1964. Singapores arvetræer, Knortede stammer: Slægtsymboler i vækst, Tæller generationer, Vores og deres egne, Ligesom vi tæller dem, Giver dem skilte på, Ærer dem, ja, vedgår Den fælles arv.
1965. Singapores arvetræer, Sprukne slægtsskaber: Vi nedstammer fra træer, Vi deler rødder og jord, Har fælles arvemasse, Og sproget ved ting før Vi selv forstår det; En skov af metaforer Med mavebælter på.
1966. En blomst, en frangipani, Lagt på træets knudebark: En træhengiven gestus Fra en efterkommer På parkens altersti. (Hjemme har jeg frøformeret To ægte kastanjer til Min datters to små sønner; Fire nye arvetræer).
Nyt i Index Titusind: Arvetræ ◦ 1964; Arvemasse ◦ 1965; Kastanjetræ ◦ 1966.
1928. Det bliver indlysende klart Fra tolvte sal, eller tyvende: Rundt om og ud i horisonten Sløret, gråtakket storbyrand af Massiv beton og kæder af tårne, Farveløst, vegetationsløst, Mil efter mil efter mil. Indeni, en slags fostertilstand: Bykernen, grøn og lav, Næsten dækket af høje træer, En kvadaratkilometer eller to: Et historisk citadel, kaserner, Dynastisk hovedstad, senere Kolonibyggeri og hovedkvarter For magt- og militærapparat; Brede alléer og store træer Plads omkring gamle villaer, Skygge, løv og kølighed, Fra kolonibeplantninger, Åbne, tomme luksusplæner I en megaby med blot En kvadratmeter park Per stresset storbyboer.
1929. Det gælder om at føle Dette særlige bånd Mellem mennesker og træer. En mand (typisk en mand) Kan ødelægge hundreder års vækst På en time eller to; Det er jo en slags magt: Træer er svage, de lever på nåde. Men når træet er destrueret Lever vi på cementens nåde, En statisk, flimrende asfaltovn, Hvor kun tåber går ud under solen Ubeskyttet i den nøgne by; For dette er træets negative magt, Deres magt ved forvoldt fravær, Og enhver bybo ved det I sine indvolde.
1930. Hanois bystyre bestykket Med politi, parti og militær Dekreteret i totusindogfemten Fældning af sekstusind vejtræer. Men når politik er forbudt Er alting altid politisk; Straks forstod alle byboere At et grisk styre pønsede på En korrupt handel med tømmer Af fineste afrikansk mahognitræ, Kort sagt, at fældning er lig forfølgelse I et land, hvor ingen vil Forsvare en politisk arrestant Stå op for en lammetæsket aktivist Eller en nabo, en gammel ven; Nu flokkedes alle om at forsvare Byens livstruede vejtræer Med en sådan vrede og oprør At politiet tøvede, trykkede sig i skyggen, Og bystyret trak i land, tilgav Sig selv sine excesser, som altid, Lod den bynatur være, Om hvilken de intet ved; Dukkede sig for den kultur, Til hvilken de ikke er værdige; Og bøjede sig for det liv, De ikke er en del af.
Nyt i Index Titusind: Bykerne ◦ 1928; Park ◦ 1928; Bånd mellem mennesker og træer ◦ 1929; Nåde ◦ 1929; Vejtræ ◦ 1930; Fældning ◦ 1930; Bynatur ◦ 1930.
En stor del af allé træerne i Hanois bykerne er af arten khaya senegalensis, kært træ med mange navne, bl.a. afrikansk mahogni. Jeg ved ikke med sikkerhed, hvem der har plantet dem, men givet deres alder, placering i byen og indpasning i en kolonial byplan, samt træernes oprindelse fra Vestafrika, er det rimeligt at antage, at træerne i sin tid er sat af franske byplanlæggere.
1908. Begavet er hver eneste vej og by, Der har regntræer udvokset iblandt; Beskyttet er alle, der dækkes ind Under træets åbne og milde krone.
1909. Få træer kan som den udforme en by, Gøre veje om til svale boulevarder Med brede rabatter, lys og luftighed, Der giver skygge, plads og velbehag.
