Bøgehjort og billesmed
860. På en tur i haven, se:
En stor bille, helt sort.
Vend den om på maven,
Det er en bøgehjort.
861. Det er sent på sæsonen,
Billen er sløv og slidt,
Her midt i august,
Den dør nok om lidt.
862. Bøgehjorten er dyb sort,
Et suttet styk lakrids;
Glat som en rullesten,
Med drabeligt gebis.
863. Kæberne er kindbakker
Til kamp om mager;
De ligner hjortetakker,
Derfor er de hjortebiller.
864. Panser blankt som lak,
Med hundred bitte buler,
Mærker af en mikrohammer,
Banket af en billesmed.
865. To gule bånd på tværs:
Bag hoved og over taljen.
Følehørn med “knæk” på;
Det kan du kende dem på.
866. Billen bor i gammelt træ,
Lægger æg og graver gange,
Suger træ- og plantesaft.
I vores have er der mange.
867. Eghjort med kæmpegevir,
Største af alle hjorte.
Den eneste berømte bille;
Men den er død og borte.
868. Eghjorten uddøde hos os;
Den var uden levested.
Skove her er alt for pæne,
Uden døde træ’r og ved.
869. Læg brændeknuder i haven,
Træstubbe og kævler med.
Billerne skal nok komme;
Så er du en billesmed.
Fluer boller på mit vasketøj
Fluer boller på mit vasketøj
844. Se nu bare der, halløj, halløj!
Fluer boller på mit vasketøj.
845. Den ene på skrå bag den anden,
Fluekonen under fluemanden.
846. Så går de åbenbart til sagen,
Derude på mit rene lagen.
847. Jeg vifter: væk fra min seng!
De flyver væk i sammenhæng.
Nyt i Index Titusind:
Flue formering • 844; Flyve • 847.
Hvorfor har edderkoppen otte ben?
Hvorfor har edderkoppen otte ben?
835. Til at holde sig fast i sit net,
Bruger edderkoppen par nr. ét.
836. Til at holde en spræller i ro
Bruger hun især par nr. to.
837. Par nr. tre til at rulle det ind
I mange lag edderkoppespind.
838. Men hvis der er farer, der lurer:
Fugle, hvepse eller andre, der truer,
839. Da har hun et hemmeligt nummer,
Der får fjenden totalt i fjummer:
840. Så bruger hun nemli’ par nr. fire,
Så hele spindet ryster og dirrer,
841. Så hurtigt at hele nettet bli’r sløret
Og hvepsen bli’r enormt forstyrret.
842. Så næste gang du er ude i det fri;
Kom tæt på spindet, gå ikke forbi.
843. Brug en lille finger til at pirre;
Måske trækker hun par nummer fire.
Jeg sluger med glæde min bille
Jeg sluger med glæde min bille
807. Insekter trommer mod min hjælm,
Hårdere end regn, lettere end hagl.
Harker insekter op, kniber øjne tæt,
En byge af vinger, horn og ben.
808. Fremme er jeg levende af vinger:
Mikroinsekter myldrer på hele fladen,
Hår, hals, bluse, bukser, arme og sko.
Tre slags insekter ud og hjem igen.
809. En art er græsgrøn, kun millimeter lang;
Pukkelformet bagkrop som en edderkop,
På ballonfærd, eller båret af tordenvejr?
De iler, jeg kan ikke tælle deres ben.
810. Den anden er helt sort under luppen:
Dråbeformet bagkrop med udstrakt snabel.
Kølleformede følehorn og 1,5 mm lang.
En snudebille? Svært for mig at sige.
811. Den tredje art er en bille, fanget,
Belyst og besigtiget under luppen:
Brune og gyldne striber på langs
Fra hoved, forkrop til bagkrop.
812. Groft behåret overalt, som pels,
Med et gyldent drys på hovedet.
Et par store sorte øjne, sideværts.
Ingen følehorn, kun en snude.
813. Tre par kraftige, leddelte ben;
Bionicle lemmer i miniformat.
Sig det: som robot- eller panserben.
Betagende og bare 2 millimeter lang.
814. Bilister driver forbi på vejen,
Uvidende, med insektfrie forruder.
Men herude er der smat på panden;
Jeg sluger med glæde min bille.
