Summeterapi
2016. Halvt væltet gæslingepil
Bøjet i storm denne vinter
Overhænger havedam, nedover
Siv og spinkel fuglekirsebær;
Kronen i øre-næse-øjenhøjde,
Knopper i dun på alle kviste,
Goder daler ned fra oven.
2017. Ved udspring helt i gult
Stritpomponer svæver frit,
Ved rette vingetemperatur
Tæt befløjet af insekter:
En summen, nærhed af intens
Vibrerende lyd skellet rundt,
Symfont og cirkumferent.
2018. At stå en stund inde i træet
Med kronen rundt om hovedet
En summehjelm i tætte cirkler
Fra metropolis af slikne bier,
Ørt omgivet, varmt forført,
Alle celler suger sanser ind,
Hundrede år, og vi lever.
Nyt i Index Titusind:
Gæslingepi ◦ 2016, Vingetemperatur ◦ 2017, Sanser ◦ 2018.
Forårsfornemmelser
Forårsfornemmelser
2010. Udmugning efter stilstand
Mit drivhus, algeklædt
Stakke af priklepotter
Lommeuld med plantefrø.
2011. Kasser med kompost
Gemt fra sidste år
Aromatisk hjemmelavet,
Stablet klar til brug.
2012. Første kasse aflåges;
Væltes op i trillebør
Blandes op med sand
Savsmuld i spandevis.
2013. Næste nemli’kasse åbnes:
To insektlig endevendt
Afbleget bænkebidder
Stor løvtæge lysegrøn.
2014. Men, formidable biller,
Efter mørk overvintring
Virker kriblemotorikken
I det første forårslys.
2015. Dobbelt fryd for os:
På flade fingerspidser
Opsendt i det fri
I mariehøneritual.
Nyt i Index Titusind:
Drivhus ◦ 2010, Kompostkasse ◦ 2011, Savsmuld ◦ 2012, Bænkebidder ◦ 2013, Kriblemotorik ◦ 2014, Fingerspidser ◦ 2015, Mariehøneritual ◦ 2015.
Agurkehjulspinder – 2. iteration
Agurkehjulspinder – 2. iteration
2003. Forårsaften, tynd sol, marts endnu,
På terrassen et enetræ, en søjlevækst
Tæt på, i øjenhøjde, uventet, et spind
Håndfladestørrelse, fint og fæstnet
Minimal edderkop vugger i centrum,
Max tre millimeter stor, farvegrumset
Øjenkneb, detaljetab uden læsebriller.
2004. Næste dag, gøremål og distraktion,
Hurtigt hjem, fulgt af tordensky
Haglnedslag, styrtbrud hamrer ned,
Slagregn springer op fra havebord,
Jeg tænker på myg, på spindevæv;
Senere, lys fra tusind våde stråler,
Jeg træder ud, men spindet er væk.
2005. På køkkenarbejde og koppevask
Udsigt og øjenkontakt til enetræ
Fanges øjet af et glimt i sølv:
En spindtråd, tændstiklængde,
I en hårtynd spejlrefleks: mit
Luftspor gennem rudens glas,
Livstegn fra min miniedderkop.
2006. Jeg går straks på jagt, søger
Fra skællet kvist til kvist,
Indtil dér, på spidsen af en knop
En edderkoppeknap i dråbeform,
Glinsende grønlig rødbrun
Med cicatriceskår på ryggen,
I positur som mikrosphinx.
2007. Med min stærke lommelup
Ser jeg fire sorte prikker
På hver side af edderkroppen:
ID af en agurkehjulspinder;
Videre i luppens monokelslør
Mødes jeg af fire øjenstikker,
Kulsorte prikker, skævt på rad.
2008. Tilbage igen på tredjedagen;
Marts er på hæld, lidt lune
I blødt og mættet havelys;
Jeg kigger ind, vinkler synet,
Søger, kredser, sonderer; og
Med ét står nettet synligt
I modlys op mod solnedgang.
2009. En komposition af silkeskin
Med illumineret prismeeffekt
Af grøn gul og rødlig refraktion:
Guldstrenge i gele og spindelim;
Lyskaskader springer frem,
Splitter øjne og pupiller,
Et spindehjul i aftenglød.
Nyt i Index titusind:
Enetræ ◦ 2003, Tordensky ◦ 2004, Luftspor ◦ 2005, Dråbeform ◦ 2006, Agurkehjulspinder ◦ 2007, Modlys ◦ 2008, Prismeeffekt ◦ 2009, Spindehjul ◦ 2009.
Digterfornemmelser i en kokasse
1971. En vandretur på Kullen,
Min teenagesøn og jeg,
To halve liv siden,
I løb faktisk, i skoven,
Høje af jord og krop,
Gennem overdrev med
Låger og græssende kvæg.
1972. Vi gør rast et sted,
Et minefelt af kokasser;
Jeg tar fotos af én
Fra flere vinkler,
Iagttagende,
Eftertænksom,
Æstetisk handling.
1973. Billederne er tabte,
Men substansen er skarp:
En lys, tyndskidslind,
Tallerkenstor plamage,
Stukket med stråbidder,
Skorpet overflade, hård,
Hullet som ved skud;
Gødningsbiller i drift
Underminerende og
Ivrigt ekskaverende.
1974. Hvad skete der
Den dag på Kullen
På hug ved klatten:
Tavst observerende,
Lykkeligt travende,
Personarkæologisk,
Kolortsgravende
I en mindetue.
1975. For jeg var røgterdreng,
Drev kvæget hjem
Fra marken efter skoletid,
I stalden svabede patterne,
Betjente malkemaskinen;
Så på, når dyrlægen
Hjalp med kælvning,
Arm op til skulder
I koens fødselskanal.
1976. Jeg var kokassetilbeder,
Drev rundt på marken,
Duftede til drøvet,
Det søde, lidt kvalme
Muldartede materiale,
Glad, komøgsberuset,
Opsat på landmandsliv.
1977. Nu, som ældre mand
På vandretur på Kullen *),
Kommer erindringen
Klar, uopsættelig,
Om den forårsdag
Med min søn på tur,
Den udskidte kokasse
Og den lille dreng,
Der snusede kolort
Og drømte om
At blive bonde.
1978. Bonde blev jeg aldrig;
Min søn brød ud
Og blev biolog;
Jeg brød af
Og blev digter;
Sådan sker det,
Side om side,
Titusind spor
Og alligevel
Samme vej.
Nyt i Index Titusind:
Kvæg ◦ 1971; Kokasse ◦ 1972; Gødningsbille ◦ 1973; Personhistorie ◦ 1974; Fødselskanal ◦ 1975; Drøv ◦ 1976; Mindetue ◦ 1977; Kolort ◦ 1977; Biolog ◦ 1978.
*) Se Kullaberg I aftensol.
Dronningerunde
Højreklik for at se i fuld skærm. Bemærk lille fritflue el. lign. på 1. kronblad t.v. ved 0:15 og igen på 2. kronblad ved 0:43.
Dronningerunde
1957. Det er tid, nu skal vi ud
I årets republik af bier;
På knæ i visne blade
Helt ned i sugehøjde:
En beruset dronningebi
Vælter rundt på bunden
Af en lilla krokusblomst.
