I. Rotte på et bord
1322. I min lejlighed i Hanoi
På spisebordet på syvende sal
Står havenelliker i et bundt;
Fine blomster med krydderduft,
Røde kronblade kantet flæsehvide,
Spinkle blågrønne stængler
I en vase 20 centimeter høj.
1323. Visiteret af husets rotte
Om natten mens jeg sover,
Undersøgt i daggryslys:
Tre-fire stængler knækket
Ved vasekanten, bøjet ned,
Blomsterhoveder kappet af.
De røde kronblade sorteret
I én bunke ud på bordet;
Frugtknuder og bægerblade
Samlet sammen i en anden.
1324. Jeg la’r scenen stå.
Næste nat er hun tilbage:
De to forrådsbunker vokser,
Rød til venstre, grøn til højre,
Sirligt sorteret og rydelige.
1325. Her er orden og omtanke,
Omhygelige gøremål.
Det ligner husholdning;
Bunker lagt til afhenting
Næring og protein i frugten,
Røde blade til foring af rede,
Måske en giftig substans,
Der skilles ud til medicin.
Måske leg og fantasi,
Stof til skuespil og frieri.
1326. Jeg bygger en rottefælde
Understøttet af min viden,
Af tillærte samfundsværdier,
Min uddannelse, kort sagt:
Min civilisatoriske mission.
1327. En fodskammel fra Ikea,
En stak af bøger bygget op
Trinsvis til et udspringstårn.
Øverst fæstner jeg en lineal
Til en bog med elastik.
Yderst på vippens spids
En terning af husets ost.
Under dette lumske stillads
Stiller jeg en spand med vand.
1328. Midt om natten vågner jeg,
Hypnagogisk, lyd forsinket,
Ved et plask af vand,
Skraben, kradselyde:
Fælden er klappet i,
Druknedøden i en spand.
Jeg tøver, vender mig,
Vil ikke se mit værk.
Brutalt sover jeg igen.
1329. Men den næste morgen
Er spanden tom, rotten væk,
Ostehapsen intetsteds at se.
Jeg lader fælden stå en uge,
Men hun er fri og klog
Og rører den aldrig igen.
1332. Med mel drysset ud
Langs paneler og døre
Køkkenborde og diske
Følger jeg rottens spor
Dag for dag, hver nat.
1331. Rottefælder, som jeg kender
Har bevægelige dele;
Fjeder og slagmekanik.
Men hér er konceptet
Et ark pap, kulsort af beg,
Usynlig tjæresump i natten.
1332. Jeg lægger fælden ud
På steder, hvor hun går
Sine natlige ruter rundt.
Men en rotte kender
Sine fjenders vaner
Og i uger sker der intet,
Indtil en morgen
Hvor jeg finder hende
Halvdød af udmattelse
Efter en nat i kamp
Faldet om på siden
Fastklistret til massen,
Puls, svagt åndedræt,
Et stort, stift øje,
Hjælpeløs, offerdyr.
1333. Jeg fylder spanden igen
Lader rotte og fælde
Glide under, små bobler
Stiger op til overfladen
I det klare vand.
1334. Rotten ender i skraldetønden,
Der tømmes morgen og aften
Af kvinder med tohjulede kærer,
Mundbind, handsker, tørklæder,
Kæppe til at tampe skraldet ned,
Brætterstukket ned langs siden
Til toplæsning af affald
Skubbet gennem smalle gyder,
Over fliser, stier, pisserender,
Aset op til hovedvejene,
Afhentet af skraldebiler,
Bortkørt, håndsorteret,
Kremeret i kradsende røg.
II. Om rotter, lopper og pest
1335. Fra omkring 1330 og frem
Spredes pestilens i Kina
Datidens folketællinger viser,
At Kinas befolkning halveredes
Fra 120 millioner til bare 60,
Mange, langt fra alle, af pest,
I Europe og Mellemøsten omkom
En tredjedel (mere?) af folkeslag
I midten af det 14. århundrede
I dødsangst, i navnløse grave,
I rygende bål jorden rundt.
1336. Dna viser at pestbacillen,
Oprandt i det vestlige Kina;
Fra omkring år 1340 båret vest
Langs silkevejenes depoter
Af lopper fra rotter og gnavere
I gods, varer, bylter, forråd,
Karavaner, kroer, lagrer og byer
Helt frem til Sortehavet.
