Det hvide C
1901. En sommerfugl, der får mig til at flagre
Mellem digt og lepidopteri, håndværk sløres:
Hvornår jeg er den ene, hvornår den anden?
Takvingens liv en slags poesi i sig selv:
At en hun vælger han efter foderstand,
At de er mesterkamuflører i visne blade,
Dette kryptografiske tegn under vingen.
1902. Så disse åndeløst skønne æg lagt på blade,
Grønne og gule krukker med hvide borter,
Som jeg kun har set på foto, men nu
Efterstræber med passion, noget jeg må se
Med denne sære og monomane og mennesketrang
At ville det fjerne, det sjældne, det høje,
Eller det unikke i det helt dagligdags.
1903. I år lader jeg alle nælder stå, også træet,
Der væltede ind over min havedam i storm:
En gammel gæslingepil og foderforsyning;
Hele foråret vil jeg jagte miniature æg
Som kodeaflæser og titusindtingfinder,
Dernæst dele verden med dem i digt;
Mit fag, min mission og mani.
Nyt i Index Titusind:
Det hvide C ◦ 1901; Sædpakke ◦ 1901; Æg ◦ 1902; Sjældenhed ◦ 1902, Gæslingepil ◦ 1903; Mani ◦ 1903
Billen og lyrikken
Billen og lyrikken
1706. Se, hvilket oplyst skyggespil og
herlighed:
En gylden bladtunge skudt ud
i middagssol,
Hvert hår på bladets kant
i stråler
På en baggrund af sorte og dybe
tenebrer;
En komposition af digt og natur
i chiaroscuro,
Tilegnet naturens enkleste essens
og forgængelighed.
1707. En bille i funklende, ravgul
fulgens,
En anelse uskarpt, en tidløs
sfumato
I sløret overgang mellem lys
og mørke;
Jeg kender ikke billens taxonomi
eller navn,
Med vilje vil jeg ikke kende fakta
og virkelighed;
Dette skal være opløftet digt om
overdådighed.
1708. Derfor skulle dette digt have fejret
en triumf
For det ufærdige, det ukendte, en ny
lyrik,
Et kald på stærke følelser og vores
reverens
For naturen og dens myldrende liv
tæt tæt på.
1709. Alligvel denne drift, denne trang
til viden,
Poetik og videnskab har nysgerrighed
til fælles;
En unøglet søgning i min billebog,
et match!
Krydstjek, et opslag til verifikation
af kendetegn,
Og snart er det evident og piftet
klart,
At dette er en blødvinge, udbredt
overalt,
En af de tætteste populationer
i landet.
1710. Jeg har har aldrig set den bille, jeg er
neofyt,
Og hvor mange ville vide, hvad den
hedder,
Bortset fra læsere af Kristeligt Dagblad
til ære,
Der skriver om biologien og klerikale
navne;
Slå selv efter, journalisten kan sit kram:
præstebille;
Et navn øst op af folkeviddet, hvor det
er kendt,
At præster energisk parrer sig
i flæng,
Som netop denne bille, der ynder et
bunkepul
På skærmplanter, røllikker, kørvel
Og gulerod.
1711. En slægt af prægtige livsduelige,
kosmopolitter;
På engelsk bjørneklo bollebiller *),
prosaisk,
Men egentligt også digterisk
redeligt;
Et bånd mellem dem og os
i sprog,
Om disse spraglede, liderlige, smukke
væsner.
1712. Så mit billede fra første tekst
synker
Sammen i lyrisk pynt og udtjent
glemsel;
Tilbage står, i digt og folkevid, en
kærlighed
Til dette billelivs ligefremme og ægte
skinbarlighed.
Nyt i Index titusind:
Bladtunge ◦ 1706; Digt og natur ◦ 1706; Mørke ◦ 1707; Overdådighed ◦ 1707; Reverens ◦ 1708; Trang til viden ◦ 1709; Blødvinge ◦ 1709; Præstebille ◦ 1710; Bunkepul ◦ 1710; Bjørneklo ◦ 1711; Sprog ◦ 1711; Ægthed ◦ 1712.
