Kategori: Tanke og krop

Udgivet den

Den

Den

1215.	Vi burde sige De og Dem
        Til De træer, vi møder;
        To stedord, der er ledige
        Med solid mening i sproget;
        Så meget lettere, end at 
        Opfinde nye ord uden dybde.

1216.	Vi har udelukket alt andet
        Fra det inderste af sproget, 
        Det personlige stedord:
        Du og jeg, han og hun,
        Bærere af den første mening,
        I vores kreds af sprog:
        Selvforståelse og identitet,

1217.	Vores eksklusivitet,
        Der sidder som gigt
        I sprogets kropslighed,
        Dets organiske, muskulære,
        Åndedragsbårne struktur,
        Og låser sproget fast,
        Binder os, som væsener,
        Til ét stedord for jeg
        Og ét stedord for alle andre
        Og alt andet,
        End os selv.
        Den.


Nyt i Index Titusind:
Stedord ◦ 1215, Sprog ◦ 1216, Jeg ◦ 1217, Den ◦ 1217.
Udgivet den

Jeg myldrer af liv

Jeg myldrer af liv

672.   Jeg myldrer af liv,
       Af levende organismer.
       Hele verdens biokemi
       Mødes i mit skind.

673.   Jordens salt er i mine ben,
       Luftmolekyler er i mine sener.
       Vandet blandes i mit blod,
       Nerver og bakterier mødes.

674.   Jeg flyder i min arvemasse,
       Proteiner og enzymer
       Blandes med andre arters gener;
       Deres sanser er i mine celler.

675.   Mine tanker er mine egne,
       Men vi har blandet neuroner.
       Vi er vokset frem af jorden,
       Vi er samme væsen.
Udgivet den

Den fælles sans

Den fælles sans *)

423.	Iegs fortælling findes,
        Hver gang ordene fejler.
        Hver gang i elementalernes nærvær.
        Iegs fortælling er et stille wow,
        Når de føler sig hele,
        Og tabte for ord.
        Dér, lige på den anden side af sproget.

424.	Iegs fortælling er nærvær af liff ,
        Og en anden form selvhed.
        Dér, lige på den anden side af huden:
        Ildens varme og sansen af væren,
        Ilten der løfter kroppen op og ud,
        Blommebid og æbleduft,
        Solstrejf og bladmosaik,
        Græssets svajen,
        Vandets klukken,
        Klippens ro,
        Strandens sand,
        Og bølgernes ved ikke hvad.

425.	Iegs fortælling er sanset, indåndet, beåndet.
        Fysisk dér og i sit væsen dér:
        I elementalernes nærvær.
        En følelse af overflod - og en fornemmelse af sorg,
        En sans for det tabte - og en viden om det uendelige.
        Af vished uden ord.
        Iegs fortælling er den fælles sans, den sjette sans.
        Dér, mellem hud og bark, mellem skind og skein.

426.	Iegs fortælling er tanke og krop,
        Føjet sammen,
        Igen,
        Hvor de kom fra,
        Og hvad de igen kan blive.

427.	Iegs fortælling findes,
        Hver gang tanke føles som krop,
        Og krop fornemmes som tanke.
        Bevægelse bliver til idé,
        Og idé bliver til jord,
        Der bevæger sig under fødderne,
        Som skygge og substans,
        Og folder krop og tanke ud.

428.	Den sjette sans er bare en metafor
        For den tabte sans.
        Den sans som bevidstheden søger
        Og aldrig finder.
        Den forklaring, der ikke findes,
        Den indsigt, der ikke kan opnås,
        Den sans, der skal skabe mening;
        Den tabte mening.

429.	Mening er også bare en metafor
        For frygt for liv på jorden,
        For bevægelse i mørket,
        For det, der kommer.

430.	Den sjette sans
        Er vished uden viden.
        Den sjette sans 
        Er urgammel erindring.
        Den sjette sans 
        Er en fornemmelse af stillehed .
        Når verden og væren er ét.
        Den sjette sans er den fælles sans.


431.	Den fælles sans
        Er dér ieg og jeg mødes:
        Hud og sted,
        Sted og ord,
        Ord og bark,
        Bark og hånd.
        Ok.

*) Digtet stammer fra Jacob Gammelgaard: Liff - blandet kor for plantestemmer i tiden mellem den femte og sjette masseudryddelse, Borwick Books, 2021.
Drevet af WordPress