Skovflåtfolket
Skovflåtfolket
I
786. En skovflåt i sin umwelt
På vej gennem verdenshavet
Af kæmpe græsstrå og gigantiske
Biller på rejse, larver, myrer,
Mariehøns, snappende kindbakker,
Giftsprøjter; sugende, soppende
Fjender og fødeemner.
787. Skovflåtens omgivelser
Opleves i vibrationer, fugt,
Duftgradienter, lysstyrker;
Varmblodet signifikans
Af syre og sprudlende biokemi.
788. En blind skovflåt kravler op,
I sin umwelts kæmpe lys
Fra spidsen af et vajende strå.
789. Signaler af hudsyre nærmer sig.
Sigtet skal være rigtigt,
Timing er alt, fejlraten er høj.
Skovflåten slipper sit tag;
Hun falder, springer, tumler
Mod pelsen, tekstilet og skindet.
790. Skovflåten løber, leder
Efter en åbning ind mod
Kemisk reaktiv hud
Under hendes fire fodpar;
Søger fugtig, varm blodrus.
Hun gnaver sig på hovedet
Ned i hudens cellelag,
Til et blodførende lag
– og tæger sig fast.
Uforstyrret, ukradset,
I dagevis; svulmer op
Hundreder af gange
Indtil hun er fyldt ud,
Og kun da giver slip,
Lader sig falde.
Mod skovbunden
Og næste cyklus.
II
791. Kæmpe stålstænger klemmer,
Kitin knaser i flåtens
Nedgravede hoved
Og fastgjort bagkrop;
Trækker hud med sig
Ud i en spids, indtil
Hun slipper sit tag.
Lys fra alle retninger.
Hårdt, ukendt underlag,
På vores spisebord.
Ingen skovbund eller græs.
Løber straks, løber, løber,
I live, i blinde.
III
792. Parasitter er den største skræk;
De suger saften af os,
Bryder kroppens ukrænkelighed.
Vi miste vores egenrådighed.
Vi må dele vores krop
Med andre væsener,
Vores blod mod andet blod,
Vores betydning som individ
Med andre individers liv.
IV
793. Skovflåten afdækker vores krop
I et 360 graders vue;
Steder vi ikke kan se,
Ikke kan nå, ikke ved.
Hele huden er eksponeret,
Blotlagt ud til fjender.
794. Forleden en flåt mellem
Storetå og næste tå;
På overarmen, på skulderbladet,
I armhulen, på læggen,
På indersiden af låret,
I knæhasen, bag øret.
795. Største antal på en dag:
Elleve skovflåter en aften
Stående på taburetten
Under lup og lygte.
En nabo talte tretten.
Vi plukker vores flåter,
Tæller vores borelia,
Alpha-gal iblandt os.
796. Vi er skovflåtfolket.
Vi lever under træerne.
Vi venter på hinanden,
Bevæger os i samme græs.
Vi blandes og berøres.
Vi læser hinandens tegn;
Vi har signifikans
I hinandens verdner.
Mjødurt og guldbasse
Mjødurt og guldbasse
770. En stand af mjødurt:
Planter tæt med kvaste
Og flødehvide blomster.
Blomsterstanden er puffet,
Lidt lodden for øjet,
Hele blomsten virker sløret.
771. Sløret er et pudder
Af bitte hvide hår:
Blomstens støvtråde,
Kun millimeter lange,
Der byder op med pollen,
I den dovne sommerbrise.
772. En grøn guldbasse glimter
I blomstens hvide luksus,
Dækket af støvdragerdun,
Udstrakt, ubevægelig
På en seng af urtens skærme,
Honningberuset og varm.
773. Det tonede hvide skær,
Det gyldne grønne skin
Tilfredse i mættet lys;
En duftende blomst
En narkotiseret bille,
I en sommerskov.
Livsglæde
Livsglæde
764. To hvide admiraler
Forenes i sammenstød.
Stiger sammen op
I en flagrende spiral;
En hvirvel af vinger
Omslynget tæt,
Som hænder i dans.
765. Solen har bagt
På deres nervebaner,
Sat stød i deres vinger.
De nyder brisen
På deres følehorn.
De nyder styrken
I deres vingemuskler.
