Grå fluesnapper

Nyt i Index Titusind:
Fluesnapper ◦ 1586; Pift ◦ 1587; Forældrepar ◦ 1588; Rede ◦ 1589; Fugleunger ◦ 1589; Fodre ◦ 1590; Flyverpragt ◦ 1591; Individhed ◦ 1591.

Lofoten

Sporet i nord – dag 14

Sjagger

Sporet i nord – dag 5

Sjagger

1512. Jeg sover under åben himmel;
Birketræer suser, brisen svaler,
En sø indrammet af træer,
Insekter sværmer som røg;
Skjult i løvet og ude på plænen
Hakker en sjagger sit kald:
Tjak, tjak, tjak igen og igen;
Kold vågner jeg af babydrømme.

1513. På Akershus fæstning ved porten
Hvor de vilde blomster gror
Fanger en sjagger en orm
Få skridt fra hvor jeg står;
Pligt mod yngel trumfer frygt;
Hun hiver, hakker, fanger,
Trækker ormen frem af græsset
Fodrer sin unge, som følger jagten,
Udvokset, hoppende bag sin mor,
Skrigende, tiggende om mad
Under næsen på en præsident.

Nyt i Index Titusind:
Birk ◦ 1512; Sjagger ◦ 1512; Orm ◦ 1513; Tiggeri ◦ 1513.

Livsmoment

Nyt i Index Titusind:
Kærlighed ◦ 1415; Overdådighed ◦ 1415; Livsmoment ◦ 1416; Bogfinke ◦ 1417; Farvespil ◦ 1417; Mos ◦ 1417.

Duer i blæst

Kompas og kryptokromer

Rågesjak

Intelligenstest for krager

Kend din krage

Træk over Køge

Spættetakter

Landskabslinjer

Titusind storkepar

Titusind storkepar

694.   En stork er landet på en pløjemark;
       Jeg kom forbi i bil og så det.
       Et par biler holdt i vejkanten.
       Folk stod ud og gloede, jeg med.
       Vi ville alle bevidne sensationen.

695.   Hun stod inde på en kæmpemark,
       Kunne lige ses med det blotte øje.
       Pudsede fjer, ordnede vinger,
       Nettede sig med næbbet,
       Efter et tusind kilometer træk,
       Lige fløjet ind fra storkeriget.

696.   Det vides naturligvis meget nøje,
       Hvem hun er og hvor hun kommer fra.
       Der er hundrede gange flere ornitologer,
       End der er storkepar her i landet. 
       Denne stork er ringmærket,
       Monitoreret og radiomonteret.

697.   Så den egentlige sensation vil være,
       Om hun var i stand til at blive,
       Eller snarere: overhovedet at overleve
       Her på det vestlige Sjælland,
       I den genoprettede Tryggevælde Ådal.

698.   Den oprindelige storkebestand 
       Er uddød i Danmark siden 2008.
       For to hundrede år siden var der
       Titusind par ynglende storke
       Rundt omkring i hele landet.

699.   Da jeg som lille dreng
       Rodede rundt ude på landet
       Var storken stadig bare en fugl,
       En stor én, javist, agrarklenodie,
       Men ikke så meget andet.

700.   Derfor, endnu en grund at sige tak
       Til landbrugets organisationer
       Og deres politiske venner
       For dette enestående syn:
       Denne helt særlige glæde
       At se en sjælden fugl,
       Tilmed ude i det fri, 
       I agrolandets kæmpestore,
       Tomme zoologiske have.

Solsortens halve formiddagslur

Solsortens (halve) formiddagslur

688.   Han har sat sig i en spidsløn
       En stille formiddag,
       Skjult i løvet.
       Jeg tror han døser.
       Kroppen bliver stille,
       Hovedet synker ned.
       Halsen trækkes ned i kroppen.
       Øjenlåget lukker op,
       (Det er en fugl!)

689.   Solsorten sover,
       Eller døser, eller noget tredje.
       I al fald med den ene side.
       Ligesom mursejleren,
       Mener man at vide.
       Måske er den anden side vågen,
       Men det får jeg vist aldrig at se.

690.   I det mindste ser jeg
       En halv fugl sove.
       Kroppen er i hvile.
       Næbspidsen er sænket.
       Drømme i den ene hjernehalvdel,
       Synsindtryk real-time i den anden?
       Kan han lukke af hemisfærisk?

