2024. Stilheden
Når regnen holder inde,
Drypkadencen rinder ud;
Intet sker, tyst verden.
Stilheden
Mærkes vædeduftende, mild,
Vandråber i spænd, vokser;
Jeg er blank, venter.
Nyt i Index Titusind:
Stilhed ◦ 2024, Vandråbe ◦ 2024.
Se også: Monsun, en sommer, Et sekund, en morgen.
Kysten holdt, landet består
Kysten holdt, landet består
1775. Kysten holdt, landet består
Efter stormfloden forrige år;
Femhundrede træer faldt her,
Hvor vi går langs bredden
Til labbelyden af milde bølger;
Blankt hav under bleg himmel,
Luften er lun og vejret er mildt,
Skyer flyder og ligner kæmpedun.
1776. Efter så megen vildskab ligger
Vrag af træer på den øde bred;
Et rodskelet stikker op af sandet
Afblegede rødder, vejrbidt ved,
Saltet, forblæst, filtret i tang;
Det er ikke tit vi ser det,
Tæt på i alle dets detaljer:
Den viljestyrke rødder har.
1777. Rødderne reddede os alle,
Holdt jorden i et kæmpegreb,
Mens vi klamrede os til håbet;
Gjorde jorden svampet, stærk
Opsugede det hvide havvand;
Et rodnet, der kan stå i salt,
Sejt, bøjeligt, nær ubrydeligt
Som organisk jordarmering.
1778. Enhver der fælder en skov
Tager skyld og ansvar på sig;
Når en genbo fælder et træ
Planter jeg straks et andet;
Ved den faldne fyr på stranden
Under dens benede pegefinger,
Et minde, ja, et kultsted,
Sætter jeg en gran fra haven.
Nyt i Index Titusind:
Kyst ◦ 1774; Rodskelet ◦ 1776; Havvand ◦ 1777; Kultsted ◦ 1778.
Vinterdæmring
Vinterdæmring
1763. Februar morgen, kvart over syv,
Dagen gryr, vi begynder påny.
1764. Havet ligger blankt og stille,
Her er koldt og verden er lille.
1765. Himlen åbner sig hvidligblå,
Ord krymper og blir ganske små.
1766. Tynde grene i fint filigran,
Silhuetter ude i synets rand.
1767. Skoven og strand i mørke rids,
En kile af lys fra næssets spids;
1768. Dér hvor solen snart står frem
I horisonten, hvor jeg vil hen.
1769. Jorden og havets svage krumning
Ses klart i den frosne dæmring;
1770. En tynd og dybblå streg
Foran mig, der viser vej.
Nyt Index Titusind:
Daggry ◦ 1763; Hav ◦ 1764; Himmel ◦ 1765; Synsrand ◦ 1766; Næs ◦ 1767; Horisont ◦ 1768; Dæmring ◦ 1769; Vej ◦ 1770.
Kystminder
Kystminder
1695. Kystvejen fra Strøby Ladeplads
Til Tryggevælde åens udløb,
Syv kilometer lang på Stevns;
Ingen sti, ingen vandring,
Kun perforeret asfaltkant;
Ingen åben strandpassage,
Kun skilte og smedehegn;
Ingen natur- eller kystværdi,
Kun låger og forbudsskilte.
1696. Biler snor sig tæt i kørsel
Fodgængere i kontakt med
Otte-akslede autosaurer
Mast op i hæk og hegn;
Nybygninger på strandside
Kilet ind mellem kyst og vej
Forskansede bag kampesten
Til værn mod kysterosion
Fra vinterstorme hvert år,
Der æder strand og vejkasse,
Trænger lodsejere tilbage
Med ryggen mod skrænten
Klemt sammen bag
Et kommende dige.
1697. Kun træer, krat og skov,
Strandenge og moser
Med stier og bænke
Til skadesløs passage
Af alle landets kyster
Kan bevare os her.
Kysten tilhører havet
Og enhver skabning
Til fods og til rods,
Til vands og til vings;
Alt andet vil forsvinde
Under bølger og sand,
Sten og fortidsminde.
