Mols bjerge on my mind
1109. Ebeltoft ligger dér,
hvor landet sidst blev skabt,
i bugten, i den halve horisont
med blåt, kruset vand,
den vidåbne himmel og
landtanger med skov.
1110. Byen strækker sig
ud langs kystlinjen.
Huse og gader
renskurede,
hvidkalkede,
brostenstoppede,
turistforberedte,
stemningsoptimerede,
æble- og kaffeduftende
i efterårets hvide sol.
1111. Stier findes overalt,
blandt landets bedste:
Langs kyster, klitter, strand;
gennem sumpe, moser,
plantageskov, ungskov
enge, tunneldale;
snor sig over moræner,
overdrev, bakker;
Forbi dybtblå søer,
mos, stubbe, svampe,
kokasser, hestepærer,
trådhegn, åbne enge
biller, rævelort og
selvsmækkende låger.
1112. Dampen stiger op
fra kogeapparatet,
Det emmer fra næsebor
i aftenmørket, lygter og
gafler i vanteklædte hænder.
Et rygende hvæs,
månebelyst pisstråle
under tavse stjerneskud;
En frostklar himmel
i den enorme nat,
teltdug med iskrystaller,
ravnekald henad daggy.
1113. Dagevis, milevidt
gennem landskabet;
på anlagte stier,
dyreveksler, hulveje,
dér hvor isbræen lå,
kun titusind år siden,
hér hvor vi går,
dag på dag,
til støvlers knas i grus
mens jeg tænker, at herfra
udgår vores fortælling,
den som alle kan:
istid, afsmeltning,
indvandring fra syd,
stenalder, vikinger;
døde konger, blå øjne;
Vores dybeste forestilling
om at være menneske i nord
begynder efter sidste istid;
Før da, kun lidt hulemalerier,
nogle neanderthalere sydpå,
og så uddøde dinosaurerne;
Et stort hul i nordboers
kollektive bevidsthed,
vores dunkle palæopsykologi,
på 60 millioner år.
Vi bestiger endnu en moræne:
Fra toppen ses Ebeltoftbugten,
et mægtigt landskab i hvile,
tindrende i urtidsfarver.
Stevns Klint
Stevns Klint
I
918. Kun til fods mærker man landets linjer:
Hvordan undergrunden bølger under stien,
Hvordan sten og rødder skubber jorden ud
Og vandet åbner revner, sprætter fladen op.
919. Nogle vandrere siger at de kan mærke
Stiens molekyler mellem deres tæer;
De kan mærke, hvordan landet blev lavet,
Lag på lag, havbund ovenpå havbund.
920. Kun med fødder og med fingre
Fornemmer man de levende lag,
Der hobede landet op i årmillioner;
Fra kalkens mosdyrsskeletter
Til alger i kridttidens lunke hav.
921. Det er kun en ubetydelig åbning i
Den kilometerlange slåenbræmme;
Men hér er stien ud over kanten:
Omkring 25 meter lodret ned.
Det kræver smattet reb og stiger,
At forcere muddertrin på muddertrin
Ned gennem buskads til nutidshavet.
922. Kridtlaget her stikker dybere og dybere:
Fire- fem- ni hundrede meter tykke lag
Af komprimerede mikrokrebs og skaller:
Enorme lag af fortids liv og mineraler
Under min fødder, mellem mine fingre.
923. Havet graver sig ind i klinten,
Opbløder det porøse materiale,
Sliber runde klumper af gulligt kridt,
Der ligger blandt strandens sten,
Lidt ru på overfladen og kornet,
Efter umindelig tid i jordens skorpe.
924. På klatreturen op til kanten igen,
Forbi bølgede lag af sorte flintesten
Og tynde streger af kosmisk støv
Indlejret og indfarvet i fiskeler,
Passerer jeg den ene katastrofe
Og når op i lyset til den næste.
II
925. Mange vandrere tyder landskabslinjer
Øjet finder dem: de åbne og de skjulte,
De brutale med de bløde.
