2031. Lyset er en lethed indvendig, Smæk af sukker, stød af fotovolt; Ieg kenner alle mine vækster, Hormoner stiger, vener klukker Auxiner, ah, med cytokiner; Frugtskud dannes, spændes op.
2032. Knopper snæres i metamorfose Ieg indfatter dem i grønne bånd Værner dem mod frost og råd; Mærker mine farvers diagram Fra den ru vækstkemi i rosa Til glat og lysåben hvid.
2033. Jordbunden grøder og kribler, Ieg følger enzymer og væde Sprække op i mine vener Fra mine rødder, i hver spids Forbundne ud i alle limber Indtil bristeklar, ieg slipper.
2034. Ieg er en flerhed af mig selv, Hver en blomst, der sættes fri, Mit offer til de levende ting; Det sitrer i korpus hver gang En bladkant krænges og gribes, Og ieg genskabes i overflod.
Nyt i Index Titusind: Hormon ◦ 2031, Metamorfose ◦ 2032, Enzym ◦ 2033, Overflod ◦ 2034.
1889. Strunk og statelig Rundt havedammen I svungne buer Ned over vandet, Indtil de segner Vokset i sænk, Ud over sig selv; Solhungrig Ikaros.
1890. Akantus er min yndling, En biologisk stridbarhed. Planten har mange navne: Bjørnelab og bjørneklo, Bjørneklov; hvorfor mon, Bjørn og beelzebub i én? På engelsk kaldet bjørnebag, Pudsig omvendt synsvinkel; Folkeviddet er endeløst.
1891. Blomsten er befæstet: Det nederste svøbblad En yndefuld halvskål, Grønlig hvid og venet, Med et langstrakt næb Trukket ud i sylespids (En form eminent vegetal, Intet menneskeskabt ligner, Tænk soldug og karnivor), Bladets kanter bestykket Med kraftige, lange torne. Jeg tænker, det er hér Man har set en bjørnepote. Selve blomstergabet Opspærret og armeret Med et nålespidst spyd Sat lumsk på skrå, Som partisanens baghold, Der blokerer adgang For sultne insekter, Fugle og pilfingre Som jeg, stukket skarpt Øjeblikkeligt.
1892. Bestøvning kun af bier, Hærdebrede humlebasser, Der kan mase sig ned Mellem svøb- og kronblad; Jeg har set det, Filmet det en gang: Hele blomsten bæver, Blade bugner op, Stænglen skælver, Når bien kravler ned Og bakker baglæns ud, Summer bort igen.
1893. Vi tiltrækkes og beundrer Akantus som blomst: En ophøjet planteform, Som lilje og oliven, Brugt til symboler og Kunstneriske motiver Gennem tusinder år. En akantus pryder Den korintiske søjle, Som tempeludsmykning Og antikt magtornament; Jo, etnobotanikken Lever i os alle.
1894. Ja, jeg ved, jeg ved: Min tvivlsomme fatwa mod Den antropomorfe metafor; Lige så nytteløs som ikonforbud Eller et dørslag i regnvejr; En digterisk parole, Der ikke rummer, At planter lever, Og lever meget længe, I kulturens billeder Og livssymboler.
I erindring om Johan Lange (1911-2007), dansk botaniker og etnobotaniker, hvis storværk Ordbog over Danmarks plantenavne 1-3 er en uundværlig ledsager for enhver plantedigter og humanist med interesse for de dybe kulturelle bånd mellem planter og mennesker.
1807. At se græsstrå som andet end græs, Noget mere end græs, Eller måske At se græs som græs i sig selv, An sich, Ikke sandt, Sker for mig en eftermidddag på balkonen I tynd luft i Tegucigalpa, 12. etage, Hvor et græsstrå kom på afveje, I en terrakotta krukke Med flis I mine øjne dengang ukrudt; Det skriver jeg ikke mere, aldrig, Jeg har lært mig selv at sige krudturt.
1808. Jeg kredser om strået i dagevis, Mit sprog overrumplet, vredet skævt; Tager billeder, kasserer dem, tiltrukket Af stråets overvældende form, enkelhed; Jeg lavede en opstilling på sort baggrund, En vellykket planteskikkelse på foto: Mit første græsstrå, iagttaget med omhu, Dette enorme noget, denne græshed.
1809. Jeg får en ubændig trang til at beskrive Dette strå i sin helhed Af hvad? I sin samlede fremtoning som græsstrå, Altså som et vitalt væsen, en vækst, Der skaber indtryk, vækker, følelser, Og evner at være medrivende, at knytte Bånd til en betragter, mig, en ikke-ting.
1810. Hvormed jeg mener alting om græs: Hvordan kommer verden til et frø? Hvordan er det at stå fast? Hvordan er det at have rødder? Enzymer, hormoner, luft celler? Hvad er op og ned på græs? Hvordan opfatter et græsstrå sig selv, At afgrænse sig selv til andet græs? Hvordan er sex blevet til hos græs? Hvordan mærkes blæst og regn og sol? Hvordan mærkes det af få lys på blade? Hvad er det for en fornemmelse: fotosyntese?
1811. Hvor mange arter og slægter af græs? Er det en rigtig, rimelig, relevant inddeling? Er begrebet om art en måde at skabe forskel? Eller skal vi måske tale om kredse: Livskredse, artskredse, karbonkredse, beslægtethed?
1812. Hvordan fik græsset sin særlige form? Oplært som jeg er i evolutionær teleologi, Hvor enhver form og funktion har formål, Formål knyttet til en logisk afledt funktion, Formet til overlevelse, formering og ernæring, Hvor intet, absolut intet hos græs er overflødigt; Men hvorfor ser græs så sådan ud?