1910. Få træer er så let at vie sig til: Mægtige grene med spænd og styrke Rækker ud i enorme bladoverhæng: Lyslette pergolaer over park og vej.
1911. Træet er dækket af hængende haver, Bregner, slyngplanter og orkideer, Der vokser op og ud i træstrukturen, Myldrende kompost og blomsterbede.
1912. På Connaught finder jeg et træ i blomst Men mobilen er lille og jeg er gammel, Ellers er det omvendt; jeg kan ikke nå op Til et foto af dette altid skønne syn.
1913. For der få træer som netop regntræet, Der dækkes af tusindvis af blomster Med støvdragere i kvaster af rosapink, Der mest ligner krontranens hovedpryd.
1914. Humboldt så træet og målte det, naturligvis, I Venezuela, med en krone på 59 meter; Det står vistnok endnu, fredet og stort Og med navneskilt fæstnet til stammen.
1915. Selv har jeg siddet under et slægtningetræ, Guanacasten, i ruinerne af et Maya tempel; Måbende her jeg stået under et jættetræ Bredt ud over gård og have i Honduras.
1916. Jeg kører i bus langs en regntræsallé; Tænker på storbyen uden dem, uden lise: Åbne solstegte veje, ovnbagt asfalt, En ubeboelig og glohed hæslighed.
1917. Men regntræer står overalt i Singapore, Mange er nu udnævnt til arvetræer; By og træ tilvokset gensidigt hinanden: En livsnødvendig træ- og mennesketraktat.
Nyt i Index Titusind: Regntræ ◦ 1908; Luftighed ◦ 1909; Pergola ◦ 1910; Orkidé ◦ 1911; Alder ◦ 1912; Krontrane ◦ 1913; Fredning ◦ 1914; Guanacaste ◦ 1915; Asfalt ◦ 1916; Arvetræ ◦ 1917.
Regntræet (Samanea saman, også kaldet Abizia saman) har vist ikke noget navn på dansk, men er hér oversat fra et almindeligt engelsk navn.
Gaunacaste træet er gendigtet som historie i kapitlet af samme navn i min bog Liff.
Billedet nedenfor viser regntræets blomst og er med tak lånt fra Wikimedia Commons.
1775. Kysten holdt, landet består Efter stormfloden forrige år; Femhundrede træer faldt her, Hvor vi går langs bredden Til labbelyden af milde bølger; Blankt hav under bleg himmel, Luften er lun og vejret er mildt, Skyer flyder og ligner kæmpedun.
1776. Efter så megen vildskab ligger Vrag af træer på den øde bred; Et rodskelet stikker op af sandet Afblegede rødder, vejrbidt ved, Saltet, forblæst, filtret i tang; Det er ikke tit vi ser det, Tæt på i alle dets detaljer: Den viljestyrke rødder har.
1777. Rødderne reddede os alle, Holdt jorden i et kæmpegreb, Mens vi klamrede os til håbet; Gjorde jorden svampet, stærk Opsugede det hvide havvand; Et rodnet, der kan stå i salt, Sejt, bøjeligt, nær ubrydeligt Som organisk jordarmering.
1778. Enhver der fælder en skov Tager skyld og ansvar på sig; Når en genbo fælder et træ Planter jeg straks et andet; Ved den faldne fyr på stranden Under dens benede pegefinger, Et minde, ja, et kultsted, Sætter jeg en gran fra haven.
Nyt i Index Titusind: Kyst ◦ 1774; Rodskelet ◦ 1776; Havvand ◦ 1777; Kultsted ◦ 1778.
1771. Takstræet på stubben Er vokset en halv meter I den vådeste sæson ever I klimaovervågningens tid; Som arvtager skyder hun frem, Etablerer den næste slægt, Frugtbar, bærfyldt, rodsat.
(En nabo, smækker rødgransyngling, Skød topskud på tres centimeter; Det længste jeg i min tid har set; Min have begynder at at ligne En nordbos kystregnskov.)
1772. Nye gæster ved det runde bord: En poresvamp dukkede op Tre steder i stubbens furer: Frisk, frodig lysebrun i kødet Med tyk gullighvid rand Og hvidlige frugtlegemer, Krøllede kanter, en koloni, Oplyst i vinterdunkelheden.
