Liden storkenæb 1086. Dette efterår har liden storkenæb, Efter tre år på diskret vækst Hist og her i sommerhaven, Fået sit gennembrud som krudturt. 1087. I vækst frem fra haveasylet, Det halvmåneformede bed Rundt om det lille æbletræ Til urter og stauder i eksil, Truet på væksten i nedlagte haver. 1088. Først tog de bedet, lagde et dække Omkring de andre planter, Kvæsurt, sankthansurt, mynter, Voksede derpå ind over græsset, Dækkede de højtklippede gangstier, Derfra op over gamle græstørv, Rundt om tuerne af vild oregano, Ind under den lille hyld, Frem mellem rivalen skvalderkål og Spydspids brom- og boysenbærskud. 1089. Krøb ud under tørrestativet, Langs kanten af dammen, Indtog plads omkring rabarberne, Ind imellem de hvide røllikker, Frit voksende i det høje græs, Stræbte videre ind langs terassen, Drejede op langs klosterbedet. 1090. En opvisning af bladmønstre, Crescendo i grøn frodighed, Vegetal triumf i en sommer Inddelt i fire forløb: Væde, varme tørke, varme; Et snigløb af mange planter, Der satte skud for anden gang, Som den liden storkenæb, Der fik sin chance, med hjælp Fra en planet i kæntring, Til en eksplosion af blade, Tæt på et svækket efterår.
Wittgensteins have (2)
Wittgensteins have (2)
895. Urtehave og køkkengrønt
sydvendt over floden.
Munkehabitat i klostersten,
mørtel og kvadratsystem.
Mennesker med en særlig
trang til stianlæg.
896. Munke luger ud i bedet,
mumler ned til rødder.
Spreder ord blandt stauder;
lad myrer ta’ dem.
Mange hundrede år hér
i Kloster Hütteldorf.
897. En gartnerassistent er kommet,
bor i haveskuret.
Svært at kende mand fra redskab,
stiv i arme, gode greb.
Selvtalende om dagen,
havegnom om natten.
898. Ligger på knæ derude,
taler ned til stedet.
Fingre løsner ler og jord,
nulrer hårde klumper.
Fingerspids mod blomsterfarve;
gøder, graver, leger.
899. Vos farver kan mærkes
på skein, i blomsten.
Rød er tungere end blå,
gul ryster, grøn risler.
Ve blander farver, vos selv,
ve suger farver op.
900. Denne ordbogsdyrker
og redskabsbruger,
Med jord på neglene
og farver på fingrene;
Alle de ord, der smuldrer
i mødet med planter.
I sommeren 1926 tog Ludwig Wittgenstein (1889-1951) arbejde som gartnermedhjælper på Klosteret Hütteldorf, Østrig, måske som terapi. Næsten intet vides om opholdet. Wittgensteins afhandling "Bemærkninger om farver" publiceredes posthumt i 1977.
Kvæsurt
Kvæsurt 875. Vi kender reglen om havely, Et hånd- og rodfast løfte Til raserede plantebede; Kom, bring en spade, Grav op, hvad graves kan, Red, hvad reddes skal. 876. Hér, en stor, forvokset urt, Tæt og viljestærk i roden. Jeg deler den med spaden, Pakker den i jord og sæk. Bringer stauden væk og hjem. 877. En kvæsurt får asyl: Ældgamle lægeplante. Jeg trykker jorden fast, Løber fingre rundt Om klumpen og rosetten. Jeg har længe ønsket, At vi mødes. 878. Der er kræfter i denne urt: Stor og tyk med stængelbundt, Ovale blade, perfekte takker; De lyser af en enkel harmoni. Standen er en rødbrun kvast, En ny og sjælden gæst. 879. Vi deler fælles jord, Forbundet i mange sprog. Oldnordisk, oldtysk, Svensk, norsk, dansk: Kveise, quese, kveise, Kveisa, kvis, og kvæse. 880. Kvæse er en blæreorm, En tinte, en blodvabel, En byld, en blegne. Kvæsurt blev brugt Som blodstillende middel. Kendt som lægeurt i Kina, Blodtop i Sverige, Blodurt i Britannien, Blodopsuger på latin. En jordheler og et rodnet, Der holder på terrænet. 881. Mine aner og dine aner: Velkomne i denne jord. Hele planten er i chok, Et rodnet, der skal læges. Jeg klipper stængler ned, Giver rigeligt med vand; Lad gro, hvad gro der kan.
