485. Ve gav dem vos bedste venerationer Her på bjerget i Eleftherna, Ve gød frø og agern og nektar På stenet jord, blandt stikkende strå, I dybe raviner, på klippesider.
486. Venerationer voksede frem I det dovne støv, den svedne hede I den tid, det tager En kermeseg at synke i jorden, I den tid, det tager En by at falde om i brokker, På de gamle sten, Blandt antikke frø.
487. Kom ind under min skygge Og ieg vil vise dig, Hvad frøet virkelig kan; Kriger, slave, senator, matriark. Her hvor stenen står, hvor I blev sænket ned, Ofret, mindet, glemt og gravet ud.
488. Der satte ieg et minde: Min frugt ved hovedstenen. På nekropolis står de nu: De to damer fra Eleftherna, Indsat i hinandens former, Sammensatte søstre i sten og træ, Indtil ieg, olivenolding, Svinder ind og smuldrer væk, Mens stenen står tilbage Fra min veneration til den næste.
489. Kom med ned i slugten Og ieg vil vise jer, Hvad figentræer virkelig kan: Holde hele bjerget i et greb Til kommende generationer. Ieg holder på jeres minder og viden, Halvt hemmeligt, halvt skjult, Urner, amphoraer, våben, skjolde; Den lille okse og hinden halvt i spring Fanget i det brændte ler, Hamret ind i guld.
490. Kom ind under denne mur Og ieg vil vise jer, Hvad vedben virkelig vil: Langs agoraen, ned af bjergsiden, Ud over de antikke mure, Nedstammet i lige linje fra urtids frø, Vokser venerationer af vedben I metertyk pragt af blanke blade.
491. Kom nærmere; Ieg er levende lag Af solvarme, sugende, slikkende bier, Et summende spektakel Så højt, at I stopper, Forundret over hvad, I ser:
492. Ve viser jer byens dronninger Og Elefthernas reiterationer: Alle templerne, al kunst, Tårnet, jordskælvet, søjlerne, Alle villaer, cisterner, Alle stater, alle krige. Ve har set slægt efter slægt, Stable disse sten og Sove under disse stjerner. Og her står ve Til de atter mødes.
Eleftherna er en ruinby og arkæologisk udgravning på Kreta. Byen har haft en central betydning for Kretas historie i tiden fra det 9. årh fvt frem til den blev endelig forladt omkring år 800 (byen blev ødelagt af jordskælv for anden gang i 796). I dag er der bygget et vidunderligt museum i den nutidige by Eleutherna.
312. Hvad er det, der gør mig særlig glad for kulsukker? Hvert forår venter jeg på, at den stikker sin sammenrullede tungespidser frem af jorden omkring den første maj.
313. Hvad er det der trækker mig ud, hvor den gror, bare for at se den, for at give hånd med et blad? Hvad er denne særlige energi mellem planter og mennesker?
314. Jeg elsker kulsukkers store grove blade, der skyder op af den bare jord, det ene inden i det andet. Ru, tykke blade med dybe, behårede mønstre i relief.
315. Stængler og bomsterstande skyder op i svanehalse og svikler, dobbelte buer. Sikken et syn, når sviklen ruller sig ud: en hanekam af blomster, eller i humanmetafor: en regnbuefarvet tomahawk.
316. Jeg elsker når den blomstrer blomst efter blomst, Skumringsrøde, himmelblå, mælkehvide nuancer med honning indeni. Bier flokkes i bægrene hele sommeren. Korttungede bier bider hul i kronbladene øverst oppe og stjæler nektar fra de langtungede bier.
317. Som andre planter, har kulsukker talrige navne på andre sprog. Også på dansk: kongsalveurt, kongsalmerod, radhel, benvel, valurt, vundurt og komfrey for at nævne et par stykker. Navnet kulsukker henviser til plantens kulsorte rod og det sødligt hvide væv indeni.
318. Jeg elsker plantens slægtsnavn: symphytum. Planten, der får noget til at vokse sammen (symphio = vokse sammen, phytum: plante) En tusind-årig samhistorie med mennesker ligger i det navn: Kulsukker er kendt som et ældgammelt middel for knoglebrud og sårheling.
319. Romerske legionærer bragte kulsukker med sig på erobringstogt. Det er sandsynligt, at legionærerne opdagede planten netop under romerrigets voldelige udvidelse, for symphytum er hjemmehørende i Kaukasus og landet omkring Sortehavet.
320. Jeg troede arten i min have var en lægekulsukker. Men det er en foder-kulsukker, som er en naturlig krydsning mellem lægekulsukker og ru kulsukker.
321. Hvilket jammerligt navn, foder-kulsukker. Det er slet ikke forkert, for kulsukker er en gammel foderplante, men hvor trøstesløst i et land som Danmark, hærget af mekaniseret landbrug og ekstrem avlsmentalitet. Tyskland ligeså, hvor foderkulsukker heder futter-beinwell.
322. Foderkulsukker kaldes på engelsk for russisk komfrey. Ditto på fransk. Navnet, formoder jeg, skyldes en hyppig misforståelse i Vesteuropa, hvorefter alt indenfor grænserne af det russiske imperium, fra dets dannelse i det 16. århundrede og frem, blev opfattet som russisk. Det på trods af landets mange nationaliteter, lande, sprog og folkeslag. Ukraine, for eksempel.
323. I anledning af sommeren 2023 vil jeg kalde planten i min have for Krim-kulsukker. I dag, på to-årsdagen for invasionen, ser jeg frem til at krim-kulsukkeret vokser frem igen og ud i sin retmæssige plads under solen. Så kan planter og politik fortsætte deres sammenflettede historie en ny tid endnu *). Slava Tauris.