*) Hogweed bonking beetle.
Den blå oliebille
Den blå oliebille
1411. For sent til store billedag,
Men på ganske samme sted,
Kommer endnu en oliebille
På kryds af vores lille vej.
Jeg smider henrykt alt igen,
(en trækvogn, en kædesav)
Samler billen op og springer
Hundrede skridt til havebordet,
Haps, ind under petriskålen
Med hænder henna-plettede
Af kamp- og forsvarsstof,
Og dugen grøn af billebæ.
1412. Denne gang ved jeg mere:
Det natblå billeskær, og
Et indhak markeret i blåt
På bagkanten af forbrystet:
Her er den blå oliebille,
Levested mere skov end strand;
Følehorn med knæk eller knæ,
Så dette er en han.
1413. Jeg tipper ham ned i krukken,
Dækker til med låg af glas,
Her skal bedrives videnskab:
Jeg agter som billefarmer
At malke giften af ham.
Jeg griber ham i kuppelhænder
Giver ham en krablet rystetur,
Gentager en time senere med
Forventet frygt og billebæv;
Og dér; to klare, gule dråber
Sekret af giften cantharidin
På hans kampberedte knæ.
1414. Jeg slipper ham ud igen,
Han har ikke mange fjender,
Kun stortrappen til eksempel
Æder oliebiller for giften
Mod tarmkanalens parasitter.
Men pil nu ud i haven,
Her er bier nok at snylte på.
Jeg selv gør ingen bille ondt,
Langt mindre ku’ jeg drømme
Om en billeolieindvoldskur.
Store Billedag
Store billedag
1403. En sort bille krydser min vej,
Mit held her på store billedag;
Jeg smider hvad jeg har ved hånden
(en tom trillebør, en skovl)
Samler billen op i kuplede hænder;
Lange ben skraber rundt derinde,
Kribler ud af alle sprækker.
1404. Jeg glemte helt at tænke på
Er den giftig, bider den,
Gi'r den eksem på hænderne?
Et kig ind på klem, og dér:
En lysende orange oliedråbe,
Stort som et knappenålshoved
På et af mange billeknæ.
Gift altså – selvforsvar.
1405. Jeg vipper børen op med foden,
Sætter billen ned i ladet
Og triller hjem i hast,
Limousinekørsel for biller;
Fart på, op på havebordet,
Under glas fra et petrilåg.
Kroppen er tre centimeter lang,
En bille så stor og bomstærk,
At den kan skubbe låget
Frem i ryk på havedugen.
1406. Billen er svagt selvillumineret,
Changerende i sort og blåt,
Sådan som kun biller kan:
En dyb og klar aftenhimmel
Med et skær af nymåneskin,
Som vi selv så det i nat.
Den er vingeløs og langbenet,
Dækvingerne er skrumpet ind
Til halv længde af bagkroppen,
Som et sort røvbaldegardin.
1407. To fine mørkebrune bånd,
Æstetisk kantet med gråt,
På tværs af bagkroppen,
Min vej til hurtig artsID:
Dette er den sorte oliebille.
Træffes kun hist og pist,
Lokalt, varmt, tørt, sandet,
Og helt fri for pesticider.
1408. Alene dens størrelse, sorthed,
Stopper enhver op på stedet,
Også jeg; i stor begejstring.
Se bare de lange følehorn,
Den smukke leddelte struktur,
Jeg vil sige: finmekanisk drejet;
Fordi følehorn fascinerer mig:
Deres opbygning og detaljer
Ned i allermindste led.
1409. Tid til at slippe væk:
Jeg sætter hende ned
I en frostsprængt havekrukke
Og ser hende kravle op i solen.
