Om mønster – ikke-mønster i et topskudaf normannsgran
eller
Åh, hvor jeg dog elsker nåletræers skud Hvert år, når nordmannsgranen springer ud.
1669. Nye nålekvaster, fine og babybløde, Intense nuancer af spædgrønt lys; I midten den skællede drudefod, Ru, klistret bark og duften, duften: Terpener, ah, terpenerne, mit ken.
1670. De fire skud forskudt på skuddet I forhold til sidste og forrige år; En vindel drejer og og op og Giver træet form og ligevægt; Den femte knop et skud i højden.
1671. På hver skudspids endnu en hinde, Et skud i fosterstand, tregrenet; To til vækst i bredden og det tredje Til vækst i længden, sytten knopper Gentaget hvert år i træets levetid.
1672. Alt jeg ser er mønster – ikke-mønster: Et mønster, men ikke to er ens; Fuldkommen, men aldrig færdig, Symmetrisk, men aldrig hel; Skøn, altid denne forundring.
1673. Det skønnes medium er form og tid: Form som mønster – ikke-mønster; Tid som gentagelse – ikke-gentagelse; Lidt anderledes, hver gang vi ser, Heraf opstår fornemmelsen for liv.
1674. Skuddet er sin egen historie Om form og tid i forandring, Genskabt år for år for år; Ikke fuldendt, stræber ikke, Kun næsten og det er skønhed nok.
Åh, hvor jeg dog elsker nåletræers skud Hvert år, når nordmanns granenspringer ud.
Nyt i Index titusind: Nålekvast ◦ 1669; Drudefod ◦ 1669; Ligevægt ◦ 1670; Fosterstand ◦ 1671; Mønster – ikke-mønster ◦ 1672; Det skønne ◦ 1673; Form og tid ◦ 1674; Nåletræers skud ◦ 1674.
1582. To massive London plataner, To klassiske buer i røde sten; Romersk byggeteknik krydset Med en ægte træhybrid, Én er plantet, den anden bygget; Former, sammenskabte.
1583. Jeg er tryg i træets nærvær, Komfortabel under deres grene, Tæt ved den olivengrønne bark Inde ved stammen, opvokset, Hvor også jeg stammer fra; Steder, sammenlagte.
1584. Vi er beslægtede, træet og jeg, Jeg kender deres afstamning Lige så vel som mine aner; Jeg ved, hvem ægtede hvem, Og hvem krydsede med hvad; Ophav, sammenvoksede.
1585. Jeg ved, hvor de største træer står På brinkerne og langs bredderne, Hjemtræ og landemærker i parken, Vi løb dem i møde på faldne blade, Mit barnebarn og jeg, i sommers, Slægter, sammenbragte.
De to billeder har jeg taget i Richmond foran Twickenham Bridge; de to hvælvinger i baggrunden er en indgang til Old Deer Park. Træet kaldes på engelsk London Plane, på dansk almindelig platan. Træet er en hybrid, der kan reproducere sig selv, altså en ægte hybrid. Den oprindelige krydsning var spontan og kendes både fra Spanien og England i det 17. årh. Træet er en krydsning mellem den orientalske platan (P. orientalis) – indbragt fra måske Tyrkiet og ivrigt plantet i romersk tid – og det amerikanske sykamoretræ (P. occidentalis) – indbragt fra Nordamerika. Træet blev tidligere kaldet spansk platan. Men på nutidig spansk siger man skyggeplatan, og på fransk ahornbladet platan. London Plane er et yndet park og storbytræ. Platanen er enbo, dvs. med han- og hunblomster på samme træ. Som et flerkønnet væsen referer jeg til dem med pronomet deres.
1464. De første blomster falmer nu, fejet væk, Sol og skygge på et æbleblad i forårsvinden; Støvdragere skrumper, tørrer ud, pollen ødslet bort; Grønne blade, blanke, dunbesatte suger sol; Svøbblade fæstnet til frugtanlæg, smuldrer i høst.
1465. Træets skønhed i bevægelse, en balance Mellem forfald og frugtbarhed gennem livet. Jeg passerer forbi båret ud i dagens lys; De andres liv nås kun glimtvis i stillehed; Vi er flygtige sammen, visner og vokser.