Haveasyl – fra kladeforsamlingen Jærnen
Haveasyl Uddrag af forhandlingsprotokol for Kladeforsamlingen Jærnen den 14. august 2023. 870. “… Delegaten for karplanternes klader fremsatte følgende forslag til vedtægtsændringer: Under henvisning til princippet om den almende overdådiged; Under henvisning til ligestilling af alt biologisk liv; Endvidere under henvisning til retten til vækst og udfoldelse inden for artsevnens grænser; Fremsættes følgende forslag til vedtægtsændring: Haveasyl 1. Alle flerårige karplanter opgravet på foreningens område har ret til at opnå asyl i en af foreningens haver i et omfang, der sikrer artens videreførelse på lokaliteten. 2. Ingen art må forsætligt eller ved grov uagtsomhed fratages retten til liff og sted. 871. Ændringsforslag fremsat af blomsterkladernes delegat: ’Efter ordet ‘flerårige karplanter’ indsættes følgende: ‘… og frø af etårige planter’. Blomsterkladernes delegat henviste til at princippet om den almene overdådighed indeholder en afledt ret til beskyttelse af genetisk særkende og arvemasse. Det anerkendes, at etårige planter ikke kan påberåbe sig beskyttelse af rod- og stængelsystemer, men er begrænset til medier for arvemassens videreførelse. 872. Karplanterns delegat fremsatte følgende modforslag: “Alle arter sikres ret til fri frøspredning.” 873. Menneskekladens repræsentant protesterede mod brug af ordene “fri frøspredning,” idet dette ikke måtte gælde invasive arter. 874. Karplanternes kladedelegater indvendte herimod, at stedets arter omfatter enhver plante, der af egen evne har sat frø i området, uanset plantens oprindelse og henviste til vedtægternes § 3, der forbyder forskelsbehandling på baggrund af levested. Efter en del debat overgik forsamlingen til afstemning om de fremsatte forslag.”
Bøgehjort og billesmed
Bøgehjort og billesmed 860. På en tur i haven, se: En stor bille, helt sort. Vend den om på maven, Det er en bøgehjort. 861. Det er sent på sæsonen, Billen er sløv og slidt, Her midt i august, Den dør nok om lidt. 862. Bøgehjorten er dyb sort, Et suttet styk lakrids; Glat som en rullesten, Med drabeligt gebis. 863. Kæberne er kindbakker Til kamp om mager; De ligner hjortetakker, Derfor er de hjortebiller. 864. Panser blankt som lak, Med hundred bitte buler, Mærker af en mikrohammer, Banket af en billesmed. 865. To gule bånd på tværs: Bag hoved og over taljen. Følehørn med “knæk” på; Det kan du kende dem på. 866. Billen bor i gammelt træ, Lægger æg og graver gange, Suger træ- og plantesaft. I vores have er der mange. 867. Eghjort med kæmpegevir, Største af alle hjorte. Den eneste berømte bille; Men den er død og borte. 868. Eghjorten uddøde hos os; Den var uden levested. Skove her er alt for pæne, Uden døde træ’r og ved. 869. Læg brændeknuder i haven, Træstubbe og kævler med. Billerne skal nok komme; Så er du en billesmed.
Kompostmusens vise
Kompostmusens vise I den fineste krog af haven lå kompostpladsen. En stor bunke blade bugnede op fra sidste efterår. Ved siden af stod en rigtig ormegård af den slags, man sjældent så inde i byen: Tre stablede bakker bygget af træ med trådnet i bunden og dækket af et stort låg. Her blev kun det bedste økologiske affald båret ud og lagt til ormene og bænkebidderne og sneglene og tusindbenene og alle de mange, mange mikrosmå bakterier. Oppe på ormegårdens låg sad kompostmusen Karoline og øvede sig på sin kompostvise, som hun havde skrevet på i snart mange uger. Lige som hun var færdig og glad tænkte: så, nu er jeg færdig, kom Doktor Dyregod forbi i sin høje hat. Goddag, lille mus,” sige Doktor Dyregod og letter på hatten. “Og hvem er så du?” “Jeg er kompostmus og jeg hedder Karoline.” “Kompostmus,” sagde Doktor Dyregod, “Det lyder rigtignok fint.” “Det er et også. Og jeg er lige blevet færdig med min kompostvise. Vil du høre den?” “Ja det vil jeg da meget gerne,” sagde Dyregod og sætter sig på en træstub og strak benene ud så man kunne se hans grøn- og rødternede sokker. “Ahem,” sagde kompostmusen og rømmede sig. “I dagens anledning vil jeg tilegne denne sang den berømte Doktor Dyregod.” Og så tog hun sin guitar frem og begyndte at synge. Kompostmusens synger: 828. Doktor, doktor, i dag vil jeg synge Om skovens fineste skraldedynge. Her er skræller af pastinakker, Og hundredvis af æggebakker, Her er snit af kål og rødløgsskind, Stængler og en slikket slikkepind. 