let them believe so.) Above all, be good at exploiting their sentimentality (like pappus-blowing) and um’s fathomless craving for images of themselves and their own happiness.
Our strength is in the arcalias, in um’s idea of primordial harmony and plenty; the urbliss.
Ve are the vegetal domain’s contribution to the collective unconscious.
Only radical symbols can save them from themselves.
Radical means root. Radical is rooted in roots.
Ok. It’s just a proposal.
Ve do not vote in favour of preserving um per se.
Even though a minimal presence should perhaps be part of the overall picture.
Regardless.
The above text is taken from my eco-fiction Aliff (2021), which may be regarded as a stand-alone prequel to the themes and poems in The Blog of Ten Thousand Things. The text Dandelion appears in the section Phytologoues, which gives voice to 10 selected plants, most if them with millennia of cohabitation with human beings. (Note: Ve and vos are used as personal pronouns for plant voices, corresponding to humans’ use of we and our. Um refers to human beings.
🇬🇧 Deceased poet as a garden phenomenon
🇬🇧 Deceased poet as a garden phenomenon
668. I could be cheeky and render the master himself, who in turn was cheeky in paraphrasing old Heraclitus: “Nobody can go out twice into the same garden. This applies also to churchyards.” *)
669. Here we are at the very intersection of language and nature in its reduced form, where the poet and the garden both grow except on different timescales.
670. The plant remains fixed, while the eye of the poet moves, his body moves. Herein lies a reciprocity between the slow growth and the movable; between the silent and the thinking.
671. The poet says that a conversation arises out of this reciprocity, precisely because the garden is in a continuous correspondence with nature, while the poet himself is in correspondence with other languages and poets. A conversation is never alone.
672. Throughout life, the garden is in constant growth with its poet, who trims and grows with it, but later declines and passes away.
673. This takes us to the second sentence of the paraphrase: the churchyard where the poet is buried in a severely reduced and to free nature hyper-polemical restricted form of garden, in which only few conversations can be held.
674. I could be cheeky again and put up a sign, a cross, a stick in my garden with the epitaph of the poet. But that would probably only lead to trouble with the family, the authorities, with the municipality, maybe even with the truth.
675. I could plant a bush in his memory. A spindle for example. Discrete, of course. Only a few would ever know. But one would understand that he is here, growing underfoot, standing up here, in conversation, fully blossomed as his own language phenomenon.
676. Thus, the conversation may continue. Imperceptibly, behind our backs. At any time. Never alone. Per Højholt † 2004. Stand in peace.
*) Per Højholt (1928-2004), Haven som sproglig foreteelse, in Stenvaskeriet, 1994.
🇬🇧 Paean to multitudes
🇬🇧 Paean to multitudes
1363. In multitudes the land shall live
with all beings endowed with the right exist and to teem as far as their abilities and genomes permit them in an abundance of ways and forms and species that arise from the common multitudes and perish again as part of the earth’s endless churning of land, sea, weather and climate in a stable rate of extinct species per one million years.
1364. In multitudes the sea shall fill
with glossy fish, side by side, belly against fin, that abound in fiords and throng in sounds and bays, fill the rivers and cover the floor of the sea, reefs, underwater rocks and bars with colors, crayfish, shrimp, plants, anemones, algae, plankton, and krill that shine like star-studded skies in the depths of the sea, while whales sing from ocean to ocean.
1365. In multitudes the soil shall be nourished
by bacteria, amoeba, cells, microfauna, springtails, beetles, worms, by more forms of life than anywhere else on earth; the sweetly smelling, dark, crumbling, moist, crawling enzymepotent soil; with plant roots, tree roots, water, minerals, a protected and undisturbed thousand year layer of fertiliser, energy and life.
1366. In multitudes the air shall be sated
with treks of birds in patterns, formations, flocks, made dense by starlings, traversing cranes, watched by eagles, brimming with songbirds, seabirds, wading birds, beach-birds, fowls, swallows, bats, clouds of butterflies, hoverflies, dragonflies, millions of species of insects: muscular, breathing, flying beings on trillions and more trillions of winged pairs.
1367. In multitudes the darkness shall abound
With ten thousand species of moths, nightwings, owls, insects, mice, rodents, snakes, and predators that live by night vision, by sense of smell, by hearing; with birds in flight across the night sky under moonlight, on the magnetic rays of the earth; everything that lives and fills out this world, that we don't see, but when the morning comes, soundless, full of light, they shall all be counted and known.
1368. In multitudes the water shall flow
with aquatic plants, crayfish, nymphs, frogs, birds, minnows, perch, pikes, salmon, water rats, beavers; with riverbanks protected deep into the adjoining land and covered with woods and meadow grass, bushes, perennial plants, with snow and ice, running clean every spring.
1369. In multitudes the day shall grow
large and wide open, formed of living landscapes, stones, and rocks generous of meaning, of coasts and lagoons and fiords that are present with us and merged with our senses; with hills, valleys, mountains and rain and clouds in their own dignities, shiny and changeable, but forever the same; of towns, houses, and all of us, bound to the earth and water and grass and trees and leaves, the particles of our organismes and the colours and images of our thoughts, that grow out into the multitudes of the day and are recreated every night in the growth of our dreams.
1370. In multutudes the land shall saved
by returning half of the land to the free multitudes, by banning all fishing and combustion engines from half the coastal waters, by protection all lakes, all streams, all rivers together with zones of multitudes stretching hundreds of meters along all banks, all shores, and by protecting all coasts, set them free for multitudes by removing thousands of poisons from agriculture and gardening, by removing fertilisers from all open fields, reduce animal farming to a size that can be raised freely, by protecting all bogs, prohibit the sale of spagnum and replace it all with compost, by protecting all wetlands, stopping the pumps, by replacing all plastic wrap with cellulose film, by restricting the number of farming animals, levying an common import tariff on all meat for consumption, by subsidising costs of decent food, by closing and substituting the depraved meat- fur- and cage industry, by remultituding the near-dead fields with all the forms of life that soil, water and air can sustain.
1371. In multitudes the earth shall rise again
if nothing happened and nothing changed; after extinction, poisoning, flooding, darkening, lava, meteors; after the last oil is burnt, the last gas is wasted, the last city is destroyed, that last animal is killed, the last tree is felled, the last wrecks have rusted away, the last rays have faded; then multitudes of new species, able to live in the new atmosphere, on the barren land, will return; and then we may say: gods and spirits, peace to them, let the multitudes come, amen.
New in Index Ten Thousand:
Multitudes ◦ 1363, Sea bed ◦ 1364, Krill ◦ 1364, Amoeba ◦ 1365, Fertiliser ◦ 1365, Ocean birds ◦ 1366, Bat ◦ 1366, Rodent ◦ 1367, Night vision ◦ 1367, Crayfish ◦ 1368, Meadow grass ◦ 1368, Valley ◦ 1369, Lagoon ◦ 1369, Half the land ◦ 1370, Meat- and fur industry ◦ 1370, Artificial fertiliser ◦ 1370, Spagnum ◦ 1370, Extinction ◦ 1371, Atmosphere ◦ 1371,
In memory of Thorkild Bjørnvig (1918-2004) and in particular the poem The Hope from his collection of poems Monkey Goods (1981), whence the following quote:
"May that law be written
as a law for society. The law on the right to multitudes on islands and steppes, in rain forests, waden seas, hedges, under roof ridges - the right of plants and animals to be here on their own premises, not just as materially
Indispensable, as entertainment, devoured until they are literally used up."