De nyder flugten frem.
766. Ophidsede af
Andre hanner,
Af andre hunner;
Dufte på deres antenner,
Sødme på deres snabler.
Opstigende og lydløs
Velvære i deres kroppe,
I skovens sommersol.
767. Snart vingernes
Klare farver falmer,
Vinger slides ned.
Lasede vingelapper
Hæmmer adræthed.
Kølighed ta’r til
Og sløver kroppen.
Alle æg er lagt.
Et sommerfugleliv
Tilendebragt.
768. Det er vores glæde,
At et bevinget liv
Lykkedes til fulde;
At vi har set det
Komme, flyve og
Forsvinde igen.
For vi tæller
Hver sommerfugl,
Hver art og levested,
Mens de svinder;
Bringer sorg.
Regnvåd flue
Regnvåd flue
757. Det har regnet,
Dråber hænger
I spindelvæv.
758. En edderkop
Krabber sig op
Ad sin snubletråd.
759. Hun når byttet:
En svirreflue
Dingler livløst.
760. Hun beføler den,
Inspicerer og
Omfavner den.
761. Meget tæt på
Er fluen hul;
Udsuget, tømt.
762. Bagkroppen er
Gennemsigtig
Med sorte ribber.
763. Så udtryksfuld,
En edderkop
Med otte ben.
Ådselgraver nicrophorus vespilloides
Ådselgraver nicrophorus vespilloides
736. En gnaver er faldet om på stien,
Rundt sår i siden, struben åben,
Kroppen stadig hel, pelsen blød,
Hullet, hovedløs og nylig død.
737. Kindbakker eller næb har været her,
Åbnet dyret op, fjernet hovedet;
Hvid skindrand kantet grå med pels,
Et grauballegab i dyrets hals.
738. To ådselgravere arbejder hårdt
I kamp mod tid og grønne fluer.
De kravler op over gnaverbjerget,
På ryggen ind under kadaveret.
739. Kadaveret bevæger sig en kende.
Det buler op; først her, så der.
En klo løftes fri, bleg og stiv
Et lugubert farvel til dette liv.
740. Kadaveret flytter sig faktisk
En millimeter ud mod rabatten;
Jeg bøjer mig frem, overrasket,
Checker kloens position i gruset.
741. Tænk engang, lad billedet stå:
En bille på under et gram
Maser, bakser rundt på vejen
En vægt hundred gange sin egen.
742. Billen ligger under ådslet,
Endnu bøjeligt og bullent,
Stemmer op med alle tre par ben.
Byttet rykker sig: kan du se’en?
743. Det gælder om at nå den bløde jord,
Grave byttet ned, afpelse det,
Konservere det, præparere det,
Før ådselsfluer forurener det.
744. Jeg kunne pirke til gnaverkroppen,
Et skub, en tå til ådselbillen.
Men jeg vil se, hvad der sker,
Ingen selvgode gerninger her.
745. Jeg retter mig; empirisk, fattet.
Mens en hundelufter går forbi.
Hun finder mig ækel og ret makaber.
Men se bare her: den mindste skaber;
746. Navngivet efter de romerske bedemænd,
Vespillos, der begav sig ud om aftenen
For at samle slavelig og fattiglemmer;
En formidabel bille, jeg aldrig glemmer.
Myresværm
Myresværm
712. Jeg træder ud på terrassen
En midsommerformiddag.
Strækker ud og gaber op;
Men hov; en viften i min mund,
En lydløs flaksen for mit øje.
713. Smækker gabet i, ser mig om;
Det sværmer i luften herude,
Sorte insekter med husblasvinger.
Undrende tjekker jeg terrænet:
Her er kravlende, levende strenge
På havestolen og videre ud
På hjørnestolpens espalier.
Som detektiv følger jeg sporet
Ned langs gitterværket og dér: kilden!
Myreboet under nedløsbrøret.
714. Jeg kigger tæt på denne insektarterie:
Jo, det er myrer med vinger på.
Ved endnu tættere eftersyn
Ser jeg også meget små myrer
I denne myldrende konvoj;
Måske en tyvendedel i størrelse
Af de kolossale vingemyrer.