829. Her er tandstikker og savsmuld, Masser af loppefrø og lommeuld, Stakke af løg- og kartoffelskræller, Tusind kompostorme, der spræller. Der er nogen, der siger fy og føj, Men jeg sig'r bare: supergodtemøg. Doktor Dyregod: Ved mine storternede sokkers! Det var som bare pokkers, Er der mere endnu? Kompostmusen synger: 830. Doktor, doktor, nu skal du høre, Kompostbunken blir endnu større. Her er toppe fra gulerødder, Skaller fra æg og hasselnødder, Ruller inden i lokumspapir, Slatne salater og bønnespi’r. 831. Her er rødbedeskræl og druesten, Gnasket til af tusind tusindben. Her er mugne bananer og pærer, Agurker og kaffegrums, der gærer. Der er nogen, der siger fy og føj, Men jeg sig'r bare: supergodtemøg. Doktor Dyregod: Det var som okkers gokkers, Ved mine kompostbare sokkers! Er der mere endnu? Kompostmusen synger: 832. Doktor, doktor, nu skal du høre; Ormene her er helt op at køre. Spande af hønsemøg, virkelig skrap! Gamle servietter og genbrugspap, Skaller af appelsin og citroner, Titusind kerner fra vandmeloner. 833. Her er avispapir i strimler, Og æbleskrog så det vrimler, Toppe af selleri og auberginer, Og mug - du sku' se, hva' det ligner! Der er nogen, der siger fy og føj, Men jeg sig'r bare: supergodtemøg. Doktor Dyregod: Ih du milde, det kan jeg godt forstå, Og jeg har snart ingen sokkers på. Er der mere endnu? Kompostmusen: 834. Orke ja, men nu er min vise slut. Kære Doktor, til maj er du indbudt Til havefest, når komposten er klar. Køkkenbedet får det bedste vi har, Så grøntsager vokser i sus og dus, På vores allerstærk'ste ormejuice. Frit efter Thorbjørn Egner: Doktor Dyregod, 1968.
Vedtægter for Haveforeningen Jærnen
Vedtægter for Haveforeningen Jærnen 797. # 1. Foreningens navn er Haveforeningen Jærnen. Foreningen har hjemsted på Stevns. 798. # 2. Haveforeningens formål er at værne om den almene overdådighed til gavn for naturlige væsener, der af egne evner udfolder sig på området. Stk. 2. Den almene overdådighed anerkender og ligestiller alle levende væsners intelligens og handleevne. Jorden, landet, vandet og havet har ret til at eksistere i sine naturlige former og biotiske processer. 799. # 3. Ingen væsner må diskrimineres på grund af vækstform, vækstretning, ernæringsform, levested, udseende, størrelse, nytteværdi eller naturlige egenskaber. 800. # 4. Planter, svampe, træer og andre rodfaste vækster er vildtlevende væsener med adgang til fri rodsætning på et område bevokset efter egne evner. Stk 2. Rodfaste væsener har ret til beskyttelse af deres sted. Stedet stilles under fælleskabets tilsyn. Løse væsner har ret til at færdes i deres sædvanlige omgivelser og til frit at søge føde og udfoldelse. 801. # 5. Jorden og vandet er levende væsener med ret til beskyttelse af sine bestanddele, egenskaber og livsformer. Jorden og vandet og de væsner, der lever i dem, er et hele og kan ikke adskilles eller behandles forskelligt. Stk. 2. Jorden har ret til et naturligt vegetationsdække under dettes fulde og uhindrede vækstevne. 802. # 6. Træer omfattes af særlig beskyttelse på grund af deres værdi og helbredende kvaliteter for jord, vand, planter og alt biologisk liv og det menneskeskabte landskab. Stk. 2. Enhver trævækst højere end tre meter står under fællesskabets beskyttelse. Stk. 3. Enhver, der fælder et træ eller anden vækst mere end 3 meter højt uden fælleskabets tilladelse pålægges en bøde på kr. 10.000 pr. løbende meter fældet vækst (2023 prisniveau). 