691.   Efter et par minutter
       Strækker han hovedet op,
       Åbner næbbet.
       Kroppen er stadig i ro,
       Benene trukket op under sig.
       Han vågner, halvt eller helt.

692.   Han spejder omkring,
       Som alle fugle:
       Hoved og hals i ryk,
       Kvarte og halve drej.
       Først til den ene side,
       Så til den anden side.
       Gentaget, vagtsomt.
       Et minut eller to.
       Øjet med dets gule ring
       Blikket er stift, sort.

 693.  Her er helt stille.
       Indtil pludselig:
       Gren og blade smækker,
       Og han er væk!
       En forstyrrelse i løvet
       Ikke andet.
       Han ville have lidt 
       Tid til sig selv.
       En stille stund
       Midt i dagens hyr.
       Jeg har beluret ham.

Spottefuglen

Spottefuglen

654.   Jeg har savnet ham;
       Her var så stille.
       Men nu er der knald
       På lydanlægget:
       Gulbugen er tilbage.

655.   Ah, de afrikanske riffs!
       Jeg elsker virtuositeten,
       Rytmen og volumen.
       Midt i sangen altid 
       Mit yndlingshook:
       Elektrisk vaskebræt,
       Med pinball maskine og
       Kulørte lamper.

656.   Gulbugen er en spottefugl:
       Imiterer fuglestemmer 
       Og lyde han kan li’.
       Tænk, hvad han ta’r med
       Af sounds og vitalitet
       Fra vinterkontinentet.

657.   Det rocker i haven,
       Det et partytime og
       Jokerfuglen sidder 
       På sin gren og griner.

658.   Jeg sidder nedenunder
       Med en lunken drink
       Og en håndfuld
       Dovne metaforer.

659.   Men spottefuglen 
       Kan tage en joke,
       Og hvem ved, måske
       Har han hørt et hammond orgel
       Med et band i Cameroun

660.   Gulbug kom og spil;
       Fra den afrikanske himmel
       Til sommerlandets tage,
       Velkommen tilbage!

Solsortens melodi

Solsortens melodi

Sang

554.	Solsortens sang er en situation *), hvor fugl og menneske kommer hinanden ganske nær.

555.	Solsorten er et væsen, der udtrykker sig i toner og lyde, vi aldrig forstår. Og alligevel genkender vi lyden; vi forbinder tonerne med stemninger hos os selv, ligesom vi fornemmer en stemning hos fuglen. Indbildning, sikkert, men helt virkelig - hver gang.

556.	Vi mærker et nærvær af et levende, skabende væsen - jeg vrider mig - måske endda en sjæl **). 

557.	Han sætter sig i et træ og begynder at synge; han virker som et forandret væsen: Solsortens krop og psyke ***) i ro.

558.	Væk er det iltre, skingre, det skabede. Væk er det flaksende, det jagende, de evindelige slagsmål.

559.	En fugls liv i det fri er altid i flux. Fuglen flytter sig indenfor sekunder. Evigt vagtsom for ikke selv at blive udset som bytte.

560.	Men solsortehannen kan synge i en time fra sin gren. Hvad laver han, eller måske er det rigtige spørgsmål snarere: hvad vil han?

Territorium

561.	Fuglesang er mest territorial. Også solsorte har afgrænsede territorier. Det er optalt: Et par pr. ca. 1200 m2 standard havehabitat; mere i skovområder.

562.	Men denne grænse ser for mig ud til at være flydende; derfor er det måske bedre at sige, at der er et antal solsortepar på et givet område, og de ligger i uophørlig grænsestrid.

563.	Parret (fordi man ved, at både han og hunner forsvarer territoriet) lader til at blive antastet hele dagen og de håndhævet enhver bid jord i uophørlige håndgemæng. De lader ikke til at have et territorium, andre solsorte respekterer.

564.	Ingen fugl er så street som solsorten. Man ser næsten aldrig to solsorte i nærheden af hinanden. Kommer én nær, er der straks mobning, larm og ballade.

565.	Grænserne for solsortens territorium virker flydende. Dens territorium forstås måske bedre som en gruppe af solsortepar på et givet område i uophørlig kontakt og skærmydsler. 

566.	Solsortens territorium består i denne optik af et indre område tæt på reden og et ydre område med porøse grænser til nabopar.