1958. Hun kan ikke tåle mosten:
Slikker sig selv i hegnet,
Går omkuld, pollenstiv,
Klamrer sig til kronen,
Drysset gul på humlepelsen.
Vi følger hende; en stok!
Hjælp hende, hun skal op.
1959. Skrumlet af en humlebi
Klavrer op på bladets kant,
Stønner, kroppen pumper,
Puster, tung, sukkerhøj;
Hjem at dampe rusen af,
Bage honningbrød, stifte bo,
Æg til søstres arvefølge.
1960. Vi forlader hende, videre
På årets dronningerunde
Som hedninge og druider
På tur i forårsriget:
En solbedugget ceremoni
Blandt åbne krokustande
Leve frås og matriarkatet.
Nyt i Index Titusind:
Dronningebi ◦ 1957; Humlepels ◦ 1958; Honningbrød ◦ 1959; Matriarkat ◦ 1960.
Edderkoppeungernes forår
Edderkoppeungernes forår
1882. Et mægtigt forår sidste år,
Tidligt, bleggrønt, blegblåt;
Plænen grønner til, vokser op:
Fuglemælk, krokus, og skilla;
På tørvebankerne bag i haven,
Overladt til stedets frøbestand,
Vokser en hvid snerre frem:
Lav, tæt, busket blomsterland,
Hvor jeg går på jagt, stille,
Opsat på sjældne rendez-vouz.
1883. En edderkop, stor og langbenet,
Tilser en gyngende netfuld
Friskt udklækkede spilopper,
Ophængt i en klynge, der vugger
Udspændt mellem plantestængler,
En hundredtallig kriblende klump
Af klatreklare edderkoppeunger;
De føler verdens impuls med fødder,
Der lytter med på vuggens spind.
1884. De prøver styrken, mærker vibes
Med kvikke edderkoppehjerner;
Strækker, drejer, krummer og vifter
Fire par ben, klør og nervebaner;
De glider ud, forlader krybben
I deres hængende børnehave;
Adrenalin og stresshormoner syder,
Øjne drejes og lugte beføles
Fra et forår, der ligger foran dem
For enden af en silketråd.
Nyt i Index titusind:
Forår ◦ 1882; Hvid snerre ◦ 1882; Udklækning ◦ 1883; Edderkopperunger ◦ 1883; Edderkoppehjerner ◦ 1884; Stresshormon ◦ 1884.
Til en sitkalus
Til en sitkalus
O wad some Pow’r the giftie gie us
To see oursels as others see us!
Robert Burns, To a Louse, (1786)
1734. Hah! Hvor vil du hen, prægtige kryb
Høstet i havens graner i sommer,
Jagtet rundt og rundt i luppens lys;
Sid stille et sekund,
Et vellignende fotobevis
Kan du nok ha’ mig undt.
1735. Jeg har grublet over hvem du er,
Ved opslag i album for bladlus
Straks genkendt i slægtens række,
Ét af titusind
Omdigtede væsner er fundet:
Dette er sitkalusen.
1736. Sitka er et ord lånt fra tlingit,
Et oprindeligt sprog fra Alaska,
Et demonym, en by, en kæmpegran;
En magesløs afid,
Ti millioner år på jorden;
Sådan ser du ud.
1737. Jeg udvælger et foto til digtet;
Alle er ægte, men jeg tøver;
Det subliminale er på spil,
Jeg hverken forskønner, fordrejer
Eller fornægter;
Som læser er du manipuleret,
Så, caveat lector.
1738. Ét foto er skarpt i fuld figur;
Men det andet: Lusen på halen,
Antenner strøgne, undergiven,
Øjne vendt opad, udtryksfuld,
Vækker empati,
Antropomorfisk optimalt;
Et fuskeri.
1739. Det ligner en form for kontakt:
Kæmpe lupholder og ydmyg lus;
En bøn om liv og barmhjertighed,
En ny fabel om magt og snilde,
Som hvalen og musen,
En patetisk falskhed i min hjerne
Og i lusen.
1740. Men på indersiden af synet:
Alle de billeder vi laver,
De følelser vi møder og har;
Væsner stopper vores hånd,
Går i rette med os selv;
Den milliontedel af alle arter
Vi ikke slår ihjel.
1741. Som Rabbie Burns tænker jeg igen:
Gid det var dig, der kunne se os;
En slags animistisk gensidighed,
Mere adskilte end fælles, og dog,
Mindre bange, mere milde,
Når vi krydser hinanden derude
De brutale versus de vilde.
Nyt i Index titusind:
Kryb ◦ 1734; Sitkalus ◦ 1735; Kystregnskov ◦ 1736; Subliminal ◦ 1737; Antropomorfisme ◦ 1738; Hjerne ◦ 1739; Slå ihjel ◦ 1740; Animisme ◦ 1741.
I erindring om Robert Burns, (1759-1796) skotsk nationaldigter. Se også To the Poet - from the Mouse.
Tægetræk
Tægetræk
1729. Nytårsbesøg i iskoldt gazebo,
Skrivefelt og sprossede ruder,
Frostmønstret indbo stivnet;
Døren åbnes op til logiet,
Gummi knaser i kuldeforsejling;
Et ryk i alle tægens knæ,
Spændes klar til spring,
Adrenalinens insektækvivalent.
1730. En olding af en tæge,
Som ung splendid i rufusglans
Men nu, alderdomsvækket,
Nordbofarvet, matte mønstre,
Lår som fiskeryg i nobel grå
Skinneben med flade padler,
Dobbelt hvidt zig-zag emblem
Som felttegn og skriftmystik.
1731. Den amerikansk fyrretæge,
Som benævnt på dansk,
Sætter sig på bakkekanten
Fyldt med fyrretræsmasse,
Irlandsgrønt blækbeskrevet;
Falmede, firdelte følehorn
Står tegnet skarpt i silhuet,
En notatstak fra i sommer.
1732. En vingefod *) på tægetræk:
Det gælder Invasion Europa. **)
På blot femogtyve år
Alle de samme steder
Hvor også jeg har rejst;
Selv i Japan ankom vi
Omtrent sammetids,
Indkapslet jomfrurejse.
1733. Tægen hisøgende og valen
Finder ly i pavillionen;
Grånet og stivvinget,
Som jeg, på denne årstid,
Virksom og knirkende,
Trækker indendørs igen
Indtil foråret kommer,
Nymfer i havens træer.
Nyt i Index titusind:
Adrenalin ◦ 1729; Alderdomsvækkelse ◦ 1730; Skinneben ◦ 1730; Fyrretæge ◦ 1731; Tægetræk ◦ 1732; Hisøgning ◦ 1733; Indendørs ◦ 1733.
*) Den amerikanske fyrretæger hører til slægten randtæger, der kaldes på engelsk leaf-foot p.g.a de flade padler på bageste skinneben, der hos mange arter bliver meget markante.
**) Italien først i 1999; Østrig, Schweiz, Frankrig og Tjekkiet alle i 2003; Belgien, Balkan, England og Tyrkiet i 2007; Japan 2008; Danmark 2009; Ukraine 2010, Rostov-on-Don året efter; Andorra og Finland 2020; Nordmakedonien og Bulgarien 2024; Strøby Strand nytår 2025.
