Fodspor i Laetoli
1624. Fossile fodspor i sand og sten
Aftryk i mudder, vulkaners aske;
Fortælling i sten og på papir
Kræver oprejst gang og tæer.
1625. Fossile fodspor er historier,
Forstenet vilje og energi
Til oplevelse og handling,
Fanget i et glimt, slettet.
1626. En tidlig tofod på farten
Op over en mudderbanke,
Vakler lidt, samler fødderne
Finder balancen, sætter af.
1627. De ældste af alle fodspor:
En voksen og en unge
Side og side på en klippe:
Fodsporene fra Laetoli.
1628. De har ikke travlt
Ingen rovdyr truer dem,
Den lille skridter ud,
Hånd i hånd, vel nok.
1629. Et sted i urlandskabet
Stopper de en stund;
Tåspidser side om side,
De vender sig mod øst.
1630. Her står de begge stille,
Skuer ud i horisonten;
En hed vind i ansigtet
Tre millioner år siden.
1631. Den voksne peger ud
I verdens første wow:
I denne handling, nu,
Opstår fortælling, digt.
1632. I er alle døde, Hominin
Titusinde slægtsled borte.
Jeg vil rejse til Laetoli
Og stå ved jeres spor.
Nyt i Index Titusind:
Fodspor ◦ 1624; Fossil ◦ 1625; Mudderbanke ◦ 1626; Klippe ◦ 1627; Rovdyr ◦ 1628; Urlandskab ◦ 1629; Horisont ◦ 1630; Digt ◦ 1631; Hominin ◦ 1632.
Billedet til venstre er fodspor formentlig af Paranthropos boisei, Koobi Fora, Kenya, ca. 1,5 mya, foto: Neil Roach. Billedet til højre er et aftryk formentlig af Australopithecus afarensis, Laetoli, Tanzania, ca. 3,7 mya, foto: Encyclopaedia Britannica.
Hvalen fra Tanum
Sporet i nord – dag 3
Hvalen fra Tanum
1503. I skoven oven Tanum sletten
Over hvide, nøgne klippeflader
Skåret og skuret af bræ og is
Vandrer vi i oldgammelt land;
Her er Sveriges helleristninger
Spredt ud over fjeldets sten
Vendt ud mod urtidens hav
Og fjorden, der lå her dengang,
1504. Figurer der granskes og tolkes
I hver tidsalders selvforståelse,
Også min, også jeg, og dog,
For her er er er urtidskunst
Fra en ristende visionær poet,
Hvor ingen formidling behøves:
1505. Et sted på klippefladen
Finder jeg en lille hvalfigur,
Set, følt, genfortalt til mig:
Natur og kultur tilsammen
Fra en tid, hvor man næppe
Har haft behov for at skelne.
1506. En mesterlig oldtidskunstner
Med sofistikeret sans for form
Med følelse for levende figurer og,
Er jeg sikker på, med ægte fryd,
Har gengivet hvalen dens væsen.
1507. Nu, tretusind år senere
Viser han mig hvalen igen
Ude i fjorden, hvor han kom,
Hvor vi sammen så ham blæse,
Hvor vi tog hans sjæl til os,
Og forbinder mig, uden filter,
Til sit indre blik for poesi
For ærefrygt og harmoni.
Nyt i Index Titusind:
Bræ ◦ 1503; Urtidskunst ◦ 1504; Poet ◦ 1504; Hvalfigur ◦ 1505; Hval ◦ 1506; Harmoni ◦ 1507.
Ti frøer i hob
1470. Ti frøer i hob,
Sommersol og varme sten,
Guldsmed flyver bort.
1471. Grønfrøer på vagt,
Skyggespil på skident vand,
En fod flytter sig.
1472. Et urgammelt syn:
Frø, dreng i frossen figur;
Ti frøplop forløst.
Nyt i Index Titusind:
Sommersol • 1470; Grøn frø • 1471; Urtid • 1472.