Det er arbejds- eller slavemyrer,
Der pusler og passer dronningens
Kæmpestore, kønsmodne afkom.
715. Hele sommeren har de ekskaveret
Rundt omkring mit nedløbsrør
Og ud under terrassens klinker.
Korn på korn af sand er båret op,
Stablet på de voksende tuer,
Mens klinkerne synker og tipper.
716. Jeg har terroriseret boet før;
Viftet truende, men dovent,
Med mit økologiske arsenal:
Filtdug, opgravning, natron,
Kogende vand og kaffegrums.
717. Men nu: Bevingede myrer myldrer frem,
En sort substans, der bobler op
Mellem sprækkerne i terrassen,
Fra myrebosystemet under mine fødder.
718. Med magisk timing og koordination
Går hele myrebyens sexarbejdere
På vingerne i en sky af feromoner
Til myresværm og masseparing.
719. De følger de kendte myrestier,
Skubber, maser, hilser, smager.
Men gamle næringsveje duer ikke.
Usikre på de nye vinger
Finder de nye stier fremad,
Indtil de ikke kan kravle højere op,
Spreder vingerne og sværmer ud.
720. En time senere er de alle væk.
De parrede hunner er fløjet,
De udtømte hanner er døde.
Resten er spist af fugle, fanget
Af lurende edderkopper,
Spiddet af rovinsekter.
721. De befrugtede hunner
Flyver ud for at bygge
Nye myrekolonier
Med medbragt forråd og æg.
Hun fælder sine vinger,
Nipper af dem selv
Og fordrer resten til
Et nyt kuld puppeplejere,
Der piler rundt i nye gange
Med hvide æg i kæberne.
722. Endnu en udvidet dag,
Og her er hvad jeg så:
Et generationsskifte
I et myredynasti,
Der har eksisteret,
Adaptivt, succesivt,
Ved min havedør i årevis.
Bøgebuk
Bøgebuk
661. Hvem der har set en bøgebuk
Er et heldigt asen:
Vingedækket er blågrønt blankt.
Lange leddelte følehorn,
En hel kropslængde lange,
Fin balance på langs og på tværs.
Svulmende sorte muskeldråber
På rødlige overlår.
Brunt-orange forbryst
Og et lille sort hoved.
662. Vi erfarer i glimt,
Vi oplever i sekvenser,
Få sekunder lange.
Vores opmærksomhed
Er for det meste blind.
Men nu og da
Er situationen gunstig,
Og vi ser; rigtig ser.
663. Bøgebukken er der pludselig
Blandt brændestykker;
Spillevende, sky,
Men ikke bange,
Bare på vagt.
Et halvt minut
Og hun piler væk;
Finder vinterhi og lægger æg
I min brændestabel.
664. Jeg værdsætter øjeblikket.
En lille opvisning i
Biologiens uendelige variation
Over temaet insekter og biller.
665. Tilværelsen er ekspansiv,
Og min empati med biller
Er vokset lidt.
Det er hvad jeg kalder
En udvidet dag.
666. Jeg føjer bøgebukkens navn
Til den fælles postkasse
For kendte arter på grunden.
En fodgænger går forbi
Spørger mig: hva’ har du gang i,
Jeg svarer: årh, lidt praktisk biofili.
Guldbåndet langhornsmøl
Guldbåndet langhornsmøl
548. En hel uge har de sværmet
I en terrassekrog foran køkkenvinduet.
Små guldglimt omslynget af hvide tråde.
Guldbåndet langhornsmøl, ved jeg nu.
549. Ikke et navn nogensinde lavet
Til et digt eller hørt på versefødder;
Til at stille sig an i rim og prosodi,
Som tekst og blank balance på papir.
550. Morgenlyset funker på deres vinger:
Fefølehorn fire gange deres kropslængde
Hér er de: lad dem selv bestemme
Deres rytmer og flyvske figurer.
551. Her er mønstre udover min fattevne,
Selvom jeg er lavet til at finde mønstre:
Buer, sving, ryk og bølger op og ned;
Mønstre kun langhornsmøllet ved.
552. En opvisning af overskud, af energi,
Der svarer, måske, til joie de vivre.
Måske sværmer de, indtil de falder ned,
Døende af udmattelse og syrechok.