Skygger bag en rude
Skygger bag en rude
1725. En tæge på mit vindue,
Jeg måles og visiteres
Herinde i min bioklokke
På det grønne ocean.
1726. Lys filtreres gennem billen
Diffunderer ud i bølger;
Jeg ånder, billen lever,
Med opdrift hver for sig.
1727. En organisk hydraulik
Pumper gelé og væsker
Med translucente stoffer
Ud i øjne og følehorn.
1728. Jeg åbner min havedør,
Opfanges på antenner;
To sider af bevidsthed,
Skygger bag en rude.
Nyt i Index Titusind:
Tæge ◦ 1725; Opdrift ◦ 1726; Gelé ◦ 1727; Bevidsthed ◦ 1728.
Ichneumon
Ichneumon
1722. En kratluskers kup
På tværs indover
Naboens haveskel
Til fods i terrænet;
Øjne tilpasset løv,
En gunstig årstid;
Dér, ophøjet synlig
På en rødegs blad.
1723. En stor sabelhveps,
Snylter med læggebrod
En tyv, en dræber,
En æggespecialist,
Lårene i orange,
Kølleformet krop
Og underben i sort,
Slank og hvepsespids.
1724. Af ichneumon slægt;
Vandrer, stifinder,
Aristoteles’ påhit.
To spor skilles,
Jeg beriget, faktisk
I modest triumf,
Og sabelhvepsen:
Hvem ved, hvorhen?
Nyt i Index titusind:
Rødeg ◦ 1722; Sabelhveps ◦ 1723; Læggebrod ◦ 1723; Stifinder ◦ 1724.
Store Billespor
Store Billespor
1713. To stribetæger,
Orangerødt i sort,
Skjold mod skjold
På mit havekrudt.
1714. En ivrig kopulator,
Nyligt indvandret
På billetrekket nord,
En klimaindikator.
1715. Klatrer op og ned
Som et hejseværk,
Fast sammenkoblet,
Forseglet tægesperm.
1716. Stærke linjer på ryg,
En rand der matcher;
Men prikker på bugen,
Hvorfor egentlig det?
1717. Er fjender foroven
Anderledes end dem,
Der kommer fra neden,
Og i så fald, hvem?
1718. Netop skjoldkanten
Stribet rød og sort
Ligner sku da noget,
En menneskelig idé;
1719. Et farvestrålende
Stink- og faresignal
Og så meget andet
Jeg ikke kan se.
1720. To spraglede tæger
Gør ophold i haven,
Hvor Store Billespor
Krydser kontinentet.
1721. Det er min besøgstid,
Jeg vil træde udenfor,
Prise min skvalderkål,
Stå stille og se med.
Nyt i Index titusind:
Stribetæge ◦ 1713; Billetrek ◦ 1714; Tægesperm ◦ 1715; Bug ◦ 1716; Fjende ◦ 1717; Skjold ◦ 1718; Faresignal ◦ 1719; Store Billespor ◦ 1720; Skvalderkål ◦ 1721.
Billen og lyrikken
Billen og lyrikken
1706. Se, hvilket oplyst skyggespil og
herlighed:
En gylden bladtunge skudt ud
i middagssol,
Hvert hår på bladets kant
i stråler
På en baggrund af sorte og dybe
tenebrer;
En komposition af digt og natur
i chiaroscuro,
Tilegnet naturens enkleste essens
og forgængelighed.
1707. En bille i funklende, ravgul
fulgens,
En anelse uskarpt, en tidløs
sfumato
I sløret overgang mellem lys
og mørke;
Jeg kender ikke billens taxonomi
eller navn,
Med vilje vil jeg ikke kende fakta
og virkelighed;
Dette skal være opløftet digt om
overdådighed.
1708. Derfor skulle dette digt have fejret
en triumf
For det ufærdige, det ukendte, en ny
lyrik,
Et kald på stærke følelser og vores
reverens
For naturen og dens myldrende liv
tæt tæt på.
1709. Alligvel denne drift, denne trang
til viden,
Poetik og videnskab har nysgerrighed
til fælles;
En unøglet søgning i min billebog,
et match!
Krydstjek, et opslag til verifikation
af kendetegn,
Og snart er det evident og piftet
klart,
At dette er en blødvinge, udbredt
overalt,
En af de tætteste populationer
i landet.
1710. Jeg har har aldrig set den bille, jeg er
neofyt,
Og hvor mange ville vide, hvad den
hedder,
Bortset fra læsere af Kristeligt Dagblad
til ære,
Der skriver om biologien og klerikale
navne;
Slå selv efter, journalisten kan sit kram:
præstebille;
Et navn øst op af folkeviddet, hvor det
er kendt,
At præster energisk parrer sig
i flæng,
Som netop denne bille, der ynder et
bunkepul
På skærmplanter, røllikker, kørvel
Og gulerod.
1711. En slægt af prægtige livsduelige,
kosmopolitter;
På engelsk bjørneklo bollebiller *),
prosaisk,
Men egentligt også digterisk
redeligt;
Et bånd mellem dem og os
i sprog,
Om disse spraglede, liderlige, smukke
væsner.
1712. Så mit billede fra første tekst
synker
Sammen i lyrisk pynt og udtjent
glemsel;
Tilbage står, i digt og folkevid, en
kærlighed
Til dette billelivs ligefremme og ægte
skinbarlighed.
Nyt i Index titusind:
Bladtunge ◦ 1706; Digt og natur ◦ 1706; Mørke ◦ 1707; Overdådighed ◦ 1707; Reverens ◦ 1708; Trang til viden ◦ 1709; Blødvinge ◦ 1709; Præstebille ◦ 1710; Bunkepul ◦ 1710; Bjørneklo ◦ 1711; Sprog ◦ 1711; Ægthed ◦ 1712.
*) Hogweed bonking beetle.
Libel og tidsel
Libel og tidsel
1694. Nyudklækket libel
Glasklare vinger
Soltørt pergament
Til flugt og jagt
En fysisk jubel
Og muskelkraft
Anflyver tidsel
Spydspidser i slør
Lysåbnet ud og op
Stilkben på torne
Dufte, hormoner
Og nervebaneskud
Ekstatisk sekund,
Flygtigt åndedrag.
Nyt i Index Titusind:
Libel ◦ 1694; Nervebaneskud ◦ 1694.
Notat om skjoldtæge i haiku
Notat om skjoldtæge i haiku
1676. Biller og haiku
En sjælden kombination
Poet og panser.
1677. En stor løvtæge
Gelégrøn, rufus korsbånd
På digtervisit.
1678. Entré på blokken
Pointe sat på spidsen
Af min blyantstift.
1679. Gesandt fra haven
Af fornem skjoldtægeslægt
Ny titusindting.
1680. Billens metode
Beskrevet og beundret
I haikunotat.
Nyt i Index Titusind:
Panser ◦ 1676; Løvtæge ◦ 1677; Blyantstift ◦ 1678; Skjoldtægeslægt ◦ 1679; Billens metode ◦ 1680.
Billen og umbellen
Billen og umbellen
1658. Hvem bliver ikke grebet
Ved synet af en blomsterbuk?
1659. Hvem bliver ikke betaget
Af en duftende umbel?
1660. Former, farver føjer sig
Synæstesi med alle sanser.