567.	Min observation er, at solsortens næppe synger for at holde andre solsorte borte; dertil foretrækker de at slås.

568.	Der sker jo et eller andet med en solsort, når han begynder at synge. Hele hans adfærd ændrer sig. Han skifter fra det krigeriske til noget kontemplativt eller til noget, der kunne lyde selvsikkert og proklamerende. 


Strofe


569.	Sangen kan beskrives som en sekvens af korte strofer af 2-3 sekunders varighed adskilt af korte pauser på 2-6 sekunder. 

570.	Hver strofe synes af bestå af to dele. Den første del er altid holdt i et roligt, lavere toneleje og varer som regel lidt længere, end den anden del.

571.	Sidste del af strofen er hurtigere, højre og ender som oftest i en høj, piftende tone eller en skarp staccato. Sluttonerne er nogle gang skrattende eller hujende, men lyden er altid det, jeg vil kalde harmonisk ****) forenelig med resten af strofen. 

572.	Ingen to strofer syntes at være helt de samme. Han syntes at variere og improvisere sit register i det uendelige. Men registret gør, at sangen altid lyder som solsortesang.

573.	Strofen kan også ses som en lavfrekvent første del og en højfrekvent anden del. Lyden af den første begrænses da til nærterritoriet, mens den anden del når ud i det ydre territorium

Sekvens


574.	Solsorten synger sekvenser af strofer. Den kan synge 80-100 strofer på et kvarter.  Med den kadence, består en timelang sekvens af måske 400 strofer.

575.	Jeg har hørt sekvensen på op til tre kvarter. Mange sekvenser er meget kortere. Solsorten bliver forstyrret eller afbryder - eller måske bliver han bare færdig og flyver sin vej.

576.	Sekvens implicerer, at udtryk bæres videre fra den ene strofe til den anden. Sagt på en anden måde, sekvenser danner et forløb. Solsortens sang er lange sekvenser af levende udtryk.

Tema


577.	Den første del af strofen er dybere og blødere og syntes at følge et mere ensartet fløjtende mønster, som jeg kalder et tema.

578.	Den sidste del er høj, skrattende eller skarp. Det lyder mere improviseret, mere atonalt. 

579.	Det kunne lyde som om den første del er et tema, mens den sidste del er en variation eller en signatur. Den første del er standard-solsort register, den sidste del er individualiseret (ieg).

580.	Vi kan forstå temaet i den første del baseret på register af grundkoder og den sidste del som en udvikling af temaet.

581.	Temaer kunne derfor høres af andre solsorte og have betydning for dem. Den sidste del fortæller måske, hvem der er afsenderen.

582.	Tema må også forstås som udtryk, der giver sammenhæng i en sekvens af udtryk. Temaet har altså i denne udlægning funktion af det, der svarer til en melodi.

Melodi

583.	Melodi er et fænomen, der er bundet til takt, rytme, tonehøjde, tidsinterval og gentagelse. Melodi har funktion som kommunikation, gruppeidentitet og kulturelt sammenhold.

584.	Vi antager eksempelvis, at hvalens sang har alle, eller mange af, disse funktioner. Vi kan i al fald sagtens forestille os, at det er tilfældet. Så hvorfor ikke også hos solsorten?

585.	Sammenhængende toner i en antropogen melodi er målt i dele af sekunder. Hvis der går længere end et sekund mellem takterne, begynder melodien at opløses.

586.	Men melodi hos hvalen eller solsorten er måske helt anderledes sammensat end vores. Hos solsorten kunne man forestille sig, at der kunne være mange sekunder, eller timer imellem de enkelte takter. 

587.	Hos hvalen kan der måske gå dage mellem tonerne i en melodi. Afstandene er enorme, havet et tyndt befolket. En sang strækker sig måske over måneder. Måske går en melodi hos hvalen fra individ til individ.

588.	Ligesådan er solsortens sang måske en melodi, der udfolder sig i løbet af hele dagen. Den enkelte strofe er en takt i melodien, der i vores øren er for lange til at vi kan skelne en melodi. 

589.	Så er det vi begynder at snakke om, at noget har betydning - med vilje.

Værk og betydning


590.	Solsortens sang kan måske beskrives som et “værk”, altså et skabende udtryk skabt af et levende individ. 

591.	Sangen udtrykker stemning og sindstilstand hos solsorten. ”Betydning” er ikke et kriterium for at kalde noget et værk, men ”vilje” til at skabe det er nok nødvendigt.

