Harlekinhorn

Solsortens melodi

Solsortens melodi

Sang

554.	Solsortens sang er en situation *), hvor fugl og menneske kommer hinanden ganske nær.

555.	Solsorten er et væsen, der udtrykker sig i toner og lyde, vi aldrig forstår. Og alligevel genkender vi lyden; vi forbinder tonerne med stemninger hos os selv, ligesom vi fornemmer en stemning hos fuglen. Indbildning, sikkert, men helt virkelig - hver gang.

556.	Vi mærker et nærvær af et levende, skabende væsen - jeg vrider mig - måske endda en sjæl **). 

557.	Han sætter sig i et træ og begynder at synge; han virker som et forandret væsen: Solsortens krop og psyke ***) i ro.

558.	Væk er det iltre, skingre, det skabede. Væk er det flaksende, det jagende, de evindelige slagsmål.

559.	En fugls liv i det fri er altid i flux. Fuglen flytter sig indenfor sekunder. Evigt vagtsom for ikke selv at blive udset som bytte.

560.	Men solsortehannen kan synge i en time fra sin gren. Hvad laver han, eller måske er det rigtige spørgsmål snarere: hvad vil han?

Territorium

561.	Fuglesang er mest territorial. Også solsorte har afgrænsede territorier. Det er optalt: Et par pr. ca. 1200 m2 standard havehabitat; mere i skovområder.

562.	Men denne grænse ser for mig ud til at være flydende; derfor er det måske bedre at sige, at der er et antal solsortepar på et givet område, og de ligger i uophørlig grænsestrid.

563.	Parret (fordi man ved, at både han og hunner forsvarer territoriet) lader til at blive antastet hele dagen og de håndhævet enhver bid jord i uophørlige håndgemæng. De lader ikke til at have et territorium, andre solsorte respekterer.

564.	Ingen fugl er så street som solsorten. Man ser næsten aldrig to solsorte i nærheden af hinanden. Kommer én nær, er der straks mobning, larm og ballade.

565.	Grænserne for solsortens territorium virker flydende. Dens territorium forstås måske bedre som en gruppe af solsortepar på et givet område i uophørlig kontakt og skærmydsler. 

566.	Solsortens territorium består i denne optik af et indre område tæt på reden og et ydre område med porøse grænser til nabopar.

567.	Min observation er, at solsortens næppe synger for at holde andre solsorte borte; dertil foretrækker de at slås.

568.	Der sker jo et eller andet med en solsort, når han begynder at synge. Hele hans adfærd ændrer sig. Han skifter fra det krigeriske til noget kontemplativt eller til noget, der kunne lyde selvsikkert og proklamerende. 


Strofe


569.	Sangen kan beskrives som en sekvens af korte strofer af 2-3 sekunders varighed adskilt af korte pauser på 2-6 sekunder. 

570.	Hver strofe synes af bestå af to dele. Den første del er altid holdt i et roligt, lavere toneleje og varer som regel lidt længere, end den anden del.

571.	Sidste del af strofen er hurtigere, højre og ender som oftest i en høj, piftende tone eller en skarp staccato. Sluttonerne er nogle gang skrattende eller hujende, men lyden er altid det, jeg vil kalde harmonisk ****) forenelig med resten af strofen. 

572.	Ingen to strofer syntes at være helt de samme. Han syntes at variere og improvisere sit register i det uendelige. Men registret gør, at sangen altid lyder som solsortesang.

573.	Strofen kan også ses som en lavfrekvent første del og en højfrekvent anden del. Lyden af den første begrænses da til nærterritoriet, mens den anden del når ud i det ydre territorium

Sekvens


574.	Solsorten synger sekvenser af strofer. Den kan synge 80-100 strofer på et kvarter.  Med den kadence, består en timelang sekvens af måske 400 strofer.

575.	Jeg har hørt sekvensen på op til tre kvarter. Mange sekvenser er meget kortere. Solsorten bliver forstyrret eller afbryder - eller måske bliver han bare færdig og flyver sin vej.

576.	Sekvens implicerer, at udtryk bæres videre fra den ene strofe til den anden. Sagt på en anden måde, sekvenser danner et forløb. Solsortens sang er lange sekvenser af levende udtryk.

Tema


577.	Den første del af strofen er dybere og blødere og syntes at følge et mere ensartet fløjtende mønster, som jeg kalder et tema.

578.	Den sidste del er høj, skrattende eller skarp. Det lyder mere improviseret, mere atonalt. 

579.	Det kunne lyde som om den første del er et tema, mens den sidste del er en variation eller en signatur. Den første del er standard-solsort register, den sidste del er individualiseret (ieg).