Nyt i Index titusind:
Kystværdi ◦ 1695; Kysterosion ◦ 1696; Skrænt ◦ 1696; Strandeng ◦ 1697; Fortidsminde ◦ 1697.
Se også: Vandrerservitutten
Stilhed en vintermorgen
Stilhed en vintermorgen
1372. Stilhed
Skarp og klar i vintersol,
Blegt lys, gyldenhvidt i blåt;
Verden tyst og frosset fast i is.
Stilhed
Intet blad bevæges, ingenting,
Sneen gnistrer, solen stiger;
Mine celler jubler indeni.
Nyt i Index Titusind:
Vintersol ◦ 1372, Stilhed ◦ 1372.
Meditation i gråt
Meditation i gråt
1358. Kysten uden tid og sted:
Gråspektret lys i buer,
Sten, strand og himmel
I et gråt forsvindingspunkt.
1359. Grumset knirkesne i gråt
En krumning af grå sten
Striber af grålig sandstrand,
Bredden udvisket i gråhvid
Grødis, skorpet fra i nat,
Bølger oven på bølger,
Ud til den sortgrå horisont
Ensartet mat, massiv grå.
Kyst, hav og himmel;
Sin egen meditation i grå.
1360. En kvalitet ved gråhed,
Der suger lyset til sig,
Tømmer luften for lys;
Grå er ikke lys eller farve;
Grå er noget, der sker med lys.
Grå er et naturelement,
Der bøjer horisonten og
Klemmer rumfang ind.
1361. En glatgrå himmel;
Melering og nuancering,
Skyer i røggrå og hvidgrå,
Vand puddergråt og tågegrå,
Regnskyer dampgrå, duggrå
Eller skysort tordengrå;
Islag skinnende gråt
Over sort vand, pytgrå.
1362. Det strittende askegrå,
Det blanke duegrå,
Det rupelsede æselgrå,
Det dungrå og det lungrå,
Midt i vinterens sjapgrå.
Nyt i Index Titusind:
Gråspektret lys ◦ 1358, Grødis ◦ 1359, Rumfang ◦ 1360, Regnsky ◦ 1361, Askegrå ◦ 1362.
Stormflod
Stormflod
1355. I den lille bådehavn
Med udsigt over bugten
Og Øresundsbroens pyloner,
Der stikker op af sundet,
Holder vi øje med vandet,
Måler stormflod, bygger diger,
Slår streger, skruer skilte på,
Der viser hvor meget,
Hvor langt,
I år.
1356. Små rødel, birk og pil
Står oprette, klamret
Til kystens bræmme af skov
Med rødderne lagt fri;
Barken raspet op, flået af,
Hele rodnettet råt
I rød-orange farver.
1357. Organisk kystarmering,
Underjordisk styrke,
Oversvømmet, svampet sug
Fra elleskov og sump af siv,
Stivnet i frost og is,
Vi slap, igen,
i år.
Nyt i Index Titusind:
Stormflod ◦ 1355, Birk ◦ 1356, Siv ◦ 1357.
Måneskrift
Måneskrift
1315. Dagens sidste farver
Skimtes orange, et skær af grønt
Mellem skovens sorte træer.
Tungt sand og strandsten knaser,
Tusinde skridt i retning hjem.
1316. Jeg vender mig og min byrde:
Et øglehoved med fuglenæb,
En sæl som et projektil af træ,
En kroget gren: et kæmpe fluehoved
Svunget over mine ømme skuldre.
1317. Månen er kommet frem
Bag min ryg i mine spor;
Et strålende glitter
Over det mørke vand
Langs den sti, jeg kommer af.
1318. Som dreng fik jeg fortalt:
Månen er aftagende med ”a”
Og tiltagende med ”t”;
Figurer i luften med en finger,
Skrifttegn jeg aldrig forstod.
1319. Nu hvor jeg er meget ældre,
Har det fået mening for mig
At kunne følge månens spor;
En lille glæde ved at kende
Månens tid og min egen.
1320. Så jeg har fundet en nøgle
Til månens form og faser.