Urtidsminder
Urtidsminder
1443. Larver er dyr, som få ser og endnu færre forstår; heller ikke jeg, som nu eksempelvis i går;
1444. På knæ og albuer med fingre dybt i havemuld; så jeg en larve, som næsten væltede mig omkuld;
1445. Et lysende fund i den mest kostelig farve; af den sorte jord en lille forårsgrøn, sammenrullet larve;
1446. Af form som den forgyldte, fossile ammonit; jeg som dreng faktisk fandt ganske tit;
1447. Den dreng, der klatrede rundt på Devons sorte kyst; med kroppen fuld af videtrang og findelyst;
1448. Som gravede med klodsede fingre i Karbons urgamle stoffer; rester af dyr og planter fra livets endeløse offer;
1449. Nu, forundret at noget så skabende grønt og sart; lever, findes, så indlysende og åbenbart.
Nyt i index Titusind:
Larve ◦ 1443; Knæ ◦ 1444; Forårsgrøn ◦ 1445; Ammonit ◦ 1446; Kyst ◦ 1447; Karbon ◦ 1448; Sarthed ◦ 1449.
Den grønne larve tilhører agatuglen, en almindelig natsværmer i Danmark med form og kamouflage som et rustrødt, vissent blad. Idet jeg samlede larven op landede en mariehøne på min handske. Hun ville hele tiden pile af, men med nøden fra en finger satte hun sig et øjeblik på kameraskud til en håndfuld farverige arketyper: jord, larve, bille og fossile minder.
Doggerland
Doggerland
I
1114. Det eneste radioprogram jeg husker
Fra drengeårene er farvandsudsigten.
Dag efter dag, den samme messen,
De samme mytiske steder på havet:
1115. Tyske bugt, Papabanke,
Fiskebanke, Fladen Grund
Drogden Fyr, Doggerbanke
… Doggerbanke.
1116. Oplæseren sagde også nine
For at undgå forveksling med fire.
Derfor siger jeg den dag i dag
Mit cpr-nummer sådan her:
Nul-syv-nine-og-fyrre.
1117. På besøg hos skolekammerater
Fra Stenbjergs fiskerhjem
Lagde de hånden på min arm,
Shh, sagde de, vær stille,
Far hører farvandsmeldinger.
1118. Huset blev helt stille;
En stor mand, der lugtede
Af kål og våde får
Sad krumrygget på en stol
Med øret ind til radioen
Og det grønne tunerøje,
Med sus, knas og æterfløjt.
1119. Vi sad musestille, andægtige,
Hørte med på talremser og
Disse forunderlige stednavne:
Tyske Bugt, Papabanke,
Skagerak, Vikingbanke,
… Doggerbanke.
II
1120. Dengang Rhinen, Seinen og Themsen
Flød sammen i en kæmpe strøm
Vidt ud i den Engelske Fjord;
Dengang, i hundreder tusinder år,
Hvor Nordeuropa var ødemark,
Is, pilekrat, strand og skov,
Ud over hele Doggerland.
1121. Et oldtidland med rensdyrjægere,
Kystfolk, fiskere, kæmpehjorte,
Mammutter, løver, urokser,
Mudderbanker, marskland, moser,
Tundra og smeltevandssøer,
Før den sidste katastrofetid,
Titusind år før nu.
1122. Ismassernes afsmeltning tog fart,
Havet steg 120 meter på kort tid,
Skyllede ind over Doggerland,
Skabte den Engelske Kanal;
Ureuropas floder skiltes ad.
1123. De bedste kystområder, fiskepladser,
Storvildt, rensdyrflokke, vadefugle,
Muslingebanker, bopladser;
Alt blev oversvømmet:
Fra Edinburgh til Skagen
Harwich til Esbjerg, druknet
Fra Fanø til Hoek van Holland,
Tilsidst kun en ø tilbage,
… Doggerbanke.
1124. Men også den var fortabt;
En flodbølge, 20 meter høj;
Af palæogeografer kaldet
Store egge skredet
Fra Norges kontinentalsokkel:
Trillioner tons af klipper
Forsvandt ned i oceanet.