553. Fehornsmøllene sværmer vilkårligt videre,
Forførende mønstre i lokkedans.
Ødsel energi, tragik af en slags;
Flygtigt, jordisk skønt.
Korsedderkoppeungens umwelt
Korsedderkoppeungens umwelt
532. Korsedderkoppens
Klump af unger:
Knappenålshoveder,
Gul krop, sort bagsmæk.
533. Udklækket i en klynge
Af forgyldte knopper
Ophængt mellem strå,
Et træ eller blomsterkurve.
534. Kom tættere på.
Pluk en streng;
Guldprikker spredes
Ud langs fine tråde,
535. Flydende bevægelser
Suspenderet i olie.
Tytktflydende slo-mo,
En lydløs sprænging.
536. Edderkoppekloden
Spredes for sidste gang
Over gyngende broer
Mod solnedgangen.
Korsedderkoppens engangsknald
Korsedderkoppens engangsknald
512. Et edderkoppehjul i laser
Hæftet op på muren
Ved min udhusdør.
513. Edderkoppekonen troner
I sit gamle net,
Klar, fed og farlig.
514. Hvad ved vi om hendes
Partnervalg og
Bedste engangsknald?
515. Fanges han straks,
Er han mest nyttig
Som æggemad.
516. Men hvis den næste
Kan nå helt frem
Til selve akten,
517. Så har hun fået
Både i mulepose
Og i æggesæk.
518. En lille edderkoppehan
Nærmer sig på friertråd;
Forben fægter ud i luften.
518a. Han plukker silkestrengen,
Spiller op med gode vibes
Ned langs bæretråden.
518b. Kæmpekonen lokkes frem
Fod for fod; måler friertrin,
Smager duft af han i luften.
519. Befølende, befamlende
Forsøger han at berolige
Hunnens behårede ben.
520. Men hun langer ud:
Et svigefuldt stød
Nedefra og op!
521. Han ser det!
Udløser livlinen
I sit parringspendul.
522. Den lille edderkop
Kravler atter frem,
Forsigtig, forførerisk.
523. Han er overvågen, skarp,
Besat af parringsiver
Og suicidale pligter.
524. Tilsidst når han
Konens lådne klo
Med kælne strøg.
525. Dér ser han sit snit
Og svinger sig op
Bag hendes kæmpekrop.
526. Lysten og bristefærdig
Møder han hér
Sin smukke død.
527. Sperm ejakuleret,
Æg insemineret,
Selvsakrificeret.
528. Straks dekapiteret,
Fermt parteret,
Til sidst kannibaliseret.
529. Og jeg, som altid
Fascineret, nu også
Poetiseret.
Bisværm
Bisværm
493. Kaldt ud, kom med,
Min nabo vinker:
En bisværm er forsamlet
I en gammel gran
På vores grusbelagte vej.
494. Dér hænger den,
En kæmpe klump
I brunt og sort,
Der syder og summer
Af titusind bier;
Et bankende hjerte
På et træskelet.
495. Et vandrende bo
Søger nyt land.
Spejderbier svirrer ud,
Arbejdsbier fodrer yngel,
Bygger organismen op
I lag på lag af kroppe.
En dronning indeni
Udskiller æg og stoffer.
496. En udbryderkoloni,
En undvegen bistadeflok,
Eller en udstødt slægt?
En forrådskamp,
En dronningetvist,
Eller et raseret bo?
En kamp på midler,
Flugt eller sejr?
497. En dronnings beslutning,
Eller en kollektiv vilje?
Et kvorum af bier
Eller bare bidisciplin?
En besked, en ordre:
Med hvilken dans?
Med hvilken duft?
498. Bier hænger i sværmen
Og laver duftkort:
Afmærker vækster,
Opmåler terrænet,
Indsamler spor,
Udtager prøver,
Afsøger bopladser,
Tester for gifte,
Smager på landet
I tre dimensioner,
Eller flere.
499. Vi står på jorden
Og laver mønstre
I fælles haver;
Lad dronerne komme!
Fefølehorn
Fefølehorn
350. Der findes små undere,
Der kommer til én
Som gaver, der gør glad,
Som ros og knus.
351. En lysende grøn morgen
Besøger jeg min tjørn
Plantet sidste år, tilset,
Nu i fuldt løvspring.
