Edderkoppeungernes forår
1882. Et mægtigt forår sidste år,
Tidligt, bleggrønt, blegblåt;
Plænen grønner til, vokser op:
Fuglemælk, krokus, og skilla;
På tørvebankerne bag i haven,
Overladt til stedets frøbestand,
Vokser en hvid snerre frem:
Lav, tæt, busket blomsterland,
Hvor jeg går på jagt, stille,
Opsat på sjældne rendez-vouz.
1883. En edderkop, stor og langbenet,
Tilser en gyngende netfuld
Friskt udklækkede spilopper,
Ophængt i en klynge, der vugger
Udspændt mellem plantestængler,
En hundredtallig kriblende klump
Af klatreklare edderkoppeunger;
De føler verdens impuls med fødder,
Der lytter med på vuggens spind.
1884. De prøver styrken, mærker vibes
Med kvikke edderkoppehjerner;
Strækker, drejer, krummer og vifter
Fire par ben, klør og nervebaner;
De glider ud, forlader krybben
I deres hængende børnehave;
Adrenalin og stresshormoner syder,
Øjne drejes og lugte beføles
Fra et forår, der ligger foran dem
For enden af en silketråd.
Nyt i Index titusind:
Forår ◦ 1882; Hvid snerre ◦ 1882; Udklækning ◦ 1883; Edderkopperunger ◦ 1883; Edderkoppehjerner ◦ 1884; Stresshormon ◦ 1884.
Agurkeedderkop
Klik for at forstørre billedet
Agurkeedderkop
1547. Ieg er edderkop i smuk profil
På enetræets skællede skud;
Ieg er sprunget ud som klorofil.
1548. Ieg dyrker min cool agurkestil,
En æon ta’r det at se sådan ud;
Ieg er edderkop i smuk profil.
1549. Ieg matcher bladenes farvespil,
Spinder mit hjul, ruller nettet ud;
Ieg er sprunget ud som klorofil.
1550. Min fangstmetode er immobil,
Sex, enstrenget selvserveringsbud;
Ieg er edderkop i smuk profil.
1551. Akten er dog træls, tildels futil,
Hvis ieg ædes af den sultne brud;
Ieg er sprunget ud som klorofil.
1552. Man lever længere som homofil,
Og går aldrig parringstråden ud;
Ieg er edderkop i smuk profil,
Ieg er sprunget ud som klorofil.
Digter i salviebusk
Digter i salviebusk
1397. Få planter jeg savner mere
Eller forventer så meget af,
Få blade jeg længes efter,
Eller blomster jeg venter på,
Som dem fra salviebusken,
1398. Ingen plante i haven
Er mere elsket af humlebier,
Omsummet uophørligt,
Bestøvet og suget tør,
Fra første til sidste blomst
Fra solopgang til aftenstid.
1399. Få planter har finere blade,
Perfekt lodne at berøre,
Komplekse at snuse til,
Formfuldendt eliptiske
Knoprandede, dungrønne
At forundres over.
1400. Ingen digter er lykkeligere
End mig i min salviebusk,
På udkig, som en digter skal,
Efter livet herude og derinde,
Men aldrig helt forberedt på
Hvor fuldkomment det er;
Så her er bare to, også dem:
1401. En jagtedderkop i hvile;
De to forreste benpar
Forlænget som fangstarme
Nervefyldte, klobestykkede,
Giftkirtler måske, livsfarlig,
Ubevægelig på et salvieblad;
To skabninger i ro, fastholdt
Fuldendte, et stort sekund.
1402. En grøn bredtæge på vej
Op over et salvieblad:
Finkornet kamouflagefarve,
To sorte øjenknapper står
Som kontrast og kropsignal,
Der opfanges af kameralinsen
Og jeg, titusindtingsfinder og
Buskafsøgende digter i felten:
Fordi ting; det er noget man er.
Nyt i Index titusind:
Salviebusk ◦ 1397; Solopgang ◦ 1398; Loddenhed ◦ 1399; Digter ◦ 1400; Jagtedderkop ◦ 1401; Bredtæge ◦ 1402; Titusindtingsfinder ◦ 1402.
Araknometri
Araknometri
I
973. Araknometri er en figur:
Min idé om verden
Og stedets morfologi.
974. Mit net er et mønster
Med sansetråde af silke
Samlet i mit hoved.
