1882. Et mægtigt forår sidste år, Tidligt, bleggrønt, blegblåt; Plænen grønner til, vokser op: Fuglemælk, krokus, og skilla; På tørvebankerne bag i haven, Overladt til stedets frøbestand, Vokser en hvid snerre frem: Lav, tæt, busket blomsterland, Hvor jeg går på jagt, stille, Opsat på sjældne rendez-vouz.
1883. En edderkop, stor og langbenet, Tilser en gyngende netfuld Friskt udklækkede spilopper, Ophængt i en klynge, der vugger Udspændt mellem plantestængler, En hundredtallig kriblende klump Af klatreklare edderkoppeunger; De føler verdens impuls med fødder, Der lytter med på vuggens spind.
1884. De prøver styrken, mærker vibes Med kvikke edderkoppehjerner; Strækker, drejer, krummer og vifter Fire par ben, klør og nervebaner; De glider ud, forlader krybben I deres hængende børnehave; Adrenalin og stresshormoner syder, Øjne drejes og lugte beføles Fra et forår, der ligger foran dem For enden af en silketråd.
Nyt i Index titusind: Forår ◦ 1882; Hvid snerre ◦ 1882; Udklækning ◦ 1883; Edderkopperunger ◦ 1883; Edderkoppehjerner ◦ 1884; Stresshormon ◦ 1884.
1742. Jeg kan ofte få den sære tanke, At planter føler sig usynligt frem Rundt langs hele individets kanter; Grønt sidder jo smak i hjernemuffen, Altid lige i øjet, ind på huden.
1743. Jeg trådte derfor i min haves sted, Og stak nervetråde ned i græsset For at mærke det som jorden gemmer, Når tusind årstidskræfter sætter ind; Et sug af fortids sol og vand og vind.
1744. Formål bryder frem og op af mulden, Planter vokser tæt og grønt med vilje; Stilke står og ta’r bestik af vejret; Jeg mærker træets fibre vides ud I en sky af gasser og fotoner.
1745. Grønt er erfaring fra fylogenesen: Frugter og træer og stepper med græs, Menneskets første sult, slidte tænder, Grove fingre graver jord og knolde; Stød i hjernebark og planteceller.
1746. Vi er opstået sammen, tråd for tråd, Med neuroner og trevlerødder, Udformet forskelligt, men filtret ind; Overlevelse og vækstbetingelser, To former for liv i samme skind.
1747. Grønt trækker i mine nervebaner, En puls løber op ad mine fingre; Ved berøring af det vævfulde blad Er det måske mig selv, der forstår, Hvordan krop og tanke hører sammen.
1748. Grønt er derfor den tredje substans, Der forbinder de to med hinanden; Her fornemmer jeg min ureksistens, Vores første sansning og intelligens; Grønt er en bevidsthedsækvivalent.
Nyt i Index Titusind: Hjernemuffe ◦ 1742; Årstidskræfter ◦ 1743; Træfibre ◦ 1744; Sult ◦ 1745; Hjernebark ◦ 1745; Neuroner ◦ 1746; Bevidsthedsækvivalent ◦ 1748.
Hjernen er en grøntsag (2)
92. Min hjerne vokser ofte frem i haven,
Jeg ser ham, når jeg ruller om på maven.
Han kan li’ at ligge dér og vegetere,
Mens jeg nusser rundt og reflekterer.
Jeg børster jorden af en hjernevinding,
Jeg luger krudturt fra den ene tinding.
Solen synker og fugle går til ro;
Vi sidder længe og snakker, vi to.
Hjernen er en grøntsag (1)
85. Tanken sidder i hånden, der holder
om blyanten, pennen, grenen, griflen.
Tanker laves med fingrene og dannes
med øjnene på den, der taster, trykker
og sigter.
86. En tanke er hæderligt muskelarbejde,
et godt stykke sansearbejde, ja, hele
kroppen og alle sanser trækker, danner,
slider og følger med når en tanke
udskilles.
87. En tanke kommer af den krop, der laver
den og den hjerne, der lægger indre
stemme til.
88. Hjernen vil have det hele, den er et
hovent organ, der ønsker sig verdensgåden
forklaret og behersket. Hjernen vil have
sin egen sfære, den higer efter evigt liv.
Og vi vil inderligt og katastrofalt gerne
føje den.
89. Men hjernen er intet uden den krop, den
er vokset op med og kan ikke adskilles
herfra, lige så lidt som ingen tanke kan
opstå af sig selv. Begge afrundes og
lægges tilbage i den jord, de kom fra,
og hvorfra de igen dukker op; omsat,
omformet og gendannet.
90. Hjernen er en grøntsag. Svampene ved det.
Ig ved det.