592.	Jeg tager det for givet, at den ikke har noget at sige mig. Med andre ord, er al min fortolkning af dens sang forkert allerede i sit udgangspunkt.

593.	Men solsorten vil jo åbenlyst noget med sin sang - sit værk. Han kommunikerer og kodificerer betydninger med det, der hos os er blevet til sprog. Jeg vil aldrig forstå, hvad det er; og han er komplet ligeglad med min sang til ham.

594.	(Bortset fra, at solsorte er kendt for at kunne efterligne menneskers stemmer, eller andre fuglestemmer. Så måske vil han mig noget alligevel).

595.	Vi kunne jo have noget tilfælles. Vi kunne have en sammenlignelig oplevelse af liv og udtryk; jeg vil sige kunstnerisk udtryk; jeg vil sige at besidde en krop/ et sind, der vil noget og som kræver - sådan føles det - at få et udtryk, dvs. et ”værk”.

596.	Det må være åbenlyst at solsorten kan lide - overdådigt meget godt lide - at synge. Det er en sang, vi i øvrigt begge holder meget af. 

597.	Solsortens melodi, hvis det er sådan, er måske udtryk for dagen der går; en meditation over tilværelsen her på jorden. Ieg er her. Ieg lever. Ieg er til.

598.	Solsorten sidder stadig derude tusinde år senere og synger sine tidløse aftenkadencer: en vesper, yah, solsortens raag desh *****) . 


*)  Vi mangler et nyt begreb for denne tilstand af forståelse på tværs af artsgrænsen, som jo ikke er kommunikation, for den anden part vil jo ikke “sige” noget til os; men situationen er signifikant.

**)  Ughh, det ord måtte trækkes strittende ind på papiret, hvor det ligger dér, som et pindsvin.  Men træk det religiøse element fra, træk det spirituelle element frem, og så står vi tilbage med noget, som vi kan sanse, der er skabt af en bevidsthed, noget der har en åndelig kvalitet, langt ud over fysiognomi eller overlevelse.

***)  Skal vi have et ord for animalske og avianske sindstilstande, og har vi brug for et sådant ord? Jeg sidder med en tekst og skal udtrykke det for mig helt åbenlyse faktum, at solsorten har forskellige sindstilstande, en psykologi, som jeg er sikker på er individualiseret, knyttet til det enkelte solsorteindivid.

****)  Begrebsvarsel: Men det er måske fordi jeg er livslang lytter af Beethovens strygekvartetter. Jeg er overbevist om, at en dygtig violinist kan gengive solsortens sang og kadencer, og at vi uden videre ville forstå det som et musikalsk udtryk eller kunst.

*****)  Klassisk instrumentel aftenmusik fra Hindustan, spilles f.eks. på sarod og tabla.

Musvit500 (konklusion)

Musvit500 (konklusion)

537.	Et musvitpar flytter ind i en ledig redekasse sent på sæsonen, enten er de sene startere eller det er årets andet kuld. De flyver redemateriale ind til kassen: strå, totter, kviste.

538.	Den ene har taget en stor kvist i næbet, 7-8 cm lang, og da hun hager sig fast under redehullet hænger naturligvis fast. Kvisten er omkring dobbelt så lang som hullet er bredt.

539.	Musvitten masser og skubber, men kvisten er for tyk til at bøjes. Hun flytter den frem og tilbage henover indflyvningshullet og forsøger at få genstand og hul til at passe sammen.

540.	Efter lidt tid, 15-20 sekunder, finder hun ud af at dreje kvisten og stikke den ind gennem hullet med den ene ende først. Hun forsvinder straks ind i redekassen uden at slippe sit tag i kvisten.

541.	Musvitten viste alle tegn på intelligent adfærd:
           o	Bevidst forehavende – redebygning.
           o	Målsætning – kvisten skal kunne komme ind.
           o	Løsningsorienteret tilgang – prøve sig frem.
           o	Evne til at lære af egne erfaringer – prøve nye måder.
           o	En arbejdsmetode – find den rigtige løsning.
           o	Tålmodighed – evne til at se fremtidig situation.
           o	Resultat - løsning på et rumligt, geometrisk problem.

Musvit – 500 gange i døgnet (fortsat)

Musvit - 500 gange i døgnet (fortsat)


468.	Observation af redekasse med et musvitpar og et udklækket kuld. Kassen ophængt i ung rødeg, skygget af bøg og en stævnet ahorn med fem slanke stammer tæt, der giver gode pladser til musvitternes anflyvning.

