Havørn 73. Den unge havørn fra i fjor, overvintret og overlevet i skovens sumpe, sidder i en nøgen ær, da jeg nærmer mig ad stien. 74. Ørnen åbner vingerne og glider ud på luften. Det hvisler fra vingekanten, ørnen trækker vægt, det synger i dens vingefjer og fuglen stiger op. 75. Næbbet, den gule stevedorekrog, det bøse bryn og det barske øje holder mig i sigtet, mens den slår en bue og ser mig an. 76. Tilfreds krænger ørnen rundt og op på en udkigsgren. Et sidste skud med blikket ned på mig, før den vender hovedet bort, ryster nogle fjer på plads og synker hen, sat i sten som dens øgleaner. 77. Jeg forlader min audiens, vejet og fundet alt for let, bukker let på retræten og vandrer videre med fred i kroppen.
Stenalderkvinde
Stenalderkvinde 57. Her går jeg, her gik du, stenalderkvinde, ad hvilke spor, med hvilken frygt? 58. Denne kyst, denne strand, dette dovne vand, dette blanke hav med bræmmer af det hvideste lys og pakis, der kaster kulde af sig og inde på kysten ligger kæmpe knuder af filtrede rødder under væltede træer. 59. Samme stilhed, samme ørne, samme snegle. Litorinahavet! Urkysten langs hvilken vi begge går. 60. Nyt fra Doggerlandet, hvor havet rejste sig så højt som træer, brølede, rasede, rullede og rev dem bort. Fortællinger kom vandrende fra vest langs floder og nye kyster, båret til fods, sommer efter sommer. 61. Fortællinger om katastrofer og varsler omkring bålet ved stranden, børneansigter gemmer sig under huderne, øjne skinner inde fra bylten under din hage. 62. Hvad fortæller du, stenalderkvinde, til dine børn? Hvad glæder jer, hvad skræmmer jer? I stilheden ved bredden lyden af latter, stemmer fra skovbrynet, sort og tjavser hår, brede fodspor og fem tæer i samme sand. 63. Stenalderkvinde, eminente naturalist! Kender og gransker af de titusind ting omkring dig: udforsker med alle sanser, iagttager, beskriver, giver navne. Der er tryghed i gentagelsen, og verden forstås i genkendelsen. 64. Stenalderkvinde, ursemiotiker! Læser alle tegn, tyder alle varsler, taler med fuglene, snakker træers sprog, forklarer nattens lyde. 65. Moders ophav, fødsler gennem tusind generationer. Hvor mange døde ligger nu i højene oppe på åsen? Jeg går forbi sporene af dine børn og efterkommere, sat i verden fra samme sted gennem titusind år. 66. Hvad gør du ved moderkagen? Jager hundene bort, blander den med sællever, spiser den rå eller brændt og rygende varm fra bålet? 67. Hvem gav du liv, og hvem tog dit? Dræbte man de gamle? Slog man dig ihjel, da du blev gammel nok? 68. Hvem klemte du fast mellem dine lår, eller modtog som en hund, en ulv, hvad så du i øjnene når de bristede i råb og sæd og krampestød? Var det elskov, var det vold, var der ord? 69. Hvad hedder mor og far på palæolitisk? Har i ord for kærlighed og begreb for ting og tid? Er skov og tid det samme ord? Gør i forskel på i dag og i går? Hvordan siger I en hasselbusk, et elmetræ? Hvad hedder mandens rejsning, hvad hedder jord? 70. Her går jeg, her gik du, stenalderkvinde. Bølger slikker op på bredden, det rasler lidt i strandens grus, sandet er fugtigt og fast under mine fødder. 71. Jeg lærer de titusind ting igen, ser med dine øjne, erfarer med dine sanser, berører med dine fingre, og ærer dem i min egen tid. 72. Landet sank i havet for dig, og det vil forsvinde igen for mig. Stenalderkvinde, ad hvilke spor, med hvilken frygt?
Nyt i Index Titusind: Stenalderkvinde ◦ 57 ; Pakis ◦ 58 ; Snegl ◦ 59 ; Sommer ◦ 7 60 ; Bål ◦ 61 ; Fodspor ◦ 62 ; Navngive ◦ 63 ; Titusind ting ◦ 63 ; Tegn ◦ 64 ; Ås ◦ 65 ; Moderkage ◦ 66 ; Slå ihjel ◦ 67 ; Sæd ◦ 68 ; Skov ◦ 69 ; Bølger ◦ 70 ; Sanser ◦ 71 ; Berøre ◦ 71 ; Spor ◦ 772.