1661. Følehorn som teleskoper
Sort og leddelt symmetri.
1662. Bukkens elegante vinger
To dækblade af tobak;
1663. Set tæt på i makroskopi
Udsøgt mønster i punktur.
1664. Umbel af overflødighed
Et haveslør i hvidt.
1665. En vrimmel af insekter
I åbne miniatureblomster;
1666. Snabler sig frem i honning
Slikker, lytter og hvisler.
1667. Og jeg det glade skrummel
På kryb i sol og summen;
1668. Til audiens hos mesterbukken
På en skærm af skvalderkål.
Nyt i Index Titusind:
Blomsterbuk ◦ 1658; Umbel ◦ 1659; Synæstesi ◦ 1660; Leddelt ◦ 1661; Tobak ◦ 1662; Punktur ◦ 1663; Slør ◦ 1664; Vrimmel ◦ 1665; Hvisle ◦ 1666; Kryben ◦ 1667; Skvalderkål ◦ 1668.
Bukken kaldes på dansk tobaksfarvet blomsterbuk, hentet fra latinsk Alosterna tabacicolor. Bukken er beskrevet og navngivet for første gang af Charles de Geer (1720-1778), fremragende svensk-hollandsk entomolog og bibliofil. De Geers' hovedværk har den beundringsværdige titel Memoires pour servir a l'histoire des insectes, (kan oversættes som: Erindringer i insekthistoriens tjeneste), der udkom i otte bind i årene 1752-78. De Geer er bl.a. kendt for sine banebrydende udredninger om insekters betydning for blomsterbestøvning.
Det er i digtets sammenhæng en videnskabshistorisk ironi, at de Geer døde (tragisk tidligt) af podagra, altså den lidelse, som i middelalderen blev behandlet med skvalderkål og årsagen til at munke indførte urten i nordeuropa. Dette afspejles i plantens engelske navn goutweed og i det danske navn biskopsurt. (Se herom digtet OBPS - om Skvalderkål (1)).
Om billen og det skønne i sprogevolutionær betydning
Om billen og det skønne i sprogevolutionær betydning
1642. Tohundredemillioner års
Balance i blomsterbukken.
1643. En bille er artikuleret
Harmonisk ud i alle led.
1644. Tre par samordnede ben,
Seks totandede gribeklør.
1645. Bukkehorn af koniske led,
En biomekanisk triumf.
1646. Hvert led er sat i lejer,
Drejelige og sensitive.
1647. Moniterer enhver forstyrelse
I luftens kemi og molekyler.
1648. Retningssensor og gyrosans
Triangulerer objekter i fart.
1649. Vi ser mest kun maskiner,
Robotter og finmekanik.
1650. Vi har ingen organisk udtryk
For denne hyperorganisme.
1651. Entomologien, ære været den,
Beskriver hver del, hver celle
1652. Men helheden, skønheden,
Det jeg kalder det perfekte
1653. Evolutionære udtryk ligger
I billelegemets harmoni,
1654. For hvilket vi ikke deler
Andre ord end skøn og smuk.
1655. Verden skabte billen
Og billen skabte den.
1656. Vores egen afstamning
Skabte huller i sproget.
1657. Hvad andet kan jeg sige;
Resten er metafor.
Nyt i Index Titusind:
Blomsterbuk ◦ 1642; Bille ◦ 1643; Gribeklør ◦ 1644; Biomekanik ◦ 1645; Led ◦ 1646; Molekyle ◦ 1647; Gyrosans ◦ 1648; Robot ◦ 1649; Hyperorganisme ◦ 1650; Entomologi ◦ 1651; Skønhed ◦ 1652; Evolutionært udtryk ◦ 1653; Ord ◦ 1654; Skabelse ◦ 1655; Sprog ◦ 1656; Metafor ◦ 1657.
Dværgkommaflue
Dværgkommaflue
1633. Ofte når jeg sidder og læser
Dybt i en lænestol i pejsekrogen,
På min pind i lyst- og arbejdshuset,
Eller på havebænken udenfor,
Kommer en lille flue på besøg.
1634. Med lille, forstås meget lille,
Et væsen kun millimeterstort;
Kravlende op over siden
Vandrer hun ind i min kultur;
Min bogslummer forstyrres lidt,
Forsigtigt ikke at lade bogen
Smække hende død og flad,
Et udsmattet bogmærkelig.
1635. En sen sommerdag i august
Kom hun vimsende dér igen,
Vejrende, virrende op på siden,
Jeg venter, håber på et komma;
Vær nu sød, gå ind i teksten,
Så jeg kan få et ægte foto,
Bare en kultiveret bagatel
Til mig, på min mobil.
1636. Fluen må have et navn,
Det første bekendtskabsritual
På tværs af arternes skel;
Hun er måske en halmflue
Eller en fritflue, jeg ved ikke,
Entomologer må hjælpe til,
Men der er ingen tvivl, jeg ved,
Når kommaet kommer flyvende,
Som intertekstuelt insekt,
At hun har navngivet sig selv:
Dette er dværgkommafluen.
1637. Et godt og acceptabelt navn,
Omend dværg er forkert,
For hvis målestok gælder her?
Også komma er forkert,
For hvad er mere irrelevant
Når man er i hendes fødder;
Kun flue er måske korrekt,
Men ok som kenningsnavn.
1638. Navne er til for vores skyld:
Så kender jeg hende igen,
Passer på når hun er på visit
På bogens (genbrugs)papir
Under det varmhvide lys.
Samtidig, som poetisk pendant,
Har videnskaben fået et match,
En partner i fluegrammatik,
Til dværgpunktumbillen.
Dværgpunktumbillen er en eksisterende art, der lider den ulykke at bære det rædsomme taxonomiske navn Baranowskiella ehnstromi, et mere fantasiløst, antropocentrisk og i særklasse uindlevet og selvfedt navn behøver man ikke lede længe efter. Dværgpunktumbillen er en fascinerende og nyligt indvandret art i Danmark, som udelukkende lever i en ildporresvamp, der igen udelukkende lever på piletræer. Billen er omkring en halv millimeter lang. Det danske navn er opfindsomt, men billen ligner faktisk mere et miniature ravfarvet udråbstegn, hvilket selvfølgelig er ligeså misvisende som at kalde en flue et komma.
Kenning, se opslaget under fanen Poetikon.
Halv hveps – et vidnesbyrd
Halv hveps – et vidnesbyrd
Til John Kinsella
Halv hveps
Hakket i to
Insekt og invalid
På bøgebark
Fodtrin blade
På skovsti
Et trænet øje
Altid det
Vi ikke ser.
Amputeret
Hvilke tænder
Hvilke skær
En guillotine
Af myrer
Pheromoner
Sprøjter
Duftsprog
I billeder
Vi ikke kender
Sætter spor
Vi ikke ser.
Kun dette:
En halv hveps
Kryber frem
Fem ben trækker
(Sjette ben kvæstet)
Lemlæstet krop
Vingepar intakt
På pronotum
Livsfjeder
Overskåret
Sin sidste time
Forstbotanisk Have
Hann. Münden
Niedersachsen
Oktober 2024.Til John Kinsella med tanke på digtet Love Poem fra samlingen The Hierarchy of Sheep, 2000.