580.	Vi kan forstå temaet i den første del baseret på register af grundkoder og den sidste del som en udvikling af temaet.

581.	Temaer kunne derfor høres af andre solsorte og have betydning for dem. Den sidste del fortæller måske, hvem der er afsenderen.

582.	Tema må også forstås som udtryk, der giver sammenhæng i en sekvens af udtryk. Temaet har altså i denne udlægning funktion af det, der svarer til en melodi.

Melodi

583.	Melodi er et fænomen, der er bundet til takt, rytme, tonehøjde, tidsinterval og gentagelse. Melodi har funktion som kommunikation, gruppeidentitet og kulturelt sammenhold.

584.	Vi antager eksempelvis, at hvalens sang har alle, eller mange af, disse funktioner. Vi kan i al fald sagtens forestille os, at det er tilfældet. Så hvorfor ikke også hos solsorten?

585.	Sammenhængende toner i en antropogen melodi er målt i dele af sekunder. Hvis der går længere end et sekund mellem takterne, begynder melodien at opløses.

586.	Men melodi hos hvalen eller solsorten er måske helt anderledes sammensat end vores. Hos solsorten kunne man forestille sig, at der kunne være mange sekunder, eller timer imellem de enkelte takter. 

587.	Hos hvalen kan der måske gå dage mellem tonerne i en melodi. Afstandene er enorme, havet et tyndt befolket. En sang strækker sig måske over måneder. Måske går en melodi hos hvalen fra individ til individ.

588.	Ligesådan er solsortens sang måske en melodi, der udfolder sig i løbet af hele dagen. Den enkelte strofe er en takt i melodien, der i vores øren er for lange til at vi kan skelne en melodi. 

589.	Så er det vi begynder at snakke om, at noget har betydning - med vilje.

Værk og betydning


590.	Solsortens sang kan måske beskrives som et “værk”, altså et skabende udtryk skabt af et levende individ. 

591.	Sangen udtrykker stemning og sindstilstand hos solsorten. ”Betydning” er ikke et kriterium for at kalde noget et værk, men ”vilje” til at skabe det er nok nødvendigt.

592.	Jeg tager det for givet, at den ikke har noget at sige mig. Med andre ord, er al min fortolkning af dens sang forkert allerede i sit udgangspunkt.

593.	Men solsorten vil jo åbenlyst noget med sin sang - sit værk. Han kommunikerer og kodificerer betydninger med det, der hos os er blevet til sprog. Jeg vil aldrig forstå, hvad det er; og han er komplet ligeglad med min sang til ham.

594.	(Bortset fra, at solsorte er kendt for at kunne efterligne menneskers stemmer, eller andre fuglestemmer. Så måske vil han mig noget alligevel).

595.	Vi kunne jo have noget tilfælles. Vi kunne have en sammenlignelig oplevelse af liv og udtryk; jeg vil sige kunstnerisk udtryk; jeg vil sige at besidde en krop/ et sind, der vil noget og som kræver - sådan føles det - at få et udtryk, dvs. et ”værk”.

596.	Det må være åbenlyst at solsorten kan lide - overdådigt meget godt lide - at synge. Det er en sang, vi i øvrigt begge holder meget af. 

597.	Solsortens melodi, hvis det er sådan, er måske udtryk for dagen der går; en meditation over tilværelsen her på jorden. Ieg er her. Ieg lever. Ieg er til.

598.	Solsorten sidder stadig derude tusinde år senere og synger sine tidløse aftenkadencer: en vesper, yah, solsortens raag desh *****) . 


*)  Vi mangler et nyt begreb for denne tilstand af forståelse på tværs af artsgrænsen, som jo ikke er kommunikation, for den anden part vil jo ikke “sige” noget til os; men situationen er signifikant.

**)  Ughh, det ord måtte trækkes strittende ind på papiret, hvor det ligger dér, som et pindsvin.  Men træk det religiøse element fra, træk det spirituelle element frem, og så står vi tilbage med noget, som vi kan sanse, der er skabt af en bevidsthed, noget der har en åndelig kvalitet, langt ud over fysiognomi eller overlevelse.

***)  Skal vi have et ord for animalske og avianske sindstilstande, og har vi brug for et sådant ord? Jeg sidder med en tekst og skal udtrykke det for mig helt åbenlyse faktum, at solsorten har forskellige sindstilstande, en psykologi, som jeg er sikker på er individualiseret, knyttet til det enkelte solsorteindivid.