Omkring 1346 når den Krim,
Dokumenteret 1347 i Kaffa havn,
Derfra videre til Konstantinopel,
Sydpå til Jerusalem, Alexandria,
Vestpå videre til Venedig,
Til Sicilien med skib,
Videre nord, vest og øst;
1349 på de Britiske øer,
1350 i Danmark, så Island *).
1337. Rotteinfektioner denne vinter
I skyttegravene i Ukraine;
Krig, sygdom og rotter følges ad;
Derfor al vores afsky.
Bymennesker forbinder rotter
Med kloaker og forbrydere.
De ækles af "skællede" haler,
Deres onde øjne, spidse tænder.
Rotter er urenhed og ondskab,
Og fremfor alt: pest.
III. Om sprog, pest og influenza
1338. Få ord i sproget
Er så stærke som pest;
Intet ord har den historie,
Den forbandelseseffekt.
Med tiden er ordet falmet,
Men den gamle frygt:
Billederne, billederne!
1339. Som dreng fik jeg fortalt
Om den sorte død over Europa
Berettet som en skrækscenarie
For at gøre indtryk, pest:
De katastrofer, vi kommer af.
Billedet af italienske læger,
Maskeret som øglefugle
Genkendelige for altid;
Byldepesten, apokalypsen,
Og rotten for altid forbundet,
Som væmmelse, som lede,
Sammen med slanger,
Vores kollektive arveangst.
1340. Influenzaepidemi, igen og igen,
Men størst fra 1918 til 1920,
(100 millioner døde)
Ved frygtelig, lilla kvælning
Og dødelig smitsomhed.
Først nu ved jeg, at selv i dag
Dør folk i hundredtusindvis
(en milliard bliver syge)
Hvert år af influenza.
1341. Men selve ordet influenza
Er trivialiseret, gjort harmløst,
Gået over i dagligsproget
Som ledsmerter, snot og feber.
Influenza har ingen historie
Som forbandelse og skrækvision;
Kun en beskeden plads
I sygdomsvokabulariet.
Kun et enkelt diminutiv
Formindsket mest muligt:
Helt ned til ”flu” på engelsk.
1342. Nok fordi influenza er en virus
Har vi ingen rigtige billeder
Noget vi kan føle afsky ved.
Måske derfor, med vores behov
For noget at hade, nedgøre,
Vendte vi skylden udad
Mod andre, end os selv:
Spansk syge, fransk syge,
Russiske syge, kirgisisk syge,
Kinesisk katarr, tysk syge;
Jeg behøver ikke gentage
Hvide sydafrikanernes ord,
Blot nævne, at vi ikke glemmer.
1343. Coronaepidemien nu
(27 millioner døde)
Vil indgå i rækken
Af skræmmefortællinger
Og jeg, med børnebørn,
Hvad vil jeg fortælle,
Når pesten er næsten væk,
Og måske malaria med?
Hvilke livslange billeder
At sætte i deres hoveder,
Hvilken etik i deres forstand,
Hvilke væsner at fortælle om
Og dele verden med,
Når kun virusser er tilbage
Som vektor for massedød?
En ny laboratoriegenre
Med helte og skurke:
Virius og Vaccius;
Et eventyr om vira
Virkelig?
IV. Historie fra det 21. århundrede
1344. En formand for folkekomitteen,
Udlovede en lille pengedusør
For hver rottehale afleveret
I byen på hans kontor.
1345. Drenge, piger, fattige bønder
Jagtede rotter i alle landsbyer;
I hele riget gik buddet ud.
Snart havde hver landsby
En rottefarm til opdræt
Og afhugning af haler
Overbragt i bundter til kongen,
Som snart ikke havde penge mer.
1346. Men med alle de mange rotter
Kom slangerne ind i byerne,
Og gjorde landsbyer farlige
Selv ind i byerne kom de,
Hvor mænd spiste slanger
På landets fine restauranter.
1347. Da gik befalingen ud:
Gør byer og marker sikre,
Og jægere jagtede slanger;
Så mange, at mus og rotter,
Voksede sig fede og store
Uden slanger til at tage dem.
