Om mønster – ikke-mønster i et topskudaf normannsgran
eller
Åh, hvor jeg dog elsker nåletræers skud Hvert år, når nordmannsgranen springer ud.
1669. Nye nålekvaster, fine og babybløde, Intense nuancer af spædgrønt lys; I midten den skællede drudefod, Ru, klistret bark og duften, duften: Terpener, ah, terpenerne, mit ken.
1670. De fire skud forskudt på skuddet I forhold til sidste og forrige år; En vindel drejer og og op og Giver træet form og ligevægt; Den femte knop et skud i højden.
1671. På hver skudspids endnu en hinde, Et skud i fosterstand, tregrenet; To til vækst i bredden og det tredje Til vækst i længden, sytten knopper Gentaget hvert år i træets levetid.
1672. Alt jeg ser er mønster – ikke-mønster: Et mønster, men ikke to er ens; Fuldkommen, men aldrig færdig, Symmetrisk, men aldrig hel; Skøn, altid denne forundring.
1673. Det skønnes medium er form og tid: Form som mønster – ikke-mønster; Tid som gentagelse – ikke-gentagelse; Lidt anderledes, hver gang vi ser, Heraf opstår fornemmelsen for liv.
1674. Skuddet er sin egen historie Om form og tid i forandring, Genskabt år for år for år; Ikke fuldendt, stræber ikke, Kun næsten og det er skønhed nok.
Åh, hvor jeg dog elsker nåletræers skud Hvert år, når nordmanns granenspringer ud.
Nyt i Index titusind: Nålekvast ◦ 1669; Drudefod ◦ 1669; Ligevægt ◦ 1670; Fosterstand ◦ 1671; Mønster – ikke-mønster ◦ 1672; Det skønne ◦ 1673; Form og tid ◦ 1674; Nåletræers skud ◦ 1674.
1383. Under vores sovekammervindue, Åbent i morgenluften, tilsnuset, En salig duft af nåletræ, Sommer, skov og terpentin, Med et strejf af kruspersille På salvede fingerspidser, Vokser fem dværgcypresser På række i en blomsterkasse; Solgt for en tier stykket, Som millioner andre potteslaver Sendt ud for at dø hvert år I danske haver.
1384. Også jeg har hjembragt, Modvillig massekonsument, Ti styks fra et plantemarked, Blågrønne cypresser i miniature: Én af hundredvis af sorter, Tit med menneskenavne, Plantet med bedste vilje, Passet efter ringe evne. Efter et år er fem i live; Vi så de andre visne hen, Med ærgelse, i tristhed, Kastede dem på kvaset, Hen i kulstoffets kredsløb: Ingen og intet er nytteløse; Man kan altid komposteres.
1385. Så en dag i marts, Klam, rå, og dog, Dufte tæt på jorden, Og en fedme i luften Af væksthuskemi, Ser vi et rødligt skin På en lille cypres, Så småt at det syner Som smuds på brilleglas. Men se efter, kom nærmere: Træet, tyve centimeter højt, Har sat små højrøde spidser På sine skællede kviste.
1386. Det er cypressens hankogler, To-tre millimeter lange, Men synlige på afstand. Under lup en aflang klase Af skarlagensrøde kugler Fyldt med pollensække. Nogle er endnu dækkede Af kogleskæl, brune ved roden Og gulligt hvide i spidsen, Som en tånegl på en olding; De begynder som grønne skæl, Men på toppen, seks led oppe, Er de gullige og sorte, Hele koglen sat i en klo, Af spidse tænder i grønt.
1387. Pollen til en ny generation, Hvis der er hunkogler at få; De kommer måske senere, For cypresser er enboere, Han- og hunkogler på samme træ, Måske snart, måske aldrig, Sorten ku' være steril, Som resultat af forædling, Som vi siger, altid klar Som naturens benefaktor. Men viljen og evne er der: Vi følger dem til sommer, Værner om dem til vinter, Og be’r om frø til næste år. En planteproletar går fri Under vores vindueskarm.
Chamaecyparis: en lille slægt af cypresser, der på dansk kaldes dværgcypresser, nogle gange ædelcypresser (og på engelsk falske cypresser) og som tæller nogle af de mest udbredte sorter af cypresser, der masseproduceres som prydtræer til europæiske haver. I sine vildtvoksende former tæller slægten en art fra Taiwan, der menes at have frembragt det største levende træ nogensinde. I mange egne af Asien skattes træet og dets ved, der bruges til bygning af templer.