Ødelæggelsen var altdræbende;
Bopladser, børn, dyr, hunde,
Alt liv, vegetation og vildt,
Levested i hundredtusinder år,
... men Doggerøen forsvandt.
1125. Bibelsk i sit katastrofepotentiale;
Men hér var ingen til at huske,
Ingen til at fortælle og
Spinde historier ved aftenbålet
Om Sortehavets gennembrud
Til Middelhavet, en kataklysme,
Der skabte Bosporusstrædet;
Den ældgamle erindring,
Der blev drejet og formet
Til en judæisk supermyte.
1126. Vi fik ingen syndflodsfortælling
Ingen fælles erindring,
Ingen myter om det tabte land
Her, højt mod nord,
Selvom vi, tavse aner, havde
Land, rigdom og vidder,
Der forsvandt i havet,
… ved Doggerland.
III
1127. Stormflod fra Nordøst:
Vi holder øje med vandet
Hele dagen og aftenen
Ved de vigende kystlinjer,
Hvor ferskvand og saltvand
Blandedes i femten tusind år,
Hvor ismasserne skubbede
Møns Klint og Stevns op af havet
Med kalk, kridt, grus og flint.
1128. Næste morgen går vi ned
På strandengen, i kystskoven,
Blandt væltede træer,
Bortblæste badebroer.
Vi misser lidt mod solen,
Besigtiger skaderne,
Stoiske i vores fælleskab,
Kystfolk, som vi er.
1129. Danmark og Sverige
Var ægte landfaste hér.
Stockholm og Helsinki
Lå derude på bunden
af Ankylus-søen, indlandshavet,
Der brød igenem Storebælt,
Åbnede op til Lillebælt,
Skabte Fyn og Jylland øst,
Skurrede Øresund ud,
Så saltvand fossede ind
Fra det åbne verdenshav
Og dannede Sjælland,
Bare ottetusind år siden.
1130. Havspejlet stiger nu igen,
Om kap med landhævninger.
Som kystfolk får vi se,
Den næste katastrofe komme.
Vi ser vandet for enden af vejen,
Sten, rødder, tømmer, bænke,
Tang, kridt, mudder, skrald.
Hvor højt op endnu?
1131. … Stevns Banke, Sjællands Rev,
Skånegrunden, Københavnergraven,
Der hvor Øresund flød en gang.
IV
1132. Den ludende tavse fisker,
Der lyttede til farvandsudsigten,
Bragte os en kæmpe nytårstorsk,
Så stor, at jeg brugte begge arme
At stavre med den hjem;
Mit eget minde om overflod
… fra Doggerbanke.
1133. Idag er torsken stort set væk.
Fladfisk er små og tynde,
Ikke større end en udstrakt hånd.
Olie- og gas kom ind fra Doggerland.
Vi måbede over enorme borerigge;
Forsyningssikkerhed, hvilken fryd,
Indtil også denne kilde løb tør
Efter nogle få årti.
Nu er kun vinden tilbage
… over Doggerland.
1134. Hvor ville jeg gerne have gået
Langs kysten af Doggerland
Fra Orkney til Skagen
Fra Esbjerg til Dunkirk
Og de vidtstrakte floder
Ved den Engelske fjord,
Hvor himlen myldrede af fugle
Vinger susede så højt som blæst,
Dengang landene hang sammen.
1135. Tør man tro det:
Et hav fyldt af fisk, krebsdyr
Torsk, to meter lange, i tætte stimer
Langs Kullen og Svenskekysten;
Rødspætter på 20 kilo og pighvarrer
Så store om joller derude,
Hvor Doggerlandet stadig ligger;
Kommunestore østersbanker,
Delfiner og tunfisk springer,
Vender maven op i solen;
Havets liv myldrer igen tilbage,
Håber jeg, som dengang,
… ved Doggerlandets kyster.
1136. Jeg ville sætte et minde,
En sten, tja, hvor?
En bølge, en bøje, en pæl,
Et undervandsmuseum?