1432. Plante til pynt i potte af plast Plast til plante i potte til pynt Pynt af plast til potte og plante Potte af plast til plante til pynt Pynt i potte af plast som plante Plante og pynt i plast og potte Pottet plante pyntet med plast Plast og potte med pyntet plante Plante af plast i pynt med potte Potter, milliarder hvert år til en tier.
1433. Plante til pynt i potte med pest Pynt i potte med pest i plante Potte med plante og pest til pynt Pest i potte med plante til pynt Pest til import med pynt og patogen Plante til pynt med plast i Puglia Plast og patogen i Puglia til pynt Puglia i plast og plante med patogen Pest og patogen i plast til plante Pest over Puglia fra plante i potte.
1434. Puglias tres millioner oliventræer Draperet i nobelt gråt og slør; Puglias tres millioner indgroere Ramt af pest og importeret patogen, Aflidende, døde, snart, hver og en; Tabet af et træ er smerteligt, tomt, Tabet af en skov er chok, sorg; Tabet af tres millioner medgroere, Fældet, parteret og brændt på bål, Er en civilisation i aske og støv.
Nyt i Index Titusind: Plast • 1432; Pest ◦ 1433; Plante ◦ 1432; Oliventræ ◦ 1433; Patogen ◦ 1433.
Siden 2015 har udbrud og infektion af oliventræer med centrum i Puglia i Italien medført uddøen af omkring en tredjedel af egnens tres millioner oliventræer. Infektion skyldes en bakterie, Xylella fastidiosa, der antages af stamme fra ornamentelle kaffeplanter importeret fra Mellemamerika. Nye underarter af X. fastidiosa er allerede fundet i Italien. Infektionen er spredt videre, bl.a. til Corsica og rammer også andre planter, bl.a. fuglekirsebær og rosmarin og inficerer desuden planter, der ikke udviser symptomer og som derfor er smittebærere, som lettere undgår opdagelse.
1388. Ét blandt hundredtusinder, Frugt fra uindhegnet land, Smidt som mast i efteråret: Et agern sprækker op, Åbner sig, skyder ud I den lune forårsdag.
1389. En ravfarvet rodspids På en højrød kimstængel; En tunge slikker jord, Borer pæleroden ned og Spænder agernet fast; En ny stilkeg slår rod.
1390. Agernets to kimblade, Proppet med proteiner, Mineraler, vitaminer, Rullet og indkapslet I hvidgule hemisfærer, Venter på jordkontakt.
1391. Jeg lægger agernet ned, Sådan som jeg fandt dem, Han og hun på samme træ. Til næste år allerede Helvedsbandt forbundet, Umulige at trække op.
Nyt i Index Titusind: Mast ◦ 1388; Agern ◦ 1388; Pælerod ◦ 1389; Kimblad ◦ 1390; Efterår ◦ 1391.
1383. Under vores sovekammervindue, Åbent i morgenluften, tilsnuset, En salig duft af nåletræ, Sommer, skov og terpentin, Med et strejf af kruspersille På salvede fingerspidser, Vokser fem dværgcypresser På række i en blomsterkasse; Solgt for en tier stykket, Som millioner andre potteslaver Sendt ud for at dø hvert år I danske haver.
1384. Også jeg har hjembragt, Modvillig massekonsument, Ti styks fra et plantemarked, Blågrønne cypresser i miniature: Én af hundredvis af sorter, Tit med menneskenavne, Plantet med bedste vilje, Passet efter ringe evne. Efter et år er fem i live; Vi så de andre visne hen, Med ærgelse, i tristhed, Kastede dem på kvaset, Hen i kulstoffets kredsløb: Ingen og intet er nytteløse; Man kan altid komposteres.
1385. Så en dag i marts, Klam, rå, og dog, Dufte tæt på jorden, Og en fedme i luften Af væksthuskemi, Ser vi et rødligt skin På en lille cypres, Så småt at det syner Som smuds på brilleglas. Men se efter, kom nærmere: Træet, tyve centimeter højt, Har sat små højrøde spidser På sine skællede kviste.