Om at tælle mariehønens pletter
Klik for at forstørre billederne
Om at tælle mariehønens pletter
1568. Forvildet ind i huset
En minimy mariehøne,
Knappenålshovedstor,
Lækker olivenoliegul
Med sorte pletter på,
Overnattet i et petriskål,
Utrættelig i bevægelse,
Indtil langt om længe
Hun hviler, guffer lidt
På en vissen skærm
Af skvalderkål.
1569. Den syvplettede,
Som alle børn kender,
(Men hvor mange
har talt dens pletter
eller ved, at der er
mange flere slags?)
Den to-plettede,
Den ti-plettede,
Den tolv-plettede,
Den fjorten-plettede,
Den seksten-plettede,
Den nitten-plettede,
Den toogtyve-plettede,
Den syovogtyve-plettede,
Den øje-plettede,
Ale mellemvarianterne
Og fyrre arter flere.
1570. Og hvad er egentlig
En plet for noget,
Eller en plamage,
Og hvor sidder de?
Hvad med den stribe
Langs dækvingekanten,
Og hvad med dem
På forkroppen, brystet,
Pas på, det er et øje,
Og kan mariehønen
Skifte sine pletter ud
Som leoparden prøver på?
1571. Derfor et beskedent forslag
Til en obligatorisk time,
Sjov, lærerig, ikke let,
Eminent til gruppearbejde,
Selvlæring, erfaring og
Nysgerrighedsfremmende,
Fingerspidsstimulerende
Naturkulturforståelsesfag:
I dag skal vi tælle
Mariehønens pletter:
Vi laver grupper på tre,
Her er farveplancher
Og her er terrariet,
Hvor I kan se dem
Krybe rundt og rundt,
Værsgo, begynd bare.
P.S. En læser kan jo tælle med
På mariehønen hér,
Billens latinske navn nedenfor:
P.P.S. jeg blev syvogtres,
Inden jeg så min første.
Psyllobora vigintiduopunctata
OBPS – om skvalderkål (2)
En time i solen ved skvalderkålen omkring æbletræet. Et mylder af insekter, blomsterduft, svirren, et håndholdt kamera, nogle udvalgte billeder – og måske en rigtig raritet. Bloggen er ikke et fotoalbum; den er et digtværk. Men når bloggen bevæger sig over i konceptkunst, så er der brug for fotos.
Klik for at forstørre billederne
OBPS om skvalderkål (2)
1553. I dag, sankthansaftensmorgen,
kan jeg oplyse og dokumentere,
med hortikulturalistens stolthed,
at min højeste skvalderkål
måler en meter og tyve ungefär,
præmieplante, primus inter pares,
skærmet af sommerfuglebusken
i en frodig stand rundt et æbletræ,
uundværlig fryd i alle haver.
1554. Her dufter sødligt og behageligt
af mirabeller og andre blommer,
stænglerne lidt som gulerod;
en svajende, vuggende overflod
af dobbelte hvide blomsterskærme
flittigt besøgt, bevinget, oversvirret
af insekter døgnet rundt
og af mig med næsen fremme
og et kamera i hånden.
1555. En snylteflue, gymnosum rotundatum,
ganske lille, med stor rund bagkrop,
orange med tre sorte pletter;
en snylter på tæger, en endoparasit,
larven æder værten op indefra,
borer sig ud gennem skjoldet,
falder til jorden og går i puppe.
Intet dansk navn til denne flue
Så hvorfor ikke nanvgive her:
Lad os kalde den mariehøneflue,
Vi kender den nu, velkommen her.
1556. Her er rød- og sortstribede stribetæger
bag til bag i parring på skvaldertoppe,
sammenhægtede, den ene slæbbar
efter den anden, trukket op og rundt
hvis de bliver forstyrrede, gået nær,
men i øvrigt dorske og fotogene.
1557. Endnu en tage, almindelig bærtæge,
sås en enkelt gang på en skvalderskærm,
sit rygskjold dybt rødbrunt og pyntet
med løvgrønt, trekantet heraldik,
kantet rundt i brunt og hvidt,
med antenner til, der matcher.
1558. En gammel kending græsser sig frem,
langsomt gennem en mark af blomster,
den grønne guldbasse glinser i solen,
et farvespil i grønt, guld og kobber
stor og metodisk som et kreatur;
Tak for gensyn, velkommen tilbage.
1559. Maser af svirrefluer kommer svirrende,
antallet er arter er ret forvirrende,
adrætte flyvere, musende, sværmende
nogle med hvepseynde og hvepsefarver;
her er sumpsvirrefluer, havesvirrefluer
og mange fler', jeg aldrig ser.
1560. Her må være dusinvis af snyltehvepse,
tre af dem vist på denne side,
ingen af dem med danske navne;
Den første er gastroeruption jaculator,
En han; hunnen med en læggebrod
dramatisk lang, snylter på bier i reder.
Jaculator var en romersk spydkaster,
med et kort spyd, javelin, til idræt.
Lad os bare navngive den her,
Lad os kalde den spydkasterhveps.
1561. En snylterhveps, lang og fin,
bagkrop med højgult segment
afsluttet i en blank, sort spids.
helt almindelig over hele landet,
nu i havens stand af skvalderkål;
endoparasit i sommerfuglelarver
grumt og nyttigt på samme tid,
revulsion naturligt, men forkert;
på latin ichneumon suspiciosus,
Et navn: slank sommerfuglesnylter.
1562. Her lander en lille bladhveps,
sort hoved og bryst, orange bagkrop,
buttet om livet, ligner en bi,
vinger med brede sorte bånd
mit billede blev uskarpt, men pyt,
mens den slikker nektar og bestøver;
Arge cyanocrocea i taxonomien,
på dansk intet navn endnu.
Larverne lever af brombærblade,
hindbær, solbær, alle rubusbuske,
Skal vi kalde den brombærhveps.
1563. Her er en skvalderkålblomst under lup
Fem kronblade hver med dyb indskæring,
To fruglegemer og to hvide støvfang,
to millimeter fra spids til spids.
Skvalderkål er en dobbeltskærm
Så: lad os tælle og beregne:
en enkelt umbel har cirka 24 blomster,
Hele skærmen har cirka 15 umbeller;
Hver plante har 4 til 8 skærme;
En enkelt skvalderkål, fuldt udgroet,
har mellem tusind totusind blomster.
1564. En god have har vel 100 planter;
Min have, der bugner af arten,
har, hvad tror jeg, 500 til 1000 planter
på et areal, løst anslået 200 kvadratmeter,
ergo et sted mellem 1,5 og 3 millioner
skvalderkålsblomster i hele haven.
1565. Jeg må fortælle, at blomsten myldrer
det vil sige kravler med bevingede dyr;
havemyrer på hver eneste skærm,
masser af småfluer og andre insekter,
store skinnende, grønne og grå fluer,
ivrigt overkravlet af mariehøner og
alle dem, jeg ikke så og aldrig finder.
1566. Skvalderkålen er en overdådig plante,
Elsket, besøgt, besuget intenst,
altimens vores grå fluesnapperpar,
der yngler i en forladt svalerede,
sidder på udkig, gavmildt bespist
fra et oversummet gavebord.
