Symfani med aftensværmer
936. På vandring forleden langs Stevns Klint havde jeg den oplevelse at se en duehale. Kun et kort møde, som de fleste træf med andre arter; tilfældigt og uventet. Men hver gang med denne særlige kvalitet af opdagelse og forbundethed: jeg har set dig; jeg ved, hvem vi er.
937. En duehale er en stor aftensværmer med et vingefang på ca. 5 cm og kan ligne en lille fugl. Mange folk, der ser den for første gang, forveksler den med en kolibri. På engelsk hedder den da også hummingbird hawk moth.
938. Det første man opfanger, er dens grå pelsede krop og vinger, og de små orange bagvinger. Dernæst ser man hvordan den svirrer i luften, ubevægelig eller rykvis. Endelig ser man den lange, sorte snabel, helt op til 3 cm, der som en tynd slange rækker ned i blomsters honningkrukker.
939. Dette er alt, hvad de fleste når at se. Men det er nok til at gøre duehalen dyrebar. For de førstegangsseende, mig selv medregnet, er duehalen intet mindre end spektakulær.
940. Måske derfor er duehalen velkendt i videnskaben og naturalistens optegnelser. Duehalen tilbringer vinteren i Sydeuropa og Nordafrika og trækker nordpå om sommeren, langt op i Skandinavien. Her lever og formerer den sig. Larver forpuppes og udklækkes som imagoer, der tager trækket tilbage sydpå om efteråret.
941. Duehalens livscyklus minder om den mere berømte monarksommerfugl fra Nordamerika. Genetikere har DNA-sekventeret monarken og fundet genet, der får sommerfuglen ud på sin årlige migration mellem Mexico og Canada. Også duehalens fulde genom er nu kortlagt. Mon ikke man finder et lignede gen for dens årlige vandringer op og ned gennem Europa.
942. Vi har omtrent 60% af vores gener tilfælles med bananfluer. En lignende procentdel kan tænkes at gælde for duehalen; jeg ser dog gerne, at den er lidt højere. Jeg vil i hvert fald gerne deles om migrationsgenet.
943. Højteknologisk videnskab har beskrevet hvordan duehalen flyver. Duehalen har organer, der opfanger og sammenligner vibrationsfrekvensen i vinger og antenner. Vingerne vibrerer ved 27 hz. Når følehornene vibrerer ved samme frekvens er insektet plant i luften. Krænger insektet, vil frekvensen i følehornene stige op til ca. 47 hz. Ved at sammenholde de to frekvenser kan duehalen svæve, manøvrere og præcisionsflyve med stor fart.
944. Disse oplysninger - og der er mange flere - udfolder vores fortælling om duehalen. Men fakta ændrer ikke den følelse af spænding og opdagelse ved det første møde. Hertil kræves blot en genkendelig form, de vigtigste dele af anatomien og nok plads til et frit liv omkring det.
945. Dog, og dette er væsentligt; mødet med det andet liv kræver ikke fri natur eller vildmark. Kun få af os har den adgang. Det forunderlige møde er muligt på meget lidt plads: i altankasser, i mursprækker, på byggetomter, overalt hvor utæmmet liv finder vej.
946. Videnskab, uanset hvor værdifuld den er, er ikke nødvendig for at vi kan gribes af denne særlige fornemmelse, at komme et andet væsen nært; denne emotionelle kraft, der knytter bånd til en anden skabning.
947. En nobelpristager, jeg tror det var Lynn Margulis, har sagt at videnskab er god til at nedbryde myter; underforstået, at videnskaben har svært ved bygge myter op igen. Vi kan ikke få videnskab nok. Al viden er godt. Mere viden er bedre. Men vi bevæges ikke af videnskab. Vi knytter ingen stærke bånd til andre væsener ved hjælp af videnskab.
948. Mit ærinde er at beskrive mødet med andet liv; denne pludselige følelse af samhørighed med og forståelse for, at dette væsen er sin egen værdi. Lad os gå videre: at det væsen bør beskyttes mod efterstræbelse fra min og andres side. Lad mig gå endnu videre og sige, at i dette møde, hvor jeg for første gang ser et andet væsen som et agerende, bevidst liv, i dette øjeblik indser, at dette væsen er fredhelligt.
949. Mødet har lighed med det, religiøse mennesker beskriver som en åbenbaring, epifanien. Det beskriver øjeblikket, hvor det guddommelige træder synligt frem for mennesket. Det er tydeligvis ikke det, der er på færde i mødet med andre væsener. Men resultatet er, vil jeg påstå, sammenligneligt: et uventet møde med en anden form for væsen, og en pludselig indsigt, der griber os resten af tilværelsen.