1386. Det er cypressens hankogler, To-tre millimeter lange, Men synlige på afstand. Under lup en aflang klase Af skarlagensrøde kugler Fyldt med pollensække. Nogle er endnu dækkede Af kogleskæl, brune ved roden Og gulligt hvide i spidsen, Som en tånegl på en olding; De begynder som grønne skæl, Men på toppen, seks led oppe, Er de gullige og sorte, Hele koglen sat i en klo, Af spidse tænder i grønt.
1387. Pollen til en ny generation, Hvis der er hunkogler at få; De kommer måske senere, For cypresser er enboere, Han- og hunkogler på samme træ, Måske snart, måske aldrig, Sorten ku' være steril, Som resultat af forædling, Som vi siger, altid klar Som naturens benefaktor. Men viljen og evne er der: Vi følger dem til sommer, Værner om dem til vinter, Og be’r om frø til næste år. En planteproletar går fri Under vores vindueskarm.
Chamaecyparis: en lille slægt af cypresser, der på dansk kaldes dværgcypresser, nogle gange ædelcypresser (og på engelsk falske cypresser) og som tæller nogle af de mest udbredte sorter af cypresser, der masseproduceres som prydtræer til europæiske haver. I sine vildtvoksende former tæller slægten en art fra Taiwan, der menes at have frembragt det største levende træ nogensinde. I mange egne af Asien skattes træet og dets ved, der bruges til bygning af templer.
1272. Kyst efter storm, Fugtig luft falder på tungen, Ligger på den åbne hånd. Strand, sten, vand, Horisont og himmel Toner ud, falder sammen I et kontinuum af gråt;
1273. Brisen er tyk og dvask, Tåge driver ind på kysten. Den eneste lyd er bølger, Der lapper op på bredden. Kun lavfrekevente lyd Høres i den tætte stilhed, En skibsmotor, diesel, dunker Et par sømil ude, retning Sverige.
1274. Stormen flyttede bræmmer af sten: Titusinder, hundredtusind tons Fejet op, løftet, lagt ind i landet; Den gamle jærne af kugleflint Og lange tunger af sand Skubbet ind i kystens skov.
1275. Hundredvis af træer rykket op, Væltede, knækkede med Mandshøje rodklumper Havvendte, ned langs kysten. Der er styrke, intensitet her, En følelse af higen Af eminent vilje I mylderet af rødder, Stormspulede og sandblæste, Der rækker ud mod havet.
1276. En stor eg, hundredårig, Revet over ved roden, knækket, Levende og ormestukket ved, Et hult gab i egens indre, Det friske, gule brud vendt ud I det vintervåde vejr.
1277. Drivtømmer og store træer, Afbarkede og slebne af havet Kastet ind over kysten På tværs af væltede træer. Filtrede smårødder i tætte kugler, Mast ind blandt buske og krat; Gule, orange, hvide vidjer Frisk flåede af stormen.
1278. Tåge og grå skumring Fordrejer tid og lyd, Skaber ubevægelighed. Jeg synker ind i tiden, Står her, som folk har gjort I titusind år, kigger ud over Skovklædte næs og åbne vige, Ud mod verdens krumning.
1279. Et par billygter blinker Inde på kystvejen fra Køge. Stranden er bredere nu; Landet blev igen lidt mindre Natten over.
1206. Bøg slår eg ihjel; Vokser højere, hurtigere Udskygger egekronen I langsom kvælningsdød, (ville vi sige, uden at tænke). Men her har vi brug For et vegocentrisk ord For død ved mangel på lys; Det er faktuelt at skrive, At egetræet dør af sult).
1207. En ung bøg skyder op Ranglet, grenløs og farlig, Spreder toppen ud og Presser en ældre eg, Fortabt og eksponeret.
1208. Egen svækkes år for år Fælder sine store grene, Som er for dyre i energi, Skyder nødhjælpsgrene ud Op og ned på stammen; Ti år til, og egen dør.
1209. I foråret greb jeg ind, Drevet af konfuse sympatier Og misforstået selvjustits. Fik bøgepiraten topkappet, Stynet ned til et liv Som stækket underskov.
1210. Den sommer satte egetræet Dybere grønne, tættere blade, Dobbelt så mange skud, Som sine tre søskende ege. Egen sugede lys til sig, Kunne slet ikke få nok, Og her til efteråret, Står den grøn endnu, Stadig grådig efter lys Og mere himmelhvælv.
