Ekstravagante planter - argument
1686. Der er planter
Ved det at være,
Deres blotte nærvær,
Som fremtræden,
Der suger øjne ind,
Trækker fingre til
Alene derved
At stå på stedet,
At tage sig ud
Som en erklæring,
En synlig insisteren,
På det at være plante
I genudformning
Af alt det,
En plante er og gør;
Det er bare måden,
Den gør det på,
Måden, altså,
Den er udtryk for
En stædig livsform,
Noget civilisatorisk,
For os at forstå
Og tage imod:
En ekstravagant
Selvindeholdt
Selvhed.
Nyt i Index Titusind:
Plante ◦ 1686; Civilisation ◦ 1686; Selvhed ◦ 1686.
Artiskokker (1)
Artiskokker (1)
1682. I min datters have,
En sydvendt mur
En krog til urtebed
En lun septemberdag,
Står to artiskokker
Fuldt i lilla flor.
1683. Skæl som læderkyrads
Beskytter frø og frugt,
En pragt af nektarrør,
Vilter blomsterkardus,
Ekstravagant panserkugle
På en knortestok.
1684. Ældgammel kulturplante
Vildt voksende i Levanten,
Yndet af mauriske kokke;
På spansk kaldet alcharchofa,
Fra arabisk al-kharshufa
Altså, “den med skæl”.
1685. Mennesker og planter,
Symbiose og historie;
Artiskokkens tidselkrone
Bor i vores sprog;
En solrig dag i Valby
Får den plads i mit.
Nyt i Index Titusind:
Artiskok ◦ 1682; Frugtknude ◦ 1683; Kulturplante ◦ 1684; Tidselkrone ◦ 1685.
Artiskokker (2)
Artiskokkker (2)
1681. Artiskokker
Fluelokker
Snerle perle
Pif Paf Puf
Snabel ned i honningguf.
Nyt i Index Titusind: Artiskok ◦ 1681
Frit efter Arne Ungerman (1902-1981).
Note: De fleste tænker nok ikke på fluer som bestøvere; bier har desværre helt bemægtiget sig den menneskelige forestillingsevne i den henseende, men fluer, og der er hundredtusind arter, er særdeles vigtige for blomster formering. Det må vores børn og børnebørn meget gerne vide. Der var ingen bier eller fluer i artiskokkerne, da jeg tog billedet; men her er to fotos af en anden tidselart, en horsetidsel, fuld af svirrefluer, nede fra dammen i min baghave.
Notat om skjoldtæge i haiku
Notat om skjoldtæge i haiku
1676. Biller og haiku
En sjælden kombination
Poet og panser.
1677. En stor løvtæge
Gelégrøn, rufus korsbånd
På digtervisit.
1678. Entré på blokken
Pointe sat på spidsen
Af min blyantstift.
1679. Gesandt fra haven
Af fornem skjoldtægeslægt
Ny titusindting.
1680. Billens metode
Beskrevet og beundret
I haikunotat.
Nyt i Index Titusind:
Panser ◦ 1676; Løvtæge ◦ 1677; Blyantstift ◦ 1678; Skjoldtægeslægt ◦ 1679; Billens metode ◦ 1680.
Fraktal
1675. Fraktaler hyldes som fuldendt symmetri,
Men formlen er en matematisk fantasi:
Tidløs, uden fortælling og logisk tom,
En gold metafor for mening med livet.
Den, der søger den perfekte form,
Finder den aldrig, bli'r omverdensblind.
Nyt i Index Titusind:
Fraktaler ◦ 1675; Omverdensblindhed ◦ 1675.
Se også digtet Fuldendt form her på bloggen.
Om mønster – ikke-mønster i et topskud af normannsgran
Om mønster – ikke-mønster i et topskud af normannsgran
eller
Åh, hvor jeg dog elsker nåletræers skud
Hvert år, når nordmannsgranen springer ud.
1669. Nye nålekvaster, fine og babybløde,
Intense nuancer af spædgrønt lys;
I midten den skællede drudefod,
Ru, klistret bark og duften, duften:
Terpener, ah, terpenerne, mit ken.
1670. De fire skud forskudt på skuddet
I forhold til sidste og forrige år;
En vindel drejer og og op og
Giver træet form og ligevægt;
Den femte knop et skud i højden.
1671. På hver skudspids endnu en hinde,
Et skud i fosterstand, tregrenet;
To til vækst i bredden og det tredje
Til vækst i længden, sytten knopper
Gentaget hvert år i træets levetid.
1672. Alt jeg ser er mønster – ikke-mønster:
Et mønster, men ikke to er ens;
Fuldkommen, men aldrig færdig,
Symmetrisk, men aldrig hel;
Skøn, altid denne forundring.
1673. Det skønnes medium er form og tid:
Form som mønster – ikke-mønster;
Tid som gentagelse – ikke-gentagelse;
Lidt anderledes, hver gang vi ser,
Heraf opstår fornemmelsen for liv.
1674. Skuddet er sin egen historie
Om form og tid i forandring,
Genskabt år for år for år;
Ikke fuldendt, stræber ikke,
Kun næsten og det er skønhed nok.
Åh, hvor jeg dog elsker nåletræers skud
Hvert år, når nordmanns granenspringer ud.
Nyt i Index titusind:
Nålekvast ◦ 1669; Drudefod ◦ 1669; Ligevægt ◦ 1670; Fosterstand ◦ 1671; Mønster – ikke-mønster ◦ 1672; Det skønne ◦ 1673; Form og tid ◦ 1674; Nåletræers skud ◦ 1674.
Billen og umbellen
Billen og umbellen
1658. Hvem bliver ikke grebet
Ved synet af en blomsterbuk?
1659. Hvem bliver ikke betaget
Af en duftende umbel?
1660. Former, farver føjer sig
Synæstesi med alle sanser.
1661. Følehorn som teleskoper
Sort og leddelt symmetri.
1662. Bukkens elegante vinger
To dækblade af tobak;
1663. Set tæt på i makroskopi
Udsøgt mønster i punktur.
1664. Umbel af overflødighed
Et haveslør i hvidt.
1665. En vrimmel af insekter
I åbne miniatureblomster;
1666. Snabler sig frem i honning
Slikker, lytter og hvisler.
1667. Og jeg det glade skrummel
På kryb i sol og summen;
1668. Til audiens hos mesterbukken
På en skærm af skvalderkål.
Nyt i Index Titusind:
Blomsterbuk ◦ 1658; Umbel ◦ 1659; Synæstesi ◦ 1660; Leddelt ◦ 1661; Tobak ◦ 1662; Punktur ◦ 1663; Slør ◦ 1664; Vrimmel ◦ 1665; Hvisle ◦ 1666; Kryben ◦ 1667; Skvalderkål ◦ 1668.
Bukken kaldes på dansk tobaksfarvet blomsterbuk, hentet fra latinsk Alosterna tabacicolor. Bukken er beskrevet og navngivet for første gang af Charles de Geer (1720-1778), fremragende svensk-hollandsk entomolog og bibliofil. De Geers' hovedværk har den beundringsværdige titel Memoires pour servir a l'histoire des insectes, (kan oversættes som: Erindringer i insekthistoriens tjeneste), der udkom i otte bind i årene 1752-78. De Geer er bl.a. kendt for sine banebrydende udredninger om insekters betydning for blomsterbestøvning.
Det er i digtets sammenhæng en videnskabshistorisk ironi, at de Geer døde (tragisk tidligt) af podagra, altså den lidelse, som i middelalderen blev behandlet med skvalderkål og årsagen til at munke indførte urten i nordeuropa. Dette afspejles i plantens engelske navn goutweed og i det danske navn biskopsurt. (Se herom digtet OBPS - om Skvalderkål (1)).
Om billen og det skønne i sprogevolutionær betydning
Om billen og det skønne i sprogevolutionær betydning
1642. Tohundredemillioner års
Balance i blomsterbukken.
1643. En bille er artikuleret
Harmonisk ud i alle led.
1644. Tre par samordnede ben,
Seks totandede gribeklør.
1645. Bukkehorn af koniske led,
En biomekanisk triumf.
1646. Hvert led er sat i lejer,
Drejelige og sensitive.
1647. Moniterer enhver forstyrelse
I luftens kemi og molekyler.
1648. Retningssensor og gyrosans
Triangulerer objekter i fart.
1649. Vi ser mest kun maskiner,
Robotter og finmekanik.
1650. Vi har ingen organisk udtryk
For denne hyperorganisme.
1651. Entomologien, ære været den,
Beskriver hver del, hver celle
1652. Men helheden, skønheden,
Det jeg kalder det perfekte
1653. Evolutionære udtryk ligger
I billelegemets harmoni,
1654. For hvilket vi ikke deler
Andre ord end skøn og smuk.
1655. Verden skabte billen
Og billen skabte den.
1656. Vores egen afstamning
Skabte huller i sproget.
1657. Hvad andet kan jeg sige;
Resten er metafor.
Nyt i Index Titusind:
Blomsterbuk ◦ 1642; Bille ◦ 1643; Gribeklør ◦ 1644; Biomekanik ◦ 1645; Led ◦ 1646; Molekyle ◦ 1647; Gyrosans ◦ 1648; Robot ◦ 1649; Hyperorganisme ◦ 1650; Entomologi ◦ 1651; Skønhed ◦ 1652; Evolutionært udtryk ◦ 1653; Ord ◦ 1654; Skabelse ◦ 1655; Sprog ◦ 1656; Metafor ◦ 1657.
Harlekinhorn
Harlekinhorn
1639. Velkendt og beundret
Admiral og admirabel,
Cinnoberrød og fløjlssort,
Opstigende i helix flugt;
Værtsplante er nælder,
Værn om dem begge
Og bliv måske belønnet,
Som jeg i sommers,
Da han satte sig
På min venstre skulder,
To vinger i lungetakt,
Hævet og sænket
Med mit åndedrag.
1640. Det smukke og det svære
Ses kun ved udholdenhed
Eller i serendipitet:
Som nu Admiralens følehorn,
Halvtreds findelte led
Skiftende i sort og hvidt,
Formindsket ned mod fæstet
I to forsvindingspunkter,
Toppet med en natsort kvast
Forsynet med en spids
I lys koldskålsgul.