1773. Jeg tager en skive med dolken, Ind under luppens objektiv: Porerne på svampens underside Er lange rør, som orgelpiber, Hvor sporene drysser ned; Derfor taglagt, derfor udhæng: Tyngdekraft som formeringsvektor.
1774. Træstubben er spillevende, Slimet sort, fugtigt frønet; Karbonkredsløbet snurrer fint, Opportunistisk, anarkistisk, Præcis som kredsløb skal; Her er næring og plads Til alle der kan, alle der vil; Stubben er død, stubben leve.
1582. To massive London plataner, To klassiske buer i røde sten; Romersk byggeteknik krydset Med en ægte træhybrid, Én er plantet, den anden bygget; Former, sammenskabte.
1583. Jeg er tryg i træets nærvær, Komfortabel under deres grene, Tæt ved den olivengrønne bark Inde ved stammen, opvokset, Hvor også jeg stammer fra; Steder, sammenlagte.
1584. Vi er beslægtede, træet og jeg, Jeg kender deres afstamning Lige så vel som mine aner; Jeg ved, hvem ægtede hvem, Og hvem krydsede med hvad; Ophav, sammenvoksede.
1585. Jeg ved, hvor de største træer står På brinkerne og langs bredderne, Hjemtræ og landemærker i parken, Vi løb dem i møde på faldne blade, Mit barnebarn og jeg, i sommers, Slægter, sammenbragte.
De to billeder har jeg taget i Richmond foran Twickenham Bridge; de to hvælvinger i baggrunden er en indgang til Old Deer Park. Træet kaldes på engelsk London Plane, på dansk almindelig platan. Træet er en hybrid, der kan reproducere sig selv, altså en ægte hybrid. Den oprindelige krydsning var spontan og kendes både fra Spanien og England i det 17. årh. Træet er en krydsning mellem den orientalske platan (P. orientalis) – indbragt fra måske Tyrkiet og ivrigt plantet i romersk tid – og det amerikanske sykamoretræ (P. occidentalis) – indbragt fra Nordamerika. Træet blev tidligere kaldet spansk platan. Men på nutidig spansk siger man skyggeplatan, og på fransk ahornbladet platan. London Plane er et yndet park og storbytræ. Platanen er enbo, dvs. med han- og hunblomster på samme træ. Som et flerkønnet væsen referer jeg til dem med pronomet deres.
1464. De første blomster falmer nu, fejet væk, Sol og skygge på et æbleblad i forårsvinden; Støvdragere skrumper, tørrer ud, pollen ødslet bort; Grønne blade, blanke, dunbesatte suger sol; Svøbblade fæstnet til frugtanlæg, smuldrer i høst.
1465. Træets skønhed i bevægelse, en balance Mellem forfald og frugtbarhed gennem livet. Jeg passerer forbi båret ud i dagens lys; De andres liv nås kun glimtvis i stillehed; Vi er flygtige sammen, visner og vokser.
1432. Plante til pynt i potte af plast Plast til plante i potte til pynt Pynt af plast til potte og plante Potte af plast til plante til pynt Pynt i potte af plast som plante Plante og pynt i plast og potte Pottet plante pyntet med plast Plast og potte med pyntet plante Plante af plast i pynt med potte Potter, milliarder hvert år til en tier.
1433. Plante til pynt i potte med pest Pynt i potte med pest i plante Potte med plante og pest til pynt Pest i potte med plante til pynt Pest til import med pynt og patogen Plante til pynt med plast i Puglia Plast og patogen i Puglia til pynt Puglia i plast og plante med patogen Pest og patogen i plast til plante Pest over Puglia fra plante i potte.
1434. Puglias tres millioner oliventræer Draperet i nobelt gråt og slør; Puglias tres millioner indgroere Ramt af pest og importeret patogen, Aflidende, døde, snart, hver og en; Tabet af et træ er smerteligt, tomt, Tabet af en skov er chok, sorg; Tabet af tres millioner medgroere, Fældet, parteret og brændt på bål, Er en civilisation i aske og støv.
Nyt i Index Titusind: Plast • 1432; Pest ◦ 1433; Plante ◦ 1432; Oliventræ ◦ 1433; Patogen ◦ 1433.