II
1211. En skovridder lærte mig som ung, Noget vigtigt om træer. Han stod i min have, Tog bestik af en vandgran; Den troede den skulle dø, Sidste år i tørken, sagde han.
1212. Det er tredive år siden, Men nu forstår jeg, hvad han sagde: Træer ved, hvad de gør, De er individer med selvhed. Træer kan noget, de er levende; De er bag om ryggen på os.
1213. En naturvejleder i Malaysia, Gammel soldat, junglekender, Viste mig noget mere: Kan du se, sagde han, Og pegede op i løvet, Det træ er stresset. Jeg forstod ham godt, Og alligevel kom det som Et slags bevidsthedsstød *) Pludselig at se et træ, Som et sårbart individ, Som jeg selv. Jeg kunne have omfavnet Dem begge.
1214. Jeg ville meget gerne Gå med ham ud igen, Ud at læse træer På stille junglestier, Lægge hånd på bark, Lære at se og tale igen. Jeg gemte hans navn I mange år, men det er tabt, Den ven, jeg aldrig fik.
1156. En stub med et skud af taks På en bund af brune blade Fra stilkeg, rødeg og bøg. Den er dækket, nej, opbygget I det smukkeste lagdelte mønster: En broget læderporesvamp, En saprofyt, der nedbryder Dødt organisk materiale; Vigtig i kulstofkredsløbet Fordi netop denne svamp Nedbryder lignin i dødt træ, Det protein, der giver hårdhed, Og gør træer, ja, til træer; Altså hårdt, svært nedbrydeligt. Men lædersvampen den kan; Omsætter cellulose til glukose, Og gør det på fineste vis: De ligner taglagte terasser Eller måske de hængende haver; Og folk kommer forbi, stopper, Og siger næh, hvad er dog det? For denne svamp er en af de Skønneste saprofytter.
1157. Læderporesvamp er ikke Et navn der rykker; okay, Lidt kedeligt, men adækvat. Engelsk igen: Turkey Tail, Fordi det er hvad den ligner: Haleviften på en vild kalkun.
1158. Navne betyder jo noget: Vi har ingen navnløse venner, Vi kender ingen navnløse væsner. Kun et navn kan give tilfredshed, En fornemmelse af at vide noget. I et navn ligger genkendelsen, Hvis nu, og når vi ses igen.
1159. Vi griber til feltbogen, nøglen, appen. Hvad er det? Hvad hedder den? Men i en naturhave, et økosystem, Spørger vi ikke, hvad er det? Men snarere, hvem er det? Nogle gange, hvem er du? Når overraskelsen er stor. Og selv om de ikke kan svare, På en måde vi forstår, Så har de svaret alligevel; Fordi de er her, de vokser her: Bekendte fra beslægtede riger.
Nyt i Index Titusind: Saprofyt ◦ 1156, Lignin ◦ 1156, Glukose ◦ 1156, Læderporesvamp ◦ 1157, Navne ◦ 1158, Naturhave ◦ 1159,
Træstubalmanak 2023
1149. På den bedste plads i min indkørsel,
Hvor fine gæster, folk med andragender,
Journalister, venner, bude, drejer ind,
Dér hvor stolte haveejere med omhu
Kunne udstille haven, anstille sig selv,
Står en rådden, sort, ubestemmelig stub,
En birk måske, godt og vel fod på tværs.
1150. Man kunne jo rejse en kampesten,
En prydbusk, en dresseret haveplante,
En stensætning, et skilt, en havenisse,
Men jeg elsker min træstub, som den er,
Gammel, slimet og kriblende af kryb.
Her skal den blive til den forsvinder,
Opslugt af mulden, nedbrudt, ældet,
Fortæret til trøsket ukendelighed.
1151. Den har stået der allerede ti år,
Den varer nok mindst ti år endnu.
Så hvert år fra nu vil jeg lave
En lille beretning om året, der gik,
Om hvad der er sket, hvad jeg har set
I træstubbens frodige økosystem.
1152. De seneste fem år har jeg fundet
Otte spirende takstræer på stubben,
Der klynger sig til roden, borer sig ned
Gennem barkens sorte sprækker.