469.	Vejrforhold: let til frisk vind, skiftende skydække med periodvis solskin, temperatur omkring 12-14 grader.

470.	Jeg iagttager redekassen fra siden i en afstand på ca. 3 meter inde fra gazebo, der giver begrænset udsigt til omgivende træer men godt overblik over terrænet.

471.	Ind- og udflyvning er mere varieret end mønstret fra igår, fordi der let adgang fra alle sider. Udflyvning sker ofte i en skarp kurve bag om træet med radius 60-80 cm. Indflyvning sker af og til i samme bane.

472.	Jeg iagttager en enkelt gang en musvit indflyve, mens magen opholder sig i redekassen. Musvitten rammer redehullet og flyver straks væk uden indhopning. Jeg ved ikke om parret varskoede hinanden ved indflyning eller om den ankommende musvit alene registrerede magens tilstedeværelse. Tydeligvis var der ingen forudgående kontakt mellem de to mager. 

473.	Opholdstid i redekassen ca 10-12 sekunder i gennemsnit. Dog to gange ophold i redekassen af betydeligt længere end gennemsnittet. Dette er indikation for kuldpleje. Ordet pleje er værdiladet. Vi forbinder det med omsorg. Men kuldpleje kunne indebære infanticidium for at forøge et kulds overlevelsmuligheder. Jeg antager, at forældreparrets primære motiv er kuldets overlevelse og ikke pleje af enkeltindivider. Men jeg ved intet: jeg gætter, gør mig forestillinger).

474.	Enkelte gange sætter en musvit sig på en indflyvningsgren og bearbejder et fødemne med næbbet, mens det holdes fast mod grenen med kløerne. Muligvis sluger musvitten det selv.

475.	Har læst, at musvitter kan fjerne larvetarme før fodring af afkom, idet tarmens indhold af tanniner nedsætter afkommets vækst. Hvordan er denne erfaring dannet hos musvitten og hvordan bliver den videregivet fra generation til generation?

476.	Ekskurs om instinkt: At tillægge andre væsener instinktive reaktioner er udtryk for udbredt menneskelig ringeagt og benægter deres erfarings- og indlæringsevne. Vi siger ofte (nu mindre), at dyr eller fugle handler per instinkt. Men andre væsner kan, givet deres hjerne- og sanseapparat, have indlæringsmønster, der er sammenligneligt med os selv. 

477.	Mennesker har samme former for instinktive reaktioner som andre dyr, især overfor trusler i naturtilstand (eks. frygt for slanger, respekt for ørneøjne, angst i nattemørke, etc.). 

478.	Jeg iagttager musvitterne fouragere i haven. Kan ikke bestemme eller forstå omfanget af deres revirer eller relation til andre rugende musvitpar i området, eller fødedeling og/eller konkurrence med andre arter rugende fugle i nærheden. 

479.	Hyppigheden af redebesøg indikerer et begrænset revir, men om det er stort et lille er en specifikt menneskeligt optik bestemt af vores fysik og mobilitet.

480.	Musvitten indbringer forskellige former for føde, uden at jeg kan bestemme arten heraf med det blotte øje.

481.	Ungers kald er en regelmæssig strofe med 5-6 stigende toner, der gentages med et sekunds mellemrum. Spag, lidt skrattende, men melodisk og vedvarende. Kan ikke vide med nogen sikkerhed, om unger kan registrere forældres ankomst eller tilstedeværelse udenfor redekassen.

482.	I en periode på en time med start kl. 10:38 tæller jeg 23 indflyvninger +/- 2. dvs. en indflyning hver 2 minutter 10 sekunder .

483.	Jeg ved ikke om forskellen til det andet musvitpar er signifikant. Et stort antal variabler kan påvirke hyppigheden af indflyvninger: forældreparrets færdigheder, dedikation, fysiske tilstand, fødeudbuddet, der evt er afhængig af vind- og vejrforhold, kuldstørrelsen, trusselsbillede i omgivelserne, mm.

484.	P.S.  Musvitterne har nu forladt redekasserne. Vi har aner knapt nok, hvad der sker i verden udenfor. Empiri er godt, empati er bedre.

Musvit – 500 gange i døgnet

Musvit - 500 gange i døgnet


441.	Jeg sidder på en havebænk med udkig til mejsekassen for at tælle antal musvitindflyvninger i timen. 

442.	Det gælder om at anskueliggøre arbejdet, energien, indsatsen af de små skygger, der hver dag flakser forbi ruden til mit arbejdskammer halvanden meter fra poetens hoved.