Et navn
… Doggerland.
Mols bjerge on my mind
Mols bjerge on my mind 1109. Ebeltoft ligger dér, hvor landet sidst blev skabt, i bugten, i den halve horisont med blåt, kruset vand, den vidåbne himmel og landtanger med skov. 1110. Byen strækker sig ud langs kystlinjen. Huse og gader renskurede, hvidkalkede, brostenstoppede, turistforberedte, stemningsoptimerede, æble- og kaffeduftende i efterårets hvide sol. 1111. Stier findes overalt, blandt landets bedste: Langs kyster, klitter, strand; gennem sumpe, moser, plantageskov, ungskov enge, tunneldale; snor sig over moræner, overdrev, bakker; Forbi dybtblå søer, mos, stubbe, svampe, kokasser, hestepærer, trådhegn, åbne enge biller, rævelort og selvsmækkende låger. 1112. Dampen stiger op fra kogeapparatet, Det emmer fra næsebor i aftenmørket, lygter og gafler i vanteklædte hænder. Et rygende hvæs, månebelyst pisstråle under tavse stjerneskud; En frostklar himmel i den enorme nat, teltdug med iskrystaller, ravnekald henad daggy. 1113. Dagevis, milevidt gennem landskabet; på anlagte stier, dyreveksler, hulveje, dér hvor isbræen lå, kun titusind år siden, hér hvor vi går, dag på dag, til støvlers knas i grus mens jeg tænker, at herfra udgår vores fortælling, den som alle kan: istid, afsmeltning, indvandring fra syd, stenalder, vikinger; døde konger, blå øjne; Vores dybeste forestilling om at være menneske i nord begynder efter sidste istid; Før da, kun lidt hulemalerier, nogle neanderthalere sydpå, og så uddøde dinosaurerne; Et stort hul i nordboers kollektive bevidsthed, vores dunkle palæopsykologi, på 60 millioner år. Vi bestiger endnu en moræne: Fra toppen ses Ebeltoftbugten, et mægtigt landskab i hvile, tindrende i urtidsfarver.
Stevns Klint
Stevns Klint
I
918. Kun til fods mærker man landets linjer:
Hvordan undergrunden bølger under stien,
Hvordan sten og rødder skubber jorden ud
Og vandet åbner revner, sprætter fladen op.
919. Nogle vandrere siger at de kan mærke
Stiens molekyler mellem deres tæer;
De kan mærke, hvordan landet blev lavet,
Lag på lag, havbund ovenpå havbund.
920. Kun med fødder og med fingre
Fornemmer man de levende lag,
Der hobede landet op i årmillioner;
Fra kalkens mosdyrsskeletter
Til alger i kridttidens lunke hav.
921. Det er kun en ubetydelig åbning i
Den kilometerlange slåenbræmme;
Men hér er stien ud over kanten:
Omkring 25 meter lodret ned.
Det kræver smattet reb og stiger,
At forcere muddertrin på muddertrin
Ned gennem buskads til nutidshavet.
922. Kridtlaget her stikker dybere og dybere:
Fire- fem- ni hundrede meter tykke lag
Af komprimerede mikrokrebs og skaller:
Enorme lag af fortids liv og mineraler
Under min fødder, mellem mine fingre.
923. Havet graver sig ind i klinten,
Opbløder det porøse materiale,
Sliber runde klumper af gulligt kridt,
Der ligger blandt strandens sten,
Lidt ru på overfladen og kornet,
Efter umindelig tid i jordens skorpe.
924. På klatreturen op til kanten igen,
Forbi bølgede lag af sorte flintesten
Og tynde streger af kosmisk støv
Indlejret og indfarvet i fiskeler,
Passerer jeg den ene katastrofe
Og når op i lyset til den næste.
II
925. Mange vandrere tyder landskabslinjer
Øjet finder dem: de åbne og de skjulte,
De brutale med de bløde.