Sidste år stod det klart, at en efterfølger,
Udpeget og kåret af økosystemet,
Skulle indtage pladsen og vokse op:
En taks, nu cirka en halv meter høj,
Med dusinvis af røde frugter i sommers.
1153. I september kom en skriggul plamage,
Tænk raps, karry, kanariefugl eller svovl.
Den bredte sig, nej, den kravlede,
Hen over stubben en uges tid og forsvandt,
tørrede ind, grå og rynket overflade:
Troldesmør, et svampedyr, men
hverken svamp eller plante eller dyr.
Godt navn, vi vil altid huske den,
Næste gang vi mødes til skovtaffel.
På engelsk bliver det helt lyrisk:
Slim muggen hundebræk *), mig en ære;
De kan noget med ord, de briter.
1154. I oktober voksede en stand af gul fløjsfod
blævrende, bævrende, brændt karamel,
Høje svampehætter, en lys og levende farve
Tæt sammen i en klynge, en konspiration.
De står der måske frem til foråret.
Det regner, en silende efterårsregn,
Mens svampene står derude
Godter sig med lange sugetråde,
Strutter af biokemiske processer,
Dybt i ved og celluloseproteiner
Fra stubbens svampede spisebord.
1155. November falder i regn og blade,
Skyer trykker, blæsten rykker.
Træstubbens flade fedtet ind
Til næste hold af saprofytter.
En koloni af hvide koralsvampe
Stikker frem fra alle sprækker
Mellem træets rådne bark og
Træets gamle yderved, dér
På stubbens svageste sted:
Det bizarre syn af mælketænder
På en oldings sorte gummer.
De skyder rundt på stubben
overalt, hvor der er revner:
Små nåle, hvide pinde,
Frugter fra stubbens indre,
Gennemstukket, omklamret
i et net af hyfatråde, der
ætser, opløser, udsuger
Stubben, der svinder ind,
Stille, stille, stille,
Mørnet, år for år.
Stadig reserveret et vers til jul **).
*) Dog vomit slime mold (fuligo septica) eller rørægslim eller denne pudsige skævert af en eufemisme: jasminmug. Den er god nok.
**) Index Titusind er opbygget og nummereret i hånden. Jeg kan taget et vers ud og erstatte det med et andet. Men hvis jeg sætter et vers ind, går der royalt ged i nummerrækken; jeg skal manuelt ændre nummerordenen for hvert efterfølgende stikord i tre registre. Givet at træstubbens veje er uransagelige og at en almanak er en julebehæftet sag, er det nok klogt, at lade en plads stå åben.
Træer på vandring
1091. På grunden står fire egetræer omkring 60-70 år gamle, vel 15-18 meter høje og med et kroneudhæng på ca. 200 kvadratmeter.
1092. Hvert efterår kaster egene en overflod af agern af sig. I år gælder det om at beregne hvor mange.
1093. Jeg tager to prøver på hver en kvadratemeter, river agerne sammen, sorterer alt uvedkommende fra - heraf mange vildt udseende og halvt komposterede agern, bog og kerner fra forrige år – og tæller årets fald.
1094. De tre første træer har omtrent samme antal agern pr. kvadratmeter. Det fjerde egetræ har været nødlidende (sic!) gennem flere år på grund af overskygning fra en slank bøg, der skyder op gennem sprækkerne i overhænget. Under dette træ tager jeg ikke pøver, men jeg lægger metermålet ud flere steder og gi'r skovbunden mit bedste rainmanblik.
1095. De to prøver giver et nedfald på ca. 1000 agern pr. kvadratmeter. Nedfaldet fra det sidste egetræ er omkring 3-400 pr. kvadratmeter og det har en lidt mindre kronevidde. Resultat er 160 m2 x 1000 agern + 40 m2 X 350 agern = 164.000 (+/- 25.000) agern med flere i vente oppe fra træerne.
1096. Under egetræerne er et sandet stykke jord befriet for græstørv med spredt plantevækst på omkring 100 kvadratmeter. Sidste år selvsåede mellem 75 og 100 egetræer på dette område.