950. Jeg har kaldt dette møde for en symfani. Ordet beholder idéen om dette noget, der pludselig træder frem og bliver synligt; ordet låner en mening om, at situationen skaber indlevelse.
951. Væsentlig er også, at symfani ikke kræver gengældelse (så var det forelskelse eller venskab). Symfani er derfor særligt brugbart om vores tilknytning til bl.a. insekter, planter, svampe og landskaber.
952. Symfanien er de situationer, hvor vi knytter os til den naturlige verden, uanset hvor mange gange vi oplever den i vores tilværelse. Den er ikke mystisk; den føles bare magisk. Som om verden omkring os med ét er udvidet.
Nyt i Index Titusind:
Duehale • 936; Vingefang • 937; Snabel: aftensværmer • 938; Spektakulære, det • 939; Imago • 940; DNA • 941; Bananflue • 942; Præcisionsflyvning • 943; Anatomi • 944; Vildmark • 945; Videnskab • 946; Myte • 947; Mødet med andet liv • 948; Fredhellig • 984; Indsigt • 949; Symfani • 950; Tilknytning til andet liv • 951; Magi • 952.
Ormens kreds
Ormens kreds
380. Solen stikker, stålet hakker,
Tørven åbnes, ormen lammes,
Endevendt og skiveskåret.
Vrider sig i vild panik,
Ormedele brak i spadechok.
381. Knæler ned ved skorpens rand,
Ryster tørven fri af muld,
Lukker jorden til igen.
Sket er sket og drab er drab,
Ormen døde, ormen leve.
382. Ormen er en kerneart,
Symbol på jordens skifte.
En helgen for det mindste liv,
For dobbeltkøn og plantevækst,
Gravet ned og dækket til.
383. Jorden dufter rent af jord,
Iltet, fugtet og fordøjet.
Jorden er et jordisk stof,
Renset, gødet og beriget,
Klumper i en åben hånd.
384. Vermis faciebat*), alt dette,
Ormens værk til verden.
Af orm er den lavet,
Til orm skal den blive,
Af orm vil den gro ud igen.
*) Det berettes, at Michelangelo efter færdiggørelsen af statuen Pietá overhørte en beskuer tilskrive værket en anden kunstner. Harmfuld indhuggede Micahelango en nat denne signatur på madonnaens skærf: MICHÆLANGELVS BONAROTVS FLORENTINVS FACIEBAT (Michelangelo Buonarotti, florentineren, lavede dette).
Landsvaler
Landsvaler
292. Et landsvalepar er vendt tilbage
Under halvtaget på vores veranda.
I fem uger denne sommer lever vi
To familier i øjenhøjde.
En rede over havedøren,
En meter mellem dem og os.
293. En svale er født med overblik
Over marker, skove og fjorde,
Over ørkner, storbyer og klipper.
Træer, grene og tage hvirvler forbi,
De stormer skrigende gennem luften
Jager, vender, dykker og leger.
294. Svaleparret udser det bedste vue
Over indflyvningen til reden
Fra toppen af en ranglet løn.
På de øverste kviste sidder de
Knitrer, vogter og vugger i brisen
Holder øje med reden, rovdyr og os.
295. Reden er lige over havedøren.
Jeg kan stå med døren åben,
Se op til reden en armlængde væk.
Ungerne vokser og fylder pladsen ud.
En håndfuld pulserende dun,
Der truer med at spilde over;
To unger ovenpå de andre.
296. Sidste år mistede de et kuld.
Reden faldt og rutschede ned;
Fem spæde unger kastet ud.
I tre døgn sad forældreparret
På et hegn i haven i vildrede.
Deres stemmer knirkede i sorg;
297. Fortvivlede, tror jeg, vågede de,
Et sving ind omkring verandaen,
Hvor deres første kuld forsvandt.
På fjerdedagen besluttede parret sig;
Begyndte at bygge en ny rede
Et andet sted under samme tag.
298. Svaler er sociale og sludrende.
De triller, de kalder, de knitrer.
Skænder, larmer og beroliger.
De hviner og skriger af rivaler,
Jager dem rundt i området
I vild, akrobatisk, synkron flugt.
299. Øjne, hjerne, hjerte, sener
Styrer liv og lemmer
Med tolerancer, der måles
I hundreddele sekunder.