(my translation)
🇬🇧 Compas and Cryptochromes
🇬🇧 Compass and Cryptochromes
I - A nest of robins
1294. Yesteryear, a mild and early summer,
Flowerboxes in bloom on the facade;
Right under my study window
A box of new pelargonias.
I was just feeling the plants
My fingers around the roots,
Because it feels good, and then:
Suddenly something alive, downy,
Pulsating and warm to the touch
Hidden in there: a robin’s nest.
1295. I confess, I had seen something,
When I stood by the window:
A quick flicker, a brown shadow,
Perhaps af flapping of wings,
So, I did know something was there,
No, someone; but a nest?
It didn’t occur to me,
Even if it should have;
Dolus eventualis, they say:
Throw that match, give that shrug;
Mess around that flowerbox, so what?
Let happen that which happens.
1296. Robin chicks, four, five of them,
Scuttled away in panic,
Dropped from the ledge to the ground,
Spread out into hiding, disappeared.
The robin mother calling,
Plaintive, I assume, desperate,
I should think; and me, careless,
Destroyed that years brood;
Clumsy, stupid, culpable.
II - Trek south
1297. Only a third would survive
The first trek to North Africa
And the flight back here again:
Shot by hunters, fleeced by crows,
Poisoned by peasants, eaten by cats,
Gobled by owls, smashed by machines,
Dead from exhaustion and lost,
Diverted by radio frequencies,
Lethal traps of light pollution,
Glass facades and glittering cities,
Robbed of food and resting places;
Every year billions perish.
But still, some of them survive
The first trek, now more experienced,
With landscapes, contours and
The highlights of the route etched
In their one-gram brains.
1298. With thanks to robins
We now know, roughly,
After ten thousand years,
How birds navigate the globe.
The answer is magnificent, I think,
Like also the science,
The imagination, the inventiveness
That made it possible;
In short, all that empathy,
That makes wonder into science,
And science into poetry.
III - The navigation of birds
1299. Birds, all of them apparently,
Can navigate around the globe
On the earths' geomagnetic fields.
They sense direction and position
By picturing the geomagnetic field
With an accuracy of a few inches
Across thousands of miles.
1300. Robins have been studied
For more than half a century;
Enclosed in cages and containers,
Turned, rattled and moved,
Radiated with magnetic fields,
Subjected to illumination in
Blue, yellow, green and red.
Blindfolded, anaesthesised,
Exposed to radio waves,
Magnets upended north and south
But robins didn’t care,
Tissue samples extracted,
Stacks of biochemical diagrams.
This is what they found:
1301. Robins have a sense, more than one,
That perceives geomagnetism,
An extremely weak impuls of energy,
Many millions times less
Than it was thought possible
To detect with organic senses;
But it is certain that they can.
1302. Studies shows that the “compass” of robins
Has no north-south polarity
As the human technical compass;
A self-projecting concept
About other animals’ sence of direction.
No, robins perceive the inclination
Of the geomagnetic waves
From pole to geomagnetic equator;
It’s an inclination compass!
Robins perceive the angle
Of the geomagnetic waves
Bearing towards or away from
The magnetic equator,
Where the angle is zero.
Thus, the robins know
In which direction to fly.
1303. Robins can also detect
The strength of the magnetic field,
Which is strongest at the poles
And weakest at the equator,
Infinitely weak, in fact,
Measured in mili- or microtesla,
Weaker that the magnetism
Under a high voltage cable,
Weaker than the murmur of electrons
In the body of the bird itself.
1304. By knowing magnetic intensity
Robins can find their position
Along a north-south axis.
Jointly with the other compass -
The inclination of magnetic waves,
Which indicates direction -
Bird can perceive something close
To a latitude and longitude.
1305. Where there is external stimuli,
There needs be a receiver.
Hence, for years, they looked
For the robins' magneto-receptors;
What are they, where are they, and
How do they work?
IV - Cryptochromes
1306. From quantum mechanics is known
A phenomenon called radical pairs:
Two molecules exchange electrons
And thus change their electrical charge.
When a radical pair is formed
The molecuels begin to spin,
Either in parallel or opposite.
Thus, two electrical states occur:
State at rest and state of signal.
A radical pair changes states
Millions of times in microseconds.
The spin, we now know, is affected
By the geomagnetic field.
1307. Researchers formulated af theory
An epiphany, in fact, in the ‘80s,
That radical pairs are the key
To robins’ geomagnetic sense:
And because the radical pair
Requires light to be formed,
It must be in the eye of the bird.
1308. In the year 2000 researchers proposed
That the receptor is a molecule
In the eye of the robin and other birds.
This protein, called a cryptochrome,
Forms radical pairs in a spin
When hit by rays of light.
The theory holds that magnetic waves
Affects the spin of the radical pair
In parallel and opposite directions.
The spin creates electrical impulses,
That send on-off signals to
A biochemical signalling function,
Which can be seen as a “lever”
On the outside of the cryptochrome.
1309. Cryptochromes occur in birds eyes
At the tip of the optical rods.
As the cryptochromes spread
Across the arch of the retina
The bird can “see” the direction
Of incoming magnetic waves.
In the same way that animals and birds
Detect direction with a pair of ears.
1310. Researchers have explained biochemically
How radical pairs in the cryptochromes
Fire off neuro-transmitted impulses
To the optical centres in the birdbrain.
There, we must believe, the robin,
In a way that we might never know,
Is able to “see” the earth's magnetic field;
This “vision” or this “image” or
This sensory perception is a “map”
That the bird will need
To find its way, to know the route;
A “map” in the form of light? shapes?
Pixellated fields? Wavy lines?
A “map” that fits the “compass”:
Memorised routes, main landmarks
Or something quite different; spectres of light,
Ultraviolet or infrared, or maybe
Magnetic properties in the landscape.
Everything is possible.
1311. Birds have developed other senses
For use in their navigation:
The beaks of birds contain magnetite,
The most magnetic mineral known.
Biochemical processes in the beak
Sends neuro-transmitted signals
To part of the bird’s brainstem;
Here, maybe, is the neurologial path
To sensing geomagnetic intensity.
1312. For certain, birds also use vision,
Smell, memory, experience,
Mountains, seas, coastlines,
Maybe sound, temperature, wind,
Maybe a fifth or sixth method
Of sensing place and direction.
V. A larger world
1313. A new insight, a larger world,
That will become as natural
To my children and grandchildren,
As the the "compass needle" of birds
Was to me, when, as a boy
I watched the swallows leave.
1314. To a brood of robin chicks
Endowed with global gifts
They never lived to use;
Inadvertently destroyed,
Stroeby Beach, summer of 2022.
In memory.
During the past 75 years, a large number of researchers have contributed to the accumulated knowledge on the navigation of birds using the earth's geomagnetic field. It is impossible for me to mention them all here; but let me point to a few whose articles have been a gift for me to read: Klaus Schulten, Thorsten Ritz, Henrik Mouritsen, Peter Hore, W. Wiltschko, R. Wiltschko.
Ed Yong An Immense World (2022) is a superb introduction to the sensory perceptions of living beings and I warmly recommend it to everyone. The book's chapter on the ability of birds for optical navigation using the earth's geomagnetic field furnished me with knowledge and inspiration for the poem above.