1097. Rundt om på grunden selvsår andre træarter hele tiden. Først og fremmest ahorn og spidsløn, dernæst stilkeg, rødeg, ask, taks, hæg og hassel. Jeg antager – uden af have talt – at der hvert år spirer omkring 150-200 selvsåede og levedygtige træer på et område på ca. 1000 kvadratmeter, hvor der i forvejen er tæt beplantning og høje træer.
1098. Spiringen af et agern er en kompleks biologisk og kemisk proces, som formodentlig ikke så mange har set. De gange jeg har bevidnet det, er jeg slået af den bandsatte vilje i den lille rod og dens evne og styrke til at gro.
1099. Fra denne lille lommevidenskabelig – men efter bedste evne sande - optælling må det stå klart, at træer er veludstyrede forplantere og kan selv.
1100. Og i øvrigt har dækket meget store dele af jordkloden i henved en kvart milliard år – under omskiftelige betingelser og med selvselekterede arter og individer, der kan overleve og nichetilpasse sig.
1101. Store dele af jordkloden, de nordlige og sydlige skovbælter ville bare springe i skov, hvis de fik lov. Det gælder hele Europa, store dele af Asien, det meste af Nord og Sydamerika, samt store bælter i Afrika og Austalien.
1102. Tanken om at mennesker skulle hjælpe træer tilbage i vækst er velmenende, men også en nedladende undervurdering af træer og bunder nok i oplysningstidens fantasi om naturbeherskelse, der først nu begynder at sprække.
1103. Intetsteds i de nordlige og sydlig skovbælter er det nødvendigt at plante træer. De kan selv, når betingelserne tillader det. Det er betingelserne, som mennesker skal ændre, hvis de kan; ikke tilplantingen.
1104. Optællingen af agern viser også, at agern spredes fyldigt op til 2-3 meter ud over kronedækkets rækkevidde. Under de rette betingelser er egetræet derfor i stand til at sprede sig år for år. Med mine egetræer som spinkelt beregningsgrundlag, kan vi gisne om en spredning på 25 km pr. tusind år. Sikkert mere, fordi de mange arter dyr og fugle, der lever af agern, er med til at sprede dem betydeligt længere.
1105. Træer er evigt på vandring. Også min have, hvis den fik lov. Vent bare, om 1000 år er vi nået til udkanten af Præstø, eller Roskilde. Eller hvad der til den tid er tilbage af dem.
Træstubsarkæologi
969. Vraget af en kæmpefyr
Sunket ned i skovens bund,
Kun stubbens omkreds anes;
Mosgroet gråbark stikker op,
En tandkrans, en palisade
Omkring den sunkne midte,
Hvor alt ved er rådnet væk,
Dækket af blåbærbuske.
970. Et landskab voksede frem
Rundt om træets stamme
Op fra træets rødder.
Stubbe er gamle bopladser,
Tusinder af livsforløb
Overalt i træets limber.
971. Mennesker har slået lejr
Under træets krone,
Lyttet til træets lyde
Dybt i mørke nætter;
Set måner i overhænget,
Hørt på ugler og varsler,
Vinden og ånders tuden,
Sovet på de faldne nåle.
972. Dette træ blev hugget om,
Topkappet, afgrenet, afbarket,
Rullet ud i søen, flådet væk.
Tilbage, en heksering af bark,
Historier i trøsket træ;
En åndemund fuld af jord.
Nyt i Index Titusind:
Træstub • 969; Boplads • 970; Ånder • 971; Hugget om • 973,
Bøgen er et mangfoldigt individ
335. Den lemlæstede bøg på jorden:
Savet op, dvs. savet i stykker,
skiveskåret, sønderdelt
tværsnit vendt ud i solen.
336. Bøgen viser sit indre ved,
sit vitale system,
sin individualitet
og levnedsbyrd.
337. De gennemskårne flader
Er glatte, fugtige, våde af væsker.
Splintved, kerneved
I gule, brune, sorte farver.
338. En bøg har han- og hunblomster;
En hermafroditisk plante,
Tvekønnet, måske tværkønnet;
Et kønskrydset individ.
339. Denne bøg er et mangfoldigt individ,
For snitfladen viser tydeligt
To eller tre bøgetræer
Vokset sammen til én stamme
340. Et enkelt planteindivid
Med tre genetiske forskellige
Kerner i det samme træ;
Tre liv i samme skein.
