Digt og kompost
1223. For henved tredive år siden
besøgte jeg en engelsk have;
en ødselhed af prydvækster
plantet, plejet, og elsket
af en vital haveveteran
klædt i grønt og gummistøvler,
med lugt af voks og jord.
1224. Dette er, hvad jeg husker:
En nøgen kompostplads i beton
med fedtede, rådne plantedele,
en møggreb stillet på skrå,
og oldingens vildskab
i væksthuset, da han
trampede på en snegl
med en hævngerrig ed
og et fåret grin.
1225. Siden lærte jeg så meget andet;
jeg er god til at snakke,
og ganske god til at gå.
Jeg lærte at kende visse træer
og fik en fritvoksende have,
hvor jeg tæller arter af fugle,
insekter, og sætter hjemløse
planter ud i et haveasyl.
1226. Her er store bunker af løv,
kompost af bedste kvalitet
med netop den balance
af stoffer og materialer,
der får bakterier i bunken
til at gasse og gære blade
om til blød og dæmpet muld.
1227. Her er kvasbunker af
afklip, grene, kviste,
nældebundter, vidjer
langs skellet til naboen.
Her er bunker af brændeknuder,
gamle potteplanter, ris, skud
og henkastede stabler af
træstumper og barkstykker
spredt ud ved grundens grænser
som bukke- og billefrås.
1228. Her er kompostbeholdere
og lagdelte kompostbakker
med planterester, rådden frugt,
porretoppe, papirstrimler,
skræller, økopap og savsmuld.
Her trænges en myldrende fauna:
springhaler, biller, leddyr, myrer,
ringorme, bænkebiddere, insekter
mikroskopiske snegle, mider
og milliarder af bakterier.
Skrab det øverste lag af,
og vupti: en Spielberg delight
af vridende, parrende, ædende
slimede, lyssky kompostorme.
1229. Formuldede, mørke klumper,
der klæber mellem fingrene
stadig med orme, der vrikker,
enzymer og mineralske ioner;
netop dette stof, tænker jeg,
som bevidst liv vokser ud af;
et organisk substrat af liv,
nulstillet, klargjort, afgiftet:
Min hjerne i en spand,
parat til blomsterbedet.
1230. Før jeg vidste klart hvordan
værket hér skulle laves,
hvordan det burde formes,
hvordan i det hele taget
titusind ting konciperes,
kom jeg næsten hver dag ud
for at kigge i kompostens
mug, mycelium, orme, snask,
halvt nedbrudte planterester
og fermenterende mikrober;
og hver gang slog det mig,
at hjernen er en grøntsag;
faktisk, med eftertryk,
i den grad er en grøntsag,
og sådan kan man sige, at
digtet fandt sin kernemetafor
et sted i kulstofskiftet.
I taknemmelig erindring om Seamus Heaney (1939-2013) Death of a Naturalist (1966).
Se de tre digte: Hjernen er en grøntsag (1), Hjernen er en grøntsag (2) Hjernen er i den grad en grøntsag (3).
Sporefontæner
Sporefontæner 1192. En koloni af stjernebolde Har sat sig i skovens bund; De har fart i muldfabrikken Og havens forrådnelseskemi. 1193. De kom i dette efterår, Begyndte at bugne frem: Stjerner af flige foldet ud Over træernes nedfaldshøst. 1194. Hyfer griber ned i førnen Enzymer siver ud, suger op, Frigør proteiner, mineraler, Til kulstofskiftets hjul. 1195. Kødfulde sporefontæner, Indeni en svampet lunge; Et pust af sapotrofe søstre Mellem skovens stammer.
Saprofyt
Saprofyt
1156. En stub med et skud af taks
På en bund af brune blade
Fra stilkeg, rødeg og bøg.
Den er dækket, nej, opbygget
I det smukkeste lagdelte mønster:
En broget læderporesvamp,
En saprofyt, der nedbryder
Dødt organisk materiale;
Vigtig i kulstofkredsløbet
Fordi netop denne svamp
Nedbryder lignin i dødt træ,
Det protein, der giver hårdhed,
Og gør træer, ja, til træer;
Altså hårdt, svært nedbrydeligt.
Men lædersvampen den kan;
Omsætter cellulose til glukose,
Og gør det på fineste vis:
De ligner taglagte terasser
Eller måske de hængende haver;
Og folk kommer forbi, stopper,
Og siger næh, hvad er dog det?
For denne svamp er en af de
Skønneste saprofytter.
1157. Læderporesvamp er ikke
Et navn der rykker; okay,
Lidt kedeligt, men adækvat.
Engelsk igen: Turkey Tail,
Fordi det er hvad den ligner:
Haleviften på en vild kalkun.
1158. Navne betyder jo noget:
Vi har ingen navnløse venner,
Vi kender ingen navnløse væsner.
Kun et navn kan give tilfredshed,
En fornemmelse af at vide noget.
I et navn ligger genkendelsen,
Hvis nu, og når vi ses igen.
1159. Vi griber til feltbogen, nøglen, appen.
Hvad er det? Hvad hedder den?
Men i en naturhave, et økosystem,
Spørger vi ikke, hvad er det?
Men snarere, hvem er det?
Nogle gange, hvem er du?
Når overraskelsen er stor.
Og selv om de ikke kan svare,
På en måde vi forstår,
Så har de svaret alligevel;
Fordi de er her, de vokser her:
Bekendte fra beslægtede riger.