Siden 2015 har udbrud og infektion af oliventræer med centrum i Puglia i Italien medført uddøen af omkring en tredjedel af egnens tres millioner oliventræer. Infektion skyldes en bakterie, Xylella fastidiosa, der antages af stamme fra ornamentelle kaffeplanter importeret fra Mellemamerika. Nye underarter af X. fastidiosa er allerede fundet i Italien. Infektionen er spredt videre, bl.a. til Corsica og rammer også andre planter, bl.a. fuglekirsebær og rosmarin og inficerer desuden planter, der ikke udviser symptomer og som derfor er smittebærere, som lettere undgår opdagelse.
1388. Ét blandt hundredtusinder, Frugt fra uindhegnet land, Smidt som mast i efteråret: Et agern sprækker op, Åbner sig, skyder ud I den lune forårsdag.
1389. En ravfarvet rodspids På en højrød kimstængel; En tunge slikker jord, Borer pæleroden ned og Spænder agernet fast; En ny stilkeg slår rod.
1390. Agernets to kimblade, Proppet med proteiner, Mineraler, vitaminer, Rullet og indkapslet I hvidgule hemisfærer, Venter på jordkontakt.
1391. Jeg lægger agernet ned, Sådan som jeg fandt dem, Han og hun på samme træ. Til næste år allerede Helvedsbandt forbundet, Umulige at trække op.
Nyt i Index Titusind: Mast ◦ 1388; Agern ◦ 1388; Pælerod ◦ 1389; Kimblad ◦ 1390; Efterår ◦ 1391.
1272. Kyst efter storm, Fugtig luft falder på tungen, Ligger på den åbne hånd. Strand, sten, vand, Horisont og himmel Toner ud, falder sammen I et kontinuum af gråt;
1273. Brisen er tyk og dvask, Tåge driver ind på kysten. Den eneste lyd er bølger, Der lapper op på bredden. Kun lavfrekevente lyd Høres i den tætte stilhed, En skibsmotor, diesel, dunker Et par sømil ude, retning Sverige.
1274. Stormen flyttede bræmmer af sten: Titusinder, hundredtusind tons Fejet op, løftet, lagt ind i landet; Den gamle jærne af kugleflint Og lange tunger af sand Skubbet ind i kystens skov.
1275. Hundredvis af træer rykket op, Væltede, knækkede med Mandshøje rodklumper Havvendte, ned langs kysten. Der er styrke, intensitet her, En følelse af higen Af eminent vilje I mylderet af rødder, Stormspulede og sandblæste, Der rækker ud mod havet.
1276. En stor eg, hundredårig, Revet over ved roden, knækket, Levende og ormestukket ved, Et hult gab i egens indre, Det friske, gule brud vendt ud I det vintervåde vejr.
1277. Drivtømmer og store træer, Afbarkede og slebne af havet Kastet ind over kysten På tværs af væltede træer. Filtrede smårødder i tætte kugler, Mast ind blandt buske og krat; Gule, orange, hvide vidjer Frisk flåede af stormen.
1278. Tåge og grå skumring Fordrejer tid og lyd, Skaber ubevægelighed. Jeg synker ind i tiden, Står her, som folk har gjort I titusind år, kigger ud over Skovklædte næs og åbne vige, Ud mod verdens krumning.
1279. Et par billygter blinker Inde på kystvejen fra Køge. Stranden er bredere nu; Landet blev igen lidt mindre Natten over.
1206. Bøg slår eg ihjel; Vokser højere, hurtigere Udskygger egekronen I langsom kvælningsdød, (ville vi sige, uden at tænke). Men her har vi brug For et vegocentrisk ord For død ved mangel på lys; Det er faktuelt at skrive, At egetræet dør af sult).
1207. En ung bøg skyder op Ranglet, grenløs og farlig, Spreder toppen ud og Presser en ældre eg, Fortabt og eksponeret.
1208. Egen svækkes år for år Fælder sine store grene, Som er for dyre i energi, Skyder nødhjælpsgrene ud Op og ned på stammen; Ti år til, og egen dør.
