Kategori: Giftstoffer

Udgivet den

Den blå oliebille

Den blå oliebille

1411.	For sent til store billedag,
        Men på ganske samme sted,
        Kommer endnu en oliebille
        På kryds af vores lille vej.
        Jeg smider henrykt alt igen,
        (en trækvogn, en kædesav)
        Samler billen op og springer
        Hundrede skridt til havebordet,
        Haps, ind under petriskålen
        Med hænder henna-plettede
        Af kamp- og forsvarsstof,
        Og dugen grøn af billebæ.

1412.	Denne gang ved jeg mere:
        Det natblå billeskær, og
        Et indhak markeret i blåt
        På bagkanten af forbrystet:
        Her er den blå oliebille,
        Levested mere skov end strand;
        Følehorn med knæk eller knæ,
        Så dette er en han.

1413.	Jeg tipper ham ned i krukken,
        Dækker til med låg af glas,
        Her skal bedrives videnskab:
        Jeg agter som billefarmer
        At malke giften af ham.
        Jeg griber ham i kuppelhænder
        Giver ham en krablet rystetur,
        Gentager en time senere med
        Forventet frygt og billebæv;
        Og dér; to klare, gule dråber
        Sekret af giften cantharidin
        På hans kampberedte knæ.

1414.	Jeg slipper ham ud igen,
        Han har ikke mange fjender,
        Kun stortrappen til eksempel
        Æder oliebiller for giften
        Mod tarmkanalens parasitter.
        Men pil nu ud i haven,
        Her er bier nok at snylte på.
        Jeg selv gør ingen bille ondt,
        Langt mindre ku’ jeg drømme
        Om en billeolieindvoldskur.
Udgivet den

Store Billedag

Store billedag

1403.	En sort bille krydser min vej,
        Mit held her på store billedag;
        Jeg smider hvad jeg har ved hånden
        (en tom trillebør, en skovl)
        Samler billen op i kuplede hænder;
        Lange ben skraber rundt derinde,
        Kribler ud af alle sprækker.

1404.	Jeg glemte helt at tænke på
        Er den giftig, bider den,
        Gi'r den eksem på hænderne?
        Et kig ind på klem, og dér:
        En lysende orange oliedråbe,
        Stort som et knappenålshoved
        På et af mange billeknæ.
        Gift altså – selvforsvar.

1405.	Jeg vipper børen op med foden,
        Sætter billen ned i ladet
        Og triller hjem i hast,
        Limousinekørsel for biller;
        Fart på, op på havebordet,
        Under glas fra et petrilåg.
        Kroppen er tre centimeter lang,
        En bille så stor og bomstærk,
        At den kan skubbe låget
        Frem i ryk på havedugen.

1406.	Billen er svagt selvillumineret,
        Changerende i sort og blåt,
        Sådan som kun biller kan:
        En dyb og klar aftenhimmel
        Med et skær af nymåneskin,
        Som vi selv så det i nat.
        Den er vingeløs og langbenet,
        Dækvingerne er skrumpet ind
        Til halv længde af bagkroppen,
        Som et sort røvbaldegardin.

1407.	To fine mørkebrune bånd,
        Æstetisk kantet med gråt,
        På tværs af bagkroppen,
        Min vej til hurtig artsID:
        Dette er den sorte oliebille.
        Træffes kun hist og pist,
        Lokalt, varmt, tørt, sandet,
        Og helt fri for pesticider.

1408.	Alene dens størrelse, sorthed,
        Stopper enhver op på stedet,
        Også jeg; i stor begejstring.
        Se bare de lange følehorn,
        Den smukke leddelte struktur,
        Jeg vil sige: finmekanisk drejet;
        Fordi følehorn fascinerer mig:
        Deres opbygning og detaljer
        Ned i allermindste led.

1409.	Tid til at slippe væk:
        Jeg sætter hende ned
        I en frostsprængt havekrukke
        Og ser hende kravle op i solen.
        Den sorte oliebille er kendt:
        Dens livscyklus og levesteder,
        Snylten i solitære biers reder,
        Den kemiske formel på olien,
        Cantharidin, vortedræber,
        Vabelfremkaldende gift:
        På engelsk derfor blister beetle,
        Og oliebille på dansk.
        
1410.   Alt dette og mere kan læres
        Til glæde og livserfaring.
        Her blot en solvarm tak
        Til billerne og alle biologerne
        For en skøn dag at kigge med
        På denne store sorte oliebilledag,
        Herefterdags hver den 10. april.
Udgivet den

Marcipan & cyanid

Marcipan & cyanid



638.	Vi påtvinger gerne planter
        Vores mening om æstetik;
        Skærer dem ned og klipper til
        Med vold og redskabsteknik.

639.	Her står så dagens offer:
        En hæk af laurbærkirsebær;
        Denne have- og floraforarmer,
        Der står danskerne så nær.

640.	Men ok, en hæk i lige linjer,
        Stedsegrøn, med strunk symmetri:
        Det er den antropogene hjernes
        Begreb om naturlig harmoni.

641.	Jeg ta’r fat og svinger sværdet.
        Blade hakkes og kviste kappes.
        Hækkens eksklusive bladfigurer
        Flås, falder og ødelægges.

642.	Pludselig midt i myrderiet:
        En duft, et sødligt minde,
        Spiseligt og barndomsbundet.
        Jeg forundres, holder inde.

643.	Billeder flakser i mit hoved:
        Smågrise svæver rundt i luften.
        Jeg snuser ind, jo, det er rigtigt:
        Toms marcipanbrød er duften.

644.	Mandler! Så véd jeg noget straks:
        At arten laurbærkirsebær
        Er i slægt, har stof tilfælles,
        Med prunus dulci, mandeltrær.

645.	Stoffet findes i arter af kirsebær
        Amygdalin blev det kaldt i sin tid,
        Hvilket betyder mandel på græsk.
        Det er en cyanogen glykosid.

646.	Findes i kerner fra bitre mandler,
        Abrikoser, ferskner, blommer,
        I blade fra laurbærkirsebær,
        Og er derfra mandelduften kommer.

647.	Amygdalin udskiller ved indtagelse 
        Det berømte giftstof cyanid.
        Hækkens aromatiske advarsel:
        Ieg har hér et pest- og homicid.

648.	Marcipanduften er træets forsvar:
        Tag min frugt, men æd ikke mine frø:
        Du forgiftes, brækkes og svækkes,
        Ieg ser dig hellere end gerne dø.

649.	Jeg klipper færdig, lægger saksen.
        Måske vi kan enes i mindelighed:
        Jeg klipper aldrig før dine bær er spist:
        Værn om dit afkom, og stå i fred.
Drevet af WordPress