443.	Under musebøgen en solplettet aften sent i maj klokken 18:32 starter jeg mit stopur.

444.	Jeg sidder omkring 10 meter fra redekassen, der er ophængt på facaden knap to meter over jorden. Huset er omgivet af høje bøge og stilkege. Et par grene rækker ned et par meter fra redehullet. Det giver musvitten dækning, udkig. 

445.	De to første gange hopper musvitten fra kvist til kvist. Forsigtig, tøvende. Hun afgiver aldrig advarselssignal, så hun ser mig ikke som aktuel risiko. Eller er jeg faldet sammen med omgivelserne og sidder musestille? Som ham med lærken? Næppe: Det er selvsmiger. Hvad ser/hører musvitten? Hvilke andre sanser bruger den? Hvordan?

446.	Musvitterne danner et par. To gange ser jeg dem begge på samme tid i træerne omkring reden. Det viser også, at ungerne er udklækkede, selvom jeg ikke kan høre ungernes kor af elektrisk vibrerende minipip.

447.	Jeg kan ikke skelne hannen fra hunnen i farten. Jeg ved dog på forhånd, at musvitter danner monogame par og de er fælles om fodring af kuldet. Ellers kunne der være både fem eller ti musvitter om fodringen, uden at jeg ville have den ringeste anelse om det.

448.	Musvitparret meddeler ikke noget til hinanden, så vidt jeg kan høre, i den time, observationen står på. De afgiver ingen lyde, indlader sig ikke i samvær. Højst sandsynligt har de andre former for kommunikation. Fordring og træning af et kuld unger er en kompleks, social opgave, der næppe lader sig gøre uden kommunikation.

449.	Indflyvning til redehullet er lynhurtigt og teknikken er hver gang den samme: Musvitten flyver direkte mod hullet uden at sænke farten; næb og hoved skyder direkte ind i redehullet, inden kløerne rammer forsiden af redekassen og resten af fuglen forsvinder ind i kassen med et blødt bump. Tolerancen måles i tiendele sekunder, nær grænseværdier for det menneskelige øje.

450.	Indflyvningsrute: Musvitten dykker som regel ned fra en af de store træer; nogle gange meget brat, andre gange flyver de ned i to bløde buer adskilt af et par vingeslag og styrer direkte ind i redehullet som beskrevet ovenfor.

451.	Udflyvningen er næsten lige så hurtigt, men der sker samordning af to-sidigt risikobillede, før fuglen skubber sig igennem og flyver ud af redehullet. Der er intet fast udflyvningsmønster. Musvitterne kan udflyve til højre, til venstre eller nogenlunde lige ud i ret linje eller opstigende kurve. Jeg ser aldrig, at de flyver nedad. 

452.	Jeg ved ikke hvad der betinger deres udflyvningsmønster eller om der er forskel på hannen og hunnens udflyvning; kan det være individuelle vaner, præferencer, faktorer i miljøet, eller synspåvirkninger? Jeg har heller ikke tal for, hvor mange gange hver type udflyvning foretages, men det virker jævnt fordelt. 

453.	En enkelt gang flyver en musvit ud og krænger straks tilbage i en bue op over husets lave tag. Hvorfor, får jeg aldrig at vide. Men et eller andet i musvittens kvikke hoved får den jo til at afvige fra de normale mønstre. Altså er musvitten intelligent adfærdsmodificerende i snævert menneskelig forstand.

454.	Ophold i redekassen. Jeg tager ikke tid på opholdet, men jeg anslår et gennemsnitlig ophold i redekassen på 10-12 sekunder. Jeg har ikke viden om eventuel forskel i opholdstid mellem han og hun. Begge deltager i plejen af yngel *. 

455.	Jeg tæller 31 indflyvninger af to musvitter på 60 minutter, usikkerhedsmargen +/- 1. En indflyvning hvert 1 minut og 56 sekunder.

456.	Jeg ved ikke så nøje hvor mange timer en musvit fodrer sit kuld i løbet af et døgn; jeg ved at de vågner og går til ro bestemt af lysets styrke. Jeg anslår derfor et arbejdsdøgn på denne årstid på omkring 15 timer. Det giver 450-500 indflyvninger i døgnet for et musvitpar. 