1209. I foråret greb jeg ind, Drevet af konfuse sympatier Og misforstået selvjustits. Fik bøgepiraten topkappet, Stynet ned til et liv Som stækket underskov.
1210. Den sommer satte egetræet Dybere grønne, tættere blade, Dobbelt så mange skud, Som sine tre søskende ege. Egen sugede lys til sig, Kunne slet ikke få nok, Og her til efteråret, Står den grøn endnu, Stadig grådig efter lys Og mere himmelhvælv.
II
1211. En skovridder lærte mig som ung, Noget vigtigt om træer. Han stod i min have, Tog bestik af en vandgran; Den troede den skulle dø, Sidste år i tørken, sagde han.
1212. Det er tredive år siden, Men nu forstår jeg, hvad han sagde: Træer ved, hvad de gør, De er individer med selvhed. Træer kan noget, de er levende; De er bag om ryggen på os.
1213. En naturvejleder i Malaysia, Gammel soldat, junglekender, Viste mig noget mere: Kan du se, sagde han, Og pegede op i løvet, Det træ er stresset. Jeg forstod ham godt, Og alligevel kom det som Et slags bevidsthedsstød *) Pludselig at se et træ, Som et sårbart individ, Som jeg selv. Jeg kunne have omfavnet Dem begge.
1214. Jeg ville meget gerne Gå med ham ud igen, Ud at læse træer På stille junglestier, Lægge hånd på bark, Lære at se og tale igen. Jeg gemte hans navn I mange år, men det er tabt, Den ven, jeg aldrig fik.
1156. En stub med et skud af taks På en bund af brune blade Fra stilkeg, rødeg og bøg. Den er dækket, nej, opbygget I det smukkeste lagdelte mønster: En broget læderporesvamp, En saprofyt, der nedbryder Dødt organisk materiale; Vigtig i kulstofkredsløbet Fordi netop denne svamp Nedbryder lignin i dødt træ, Det protein, der giver hårdhed, Og gør træer, ja, til træer; Altså hårdt, svært nedbrydeligt. Men lædersvampen den kan; Omsætter cellulose til glukose, Og gør det på fineste vis: De ligner taglagte terasser Eller måske de hængende haver; Og folk kommer forbi, stopper, Og siger næh, hvad er dog det? For denne svamp er en af de Skønneste saprofytter.
1157. Læderporesvamp er ikke Et navn der rykker; okay, Lidt kedeligt, men adækvat. Engelsk igen: Turkey Tail, Fordi det er hvad den ligner: Haleviften på en vild kalkun.
1158. Navne betyder jo noget: Vi har ingen navnløse venner, Vi kender ingen navnløse væsner. Kun et navn kan give tilfredshed, En fornemmelse af at vide noget. I et navn ligger genkendelsen, Hvis nu, og når vi ses igen.
1159. Vi griber til feltbogen, nøglen, appen. Hvad er det? Hvad hedder den? Men i en naturhave, et økosystem, Spørger vi ikke, hvad er det? Men snarere, hvem er det? Nogle gange, hvem er du? Når overraskelsen er stor. Og selv om de ikke kan svare, På en måde vi forstår, Så har de svaret alligevel; Fordi de er her, de vokser her: Bekendte fra beslægtede riger.
Nyt i Index Titusind: Saprofyt ◦ 1156, Lignin ◦ 1156, Glukose ◦ 1156, Læderporesvamp ◦ 1157, Navne ◦ 1158, Naturhave ◦ 1159,
Træstubalmanak 2023
1149. På den bedste plads i min indkørsel,
Hvor fine gæster, folk med andragender,
Journalister, venner, bude, drejer ind,
Dér hvor stolte haveejere med omhu
Kunne udstille haven, anstille sig selv,
Står en rådden, sort, ubestemmelig stub,
En birk måske, godt og vel fod på tværs.
1150. Man kunne jo rejse en kampesten,
En prydbusk, en dresseret haveplante,
En stensætning, et skilt, en havenisse,
Men jeg elsker min træstub, som den er,
Gammel, slimet og kriblende af kryb.
Her skal den blive til den forsvinder,
Opslugt af mulden, nedbrudt, ældet,
Fortæret til trøsket ukendelighed.