New in Index Ten Thousand:
Robin's nest ◦ 1294, Flowerbox ◦ 1295, Brood ◦ 1296, Cat: domestic ◦ 1297, Light pollution ◦ 1297, Robin ◦ 1298, Science ◦ 1298, Earth's geomagnetic field ◦ 1299, Radio waves ◦ 1300, Impulse ◦ 1301, Equator ◦ 1302, Electron ◦ 1303, Compass ◦ 1304, Magneto-receptor ◦ 1305, Radical pair ◦ 1306, Electrical charge ◦ 1306, Geomagnetic sense ◦ 1307, Chryptochrome ◦ 1308, Magnetic waves ◦ 1308, Rods: eye ◦ 1309, Landmarks ◦ 1310, Visual centre ◦ 1310, Navigation ◦ 1311, Sense of direction ◦ 1312, A larger world ◦ 1313, Gifts ◦ 1314.
🇬🇧 Spider on a Headstand
🇬🇧 Spider on a Headstand
376. A spider weaves its web
Above the headstand one day;
We lie beneath, watching.
377. I think: A net to catch imaginations;
My love thinks: You will be pissed on.
I say: You lack entomological knowledge.
My love says: You lack life experience.
378. The spider conceives of flies,
Of eating its mate; she sees
Coming generations.
New in Index Ten Thousand:
Spiderweb • 376, Imagination • 377, Mate: spider • 378
🇬🇧 On the pattern in a stand of nettles
🇬🇧 On the pattern in a stand of nettles
142. A stand of nettles grows up on exposed soil along the fence. Here are flickers of sun and effects of shadow. Here is the smell of soil, the air is mild. The colours are yellowish, green, delicate green, almost white.
143. The stand is sligtly rounded with the highest stalks in the middle. The height decreases evenly towards the sides, about one meter at its highest and with a circumference of about three adult pathoms.
144. The stalks are slender, edged and strait, and stand in visible mutual distance, a good hundred of them on subterranean tubers.
145. Wonderful parataxis! The leaves sit in pairs in rising and descending spirals on the upper part of the stalk. Not one leaf touches another. All stalks are turned to avoid all other stalks and leaves across the entire sunfacing surface of the stand in a green, sharp-toothed pattern.
146. This pattern has no exact reptitions, no definite form. It weaves, waves, approaches, deviates, turns, angles and fills out all illuminated space in three dimensions. The stalks sway, a breath of air stirs, but the formation of the leaves is maintained.
147. Remove one leaf, just one, and the unity is destroyed. Everything is fitted in, calibrated and adapted to sunlight and the dispersion daylight. A perfect, serrated harmony.
148. We have no word for the reciprocal, dynamic placement of leaves determined by location, height, aspect, light, landscape and moisture.
149. But we might call it the energy in a collective of plants. We might call it the ability of the stand of nettle to arrange itself spatially in a given place under given conditions.
150. We might call it a manifestation of an organic principle and expression of Zhang Zai’s concept of li, the force that determines the shape and character of all things. We might say, that this li applies also to individuals acting in coordination.
151. We might say, that li creates a complex aesthetic expression that is discernible to us humans.
152. Because we are bound by the ineluctable modality of the visible. Harmony lies in the eye and cannot be conceived in words.
153. I put away language. I remove my clothes and stand naked in front of the nettles. I am not aesthetic, certainly not beautiful, but roughly symmetrical, functional, and dangerous.
154. Now we are equal, the two of us. My skin against your sawteeth, my symmetry against your harmony. My evil against your poison. I hold out my hand. My image. My brother **).
*) Zhang Zai (1022-1077) was a significant Neo-confucian philosopher and metaphysian during the Song Dynasty.
**) In memory of Charles Baudelaire (1821-67), Les Flerus du Mal, 1857.
New in Index Ten Thousand:
Nettles • 142, Stalk • 143, Tuber • 144, Surfacing • 145, Parataxis • 145, Pattern • 146, Harmony • 147, Breath of air • 147, Moisture • 148, Energy: plant collective • 149, Li • 150, Aesthetic • 151, Eye • 152, Symmetry: Homo s.• 153, Evil • 154.
🇬🇧 Grey Morning Before Rain
🇬🇧 Grey Morning Before Rain
Sounds and air fall
To the ground. Silence.
Movements sink down
To the ground. Silence.
Trees falter and halt,
Plants pause.
The crust of earth,
Fungus, humusfibres
Heavenward, waiting.
Bacteria hesitate,
Beetles, millipedes stop,
Roottips open up.
Daylight sinks, grayish,
Covers the ground.
Reflections fade
Colors turn flat.
Depth and effect
Plain, effaced.
Only smells augment,
Cool, viscous.
The inner zone
Closest to the body
Expands, absorbs,
Wind from the sea.
Smell and tast mingle,
Mold and cool moisture;
The umami of air condenses.
Air exhaled inhaled,
Vapour exchange soundless,
Waiting.
No mechanics,
No machines,
No metaphors.
Timeless.
Heavy moisture breaks.
Rain.
🇬🇧 The Umwelt of the Gardenspider Spawn
🇬🇧 The Umwelt of the Gardenspider Spawn
301. The garden spider’s
Clump of spawn:
Pinhead yellow bodies,
Black behinds.
302. Hatched in a sack
Of golden buds
Suspended on straws,
A bush or flowercups.
303. Come closer,
Pluck a string:
Golden spots spread
On silky threads.
304. Floating movements
Suspended in oil;
Viscous slo-mo,
A silent explosion.
305. The spidersphere
Dispersed one final time
Across swinging bridges
Towards the sunset.
🇬🇧 Tanbark Beetle
🇬🇧 Tanbark Beetle
661. She who has seen a tanbark beetle
Is a lucky critter:
Wingcovers are shiny bluish-green.
Long, segmented antennas,
A full bodylenght long
Finely balanced down and across
Bulging black droplets of muscle
On reddish upper thighs,
Brownish-yellow thorax
And a small black head.
662. We experience in glimpses
We see in sequences
Few seconds in duration.
Our attention
Is mostly blind.
But now and the
The moment is propituous
And we see; really see.
663. The tanbark beetles is there
Suddenly among the logs,
Completely alive, shy,
But not afraid.
Just watchfull.
Half a minute
And she scurries off;
Finds shelter and lays eggs
In my stack of firewood.
664. I relish the moment.
A small performance
In the unending variation
Of insect- and beetlelife.
665. Life is expansive
And my empathy with beetles
Has grown a little.
This is what I call
An expanded day.
666. I add the barkborers name
To the common mailbox
Of species on my lot.
A pedestrian passes by, looks,
Asks me: “Tell me, what’s that, will ya.
I reply: “Awh, just practical biophilia.
🇬🇧 The Blackbird’s (half) mid-morning nap
🇬🇧 The Blackbird’s (half) mid-morning nap
688. He’s settled in a sycamore
A quiet mid-morning
Hidden by the leaves.
I think he’s dozing.
The body is still,
The head sinks down,
The neck withdrawn into the body.
The eyelids close up,
(It's’ a bird!).
689. The blackbird sleeps,
Or dozes, or something else,
At least on one side,
Just like the swifts,
It is believed.
Maybe the other side is awake,
But I don’t think I’ll ever see it.
670. If nothing else, I see
Half a bird asleep.
The body is at rest.
The tip of the beak is lowered.