352. Jeg rækker ud for at røre
Klaser af blomsterknopper
Forventningsfuld, hvad bli’r det:
Laevigata eller monogyna?
353. Og dér, med næsen fremme
Mellem kviste og knopper,
Kommer et under forbi,
Lige ud for mine hænder.
354. Fire små sorte insekter
Sværmer i tjørneløvet.
Sværmer: de bevæger sig
Op og ned som i en hejs.
355. (Poetisk parantes 1:
Aargh! Jeg stritter imod,
Min pen sprutter imod:
Jeg ville skrive “elevator”
356. Endnu en maskinmetafor,
Som jeg har erklæret SNG:
Simile non grata.
Vi sunder os lidt, vi to).
357. Insekter hejses i snoretræk ()
En håndsbred op og hurtigt ned.
Det er graciøst, som luft,
Lydløst, solstrejsforkælet.
358. Og se: Overdådige følehorn,
Filamentstynde hvide streger
Tre gange så lange som insektet.
Jeg er forbløffet; det er fehorn.
359. Hovedet er sort og minimalt,
Jo da, det ligner et gedehoved.
Brysk profil og hævet pande,
Som fæste for dens følehorn.
360. Bittesmå sorte væddere,
Som ophængt i panden.
Svæver ud i luften
Under lange, hvide tråde.
361. Insektets krop er blankt bevinget.
Men pludselig, dér: mit bonus under:
Sollys refrakteres i en vinge,
Der skinner i grønt og guld.
362. Det hele varer et halvt minut.
Jeg har aldrig set dem før,
Aldrig vidst de fandtes.
Nu ved jeg noget for altid.
363. Jeg er et andet væsen rigere,
Et sjældent syn forundt.
Lige uden for min hoveddør.
Sådan kan et lille under ske.
364. (Poetisk parantes 2:
En søgning en times tid
Giver dette væsen et navn:
Egelanghornsmøl, en han.
365. Så nu ved jeg det,
På harmonikasammenstødsdansk.
Lidt mere fortryllelse på engelsk:
Fairy longhorn moth.
366. Se: jeg skrev “fehorn”
Ovenfor, i et vers, uafvidende.
Nogen har før set dette væsen
På samme måde som jeg.)
13.5.2023
367. (Poetisk P.S. den 15. maj 2023.
I en kikkert ser jeg
Sværme af små bukkemøl
Højt oppe i et ahorntræ.
368. Jeg kender dem straks igen,
Selv i prismens slør:
Fehornmøl fra i forgårs.
Hvad laver de dér?
369. Sværmer ved grenspidser,
Hviler sig på bladlapper
Suger solskin til sig,
Men spiser ingenting.
370. Ahorn, sukkertræ med rakler,
Fyldt med nektar klasse A,
og - jeg tror jeg ved det -
Her er langhornshunner.
371. De sværmeriske mølhanner
Gør sig til og byder op med
Sex og andre søde sager,
Der ligger lige til tungen.
372. Sværm, brødre, sværm.
Det er hér og nu og aldrig mér.
Aftenluften fyldes ud,
Duft af ahornhonning).
PS 15. maj 2024:
For et par dage siden fandt jeg et par egelanghornsmøl – men måske er det i virkeligheden pilelanghornsmøl; de forveksles tit – på næsten samme sted som de fire møl fra sidste år (to meter). Jeg bringer billederne her – de er alle samme møl – og digtet kan godt tåle at blive læst igen her på digtets årsdag.
Guldsmed
Guldsmed
250. Guldsmed imago,
Forandring, mod og fødsel,
Tomt hylster knitrer.
251. Palaeoptera,
Forhistorisk vingepar,
Perfektioneret.
252. Hvirvlende vinger,
Metafor for mekanik,
Helicoptera.
253. Torso pumpet op,
Muskelbjerg og nerveknude,
Koldt hydraulisk blod.
254. Rovdyr, cirkelsyn,
Et snigløb, byttet slagtes,
Sommerfugle dør.
255. Guldsmeden æder,
Bid knaser byttets hoved,
Vinger spyttes ud.
256. Insekt og menneske,
Vi lever i hinandens
Spejl og billede.