Elektrisk følsomme
I form og balance,
Funktion og farvespil,
Uforståeligt skønt at se:
Hvorfor dette mønster,
Med hvilken fordel,
Og for hvem?
1641. Admiralens følehorn
Ikke nævnt, beskrevet
I lepidopterisk litteratur,
Meget sjældent set,
Dertil for småt, for flakset,
For hurtigt, for flygtigt.
Men hér er han
På gæstetræk fra syd,
Saft og nektarsugende
Ynglende i haven
På min nældestand
Bag usynlige grænser
Optegnet og forsvaret,
Hunner beæret og bedåret
Af koldblodig flyveevne
Og mig af harlekinhorn.
Nyt i Index Titusind:
Admiral ◦ 1639; Følehorn ◦ 1640; Sommerfugl på træk ◦ 1640; Harlekinhorn ◦ 1641.
Dværgkommaflue
Dværgkommaflue
1633. Ofte når jeg sidder og læser
Dybt i en lænestol i pejsekrogen,
På min pind i lyst- og arbejdshuset,
Eller på havebænken udenfor
Kommer en lille flue på besøg.
1634. Med lille, forstås meget lille,
Et væsen kun millimeterstort;
Kravlende op over siden
Vandrer hun ind i min kultur;
Min bogslummer forstyrres lidt,
Forsigtigt ikke at lade bogen
Smække hende død og flad,
Et udsmattet bogmærkelig.
1635. En sen sommerdag i august
Kom hun vimsende dér igen,
Vejrende, virrende op på siden,
Jeg venter, håber på et komma;
Vær nu sød, gå ind i teksten,
Så jeg kan få et ægte foto,
Bare en kultiveret bagatel
Til mig, på min mobil.
1636. Fluen må have et navn,
Det første bekendtskabsritual
På tværs af arternes skel;
Hun er måske en halmflue
Eller en fritflue, jeg ved ikke,
Entomologer må hjælpe til,
Men der er ingen tvivl, jeg ved,
Når kommaet kommer flyvende,
Som intertekstuelt insekt,
At hun har navngivet sig selv:
Dette er dværgkommafluen.
1637. Et godt og acceptabelt navn,
Omend dværg er forkert,
For hvis målestok gælder her?
Også komma er forkert,
For hvad er mere irrelevant
Når man er i hendes fødder;
Kun flue er måske korrekt,
Men ok som kenningsnavn.
1638. Navne er til for vores skyld:
Så kender jeg hende igen,
Passer på når hun er på visit
På bogens (genbrugs)papir
Under det varmhvide lys.
Samtidig, som poetisk pendant,
Har videnskaben fået et match,
En partner i fluegrammatik,
Til dværgpunktumbillen.
Dværgpunktumbillen er en eksisterende art, der lider den ulykke at bære det rædsomme taxonomiske navn Baranowskiella ehnstromi, et mere fantasiløst, antropocentrisk og i særklasse uindlevet og selvfedt navn behøver man ikke lede længe efter. Dværgpunktumbillen er en fascinerende og nyligt indvandret art i Danmark, som udelukkende lever i en ildporresvamp, der igen udelukkende lever på piletræer. Billen er omkring en halv millimeter lang. Det danske navn er opfindsomt, men billen ligner faktisk mere et miniature ravfarvet udråbstegn, hvilket selvfølgelig er ligeså misvisende som at kalde en flue et komma.
Kenning, se opslaget under fanen Poetikon.
Fodspor i Laetoli
Fodspor i Laetoli
1624. Fossile fodspor i sand og sten
Aftryk i mudder, vulkaners aske;
Fortælling i sten og på papir
Kræver oprejst gang og tæer.
1625. Fossile fodspor er historier,
Forstenet vilje og energi
Til oplevelse og handling,
Fanget i et glimt, slettet.
1626. En tidlig tofod på farten
Op over en mudderbanke,
Vakler lidt, samler fødderne
Finder balancen, sætter af.
1627. De ældste af alle fodspor:
En voksen og en unge
Side og side på en klippe:
Fodsporene fra Laetoli.
1628. De har ikke travlt
Ingen rovdyr truer dem,
Den lille skridter ud,
Hånd i hånd, vel nok.
1629. Et sted i urlandskabet
Stopper de en stund;
Tåspidser side om side,
De vender sig mod øst.
1630. Her står de begge stille,
Skuer ud i horisonten;
En hed vind i ansigtet
Tre millioner år siden.
1631. Den voksne peger ud
I verdens første wow:
I denne handling, nu,
Opstår fortælling, digt.
1632. I er alle døde, Hominin
Titusinde slægtsled borte.
Jeg vil rejse til Laetoli
Og stå ved jeres spor.
Nyt i Index Titusind:
Fodspor ◦ 1624; Fossil ◦ 1625; Mudderbanke ◦ 1626; Klippe ◦ 1627; Rovdyr ◦ 1628; Urlandskab ◦ 1629; Horisont ◦ 1630; Digt ◦ 1631; Hominin ◦ 1632.
Billedet til venstre er fodspor formentlig af Paranthropos boisei, Koobi Fora, Kenya, ca. 1,5 mya, foto: Neil Roach. Billedet til højre er et aftryk formentlig af Australopithecus afarensis, Laetoli, Tanzania, ca. 3,7 mya, foto: Encyclopaedia Britannica.
Aposematisme – Boesdal Kalkbrud
Aposematisme – Boesdal Kalkbrud
1622. Sølvfarvet knopurtskugle,
Blød og stoflig silkeglans,
Vatteret med frø på fnok.
Seksplettede køllesværmere,
Snabler ned i blomsterrør,
Blodrødt på obsidiansort:
Ildesmag og fuglegift,
Cyanid og glykosider.
1623. Jeg står igen på klintestien,
Et kemisk spor i slidte tæer,
Enzymer klukker i mine vener,
Som vand i radiatorrør.
Kalk og flint i lag og bølger
Bukket op fra litorinahavet
Af kolossale istidsbræer;
Sommerfugl på fralandsvind.
Halv hveps – et vidnesbyrd
Halv hveps – et vidnesbyrd
Til John Kinsella
Halv hveps
Hakket i to
Insekt og invalid
På bøgebark
Fodtrin blade
På skovsti
Et trænet øje
Altid det
Vi ikke ser.
Amputeret
Hvilke tænder
Hvilke skær
En guillotine
Af myrer
Pheromoner
Sprøjter
Duftsprog
I billeder
Vi ikke kender
Sætter spor
Vi ikke ser.
Kun dette:
En halv hveps
Kryber frem
Fem ben trækker
(Sjette ben kvæstet)
Lemlæstet krop
Vingepar intakt
På pronotum
Livsfjeder
Overskåret
Sin sidste time
Forstbotanisk Have
Hann. Münden
Niedersachsen
Oktober 2024.Til John Kinsella med tanke på digtet Love Poem fra samlingen The Hierarchy of Sheep, 2000.
Vegetal triumf
Vegetal triumf
1614. Et skrog, et kernehus
i eget æbleskein
Skrøbelig og skøn.
1615. Æblets arkeform intakt,
vitale dele velbevarede,
frugtkød gnasket ud.
1616. Den forfaldne frugt
sat på køkkenbordet,
en æblebalsamering.
1617. Gylden og gennemlyst,
brudte skyggelinjer
brune årer af asketræ.
1618. Den sidste sol,
forfaldssekvens
og vegetal triumf.
Nyt i index titusind:
Kernehus ◦ 1614; Æblets arkeform ◦ 1615; Balsamering ◦ 1616; Asketræ ◦ 1617; Vegetal triumf ◦ 1618.
Titusindkilometerstien
Den gamle Lillebæltsbro som faunapassage
Klik på billedet for at se det i fuld størrelse
Titusindkilometerstien
I.
1604. Titusind år ad disse stier,
Langs kyster og flade strande,
Ind i bugte og fjorde på vej
Op i landet, rundt om søer.
Vi fulgte landskabets linjer
Over højderygge dér, ned i dale,
Op til udsigtspunkter kom vi
Fra sumplandet mod syd,
Fra højsletterne i øst,
Fra Anatoliens bjerge,
Fra Doggerlandet ude vest
Druknet i klimaforandring;
Vi var titusind år på vandring.
1605. Vi kom ad stier, der knyttede
Bosteder og gravpladser sammen,
Bragte skind, salt og glas,
Metal, korn, slaver og uld
Ad stier ud til ladepladser;
Og ulvene trak op på veksler,
Mens folk vandrede af hærveje,
Knirkende i hjulspor og hulveje,
Skumplestier og sankepor;
Skove blev fældet og marker sået,
De titusind stier vi har gået.
1606. Titusind kilometer stier gik
Fra landsby til landsby,
Fra vig til vig, gennem skove
Fra rydning til rydning,
Til helligdomme, offerpladser
Tabusteder, helsekilder,
Fra vadesteder til gangbroer,
Langs fodspor ved marker og led
Traskende langs skel og hegn,
Til torvs, til skoler og kirker,
Forbi vandløb, moser og folde,
Stejlepladser og stader til bier
Kom vi ad de fælles stier.
II.
1607. Titusind kilometer stier er ødelagt,
Markveje er pløjet op, inddraget,
Fodgængere og vandrere trængt ud
Med skræmmeskilte, trådhegn, video,
Marker rettet ud, skel lagt sammen.
Kultur- og landskabsværdier slettet
Ved simpelt lovbræk og embedskryb,
Strøget ud af landskabet, glemte
Når de gamle tingbøger stilles hen,
Når landinspektørerernes kort
Med opmålte stier smuldrer bort.
1608. Titusind kilometer asfaltvej,
Marker pløjet ud til rabatten,
Kun en smal grøft, lidt græs
Sprøjtet, støvet og saltet, hvor
Busser kører vejene i smadder;
Her er kun bønder, biler og blæst,
Kapitalfonde, lidt godser til pynt.