Energien stråler ud af dem,
Lyser fra deres vingespidser.
300. Kun om natten flyver de ikke,
De kan ikke se, de er lammede.
Forældreparret klumper sig om reden
Hunnen i reden, hannen ved siden af,
Trykker sig sammen, ånder, sitrer.
Øjne følger os.
301. Titusinder af indflyvninger og landinger
Titusinder af insekter bringes ind.
Forældrene skiftes til at sidde på reden.
De kalder på hinanden,
De har lyd for tid til at skifte plads.
De har lyd for nu nærmer jeg mig.
De har lyd (meget højt) for hold dig væk.
302. Svalen kan holde stille i luften
Holde sig oppe med vingeslag
Et sekund, højst to,
Den ene spørger, vil du have mad
Den anden svarer, tag over her.
Ungerne er skrigende orange trekanter
Når de åbner gabet,
Når de hører svaleforældrene
Bringe insekter til reden.
303. En unge maser sig baglæns
Med anus ud til redekanten
Forældrefuglen hænger fast, parat,
Plukker en kugle klat fra endetarmen
,
Slipper taget, vender sig i luften,
Suveræn manøvre, og flyver ud
,
Bortskaffer skiden i et blomsterbed.
304. De hjælper deres unger på vej,
Fodrer dem, også i flugten
Når ungerne sidder uden for reden
Uden endnu at kunne flyve.
En unge falder ud i flugtforsøg
Og bli’r fanget af verandaglas
En forælder lokker, kalder, viser vej,
Og ungen finder ud.
305. Når jeg står i døren, kan vi ses:
De vender et obsidan-øje mod mit
En lille sort skive uden pupil
,
Fuldstændig fremmed, aldeles vild,
Ingen kontakt, ingen genkendelse
Intet udtryk, bare blank natsort.
Jeg har aldrig følt mig så fjernt
Fra noget andet levende væsen.
306. Men vi gør jo helt det samme:
Samme snak, samme skænd,
Samme ængstelse, samme sorg
Samme hverdag, samme gøremål
Samme form for oplæring og træning,
Samme form for omsorg,
Samme delte ansvar.
307. Sidste år gjorde de reden klar,
Klinede redekanten op,
Bragte friske materialer ind.
Men en morgen, pludselig var de væk,
Reden hakket ned, forladt og ødelagt.
Svalerne blev i luften sommeren ud,
Men kom ikke huset nær igen.
Hvilken beslutning, hvilke forhold?
Hvilken situation, hvilket valg?
308. Hvert år er jeg bange for
At de ikke kommer tilbage igen,
Udsultede og måske forgiftede
Af landbrugets massedrab
På insekter og fødekæder.
309. Jeg lader alt organisk materiale ligge
Kævler, kviste, grene, blade, æbleskrog,
Alt grønt affald fra vores køkken,
Papir og pap i strimler og stykker.
Alt komposteres, ingen kemikalier.
Alt, for at få insekter til at yngle
Og svaler til at komme.
310. Det er slet ikke nok,
Slet ikke, slet ikke.
Men hvis nu en dag,
Svalerne ikke kommer,
Hvor er så min vished for,
At mine børnebørn kan overleve
Uden svaler?
Så har vi mistet noget,
Nej, så har vi slået noget ihjel,
Som er i familie med os selv,
Med samme vilje og samme evne
Til at være til i den samme verden.
311. Zhang Zai, du vidste det:
De titusind ting, alt levende,
Anser vi som vores krop.
Charles Foster vidste det også,
Da han tudede af rørelse
Over mursejlerens genkomst.
I haven på Stevns:
Samme taknemmelighed
Samme glæde, samme frygt.
Fuglevinge skygger for min hånd
Fuglevinge skygger for min hånd
287. En fuglevinge skygger for min hånd
Den flakser på det grå papir
Hen over hånd og fyldepen.
288. Musvitten flyver ind til redekassen
På facaden ved mit arbejdsvindue
Solen fanger fuglen på min hånd.
289. Hun ser mig ind gennem ruden.
Angst, adræt drejer hun og flygter bort;
Panikken spredes ud på mit papir.
290. Hun søger tilflugt på sin udkigsgren,
Tripper vredt, fornærmer mig,
Et farligt skrummel i et kammer.
291. Det varer kun et split sekund,
Jeg når knapt at kigge op, forundret,
Og kvittere for det stille skyggespil.