Dreams in one half of the brain,
Visuals in realtime in the other?
Can he close down hemispeherically?
671. After a few minutes
He raises up his head,
Opens his beak.
The body still calm,
Legs pulled up under him.
He is waking, half or whole.
672. He scouts about
As all birds:
Head and neck in jerks;
Quarter or half turns,
First to one side,
Then to the other side.
Repeated, watchful.
A minute or two.
The eye with its yellow ring;
The regard stiff, black.
Here, all is silent.
673. Branch and leaves flap,
He’s gone.
He wanted time
For himself.
A quiet moment
In the rush of the day.
I have spied on him.
🇬🇧 Small crane’s-bill
Small crane's-bill
1286. This fall, small crane’s-bills,
After years of discrete growth
Scattered in the summer garden,
found a breakthrough as brawns.
1287. Breaking out of the garden asylum
The crescent shape flowerbed
Around the small appletree
For worts and perennials in exile
Threatened on their growth
In cancelled gardens.
1288. First, they took the flowerbed,
A cover around the other plants:
Burnet, orpines and mints.
Then they grew out across the lawn,
Close the high-mown paths.
From there up and across old swards,
Around the tufts of wild oregano,
Under the small elderberry tree
Forward among the rival groundelders and
Spearpointed black- and boysenberry shoots.
1289. Crept under the clothes-dryer,
Moved along the edge of pond,
Usurped space among the rhubarbs,
In between the white yarrows,
Growing freely in the tall grass,
Extended further along the terasse
Turned to the monastary flowerbed.
1290. A spectacle of leaf patterns,
Crescendo of green fertility,
A vegetal triumph in a summer
Divided into four parts:
Wet, warm, parched, warm:
An ambush of many plants
That budded a second time,
Like the small crane’s-bill,
Who took it’s chance, helped by
A planet at its tipping point,
For an explosion of leaves
In the enfeebled fall.
🇬🇧 On the eye of the sparrowhawk, occasioned by my neighbour
On the eye of the sparrowhawk, occasioned by my neighbour
499. My neighbour brings to my door
Exquisite beings in his hands:
Rhinobeetles, slow-worms,
Fox skulls, a white cypress,
And then, yesterday, a sparrowhawk.
500. Enraged, heart-hammering hawk.
I'm fixated by her one eye;
Can we explain it, have we words?
Or have we only images
And wordless memories
From the history of ancient kin?
501. Images, then:
A round eye with an orange iris
Encircles a black pupil.
Two optical nerves in each eye
Give double focus, double vision.
The head slots into place on the neck.
502. The eye turns, but never alters shape.
It reflects light, it shines
Always with the same strength.
The eye doesn’t blink, it stares;
No expression that we know of.
503. The face has no movement.
Most beautiful arranged feathers,
Swooped back and streamlined.
A splendid aerodynamic head,
Aesthetically poised in our view;
More sculpture than face.
504. The head always carried high,
She stares down from above.
We see pride, perfection,
Aloofness and arrogance.
Everything we aspire to
And will kills others for.
505.No emotion we can understand,
No appeasement we can see,
No mercy we can receive;
Only the visible will to kill.
Hence, this awe and arousal,
A sense of atavistic fear.
506. Gorgeous bird of wild symmetry!
The hand and eye of evolution *)
Has created this bullseye image
In the human imagination
Of bloodthirst and status,
Of violence, prey and power.
507. Mei Yao Chen **) described the awe:
The scent of meat, the hunt, the dive.
The head crushed, the ripped prey,
Viscera flung to the vultures
Circling above the Buddha statue,
Splattered in birdshit, a thousand years ago.
508. We release the sparrowhawk.
She swings up and out and away.
We remain standing with the memory
In our empty hands.
Thoughtfully, I begin my poem,
Me too, one early morning in spring.
*) In memory of William Blake (1757-1827, The Tyger, 1794.
**) In memory of Mei Yao Chen (1002-1060), influential and productive Chinese poet under the Song dynasty. Reference is made to the poem: A lonely falcon above the Buddha hall in the Monastary of Universal Cleansing (1044).
Stilhed en vintermorgen
Stilhed en vintermorgen
1372. Stilhed
Skarp og klar i vintersol,
Blegt lys, gyldenhvidt i blåt;
Verden tyst og frosset fast i is.
Stilhed
Intet blad bevæges, ingenting,
Sneen gnistrer, solen stiger;
Mine celler jubler indeni.
Nyt i Index Titusind:
Vintersol ◦ 1372, Stilhed ◦ 1372.
Lovsang om vrimmel
Lovsang om vrimmel
1363. Med vrimmel skal landet leve
af alle væseners ret til at eksistere og vrimle så langt deres evner og genomer rækker i en overflod af måder og former og arter, der opstår ud af den almene vrimmel og går til grund igen som del i klodens selvskabte forandringer af land, hav, vejr og klima i en stabil rate af uddøende arter per én million år.
1364. Med vrimmel skal havet fyldes
af blanke fisk, side om side, bug mod finne, der trænges i fjorde og bugner i sunde og bugter, fylder floderne og dækker havbund, rev, undersøiske klipper og banker med farver, krebs, rejer, planter, anemoner, mikroskopiske alger, plankton og krill, der lyser som stjerners himmelhvælv i dybet, mens hvaler synger fra hav til hav.
1365. Med vrimmel skal jorden næres
af bakterier, amøber, celler, mikrofauna, springhaler, biller, orme, af flere former for liv, end noget andet sted på planeten; den sødt duftende, mørke, smuldrende, fugtige, kriblende, enzympotente muld; af planterødder, trærødder, vand, mineraler, et beskyttet og uforstyrret tusindårigt lag af gødning, energi og liv.
1366. Med vrimmel skal luften mættes
af fugletræk i mønstre, formationer, flokke, fortættet af stære, krydsende traner, våget af ørne, myldrende af sangfugle, havfugle, vadefugle, strandfugle, hønsefugle, svaler, flagermus, skyer af sommerfugle, fluer, guldsmede, millioner arter af svirrende insekter, muskuløse, åndende, flyvende væsener på trilliarder og atter trilliarder af vingepar.
1367. Med vrimmel skal mørket myldre
af titusinder arter af møl, natvinger, ugler, insekter, mus, gnavere, slanger, rovdyr, der trives med nattesyn, lugtesans, høresans i mørket, på flugt over nattehimlen under måneskin, på jordens magnetiske bølger; alle som lever og fylder den verden ud, vi ikke ser, men når morgenen kommer, lydløs, fyldt ud af lys, skal de alle være talte og kendte.
1368. Med vrimmel skal vandet rinde
med vandplanter, krebs, nymfer, frøer, fugle, elritser, aborrer, geder, laks, nymfer, vandrotter, bævere; med flodbredder fredet langt ind i landet bevokset med skov og enggræs, buske, planter, med sne og is, rislende rent hvert forår.
1369. Med vrimmel skal dagen vokse
sig stor, vid, åben af levende landskaber, sten og klipper gavmilde af mening, af kyster og bredninger og fjorde tilstede i os og vokset sammen med vores sanser; af bakker, dale, bjerge og regn og skyer i deres egne værdigheder, lysende foranderlige og altid nærværende; byer, huse, og alle os, forbundne til jord og vand og græs og træer, vores organismers bestanddele og vores tankers billeder og farver, der vokser ud af dagens vrimmel og genskabes hver nat i vores drømmevækst.