Intensivt agrarland kaldes det
Stadig af stolte statsmænd,
Selv ornitologer bruger ordet,
Men hér er intet intensivt,
Her er faktisk ikke en skid;
Kun monokultur, nøgne flader,
Åbent land og pivvind hele året.
Folk i landskabet er fortrængt,
Kun biler og lastvogne i bevægelse,
Med folk indeni, der har glemt
Det land, der døde hér, indeklemt.
III.
1609. Vi indvier Titusindkilometerstien,
Vi fejrer titusind års vandring:
Den sti, der binder landet sammen
Fra den nordligste spids på Skagen
Til den sydligste odde i Gedser;
Fra vestkysten ved Blåvåndshuk
Til klinterne på Stevns og Møn;
Fra grænsen i Tønder Marsk
Til Svendborg, Smålandet og øerne;
Hele kysten rundt helt ud til vandet
Op langs fjorde, vige og alle nor,
Overalt hvor vi lever og træer gror.
1610. Den store Titusindkilometersti,
Hvor alle og enhver kan vandre
Ad stier, der forbinder ethvert
Sted, stad, landsby, plads og sø
Landet rundt på fodgængerstier,
Bortset fra færger og visse broer,
Ikke på noget tidspunkt at berøre,
Ikke på nogen strækning at betræde,
Ikke nogetsteds at gå på asfaltvej;
Naturbund til den grønne alfarvej.
1611. Langs alle landeveje udtages jord
I bælter på 6 til 8 meters bredde;
Hér anlægges hække, rigtige vilde
Summende blomstrende biotahække;
I krattet løber veksler frem,
Tynde spor, der krydser vores,
Tavse skygger til menneskeliv
Langs gangstier og cykelveje,
Hvor vi færdes gennem gallerier
Af vegetation og kærlighed
Til landets fred og værdighed.
1612. Den gamle Lillebæltsbro skal lukkes,
Laves om til park og faunapassage;
Vi lægger jord og frø i rustne spor,
Træer vokser op og ud af gitterværket,
Og folk kommer rejsende langsvej fra
For at se dette vidunder, denne økodom;
Kun en planche viser hvor primitivt
Folk på denne egn engang har levet:
Kæderaslen fra fængselssjakket,
Lænket med kroge til gelænderværket,
De slæbte sig op i grå uniformer
Til toppen af broen i bure af stål:
Sådan afled vejen og fantasien;
Men ikke sådan, ikke mere
På Titusindkilometerstien.
1613. Dette er målet og mindeværket,
Nationalarven efter bedste evne,
Det vi kan opnå hér, gøre nu,
I denne tid, i vores verden:
For floraen, faunaen og fungaen,
Tilegnet føddernes duelighed,
Årstidernes pust af evighed.
Nyt i Index Titusind:
Landskabslinjer ◦ 1604; Sumpland ◦ 1604; Ulv ◦ 1605; Hulvej ◦ 1605; Vig ◦ 1606; Sti ◦ 1606; Markvej ◦ 1607; Fodgænger ◦ 1607; Agrarland ◦ 1608; Monokultur ◦ 1608; Klint ◦ 1609; Nor ◦ 1609; Titusindkilometersti ◦ 1610; Asfalt ◦ 1610; Biotahække ◦1611; Faunapassage ◦ 1612; Økodom ◦ 1612; Funga ◦ 1613; Fødder ◦ 1613.
*) Billedet Den gamle lillebæltsbro som faunapassage er computergenereret og lavet som illustration til vers 1612 ovenfor om hvordan den gamle jernbanebro skal omdannes til park og faunapassage og hvordan vi lægger frø ud langs de gamle jernbanespor og ser træer vokse ud gennem gitterværket.
Jeg prøvede mange kombinationer af tekst og beskrivelser. Når jeg brugte digtets egen tekst var resultatet bogstaveligt talt helt skoven. AI har åbenbart svært ved at forstå vers. Men når jeg brugte overskriften ovenfor, så blev resultatet som man ser. Det er romantiseret, fortegnet, idyliseret, og der er altså ikke murmeldyr i Danmark; men ok. Det kunne ligne lidt min idé om Lillebæltsbroen som en grøn korridor og bindeled mellem landsdelene ad Titusindkilometersti.
Er der noget her et menneske, en god kunstner, ikke kunne lave? Overhovedet ikke. Men disse folk kan være svære at finde og endnu sværere at overbevise om at lave et billede. Kort sagt besværligt, langsommeligt og sikkert også dyrt. Men værd at vente på.
AI- genererede billeder er den ideelle produktion af billeder i det digitale massekonsums tidsalder; de koster næsten intet, de laves øjeblikkeligt, distribueres uden grænser og multiplicerer sig selv og virker som et syret destillat af kollektive forestillinger. Nogle gange forbløffende, andre gange inspirerede, ved første syn tryllebindende, men nok mest hovedkradsende undren.
Metodisk manifest: Alle fotos på denne blog er mine egne, medmindre andet udtrykkeligt er oplyst. Ingen tekst og intet digt er, eller vil nogensinde blive, skrevet af AI. Jeg bruger en simplere form for AI til at finde oplysninger og viden og til at identificere arter og habitater (også kaldet googling) på nogle af utallige websider og uvurderlig kulturmasse tilgængelig på nettet samt fagbøger, opslagsværker og felthåndbøger.
Stokrose
Stokrose
1599. Se, skønheden er skødesløs:
Et blomsterhjul af kronblade,
En implosion af rosa skær,
Strenge ud i stråleform,
Forgrenet finere og finere,
Gennemlyst til sidst forsvundet
I det mælkehvide ingenting.
1600. Støvdragere svajer i en sø,
Samlet som en dusk medusahår
Af gule undervandstentakler;
Guldfarina, drys af pollen
Ind over bladfladens bredder.
I midten de fem bægerblade,
Frugtens alfegrønne pentagram.
1601. Den bløde blomsterrand
Fliget, ustadig og skrøbelig
Som en sommerfuglevinge.
Vi blander blod med rosa saft,
Forbinder vores kapillærer;
En overflod af formeringsevne;
Ufuldendt og frygtelig skøn.
1602. Jeg ville se den rene skønhed,
Som så mange andre før,
Men altid er mening i vejen.
Den skønhed, der aldrig slutter,
Den flygtighed, der aldrig stopper;
I glimt, når den ikke ventes,
Til den, der var der, da den kom.
1603. Jo, billedet er komponeret lidt;
Jeg flytter lidt på kameravinklen
Bevidst om visse virkemidler;
Deler baggrund op i lys og mørke,
Beskærer lidt; resten ved jeg ikke.
Et digt er bearbejdet, arrangeret;
Kun skønheden selv er skødesløs.
Vandrerservitutten
Vandrerservitutten
1592.
§ 1. Til fremme af menneskets forbundethed med havet, landet, jorden, faunaen, floraen, fungaen og årstiderne er enhver ejer af en kystgrund pligtig at tåle den fredelige og skadesløse passage af fodgængere på den del af sit grundstykke, der grænser op til kyst- eller strandlinjen. Myndighederne kan give tilladelse til anlæg af gangstier, hvor dette kan ske uden unødig gene for grundejeren og hvor dette har betydning for skabelsen af et landsdækkende, kystnært stinet. Ekspropriation af kyststrækninger kan ske, hvor området er, eller herved kan blive, af værdi for almenhedens fri passage eller hvor denne mødes af særlige forhindringer.
1593.
§ 2. Enhver ejer af en land- eller landbrugejendom over en vis størrelse i landzoner er pligtig at tåle genoprettelsen af markveje og fodstier, hvor disse kan dokumenteres at have eksisteret, uanset deres alder, og som har betydning for den fredelige og skadesløse passage til fods og hvor dette kan ske uden unødig ulempe for beboelse, bygninger og eksisterende vejanlæg. Hvor historiske markveje og fodstier er veget for asfalt eller anden tildækning af jorden skal grundejerne tåle anlægget af samløbende fodstier med passende adskillelse mellem vej og sti til fodgængeres sikkerhed.
1594.
§ 3. Hævd eller anden lovbestemt ret over historiske markveje og fodstier eller levn heraf på privat jord tilsidesættes indenfor et tidsrum på 25 år fra denne servituts tinglysning. Indenfor denne frist kan enhver rejse sag om anerkendelse og genopretning af sådanne veje og stier begrundet i almenhedens ret til fredelig og skadesløs passage gennem landet, jvf. § 1.
1595.
§ 4. Langs alle offentlige veje i landzoner eksproprieres jord i en bredde på op til otte meter til anlæg af gang- cykel og eventuelt ridestier i sammenhæng med afskærmning i form af naturlig beplantning, hæk, vildthegn el. lign. Inddragelse af jord skal ske i begge vejsider, hvor ikke uovervindelige fysiske hindringer er tilstede. Disse arealer er en del af den politisk vedtagne udtagning af landbrugsjorder, der sker som led i afværgelsen af klimaskabte katastrofer.
1596.
§ 5. I større byer inddrages offentlig vej i stianlæg, således at fodgængere kan færdes gennem byen på fodstier i byens hovedfærdselsretninger i sammenhængende grønne korridorer uden at betræde asfalt, pånær krydsning af veje og broer el. lign.
1597.
§ 6. Enhver skal med tiden frit kunne vandre gennem alle landområder i Danmark fra østkyst til vestkyst og fra nordgrænse til sydgrænse uden på nogen strækning at betræde asfalt, bortset fra passage af broer mellem landsdele, øer og større byer. Denne vandringsret er en del af den almene overdådighed og bliver at indskrive i den fællesbiotiske grundlov.
1598.
§ 7. Denne servitut om den fri vandringsret lyses på alle private og offentlige ejendomme med tilliggende jordstykker over en vis størrelse efter tingrettens skøn.
Nyt i Index Titusind:
Gangsti ◦ 1592; Almenheden ◦ 1592; Markvej ◦ 1593; Fredelig og skadesløs passage ◦ 1594; Udtagning af landbrugsjord ◦ 1595; Asfalt ◦ 1596; Almen overdådighed ◦ 1597; Grundlov - fællesbiotisk ◦ 1597; Vandringsret ◦ 1598.