Men her på Stevns Klint
Finder vi landskabsstrimler:
En smal kant og en strimmel krat
Holder stand mod generationer
Af pløjede marker, herremænd
Udpinte bønder og rette linjer
Overalt i dette flade land.
926. Man mærker aggressionen
Fra afspærrede, forbudsbeskiltede,
Mandshøje jordvolde og trådhegn
Rundt om landskabsskændernes
Snorlige, maskintrimmede indkørsler
Og sprøjtede, pastelgrønne plæner
Klippet helt ud til jordens ende
I besidderhovmod og korruption.
927. Sidste år blev strimlen bredere.
En fredningssag lagde 25 meter
Til trampestiens smalle fodfæste.
Det kan ses med det samme:
Vegetation og insekter myldrer frem;
Men også vrede i høstmaskinens sving
Ind over nyligt fredet land.
928. Klintekanten skifter karakter;
Vildere, højere, flere farver.
Her vokser nye urter og planter,
Gulnet, hårfint græs føjer sig
I vindens retning ud mod havet.
Vandreren nikker til kendte arter,
Botanikeren finder sjældne blomster.
Skilte opsat med droneforbud
(Jeg var længe om at tyde det)
I dette ældste af levesteder.
III
929. Hvide sommerfugle flagrer op
Overalt i den åbne vegetation.
Kilometer efter kilometer
af smalt, nyt overdrev med knopurter,
Tidsler, regnfan, gyldenris,
Og hegn af tjørn, slåen, hyld,
lidt hybenroser og skovæbler.
930. Kålsommerfugle og takvinger
Er ikke arketypens tætte sværm;
Men den fredede klint er nu
Et tegn på overflod og bonitet
På en nøjsom, kalkrig jord.
Bier kravler rundt på sene blomster
Og selv en pelset duehale svirrer
Som en kolibri fra urt til urt.
IV
931. Boesdal Kalkbrud har fået
En ny turistmaskine,
En forsænket linje i landskabet
Bygget af stedet selv;
En evighedsvision om
Bygning og landskab i ét;
En tidskapsel til eftertiden,
En moderne landskabsfortælling
Om klinten, livet, kosmos,
Og os.
932. Nede på klippen over havet
Bygger turister varder af sten;
Urgammel landskabsarkitektur,
Den første fortælling om universet.
933. Ude på sporet står skilte
Med den nutidsnære skildring
Af klippeskærere, flinteknusere,
Forarmede fiskere, kirkebyggere.
Det forklares at erhvervene er borte,
Men ikke at fisken er væk.
I dag er kun havet tilbage.
V
934. De gamle fuglekiggere smiler
Og trænges sammen i tårnet
Længere nordpå ved Mandehoved
Med teleskoper og termoflasker.
Spejdende skanner de horisonten,
Småsnakker, driller, chatter.
Op og ned langs kysten går rygtet,
At hvepsevågerne er kommet.
Ude på ruten søger fuglefolket
De gode steder at stille udstyr op,
De misser med skarpe øjne;
Landsfarende, fugleopsøgende,
Kyndige i naturtegn og fuglekald;
Shamaner uden indre stemmer
VI
935. Skumringen falder over stien,
Inden jeg når til Rødvig.
Istidens moræneler og grus
Polstret af plantemuld og græs
Blandet med molekyler
Og fossile fortidsorganismer
Sidder under mine trætte tæer.
Aftenvandrere sidder stille
I skellet mellem liv på jord
Og alt det andet derude.
En rød, glødende sol
Hænger over kysten og
Det gyldne vand.
Nyt i Index Titusind:
Undergrund • 918; Havbund • 919; Kridttid • 920; Vandresti • 221; Kridtlag • 922; Jordens skorpe • 923; Kosmisk støv • 924; Landskabslinjer • 925; Fredet land • 925; Landskabsskænder • 926; Fodfæste • 927; Vindretning • 928; Knopurt • 929; Arketype: sommerfuglesværm • 930; Klint • 931; Varde • 932; Fiskebestand • 933; Hvepsevåge • 934; Shaman • 935; Moræneler • 935.
