Ådselgraver nicrophorus vespilloides
736. En gnaver er faldet om på stien,
Rundt sår i siden, struben åben,
Kroppen stadig hel, pelsen blød,
Hullet, hovedløs og nylig død.
737. Kindbakker eller næb har været her,
Åbnet dyret op, fjernet hovedet;
Hvid skindrand kantet grå med pels,
Et grauballegab i dyrets hals.
738. To ådselgravere arbejder hårdt
I kamp mod tid og grønne fluer.
De kravler op over gnaverbjerget,
På ryggen ind under kadaveret.
739. Kadaveret bevæger sig en kende.
Det buler op; først her, så der.
En klo løftes fri, bleg og stiv
Et lugubert farvel til dette liv.
740. Kadaveret flytter sig faktisk
En millimeter ud mod rabatten;
Jeg bøjer mig frem, overrasket,
Checker kloens position i gruset.
741. Tænk engang, lad billedet stå:
En bille på under et gram
Maser, bakser rundt på vejen
En vægt hundred gange sin egen.
742. Billen ligger under ådslet,
Endnu bøjeligt og bullent,
Stemmer op med alle tre par ben.
Byttet rykker sig: kan du se’en?
743. Det gælder om at nå den bløde jord,
Grave byttet ned, afpelse det,
Konservere det, præparere det,
Før ådselsfluer forurener det.
744. Jeg kunne pirke til gnaverkroppen,
Et skub, en tå til ådselbillen.
Men jeg vil se, hvad der sker,
Ingen selvgode gerninger her.
745. Jeg retter mig; empirisk, fattet.
Mens en hundelufter går forbi.
Hun finder mig ækel og ret makaber.
Men se bare her: den mindste skaber;
746. Navngivet efter de romerske bedemænd,
Vespillos, der begav sig ud om aftenen
For at samle slavelig og fattiglemmer;
En formidabel bille, jeg aldrig glemmer.
Silphiden og muldvarpen
Silphiden og muldvarpen
723. En muldvarp lå som en måtte
I sporet på en støvet skovsti;
En meget flad muldvarp,
Mere rullet ned end kørt over.
724. Voksblege hænder og fødder,
Opadvendte og krumme.
Pelsen smudsig og grå som vejen,
Snuden falmet, lyserød og død.
725. En blank, kulsort bille
Med skarpt orange rygmærker;
Piler rundt og skjuler sig
Ind under kadaverkanten.
726. Bagkroppen stikker ud, lyser op
Af orange designerklatter;
En festlig, selvbevidst bille,
I et orgie af mad og formering.
727. Menneskeverden trænger sig på,
Som altid, med symbol og imago.
Lad os give den et navn:
Batmanbillen, kan I se det?
728. Silphide *) hedder familien
Af ådselbiller: skovvæsener
Uden sjæl, mente man.
Batman ka’ være ligeså godt.
Misvisende, men nutidig.
729. Jeg har set hvad de kan:
Rådyr, sæler og nu en muldvarp,
Knogler, skind og pels,
Tomme hylstre på en strand.
730. Tænk hvis visne blade
Døde planter, insekter og dyr
Ikke bliver nedbrudt, omsat
I en cirklær kompostøkonomi.
731. Jorden var druknet for længst -
Jeg mener geologisk forlængst -
I slam, stank, råd og skum;
Intet dyreliv var muligt.
732. Men i stedet vokser her
Træer og bløde græsser,
Hvor ådselbiller og bakterier
Har begravet deres fund;
733. Pillet og pudset knogler af,
Dækket og gødet efter sig
Til kommende generationer,
Og planters venerationer.
734. Jeg vil gå ud i skoven,
Når min tid kommer.
Følg ikke efter mig;
Jeg begraver mig selv rå **).
735. Lad dem bare gøre rent bord:
Bryd mig ned til basis qi;
Fordelt og opslugt igen
Af de titusind ting.
*) Til de billekyndige: Billen på stien var en ådselgraver i underfamilien nicrophoros: en sortkøllet ådselsgraver (necrophoros vespilloides).
**) Om kompost og kremering i planteperspektiv, se kapitlet Vi vil helst have dem rå i Jacob Gammelgaard: Liff – blandet kor for plantestemmer i tiden mellem den femte og sjette masseudryddelse, 2021.
Foto
Wittgensteins have (1)
Wittgensteins have (1) 78. Hjorten er et frossent farvespil i den kolde morgen. Ører drejes og øjne stirrer; vagtsomheden tikker mellem os. 79. Kun den gråhvide damp fra de natsorte næsebor bevæger sig, mens lungebælgen pumper under pelsen; et sekund, to sekunder, tre. 80. Grønlige, gullige, brunlige, gråbrune, rødbrune, vissengule, algegrønne, gulliggrønne, sortsprængte, grålige, brungrå, hvidspættede, grågule, orangesorte, blågrønne, og gulnede røde farver står frostovertrukne og stille i den klare luft. 81. Dette er hjorten. Jeg træder den i møde. 82. Jeg kan ikke holde farver i min hånd, men jeg kan berøre dem som en del af noget andet. Farver er ikke ting, men de kan ses og skelnes i millioner af nuancer, som jeg ikke har ord for. Farver har kvaliteter, der ikke kan bevises. Farver afgiver oplevelser, der ikke kan forklares. 83. Og så: frygt, spring, flugt og sult. En knasen fra hove, der sætter af over stubbe og kvas og kun den hvide pudegump vipper mellem træerne, og billedet er borte. 84. Vi forstår i billeder, vi føler i farver, vi beskriver famlende.