803. # 7. Tildækning af jord med menneskefrembragte materialer er et indgreb i den almene overdådighed og i jordens ret til liv. Tildækning er derfor reguleret for at beskytte jordens liv i retten til udfoldelse og opretholdelse af livsbetingelser. Stk. 2. Tilladelse til tildækning efter stk. 1 skal tage hensyn til de berørte arters interesser og udfoldelsesbetingelser. Tildækning af jord må kun finde sted, hvor den er uomgængelig nødvendig og må ikke overstige 15% af et givet grundstykke. Stk. 3. Nedklippede græsplæner og andre monokulturer anses som et indgreb, der begrænser den almene overdådighed og må derfor kun forekomme i et omfang, der fastsættes efter afvejningen i stk. 2. Ingen plænetildækning må overstige 15% af et grundstykke. 804. # 8. Foreningens øverste myndighed er den årlige forsamling af områdets klader. Stk. 2. Til hver forsamling udstedes titusind stemmebeviser, der fordeles forholdsvist mellem de klader af naturlige væsener, der er bosiddende på foreningens område. Stk. 3. Stemmebeviser fordeles efter de løbende artsoptællinger i området, opgjort senest tre uger før afholdelse af årsforsamlingen. Stk. 4. Forsamlingen udpeger blandt sine medlemmer repræsentanter for de eksisterende klader. Ved mangel på repræsentanter kan bestyrelsen udpege sådanne, om nødvendigt udenfor foreningens medlemskreds. 805. Senest revideret og vedtaget af kladeforsamlingen den 2. august 2023. 806. Jærnen er et begreb for de uendelige biologiske og abiotiske processer, hvor land og hav mødes. Ordet betegnede oprindeligt en kant og siden en strandvold af flintsten, som mennesker på Stevns høstede gennem generationer.
Myresværm
Myresværm 712. Jeg træder ud på terrassen En midsommerformiddag. Strækker ud og gaber op; Men hov; en viften i min mund, En lydløs flaksen for mit øje. 713. Smækker gabet i, ser mig om; Det sværmer i luften herude, Sorte insekter med husblasvinger. Undrende tjekker jeg terrænet: Her er kravlende, levende strenge På havestolen og videre ud På hjørnestolpens espalier. Som detektiv følger jeg sporet Ned langs gitterværket og dér: kilden! Myreboet under nedløsbrøret. 714. Jeg kigger tæt på denne insektarterie: Jo, det er myrer med vinger på. Ved endnu tættere eftersyn Ser jeg også meget små myrer I denne myldrende konvoj; Måske en tyvendedel i størrelse Af de kolossale vingemyrer. Det er arbejds- eller slavemyrer, Der pusler og passer dronningens Kæmpestore, kønsmodne afkom. 715. Hele sommeren har de ekskaveret Rundt omkring mit nedløbsrør Og ud under terrassens klinker. Korn på korn af sand er båret op, Stablet på de voksende tuer, Mens klinkerne synker og tipper. 716. Jeg har terroriseret boet før; Viftet truende, men dovent, Med mit økologiske arsenal: Filtdug, opgravning, natron, Kogende vand og kaffegrums. 717. Men nu: Bevingede myrer myldrer frem, En sort substans, der bobler op Mellem sprækkerne i terrassen, Fra myrebosystemet under mine fødder. 718. Med magisk timing og koordination Går hele myrebyens sexarbejdere På vingerne i en sky af feromoner Til myresværm og masseparing. 719. De følger de kendte myrestier, Skubber, maser, hilser, smager. Men gamle næringsveje duer ikke. Usikre på de nye vinger Finder de nye stier fremad, Indtil de ikke kan kravle højere op, Spreder vingerne og sværmer ud. 720. En time senere er de alle væk. De parrede hunner er fløjet, De udtømte hanner er døde. Resten er spist af fugle, fanget Af lurende edderkopper, Spiddet af rovinsekter. 721. De befrugtede hunner Flyver ud for at bygge Nye myrekolonier Med medbragt forråd og æg. Hun fælder sine vinger, Nipper af dem selv Og fordrer resten til Et nyt kuld puppeplejere, Der piler rundt i nye gange Med hvide æg i kæberne. 722. Endnu en udvidet dag, Og her er hvad jeg så: Et generationsskifte I et myredynasti, Der har eksisteret, Adaptivt, succesivt, Ved min havedør i årevis.