*) Der findes en kaukasisk kulsukkerart (symphytum caucasicum) og en art kulsukker fra krimhalvøen (symphytum tauricum), der ikke har noget officielt dansk navn. Den er indberettet en enkelt gang i Danmark på www.naturbasen.dk. Den har blå nedhængende blomster i svikler og stammer, som navnet siger, fra Krim.
Liljekonval
273. Grønne smalle rør
Skyder frem af skovens bund.
Forårsjorden ånder.
274. Stilken dannes nedefra
Blandt visne blade, anemoner,
Rådne agern, muldprocess.
275. Hylsterblade krænges ud
Hvælver, skærmer
Blad og frugter indeni.
276. Blomsterstænglen buer op
Behængt med hvide krukker
Fliget rand og spidser.
277. Drypper gift og duft
Vajer smukt i brisen
Rækker tunger op i himlen.
Pæreskud
268. Filtede bladtunger
Flagrer om et pæreskud;
Narhat med spidser.
269. Dun og hvide tråde
Svøbt om pærens frugtanlæg;
Rosa silkepuld.
270. Kostbare, rosa æg
Indfattet i små buer;
Grønne kronblade.
271. Narren holder hof
Kongen salvet og kronet,
Som et pæreskud.
272. Æble i hånden
Pæreknop på hovedet
Frugtregalier.
Benved skud
261. En benved sætter skud i et hegn af buske, tusinder af spidser i et virvar af kviste, der forskyder sig i alle retninger. Og dog: de peger alle udad, som om hele busken søger udveje, og finder dem. Benved er sin egen løsning.
262. Jeg fjerner et topskud med en kniv og sætter mig i det gulnede græs med en lup. Senere bar jeg skuddet hjem til arbejdsbordet. Her er hvad jeg så og skrev.
263. Topskuddet sidder på den firkantede stilk. Ved skuddets rod sidder to knopper, der ligner åbne sårskorper med rødt kød, der buler frem i midten. Det er substansen til et nyt stilkepar.
264. Skuddet er fæstnet i en krans af fire bægerblade, 5 til 10 mm lange. Bægerbladet er aflangt og hvælvet. Det er creme-hvidt forneden, der changerer over i sart pink omkring to-tredjedele oppe på bladet. Hér forstærkes og fortættes farven til en stærk pink og bladet ender i en rødligsort spids, der minder om en blodunderløben klemmelus med lupsmå fimrehår rundt i kanten.
265. Ud af bægerbladenes mund skyder en grøn cylinder lavet af et par tæt sammenrullede blade. Bladet er bønnegrønt men changerer over i lyserødt og trækkes ud i endnu en blodrød spids.
266. Bladspidserne krænger let udad og åbnes, mund-i-mund, og en ny cylinder trænger sig frem: grøn, pink og rød.
267. Det sammenrullede blad har tydelige vener; det er en grøn hinde af tyndt, fint liv. Indeni: en puppe, en plantefødsel.
Hasselblomst
215. Der findes usædvanlige mennesker,
Der opsøger sjældne planter.
De bruger tyve år for at få et glimt
Af Amazonas måneblomst i flor,
Kun en enkelt gang i livet,
En eneste nat, i junglen, i måneskin;
Som nu kunstbotaniker Margaret Mee *),
Der ville male denne blomst vidunderlig.
216. Jeg dyrker denne evne, denne trang,
Fra mit vindue, hvor min verden går.
Seks årtier har jeg vandret her,
Op og ned af buske og hasseltræer
Uden tilnærmelsesvis at se mig for.
Indtil denne botaniske åbenbaring:
En morgen, ved dagens genkomst,
At se, helt tæt på, en hasselblomst.
217. Blomsten er gemt i knoppen,
Kun et dusin grifler stikker op,
Karmosinrøde faner, to mm høje,
Fra hasselknoppens skud.
Med pangfarvet hår ligner hun
En miniature søanemone.
Knoppens skæl er gyldne briocher
På en bund af grønne pistacier.
218. På afstand blot et rubinrødt fnug
På hækkens brune løvkulisse.
Turner: din røde bøje, dit hav! **)
Lykkelig er den, der ser det:
Det smukke i det mindste,
Det sjældne i det vante.
Forundring i det nære;
Det er bare det, jeg skal lære.
--------------
*) Margaret Ursula Mee (1908-88), britisk botanisk kunster især kendt for sine billeder af Amazonas flora.
**) J.M.W. Turner: Helvoetsluys, 1832.
Hjernen er en grøntsag (1)
85. Tanken sidder i hånden, der holder
om blyanten, pennen, grenen, griflen.
Tanker laves med fingrene og dannes
med øjnene på den, der taster, trykker
og sigter.
86. En tanke er hæderligt muskelarbejde,
et godt stykke sansearbejde, ja, hele
kroppen og alle sanser trækker, danner,
slider og følger med når en tanke
udskilles.
87. En tanke kommer af den krop, der laver
den og den hjerne, der lægger indre
stemme til.
88. Hjernen vil have det hele, den er et
hovent organ, der ønsker sig verdensgåden
forklaret og behersket. Hjernen vil have
sin egen sfære, den higer efter evigt liv.
Og vi vil inderligt og katastrofalt gerne
føje den.
89. Men hjernen er intet uden den krop, den
er vokset op med og kan ikke adskilles
herfra, lige så lidt som ingen tanke kan
opstå af sig selv. Begge afrundes og
lægges tilbage i den jord, de kom fra,
og hvorfra de igen dukker op; omsat,
omformet og gendannet.
90. Hjernen er en grøntsag. Svampene ved det.
Ig ved det.