Grå fluesnapper
Grå fluesnapper
1586. I juni havde vi rugende gæster,
Et par grå fluesnappere logerede
I den tomme svalerede fra i fjor,
Centimeter over vores verandadør.
Ængstelige, sky, altid vedholdende,
Stilfærdige slidere, pæne fuglefolk,
Slet ikke som de vakse landsvaler,
Der skvadrer, skider og disputerer.
1587. Stille, de sagde sjældent noget,
Kun et blødt pift nu og da.
Sommetider, inde under halvtaget,
Stoppede de midtlufts foran reden,
Hang i en akrobatisk pirouette,
Vendte om, satte sig på gærdet,
Ventede, vågede, afvejede risici.
1588. Det blev til tre unger i reden,
Små, kunne knap ses eller høres;
I glimt en halespids, et næb,
Fodret, varmet, plejet i ugevis
Af forældreparret, kredsflyvende,
Insekter i næbbet eller slugt,
I flugt hver gang døren gik.
1589. Forleden forlod de reden;
Vi var med i flere timer,
Mens ungerne drattede ud,
Baskede ned, fløj ind i ruden,
Fandt en krukke, en partyhat,
Vippede på kanten, krøb i ly,
Peb lidt i de høje hertz.
1590. Forældrene, i deres tavse agita,
Fløj trekantsfart til ungerne:
Én i reden, én i blomsterkrukken,
Den fremmeste ude på en kvist;
Fodrede dem i farten, satte sig,
Sekunder i samvær på kanten,
Strøg deres hovedfjer med næbbet,
Beroligende, og svang bort igen.
1591. Det sidste billede, et afskedsblik:
En smuk og redefærdig unge,
Dunet polster i sin flyverpragt,
Kigger lige ind i kameraet
Med sit mørke, dybe øje;
Ukendelig vilje i perfekt fysik,
En individhed, sit eget væsen,
Vender sig, slipper, svinger ud.
Nyt i Index Titusind:
Fluesnapper ◦ 1586; Pift ◦ 1587; Forældrepar ◦ 1588; Rede ◦ 1589; Fugleunger ◦ 1589; Fodre ◦ 1590; Flyverpragt ◦ 1591; Individhed ◦ 1591.
London Plane
London Plane
1582. To massive London plataner,
To klassiske buer i røde sten;
Romersk byggeteknik krydset
Med en ægte træhybrid,
Én er plantet, den anden bygget;
Former, sammenskabte.
1583. Jeg er tryg i træets nærvær,
Komfortabel under deres grene,
Tæt ved den olivengrønne bark
Inde ved stammen, opvokset,
Hvor også jeg stammer fra;
Steder, sammenlagte.
1584. Vi er beslægtede, træet og jeg,
Jeg kender deres afstamning
Lige så vel som mine aner;
Jeg ved, hvem ægtede hvem,
Og hvem krydsede med hvad;
Ophav, sammenvoksede.
1585. Jeg ved, hvor de største træer står
På brinkerne og langs bredderne,
Hjemtræ og landemærker i parken,
Vi løb dem i møde på faldne blade,
Mit barnebarn og jeg, i sommers,
Slægter, sammenbragte.
De to billeder har jeg taget i Richmond foran Twickenham Bridge; de to hvælvinger i baggrunden er en indgang til Old Deer Park. Træet kaldes på engelsk London Plane, på dansk almindelig platan. Træet er en hybrid, der kan reproducere sig selv, altså en ægte hybrid. Den oprindelige krydsning var spontan og kendes både fra Spanien og England i det 17. årh. Træet er en krydsning mellem den orientalske platan (P. orientalis) – indbragt fra måske Tyrkiet og ivrigt plantet i romersk tid – og det amerikanske sykamoretræ (P. occidentalis) – indbragt fra Nordamerika. Træet blev tidligere kaldet spansk platan. Men på nutidig spansk siger man skyggeplatan, og på fransk ahornbladet platan. London Plane er et yndet park og storbytræ. Platanen er enbo, dvs. med han- og hunblomster på samme træ. Som et flerkønnet væsen referer jeg til dem med pronomet deres.
London Wild
1576. Fra Richmond til Kew
Langs Themsens bredder
Løber en gammel slæbesti
Til pramme og fragt på floden;
Fra Richmond Lock and Weir,
Bro og murværk, jern og nitter,
Til Kew Gardens palmehuse,
Rundt langs Old Deer Parks
Sletter og akacier i silhuet.
1577. Cromwell var her i fakkelskær
Til hest en aften hos kardinalen
I kongens fristed på eremitagen,
Hvor det første observatorium
Og den gamle meridian lå.
I tusind år har folk gået her
Fra trappesten ned mod tidevand,
Langs bredderne, roet i bådene,
Hvor Eliot vrængede fra sin kano
Og modernismen blev undfanget;
Bag mig nu, jeg går mod nord.
1578. På venstre hånd: mudderbanker,
Slimet vegetation og småsten
I ebbens brune lave vande;
Herligheder står langs stien;
Guldbæger, brombær, glat burre,
Og kæmpebalsamin, magtfuld med
Gabende lyserøde blomster,
Lancetspidse savtaksblade.
1579. På højre hånd: en dræningsgrøft,
Til afvanding af parkens arealer;
En bræmme ti til tyve meter dyb,
Kilometerlang tæt, vild vegetation,
En urskovskulisse, der viser,
Hvad en skov virkelig kan:
Vokse overalt i alle retninger
På alle steder, på én gang.
1580. Grøften er bred som en å,
Stillestående vand, algegrønt,
Sød stank af sump, planteråd,
Iris, siv, gederams, løvnedhæng,
Væltede træer og unge skud,
Stammer gået i svamp og trøske;
Uberørt, ubevægeligt og stille.
1581. Alt fortsætter; urskov og sti videre
Ned mod Kew Botanical Gardens,
Kulminationen af viktoriansk botanik,
Væksthuse gennem to århundrer; hér
Ved Old Deer Park, dyrehaven,
Et vildnis diorama af tabt natur,
Som nogen, bless them, har ladet stå,
Beskyttet, plejet i kanterne, afgrænset.
Jeg går fra ét vindue til det næste,
Træder ind i dem, og ud igen,
Og har grænserne med mig, i mig,
Berørbare, intenst nærværende; for
Alt er virkeligt, fuldstændig virkeligt,
Hver gang.
Nyt i Index Titusind:
Slette ◦ 1576; Tidevand ◦ 1577; Mudderbanke ◦ 1578; Kæmpebalsamin ◦ 1578; Bræmme ◦ 1579; Gederams ◦ 1580; Botanik ◦ 1581; Vildnis ◦ 1581.
Arion lusitanicus
Arion lusitanicus
1572. Det har ganske nyligt regnet
millioner funklende dråber
i aftensolens stråler
langs græssets krybestier,
hvor ukendte destinationer
og gådefulde retninger
danner sit eget landskab
kortlagt og smagt på tungen,
sorte ansigter og følehorn
hårdt slim og bittert stads
en sneglekrop i superklæber
og alligevel altid ren.
1573. Traverserer plænestykker,
bestiger vandkander, kar,
tværs over terassersefliser,
i bålfad, potter, havesko
ribber stande af skvalderkål,
driver flyder ud i dammen,
æder vandliljers blade,
afpiller hostaer, kryber op
ad gedeblade, meterhøjt,
gemt under strå i klynger,
udtrådte indvolde åbne
kannibaliseret undervejs,
grænseløst omnivort:
døde små- og mikrodyr,
hår, negle og dyrelort,
raspet, flået, slebet
fortæret, slugt, fordøjet,
hvert sti og haveplet
overskredet af snegle.
1574. En time med træpincet,
tohundrede gastropoder
klemt, pirket og snappet;
et kilo to hundrede gram
i en skål vridende, glidende
fremad kantoverkrybende
ibiriske skovsnegle fanget.
1575. En seddel fra min elskede:
kog dem, store bogstaver,
min beslutsomhed blegner,
jeg er en havehamlet
dog; de er døde, dømte
til en bløddyrsmassakre
i baghavens sneglegrav,
hakket med en spade
til ukendelig sneglehed.
Nyt i Index Titusind:
Krybesti ◦ 1572; Vandlilje ◦ 1573; Dyrelort ◦ 1573; Skovsnegl ◦ 1574; Bløddyr - massakre af ◦ 1575.
Om at tælle mariehønens pletter
Klik for at forstørre billederne
Om at tælle mariehønens pletter
1568. Forvildet ind i huset
En minimy mariehøne,
Knappenålshovedstor,
Lækker olivenoliegul
Med sorte pletter på,
Overnattet i et petriskål,
Utrættelig i bevægelse,
Indtil langt om længe
Hun hviler, guffer lidt
På en vissen skærm
Af skvalderkål.
1569. Den syvplettede,
Som alle børn kender,
(Men hvor mange
har talt dens pletter
eller ved, at der er
mange flere slags?)
Den to-plettede,
Den ti-plettede,
Den tolv-plettede,
Den fjorten-plettede,
Den seksten-plettede,
Den nitten-plettede,
Den toogtyve-plettede,
Den syovogtyve-plettede,
Den øje-plettede,
Ale mellemvarianterne
Og fyrre arter flere.
1570. Og hvad er egentlig
En plet for noget,
Eller en plamage,
Og hvor sidder de?
Hvad med den stribe
Langs dækvingekanten,
Og hvad med dem
På forkroppen, brystet,
Pas på, det er et øje,
Og kan mariehønen
Skifte sine pletter ud
Som leoparden prøver på?
1571. Derfor et beskedent forslag
Til en obligatorisk time,
Sjov, lærerig, ikke let,
Eminent til gruppearbejde,
Selvlæring, erfaring og
Nysgerrighedsfremmende,
Fingerspidsstimulerende
Naturkulturforståelsesfag:
I dag skal vi tælle
Mariehønens pletter:
Vi laver grupper på tre,
Her er farveplancher
Og her er terrariet,
Hvor I kan se dem
Krybe rundt og rundt,
Værsgo, begynd bare.