Marcipan & cyanid
Marcipan & cyanid 638. Vi påtvinger gerne planter Vores mening om æstetik; Skærer dem ned og klipper til Med vold og redskabsteknik. 639. Her står så dagens offer: En hæk af laurbærkirsebær; Denne have- og floraforarmer, Der står danskerne så nær. 640. Men ok, en hæk i lige linjer, Stedsegrøn, med strunk symmetri: Det er den antropogene hjernes Begreb om naturlig harmoni. 641. Jeg ta’r fat og svinger sværdet. Blade hakkes og kviste kappes. Hækkens eksklusive bladfigurer Flås, falder og ødelægges. 642. Pludselig midt i myrderiet: En duft, et sødligt minde, Spiseligt og barndomsbundet. Jeg forundres, holder inde. 643. Billeder flakser i mit hoved: Smågrise svæver rundt i luften. Jeg snuser ind, jo, det er rigtigt: Toms marcipanbrød er duften. 644. Mandler! Så véd jeg noget straks: At arten laurbærkirsebær Er i slægt, har stof tilfælles, Med prunus dulci, mandeltrær. 645. Stoffet findes i arter af kirsebær Amygdalin blev det kaldt i sin tid, Hvilket betyder mandel på græsk. Det er en cyanogen glykosid. 646. Findes i kerner fra bitre mandler, Abrikoser, ferskner, blommer, I blade fra laurbærkirsebær, Og er derfra mandelduften kommer. 647. Amygdalin udskiller ved indtagelse Det berømte giftstof cyanid. Hækkens aromatiske advarsel: Ieg har hér et pest- og homicid. 648. Marcipanduften er træets forsvar: Tag min frugt, men æd ikke mine frø: Du forgiftes, brækkes og svækkes, Ieg ser dig hellere end gerne dø. 649. Jeg klipper færdig, lægger saksen. Måske vi kan enes i mindelighed: Jeg klipper aldrig før dine bær er spist: Værn om dit afkom, og stå i fred.
Tidsel, tidsel, vis hvad du kan
Tidsel, tidsel, vis hvad du kan 605. Tidsel, tidsel, vis hvad du kan: Verdens fedeste blomsterstand. 606. Tidsel, tidsel, vis hvad du kan: Bier går amok, apeshit, mand. 607. Tidsel, tidsel, hvem er landets dronning: Skal det flyde med lort eller honning? 608. Fnok svæver ind til en flyverhær; Ve gror og skyder, ve ka’ ik’ la vær. 609. Tidselarter med nye talenter; Tiden er kommet og ny jord venter. 610. Nikkende, stikkende og tornet Stiger tidsel fønix op af kornet. 611. Havefolk, slip nu tidslerne fri! Det golde havedømme er forbi. 612. Tidsel, tidsel, hvad det vil sige At være plante i et kongerige?
Afdød digter som havefænomen
Afdød digter som havefænomen
163. Jeg kunne jo være fræk at gengive mesteren, som selv var "fræk at parafrasere gamle Heraklit: Ingen kan gå to gange ud i den samme have. Det gælder også kirkegårde." *)
164. Her står vi så i selve krydset mellem sproget og den beskårne natur, hvor digteren og haven begge vokser, bare i forskellig tid.
165. Planterne står stille, mens digterens øje bevæger sig, hans krop bevæger sig. Heri ligger en tosidighed mellem det langsomt voksende og det bevægelige; mellem det tavse og det tænkende.
166. Digteren siger, at en samtale opstår af denne tosidighed netop fordi haven altid står i korrespondance med naturen, mens digteren selv altid er korrespondance med andre sprog og digtere. En samtale er aldrig alene.
167. Gennem livet er haven i uophørlig vækst sammen med sin digter, der klipper ned og vokser med, men senere falder af og går bort.
168. Det fører også til andet led af parafrasen: den kirkegård, hvor digteren begraves i en strengt beskåren og til den fri natur hyper-polemisk afgrænset haveform, hvor kun få slags samtaler føres.
169. Jeg kunne være fræk igen og sætte et skilt, et kors, en pind op i min have med digterens epitaf. Men det vil nok bare give ballade med familien, med øvrigheden, med kommunen, måske også sandheden.
170. Jeg kunne plante en busk til hans minde. En benved, for eksempel. Diskret, selvfølgelig. Kun få andre ville få det at vide. Men man ville jo forstå, at han er her, gror dernede, står heroppe, i snak, fuldt udsprunget som sin egen sproglige foreteelse.
171. Så kan samtalen fortsætte. Umærkeligt, bag om ryggen på os alle. Til enhver tid. Aldrig alene. Per Højholt † 2004. Stå i fred.
*) Per Højholt (1928-2004), Haven som sproglig foreteelse, i Stenvaskeriet, 1994.