Se til højre på månens skive:
Buer den udad, tiltager den;
Buer den indad, aftager den.
1321. På den mørke strand
Står jeg en tid i månelyset,
Tiltagende over Østersøen.
Jeg skifter vægten på min ryg;
Vejen hjem er god og lang.
Nyt i Index Titusind:
Strandsten ◦ 1315, Øglehoved ◦ 1316, Projektil ◦ 1316, Spor ◦ 1317, Skrifttegn ◦ 1318, Glæde ◦ 1319, Nøgle ◦ 1320, Vægt ◦ 1321
Duer i blæst
Duer i blæst
1280. Duerne er urolige i dag,
Stryger hid og did
I kaotisk flok
På røggrå himmel;
Lander under egene,
Vralter, vogter, pikker
Efter agern, hvad som helst;
Flygter i synkron panik
På et smæld af vinger;
En trykbølge hvirvler
Visne blade rundt,
Fejes bort af blæst.
Nyt i Index titusind:
Due ◦ 1280, Blæst ◦ 1280.
Kyst 23
Kyst 23
1272. Kyst efter storm,
Fugtig luft falder på tungen,
Ligger på den åbne hånd.
Strand, sten, vand,
Horisont og himmel
Toner ud, falder sammen
I et kontinuum af gråt;
1273. Brisen er tyk og dvask,
Tåge driver ind på kysten.
Den eneste lyd er bølger,
Der lapper op på bredden.
Kun lavfrekevente lyd
Høres i den tætte stilhed,
En skibsmotor, diesel, dunker
Et par sømil ude, retning Sverige.
1274. Stormen flyttede bræmmer af sten:
Titusinder, hundredtusind tons
Fejet op, løftet, lagt ind i landet;
Den gamle jærne af kugleflint
Og lange tunger af sand
Skubbet ind i kystens skov.
1275. Hundredvis af træer rykket op,
Væltede, knækkede med
Mandshøje rodklumper
Havvendte, ned langs kysten.
Der er styrke, intensitet her,
En følelse af higen
Af eminent vilje
I mylderet af rødder,
Stormspulede og sandblæste,
Der rækker ud mod havet.
1276. En stor eg, hundredårig,
Revet over ved roden, knækket,
Levende og ormestukket ved,
Et hult gab i egens indre,
Det friske, gule brud vendt ud
I det vintervåde vejr.
1277. Drivtømmer og store træer,
Afbarkede og slebne af havet
Kastet ind over kysten
På tværs af væltede træer.
Filtrede smårødder i tætte kugler,
Mast ind blandt buske og krat;
Gule, orange, hvide vidjer
Frisk flåede af stormen.
1278. Tåge og grå skumring
Fordrejer tid og lyd,
Skaber ubevægelighed.
Jeg synker ind i tiden,
Står her, som folk har gjort
I titusind år, kigger ud over
Skovklædte næs og åbne vige,
Ud mod verdens krumning.
1279. Et par billygter blinker
Inde på kystvejen fra Køge.
Stranden er bredere nu;
Landet blev igen lidt mindre
Natten over.
Blå på Råbjerg Mile
Blå på Råbjerg Mile
1054. Blå er et sjældent chok
til fods under åben himmel,
her på Råbjerg Mile
under dagslysets farveprisme
og oplyste vandreskyer,
hvor intet jordisk blåt kan ses;
ingen dyr, ingen svampe, padder
ingen sten, insekter, eller træer;
alt i farvebalance, uberørt,
som en stump af ødemark, endnu,
brudt voldsomt, som et anstød,
af en nylontrøje, neonblå,
spiddet på en fyrregren,
halvt dækket allerede af sand,
her hvor alt er i bevægelse
og levende af sol og vind,
af hav og tiltrækningskraft
under det enorme himmelhvælv,
hvor jeg med ét ikke ser andet
end en klat syntetisk blå,
og forstår, at det er rigtigt,
at kun vores ting er døde.
1055. På knæ, med fingre og negle
graver jeg et hul i sandet,
stopper trøjen ned, dækker til;
sådan, tilsandet, slettet,
hånd og fødders nedslagsspor
straks overpustet af krystaller,
der visker ind på vestenvinden.