P.S. En læser kan jo tælle med
På mariehønen hér,
Billens latinske navn nedenfor:
P.P.S. jeg blev syvogtres,
Inden jeg så min første.
Nyt i Index Titusind:
Mariehøne – nn-plettet ◦ 1568; Mariehøne – syv-plettet ◦ 1569; Dækvinge ◦ 1570; Naturforståelse ◦ 1571.
OBPS – om skvalderkål (2)
En time i solen ved skvalderkålen omkring æbletræet. Et mylder af insekter, blomsterduft, svirren, et håndholdt kamera, nogle udvalgte billeder – og måske en rigtig raritet. Bloggen er ikke et fotoalbum; den er et digtværk. Men når bloggen bevæger sig over i konceptkunst, så er der brug for fotos.
Klik for at forstørre billederne
OBPS om skvalderkål (2)
1553. I dag, sankthansaftensmorgen,
kan jeg oplyse og dokumentere,
med hortikulturalistens stolthed,
at min højeste skvalderkål
måler en meter og tyve ungefär,
præmieplante, primus inter pares,
skærmet af sommerfuglebusken
i en frodig stand rundt et æbletræ,
uundværlig fryd i alle haver.
1554. Her dufter sødligt og behageligt
af mirabeller og andre blommer,
stænglerne lidt som gulerod;
en svajende, vuggende overflod
af dobbelte hvide blomsterskærme
flittigt besøgt, bevinget, oversvirret
af insekter døgnet rundt
og af mig med næsen fremme
og et kamera i hånden.
1555. En snylteflue, gymnosum rotundatum,
ganske lille, med stor rund bagkrop,
orange med tre sorte pletter;
en snylter på tæger, en endoparasit,
larven æder værten op indefra,
borer sig ud gennem skjoldet,
falder til jorden og går i puppe.
Intet dansk navn til denne flue
Så hvorfor ikke nanvgive her:
Lad os kalde den mariehøneflue,
Vi kender den nu, velkommen her.
1556. Her er rød- og sortstribede stribetæger
bag til bag i parring på skvaldertoppe,
sammenhægtede, den ene slæbbar
efter den anden, trukket op og rundt
hvis de bliver forstyrrede, gået nær,
men i øvrigt dorske og fotogene.
1557. Endnu en tage, almindelig bærtæge,
sås en enkelt gang på en skvalderskærm,
sit rygskjold dybt rødbrunt og pyntet
med løvgrønt, trekantet heraldik,
kantet rundt i brunt og hvidt,
med antenner til, der matcher.
1558. En gammel kending græsser sig frem,
langsomt gennem en mark af blomster,
den grønne guldbasse glinser i solen,
et farvespil i grønt, guld og kobber
stor og metodisk som et kreatur;
Tak for gensyn, velkommen tilbage.
1559. Maser af svirrefluer kommer svirrende,
antallet er arter er ret forvirrende,
adrætte flyvere, musende, sværmende
nogle med hvepseynde og hvepsefarver;
her er sumpsvirrefluer, havesvirrefluer
og mange fler', jeg aldrig ser.
1560. Her må være dusinvis af snyltehvepse,
tre af dem vist på denne side,
ingen af dem med danske navne;
Den første er gastroeruption jaculator,
En han; hunnen med en læggebrod
dramatisk lang, snylter på bier i reder.
Jaculator var en romersk spydkaster,
med et kort spyd, javelin, til idræt.
Lad os bare navngive den her,
Lad os kalde den spydkasterhveps.
1561. En snylterhveps, lang og fin,
bagkrop med højgult segment
afsluttet i en blank, sort spids.
helt almindelig over hele landet,
nu i havens stand af skvalderkål;
endoparasit i sommerfuglelarver
grumt og nyttigt på samme tid,
revulsion naturligt, men forkert;
på latin ichneumon suspiciosus,
Et navn: slank sommerfuglesnylter.
1562. Her lander en lille bladhveps,
sort hoved og bryst, orange bagkrop,
buttet om livet, ligner en bi,
vinger med brede sorte bånd
mit billede blev uskarpt, men pyt,
mens den slikker nektar og bestøver;
Arge cyanocrocea i taxonomien,
på dansk intet navn endnu.
Larverne lever af brombærblade,
hindbær, solbær, alle rubusbuske,
Skal vi kalde den brombærhveps.
1563. Her er en skvalderkålblomst under lup
Fem kronblade hver med dyb indskæring,
To fruglegemer og to hvide støvfang,
to millimeter fra spids til spids.
Skvalderkål er en dobbeltskærm
Så: lad os tælle og beregne:
en enkelt umbel har cirka 24 blomster,
Hele skærmen har cirka 15 umbeller;
Hver plante har 4 til 8 skærme;
En enkelt skvalderkål, fuldt udgroet,
har mellem tusind totusind blomster.
1564. En god have har vel 100 planter;
Min have, der bugner af arten,
har, hvad tror jeg, 500 til 1000 planter
på et areal, løst anslået 200 kvadratmeter,
ergo et sted mellem 1,5 og 3 millioner
skvalderkålsblomster i hele haven.
1565. Jeg må fortælle, at blomsten myldrer
det vil sige kravler med bevingede dyr;
havemyrer på hver eneste skærm,
masser af småfluer og andre insekter,
store skinnende, grønne og grå fluer,
ivrigt overkravlet af mariehøner og
alle dem, jeg ikke så og aldrig finder.
1566. Skvalderkålen er en overdådig plante,
Elsket, besøgt, besuget intenst,
altimens vores grå fluesnapperpar,
der yngler i en forladt svalerede,
sidder på udkig, gavmildt bespist
fra et oversummet gavebord.
1567. P.S: To gange, måske tre gange,
så jeg en sjælden svirreflue,
uden kamera, uden billede,
men jeg er ret sikker i min sag:
En ornamentssvirreflue,
helt sort med minggrønne bånd
på langs af brystet og på tværs
over den kulsorte bagkrop,
set på selve præmieplanten,
klar som neon i natten.
OBPS: Oplysning til Borgere om Planter og Samfund.
SPORET I NORD
Aftensol over Kullaberg
Sporet i nord – dag 1
Klik for at forstørre billedet
Aftensol over Kullaberg
Sporet i nord - dag 1
1491. Så går jeg på Kullabergs stier igen:
Fødderne kender stedet, fyrreduften,
Nåletræsmuld, rødder, eng og overdrev,
På stier, hvor kroppe og klipper
Støder sammen, mødes igen, og
Minder skyder frem blandt mine tæer.
1492. Mit første foto til udforskning af ting:
En kokasse gennemgravet af biller;
Mølle by: træhuse, hav, natur forenet;
De klipper vi klatrede på under fyret,
Teltslagning i skoven i ly af natten;
Menneskeår siden, jeg husker alt.
1493. Sporet i nord begynder her
På Kullabergs smalle klippestier
På udforskning af nordiske ting
Blandt slægtsled efter slægtsled
Af indvandrere og indslæbere
Fra folkevandringer før og nu.
1494. De første nye planter viser sig:
Den kønne strandlimurt vokser her,
Brune honningkrukker på strå,
Spæde, hvide kronblade fliger ud
Bredvid flade tuer af bidende stenurt,
Lyse gule stjerneblomster og skud.
1495. I aften funkler solen over Skagerak
Danskerkysten blot en bræmme
På en glitrende havskilt horisont.
Sveden drypper, fødder finder vej,
Landet lever, uberørt, og jeg,
Gennemlyst, ånder med.
Nyt i Index Titusind:
Klippe • 1491; Kokasse • 1492; Nord • 1493; Strandlimurt • 1494; Bidende stenurt • 1494; Gennemlyst • 1495.
I gengroede skove
Sporet i nord – dag 2
I gengroede skove
Sporet i nord - dag 2
1496. En dagsvandring ved Hyssna
Viser at fødder er lavet
Til smalle, knoldede stier;
Ben, bækken, kropsbalance
Bærer os frem i vandretrang;
Sådan skabtes vi på urtids heder,
Sådan bevægede vi os ud
Fra klippehuler og dybe skove.
1497. Skove, i dag kun skygger tilbage
Fra plantagedrift og skovmaskiner;
Sverige har mistet sin urskov.
Tilbage står fældningsfelter
Som dem Vi vandrer gennem;
Ungskov, tyve til fyrre år højst,
Alt har samme alder, intet råd,
En fattig kronodiversitet.
1498. Nåletræsplantager af rødgran,
Overalt fugtig bund, blød af væde,
Mosser, mosser, mosser
Dækker skovbund og stubbe
Der står memento mori
Fra sidste totalhugst her.
1499. Jeg lægger en håndfuld hankogler
Fra rødgranen frem på mosset,
Tager et foto, for se bare
Den grokraft overalt vi går,
Ungtræer skyder op, smukke lys
Af skovfyr, rødgran og klippefyr,
Årgamle rønnetræer, små bævreasp
Blandt rødel, eg og askespirer,
Et dusin for hvert skridt vi tar;
Skoven gengror sig selv,
Rejser sig og vandrer mod nord.
1500. Vi følger hundredårige stendiger,
Går langs elve, krydser skoveng,
Vi søger terrænet, finder landet,
Går forbi gårde i falurødt
Nye træhuse, forstadskvarterer
Med robotklippede plæner,
Gamle lader og hestefolde,
Langs klukkende vandløb
Med væld af hjortetrøst.
1501. Og dér, det smukkeste syn,
Et flyvende par insekter i flirt
Fløjlssorte vinger, metalblå krop,
Fem seks centimeter lange
For første gang har jeg set
Blåbåndet pragtvandnymfe i live.
1502. Efter mindst to svenske mil
Når vi tilbage til lejrpladsen
Med håb og vækst i kroppen,
Værkende, frisatte og våde.
Nyt i Index Titusind:
Klippehuler • 1496; Urskov • 1497; Kronodiversitet • 1497; Rødgran • 1498; Rønnetræ • 1499; Gengroning • 1499; Vandløb • 1500; Blåbåndet pragtvandnymfe • 1501; Håb • 1502.