1151. Den har stået der allerede ti år,
Den varer nok mindst ti år endnu.
Så hvert år fra nu vil jeg lave
En lille beretning om året, der gik,
Om hvad der er sket, hvad jeg har set
I træstubbens frodige økosystem.
1152. De seneste fem år har jeg fundet
Otte spirende takstræer på stubben,
Der klynger sig til roden, borer sig ned
Gennem barkens sorte sprækker.
Sidste år stod det klart, at en efterfølger,
Udpeget og kåret af økosystemet,
Skulle indtage pladsen og vokse op:
En taks, nu cirka en halv meter høj,
Med dusinvis af røde frugter i sommers.
1153. I september kom en skriggul plamage, Tænk raps, karry, kanariefugl eller svovl. Den bredte sig, nej, den kravlede, Hen over stubben en uges tid og forsvandt, tørrede ind, grå og rynket overflade: Troldesmør, et svampedyr, men hverken svamp eller plante eller dyr. Godt navn, vi vil altid huske den, Næste gang vi mødes til skovtaffel. På engelsk bliver det helt lyrisk: Muggen hundebræk slim*), mig en ære; De kan noget med ord, de briter.
1154. I oktober voksede en stand af gul fløjsfod
blævrende, bævrende, brændt karamel,
Høje svampehætter, en lys og levende farve
Tæt sammen i en klynge, en konspiration.
De står der måske frem til foråret.
Det regner, en silende efterårsregn,
Mens svampene står derude
Godter sig med lange sugetråde,
Strutter af biokemiske processer,
Dybt i ved og celluloseproteiner
Fra stubbens svampede spisebord.
1155. November falder i regn og blade, Skyer trykker, blæsten rykker. Træstubbens flade fedtet ind Til næste hold af saprofytter. En koloni af hvide koralsvampe Stikker frem fra alle sprækker Mellem træets rådne bark og Træets gamle yderved, dér På stubbens svageste sted: Det bizarre syn af mælketænder På en oldings sorte gummer. De skyder rundt på stubben overalt, hvor der er revner: Små nåle, hvide pinde, Frugter fra stubbens indre, Gennemstukket, omklamret i et net af hyfatråde, der ætser, opløser, udsuger Stubben, der svinder ind, Stille, stille, stille, Mørnet, år for år.
*) Dog vomit slime mold (fuligo septica) eller rørægslim eller denne pudsige skævert af en eufemisme: jasminmug. Den er god nok.
Træer på vandring
1091. På grunden står fire egetræer omkring 60-70 år gamle, vel 15-18 meter høje og med et kroneudhæng på ca. 200 kvadratmeter.
1092. Hvert efterår kaster egene en overflod af agern af sig. I år gælder det om at beregne hvor mange.
1093. Jeg tager to prøver på hver en kvadratemeter, river agerne sammen, sorterer alt uvedkommende fra - heraf mange vildt udseende og halvt komposterede agern, bog og kerner fra forrige år – og tæller årets fald.
1094. De tre første træer har omtrent samme antal agern pr. kvadratmeter. Det fjerde egetræ har været nødlidende (sic!) gennem flere år på grund af overskygning fra en slank bøg, der skyder op gennem sprækkerne i overhænget. Under dette træ tager jeg ikke pøver, men jeg lægger metermålet ud flere steder og gi'r skovbunden mit bedste rainmanblik.
1095. De to prøver giver et nedfald på ca. 1000 agern pr. kvadratmeter. Nedfaldet fra det sidste egetræ er omkring 3-400 pr. kvadratmeter og det har en lidt mindre kronevidde. Resultat er 160 m2 x 1000 agern + 40 m2 X 350 agern = 164.000 (+/- 25.000) agern med flere i vente oppe fra træerne.
1096. Under egetræerne er et sandet stykke jord befriet for græstørv med spredt plantevækst på omkring 100 kvadratmeter. Sidste år selvsåede mellem 75 og 100 egetræer på dette område.
1097. Rundt om på grunden selvsår andre træarter hele tiden. Først og fremmest ahorn og spidsløn, dernæst stilkeg, rødeg, ask, taks, hæg og hassel. Jeg antager – uden af have talt – at der hvert år spirer omkring 150-200 selvsåede og levedygtige træer på et område på ca. 1000 kvadratmeter, hvor der i forvejen er tæt beplantning og høje træer.