1813. Kan planter føle velvære eller Er deres omverden mørk, eller Er mørk ikke et dumt ord? Når man ingen øjne har, men Måske noget andet: måske Receptorer til infrarødt lys, varme kemi?
1814. Kan græsset overhovedet mærke mig? Er jeg et signifikant væsen for græs? Som den er for mig og mine fingre, Kan man sige at græsstrå Eller arten, Har individualitet forstået på den måde, At de kan sanse og erkende deres omverden?
1815. Hvad er det for en særlig græshed? Form, avne, stakke, frøstand, skikkelse; De lever og vokser fra roden op, Frø spredes af store græsædere og myrer eksempelvis; Græs er en del af klodens elementer, Som jord, vand, luft og træer, Hvis man er græsæder eller menneske, tilfældigvis.
1816. Hvad er viden og hvad er digt? Eller er det to sider af samme nexus: Planter, mennesker i adskilte umwelt; Og når alt dette er sagt og skrevet, Stadig dette spørgsmål: Hvorfor Er dette gule græsstrå åbenbart smukt? Hvad giver græs ynde og æstetisk fremtoning? Sådan som jeg så det for første gang Hos et græsstrå, der så ud som sig selv?
1817. Hvorefter digt og viden går i ring; Har jeg i det hele taget ord og organer, Der er egnede til det formål at beskrive Hvad er det at være græs, undtagen, Hvad alle slægtskab må erkende selv, Fingerspids til bladspids, mærk selv.
1818. Vi lever i ugevis derude På vores balkon; Jeg køres i bil til kontor hver morgen, Vagten kommer løbende, dobbeltløbet, Og tilbage igen hver aften i skygger Til strået, der ældes, gulnes oppefra, Det visne græs, som jeg kalder eccepoa *), Med tanke på liv og frelse i biosfæren.
1686. Der er planter Ved det at være, Deres blotte nærvær, Som fremtræden, Der suger øjne ind, Trækker fingre til Alene derved At stå på stedet, At tage sig ud Som en erklæring, En synlig insisteren, På det at være plante I genudformning Af alt det, En plante er og gør; Det er bare måden, Den gør det på, Måden, altså, Den er udtryk for En stædig livsform, Noget civilisatorisk, For os at forstå Og tage imod: En ekstravagant Selvindeholdt Selvhed.
Mjødurt og guldbasse
770. En stand af mjødurt:
Planter tæt med kvaste
Og flødehvide blomster.
Blomsterstanden er puffet,
Lidt lodden for øjet,
Hele blomsten virker sløret.
771. Sløret er et pudder
Af bitte hvide hår:
Blomstens støvtråde,
Kun millimeter lange,
Der byder op med pollen,
I den dovne sommerbrise.
772. En grøn guldbasse glimter
I blomstens hvide luksus,
Dækket af støvdragerdun,
Udstrakt, ubevægelig
På en seng af urtens skærme,
Honningberuset og varm.
773. Det tonede hvide skær,
Det gyldne grønne skin
Tilfredse i mættet lys;
En duftende blomst
En narkotiseret bille,
I en sommerskov.
Liljekonval
273. Grønne smalle rør
Skyder frem af skovens bund.
Forårsjorden ånder.
274. Stilken dannes nedefra
Blandt visne blade, anemoner,
Rådne agern, muldprocess.
275. Hylsterblade krænges ud
Hvælver, skærmer
Blad og frugter indeni.
276. Blomsterstænglen buer op
Behængt med hvide krukker
Fliget rand og spidser.
277. Drypper gift og duft
Vajer smukt i brisen
Rækker tunger op i himlen.
Pæreskud
268. Filtede bladtunger
Flagrer om et pæreskud;
Narhat med spidser.
269. Dun og hvide tråde
Svøbt om pærens frugtanlæg;
Rosa silkepuld.
270. Kostbare, rosa æg
Indfattet i små buer;
Grønne kronblade.
271. Narren holder hof
Kongen salvet og kronet,
Som et pæreskud.
272. Æble i hånden
Pæreknop på hovedet
Frugtregalier.
Benved skud
261. En benved sætter skud i et hegn af buske, tusinder af spidser i et virvar af kviste, der forskyder sig i alle retninger. Og dog: de peger alle udad, som om hele busken søger udveje, og finder dem. Benved er sin egen løsning.
262. Jeg fjerner et topskud med en kniv og sætter mig i det gulnede græs med en lup. Senere bar jeg skuddet hjem til arbejdsbordet. Her er hvad jeg så og skrev.
263. Topskuddet sidder på den firkantede stilk. Ved skuddets rod sidder to knopper, der ligner åbne sårskorper med rødt kød, der buler frem i midten. Det er substansen til et nyt stilkepar.
264. Skuddet er fæstnet i en krans af fire bægerblade, 5 til 10 mm lange. Bægerbladet er aflangt og hvælvet. Det er creme-hvidt forneden, der changerer over i sart pink omkring to-tredjedele oppe på bladet. Hér forstærkes og fortættes farven til en stærk pink og bladet ender i en rødligsort spids, der minder om en blodunderløben klemmelus med lupsmå fimrehår rundt i kanten.
265. Ud af bægerbladenes mund skyder en grøn cylinder lavet af et par tæt sammenrullede blade. Bladet er bønnegrønt men changerer over i lyserødt og trækkes ud i endnu en blodrød spids.
266. Bladspidserne krænger let udad og åbnes, mund-i-mund, og en ny cylinder trænger sig frem: grøn, pink og rød.
267. Det sammenrullede blad har tydelige vener; det er en grøn hinde af tyndt, fint liv. Indeni: en puppe, en plantefødsel.