1567. P.S: To gange, måske tre gange,
så jeg en sjælden svirreflue,
uden kamera, uden billede,
men jeg er ret sikker i min sag:
En ornamentsvirreflue,
helt sort med minggrønne bånd
på langs af brystet og på tværs
over den kulsorte bagkrop,
set på selve præmieplanten,
klar som neon i natten.
OBPS: Oplysning til Borgere om Planter og Samfund.
Agurkeedderkop
Klik for at forstørre billedet
Agurkeedderkop
1547. Ieg er edderkop i smuk profil
På enetræets skællede skud;
Ieg er sprunget ud som klorofil.
1548. Ieg dyrker min cool agurkestil,
En æon ta’r det at se sådan ud;
Ieg er edderkop i smuk profil.
1549. Ieg matcher bladenes farvespil,
Spinder mit hjul, ruller nettet ud;
Ieg er sprunget ud som klorofil.
1550. Min fangstmetode er immobil,
Sex, enstrenget selvserveringsbud;
Ieg er edderkop i smuk profil.
1551. Akten er dog træls, tildels futil,
Hvis ieg ædes af den sultne brud;
Ieg er sprunget ud som klorofil.
1552. Man lever længere som homofil,
Og går aldrig parringstråden ud;
Ieg er edderkop i smuk profil,
Ieg er sprunget ud som klorofil.
Om kvægmyg
Sporet i nord – dag 7
Om kvægmyg
1517. Idyllisk blogværksted i Telemarken
Ved brinken af elvens sorte strøm;
Vandet i bevægelse, flyder bredt
Forbi stier ned gennem blåbærbuske,
Under skovfyr gennem høje bregner.
Jeg sætter mig ved lejrens bænk,
Ah, et bord, og åbner notesbogen,
Afpropper pennen en tidlig morgen,
Arbejdstid, flodbrus og fuglefløjt.
1518. Men ikke i dag, slet ikke her;
Jeg er kun ét blandt utallige dyr
Gennem umindelige tider og epoker
Drevet halvt til vanvid af kvægmyg:
Miniature sataner, 2-4 millimeter store,
Stor slægt af myg, overalt i nord,
Over totusind arter i kendes,
Kaldet knot på dansk og norsk,
Kognat til det engelske gnat.
1519. Keats har skrevet om gnats:
Et sanseligt, sublimeret naturdigt,
Der væltede mig omkuld som ung,
To Autumn, perfektioneret romantik;
Et klagende sørgekor af gnats,
Skrev mit forbillede, død af TB,
Også et ideal i morbide stunder.
Men her er noget virkelig galt
Med ungdommen og med biologien,
Og digtets fakta, master Keats,
For heroppe er knoterne psyko;
Med ansigt og øjenlåg opsvulmet
Tager jeg ydmygt myggehatten af
For mine hærdede norske kolleger;
Og de svenske og skotske med;
Beslutter, at jeg er helt færdig
Med naturidyl og romantikken.
I erindring om John Keats 1795-1821, engelsk lyrisk mesteridigter.
Violetrandet løber
Violetrandet løber
1461. Aftenmørke jordsorte natbille,
Kropskanter lysende neonfarvet,
Løber gennem mørkets bjerge,
Stærk og sulten, et nervebundt.
1462. Vingeløs i fart på marathon rov,
Kemiske signaler knitrer på følehorn.
Rykvis og øjeblikkelig op i fart;
Knapsnap mekanik til start og stop.
1463. Og denne violette aurastribe,
Gådefuld genetik, overdådighed
Eller evolutionær skødesløshed;
Vi kan gruble i titusind år.
Nematopogon
Nematopogon
1450. Det ene år udsletter det andet,
Jeg aldres, mit syn fortættes,
Nuet springer ud i tusind ting
Og nye ord på mange sprog.
1451. Se: et lille langhornsmøl,
Smukke, mønstrede vinger
I beige og hvide pletter,
Et orange mankehoved.
1452. Sorte øjne og følehorn!
Følehorn som perletråde
Flyder rundt i luften,
På feers lange fingre.
1453. Møllets navn på oldgræsk:
Nematopogon; et trylleord,
Lad det navn være kendt
Af alle børn og børnebørn.
1454. Lad dem smage på det,
Lægge det på tungespidsen,
Komme fedrys på; sige det:
Nematopogon, igen og igen.
1455. Et løsen til de andres verden,
Når biologi og mytologi
Sat sammen bliver til eventyr
Og magisk viden for alle.
1456. Lad dem kende dette møl,
Huske det, når de bliver gamle
Og skal fortælle om alt det,
Vi har, og alt det vi ikke når.
Dette langhornsmøl er set i min have på en klematisstængel. Jeg tror ikke arten har et dansk navn, men jeg er ret sikker på, at arten er Nematopogon adansoniella. Slægtsnavnet er hentet fra oldgræsk: nema = tråd, pogon = skæg. Slægtens engelske navn er longhorn fairy moths. Se i øvrigt to digte om langhornsmøl fra sidste år: Fefølehorn og Guldbåndet langhornsmøl.
Urtidsminder
Urtidsminder
1443. Larver er dyr, som få ser og endnu færre forstår; heller ikke jeg, som nu eksempelvis i går;
1444. På knæ og albuer med fingre dybt i havemuld; så jeg en larve, som næsten væltede mig omkuld;
1445. Et lysende fund i den mest kostelig farve; af den sorte jord en lille forårsgrøn, sammenrullet larve;
1446. Af form som den forgyldte, fossile ammonit; jeg som dreng faktisk fandt ganske tit;
1447. Den dreng, der klatrede rundt på Devons sorte kyst; med kroppen fuld af videtrang og findelyst;
1448. Som gravede med klodsede fingre i Karbons urgamle stoffer; rester af dyr og planter fra livets endeløse offer;
1449. Nu, forundret at noget så skabende grønt og sart; lever, findes, så indlysende og åbenbart.
Nyt i index Titusind:
Larve ◦ 1443; Knæ ◦ 1444; Forårsgrøn ◦ 1445; Ammonit ◦ 1446; Kyst ◦ 1447; Karbon ◦ 1448; Sarthed ◦ 1449.
Den grønne larve tilhører agatuglen, en almindelig natsværmer i Danmark med form og kamouflage som et rustrødt, vissent blad. Idet jeg samlede larven op landede en mariehøne på min handske. Hun ville hele tiden pile af, men med nøden fra en finger satte hun sig et øjeblik på kameraskud til en håndfuld farverige arketyper: jord, larve, bille og fossile minder.
Den blå oliebille
Den blå oliebille
1411. For sent til store billedag,
Men på ganske samme sted,
Kommer endnu en oliebille
På kryds af vores lille vej.
Jeg smider henrykt alt igen,
(en trækvogn, en kædesav)
Samler billen op og springer
Hundrede skridt til havebordet,
Haps, ind under petriskålen
Med hænder henna-plettede
Af kamp- og forsvarsstof,
Og dugen grøn af billebæ.
1412. Denne gang ved jeg mere:
Det natblå billeskær, og
Et indhak markeret i blåt
På bagkanten af forbrystet:
Her er den blå oliebille,
Levested mere skov end strand;
Følehorn med knæk eller knæ,
Så dette er en han.
1413. Jeg tipper ham ned i krukken,
Dækker til med låg af glas,
Her skal bedrives videnskab:
Jeg agter som billefarmer
At malke giften af ham.