1098. Spiringen af et agern er en kompleks biologisk og kemisk proces, som formodentlig ikke så mange har set. De gange jeg har bevidnet det, er jeg slået af den bandsatte vilje i den lille rod og dens evne og styrke til at gro.
1099. Fra denne lille lommevidenskabelig – men efter bedste evne sande - optælling må det stå klart, at træer er veludstyrede forplantere og kan selv.
1100. Og i øvrigt har dækket meget store dele af jordkloden i henved en kvart milliard år – under omskiftelige betingelser og med selvselekterede arter og individer, der kan overleve og nichetilpasse sig.
1101. Store dele af jordkloden, de nordlige og sydlige skovbælter ville bare springe i skov, hvis de fik lov. Det gælder hele Europa, store dele af Asien, det meste af Nord og Sydamerika, samt store bælter i Afrika og Austalien.
1102. Tanken om at mennesker skulle hjælpe træer tilbage i vækst er velmenende, men også en nedladende undervurdering af træer og bunder nok i oplysningstidens fantasi om naturbeherskelse, der først nu begynder at sprække.
1103. Intetsteds i de nordlige og sydlig skovbælter er det nødvendigt at plante træer. De kan selv, når betingelserne tillader det. Det er betingelserne, som mennesker skal ændre, hvis de kan; ikke tilplantingen.
1104. Optællingen af agern viser også, at agern spredes fyldigt op til 2-3 meter ud over kronedækkets rækkevidde. Under de rette betingelser er egetræet derfor i stand til at sprede sig år for år. Med mine egetræer som spinkelt beregningsgrundlag, kan vi gisne om en spredning på 25 km pr. tusind år. Sikkert mere, fordi de mange arter dyr og fugle, der lever af agern, er med til at sprede dem betydeligt længere.
1105. Træer er evigt på vandring. Også min have, hvis den fik lov. Vent bare, om 1000 år er vi nået til udkanten af Præstø, eller Roskilde. Eller hvad der til den tid er tilbage af dem.
Træstubsarkæologi
969. Vraget af en kæmpefyr
Sunket ned i skovens bund,
Kun stubbens omkreds anes;
Mosgroet gråbark stikker op,
En tandkrans, en palisade
Omkring den sunkne midte,
Hvor alt ved er rådnet væk,
Dækket af blåbærbuske.
970. Et landskab voksede frem
Rundt om træets stamme
Op fra træets rødder.
Stubbe er gamle bopladser,
Tusinder af livsforløb
Overalt i træets limber.
971. Mennesker har slået lejr
Under træets krone,
Lyttet til træets lyde
Dybt i mørke nætter;
Set måner i overhænget,
Hørt på ugler og varsler,
Vinden og ånders tuden,
Sovet på de faldne nåle.
972. Dette træ blev hugget om,
Topkappet, afgrenet, afbarket,
Rullet ud i søen, flådet væk.
Tilbage, en heksering af bark,
Historier i trøsket træ;
En åndemund fuld af jord.
Nyt i Index Titusind:
Træstub • 969; Boplads • 970; Ånder • 971; Hugget om • 973,
Bøgen er et mangfoldigt individ
335. Den lemlæstede bøg på jorden:
Savet op, dvs. savet i stykker,
skiveskåret, sønderdelt
tværsnit vendt ud i solen.
336. Bøgen viser sit indre ved,
sit vitale system,
sin individualitet
og levnedsbyrd.
337. De gennemskårne flader
Er glatte, fugtige, våde af væsker.
Splintved, kerneved
I gule, brune, sorte farver.
338. En bøg har han- og hunblomster;
En hermafroditisk plante,
Tvekønnet, måske tværkønnet;
Et kønskrydset individ.
339. Denne bøg er et mangfoldigt individ,
For snitfladen viser tydeligt
To eller tre bøgetræer
Vokset sammen til én stamme
340. Et enkelt planteindivid
Med tre genetiske forskellige
Kerner i det samme træ;
Tre liv i samme skein.
341. Årringene er slynget sammen,
Omslutter sig selv og de tre kerner.