975. Græsstrå, stilke og net
Forbindes i min hjerne;
Sted og krop er ét.
976. Ieg forstår mit sted
Helt ud til kanterne
Af mine nervebaner.
II
977. Min idé er kemi og viden;
Et stød centralt i kroppen
Af vibrationer og sanser.
978. Ieg har sanser for balance,
Flader, spænding, vind,
Retning, fart og fugtighed.
979. Ieg har sanser for fjender,
For han og hun og hensigt,
For vejr, lys og farer.
980. Ieg styrer mine tråde,
Mine ben og jagtorganer:
Ophæng, styrke og træk.
III
981. Ieg svæver med tråde op
Mellem kviste, strå og tag,
Spænder bæretråde ud.
982. Ieg fæstner tværtråde,
Tester araknometrien
Og mit værk ta’r form.
983. Ieg spænder ribber ud,
Et stråleformet spind;
Måler afstand og styrke.
984. Hægter tråde sammen;
Fra de yderste bæretråde
I spiral ind mod midten;
985. Otte ben i synkroni
Holder fast, styrer tråde,
Sætter fikseringspunkter;
986. Tre eller fire par øjne,
Dybdeskarpe og sultne;
Hydraulik i mine ben.
987. Ieg mønstrer min verden,
Fornemmer den med fødder
På et net af silkenerver.
Nyt i Index Titusind
Araknometri • 973; Silke • 974; Hjerne • 975; Nervebaner • 976; Vibration • 977; Flade • 978; Vejr • 979; Jagtorganer • 980; Bæretråde • 981; Værk: edderkop • 982; Afstand • 983; Spiral • 984; Synkroni • 985; Dybdeskarphed • 986; Silkenerve • 987.
Mejeredderkop
Mejeredderkop 882. Ophængt under ben, tredelte fiberstrenge, luftbårne, lange. 883. Med hvilke nerver og trådtynd muskulatur, med hvilke kræfter? 884. Et mejer på lur, skræk i miniature, venter stillestøbt. 885. Edderkoppekost fra spindler ude på rov til gab i midten. 886. Er hun truet, straks går mejeren selv i sving; hvirvel, slør i gråt. 887. Streger i luften, optimale neuroner; Sådan, æoner!
Hvorfor har edderkoppen otte ben?
Hvorfor har edderkoppen otte ben? 835. Til at holde sig fast i sit net, Bruger edderkoppen par nr. ét. 836. Til at holde en spræller i ro Bruger hun især par nr. to. 837. Par nr. tre til at rulle det ind I mange lag edderkoppespind. 838. Men hvis der er farer, der lurer: Fugle, hvepse eller andre, der truer, 839. Da har hun et hemmeligt nummer, Der får fjenden totalt i fjummer: 840. Så bruger hun nemli’ par nr. fire, Så hele spindet ryster og dirrer, 841. Så hurtigt at hele nettet bli’r sløret Og hvepsen bli’r enormt forstyrret. 842. Så næste gang du er ude i det fri; Kom tæt på spindet, gå ikke forbi. 843. Brug en lille finger til at pirre; Måske trækker hun par nummer fire.
Regnvåd flue
Regnvåd flue
757. Det har regnet,
Dråber hænger
I spindelvæv.
758. En edderkop
Krabber sig op
Ad sin snubletråd.
759. Hun når byttet:
En svirreflue
Dingler livløst.
760. Hun beføler den,
Inspicerer og
Omfavner den.
761. Meget tæt på
Er fluen hul;
Udsuget, tømt.
762. Bagkroppen er
Gennemsigtig
Med sorte ribber.
763. Så udtryksfuld,
En edderkop
Med otte ben.