Hvalen fra Tanum
Sporet i nord – dag 3
Hvalen fra Tanum
Sporet i nord - dag 3
1503. I skoven oven Tanum sletten
Over hvide, nøgne klippeflader
Skåret og skuret af bræ og is
Vandrer vi i oldgammelt land;
Her er Sveriges helleristninger
Spredt ud over fjeldets sten
Vendt ud mod urtidens hav
Og fjorden, der lå her dengang,
1504. Figurer der granskes og tolkes
I hver tidsalders selvforståelse,
Også min, også jeg, og dog,
For her er er er urtidskunst
Fra en ristende visionær poet,
Hvor ingen formidling behøves:
1505. Et sted på klippefladen
Finder jeg en lille hvalfigur,
Set, følt, genfortalt til mig:
Natur og kultur forenet
Fra en tid, hvor man næppe
Har haft behov for at skelne.
1506. En mesterlig oldtidskunstner
Med sofistikeret sans for form
Med følelse for levende figurer og,
Er jeg sikker på, med ægte fryd,
Har gengivet hvalen dens væsen.
1507. Nu, tretusind år senere
Viser han mig hvalen igen
Ude i fjorden, hvor han kom,
Hvor vi sammen så ham blæse,
Hvor vi tog hans sjæl til os,
Og forbinder mig, uden filter,
Til sit indre blik for poesi
For ærefrygt og harmoni.
Nyt i Index Titusind:
Bræ • 1503; Urtidskunst • 1504; Natur og kultur • 1505; Hval • 1506; Harmoni • 1507.
Klodeskorpe
Sporet i nord – dag 4
Klodeskorpe
Sporet i nord - dag 4
1508. En kort opklatring
Over rundsleben klippe,
Glat, nøgen og furet,
Urgammel klodeskorpe,
Nordsøblæst i håret,
Den kolde aftensol,
Millioner bølgekamme.
1509. På vej ned igen,
En klynge vilde orkideer
I fuldt hvidpink flor,
Smalle sortplettede blade
Skærmet af blåbærkrat.
1510. Længere fremme en spinkel urt,
Kun to blomster, jeg tøver,
Plukker den ene, ubekvem,
Til artsbestemmelse i læ:
En mælkeurt, lys rosa
Trevinget blomst, åbnet
En centimeter spids til spids,
Vokser ud på stænglen,
Indtil den svækkes, luder,
Mens nye skud stikker op
Fra plantens top.
1511. Jeg elsker mine stier,
Følger mine fødder,
I dag har jeg mødt
To nye duelige planter
Og mærket planeten
Med mine tæer.
Nyt i Index Titusind:
Klodeskorpe • 1508; Orkidé • 1509; Mælkeurt • 1510; Planet • 1511.
Sjagger
Sporet i nord – dag 5
Sjagger
Sporet i nord - dag 5
1512. Jeg sover under åben himmel;
Birketræer suser, brisen svaler,
En sø indrammet af træer,
Insekter sværmer som røg;
Skjult i løvet og ude på plænen
Hakker en sjagger sit kald:
Tjak, tjak, tjak igen og igen;
Kold vågner jeg af babydrømme.
1513. På Akershus fæstning ved porten
Hvor de vilde blomster gror
Fanger en sjagger en orm
Få skridt fra hvor jeg står;
Pligt mod yngel trumfer frygt;
Hun hiver, hakker, fanger,
Trækker ormen frem af græsset
Fodrer sin unge, som følger jagten,
Udvokset, hoppende bag sin mor,
Skrigende, tiggende om mad
Under næsen på en præsident.
Nyt i Index Titusind:
Birk • 1512; Sjagger • 15012; Orm • 1513; Tiggeri • 1513.
Mennesker i hig
Sporet i nord – dag 6
Mennesker i hig
Sporet i Nord - dag 6
1514. Her er vi alle mennesker;
En oplevelsesprotokollerende,
Monumentstiltrukket, selvoplevende,
Tidstællende, selfiestræbende,
Bjergindtagende, naturindlevende,
Sprog- og aldersdivergerende,
Kropsskulpturerende, klippespringende,
Sværvægtig, tyndsålet, pustende,
Muskelkraftudfoldende, beslutsomt
Opadstræbende menneskehed.
1515. På bjergplateauet, navngivet sikkert
I andægtighed eller besværgelsesmani,
Samles vi i en videofilmende,
Solbadende, hvilende, panorerende,
Måbende, mediterende, droneførende,
Fjeldopsøgende, sjælevandrende
Selvopfyldende menneskehed.
1516. Lysefjorden ligger kollosal,
Blå, blank og stille
Ubevægelig under solen;
Fjeldet og fjorden øde,
Ikke tomme, men øde;
Uforanderlige, farlige
For os alle, en viden
Vi opnår hver især,
En stilhed indefra;
Det tætteste jeg kommer
På evigheden i live;
En hvid sky driver,
En vind i mit ansigt.
Nyt i Index Titusind:
Menneskehed • 1514; Bjergplateau • 1515; Evigheden • 1516.
Om kvægmyg
Sporet i nord – dag 7
Om kvægmyg
Sporet i nord - dag 7
1517. Idyllisk blogværksted i Telemarken
Ved brinken af elvens sorte strøm;
Vandet i bevægelse, flyder bredt
Forbi stier ned gennem blåbærbuske,
Under skovfyr gennem høje bregner.
Jeg sætter mig ved lejrens bænk,
Ah, et bord, og åbner notesbogen,
Afpropper pennen en tidlig morgen,
Arbejdstid, flodbrus og fuglefløjt.
1518. Men ikke i dag, slet ikke her;
Jeg er kun ét blandt utallige dyr
Gennem umindelige tider og epoker
Drevet halvt til vanvid af kvægmyg:
Miniature sataner, 2-4 millimeter store,
Stor slægt af myg, overalt i nord,
Over totusind arter i kendes,
Kaldet knot på dansk og norsk,
Kognat til det engelske gnat.
1519. Keats har skrevet om gnats:
Et sanseligt, sublimeret naturdigt,
Der væltede mig omkuld som ung,
To Autumn, perfektioneret romantik;
Et klagende sørgekor af gnats,
Skrev mit forbillede, død af TB,
Også et ideal i morbide stunder.
Men her er noget virkelig galt
Med ungdommen og med biologien,
Og digtets fakta, master Keats,
For heroppe er knoterne psyko;
Med ansigt og øjenlåg opsvulmet
Tager jeg ydmygt myggehatten af
For mine hærdede norske kolleger;
Og de svenske og skotske med;
Beslutter, at jeg helt færdig
Med naturidyl og romantikken.
Nyt i Index Titusind:
Blåbærbusk • 1517; Kvægmyg • 1518; Knot • 1518; Naturidyl • 1519.
Om levende og døde ting
Blandt de titusind tings digte er det ganske sjældent, at menneskeskabte ting får indpas. Hele værket balancerer på sin egen modsætning mellem den naturlige verden og det, der er del af den frembragte verden (døde ting). Afgrænsningen er vilkårlig; de døde tings sammenstød med de levende ting er voldsom, dødelig, og ændrer jorden overalt, og den naturlige verden giver efter – indtil den ikke gør det længere.
Men det sker, at det menneskeskabte syntes at føje sig ind i, lægge sig op ad, ja, vokse ud af den naturlige verden. Mange af disse steder træffes i Norge, hvor jeg som tingfinderdigter gribes af stærk sympati for stedet og de ting, som mennesker har skabt.
Nedenfor bringes fire digte om sådanne steder og de materialer, som mennesker har brugt til at forme deres tilværelse på den jord og ved det vand, de bebor.
Mennesker ved vand
Sporet i nord – dag 8
Mennesker ved vand
Sporet i nord - dag 8
1520. Mekanisk slid, fattigt slæb:
Et mølleskur, en hyttebolig;
En bundrem sat på brokker,
Sokler lagt på klippegrund,
Blokhus vægge i gammelt træ,
Et kighul ind, en lågedør;
Tag beklædt med birkebark,
Dækket tykt med tørv og græs.
1521. To gruttesten på en aksel,
En snegl af træ i gulvet,
Hvor strømmen ledtes hen
Fra en mosset plankerende;
Simpel slidske til styring
Af vandets fald og styrke.
1522. En opholdshytte, et ildsted,
To træbrikse med kanter på,
Et glughul i en midterkævle;
Røg, halm og stank af snavs
Dengang ved fossen i skoven:
Mølleren og hans unge hjælper,
Med sygdomme, tabte tænder,
Valne fingre i smeltevand.
1523. Jeg håber de fik en ungdom,
Latter, fjant, lidt lykke;
De materialer vi ærer i dag,
De redskaber vi stadig kender,
Ikke at glemme de ukendte døde,
Deres kundskab, deres håndværk;
Et gulnet grin, en skuttet ryg.
Nyt i Index Titusind: Hytte • 1520; Gruttesten • 1521; Smeltevand • 1522; Ryg • 1523.
Æblehaver ved Hardanger Fjord
Sporet i nord – dag 9
Æblehaver ved Hardanger Fjord
Sporet i nord - dag 9
1524. Frugtdyrkning i nihundrede år
På hver en ledig høstbar plet:
Æbler, blommer, pærer, kirsebær,
Gamle, nye, små og store træer
Klemt inde mellem fjeld og fjord
I små byer langs den smalle vej.
Inter er spildt, alt er tæt,
Tunneler af plast mod fugle,
Trådfæstede grene på espalier.
1525. Dette er jordbrug i øjenhøjde,
Æblesaft og nationalromantik;
En tabt følelse findes her,
At modtage landets udbytte
I ansigts smil og dieselos,
At se ud over det salte vand,
At hæve blikket op ad bjerget
Og vide: Hertil din grænse går,
Dette er, hvad du får.
Nyt i index Titusind:
Frugtdyrkning • 1524; Æble • 1525; Jordbrug • 1525.
Kærlighed i Utne
Sporet i nord – dag 10
Kærlighed i Utne
Sporet i nord - dag 10
1526. I en vig i Hardangerfjorden
Ligger Utnes huse og færgeleje;
Byens hotel fra sytten toogtyve
Er vidne om de mange vejfarende
I århundreder på vej nord og syd,
Bygget i træ, hvidmalet, kittet,
Forsiret geræk, stakit og låger.