Nyt i Index Titusind:
Saprofyt ◦ 1156, Lignin ◦ 1156, Glukose ◦ 1156, Læderporesvamp ◦ 1157, Navne ◦ 1158, Naturhave ◦ 1159,
Træstubalmanak 2023
Træstubalmanak 2023 1149. På den bedste plads i min indkørsel, Hvor fine gæster, folk med andragender, Journalister, venner, bude, drejer ind, Dér hvor stolte haveejere med omhu Kunne udstille haven, anstille sig selv, Står en rådden, sort, ubestemmelig stub, En birk måske, godt og vel fod på tværs. 1150. Man kunne jo rejse en kampesten, En prydbusk, en dresseret haveplante, En stensætning, et skilt, en havenisse, Men jeg elsker min træstub, som den er, Gammel, slimet og kriblende af kryb. Her skal den blive til den forsvinder, Opslugt af mulden, nedbrudt, ældet, Fortæret til trøsket ukendelighed. 1151. Den har stået der allerede ti år, Den varer nok mindst ti år endnu. Så hvert år fra nu vil jeg lave En lille beretning om året, der gik, Om hvad der er sket, hvad jeg har set I træstubbens frodige økosystem. 1152. De seneste fem år har jeg fundet Otte spirende takstræer på stubben, Der klynger sig til roden, borer sig ned Gennem barkens sorte sprækker. Sidste år stod det klart, at en efterfølger, Udpeget og kåret af økosystemet, Skulle indtage pladsen og vokse op: En taks, nu cirka en halv meter høj, Med dusinvis af røde frugter i sommers.
1153. I september kom en skriggul plamage, Tænk raps, karry, kanariefugl eller svovl. Den bredte sig, nej, den kravlede, Hen over stubben en uges tid og forsvandt, tørrede ind, grå og rynket overflade: Troldesmør, et svampedyr, men hverken svamp eller plante eller dyr. Godt navn, vi vil altid huske den, Næste gang vi mødes til skovtaffel. På engelsk bliver det helt lyrisk: Slim muggen hundebræk *), mig en ære; De kan noget med ord, de briter.
1154. I oktober voksede en stand af gul fløjsfod blævrende, bævrende, brændt karamel, Høje svampehætter, en lys og levende farve Tæt sammen i en klynge, en konspiration. De står der måske frem til foråret. Det regner, en silende efterårsregn, Mens svampene står derude Godter sig med lange sugetråde, Strutter af biokemiske processer, Dybt i ved og celluloseproteiner Fra stubbens svampede spisebord.
1155. November falder i regn og blade, Skyer trykker, blæsten rykker. Træstubbens flade fedtet ind Til næste hold af saprofytter. En koloni af hvide koralsvampe Stikker frem fra alle sprækker Mellem træets rådne bark og Træets gamle yderved, dér På stubbens svageste sted: Det bizarre syn af mælketænder På en oldings sorte gummer. De skyder rundt på stubben overalt, hvor der er revner: Små nåle, hvide pinde, Frugter fra stubbens indre, Gennemstukket, omklamret i et net af hyfatråde, der ætser, opløser, udsuger Stubben, der svinder ind, Stille, stille, stille, Mørnet, år for år. Stadig reserveret et vers til jul **).
*) Dog vomit slime mold (fuligo septica) eller rørægslim eller denne pudsige skævert af en eufemisme: jasminmug. Den er god nok. **) Index Titusind er opbygget og nummereret i hånden. Jeg kan taget et vers ud og erstatte det med et andet. Men hvis jeg sætter et vers ind, går der royalt ged i nummerrækken; jeg skal manuelt ændre nummerordenen for hvert efterfølgende stikord i tre registre. Givet at træstubbens veje er uransagelige og at en almanak er en julebehæftet sag, er det nok klogt, at lade en plads stå åben.
Silphiden og muldvarpen
Silphiden og muldvarpen 723. En muldvarp lå som en måtte I sporet på en støvet skovsti; En meget flad muldvarp, Mere rullet ned end kørt over. 724. Voksblege hænder og fødder, Opadvendte og krumme. Pelsen smudsig og grå som vejen, Snuden falmet, lyserød og død. 725. En blank, kulsort bille Med skarpt orange rygmærker; Piler rundt og skjuler sig Ind under kadaverkanten. 726. Bagkroppen stikker ud, lyser op Af orange designerklatter; En festlig, selvbevidst bille, I et orgie af mad og formering. 727. Menneskeverden trænger sig på, Som altid, med symbol og imago. Lad os give den et navn: Batmanbillen, kan I se det? 728. Silphide *) hedder familien Af ådselbiller: skovvæsener Uden sjæl, mente man. Batman ka’ være ligeså godt. Misvisende, men nutidig. 729. Jeg har set hvad de kan: Rådyr, sæler og nu en muldvarp, Knogler, skind og pels, Tomme hylstre på en strand. 730. Tænk hvis visne blade Døde planter, insekter og dyr Ikke bliver nedbrudt, omsat I en cirklær kompostøkonomi. 731. Jorden var druknet for længst - Jeg mener geologisk forlængst - I slam, stank, råd og skum; Intet dyreliv var muligt. 732. Men i stedet vokser her Træer og bløde græsser, Hvor ådselbiller og bakterier Har begravet deres fund; 733. Pillet og pudset knogler af, Dækket og gødet efter sig Til kommende generationer, Og planters venerationer. 734. Jeg vil gå ud i skoven, Når min tid kommer. Følg ikke efter mig; Jeg begraver mig selv rå **). 735. Lad dem bare gøre rent bord: Bryd mig ned til basis qi; Fordelt og opslugt igen Af de titusind ting. *) Til de billekyndige: Billen på stien var en ådselgraver i underfamilien nicrophoros: en sortkøllet ådselsgraver (necrophoros vespilloides). **) Om kompost og kremering i planteperspektiv, se kapitlet Vi vil helst have dem rå i Jacob Gammelgaard: Liff – blandet kor for plantestemmer i tiden mellem den femte og sjette masseudryddelse, 2021. Foto