Myresværm
Myresværm 712. Jeg træder ud på terrassen En midsommerformiddag. Strækker ud og gaber op; Men hov; en viften i min mund, En lydløs flaksen for mit øje. 713. Smækker gabet i, ser mig om; Det sværmer i luften herude, Sorte insekter med husblasvinger. Undrende tjekker jeg terrænet: Her er kravlende, levende strenge På havestolen og videre ud På hjørnestolpens espalier. Som detektiv følger jeg sporet Ned langs gitterværket og dér: kilden! Myreboet under nedløsbrøret. 714. Jeg kigger tæt på denne insektarterie: Jo, det er myrer med vinger på. Ved endnu tættere eftersyn Ser jeg også meget små myrer I denne myldrende konvoj; Måske en tyvendedel i størrelse Af de kolossale vingemyrer. Det er arbejds- eller slavemyrer, Der pusler og passer dronningens Kæmpestore, kønsmodne afkom. 715. Hele sommeren har de ekskaveret Rundt omkring mit nedløbsrør Og ud under terrassens klinker. Korn på korn af sand er båret op, Stablet på de voksende tuer, Mens klinkerne synker og tipper. 716. Jeg har terroriseret boet før; Viftet truende, men dovent, Med mit økologiske arsenal: Filtdug, opgravning, natron, Kogende vand og kaffegrums. 717. Men nu: Bevingede myrer myldrer frem, En sort substans, der bobler op Mellem sprækkerne i terrassen, Fra myrebosystemet under mine fødder. 718. Med magisk timing og koordination Går hele myrebyens sexarbejdere På vingerne i en sky af feromoner Til myresværm og masseparing. 719. De følger de kendte myrestier, Skubber, maser, hilser, smager. Men gamle næringsveje duer ikke. Usikre på de nye vinger Finder de nye stier fremad, Indtil de ikke kan kravle højere op, Spreder vingerne og sværmer ud. 720. En time senere er de alle væk. De parrede hunner er fløjet, De udtømte hanner er døde. Resten er spist af fugle, fanget Af lurende edderkopper, Spiddet af rovinsekter. 721. De befrugtede hunner Flyver ud for at bygge Nye myrekolonier Med medbragt forråd og æg. Hun fælder sine vinger, Nipper af dem selv Og fordrer resten til Et nyt kuld puppeplejere, Der piler rundt i nye gange Med hvide æg i kæberne. 722. Endnu en udvidet dag, Og her er hvad jeg så: Et generationsskifte I et myredynasti, Der har eksisteret, Adaptivt, succesivt, Ved min havedør i årevis.
Korsedderkoppeungens umwelt
Korsedderkoppeungens umwelt 532. Korsedderkoppens Klump af unger: Knappenålshoveder, Gul krop, sort bagsmæk. 533. Udklækket i en klynge Af forgyldte knopper Ophængt mellem strå, Et træ eller blomsterkurve. 534. Kom tættere på. Pluk en streng; Guldprikker spredes Ud langs fine tråde, 535. Flydende bevægelser Suspenderet i olie. Tytktflydende slo-mo, En lydløs sprænging. 536. Edderkoppekloden Spredes for sidste gang Over gyngende broer Mod solnedgangen.
Korsedderkoppens engangsknald
Korsedderkoppens engangsknald 512. Et edderkoppehjul i laser Hæftet op på muren Ved min udhusdør. 513. Edderkoppekonen troner I sit gamle net, Klar, fed og farlig. 514. Hvad ved vi om hendes Partnervalg og Bedste engangsknald? 515. Fanges han straks, Er han mest nyttig Som æggemad. 516. Men hvis den næste Kan nå helt frem Til selve akten, 517. Så har hun fået Både i mulepose Og i æggesæk. 518. En lille edderkoppehan Nærmer sig på friertråd; Forben fægter ud i luften. 518a. Han plukker silkestrengen, Spiller op med gode vibes Ned langs bæretråden. 518b. Kæmpekonen lokkes frem Fod for fod; måler friertrin, Smager duft af han i luften. 519. Befølende, befamlende Forsøger han at berolige Hunnens behårede ben. 520. Men hun langer ud: Et svigefuldt stød Nedefra og op! 521. Han ser det! Udløser livlinen I sit parringspendul. 522. Den lille edderkop Kravler atter frem, Forsigtig, forførerisk. 523. Han er overvågen, skarp, Besat af parringsiver Og suicidale pligter. 524. Tilsidst når han Konens lådne klo Med kælne strøg. 525. Dér ser han sit snit Og svinger sig op Bag hendes kæmpekrop. 526. Lysten og bristefærdig Møder han hér Sin smukke død. 527. Sperm ejakuleret, Æg insemineret, Selvsakrificeret. 528. Straks dekapiteret, Fermt parteret, Til sidst kannibaliseret. 529. Og jeg, som altid Fascineret, nu også Poetiseret.