1370. Med vrimmel skal landet sikres
ved at halvdelen af landet gives tilbage til den fri vrimmel, ved at halvdelen af alle farvande fredes for fiskeri og forbrændingsmoterer, ved at frede alle søer, alle vandløb, alle åer sammen med vrimmelzoner flere hundrede meter dybe langs alle bredder, ved at frede alle kyster, gøre dem fri til vrimmel, ved at fjerne tusind slags gifte fra land- og havebrug, ved at fjerne kunstgødning fra alle åbne marker, formindske dyrehold ned til det antal, der kan opdrættes frit, ved at frede alle moser, forbyde salg af al spagnum og erstatte alt med kompost, ved at frede alle vådområder, stoppe pumperne, ved at erstatte al indpakningsplast med cellulosefilm, ved at lægge loft over antal husdyr, lægge fælles importtold på al konsumkød og omlægge ældrechek og børnecheck til en kostcheck, ved at ned- og omlægge den depraverede kød- pels- og burindustri, ved at genvrimle de biologisk halvdøde marker med al den levende vrimmel, som jord, vand og luft kan bære.
1371. Med vrimmel skal kloden atter genopstå
hvis intet skete og intet hjalp: efter udslettelse, forgiftning, oversvømmelse, formørkelse, lava, meteorer; efter den sidste olie er brændt, den sidste gas er spildt, den sidste storby er uddød, det sidste dyr er dræbt, det sidste træ er fældet, de sidste skrot er rustet op, de sidste stråler er falmet bort, da vil en ny vrimmel af nye arter, der kan leve i den nye atmosfære, på det øde land, vende tilbage; og da kan vi sige: guder og ånder, fred til dem, lad vrimlen komme, amen.
Nyt i Index Titusind:
Vrimmel ◦ 1363, Overflod ◦ 1363, Havbund ◦ 1364, Krill ◦, Amøbe ◦ 1365, Gødning ◦ 1365, Havfugle, Flagermus ◦ 1366, Gnaver ◦ 1367, Nattesyn ◦ 1367, Krebs ◦ 1368, Enggræs ◦ 1368, Bredding ◦ 1369, Dal ◦ 1369, Halvdelen af landet ◦ 1370, Kunstgødning ◦ 1370, Spagnum ◦ 1370, Kød- og pelsindustri ◦ 1370, Udslettelse ◦ 1371, Atmosfære ◦ 1371.
I erindring om Thorkild Bjørnvig (1918-2004) og især digtet Håbet fra digtsamlingen Abeguder, 1981. Herfra citeres:
Må den lov nedskrives
som lov for samfundet. Loven om retten for vrimlen på øer og stepper, i regnskov og vadehav, hegn, under tagryg – retten for planter og dyr til at være her på deres egne betingelser, ikke bare som materielt
Uundværlige, som fornøjelse, som fortæring til de bogstavelig talt er brugt op.
Meditation i gråt
Meditation i gråt
1358. Kysten uden tid og sted:
Gråspektret lys i buer,
Sten, strand og himmel
I et gråt forsvindingspunkt.
1359. Grumset knirkesne i gråt
En krumning af grå sten
Striber af grålig sandstrand,
Bredden udvisket i gråhvid
Grødis, skorpet fra i nat,
Bølger oven på bølger,
Ud til den sortgrå horisont
Ensartet mat, massiv grå.
Kyst, hav og himmel;
Sin egen meditation i grå.
1360. En kvalitet ved gråhed,
Der suger lyset til sig,
Tømmer luften for lys;
Grå er ikke lys eller farve;
Grå er noget, der sker med lys.
Grå er et naturelement,
Der bøjer horisonten og
Klemmer rumfang ind.
1361. En glatgrå himmel;
Melering og nuancering,
Skyer i røggrå og hvidgrå,
Vand puddergråt og tågegrå,
Regnskyer dampgrå, duggrå
Eller skysort tordengrå;
Islag skinnende gråt
Over sort vand, pytgrå.
1362. Det strittende askegrå,
Det blanke duegrå,
Det rupelsede æselgrå,
Det dungrå og det lungrå,
Midt i vinterens sjapgrå.
Nyt i Index Titusind:
Gråspektret lys ◦ 1358, Grødis ◦ 1359, Rumfang ◦ 1360, Regnsky ◦ 1361, Askegrå ◦ 1362.
Stormflod
Stormflod
1355. I den lille bådehavn
Med udsigt over bugten
Og Øresundsbroens pyloner,
Der stikker op af sundet,
Holder vi øje med vandet,
Måler stormflod, bygger diger,
Slår streger, skruer skilte på,
Der viser hvor meget,
Hvor langt,
I år.
1356. Små rødel, birk og pil
Står oprette, klamret
Til kystens bræmme af skov
Med rødderne lagt fri;
Barken raspet op, flået af,
Hele rodnettet råt
I rød-orange farver.
1357. Organisk kystarmering,
Underjordisk styrke,
Oversvømmet, svampet sug
Fra elleskov og sump af siv,
Stivnet i frost og is,
Vi slap, igen,
i år.
Nyt i Index Titusind:
Stormflod ◦ 1355, Birk ◦ 1356, Siv ◦ 1357.
Daggry
Daggry
1354. Jeg er oppe, morgensynsk;
Udenfor, svovlgul dæmring
Over megabyen, storbysøen
Trækranset, blank og stille.
En fisker padler ud
I en balje af blik,
Trækker lotusplanter op
Ved templets mugne væg.
Mine dage bliver tynde,
Gennemsigtige som glas.
Kun ved daggry kan jeg tro
Verden er i gode hænder.
Nyt in Index Titusind:
Megaby ◦ 1354, Lotusplante ◦ 1354.
Rotte i min huskepose
I. Rotte på et bord
1322. I min lejlighed i Hanoi
På spisebordet på syvende sal
Står havenelliker i et bundt;
Fine blomster med krydderduft,
Røde kronblade kantet flæsehvide,
Spinkle blågrønne stængler
I en vase 20 centimeter høj.
1323. Visiteret af husets rotte
Om natten mens jeg sover,
Undersøgt i daggryslys:
Tre-fire stængler knækket
Ved vasekanten, bøjet ned,
Blomsterhoveder kappet af.
De røde kronblade sorteret
I én bunke ud på bordet;
Frugtknuder og bægerblade
Samlet sammen i en anden.
1324. Jeg la’r scenen stå.
Næste nat er hun tilbage:
De to forrådsbunker vokser,
Rød til venstre, grøn til højre,
Sirligt sorteret og rydelige.
1325. Her er orden og omtanke,
Omhygelige gøremål.
Det ligner husholdning;
Bunker lagt til afhenting
Næring og protein i frugten,
Røde blade til foring af rede,
Måske en giftig substans,
Der skilles ud til medicin.
Måske leg og fantasi,
Stof til skuespil og frieri.
1326. Jeg bygger en rottefælde
Understøttet af min viden,
Af tillærte samfundsværdier,
Min uddannelse, kort sagt:
Min civilisatoriske mission.
1327. En fodskammel fra Ikea,
En stak af bøger bygget op
Trinsvis til et udspringstårn.
Øverst fæstner jeg en lineal
Til en bog med elastik.
Yderst på vippens spids
En terning af husets ost.
Under dette lumske stillads
Stiller jeg en spand med vand.