457.	Jeg antager at redetiden for et mellemstort kuld med jævnt fødeudbud er ca. 20 dage. Det omregnes til omkring 9-10.000 indflyvninger for at få et kuld ud af reden. Hertil kommer hannens indflyvninger til hunnen under en gennemsnitlig udrugningstid på 15 dage: måske yderligere 2-3.000 indflyvninger.

458.	Under gode betingelser udruges et andet kuld, som dog plejer at være længere om at blive flyvefærdigt på grund af lavere fødeudbud. Altså yderligere mindst 10.000 indflyvninger. Hertil kommer opgaver til bevogtning og istandsættelse af reden og indflyvning af materialer. Alt i alt er det nok ikke forkert at anslå et musvitpar foretager omkring 25.000 indflyvninger på en ynglesæson. Lad os antage en margen på +/ 5.000 indflyvninger. 

459.	Jeg overvejer hvordan det ville være, hvis min elskede og jeg gik ud og ind ad hoveddøren 500 gange i døgnet i samme relative fart som musvitten. Lad os bare sige, at vi lader døren står åben hver gang. Jeg frafalder også betingelsen om, at vi skal flyve ind. Men der skal fart på. 

460.	Jeg har ikke målt det, men lad os antage at musvitten tilbagelægger en bane på 8 meter fra udsigtstræ til redehul på 2 sekunder. Musvitten måler ca. 14 cm. Altså indgangsfart 28 gange egen kropslængde i sekundet. Jeg er 1,80 høj. Det vil svare til, at jeg skulle brase ind i huset med en fart på knap 50 m/s (orkanstyrke begynder ved 32 m/s) svarende til 180 km/t - 250 gange om dagen (min elskede står for de øvrige 250 gange). 

461.	Mit eksempel er falsk, fordi det ikke tager højde for forskellen i vores kinetiske energi, når vi suser ind gennem vores respektive redehuller.  En springhale på 0,1 mm kan hoppe 100 gange sin egen kropslænge lige op i luften. Altså skulle jeg kunne hoppe 180 meter op. Det er også en falsk sammenligning, men den er god.

462.	Sammenligningen illustrerer ganske godt, at hjernefunktion og sansning er 100% kropsligt betingede og afhængige af hinanden og udelelige i funktion og effekt. Sanseindtryk og tankedannelse i enhver form er artsrelaterede og individ-specifikke, selvom de fysisk-materielle forhold er de samme.

463.	Sammenligningen lader også forstå, at hjerne, sanseorganer, opfattelse, tænkning, reaktioner og umweltsindtryk er meget forskellig mellem mig og musvitten. Det havde vi jo en anelse om i forvejen

464.	Men samtidig er der jo slående ligheder i det vi gør og derfor også, antager jeg, i den måde vi opfatter omverden. Der er kun små forskelle i vores sanseapparat og nervesystemer. 

465.	For hvad er sammenligneligt på tværs af artsgrænsen **) ? Sanseligt, videnskabeligt, billedligt, neurologisk, statistisk, emotionelt, eller bare sundt skeptisk? 

466.	Hvordan er det, jeg skal kunne indleve mig i musvittens måde at opfatte sine omgivelser, for slet ikke at tale om dens selvopfattelse? Det handler de titusind ting om.

467.	I morgen laver jeg kontroloptælling fra sæsonens anden mejsekasse i et skovstykke på grunden. Data ligner viden, data er måske viden; så lad os få mere af det. Men måske er data også et udtryk for det, vi reelt ikke ved. 
*) Yngel er et værdiladet ord, der bruges til at fratage dyr og deres afkom personlighed. Ses tydeligt ved anvendelse af ordet unger om afkom af arter, vi favoriserer eller har empatiserer med. Unger er i øvrigt et godt eksempel på et ord, der oprindelig er brugt om dyr, men overført til menneskebørn i betydningen vi tager ikke vores afkom alt for højtideligt.

**) Om artsgrænsen og fælles sansesystemer, se Charles Fosters fremragende og dybt originale Being an Animal – Adventures across the species divide (2016).

Landsvaler

Landsvaler

292. Et landsvalepar er vendt tilbage
Under halvtaget på vores veranda.
I fem uger denne sommer lever vi
To familier i øjenhøjde.
En rede over havedøren,
En meter mellem dem og os.