Den sorte oliebille er kendt:
Dens livscyklus og levesteder,
Snylten i solitære biers reder,
Den kemiske formel på olien,
Cantharidin, vortedræber,
Vabelfremkaldende gift:
På engelsk derfor blister beetle,
Og oliebille på dansk.
1410. Alt dette og mere kan læres
Til glæde og livserfaring.
Her blot en solvarm tak
Til billerne og alle biologerne
For en skøn dag at kigge med
På denne store sorte oliebilledag,
Herefterdags hver den 10. april.
Kompas og kryptokromer
Kompas og kryptokromer
I - En rødhalsrede
1294. Forrige år, en mild forsommer,
Altankasser i flor på facaden
Ret under mit arbejdsvindue,
En række af nye pelargonier;
Jeg skulle lige mærke efter
Rundt om planten med fingrene,
Fordi det føles godt, og så:
Pludseligt noget levende, dunet,
Pulserende varmt mellem fingrene
Skjult derinde: en rødhalsrede.
1295. Jeg tilstår, jeg havde set noget,
Når jeg stillede mig ved vinduet:
En hurtig flaksen, en brun skygge,
Måske en blafren af vingefjer,
Så jeg vidste, at der var noget,
Nej, nogen; men en rede?
Det faldt mig ikke ind,
Selvom det burde have;
Dolus eventualis, også kaldet:
Smid den tændstik, skuldertræk;
Rod rundt altankassen, hva’ så;
Lad ske, hvad der sker.
1296. Rødhalsunger, fire, fem af dem,
Krabbede væk og rundt i panik,
Ud over kanten, faldt til jorden.
Spredte sig, gik i ly, forsvandt.
Rødhalsemoderen kaldte, klagende,
Antager jeg, fortvivlet,
Vil jeg tro; og jeg, uagtsom,
Har ødelagt årets kuld;
Klodset, dum, kulpøs.
II – Træk syd
1297. Kun en tredjedel ville overleve
Det første træk til Nordafrika
Og flyvningen her tilbage igen:
Skudt af jægere, flået krager,
Forgiftet af bønder, ædt af tamkatte,
Hapset af ugler, smadret i maskiner,
Døde af udmattelse på afveje
Forledt af radiofrekvenser,
Dødsfælder af lysforurening,
Glasfacader og glimmer i byer,
Frataget føde og rastesteder;
Hvert år omkommet i milliardtal.
Men alligevel overlever nogle
Det første træk, nu mere erfarne,
Med landskaber, konturer og
Rutens kendingsmærker fæstnet
I deres enkeltgrams hjerner.
1298. Det er med tak til rødhalse
At vi nu, efter titusinder år,
Endelig ved omtrent hvordan
Fugle finder vej på kloden.
Svaret er vidunderligt, synes jeg,
Som også den videnskab,
Den fantasi, den opfindsomhed,
Der gjorde det muligt,
Kort sagt, al den indlevelse,
Der gør undren til videnskab,
Og gør videnskab til digt.
III – Geomagnetisme
1299. Fugle, vistnok dem alle sammen,
Kan navigerer kloden rundt
På jordens magnetiske felt.
De sanser retning og position
Ved at afbilde jordens magnetfelt
Med få centimers nøjagtighed
Over afstande på tusinde kilometer.
1300. Rødhalse er gransket og studeret
I mere end et halvt århundrede;
Lukket inde i bure og beholdere,
Vendt, drejet og flyttet,
Bestrålede med magnetfelter
Lyspåvirket: blåt, grønt og rødt.
Blændede, lokalbedøvede og
Bestrålede med radiobølger,
Magneter vendte op og ned
På nord og syd, uden resultat,
Vævsprøver og biopsier med
Stakke af biokemiske diagrammer.
Dette er hvad man fandt:
1301. Rødhalse har en sans, mere end en,
Der opfanger geomagnetisme,
En uhyre svag impuls af energi,
Mange millioner gange svagere,
End man troede muligt
At opfange med organiske sanser;
Men det er uomtvisteligt, at de kan.