1328. Midt om natten vågner jeg,
Hypnagogisk, lyd forsinket,
Ved et plask af vand,
Skraben, kradselyde:
Fælden er klappet i,
Druknedøden i en spand.
Jeg tøver, vender mig,
Vil ikke se mit værk.
Brutalt sover jeg igen.
1329. Men den næste morgen
Er spanden tom, rotten væk,
Ostehapsen intetsteds at se.
Jeg lader fælden stå en uge,
Men hun er fri og klog
Og rører den aldrig igen.
1332. Med mel drysset ud
Langs paneler og døre
Køkkenborde og diske
Følger jeg rottens spor
Dag for dag, hver nat.
1331. Rottefælder, som jeg kender
Har bevægelige dele;
Fjeder og slagmekanik.
Men hér er konceptet
Et ark pap, kulsort af beg,
Usynlig tjæresump i natten.
1332. Jeg lægger fælden ud
På steder, hvor hun går
Sine natlige ruter rundt.
Men en rotte kender
Sine fjenders vaner
Og i uger sker der intet,
Indtil en morgen
Hvor jeg finder hende
Halvdød af udmattelse
Efter en nat i kamp
Faldet om på siden
Fastklistret til massen,
Puls, svagt åndedræt,
Et stort, stift øje,
Hjælpeløs, offerdyr.
1333. Jeg fylder spanden igen
Lader rotte og fælde
Glide under, små bobler
Stiger op til overfladen
I det klare vand.
1334. Rotten ender i skraldetønden,
Der tømmes morgen og aften
Af kvinder med tohjulede kærer,
Mundbind, handsker, tørklæder,
Kæppe til at tampe skraldet ned,
Brætterstukket ned langs siden
Til toplæsning af affald
Skubbet gennem smalle gyder,
Over fliser, stier, pisserender,
Aset op til hovedvejene,
Afhentet af skraldebiler,
Bortkørt, håndsorteret,
Kremeret i kradsende røg.
II. Om rotter, lopper og pest
1335. Fra omkring 1330 og frem
Spredes pestilens i Kina
Datidens folketællinger viser,
At Kinas befolkning halveredes
Fra 120 millioner til bare 60,
Mange, langt fra alle, af pest,
I Europe og Mellemøsten omkom
En tredjedel (mere?) af folkeslag
I midten af det 14. århundrede
I dødsangst, i navnløse grave,
I rygende bål jorden rundt.
1336. Dna viser at pestbacillen,
Oprandt i det vestlige Kina;
Fra omkring år 1340 båret vest
Langs silkevejenes depoter
Af lopper fra rotter og gnavere
I gods, varer, bylter, forråd,
Karavaner, kroer, lagrer og byer
Helt frem til Sortehavet.
Omkring 1346 når den Krim,
Dokumenteret 1347 i Kaffa havn,
Derfra videre til Konstantinopel,
Sydpå til Jerusalem, Alexandria,
Vestpå videre til Venedig,
Til Sicilien med skib,
Videre nord, vest og øst;
1349 på de Britiske øer,
1350 i Danmark, så Island *).
1337. Rotteinfektioner denne vinter
I skyttegravene i Ukraine;
Krig, sygdom og rotter følges ad;
Derfor al vores afsky.
Bymennesker forbinder rotter
Med kloaker og forbrydere.
De ækles af "skællede" haler,
Deres onde øjne, spidse tænder.
Rotter er urenhed og ondskab,
Og fremfor alt: pest.
III. Om sprog, pest og influenza
1338. Få ord i sproget
Er så stærke som pest;
Intet ord har den historie,
Den forbandelseseffekt.
Med tiden er ordet falmet,
Men den gamle frygt:
Billederne, billederne!
1339. Som dreng fik jeg fortalt
Om den sorte død over Europa
Berettet som en skrækscenarie
For at gøre indtryk, pest:
De katastrofer, vi kommer af.
Billedet af italienske læger,
Maskeret som øglefugle
Genkendelige for altid;
Byldepesten, apokalypsen,
Og rotten for altid forbundet,
Som væmmelse, som lede,
Sammen med slanger,
Vores kollektive arveangst.
1340. Influenzaepidemi, igen og igen,
Men størst fra 1918 til 1920,
(100 millioner døde)
Ved frygtelig, lilla kvælning
Og dødelig smitsomhed.
Først nu ved jeg, at selv i dag
Dør folk i hundredtusindvis
(en milliard bliver syge)
Hvert år af influenza.
1341. Men selve ordet influenza
Er trivialiseret, gjort harmløst,
Gået over i dagligsproget
Som ledsmerter, snot og feber.
Influenza har ingen historie
Som forbandelse og skrækvision;
Kun en beskeden plads
I sygdomsvokabulariet.
Kun et enkelt diminutiv
Formindsket mest muligt:
Helt ned til ”flu” på engelsk.
1342. Nok fordi influenza er en virus
Har vi ingen rigtige billeder
Noget vi kan føle afsky ved.
Måske derfor, med vores behov
For noget at hade, nedgøre,
Vendte vi skylden udad
Mod andre, end os selv:
Spansk syge, fransk syge,
Russiske syge, kirgisisk syge,
Kinesisk katarr, tysk syge;
Jeg behøver ikke gentage
Hvide sydafrikanernes ord,
Blot nævne, at vi ikke glemmer.
1343. Coronaepidemien nu
(27 millioner døde)
Vil indgå i rækken
Af skræmmefortællinger
Og jeg, med børnebørn,
Hvad vil jeg fortælle,
Når pesten er næsten væk,
Og måske malaria med?
Hvilke livslange billeder
At sætte i deres hoveder,
Hvilken etik i deres forstand,
Hvilke væsner at fortælle om
Og dele verden med,
Når kun virusser er tilbage
Som vektor for massedød?
En ny laboratoriegenre
Med helte og skurke:
Virius og Vaccius;
Et eventyr om vira
Virkelig?
IV. Historie fra det 21. århundrede
1344. En formand for folkekomitteen,
Udlovede en lille pengedusør
For hver rottehale afleveret
I byen på hans kontor.
1345. Drenge, piger, fattige bønder
Jagtede rotter i alle landsbyer;
I hele riget gik buddet ud.
Snart havde hver landsby
En rottefarm til opdræt
Og afhugning af haler
Overbragt i bundter til kongen,
Som snart ikke havde penge mer.
1346. Men med alle de mange rotter
Kom slangerne ind i byerne,
Og gjorde landsbyer farlige
Selv ind i byerne kom de,
Hvor mænd spiste slanger
På landets fine restauranter.
1347. Da gik befalingen ud:
Gør byer og marker sikre,
Og jægere jagtede slanger;
Så mange, at mus og rotter,
Voksede sig fede og store
Uden slanger til at tage dem.
1348. Rotter kom ind i husene,
I laderne, i krukkerne
De spiste risene, kornet,
Gnavede sækkene i stykker
Gravede gange og huller
I alle butikker og kældre
Og blev en landeplage.
1349. Inde i de mange bure
Stablet i lange rækker
På markeder i byer,
Hvor pelsdyr, smådyr,
Grise, fugle, aber, slanger
Bæltedyr, egern, rotter
Blev slagtet på stedet,
Når kunder ville have det,
Blev dyrene syge med
Virus og fugleinfluenza,
Alligevel stegt og spist
Sammen med hele bjerge
Af kravlende frøer og tudser
Slået og stukket med kniv
Slængt op i en bunke
Til folk, der kom forbi
På marked og indkøbstur.