****)  Begrebsvarsel: Men det er måske fordi jeg er livslang lytter af Beethovens strygekvartetter. Jeg er overbevist om, at en dygtig violinist kan gengive solsortens sang og kadencer, og at vi uden videre ville forstå det som et musikalsk udtryk eller kunst.

*****)  Klassisk instrumentel aftenmusik fra Hindustan, spilles f.eks. på sarod og tabla.

Guldbåndet langhornsmøl

 Guldbåndet langhornsmøl

548. En hel uge har de sværmet
I en terrassekrog foran køkkenvinduet.
Små guldglimt omslynget af hvide tråde.
Guldbåndet langhornsmøl, ved jeg nu.

549. Ikke et navn nogensinde lavet
Til et digt eller hørt på versefødder;
Til at stille sig an i rim og prosodi,
Som tekst og blank balance på papir.

550. Morgenlyset funker på deres vinger:
Fefølehorn fire gange deres kropslængde
Hér er de: lad dem selv bestemme
Deres rytmer og flyvske figurer.

551. Her er mønstre udover min fattevne,
Selvom jeg er lavet til at finde mønstre:
Buer, sving, ryk og bølger op og ned;
Mønstre kun langhornsmøllet ved.

552. En opvisning af overskud, af energi,
Der svarer, måske, til joie de vivre.
Måske sværmer de, indtil de falder ned,
Døende af udmattelse og syrechok.

553. Fehornsmøllene sværmer vilkårligt videre,
Forførende mønstre i lokkedans.
Ødsel energi, tragik af en slags;
Flygtigt, jordisk skønt.

Om mønstret i en nældestand

Om mønstret i en nældestand

142. En nældestand er vokset frem på blottet jord langs hegnet. Her er solstrejf og skyggevirking, her dufter af muld, luften er mild. Farverne er gullige, grønne, sartgrønne, næsten hvide.

143. Standen er svagt afrundet med de højeste stængler i midten, højden aftagende jævnt ud til siderne. Omkring en meter på højeste punkt med en omkreds som tre voksne favne.

144. Stænglerne er slanke, kantede og ranke, og står i synlig indbyrdes afstand, vel et par hundrede stængler på underjordiske udløbere.

145. Skøn paratakse! Bladene sidder parvist i en op og nedstigende vindel på stænglens øverste del. Ikke et blad berører et andet blad. I hele standen er alle stængler drejet så de undgår alle andre stængler og blade på skiftende niveauer og spreder sig ud over hele standens solvendte overflade i et grønt, skarptandet mønster.

146. Dette mønster har ingen nøjagtige gentagelser, ingen fast form. Det væver sig ind, bølger, tilnærmer sig, fraviger, drejer, vinkler og fylder alt belyst rum ud i tre dimensioner. Stænglerne svajer, et vindpust rører på sig, bladenes formation bevares.

147. Fjern et eneste blad, bare ét, og helheden er ødelagt. Alt er indpasset, afstemt og tilpasset sollyset og dagslysets brydning. En fuldstænding, savtakket harmoni.

148. Vi har intet ord for bladenes indbyrdes dynamisk placering afstemt efter sted, højde, aspekt, lys, landskab og væde.

149. Men vi kunne kalde det for energien i et plantekollektiv. Vi kunne kalde det nældestandens evne til at indrette sig spatialt på et givet sted under givne vilkår.

150. Vi kunne kalde det en manifestation af et organisk princip og udtryk for Zhang Zais *) begreb om li, den kraft, der bestemmer altings form og særpræg. Vi kunne sige, at denne li også gælder individer, der handler i fællesskab.

151. Vi kunne sige, at li skaber et komplekst æstetisk udtryk, der kan opfattes af os mennesker.

152. For vi er bundet af det synbares uomgængelige modalitet. Harmoni ligger i øjet og kan ikke fattes i ord.

153. Jeg lægger sproget fra mig. Jeg tager tøjet af og stiller mig nøgen foran nældestanden. Jeg er ikke æstetisk, slet ikke smuk, men i omtrentlig symmetri, funktionel, farlig.

154. Nu er vi lige, vi to. Min hud mod dine savtakker. Min symmetri mod din harmoni. Min ondskab mod din gift. Jeg rækker hånden ud. Mit billede. Min bror **).
*) Zhang Zai (1020-1077) en betydelig neo-konfusiansk filosof og metafysiker under Song-dynastiet.

**) I erindring om Charles Baudelaire (1821-67), Les Fleurs du Mal, 1857.