Om spurvehøgens øje på foranledning af min nabo
Om spurvehøgens øje på foranledning af min nabo
180. Min nabo bringer til min dør
Udsøgte væsener i sine hænder:
Næsehornsbiller, stålorme,
Rævekranier, sumpcypresser,
Og her i går en spurvehøg.
181. Rasende, hjertehamrende høg.
Jeg fikseres af hendes ene øje,
Kan vi forklare det; har vi ord?
Eller har vi kun billeder
Og ordløse minder
Fra urslægters historie?
182. Billeder, så:
Et rundt øje med orange iris
Omslutter en sort pupil.
To optiske nerver i hvert øje
Giver dobbelt fokus, dobbelt syn.
Hovedet falder i hak på halsen.
183. Øjet drejer, men ændrer aldrig form.
Det reflekterer lys, det skinner
Altid med samme styrke.
Øjet blinker ikke, det stirrer
Uden udtryk, vi kender til.
184. Ansigtet er ubevægeligt.
De smukkest arrangerede fjer,
Bagudstrøgne og strømlinede.
Et prægtigt aerodynamisk hoved,
Æstetisk ophøjet i vores øjne;
Mere skulptur end ansigt.
185. Hovedet bæres altid højt,
Hun stirrer oppefra og ned.
Vi ser stolthed, perfektion,
Knejsen og arrogance.
Alt hvad vi selv aspirerer til
Og slår andre ihjel for.
186. Ingen følelse vi kan forstå,
Ingen formildelse vi kan se,
Ingen nåde vi kan tage imod;
Kun den synlige vilje til at dræbe.
Derfor ærefrygt og ophidselse,
Fornemmelsen af atavistisk angst.
187. Skønne fugl i vild symmetri!
Evolutionens hånd og øje *)
Har skabt dette pletskud
I den menneskelige fantasi,
Om blodtørst og status,
Om vold, bytte og magt.
188. Mei Yao Chen beskrev ærefrygten:
Færten af kød, jagten og dykket.
Det knuste hoved, det opsprættede bytte.
Indvolde slynget ud til gribbene,
Der kredsede over Buddhaens statue,
Stænket af fuglelort, tusind år siden **).
189. Vi slipper spurvehøgen fri.
Hun svinger sig op og ud og væk.
Tilbage står vi med mindet
I vores tomme hænder.
Jeg indleder tænksomt, også jeg,
Mit digt en tidlig forårsmorgen.
*) I erindring om William Blake, The Tyger (1794).
**) Mei Yao Chen (1002-1060), betydelige og produktiv kinesisk digter under Song-dynastiet. Der henvises til digtet: En enlig falk ovenfor Buddhasalen i Klosteret for Verdens Renselse (1044).
Musvit i en redekasse en tidlig forårsdag
Musvit i en redekasse en forårsdag
173. En musvit hakker i sin redekasse
Lige uden for mit vindue.
Hun hamrer og kratter i træværket
Hver dag i morgensolen, mens
Jeg kradser i mit skrivekammer
På den anden side af ydervæggen.
174. Det knirker lidt i gulvet,
Når jeg stiller mig ved ruden;
Jeg hører hende; hun hører mig.
Al arbejdslyd forstummer brat,
Jeg fryser fast til gulvet;
Vi holder vejret og venter.
175. Spidsen af et kulsort næb
Stikker varsomt ud af redehullet.
Så den begsorte næserod,
Så den sorte pande og isse,
Den hvide kile hen over kinden,
Og nu: et blankt og kulsort øje.
176. Hun spejder, lytter, vejrer,
Ser mig med det halve blik:
En figur, en form, en lugt,
Ukendt materiale, hår og skind.
Hun ved, jer er der, men bliver.
Trækker næbet til sig, tier.
177. Vi mødes og vogter på hinanden.
En vildskab med lidt venskab.
Ingen hilsen, intet farvel, dog,
Musvitten banker i morserytmer
Inde fra sin rugecelle, som
Jeg afkoder i mit kammer.
178. Her er vi så, tre polstrede skeletter,
Med huller, søm og luftlommer i,
Beklædt med hud, planker og fjer,
Lavet til at gå, stå og flyve.
Jeg går titusind skridt om dagen,
Væggen står i hundrede år.
179. Fuglen flyver ind og ud af kassen
Tyve tusind gange på en sommer,
Insektjæger og mejsedræber.
Jeg selv, udpiner af dyr og planter,
Åbner hoveddør og ovndør dagligt.
Vejen til frihed og død for mange.