Og snart blev folk syge:
Kastede op, hostede
Fik åndenød, gispede
Kunne ikke trække vejret
Og døde over hele landet,
Lagt i sække på diskene,
Kastet ud i grøfterne,
Og dér hentet hver dag
Af soldater med iltmasker
Som kæmpe fluehoveder;
Og de brændte dem på bål
Til langt ud på natten.
1350. Da måtte formanden befale,
At alle burene skulle åbnes,
At stalddørene slås op
Og dyrene slippes fri,
For kun sådan ku’ de stoppe
Den store coronaepidemi.
Og det er jo ikke løgn.
V. Rotte i min huskepose
1351. Denne jul fik jeg af mit barnebarn
En blank bog, fint indbundet
Med overskrifter til mit liv;
'Morfar fortæl nu' trykt på ryggen.
Så fin en idé, så stor en gave
Og flere år at skrive og lave;
Nogle af de titusind små ting,
Der ligger i min huskepose.
1352. Men inde i de mange sider
Må jeg nok fortælle ham,
At jeg slog rotten ihjel,
Hvis jeg er modig nok
Og selv kan finde svaret,
For det var første gang
Jeg med egne øjne så,
At rotter er kloge, dygtige,
lærenemme, energiske,
At jeg kom ansigt til ansigt
Med et liv og en intelligens,
Der ikke så ud som jeg selv,
Men at de faktisk ligner os;
At dyr er nogen, man ærer,
Ikke noget, man bruger.
1353. Under overskriften yndlingsfilm,
Ved jeg godt, hvad der skal stå:
Ratatouille.
Nyt i Index Titusind:
Rotte ◦ 1323, Bægerblad ◦ 1323, Forrådsbunke ◦ 1324, Orden ◦ 1325, Leg ◦ 1325, Rottefælde ◦ 1326, Ost ◦ 1327, Druknedød ◦ 1328, Brutalitet ◦ 1328, Fri ◦ 1329, Mel ◦ 1330, Beg ◦ 1331, Fjende ◦ 1332, Puls ◦ 1332, Bobler ◦ 1333, Kæp ◦ 1334, Kremering ◦ 1334, Pest ◦ 1335, Dødsangst ◦ 1335, Loppe: rotte ◦ 1336, Sygdom ◦ 1337, Historie ◦ 1338, Den sorte død ◦ 1339, Arveangst ◦ 1339, Influenza ◦ 1340, Virus ◦ 1342, Malaria ◦ 1343, Vira ◦ 1343, Rottehale ◦ 1344, Rottefarm ◦ 1345, Slanger ◦ 1346, Jæger ◦ 1347, Ris ◦ 1348, Fugleinfluenza ◦ 1449, Kniv ◦ 1349, Bur ◦ 1349, Død ◦ 1349, Coronapandemi ◦ 1350, Huskepose ◦ 1351, Lærenem ◦ 1352, Ratatouille ◦ 1353.
*) Se Michael Wood, The Story of China, (2020), en fremragende sammenfatning og fortælling for enhver, der vil vide mere om Kinas historie, samfund og befolkninger. Oplysninger her er fra kapitlet The Black Death, side 259-61.
Ved et pudsigt sammenfald har der i den forløbne uge været to artikler og et videoclip i The Guardian om travle mus, der samler og ordner ting. Mus og rotter ka’ bare. Quod erat demonstrandum.
https://www.theguardian.com/world/2024/jan/07/mouse-secretly-filmed-tidying-mans-shed-every-night
Måneskrift
Måneskrift
1315. Dagens sidste farver
Skimtes orange, et skær af grønt
Mellem skovens sorte træer.
Tungt sand og strandsten knaser,
Tusinde skridt i retning hjem.
1316. Jeg vender mig og min byrde:
Et øglehoved med fuglenæb,
En sæl som et projektil af træ,
En kroget gren: et kæmpe fluehoved
Svunget over mine ømme skuldre.
1317. Månen er kommet frem
Bag min ryg i mine spor;
Et strålende glitter
Over det mørke vand
Langs den sti, jeg kommer af.
1318. Som dreng fik jeg fortalt:
Månen er aftagende med ”a”
Og tiltagende med ”t”;
Figurer i luften med en finger,
Skrifttegn jeg aldrig forstod.
1319. Nu hvor jeg er meget ældre,
Har det fået mening for mig
At kunne følge månens spor;
En lille glæde ved at kende
Månens tid og min egen.
1320. Så jeg har fundet en nøgle
Til månens form og faser.
Se til højre på månens skive:
Buer den udad, tiltager den;
Buer den indad, aftager den.
1321. På den mørke strand
Står jeg en tid i månelyset,
Tiltagende over Østersøen.
Jeg skifter vægten på min ryg;
Vejen hjem er god og lang.
Nyt i Index Titusind:
Strandsten ◦ 1315, Øglehoved ◦ 1316, Projektil ◦ 1316, Spor ◦ 1317, Skrifttegn ◦ 1318, Glæde ◦ 1319, Nøgle ◦ 1320, Vægt ◦ 1321
Duer i blæst
Duer i blæst
1280. Duerne er urolige i dag,
Stryger hid og did
I kaotisk flok
På røggrå himmel;
Lander under egene,
Vralter, vogter, pikker
Efter agern, hvad som helst;
Flygter i synkron panik
På et smæld af vinger;
En trykbølge hvirvler
Visne blade rundt,
Fejes bort af blæst.
Nyt i Index titusind:
Due ◦ 1280, Blæst ◦ 1280.
Kompas og kryptokromer
Kompas og kryptokromer
I - En rødhalsrede
1294. Forrige år, en mild forsommer,
Altankasser i flor på facaden
Ret under mit arbejdsvindue,
En række af nye pelargonier;
Jeg skulle lige mærke efter
Rundt om planten med fingrene,
Fordi det føles godt, og så:
Pludseligt noget levende, dunet,
Pulserende varmt mellem fingrene
Skjult derinde: en rødhalsrede.
1295. Jeg tilstår, jeg havde set noget,
Når jeg stillede mig ved vinduet:
En hurtig flaksen, en brun skygge,
Måske en blafren af vingefjer,
Så jeg vidste, at der var noget,
Nej, nogen; men en rede?
Det faldt mig ikke ind,
Selvom det burde have;
Dolus eventualis, også kaldet:
Smid den tændstik, skuldertræk;
Rod rundt altankassen, hva’ så;
Lad ske, hvad der sker.
1296. Rødhalsunger, fire, fem af dem,
Krabbede væk og rundt i panik,
Ud over kanten, faldt til jorden.
Spredte sig, gik i ly, forsvandt.
Rødhalsemoderen kaldte, klagende,
Antager jeg, fortvivlet,
Vil jeg tro; og jeg, uagtsom,
Har ødelagt årets kuld;
Klodset, dum, kulpøs.
II – Træk syd
1297. Kun en tredjedel ville overleve
Det første træk til Nordafrika
Og flyvningen her tilbage igen:
Skudt af jægere, flået krager,
Forgiftet af bønder, ædt af tamkatte,
Hapset af ugler, smadret i maskiner,
Døde af udmattelse på afveje
Forledt af radiofrekvenser,
Dødsfælder af lysforurening,
Glasfacader og glimmer i byer,
Frataget føde og rastesteder;
Hvert år omkommet i milliardtal.
