Kategori: Kultur

Udgivet den

Om at træde ud i tredje sal i Oodi

Om at træde ud i tredje sal i Oodi

1904.	Intet kan forberede en gæst
        På det løft, den følelse af luft
        At træde ud i Oodis tredje sal
        Af lysægte former og linjer;
        Her må jeg være, bare være til
        Under et hvidt bølgende hvælv
        Hundrede meter langt et trægulv
        Tilspidset, hævet i begge ender, 
        Og jeg ser det, fødderne forstår:
        Et skibsdæk på et bøjet skrog,
        Der føjer sig til havets rullen.
        I stævnen en polyhedron af træ,    
        Rund geometri af mesteren selv:
        Tyst lykke når kunsten er rigtig,
        Kun den, men den besidder rummet,
        Divina Proportione, forløb jer ikke;
        Tretten hundrede år skiller dem,
        Den ene mester til den anden,
        Eftertænksom under lag af skyer; *)
        Jeg sætter mig mæt af vinterlys.


Nyt i Index Titusind;
Geometri ◦ 1904; Vinterlys ◦ 1904.


Oodi, Helsinkis hovedbibliotek, åbnet i 2018. Oodi er det finske ord for ode.

Til Ai Wei Wei (1957-) skulptør, multikunstner, humanist; skulpturen i Oodi er Divina Proportione (2012). 

*) Se Du Fu (712-770), Contemplating Mount Tai (736) i David Hintons oversættelse eller Gazing on the Peak i Stephen Owens oversættelse.

Udgivet den

I Norge findes intet ugræs

Sporet i nord – dag 11

I Norge findes intet ugræs

1529.	Så kom vi da til Bud
        den femte juni desuagtet,
        et fiskerleje, en kirke
        sat på kampesten,
        i falmet hvid og brun,
        løgkuppel i kobber,
        valgssted og klenodie
        fra Riksdagsforsamlingen
        og friheden i atten fjorten,
        skiltet, erindret, fortalt;
        lidt perlegrus, et gærde,
        små pletter af græs,
        sten og vilde planter,
        en tue af kællingetand.

1530.	Fritvoksende grøfter
        løber fra syd til nord,
        langs alle veje og stier,
        markskel og over bjerge,
        et endeløs vegorama:
        dagpragtstjerne, kørvel,
        skovgeranier, rødkløver,
        smørblomst, mælkebøtte,
        gærdevikker og høje strå,
        sitrende i sol og luft;
        alt vokser, når det skal,
        alt kommer, når det vil,
        mennesker og materialer
        samles, hvor de kan.

Udgivet den

Mennesker ved vand

Sporet i nord – dag 8

Mennesker ved vand

1520.  Mekanisk slid, fattigt slæb:
       To mølleskur, en hyttebolig;
       En bundrem sat på brokker,
       Sokler lagt på klippegrund,
       Blokhus vægge i gammelt træ,
       Et kighul ind, en lågedør;
       Tag beklædt med birkebark,
       Dækket tykt med tørv og græs.

1521.  To gruttesten på en aksel,
       En snegl af træ i gulvet,
       Hvor strømmen ledtes hen
       Fra en mosset plankerende;
       Simpel slidske til styring
       Af vandets fald og styrke.

1522.  En opholdshytte, et ildsted,
       To træbrikse med kanter på,
       Et glughul i en midterkævle;
       Røg, halm og stank af snavs
       Dengang ved fossen i skoven:
       Mølleren og hans unge hjælper,
       Med sygdomme, tabte tænder,
       Valne fingre i smeltevand.

1523.  Jeg håber de fik en ungdom,
       Latter, fjant, lidt lykke;
       De materialer vi ærer i dag,
       De redskaber vi stadig kender,
       Ikke at glemme de ukendte døde,
       Deres kundskab, deres håndværk;
       Et gulnet grin, en skuttet ryg.
Udgivet den

Om kvægmyg

Sporet i nord – dag 7

Om kvægmyg

1517.  Idyllisk blogværksted i Telemarken
       Ved brinken af elvens sorte strøm;
       Vandet i bevægelse, flyder bredt
       Forbi stier ned gennem blåbærbuske,
       Under skovfyr gennem høje bregner.
       Jeg sætter mig ved lejrens bænk,
       Ah, et bord, og åbner notesbogen,
       Afpropper pennen en tidlig morgen,
       Arbejdstid, flodbrus og fuglefløjt.

1518.  Men ikke i dag, slet ikke her;
       Jeg er kun ét blandt utallige dyr
       Gennem umindelige tider og epoker
       Drevet halvt til vanvid af kvægmyg:
       Miniature sataner, 2-4 millimeter store,
       Stor slægt af myg, overalt i nord,
       Over totusind arter i kendes,
       Kaldet knot på dansk og norsk,
       Kognat til det engelske gnat.

1519.  Keats har skrevet om gnats:
       Et sanseligt, sublimeret naturdigt,
       Der væltede mig omkuld som ung,
       To Autumn, perfektioneret romantik;
       Et klagende sørgekor af gnats, 
       Skrev mit forbillede, død af TB,
       Også et ideal i morbide stunder.
       Men her er noget virkelig galt
       Med ungdommen og med biologien,
       Og digtets fakta, master Keats,
       For heroppe er knoterne psyko;
       Med ansigt og øjenlåg opsvulmet
       Tager jeg ydmygt myggehatten af
       For mine hærdede norske kolleger;
       Og de svenske og skotske med;
       Beslutter, at jeg er helt færdig
       Med naturidyl og romantikken.

I erindring om John Keats 1795-1821, engelsk lyrisk mesteridigter.

Udgivet den

Hvalen fra Tanum

Sporet i nord – dag 3

Hvalen fra Tanum

1503.  I skoven oven Tanum sletten
       Over hvide, nøgne klippeflader
       Skåret og skuret af bræ og is
       Vandrer vi i oldgammelt land;
       Her er Sveriges helleristninger
       Spredt ud over fjeldets sten
       Vendt ud mod urtidens hav
       Og fjorden, der lå her dengang,

1504.  Figurer der granskes og tolkes 
       I hver tidsalders selvforståelse,
       Også min, også jeg, og dog,
       For her er er er urtidskunst
       Fra en ristende visionær poet,
       Hvor ingen formidling behøves:

1505.  Et sted på klippefladen
       Finder jeg en lille hvalfigur,
       Set, følt, genfortalt til mig:
       Natur og kultur tilsammen
       Fra en tid, hvor man næppe
       Har haft behov for at skelne.

1506.  En mesterlig oldtidskunstner
       Med sofistikeret sans for form
       Med følelse for levende figurer og,
       Er jeg sikker på, med ægte fryd,
       Har gengivet hvalen dens væsen.

1507.  Nu, tretusind år senere
       Viser han mig hvalen igen
       Ude i fjorden, hvor han kom,
       Hvor vi sammen så ham blæse,
       Hvor vi tog hans sjæl til os,
       Og forbinder mig, uden filter,
       Til sit indre blik for poesi
       For ærefrygt og harmoni.
Nyt i Index Titusind:
Bræ ◦ 1503; Urtidskunst ◦ 1504; Poet ◦ 1504; Hvalfigur ◦ 1505; Hval ◦ 1506; Harmoni ◦ 1507.
Drevet af WordPress