Jeg griber ham i kuppelhænder
Giver ham en krablet rystetur,
Gentager en time senere med
Forventet frygt og billebæv;
Og dér; to klare, gule dråber
Sekret af giften cantharidin
På hans kampberedte knæ.
1414. Jeg slipper ham ud igen,
Han har ikke mange fjender,
Kun stortrappen til eksempel
Æder oliebiller for giften
Mod tarmkanalens parasitter.
Men pil nu ud i haven,
Her er bier nok at snylte på.
Jeg selv gør ingen bille ondt,
Langt mindre ku’ jeg drømme
Om en billeolieindvoldskur.
Store Billedag
Store billedag
1403. En sort bille krydser min vej,
Mit held her på store billedag;
Jeg smider hvad jeg har ved hånden
(en tom trillebør, en skovl)
Samler billen op i kuplede hænder;
Lange ben skraber rundt derinde,
Kribler ud af alle sprækker.
1404. Jeg glemte helt at tænke på
Er den giftig, bider den,
Gi'r den eksem på hænderne?
Et kig ind på klem, og dér:
En lysende orange oliedråbe,
Stort som et knappenålshoved
På et af mange billeknæ.
Gift altså – selvforsvar.
1405. Jeg vipper børen op med foden,
Sætter billen ned i ladet
Og triller hjem i hast,
Limousinekørsel for biller;
Fart på, op på havebordet,
Under glas fra et petrilåg.
Kroppen er tre centimeter lang,
En bille så stor og bomstærk,
At den kan skubbe låget
Frem i ryk på havedugen.
1406. Billen er svagt selvillumineret,
Changerende i sort og blåt,
Sådan som kun biller kan:
En dyb og klar aftenhimmel
Med et skær af nymåneskin,
Som vi selv så det i nat.
Den er vingeløs og langbenet,
Dækvingerne er skrumpet ind
Til halv længde af bagkroppen,
Som et sort røvbaldegardin.
1407. To fine mørkebrune bånd,
Æstetisk kantet med gråt,
På tværs af bagkroppen,
Min vej til hurtig artsID:
Dette er den sorte oliebille.
Træffes kun hist og pist,
Lokalt, varmt, tørt, sandet,
Og helt fri for pesticider.
1408. Alene dens størrelse, sorthed,
Stopper enhver op på stedet,
Også jeg; i stor begejstring.
Se bare de lange følehorn,
Den smukke leddelte struktur,
Jeg vil sige: finmekanisk drejet;
Fordi følehorn fascinerer mig:
Deres opbygning og detaljer
Ned i allermindste led.
1409. Tid til at slippe væk:
Jeg sætter hende ned
I en frostsprængt havekrukke
Og ser hende kravle op i solen.
Den sorte oliebille er kendt:
Dens livscyklus og levesteder,
Snylten i solitære biers reder,
Den kemiske formel på olien,
Cantharidin, vortedræber,
Vabelfremkaldende gift:
På engelsk derfor blister beetle,
Og oliebille på dansk.
1410. Alt dette og mere kan læres
Til glæde og livserfaring.
Her blot en solvarm tak
Til billerne og alle biologerne
For en skøn dag at kigge med
På denne store sorte oliebilledag,
Herefterdags hver den 10. april.
Digter i salviebusk
Digter i salviebusk
1397. Få planter jeg savner mere
Eller forventer så meget af,
Få blade jeg længes efter,
Eller blomster jeg venter på,
Som dem fra salviebusken,
1398. Ingen plante i haven
Er mere elsket af humlebier,
Omsummet uophørligt,
Bestøvet og suget tør,
Fra første til sidste blomst
Fra solopgang til aftenstid.
1399. Få planter har finere blade,
Perfekt lodne at berøre,
Komplekse at snuse til,
Formfuldendt eliptiske
Knoprandede, dungrønne
At forundres over.
1400. Ingen digter er lykkeligere
End mig i min salviebusk,
På udkig, som en digter skal,
Efter livet herude og derinde,
Men aldrig helt forberedt på
Hvor fuldkomment det er;
Så her er bare to, også dem:
1401. En jagtedderkop i hvile;
De to forreste benpar
Forlænget som fangstarme
Nervefyldte, klobestykkede,
Giftkirtler måske, livsfarlig,
Ubevægelig på et salvieblad;
To skabninger i ro, fastholdt
Fuldendte, et stort sekund.
1402. En grøn bredtæge på vej
Op over et salvieblad:
Finkornet kamouflagefarve,
To sorte øjenknapper står
Som kontrast og kropsignal,
Der opfanges af kameralinsen
Og jeg, titusindtingsfinder og
Buskafsøgende digter i felten:
Fordi ting; det er noget man er.
Nyt i Index titusind:
Salviebusk ◦ 1397; Solopgang ◦ 1398; Loddenhed ◦ 1399; Digter ◦ 1400; Jagtedderkop ◦ 1401; Bredtæge ◦ 1402; Titusindtingsfinder ◦ 1402.
Mariehøne
Mariehøne
1392. Mariehøner flokkes frem
Af årets vinterdvale;
Viser sig i forårsolen
Ud på buske og blade
Op på bagevarme flader.
1393. Alle er syv-plettede,
Vores egen Coccinella:
C. septumpunctata,
Så er dét på vers,
Billefagligt forstået,
Men poetisk erfaret,
At 50 arter mariehøner
Lever her i landet,
Seks tusind på kloden;
Dog fandt jeg en to-plettet:
Sort, to gulddryp, død
På bordet i mit skrivelogi
Da jeg slog døren op
Som slut på eget vinterhi.
1394. Mariehøner varmer sig
Får gang i organismen,
Parer sig i flæng, i fart,
Ligner lidt et biluheld;
Karosserier tippet rundt.
Små pansrede kupler
Med toksiner i kroppen,
Sprøjtemidler i knæene;
Fæl, giftig og stinkende
For enhver forårskylling
Eller overdristig bille,
Der vover sig en bid.
1395. Mariehønen selv er glubsk
På rov med kindbakker
Kantet af store tænder.
Jeg har set dem i kamp
Mod fægtende myresoldater
På vagt ved bladlusfarme
Under æbleblade, rosenstilke,
Hvor lus holdes som malkedyr,
Slikket for søde ekskreter,
Endeløst afkomsudskidende,
Fostre inde i fostre,
Byttedyr for mariehøner,
Hvis de overmander myren.
1396. Medlem af insekternes
Allerførste klør fem,
Som børn lærer at kende
Før de kan tale rent:
Edderkop som ulækker
Myre som farlig, fremmed
Myg som blod og stik
Bi som mad og honning,
Mariehøne som ven.
1397. Den bobleformede bille,
Den skarlagensrøde farve,
Den sorte undervogn,
Med sprællende ben
Og rigtige vinger,
Se bare, de virker!
Med sit eget navn
Og et lille hedensk vers:
Alle børns første ritual
Om vejr og frugtbarhed.
Nyt i Index Titusind:
Mariehøne ◦ 1392; Vinterhi ◦ 1393; Paring ◦ 1394; Giftig ◦ 1394; Myresoldat ◦ 1395; Byttedyr ◦ 1395; Børn ◦ 1396; Frugtbarhed ◦ 1397.