Men alligevel overlever nogle
Det første træk, nu mere erfarne,
Med landskaber, konturer og
Rutens kendingsmærker fæstnet
I deres enkeltgrams hjerner.
1298. Det er med tak til rødhalse
At vi nu, efter titusinder år,
Endelig ved omtrent hvordan
Fugle finder vej på kloden.
Svaret er vidunderligt, synes jeg,
Som også den videnskab,
Den fantasi, den opfindsomhed,
Der gjorde det muligt,
Kort sagt, al den indlevelse,
Der gør undren til videnskab,
Og gør videnskab til digt.
III – Geomagnetisme
1299. Fugle, vistnok dem alle sammen,
Kan navigerer kloden rundt
På jordens magnetiske felt.
De sanser retning og position
Ved at afbilde jordens magnetfelt
Med få centimers nøjagtighed
Over afstande på tusinde kilometer.
1300. Rødhalse er gransket og studeret
I mere end et halvt århundrede;
Lukket inde i bure og beholdere,
Vendt, drejet og flyttet,
Bestrålede med magnetfelter
Lyspåvirket: blåt, grønt og rødt.
Blændede, lokalbedøvede og
Bestrålede med radiobølger,
Magneter vendte op og ned
På nord og syd, uden resultat,
Vævsprøver og biopsier med
Stakke af biokemiske diagrammer.
Dette er hvad man fandt:
1301. Rødhalse har en sans, mere end en,
Der opfanger geomagnetisme,
En uhyre svag impuls af energi,
Mange millioner gange svagere,
End man troede muligt
At opfange med organiske sanser;
Men det er uomtvisteligt, at de kan.
1302. Studierne viste at rødhalsens ”kompas”
Ikke har nord-syd polaritet,
Som menneskers tekniske kompas,
En selvprojicerende forestilling
Om andre dyrs orienteringsevne.
Nej, rødhalse opfanger hældningen
Af de geomagnetiske bølger
Fra pol til geomagnetiske ækvator;
Det er et inklinationskompas!
Rødhalse opfanger vinklen
Af jordens magnetiske bølger
I retning mod eller væk
Fra den magnetiske ækvator,
Hvor hældningsgraden er nul:
Det betyder at en rødhals
Ved hvad retning, hun skal flyve.
1303. Rødhalse kan også opfange
Styrken af det geomagnetiske felt,
Som er stærkest ved polerne
Og svagest ved ækvator,
Uendeligt svagt, faktisk,
Målt i mili- eller mikrotesla,
Svagere end magnetismen
Under en højspændingsledning,
Svagere end elektroners murren
I fuglens egen krop.
1304. Ved at kende magnetfeltets styrke
Kan rødhalse finde deres position
Langs klodens nord-syd akse.
Tilsammen med det andet "kompas":
Hældningen af magnetbølger,
Der angiver fuglens retning,
Kan fugle opfatte noget, der ligner
En længde- og breddegrad.
1305. Hvor der er en ydre påvirkning
Skal der også være en modtager,
Og derfor søgte forskerne i årtier
Rødhalsens magnetreceptorer:
Hvad er de, hvor er de, og
Hvordan virker de?
IV - Kryptokromer
1306. Fra kvantemekanikken kendes
Et fænomen der kaldes radikale par:
To molekyler, der udveksler elektroner
Og derved skifter elektrisk ladning.
Når et radikalt par dannes
Begynder begge molekyler at snurre,
Enten parallelt eller modsat.
Det skaber to elektriske tilstande:
Udgangstilstand og signaltilstand.
Et radikalt par skifter tilstand
Mellem parallel og modsat spin
Millioner gange på få mikrosekunder.
1307. Forskere formulerede i 80’erne
Den teori, en epifani faktisk,
At radikale par er nøglen
Til rødhalses geomagnetiske sans;
Og fordi et radikalt par
Kræver lys for at dannes,
Må det findes i fuglens øje.
1308. I år 2000 foreslog et forskerpar,
At receptoren er et protein i
Rødhalsens og andre fugles øje.
Dette protein, kaldet kryptokrom,
Danner radikale par når det rammes af lys.
Teorien sagde, at magnetiske bølger
Påvirker spinnet i radikale par
I parallel eller modsat bevægelse.
Spinnet skaber elektriske impulser,
Der sender tænd-sluk signaler til
En biokemiske signalfunktion,
Der kan ses som en "vippearm"
På ydersiden af kryptokromet.
1309. Kryptokromer findes i fugleøjet
På stavcellernes spidser.
Når kryptokromer derfor er spredt
Ud over nethindens bue
Kan fuglen "se" retningen
Af magnetbølgers indfald i øjet.
På samme måde kan dyr og fugle
Retningsbestemmer lys og lyd
Med parvise øjne og ører.
1310. Forskere har biokemisk forklaret
Hvordan radikale par i kryptokromet
Affyrer neurotransmitterede impulser
Til fuglens synscenter i hjernen.
Vi må derfor tro, at rødhalsen
På en måde, vi nok aldrig får at vide,
Kan ”se” jordens magnetiske felt;
Dette ”syn” eller dette ”billede” eller
Dette sanseindtryk er et ”kort",
Som fuglen skal bruge for
At orientere sig, for et kende ruten;
Et "kort" i form af lys? figurer?
Af pixellerede felter? Bølgede linjer?
Et "kort", der passer til "kompasset":
Tillærte ruter, vigtige pejlemærker.
Måske noget helt andet: lysspektre,
Ultraviolet eller infrarødt, eller
Magnetiske egenskaber i landskabet.
Altsammen er muligt.
1311. Fugle har udviklet andre sanser,
Som de bruger til navigation:
Fuglenæb indeholder mineralet magnetit,
Det mest magnetiske stof der kendes.
Biokemiske processer i næbet
Sender neurotransmiterede signaler
Til dele af fuglenes hjernestamme;
Her er, muligvis, den neurologiske sti
Til sansning af geomagnetismens styrke.
1312. Givet er også, at fugle bruger syn
Lugt, hukommelse, erfaring,
Bjerge, have, kystslinjer,
Måske lyd, temperatur, vindretning,
Måske noget helt femte og sjette
I deres sted- og retningssans.
V – En større verden
1313. En ny indsigt, en større verden,
Der bliver lige så selvfølgelig
For mine børn og børnbørn,
Som idéen om fuglens kompasnål,
Var for mig, da jeg som dreng
Så svaler flyve bort.
1314. Til et kuld af rødhalsunger
Begavet med globale evner,
De aldrig nåede at bruge;
Uforvarende udslettet,
Strøby Strand, sommer 2022.
Til minde.
Et stort antal forskere har gennem de sidste 75 år bidraget til den akkumulerede viden om fugles navigation ved hjælp af jordens geomagnetiske felt. Jeg kan umuligt nævne dem alle her; men lad mig nævne nogle få, som jeg med stort udbytte har læst artikler af: Klaus Schulten, Thorsten Ritz, Henrik Mouritsen, Peter Hore, W. Wiltschko, R. Wiltschko.
Ed Yong An Immense World (2022) er en superb introduktion til levende væseners sanseevner og anbefales varmt til alle. Bogens kapitel om fugles evne til optisk geomagnetisk navigation gav mig viden og inspiration til digtet ovenfor.