Men her på Stevns Klint
Finder vi landskabsstrimler:
En smal kant og en strimmel krat
Holder stand mod generationer
Af pløjede marker, herremænd
Udpinte bønder og rette linjer
Overalt i dette flade land.
926. Man mærker aggressionen
Fra afspærrede, forbudsbeskiltede,
Mandshøje jordvolde og trådhegn
Rundt om landskabsskændernes
Snorlige, maskintrimmede indkørsler
Og sprøjtede, pastelgrønne plæner
Klippet helt ud til jordens ende
I besidderhovmod og korruption.
927. Sidste år blev strimlen bredere.
En fredningssag lagde 25 meter
Til trampestiens smalle fodfæste.
Det kan ses med det samme:
Vegetation og insekter myldrer frem;
Men også vrede i høstmaskinens sving
Ind over nyligt fredet land.
928. Klintekanten skifter karakter;
Vildere, højere, flere farver.
Her vokser nye urter og planter,
Gulnet, hårfint græs føjer sig
I vindens retning ud mod havet.
Vandreren nikker til kendte arter,
Botanikeren finder sjældne blomster.
Skilte opsat med droneforbud
(Jeg var længe om at tyde det)
I dette ældste af levesteder.
III
929. Hvide sommerfugle flagrer op
Overalt i den åbne vegetation.
Kilometer efter kilometer
af smalt, nyt overdrev med knopurter,
Tidsler, regnfan, gyldenris,
Og hegn af tjørn, slåen, hyld,
lidt hybenroser og skovæbler.
930. Kålsommerfugle og takvinger
Er ikke arketypens tætte sværm;
Men den fredede klint er nu
Et tegn på overflod og bonitet
På en nøjsom, kalkrig jord.
Bier kravler rundt på sene blomster
Og selv en pelset duehale svirrer
Som en kolibri fra urt til urt.
IV
931. Boesdal Kalkbrud har fået
En ny turistmaskine,
En forsænket linje i landskabet
Bygget af stedet selv;
En evighedsvision om
Bygning og landskab i ét;
En tidskapsel til eftertiden,
En moderne landskabsfortælling
Om klinten, livet, kosmos,
Og os.
932. Nede på klippen over havet
Bygger turister varder af sten;
Urgammel landskabsarkitektur,
Den første fortælling om universet.
933. Ude på sporet står skilte
Med den nutidsnære skildring
Af klippeskærere, flinteknusere,
Forarmede fiskere, kirkebyggere.
Det forklares at erhvervene er borte,
Men ikke at fisken er væk.
I dag er kun havet tilbage.
V
934. De gamle fuglekiggere smiler
Og trænges sammen i tårnet
Længere nordpå ved Mandehoved
Med teleskoper og termoflasker.
Spejdende skanner de horisonten,
Småsnakker, driller, chatter.
Op og ned langs kysten går rygtet,
At hvepsevågerne er kommet.
Ude på ruten søger fuglefolket
De gode steder at stille udstyr op,
De misser med skarpe øjne;
Landsfarende, fugleopsøgende,
Kyndige i naturtegn og fuglekald;
Shamaner uden indre stemmer
VI
935. Skumringen falder over stien,
Inden jeg når til Rødvig.
Istidens moræneler og grus
Polstret af plantemuld og græs
Blandet med molekyler
Og fossile fortidsorganismer
Sidder under mine trætte tæer.
Aftenvandrere sidder stille
I skellet mellem liv på jord
Og alt det andet derude.
En rød, glødende sol
Hænger over kysten og
Det gyldne vand.
Nyt i Index Titusind:
Undergrund • 918; Havbund • 919; Kridttid • 920; Vandresti • 221; Kridtlag • 922; Jordens skorpe • 923; Kosmisk støv • 924; Landskabslinjer • 925; Fredet land • 925; Landskabsskænder • 926; Fodfæste • 927; Vindretning • 928; Knopurt • 929; Arketype: sommerfuglesværm • 930; Klint • 931; Varde • 932; Fiskebestand • 933; Hvepsevåge • 934; Shaman • 935; Moræneler • 935.