Nature morte
960. Skovfyr flakker i skyggespil,
Sol danser på skovens bund.
Tørt lys, terpeners duft
Møder fugtig jord, nålemuld.
961. To små skørhatte står,
Et sammenvokset par;
Varme rødorange sfærer
Lyser op på sortbrun jord.
962. Der er ingen form for liv
I naturens dynamik af væsner,
Intet funktionelt princip,
Der ligner svampehatten.
963. I virussens mikroverden
Findes måske en flagel,
En udvækst, et horn,
Der ligner svampeboblen.
964. Blandt vore ting kendes kun
Det gærformede bolleskud,
Rundet op under klædet,
Holdt frem i hænders skål.
965. Svampen er en urform,
En arketing fra billeddybet
Af samme orden, styrke, som
Fugl, fisk, træ, og blomst.
966. To underjordiske væsner,
Svulmet frem i efterårets glød
Blandt bitte, grønne frynser
Af årets skovfyrsspirer.
967. Frisk lugt med lidt fordærv,
Et blegt og vandigt kød,
En svampet svampethed,
Kølig og død på fingrene.
968. En skødesløs perfektion
Af frodighed og ældning,
Flygtig hvor den findes
I efterårets jordiskhed.
Nyt i Index Titusind:
Skovfyr • 960; Skørhat • 961; Svampehat • 962; Virus • 963; Hænders skål • 964; Arketing • 965; Efterår • 966; Fordærv • 967; Ældning • 968.
Livsglæde
Livsglæde
764. To hvide admiraler
Forenes i sammenstød.
Stiger sammen op
I en flagrende spiral;
En hvirvel af vinger
Omslynget tæt,
Som hænder i dans.
765. Solen har bagt
På deres nervebaner,
Sat stød i deres vinger.
De nyder brisen
På deres følehorn.
De nyder styrken
I deres vingemuskler.
De nyder flugten frem.
766. Ophidsede af
Andre hanner,
Af andre hunner;
Dufte på deres antenner,
Sødme på deres snabler.
Opstigende og lydløs
Velvære i deres kroppe,
I skovens sommersol.
767. Snart vingernes
Klare farver falmer,
Vinger slides ned.
Lasede vingelapper
Hæmmer adræthed.
Kølighed ta’r til
Og sløver kroppen.
Alle æg er lagt.
Et sommerfugleliv
Tilendebragt.
768. Det er vores glæde,
At et bevinget liv
Lykkedes til fulde;
At vi har set det
Komme, flyve og
Forsvinde igen.
For vi tæller
Hver sommerfugl,
Hver art og levested,
Mens de svinder;
Bringer sorg.
Silphiden og muldvarpen
Silphiden og muldvarpen
723. En muldvarp lå som en måtte
I sporet på en støvet skovsti;
En meget flad muldvarp,
Mere rullet ned end kørt over.
724. Voksblege hænder og fødder,
Opadvendte og krumme.
Pelsen smudsig og grå som vejen,
Snuden falmet, lyserød og død.
725. En blank, kulsort bille
Med skarpt orange rygmærker;
Piler rundt og skjuler sig
Ind under kadaverkanten.
726. Bagkroppen stikker ud, lyser op
Af orange designerklatter;
En festlig, selvbevidst bille,
I et orgie af mad og formering.
727. Menneskeverden trænger sig på,
Som altid, med symbol og imago.
Lad os give den et navn:
Batmanbillen, kan I se det?
728. Silphide *) hedder familien
Af ådselbiller: skovvæsener
Uden sjæl, mente man.
Batman ka’ være ligeså godt.
Misvisende, men nutidig.
729. Jeg har set hvad de kan:
Rådyr, sæler og nu en muldvarp,
Knogler, skind og pels,
Tomme hylstre på en strand.
730. Tænk hvis visne blade
Døde planter, insekter og dyr
Ikke bliver nedbrudt, omsat
I en cirklær kompostøkonomi.
731. Jorden var druknet for længst -
Jeg mener geologisk forlængst -
I slam, stank, råd og skum;
Intet dyreliv var muligt.
732. Men i stedet vokser her
Træer og bløde græsser,
Hvor ådselbiller og bakterier
Har begravet deres fund;
733. Pillet og pudset knogler af,
Dækket og gødet efter sig
Til kommende generationer,
Og planters venerationer.
734. Jeg vil gå ud i skoven,
Når min tid kommer.
Følg ikke efter mig;
Jeg begraver mig selv rå **).
735. Lad dem bare gøre rent bord:
Bryd mig ned til basis qi;
Fordelt og opslugt igen
Af de titusind ting.
*) Til de billekyndige: Billen på stien var en ådselgraver i underfamilien nicrophoros: en sortkøllet ådselsgraver (necrophoros vespilloides).
**) Om kompost og kremering i planteperspektiv, se kapitlet Vi vil helst have dem rå i Jacob Gammelgaard: Liff – blandet kor for plantestemmer i tiden mellem den femte og sjette masseudryddelse, 2021.
Foto
Ormens kreds
Ormens kreds
380. Solen stikker, stålet hakker,
Tørven åbnes, ormen lammes,
Endevendt og skiveskåret.
Vrider sig i vild panik,
Ormedele brak i spadechok.
381. Knæler ned ved skorpens rand,
Ryster tørven fri af muld,
Lukker jorden til igen.
Sket er sket og drab er drab,
Ormen døde, ormen leve.
382. Ormen er en kerneart,
Symbol på jordens skifte.
En helgen for det mindste liv,
For dobbeltkøn og plantevækst,
Gravet ned og dækket til.
383. Jorden dufter rent af jord,
Iltet, fugtet og fordøjet.
Jorden er et jordisk stof,
Renset, gødet og beriget,
Klumper i en åben hånd.
384. Vermis faciebat*), alt dette,
Ormens værk til verden.
Af orm er den lavet,
Til orm skal den blive,
Af orm vil den gro ud igen.
*) Det berettes, at Michelangelo efter færdiggørelsen af statuen Pietá overhørte en beskuer tilskrive værket en anden kunstner. Harmfuld indhuggede Micahelango en nat denne signatur på madonnaens skærf: MICHÆLANGELVS BONAROTVS FLORENTINVS FACIEBAT (Michelangelo Buonarotti, florentineren, lavede dette).