Grisefugl
Grisefugl 54. Sløruglen kalder syv gange i natten på en mand og ni gange for en kvinde, når deres tid er inde. 55. Sløruglens kald kan minde om et vræl eller et hyl. Vi kalder den for grisefuglen. 56. Vi tror ikke på spøgelser, men vi er bange for dem.
Et sekund, en morgen
Et sekund, en morgen 53. Lyset bæres ind på regntung luft, brydes på det blanke løv; Universet stråler på en stilk. Lyset stryger over rudens sprosser, bag det hvide skin det blege blå; Jeg vender mig mod solen.
Natugler
Natugler 44. Ingen, der har set en ugle om natten, går uberørt videre i tilværelsen. At se en ugle er at komme meget tæt ind på livet og slægternes erfaring. 45. En ugles kald er gentaget og overleveret gennem ti tusinder af generationer. En ugle bærer urmenneskers første frygt og måben: mørke, styrke, fart, stolthed, vildskab, bytte. En ugle er en arketype. 46. I går aftes så jeg natugleparret for første gang. Det var gråsort skumring, koldt og sent i februar. Farverne var svundet ind og afstandsdybden sløret. 47. Uglehannen kaldte fra egetræet lige over mit hoved. Jeg frøs fast og kiggede op; dér! en mørk og kileformet silhuet på en gren ved redekassen. Den kaldte på sin mage. 48. Med ét var hun der: en grå skygge i et lydløst sug af fart henover husets tag, et skarpt drej på vingespidsen ind under egens grene, hvor hun forsvinder ned i redekassen. Alt er mørkt igen. Et sekund, ikke mere. 49. Lidt efter kaldte hun. En dyb varm vibrato fuld af sex, af redekald, af rugekald og magekald. Vi ved hvad det betyder, på tværs af svælget mellem arterne og adskilt udvikling i henved en kvart milliard år. Så ægte og så tæt på, at jeg, en meget voksen mand, bliver helt forlegen. 50. Et uglepar krydsede min vej i aftes og jeg krydsede deres. Jeg forstår i brudstykker, jeg indser i glimt noget, der ikke kan udsiges. En bevidsthed langt ud over min egen. 51. Ugleparret svæver ud i natten med deres ugletanker og uglesanser. 52. Spejlet er tomt. Ruden er mørk.
Monsun, en sommer
Monsun, en sommer 43. Regnen Rusker fra en heftig byge, Rammer ratatat på tørre blade; Vanddamp emmer over tagets top. Regnen Tung af fugt og blanke tanker, Intet at gøre, ude eller inde; Mudder pibler frem på mine tæer.
Tranen
Tranen 39. Tranens skrald lyder ud over skovens kroner; et ekko fra en evig tid. Spændt springer jeg udenfor og spejder op mellem træerne i higen efter synet af den. 40. Dér: En enlig trane, et bølgende gråt kors på en grå himmel. Vinger, hals og ben skønt forenet i form og styrke. 41. En intelligens udformet af elementerne: formet af jorden, lavet til vandet og båret ind på vinden. En skabning der hellere ville uddø end ænse os et eneste blik. 42. Og dog. Tranen er her igen i år. Nede ved jorden kalder jeg min stille tak.
Sådan ligger landet
Sådan ligger landet 29. Sådan ligger landet og fylder kortet ud, helt ud til kanten. 30. Rækker ud mod vandet, ud under sand og tang, ned i dynd og mudder. 31. Kalk og sten og skær brydes rundt i undergrunden, hvælver op, vender sig og skælver. 32. Hælder havet i og skummer søer op, bøjer kysten, løfter bakker frem og folder landet ud. 33. Giver planter noget at vokse i, dyrene noget at gumle med, Os alle noget at træde på. 34. Partikler, celler, gener og hjerner har viden om sig selv, og deraf opstår mindet; 35. Mindet er den ældste viden om viljen til at overleve, og livets nødvendige form. 36. Med trevler, rødder og spirer, med snuder, finner og klør, med fingre, tænder og tentakler. 37. Minder trækker spor i sandet, de dækkes til og presses sammen, og synker ned i landet. 38. Jord og minder er sammenblandet: vis omhu og vær knurhår opmærksom, for sådan ligger landet.