Stenalderkvinde
Stenalderkvinde 57. Her går jeg, her gik du, stenalderkvinde, ad hvilke spor, med hvilken frygt? 58. Denne kyst, denne strand, dette dovne vand, dette blanke hav med bræmmer af det hvideste lys og pakis, der kaster kulde af sig og inde på kysten ligger kæmpe knuder af filtrede rødder under væltede træer. 59. Samme stilhed, samme ørne, samme snegle. Litorinahavet! Urkysten langs hvilken vi begge går. 60. Nyt fra Doggerlandet, hvor havet rejste sig så højt som træer, brølede, rasede, rullede og rev dem bort. Fortællinger kom vandrende fra vest langs floder og nye kyster, båret til fods, sommer efter sommer. 61. Fortællinger om katastrofer og varsler omkring bålet ved stranden, børneansigter gemmer sig under huderne, øjne skinner inde fra bylten under din hage. 62. Hvad fortæller du, stenalderkvinde, til dine børn? Hvad glæder jer, hvad skræmmer jer? I stilheden ved bredden lyden af latter, stemmer fra skovbrynet, sort og tjavser hår, brede fodspor og fem tæer i samme sand. 63. Stenalderkvinde, eminente naturalist! Kender og gransker af de titusind ting omkring dig: udforsker med alle sanser, iagttager, beskriver, giver navne. Der er tryghed i gentagelsen, og verden forstås i genkendelsen. 64. Stenalderkvinde, ursemiotiker! Læser alle tegn, tyder alle varsler, taler med fuglene, snakker træers sprog, forklarer nattens lyde. 65. Moders ophav, fødsler gennem tusind generationer. Hvor mange døde ligger nu i højene oppe på åsen? Jeg går forbi sporene af dine børn og efterkommere, sat i verden fra samme sted gennem titusind år. 66. Hvad gør du ved moderkagen? Jager hundene bort, blander den med sællever, spiser den rå eller brændt og rygende varm fra bålet? 67. Hvem gav du liv, og hvem tog dit? Dræbte man de gamle? Slog man dig ihjel, da du blev gammel nok? 68. Hvem klemte du fast mellem dine lår, eller modtog som en hund, en ulv, hvad så du i øjnene når de bristede i råb og sæd og krampestød? Var det elskov, var det vold, var der ord? 69. Hvad hedder mor og far på palæolitisk? Har i ord for kærlighed og begreb for ting og tid? Er skov og tid det samme ord? Gør i forskel på i dag og i går? Hvordan siger I en hasselbusk, et elmetræ? Hvad hedder mandens rejsning, hvad hedder jord? 70. Her går jeg, her gik du, stenalderkvinde. Bølger slikker op på bredden, det rasler lidt i strandens grus, sandet er fugtigt og fast under mine fødder. 71. Jeg lærer de titusind ting igen, ser med dine øjne, erfarer med dine sanser, berører med dine fingre, og ærer dem i min egen tid. 72. Landet sank i havet for dig, og det vil forsvinde igen for mig. Stenalderkvinde, ad hvilke spor, med hvilken frygt?
Nyt i Index Titusind: Stenalderkvinde ◦ 57 ; Pakis ◦ 58 ; Snegl ◦ 59 ; Sommer ◦ 7 60 ; Bål ◦ 61 ; Fodspor ◦ 62 ; Navngive ◦ 63 ; Titusind ting ◦ 63 ; Tegn ◦ 64 ; Ås ◦ 65 ; Moderkage ◦ 66 ; Slå ihjel ◦ 67 ; Sæd ◦ 68 ; Skov ◦ 69 ; Bølger ◦ 70 ; Sanser ◦ 71 ; Berøre ◦ 71 ; Spor ◦ 772.