1302. Studierne viste at rødhalsens ”kompas”
Ikke har nord-syd polaritet,
Som menneskers tekniske kompas,
En selvprojicerende forestilling
Om andre dyrs orienteringsevne.
Nej, rødhalse opfanger hældningen
Af de geomagnetiske bølger
Fra pol til geomagnetiske ækvator;
Det er et inklinationskompas!
Rødhalse opfanger vinklen
Af jordens magnetiske bølger
I retning mod eller væk
Fra den magnetiske ækvator,
Hvor hældningsgraden er nul:
Det betyder at en rødhals
Ved hvad retning, hun skal flyve.
1303. Rødhalse kan også opfange
Styrken af det geomagnetiske felt,
Som er stærkest ved polerne
Og svagest ved ækvator,
Uendeligt svagt, faktisk,
Målt i mili- eller mikrotesla,
Svagere end magnetismen
Under en højspændingsledning,
Svagere end elektroners murren
I fuglens egen krop.
1304. Ved at kende magnetfeltets styrke
Kan rødhalse finde deres position
Langs klodens nord-syd akse.
Tilsammen med det andet "kompas":
Hældningen af magnetbølger,
Der angiver fuglens retning,
Kan fugle opfatte noget, der ligner
En længde- og breddegrad.
1305. Hvor der er en ydre påvirkning
Skal der også være en modtager,
Og derfor søgte forskerne i årtier
Rødhalsens magnetreceptorer:
Hvad er de, hvor er de, og
Hvordan virker de?
IV - Kryptokromer
1306. Fra kvantemekanikken kendes
Et fænomen der kaldes radikale par:
To molekyler, der udveksler elektroner
Og derved skifter elektrisk ladning.
Når et radikalt par dannes
Begynder begge molekyler at snurre,
Enten parallelt eller modsat.
Det skaber to elektriske tilstande:
Udgangstilstand og signaltilstand.
Et radikalt par skifter tilstand
Mellem parallel og modsat spin
Millioner gange på få mikrosekunder.
1307. Forskere formulerede i 80’erne
Den teori, en epifani faktisk,
At radikale par er nøglen
Til rødhalses geomagnetiske sans;
Og fordi et radikalt par
Kræver lys for at dannes,
Må det findes i fuglens øje.
1308. I år 2000 foreslog et forskerpar,
At receptoren er et protein i
Rødhalsens og andre fugles øje.
Dette protein, kaldet kryptokrom,
Danner radikale par når det rammes af lys.
Teorien sagde, at magnetiske bølger
Påvirker spinnet i radikale par
I parallel eller modsat bevægelse.
Spinnet skaber elektriske impulser,
Der sender tænd-sluk signaler til
En biokemiske signalfunktion,
Der kan ses som en "vippearm"
På ydersiden af kryptokromet.
1309. Kryptokromer findes i fugleøjet
På stavcellernes spidser.
Når kryptokromer derfor er spredt
Ud over nethindens bue
Kan fuglen "se" retningen
Af magnetbølgers indfald i øjet.
På samme måde kan dyr og fugle
Retningsbestemmer lys og lyd
Med parvise øjne og ører.
1310. Forskere har biokemisk forklaret
Hvordan radikale par i kryptokromet
Affyrer neurotransmitterede impulser
Til fuglens synscenter i hjernen.
Vi må derfor tro, at rødhalsen
På en måde, vi nok aldrig får at vide,
Kan ”se” jordens magnetiske felt;
Dette ”syn” eller dette ”billede” eller
Dette sanseindtryk er et ”kort",
Som fuglen skal bruge for
At orientere sig, for et kende ruten;
Et "kort" i form af lys? figurer?
Af pixellerede felter? Bølgede linjer?
Et "kort", der passer til "kompasset":
Tillærte ruter, vigtige pejlemærker.