Biblioteket ligger front mod fjorden,
To etager træ, stolt opført en gang,
Hvid afskallet maling, nu forladt.
Som det nedlagte frugtudsalg, ældet
Af brug og mangel på samme, bevaret
Som arv og minde for eftertiden.
1527. Kirken står velholdt på sin knold,
Helt i træ med spir og tag belagt
Med plader af håndhugget skiffer
Lavet til at holde i tusind år,
Lagt med omhu, med indlevelse,
Som de små haver og bygninger
På skråningen ud mod vandet
Viser en kærlighed til stedet;
Døre og bænke bag stengærder
Overvældet af grønne vækster,
Alt sat i levende materialer:Tømmer, granit, jern, glas,
Kalk, linolie, pigment.
1528. Langs gæstgiveriets baghave,
Tilgroet med gamle æbletræer,
Vokser en fjerbusk til pryd
Foran en hæk af jasmin i flor;
Som den, min elskede bragte mig
I et tempel i det gamle Hanoi
Gemt i en lille æske af blik:
En blomst af jasmin plukket
Samme morgen fra familiens træ,
En kvist, en hvid klokke, en duft
Holdt i fire hule hænder.
Nyt i Index Titusind:
Hus af træ • 1526; Skiffer • 1527; Jasmin • 1528.
I Norge findes intet ugræs
Sporet i nord – dag 11
I Norge findes intet ugræs
Sporet i nord – dag 11
1529. Så kom vi da til Bud
den femte juni desuagtet,
et fiskerleje, en kirke
sat på kampesten,
i falmet hvid og brun,
løgkuppel i kobber,
valgssted og klenodie
fra Riksdagsforsamlingen
og friheden i atten fjorten,
skiltet, erindret, fortalt;
lidt perlegrus, et gærde
små pletter af græs,
sten og vilde planter,
en tue af kællingetand.
1530. Fritvoksende grøfter
løber fra syd til nord,
langs alle veje og stier,
markskel og over bjerge,
et endeløs vegorama:
dagpragtstjerne, kørvel,
skovgeranier, rødkløver,
smørblomst, mælkebøtte,
gærdevikker og høje strå,
sitrende i sol og luft;
alt vokser, når det skal,
alt kommer, når det vil,
mennesker og materialer
samles, hvor de kan.
Nyt i Index titusind:
Frihed ◦ 1529; Kællingetand ◦ 1529; Grøft ◦ 1530; Dagpragtstjerne ◦ 1530.
Et ægte kærlighedsknob
Sporet i nord – dag 12
Det første billede af firbladet er mit eget; nærbilledet er taget fra Wikimedia Commons, fordi mit eget mislykkedes. Nærbilledet illustrerer blomstens symmetri, der er vigtig for dens betydning i plantefolkloren.
Et ægte kærlighedsknob
Sporet i nord – dag 12
1531. På tur langs en Lofoten sø,
Gammel skov, bække og sten,
Så smuk man glemmer at dø;
Mundheld på vietnamesisk.
1532. Kald det bare bedstefar sti
Med klukke og rislende vand,
Lange stræk lagt op på planker
Over sump, bæk og moseland.
1533. En klippesten med birke på,
Hvide multebærskud i blomst;
Aaah, hvilket landskab at gå,
Hønsebær, bistort og bregner.
1534. Jeg vugger fremad i sporet,
Daser rundt i et skovbad;
Men stopper og pulsen hopper:
I fugtig skygge: et firblad.
1535. Folklore og urtemedicin
Finder i plantens symmetri,
I dens form og hele positur,
Helbredelse og harmoni.
1536. På engelsk kaldt lighedens blomst
For balancen i dens dele:
Alt er en funktion af fire,
Velskabt, samlet i et hele.
1537. Fire kronblade og kurvsvøb,
Otte støvtråde, støvknapper,
Fire grifler, det sorte bær,
Kransstillede hjertelapper.
1538. Kaldet ægte kærlighedsknob,
En sømand, ensom, derude;
Fire smalle blade knyttet
Under frugten i en knude.
1539. På dansk, nøgternt, protestantisk;
På spansk, katolsk, mere smægtigt,
Kaldes planten splidens æble;
Vid blot, at bæret er giftigt.
Nyt i Index Titusind:
Bæk ◦ 1531; Sump ◦ 1532; Multebærskud ◦ 1533; Firblad ◦ 1534; Urtemedicin ◦ 1535; Velskabning◦ 1536; Støvtråd ◦ 1537; Bær ◦ 1538; Giftig ◦ 1539.
Titusind vandfald
Sporet i nord – dag 13
Titusind vandfald
Sporet i nord - dag 13
1540. Floder, vandløb og fosse,
Glinsende, stejle sider,
Vandløb gemt i blåbærbuske,
Hver meter en lile strøm,
Hvert bjerg med hvide strenge,
Smeltevand fra kolde tinder,
Snekapper, issøer, driver,
Frosne floder under bræer,
Fjelde med spejlblanke søer
Flyder over, overstrømmer,
Sumper til, risler ud.
1541. Norges titusinde vandfald
Hver med egen lydsignatur:
Den gurglende, boblende
pludrende evindelighed.
Måske der findes folk,
Kloge mennesker ved vand,
Med gode, brugbare ord
For den ældste lyd, vi har.
1542. Atter en elv, glatte sten,
Kinetisk kraft, sol i skum,
Fugtig luft, køligt græs,
Frisk fisk, et liv i morgen;
Mest potente fortidsminder
I de allerførste gener:
Et brus af vand, en arkelyd.
Nyt i Index Titusind:
Fos • 1540; Issø • 1540; Vandfald • 1541; Arkelyd • 1542;
Lofoten
Sporet i nord – dag 14
Lofoten
Sporet i nord - dag 14
1543. Mågens vingebuer,
Hvid streg på mørke bjerge,
Grå bølger brydes.
1544. Træskur på pæle,
Fastgjort i klippe og hav,
Kold blæst bringer regn.
1545. Et fugleskræmsel,
Orange buks, fiskerhat,
Fangst af tørret skrei.
1546. Solen vælder frem,
Urfjeldets sorte vugge,
Nu fødes havet.
Nyt i Index Titusind:
Måge ◦ 1543; Regn • 1544; Skrei ◦ 1545; Havet • 1546.
Agurkeedderkop
Klik for at forstørre billedet
Agurkeedderkop
1547. Ieg er edderkop i smuk profil
På enetræets skællede skud;
Ieg er sprunget ud som klorofil.
1548. Ieg dyrker min cool agurkestil,
En æon ta’r det at se sådan ud;
Ieg er edderkop i smuk profil.
1549. Ieg matcher bladenes farvespil,
Spinder mit hjul, ruller nettet ud;
Jeg er sprunget ud som klorofil.
1550. Min fangstmetode er immobil,
Sex, enstrenget selvserveringsbud;
Ieg er edderkop i smuk profil.
1551. Akten er dog træls, tildels futil,
Hvis ieg ædes af den sultne brud;
Ieg er sprunget ud som klorofil.
1552. Man lever længere som homofil,
Og går aldrig parringstråden ud;
Ieg er edderkop i smuk profil,
Ieg er sprunget ud som klorofil.
Nyt i Index Titusind:
Agurkeedderkop ◦ 1547; Enebærtræ ◦ 1547; Æon ◦ 1548; Hjul ◦ 1549; Fangstmetode ◦ 1550; Klorofil ◦ 1551; Parringstråd ◦ 1552.
Titusind vandfald
Sporet i nord – dag 13
Titusind Vandfald
1540. Floder, vandløb og fosse,
Glinsende, stejle sider,
Vandløb gemt i blåbærbuske,
Hver meter en lile strøm,
Hvert bjerg med hvide strenge,
Smeltevand fra kolde tinder,
Snekapper, issøer, driver,
Frosne floder under bræer,
Fjelde med glasklare søer
Flyder over, strømmer ned,
Sumper til, risler ud.
1541. Norges titusinde vandfald
Hver med egen signatur:
Den gurglende, boblende
pludrende evindelighed.
Måske der findes folk,
Kloge mennesker ved vand,
Med gode, brugbare ord
For den ældste lyd, vi har.
1542. Atter en elv, glatte sten,
Kinetisk kraft, sol i sprøjt,
Fugtig luft, køligt græs,
Frisk fisk, liv i morgen;
Mest potente fortidsminder
I de allerførste gener:
Et brus af vand, en arkelyd.
Nyt i Index Titusind:
Fos • 1540; Bræ • 1540; Vandfald • 1541; Arkelyd • 1541;
Et ægte kærlighedsknob
Sporet i nord – dag 12
Ægte kærlighedsknob
Sporet i nord – dag 12
1531. På tur langs en Lofoten sø,
Gammel skov, bække og sten,
Så smuk man helt glemmer at dø;
Mundheld på vietnamesisk.
153.2 Kald det bare bedstefar sti
Med klukke og rislende vand,
Lange stræk lagt op på planker
Over sump, bæk og moseland.
1533. En klippesten med birke på,
Hvide multebærskud i blomst;
Aaah, hvilket frit landskab at gå,
Hønsebær, bistort og bregner.
1534. Jeg vugger fremad i sporet,
Daser rundt i dette skovbad;
Men stopper og pulsen hopper:
I fugtig skygge: et firblad.
1535. Folklore og urtemedicin
Finder i plantens symmetri,
I dens form og hele positur,
Helbredelse og harmoni.
1536. På engelsk kaldt lighedens blomst
For balancen i dens dele:
Alt er en funktion af fire,
Velskabt, samlet i et hele.
1537. Fire kronblade og kurvsvøb,
Otte støvtråde, støvknapper,
Fire grifler, det sorte bær,
Kransstillede hjertelapper.
1538. Kaldet ægte kærlighedsknob,
En sømand, ensom, derude;
Fire smalle blade knyttet
Under frugten i en knude.
