Titusind vandfald

Sporet i nord – dag 13

Nyt i Index Titusind:
Fos • 1540; Bræ • 1540; Vandfald • 1541; Arkelyd • 1541;

Kompas og kryptokromer

Slummer

Slummer

619.	Varme simrer
        Mætte farver
        Træer skinner
        Skrift opløses
        Mættet syn
        Billeder.

620.	Træer svaler
        Fugle ta’r bad
        Hopper, ryster
        Grønne farver
        Grene hænger
        Susen.

621.	Fra skoven
        En då i flugt
        Droner summer
        Tæt og fjern
        Fuglesang
        Skygger.

622.	Sollys strejfer
        Belyste pletter
        Søvn og sværmen
        Jeg suger til mig
        Brisen briser
        Tiden.

623.	Skyer driver
        Jeg slumrer
        Og svæver
        Sten og træer
        Står fast
        Jorden drejer *).
*) Til minde om William Wordsworth (1770–1850) A slumber did my spirit seal.

Den fælles sans

Den fælles sans *)

423.	Iegs fortælling findes,
        Hver gang ordene fejler.
        Hver gang i elementalernes nærvær.
        Iegs fortælling er et stille wow,
        Når de føler sig hele,
        Og tabte for ord.
        Dér, lige på den anden side af sproget.

424.	Iegs fortælling er nærvær af liff ,
        Og en anden form selvhed.
        Dér, lige på den anden side af huden:
        Ildens varme og sansen af væren,
        Ilten der løfter kroppen op og ud,
        Blommebid og æbleduft,
        Solstrejf og bladmosaik,
        Græssets svajen,
        Vandets klukken,
        Klippens ro,
        Strandens sand,
        Og bølgernes ved ikke hvad.

425.	Iegs fortælling er sanset, indåndet, beåndet.
        Fysisk dér og i sit væsen dér:
        I elementalernes nærvær.
        En følelse af overflod - og en fornemmelse af sorg,
        En sans for det tabte - og en viden om det uendelige.
        Af vished uden ord.
        Iegs fortælling er den fælles sans, den sjette sans.
        Dér, mellem hud og bark, mellem skind og skein.

426.	Iegs fortælling er tanke og krop,
        Føjet sammen,
        Igen,
        Hvor de kom fra,
        Og hvad de igen kan blive.

427.	Iegs fortælling findes,
        Hver gang tanke føles som krop,
        Og krop fornemmes som tanke.
        Bevægelse bliver til idé,
        Og idé bliver til jord,
        Der bevæger sig under fødderne,
        Som skygge og substans,
        Og folder krop og tanke ud.

428.	Den sjette sans er bare en metafor
        For den tabte sans.
        Den sans som bevidstheden søger
        Og aldrig finder.
        Den forklaring, der ikke findes,
        Den indsigt, der ikke kan opnås,
        Den sans, der skal skabe mening;
        Den tabte mening.

429.	Mening er også bare en metafor
        For frygt for liv på jorden,
        For bevægelse i mørket,
        For det, der kommer.

430.	Den sjette sans
        Er vished uden viden.
        Den sjette sans 
        Er urgammel erindring.
        Den sjette sans 
        Er en fornemmelse af stillehed .
        Når verden og væren er ét.
        Den sjette sans er den fælles sans.


431.	Den fælles sans
        Er dér ieg og jeg mødes:
        Hud og sted,
        Sted og ord,
        Ord og bark,
        Bark og hånd.
        Ok.
*) Digtet stammer fra Jacob Gammelgaard: Liff - blandet kor for plantestemmer i tiden mellem den femte og sjette masseudryddelse, Borwick Books, 2021.

Dæmring

Dæmring

207.	Dæmringslys er tid i fysisk form.
        Universet balancerer på en æg,
        Lydløst skifter nat til dag.

208.	Luften er kølig og ren,
        frisk og flydende tyk
        Af aromatiske stoffer.

209.	Hele verden ligger stille;
        Dets mægtige hjerte holder inde *).
        Vi venter, vi ved, det kommer.

210.	Lyset første røde stråler,
        Bæres ind på gylden dis,
        Fortættes og bliver til dag.

211.	Solen damper i græs og buske,
        Rimen gnistrer og smelter væk.
        Blade berøres og foldes ud.

212.	Morgenlyset rammer mig i brystet,
        Stolen vælter, jeg falder ud på gulvet;
        Mit hjerte står åbent, udadvendt.

213.	Her fødes jeg igen hver morgen
        Af himlens lys, der er min far,
        Af jordens dufte, der er min mor **),

214.	Af luften, der omslutter mig i stilhed,
        Af tiden, der kommer uafvendeligt igen
        I dæmringslysets først åndedrag.
 

 *) I erindring om William Wordsworth, Composed Upon Westminster Bridge, 1802.
**) I erindring om Zhang Zai (1020-1077), Den vestvendte indskrift, ukendt årstal.

Wittgensteins have (1)

Wittgensteins have (1)


78.	Hjorten er et frossent farvespil i den kolde morgen. Ører drejes og øjne stirrer; vagtsomheden tikker mellem os. 

79.	Kun den gråhvide damp fra de natsorte næsebor bevæger sig, mens lungebælgen pumper under pelsen; et sekund, to sekunder, tre. 

80.	Grønlige, gullige, brunlige, gråbrune, rødbrune, vissengule, algegrønne, gulliggrønne, sortsprængte, grålige, brungrå, hvidspættede, grågule, orangesorte, blågrønne, og gulnede røde farver står frostovertrukne og stille i den klare luft.

81.	Dette er hjorten. Jeg træder den i møde. 

82.	Jeg kan ikke holde farver i min hånd, men jeg kan berøre dem som en del af noget andet. Farver er ikke ting, men de kan ses og skelnes i millioner af nuancer, som jeg ikke har ord for. Farver har kvaliteter, der ikke kan bevises. Farver afgiver oplevelser, der ikke kan forklares. 

83.	Og så: frygt, spring, flugt og sult. En knasen fra hove, der sætter af over stubbe og kvas og kun den hvide pudegump vipper mellem træerne, og billedet er borte.

84.	Vi forstår i billeder, vi føler i farver, vi beskriver famlende.