Måske noget helt andet: lysspektre,
Ultraviolet eller infrarødt, eller
Magnetiske egenskaber i landskabet.
Altsammen er muligt.
1311. Fugle har udviklet andre sanser,
Som de bruger til navigation:
Fuglenæb indeholder mineralet magnetit,
Det mest magnetiske stof der kendes.
Biokemiske processer i næbet
Sender neurotransmiterede signaler
Til dele af fuglenes hjernestamme;
Her er, muligvis, den neurologiske sti
Til sansning af geomagnetismens styrke.
1312. Givet er også, at fugle bruger syn
Lugt, hukommelse, erfaring,
Bjerge, have, kystslinjer,
Måske lyd, temperatur, vindretning,
Måske noget helt femte og sjette
I deres sted- og retningssans.
V – En større verden
1313. En ny indsigt, en større verden,
Der bliver lige så selvfølgelig
For mine børn og børnbørn,
Som idéen om fuglens kompasnål,
Var for mig, da jeg som dreng
Så svaler flyve bort.
1314. Til et kuld af rødhalsunger
Begavet med globale evner,
De aldrig nåede at bruge;
Uforvarende udslettet,
Strøby Strand, sommer 2022.
Til minde.
Et stort antal forskere har gennem de sidste 75 år bidraget til den akkumulerede viden om fugles navigation ved hjælp af jordens geomagnetiske felt. Jeg kan umuligt nævne dem alle her; men lad mig nævne nogle få, som jeg med stort udbytte har læst artikler af: Klaus Schulten, Thorsten Ritz, Henrik Mouritsen, Peter Hore, W. Wiltschko, R. Wiltschko.
Ed Yong An Immense World (2022) er en superb introduktion til levende væseners sanseevner og anbefales varmt til alle. Bogens kapitel om fugles evne til optisk geomagnetisk navigation gav mig viden og inspiration til digtet ovenfor.
Kend din krage
Kend din krage 1056. Alle børn kender kragen: En standardsættende fugl, Et symbol i sig selv, På fugl og menneske Sammen i titusind år. 1057. Alle børn har hørt om ravnen Fra bøger, film og gudelære; Men kun få, og med tiden færre, Kender deres kragefugle. Men se bare her hvordan. 1058. Råger er kulsorte undtagen Et hvidt bånd om næseroden. Det gør panden høj, Skidtvigtig, selvsikker; En hofmand spankulerer rundt. 1059. Sortkragen er helt sort, Forveksles tit med rågen, Men den har helt sort næb, Og er mindre en ravnen. Kra kra for krage. 1060. Gråkragen er grå På nakke, ryg og bryst, Og – vigtigt - sorte øjne, Sort hoved, vinger og hale. En dygtig chikaneflyver Mod rovfugle på farten. 1061. Alliken er den mindste, Forveksles med en gråkrage, Men kendes på sin hvide øjenring, De grå partier er mørkere Blandes med det sorte. Stemmen er meget lysere, Et skarpt, to-tonet kald. 1062. Ravnen findes ikke tit; Meget stor, meget sort, Meget hæs, meget kraftig næb. Næsten udryddet, da jeg var barn (16 par undgik gift og kugler *). Med held eller indsats Ses den nu i hele landet. 1063. Tres år før jeg tog mig sammen Efter et liv blandt alle disse Sociale og kloge fugle; Skamfuld i det skjulte Over ikke at kende forskel, Men nu lettet, skyldforladt, Fløjter glad til dem på vejen. En lille hverdagsstolthed: Nu kan jeg mine krager. 1064. Når du ser en kragefugl; Vent lige lidt; kig efter, Find dens felt- og kendetegn; Godt for kragen, godt for dig; Lær det med dine (børne)børn, De husker det for livet. *) Se hertil børnesangen Højt på en gren en krage sad. Sangen kunne have handlet om giftudlægning, men denne form for aflivning har aldrig vundet indpas i den danske sangskat.