Araknometri
Araknometri
I
973. Araknometri er en figur:
Min idé om verden
Og stedets morfologi.
974. Mit net er et mønster
Med sansetråde af silke
Samlet i mit hoved.
975. Græsstrå, stilke og net
Forbindes i min hjerne;
Sted og krop er ét.
976. Ieg forstår mit sted
Helt ud til kanterne
Af mine nervebaner.
II
977. Min idé er kemi og viden;
Et stød centralt i kroppen
Af vibrationer og sanser.
978. Ieg har sanser for balance,
Flader, spænding, vind,
Retning, fart og fugtighed.
979. Ieg har sanser for fjender,
For han og hun og hensigt,
For vejr, lys og farer.
980. Ieg styrer mine tråde,
Mine ben og jagtorganer:
Ophæng, styrke og træk.
III
981. Ieg svæver med tråde op
Mellem kviste, strå og tag,
Spænder bæretråde ud.
982. Ieg fæstner tværtråde,
Tester araknometrien
Og mit værk ta’r form.
983. Ieg spænder ribber ud,
Et stråleformet spind;
Måler afstand og styrke.
984. Hægter tråde sammen;
Fra de yderste bæretråde
I spiral ind mod midten;
985. Otte ben i synkroni
Holder fast, styrer tråde,
Sætter fikseringspunkter;
986. Tre eller fire par øjne,
Dybdeskarpe og sultne;
Hydraulik i mine ben.
987. Ieg mønstrer min verden,
Fornemmer den med fødder
På et net af silkenerver.
Nyt i Index Titusind
Araknometri • 973; Silke • 974; Hjerne • 975; Nervebaner • 976; Vibration • 977; Flade • 978; Vejr • 979; Jagtorganer • 980; Bæretråde • 981; Værk: edderkop • 982; Afstand • 983; Spiral • 984; Synkroni • 985; Dybdeskarphed • 986; Silkenerve • 987.
Mejer på en figenfrugt
Mejer på en figenfrugt 953. En mejer har lagt sig På en sprækket figenfrugt, Sukkersulten, sommermoden. 954. Frådseren er døsig, Overfyldt, stærkt beruset Af gæret figensaft. 955. Den rører sig knap, Når frugten løftes op, Drejes, slippes fri igen. 956. Frugten er blød og dråbeformet, En lilla testikelsæk, der Dingler under figenbladet. 957. Planter stråler sex; Det ligger dybt i sproget, I den fælles fantasi. 958. Mejerens lange trådben Omfavner den halve frugt; Et paradis af slik på stilk. 959. Botanik var bandlyst engang I Encyclopædia Britannica Som usædelig, pornografisk. Nyt i Index titusind: Mejer • 953; Gæring • 954; Figenfrugt • 955; Testikelsæk • 956; Sex og sprog • 957; Paradis • 958; Botanik • 959.
Skorpionflue
Skorpionflue
901. Opgravet jord fra klosterhaven,
Grønsvær, sand og rullesten,
Dynget op på gammel plæne,
En billebanke, en halvmånevold,
Et insektførende solslikkested
Men nye arter og situationer,
Hver gang, jeg nærmer mig;
Vænner øjet til mylderet
Af blade, blomster og skygger,
Tilpasser blikket nye bevægelser
Andre størrelsesforhold,
Abstraherer fra det grønne,
Der fylder alle øjne ud,
Tilvænner mig uvante konturer
For menneskets hjernebunke.
902. Dér, et husblas vingepar
Hænger fra en stilk
Med tjæresorte firkanter,
Indfarvede ribbede felter,
På tværs af vingefladen.
En brungul, segmenteret
Bagkrop som en mini libel.
Et pust, et drej, et glimt,
En flue i flygtig profil:
Skorpionfluen er landet.
903. Et langt, lodret næb,
En dråbeformet mund
Hænger ned i spidsen.
Et sagndyr fra en klode
Vi ikke kender til.
Her gælder ingen regler:
Skorpionfluen ligner
En flue med gasmaske på
Fra hybride skyttegrave.
904. En ådselæder, der fortærer
De faldne fluelig;
Hanner bringer billelunser
Som friergave til hunner.
En klosaks på hans halespids
Klemmer parret sammen,
Når og hvis hun giver lov.
905. Hannen stjæler bytte
Fra edderkoppespind
Med livet som indsats
Og eget sprøjtemiddel,
Der opløser trådene
I en forsvarsring
Mod rasende arachnider.
906. Et minut og hun er væk;
Et insektkimære
Af krop og fantasi.
Et fabeldyr fra fotos,
Som ved kosmisk lykketræf
Stod frem et split sekund,
På klodens eneste busk,
hvor jeg, tilsmilet, så med.
Jeg sætter stolt fluens navn
På slægtstavlen og brevkassen,
Et vindue ud mod vejen:
Skorpionfluen har bolig her.
Nyt i Index Titusind:
Billebanke • 901; Skorpionflue • 902; Mund• 903; Ådselæder • 904; Sprøjtemiddel • 905; Kimære • 906.
Mejeredderkop
Mejeredderkop 882. Ophængt under ben, tredelte fiberstrenge, luftbårne, lange. 883. Med hvilke nerver og trådtynd muskulatur, med hvilke kræfter? 884. Et mejer på lur, skræk i miniature, venter stillestøbt. 885. Edderkoppekost fra spindler ude på rov til gab i midten. 886. Er hun truet, straks går mejeren selv i sving; hvirvel, slør i gråt. 887. Streger i luften, optimale neuroner; Sådan, æoner!
Bøgehjort og billesmed
Bøgehjort og billesmed 860. På en tur i haven, se: En stor bille, helt sort. Vend den om på maven, Det er en bøgehjort. 861. Det er sent på sæsonen, Billen er sløv og slidt, Her midt i august, Den dør nok om lidt. 862. Bøgehjorten er dyb sort, Et suttet styk lakrids; Glat som en rullesten, Med drabeligt gebis. 863. Kæberne er kindbakker Til kamp om mager; De ligner hjortetakker, Derfor er de hjortebiller. 864. Panser blankt som lak, Med hundred bitte buler, Mærker af en mikrohammer, Banket af en billesmed. 865. To gule bånd på tværs: Bag hoved og over taljen. Følehørn med “knæk” på; Det kan du kende dem på. 866. Billen bor i gammelt træ, Lægger æg og graver gange, Suger træ- og plantesaft. I vores have er der mange. 867. Eghjort med kæmpegevir, Største af alle hjorte. Den eneste berømte bille; Men den er død og borte. 868. Eghjorten uddøde hos os; Den var uden levested. Skove her er alt for pæne, Uden døde træ’r og ved. 869. Læg brændeknuder i haven, Træstubbe og kævler med. Billerne skal nok komme; Så er du en billesmed.
Fluer boller på mit vasketøj
Fluer boller på mit vasketøj 844. Se nu bare der, halløj, halløj! Fluer boller på mit vasketøj. 845. Den ene på skrå bag den anden, Fluekonen under fluemanden. 846. Så går de åbenbart til sagen, Derude på mit rene lagen. 847. Jeg vifter: væk fra min seng! De flyver væk i sammenhæng. Nyt i Index Titusind: Flue formering • 844; Flyve • 847.