Bøgehjort og billesmed
860. På en tur i haven, se:
En stor bille, helt sort.
Vend den om på maven,
Det er en bøgehjort.
861. Det er sent på sæsonen,
Billen er sløv og slidt,
Her midt i august,
Den dør nok om lidt.
862. Bøgehjorten er dyb sort,
Et suttet styk lakrids;
Glat som en rullesten,
Med drabeligt gebis.
863. Kæberne er kindbakker
Til kamp om mager;
De ligner hjortetakker,
Derfor er de hjortebiller.
864. Panser blankt som lak,
Med hundred bitte buler,
Mærker af en mikrohammer,
Banket af en billesmed.
865. To gule bånd på tværs:
Bag hoved og over taljen.
Følehørn med “knæk” på;
Det kan du kende dem på.
866. Billen bor i gammelt træ,
Lægger æg og graver gange,
Suger træ- og plantesaft.
I vores have er der mange.
867. Eghjort med kæmpegevir,
Største af alle hjorte.
Den eneste berømte bille;
Men den er død og borte.
868. Eghjorten uddøde hos os;
Den var uden levested.
Skove her er alt for pæne,
Uden døde træ’r og ved.
869. Læg brændeknuder i haven,
Træstubbe og kævler med.
Billerne skal nok komme;
Så er du en billesmed.
Livsglæde
Livsglæde
764. To hvide admiraler
Forenes i sammenstød.
Stiger sammen op
I en flagrende spiral;
En hvirvel af vinger
Omslynget tæt,
Som hænder i dans.
765. Solen har bagt
På deres nervebaner,
Sat stød i deres vinger.
De nyder brisen
På deres følehorn.
De nyder styrken
I deres vingemuskler.
De nyder flugten frem.
766. Ophidsede af
Andre hanner,
Af andre hunner;
Dufte på deres antenner,
Sødme på deres snabler.
Opstigende og lydløs
Velvære i deres kroppe,
I skovens sommersol.
767. Snart vingernes
Klare farver falmer,
Vinger slides ned.
Lasede vingelapper
Hæmmer adræthed.
Kølighed ta’r til
Og sløver kroppen.
Alle æg er lagt.
Et sommerfugleliv
Tilendebragt.
768. Det er vores glæde,
At et bevinget liv
Lykkedes til fulde;
At vi har set det
Komme, flyve og
Forsvinde igen.
For vi tæller
Hver sommerfugl,
Hver art og levested,
Mens de svinder;
Bringer sorg.
Titusind storkepar
Titusind storkepar
694. En stork er landet på en pløjemark;
Jeg kom forbi i bil og så det.
Et par biler holdt i vejkanten.
Folk stod ud og gloede, jeg med.
Vi ville alle bevidne sensationen.
695. Hun stod inde på en kæmpemark,
Kunne lige ses med det blotte øje.
Pudsede fjer, ordnede vinger,
Nettede sig med næbbet,
Efter et tusind kilometer træk,
Lige fløjet ind fra storkeriget.
696. Det vides naturligvis meget nøje,
Hvem hun er og hvor hun kommer fra.
Der er hundrede gange flere ornitologer,
End der er storkepar her i landet.
Denne stork er ringmærket,
Monitoreret og radiomonteret.
697. Så den egentlige sensation vil være,
Om hun var i stand til at blive,
Eller snarere: overhovedet at overleve
Her på det vestlige Sjælland,
I den genoprettede Tryggevælde Ådal.
698. Den oprindelige storkebestand
Er uddød i Danmark siden 2008.
For to hundrede år siden var der
Titusind par ynglende storke
Rundt omkring i hele landet.
699. Da jeg som lille dreng
Rodede rundt ude på landet
Var storken stadig bare en fugl,
En stor én, javist, agrarklenodie,
Men ikke så meget andet.
700. Derfor, endnu en grund at sige tak
Til landbrugets organisationer
Og deres politiske venner
For dette enestående syn:
Denne helt særlige glæde
At se en sjælden fugl,
Tilmed ude i det fri,
I agrolandets kæmpestore,
Tomme zoologiske have.