341. Årringene er slynget sammen,
Omslutter sig selv og de tre kerner.
Antager fælles ydre bark,
Får fælles livsfunktioner.
342. De deler føde og energitransport.
Gør brug af fælles rodsystem.
De deles om bladene og lyset,
Om jorden og vandet.
343. Hvordan skal vi forstå på dette træ?
Et mangfoldigt individ, et delt individ?
Er det ét træ, er det flere træer?
Eller en kollektiv personlighed?
344. Hvordan er dets/deres/jeres afkom?
Tre fædre, tre mødre i ét træ
Parret med et andet dobbeltindivid?
Den bøg har måske ti forældrepar.
345. En bøg kan også have to træer i sig,
Hvis indre sider ikke er vokset sammen,
Bark og væde og sort jord i en lomme
Omsluttet af ét splintved og barkskal
346. Jeg saver op og lommen kommer frem;
Muld, bakterier og mikroorganismer,
Ser sollys for første gang
I et halvt århundrede.
347. Der er bøge, kaldet musebøge;
Sammenvoksede træer ved roden,
Men med adskilte stammer
på det udvoksede træ.
348. En bøg har flere mellemformer
Halve dobbeltindivider
Eller to hybride individer
Adskilte lemmer; vitale forbindelser.
349. Hos os, et hæsligt misfoster.
Hos bøgen, et superindivid
med genetisk og fysisk styrke,
plastiske evner og levedygtighed.
Om at save en jævnaldrende bøg i skiver
324. Bøgen og jeg er omtrent jævnaldrende, begge i midten af tresserne. Den ene kommer fra byen, den anden fra skoven. Jeg står op, og bøgen ligger ned. Jeg har arme, mens bøgen er en kævle med lemmer kappet af; en væsensforskel.
325. Statistisk har vi begge udsigt til omtrent samme livslængde, 90-100 år inden vi fældes. Bøgen voksede op i plantagen, jeg voksede op i kolonien; to hovedformer for landskab i den sene holocæn. Alle træer i plantagen er omtrent lige gamle; noget lignende gælder for mennesker, dog overvejende i vores sidste leveår.
326. Manden og træet og øksen en arketypisk treenighed. Jeg er manden, nybyggeren og muskelkraften; træet er den ædle natur, modstanden, vildnisset; jeg er naturbetvingeren, hånd mod bark, vi er det oprindelige præ-fossile liv.
327. Manden og øksen, senere saven, har kostet træerne det meste af kloden. Det er øklogisk tragisk ironi, at mandens domæne svinder i takt med træernes ståsteder.
328. Mænd rækker ud efter motorsaven, når de ser et træ. Et træ, som vi forstår det, er til for at blive fældet, ligesom solen er til for at give lys. Ethvert træ risikerer overgreb og oversavning.
329. Jeg fylder benzin på saven (i geologisk forstand er træet faktisk selv ude om det). Checker kædeolien, vipper startkontakten, trækker i startsnoren.
330. Under larm som fra gigantiske hvepse begynder jeg at skære kævlen i tykke skiver. Jeg er deltager i et at de få tilbageværende ritualer af maksulin mystik i den fossile brændstofs tidsalder.
331. Saven rykker i arme og ben. Byrden trykker mellem mine skuldre. Savsmuld vælder ud og dækker mine fødder. Jeg tænker: bare det ikke bliver rødt.
Ieg
13. Ieg er en rødtjørn. Ieg er et væsen. Kald
mig bare væsentlig.
14. Vi har meget tilfælles, dette jeg og
iegselv.
15. Dette jeg, som vander og gøder mig. Ieg
vil sige: besjæler mig. Berører mig,
besnakker mig.
16. Vi har begge en midterakse; en torso, en
stamme. Vi stritter ud til siderne med
lidt grønt på spidserne. Jeg’et vender op,
mens ieg vender ned. Men vi er begge
organiseret lodret i tyngdekraftens akse.
Vi har et opbygningssprincip tilfælles.
17. Jeg’et ser kun tingene oppefra, under én
vinkel. Ieg ser dem nedefra, udefra,
indefra, i luften og under jorden på én
gang.
18. Til dagligt mødes vi hen over midten. Det
er en begyndelse. På historien.
19. Ieg er en fortæller