Antager fælles ydre bark,
Får fælles livsfunktioner.
342. De deler føde og energitransport.
Gør brug af fælles rodsystem.
De deles om bladene og lyset,
Om jorden og vandet.
343. Hvordan skal vi forstå på dette træ?
Et mangfoldigt individ, et delt individ?
Er det ét træ, er det flere træer?
Eller en kollektiv personlighed?
344. Hvordan er dets/deres/jeres afkom?
Tre fædre, tre mødre i ét træ
Parret med et andet dobbeltindivid?
Den bøg har måske ti forældrepar.
345. En bøg kan også have to træer i sig,
Hvis indre sider ikke er vokset sammen,
Bark og væde og sort jord i en lomme
Omsluttet af ét splintved og barkskal
346. Jeg saver op og lommen kommer frem;
Muld, bakterier og mikroorganismer,
Ser sollys for første gang
I et halvt århundrede.
347. Der er bøge, kaldet musebøge;
Sammenvoksede træer ved roden,
Men med adskilte stammer
på det udvoksede træ.
348. En bøg har flere mellemformer
Halve dobbeltindivider
Eller to hybride individer
Adskilte lemmer; vitale forbindelser.
349. Hos os, et hæsligt misfoster.
Hos bøgen, et superindivid
med genetisk og fysisk styrke,
plastiske evner og levedygtighed.
Om at save en jævnaldrende bøg i skiver
324. Bøgen og jeg er omtrent jævnaldrende, begge i midten af tresserne. Den ene kommer fra byen, den anden fra skoven. Jeg står op, og bøgen ligger ned. Jeg har arme, mens bøgen er en kævle med lemmer kappet af; en væsensforskel.
325. Statistisk har vi begge udsigt til omtrent samme livslængde, 90-100 år inden vi fældes. Bøgen voksede op i plantagen, jeg voksede op i kolonien; to hovedformer for landskab i den sene holocæn. Alle træer i plantagen er omtrent lige gamle; noget lignende gælder for mennesker, dog overvejende i vores sidste leveår.
326. Manden og træet og øksen en arketypisk treenighed. Jeg er manden, nybyggeren og muskelkraften; træet er den ædle natur, modstanden, vildnisset; jeg er naturbetvingeren, hånd mod bark, vi er det oprindelige præ-fossile liv.
327. Manden og øksen, senere saven, har kostet træerne det meste af kloden. Det er øklogisk tragisk ironi, at mandens domæne svinder i takt med træernes ståsteder.
328. Mænd rækker ud efter motorsaven, når de ser et træ. Et træ, som vi forstår det, er til for at blive fældet, ligesom solen er til for at give lys. Ethvert træ risikerer overgreb og oversavning.
329. Jeg fylder benzin på saven (i geologisk forstand er træet faktisk selv ude om det). Checker kædeolien, vipper startkontakten, trækker i startsnoren.
330. Under larm som fra gigantiske hvepse begynder jeg at skære kævlen i tykke skiver. Jeg er deltager i et at de få tilbageværende ritualer af maksulin mystik i den fossile brændstofs tidsalder.
331. Saven rykker i arme og ben. Byrden trykker mellem mine skuldre. Savsmuld vælder ud og dækker mine fødder. Jeg tænker: bare det ikke bliver rødt.
Ieg
13. Ieg er en rødtjørn. Ieg er et væsen. Kald
mig bare væsentlig.
14. Vi har meget tilfælles, dette jeg og
iegselv.
15. Dette jeg, som vander og gøder mig. Ieg
vil sige: besjæler mig. Berører mig,
besnakker mig.
16. Vi har begge en midterakse; en torso, en
stamme. Vi stritter ud til siderne med
lidt grønt på spidserne. Jeg’et vender op,
mens ieg vender ned. Men vi er begge
organiseret lodret i tyngdekraftens akse.
Vi har et opbygningssprincip tilfælles.
17. Jeg’et ser kun tingene oppefra, under én
vinkel. Ieg ser dem nedefra, udefra,
indefra, i luften og under jorden på én
gang.
18. Til dagligt mødes vi hen over midten. Det
er en begyndelse. På historien.
19. Ieg er en fortæller