Ig
Ig 22. Ig er stedets geni. Ig er myrens spor i sandet, fiskens skum i vandet. Ig er viljen i stilken og styrken i stammen. 23. Ig er himlens farver, lyset form, og stenen og jordens stoffer. Ig er væksten og veddet tekstur, amøbens hale og ormens mave. 24. Ig er tingenes opståen og forgængeligheden selv. Ig er kødet og huden, tiden og mulden. 25. Ig er den mægtige, lydløse morgen, ig er blæstens brus i træerne. Ig er lyden af titusind trilliarder vingeslag og den sprøde raspen af billers gnaven i stubben. 26. Ig er mødet mellem fingerspidser og barkstruktur, mellem bare hænder og pelsklædte kroppe, mellem åbne øje og blottede tænder. 27. Ig er sansen for stedet, det faste og det løse, alt levendes erfaring om sine vilkår. Ig er den viden, der er dannet, og den viden, der må komme. Ig er energien mellem dyr og planter. 28. Ig er dér, hvor alting er, altid. Ig er gentagelse, genkomsten og gensynet, hver dag, hver nat. Ig er den biologiske evighed.
Sjæl
Sjæl 20. Lidt bittert, lidt metallisk. Ieg smager ikke; ieg katalyserer kompost og sjælerester i ionisk form. En kraftig ormejuice af bedste slags. Ieg sporer ingen tungmetaller, heller ingen sporstoffer. Ikke organisk. Snarere lidt svampet. Ikke toksisk. Men nok lidt euforisk. Enzymtransport i veddets celler er forhøjet. Et lille rush, faktisk. 21. Ig. Sjæl svarer til min ig.
Ieg
Ieg 13. Ieg er en rødtjørn. Ieg er et væsen. Kald mig bare væsentlig. 14. Vi har meget tilfælles, dette jeg og iegselv. 15. Dette jeg, som vander og gøder mig. Ieg vil sige: besjæler mig. Berører mig, besnakker mig. 16. Vi har begge en midterakse; en torso, en stamme. Vi stritter ud til siderne med lidt grønt på spidserne. Jeg’et vender op, mens ieg vender ned. Men vi er begge organiseret lodret i tyngdekraftens akse. Vi har et opbygningssprincip tilfælles. 17. Jeg’et ser kun tingene oppefra, under én vinkel. Ieg ser dem nedefra, udefra, indefra, i luften og under jorden på én gang. 18. Til dagligt mødes vi hen over midten. Det er en begyndelse. På historien. 19. Ieg er en fortæller
Jeg
Jeg 8. Jeg er et jeg. En organblok med sanser. En tanke med fingre på. En ting med næsen i jorden og øjne få centimeter over terræn. 9. Jeg havde en sjæl forrige år, som jeg bar ud bagved og komposterede i sine bestanddele af gas og mineraler og en ubestemmelig rest. 10. Resten blev givet ud til en lille rødtjørn, angrebet af rust, nødlidende hele sidste sommer og af tvivlsom stamina. 11. Men jeg så den, rødtjørnen: Den rankede sig lidt og senere satte den knopper på sine spinkle kviste. 12. Vi skal nok klare det, tjørnen, sjælen og jeg.
Det flade land
Det flade land 1. Jeg er født på det flade land og har derfor altid haft særlig fornemmelse for verdens ende. 2. Marsken begynder ved mine støvlesnuder og når ud til havet og den skumblæste horisont, helt derude ved ordenes grænse. 3. Dér, hvor de titusind ting fødes og alt omkring mig kommer til live. 4. Det rasler fra skove af rør, der står med rødder i det rødbrune brakvand. Himlens farveprisme spejler sig i dieselsjatter. 5. En dunhammer stritter op fra sivene. En dunet stok, der kan pelses af og under skindet dukker frem det fløjsbrune plantedyr på strå; et fingerstrøg, en fornemmelse at et andet væsen. 6. Ved den våde marsk læner jeg mig ind i blæsten og snuser op i vinden. Dufte af salt, røg, råd, ilt, fisk, tjære, land og hav. 7. Skyer driver gråt i gråt og blæsten danser ind på skrå. Landet åbner sig og viser denne vej, denne vej.