1348. Rotter kom ind i husene,
I laderne, i krukkerne
De spiste risene, kornet,
Gnavede sækkene i stykker
Gravede gange og huller
I alle butikker og kældre
Og blev en landeplage.
1349. Inde i de mange bure
Stablet i lange rækker
På markeder i byer,
Hvor pelsdyr, smådyr,
Grise, fugle, aber, slanger
Bæltedyr, egern, rotter
Blev slagtet på stedet,
Når kunder ville have det,
Blev dyrene syge med
Virus og fugleinfluenza,
Alligevel stegt og spist
Sammen med hele bjerge
Af kravlende frøer og tudser
Slået og stukket med kniv
Slængt op i en bunke
Til folk, der kom forbi
På marked og indkøbstur.
Og snart blev folk syge:
Kastede op, hostede
Fik åndenød, gispede
Kunne ikke trække vejret
Og døde over hele landet,
Lagt i sække på diskene,
Kastet ud i grøfterne,
Og dér hentet hver dag
Af soldater med iltmasker
Som kæmpe fluehoveder;
Og de brændte dem på bål
Til langt ud på natten.
1350. Da måtte formanden befale,
At alle burene skulle åbnes,
At stalddørene slås op
Og dyrene slippes fri,
For kun sådan ku’ de stoppe
Den store coronaepidemi.
Og det er jo ikke løgn.
V. Rotte i min huskepose
1351. Denne jul fik jeg af mit barnebarn
En blank bog, fint indbundet
Med overskrifter til mit liv;
'Morfar fortæl nu' trykt på ryggen.
Så fin en idé, så stor en gave
Og flere år at skrive og lave;
Nogle af de titusind små ting,
Der ligger i min huskepose.
1352. Men inde i de mange sider
Må jeg nok fortælle ham,
At jeg slog rotten ihjel,
Hvis jeg er modig nok
Og selv kan finde svaret,
For det var første gang
Jeg med egne øjne så,
At rotter er kloge, dygtige,
lærenemme, energiske,
At jeg kom ansigt til ansigt
Med et liv og en intelligens,
Der ikke så ud som jeg selv,
Men at de faktisk ligner os;
At dyr er nogen, man ærer,
Ikke noget, man bruger.
1353. Under overskriften yndlingsfilm,
Ved jeg godt, hvad der skal stå:
Ratatouille.
Nyt i Index Titusind:
Rotte ◦ 1323, Bægerblad ◦ 1323, Forrådsbunke ◦ 1324, Orden ◦ 1325, Leg ◦ 1325, Rottefælde ◦ 1326, Ost ◦ 1327, Druknedød ◦ 1328, Brutalitet ◦ 1328, Fri ◦ 1329, Mel ◦ 1330, Beg ◦ 1331, Fjende ◦ 1332, Puls ◦ 1332, Bobler ◦ 1333, Kæp ◦ 1334, Kremering ◦ 1334, Pest ◦ 1335, Dødsangst ◦ 1335, Loppe: rotte ◦ 1336, Sygdom ◦ 1337, Historie ◦ 1338, Den sorte død ◦ 1339, Arveangst ◦ 1339, Influenza ◦ 1340, Virus ◦ 1342, Malaria ◦ 1343, Vira ◦ 1343, Rottehale ◦ 1344, Rottefarm ◦ 1345, Slanger ◦ 1346, Jæger ◦ 1347, Ris ◦ 1348, Fugleinfluenza ◦ 1449, Kniv ◦ 1349, Bur ◦ 1349, Død ◦ 1349, Coronapandemi ◦ 1350, Huskepose ◦ 1351, Lærenem ◦ 1352, Ratatouille ◦ 1353.
*) Se Michael Wood, The Story of China, (2020), en fremragende sammenfatning og fortælling for enhver, der vil vide mere om Kinas historie, samfund og befolkninger. Oplysninger her er fra kapitlet The Black Death, side 259-61.
Ved et pudsigt sammenfald har der i den forløbne uge været to artikler og et videoclip i The Guardian om travle mus, der samler og ordner ting. Mus og rotter ka’ bare. Quod erat demonstrandum.
https://www.theguardian.com/world/2024/jan/07/mouse-secretly-filmed-tidying-mans-shed-every-night