1539. På dansk, nøgternt, protestantisk;
På spansk, katolsk, mere smægtigt,
Kaldes planten splidens æble;
Vid blot, at bæret er giftigt.
Nyt i Index Titusind:
Bæk ◦ 1531; Mose ◦ 1532; Multebærskud ◦ 1533; Firblad ◦ 1534; Urtemedicin ◦ 1535; Velskabning◦ 1536; Støvtråd ◦ 1537; Bær ◦ 1538; Giftig ◦ 1539.
Lofoten
Sporet i nord – dag 14
Lofoten
1543. Mågens vingebue,
Hvid streg mod mørke bjerge,
Grå bølger brydes.
1544. Træskur på pæle,
Fastgjort i klippe og hav,
Kold blæst bringer regn.
1545. Et fugleskræmsel,
Orange buks, fiskerhat,
Fangst af tørret skrei.
1546. Solen vælder frem,
Urfjeldets sorte vugge,
Nu fødes havet.
Nyt i Index Titusind
Måge ◦ 1543; Regn • 1544; Skrei ◦ 1545; Havet • 1546
I Norge findes intet ugræs
Sporet i nord – dag 11
I Norge findes intet ugræs
1529. Så kom vi da til Bud
den femte juni desuagtet,
et fiskerleje, en kirke
sat på kampesten,
i falmet hvid og brun,
løgkuppel i kobber,
valgssted og klenodie
fra Riksdagsforsamlingen
og friheden i atten fjorten,
skiltet, erindret, fortalt;
lidt perlegrus, et gærde,
små pletter af græs,
sten og vilde planter,
en tue af kællingetand.
1530. Fritvoksende grøfter
løber fra syd til nord,
langs alle veje og stier,
markskel og over bjerge,
et endeløs vegorama:
dagpragtstjerne, kørvel,
skovgeranier, rødkløver,
smørblomst, mælkebøtte,
gærdevikker og høje strå,
sitrende i sol og luft;
alt vokser, når det skal,
alt kommer, når det vil,
mennesker og materialer
samles, hvor de kan.
Nyt I Index titusind:
Frihed ◦ 1529; Kællingetand ◦ 1529; Grøft ◦ 1530; Dagpragtstjerne ◦ 1530.
Æblehaver ved Hardanger Fjord
Sporet i nord – dag 9
1524. Frugtdyrkning i nihundrede år
På hver en ledig høstbar plet:
Æbler, blommer, pærer, kirsebær,
Gamle, nye, små og store træer
Klemt inde mellem fjeld og fjord
I små byer langs den smalle vej.
Inter er spildt, alt er tæt,
Tunneler af plast mod fugle,
Trådfæstede grene på espalier.
1525. Dette er jordbrug i øjenhøjde,
Æblesaft og nationalromantik;
En tabt følelse findes her,
At modtage landets udbytte
I ansigts smil og dieselos,
At se ud over det salte vand,
At hæve blikket op ad bjerget
Og vide: Hertil din grænse går,
Dette er, hvad du får.
Nyt i index Titusind:
Frugtdyrkning • 1524; Æble • 1524; Jordbrug • 1525.
Mennesker ved vand
Sporet i nord – dag 8
Mennesker ved vand
1520. Mekanisk slid, fattigt slæb:
To mølleskur, en hyttebolig;
En bundrem sat på brokker,
Sokler lagt på klippegrund,
Blokhus vægge i gammelt træ,
Et kighul ind, en lågedør;
Tag beklædt med birkebark,
Dækket tykt med tørv og græs.
1521. To gruttesten på en aksel,
En snegl af træ i gulvet,
Hvor strømmen ledtes hen
Fra en mosset plankerende;
Simpel slidske til styring
Af vandets fald og styrke.
1522. En opholdshytte, et ildsted,
To træbrikse med kanter på,
Et glughul i en midterkævle;
Røg, halm og stank af snavs
Dengang ved fossen i skoven:
Mølleren og hans unge hjælper,
Med sygdomme, tabte tænder,
Valne fingre i smeltevand.
1523. Jeg håber de fik en ungdom,
Latter, fjant, lidt lykke;
De materialer vi ærer i dag,
De redskaber vi stadig kender,
Ikke at glemme de ukendte døde,
Deres kundskab, deres håndværk;
Et gulnet grin, en skuttet ryg.
Hytte • 1520; Gruttesten • 1521; Smeltevand • 1522; Ryg • 1523.
Klodeskorpe
Sporet i nord – dag 4
1508. En kort opklatring
Over rundsleben klippe,
Glat, nøgen og furet,
Urgammel klodeskorpe,
Nordsøblæst i håret,
Den kolde aftensol,
Millioner bølgekamme.
1509. På vej ned igen,
En klynge vilde orkideer
I fuldt hvidpink flor,
Smalle sortplettede blade
Skærmet af blåbærkrat.
1510. Længere fremme en spinkel urt,
Kun to blomster, jeg tøver,
Plukker den ene, ubekvem,
Til artsbestemmelse i læ:
En mælkeurt, lys rosa
Trevinget blomst, åbnet
En centimeter spids til spids,
Vokser ud på stænglen,
Indtil den svækkes, luder,
Mens nye skud stikker op
Fra plantens top.
1511. Jeg elsker mine stier,
Følger mine fødder,
I dag har jeg mødt
To nye duelige planter
Og mærket planeten
Med mine tæer.
Nyt i Index Titusind:
Klodeskorpe • 1508; Orkidé • 1509; Mælkeurt • 1510; Planet • 1511.
Mennesker i hig
Sporet i Nord – dag 6
Mennesker i hig
1514. Her er vi alle mennesker;
En oplevelsesprotokollerende,
Monumentstiltrukne, selvoplevende,
Tidstællende, selfiestræbende,
Bjergindtagende, naturindlevende,
Sprog- og aldersdivergerende,
Kropsskulpturerende, klippespringende,
Sværvægtig, tyndsålede, pustende,
Muskelkraftudfoldende, beslutsomt
Opadstræbende menneskehed.
1515. På bjergplateauet, navngivet sikkert
I andægtighed eller besværgelsesmani,
Samles vi i en videofilmende,
Solbadende, hvilende, panorerende,
Måbende, mediterende, droneførende,
Fjeldopsøgende, sjælevandrende
Selvopfyldende menneskehed.
1516. Lysefjorden ligger kollosal,
Blå, blank og stille
Ubevægelig under solen;
Fjeldet og fjorden øde,
Ikke tomme, men øde;
Uforanderlige, farlige
For os alle, en viden
Vi opnår hver især,
En stilhed indefra;
Det tætteste jeg kommer
På evigheden i live;
En hvid sky driver,
En vind i mit ansigt.
Nyt i Index Titusind:
Menneskehed • 1514; Bjergplateau • 1515 ; Evigheden • 1516.
Kærlighed i Utne
Sporet i nord – dag 10
1526. I en vig i Hardangerfjorden
Ligger Utnas huse og færgeleje;
Byens hotel fra sytten toogtyve
Er vidne om de mange vejfarende
I århundreder på vej nord og syd,
Bygget i træ, hvidmalet, kittet,
Forsiret geræk, stakit og låger.
Biblioteket ligger front mod fjorden,
To etager træ, stolt opført en gang,
Hvid afskallet maling, nu forladt,
Som det nedlagte frugtudsalg, ældet
Af brug og mangel på samme, bevaret
Som arv og minde til eftertiden.
1527. Kirken står velholdt på sin knold,
Helt i træ med spir og tag belagt
Med plader af håndhugget skiffer
Lavet til at holde i tusind år,
Lagt med omhu, med indlevelse,
Som de små haver og bygninger
På skråningen ud mod vandet
Viser en kærlighed til stedet,
Døre og bænke bag stengærder
Overvældet af grønne vækster,
Alt sat i levende materialer:Tømmer, granit, jern, glas,
Kalk, linolie, pigment.
1528. Langs gæstgiveriets baghave,
Tilgroet med gamle æbletræer,
Vokser en fjerbusk til pryd
Foran en hæk af jasmin i flor;
Som den, min elskede bragte mig
I et tempel i det gamle Hanoi
Gemt i en lille æske af blik:
En blomst af jasmin plukket
Samme morgen fra familiens træ,
En kvist, en hvid klokke, en duft
Holdt i fire hule hænder.
Nyt i Index Titusind:
Hus af træ • 1526; Skiffer • 1527; Jasmin • 1528.
Om kvægmyg
Sporet i nord – dag 7
Om kvægmyg
1517. Idyllisk blogværksted i Telemarken
Ved brinken af elvens sorte strøm;
Vandet i bevægelse, flyder bredt
Forbi stier ned gennem blåbærbuske,
Under skovfyr gennem høje bregner.
Jeg sætter mig ved lejrens bænk,
Ah, et bord, og åbner notesbogen,
Afpropper pennen en tidlig morgen,
Arbejdstid, flodbrus og fuglefløjt.
1518. Men ikke i dag, slet ikke her;
Jeg er kun ét blandt utallige dyr
Gennem umindelige tider og epoker
Drevet halvt til vanvid af kvægmyg:
Miniature sataner, 2-4 millimeter store,
Stor slægt af myg, overalt i nord,
Over totusind arter i kendes,
Kaldet knot på dansk og norsk,
Kognat til det engelske gnat.
1519. Keats har skrevet om gnats:
Et sanseligt, sublimeret naturdigt,
Der væltede mig omkuld som ung,
To Autumn, perfektioneret romantik;
Et klagende sørgekor af gnats,
Skrev mit forbillede, død af TB,
Også et ideal i morbide stunder.
Men her er noget virkelig galt
Med ungdommen og med biologien,
Og digtets fakta, master Keats,
For heroppe er knoterne psyko;
Med ansigt og øjenlåg opsvulmet
Tager jeg ydmygt myggehatten af
For mine hærdede norske kolleger;
Og de svenske og skotske med;
Beslutter, at jeg helt færdig
Med naturidyl og romantikken.
Nyt i Index Titusind:
Blåbærbusk • 1517; Kvægmyg • 1518; Knot • 1518; Naturidyl • 1519.