1639. Velkendt og beundret Admiral og admirabel, Cinnoberrød og fløjlssort, Opstigende i helix flugt; Værtsplante er nælder, Værn om dem begge Og bliv måske belønnet, Som jeg i sommers, Da han satte sig På min venstre skulder, To vinger i lungetakt, Hævet og sænket Med mit åndedrag.
1640. Det smukke og det svære Ses kun ved udholdenhed Eller i serendipitet: Som nu Admiralens følehorn, Halvtreds findelte led Skiftende i sort og hvidt, Formindsket ned mod fæstet I to forsvindingspunkter, Toppet med en natsort kvast Forsynet med en spids I lys koldskålsgul. Elektrisk følsomme I form og balance, Funktion og farvespil, Uforståeligt skønt at se: Hvorfor dette mønster, Med hvilken fordel, Og for hvem?
1641. Admiralens følehorn Ikke nævnt, beskrevet I lepidopterisk litteratur, Meget sjældent set, Dertil for småt, for flakset, For hurtigt, for flygtigt. Men hér er han På gæstetræk fra syd, Saft og nektarsugende Ynglende i haven På min nældestand Bag usynlige grænser Optegnet og forsvaret, Hunner beæret og bedåret Af koldblodig flyveevne Og mig af harlekinhorn.
Nyt i Index Titusind: Admiral ◦ 1639; Følehorn ◦ 1640; Sommerfugl på træk ◦ 1640; Harlekinhorn ◦ 1641.
Livsglæde
764. To hvide admiraler
Forenes i sammenstød.
Stiger sammen op
I en flagrende spiral;
En hvirvel af vinger
Omslynget tæt,
Som hænder i dans.
765. Solen har bagt
På deres nervebaner,
Sat stød i deres vinger.
De nyder brisen
På deres følehorn.
De nyder styrken
I deres vingemuskler.
De nyder flugten frem.
766. Ophidsede af
Andre hanner,
Af andre hunner;
Dufte på deres antenner,
Sødme på deres snabler.
Opstigende og lydløs
Velvære i deres kroppe,
I skovens sommersol.
767. Snart vingernes
Klare farver falmer,
Vinger slides ned.
Lasede vingelapper
Hæmmer adræthed.
Kølighed ta’r til
Og sløver kroppen.
Alle æg er lagt.
Et sommerfugleliv
Tilendebragt.
768. Det er vores glæde,
At et bevinget liv
Lykkedes til fulde;
At vi har set det
Komme, flyve og
Forsvinde igen.
For vi tæller
Hver sommerfugl,
Hver art og levested,
Mens de svinder;
Bringer sorg.