Blæst
Blæst 848. Blæsten har fulgt mig gennem hele livet; 849. Ved havet og den øde strand er den tand mod kinden. 850. Ved det stille vand, som en ånd i vinden. 851. Vi søger ly for stormen, og lader regnen drive, 852. Indhylle land og kyst og alle ting i live. 853. Gennemblæst med saltet hud; hiver døren op, smækker i. 854. Næser løber, muskler jubler; storm gør godt i sjæle. 855. Her er saligt læ og stille; Styrke, ven og hvile.
Grå morgen før regn
Grå morgen før regn
432. Lyde og luft falder
Til jorden. Stille.
Bevægelser daler ned
Mod jorden. Stille.
Træer går i stå.
Planter holder inde.
433. Jordens skorpe,
Svampe, humusfibre,
Himmelvendes, venter.
Bakterier tøver,
Biller, tusindben stopper,
Rodtrevler åbner op.
434. Lyset synker ned
Over jorden, gråligt.
Genskin og farver
Falmer, forsvinder.
Dybde og virkning:
Flade, indadvendte.
435. Kun lugte forstærkes,
Kølige, tyktflydende.
Den inderste zone,
Tættest på kroppen,
Udvides, suger til sig,
Vind fra havet.
436. Lugt og smag blandes,
Muld og ilt med kølig fugt;
Luftens umami fortættes.
Ind- og udåndet luft,
Dampskiftet lydløst,
Ventende.
437. Ingen mekanik,
Ingen maskiner,
Ingen metaforer.
Tidløst.
Tung fugt brister.
Regn.
Grå luft
Grå luft
332. Grå luft er anderledes end solvarm luft.
Grå luft forstærker dufte, stoffer fortættes.
Luften bølger af kaldesignaler og lokkemidler,
Mens planter puffer af egne pesticider.
333. Sex og forførelses blandes med
Lugten af kemiske kampstoffer.
Den syrlige, jordbundne duft af
Råd, mug og ormeumami.
334. Vindstille og gråt giver muld og fugt.
Sol giver duft af strå, blade og pollen.
Ilten og dufte blandes, fortyndes,
Nye lugte langvejs fra frisker op.
Dæmring
Dæmring
207. Dæmringslys er tid i fysisk form.
Universet balancerer på en æg,
Lydløst skifter nat til dag.
208. Luften er kølig og ren,
frisk og flydende tyk
Af aromatiske stoffer.
209. Hele verden ligger stille;
Dets mægtige hjerte holder inde *).
Vi venter, vi ved, det kommer.
210. Lyset første røde stråler,
Bæres ind på gylden dis,
Fortættes og bliver til dag.
211. Solen damper i græs og buske,
Rimen gnistrer og smelter væk.
Blade berøres og foldes ud.
212. Morgenlyset rammer mig i brystet,
Stolen vælter, jeg falder ud på gulvet;
Mit hjerte står åbent, udadvendt.
213. Her fødes jeg igen hver morgen
Af himlens lys, der er min far,
Af jordens dufte, der er min mor **),
214. Af luften, der omslutter mig i stilhed,
Af tiden, der kommer uafvendeligt igen
I dæmringslysets først åndedrag.
*) I erindring om William Wordsworth, Composed Upon Westminster Bridge, 1802. **) I erindring om Zhang Zai (1020-1077), Den vestvendte indskrift, ukendt årstal.
Sne
Sne
172. Sne
Falder som ren natur ansigt til ansigt,
Folk løber ud med åben mund og arme.
Vi er urtidsfolk af gen og sind.
Sne
Smelter verden om til sjap,
Et vådt minde om det, vi har tabt.
Sne er et andet ord for sorg.
Monsun, en sommer
Monsun, en sommer
43. Regnen
Rusker fra en heftig byge,
Rammer ratatat på tørre blade;
Vanddamp emmer over tagets top.
Regnen
Tung af fugt og blanke tanker,
Intet at gøre, ude eller inde;
Mudder pibler frem på mine tæer.