293. En svale er født med overblik
Over marker, skove og fjorde,
Over ørkner, storbyer og klipper.
Træer, grene og tage hvirvler forbi,
De stormer skrigende gennem luften
Jager, vender, dykker og leger.

294. Svaleparret udser det bedste vue
Over indflyvningen til reden
Fra toppen af en ranglet løn.
På de øverste kviste sidder de
Knitrer, vogter og vugger i brisen
Holder øje med reden, rovdyr og os.

295. Reden er lige over havedøren.
Jeg kan stå med døren åben,
Se op til reden en armlængde væk.
Ungerne vokser og fylder pladsen ud.
En håndfuld pulserende dun,
Der truer med at spilde over;
To unger ovenpå de andre.

296. Sidste år mistede de et kuld.
Reden faldt og rutschede ned;
Fem spæde unger kastet ud.
I tre døgn sad forældreparret
På et hegn i haven i vildrede.
Deres stemmer knirkede i sorg;

297. Fortvivlede, tror jeg, vågede de,
Et sving ind omkring verandaen,
Hvor deres første kuld forsvandt.
På fjerdedagen besluttede parret sig;
Begyndte at bygge en ny rede
Et andet sted under samme tag.

298. Svaler er sociale og sludrende.
De triller, de kalder, de knitrer.
Skænder, larmer og beroliger.
De hviner og skriger af rivaler,
Jager dem rundt i området
I vild, akrobatisk, synkron flugt.

299. Øjne, hjerne, hjerte, sener
Styrer liv og lemmer
Med tolerancer, der måles
I hundreddele sekunder.
Energien stråler ud af dem,
Lyser fra deres vingespidser.

300. Kun om natten flyver de ikke,
De kan ikke se, de er lammede.
Forældreparret klumper sig om reden
Hunnen i reden, hannen ved siden af,
Trykker sig sammen, ånder, sitrer.
Øjne følger os.

301. Titusinder af indflyvninger og landinger
Titusinder af insekter bringes ind.
Forældrene skiftes til at sidde på reden.
De kalder på hinanden,
De har lyd for tid til at skifte plads.
De har lyd for nu nærmer jeg mig.
De har lyd (meget højt) for hold dig væk.

302. Svalen kan holde stille i luften
Holde sig oppe med vingeslag
Et sekund, højst to,
Den ene spørger, vil du have mad
Den anden svarer, tag over her.
Ungerne er skrigende orange trekanter
Når de åbner gabet,
Når de hører svaleforældrene
Bringe insekter til reden.

303. En unge maser sig baglæns
Med anus ud til redekanten
Forældrefuglen hænger fast, parat,
Plukker en kugle klat fra endetarmen
,
Slipper taget, vender sig i luften,
Suveræn manøvre, og flyver ud
,
Bortskaffer skiden i et blomsterbed.

304. De hjælper deres unger på vej,
Fodrer dem, også i flugten
Når ungerne sidder uden for reden
Uden endnu at kunne flyve.
En unge falder ud i flugtforsøg
Og bli’r fanget af verandaglas
En forælder lokker, kalder, viser vej,
Og ungen finder ud.

305. Når jeg står i døren, kan vi ses:
De vender et obsidan-øje mod mit
En lille sort skive uden pupil
,
Fuldstændig fremmed, aldeles vild,
Ingen kontakt, ingen genkendelse
Intet udtryk, bare blank natsort.
Jeg har aldrig følt mig så fjernt
Fra noget andet levende væsen.

306. Men vi gør jo helt det samme:
Samme snak, samme skænd,
Samme ængstelse, samme sorg
Samme hverdag, samme gøremål
Samme form for oplæring og træning,
Samme form for omsorg,
Samme delte ansvar.

307. Sidste år gjorde de reden klar,
Klinede redekanten op,
Bragte friske materialer ind.
Men en morgen, pludselig var de væk,
Reden hakket ned, forladt og ødelagt.
Svalerne blev i luften sommeren ud,
Men kom ikke huset nær igen.
Hvilken beslutning, hvilke forhold?
Hvilken situation, hvilket valg?

308. Hvert år er jeg bange for
At de ikke kommer tilbage igen,
Udsultede og måske forgiftede
Af landbrugets massedrab
På insekter og fødekæder.

309. Jeg lader alt organisk materiale ligge
Kævler, kviste, grene, blade, æbleskrog,
Alt grønt affald fra vores køkken,
Papir og pap i strimler og stykker.
Alt komposteres, ingen kemikalier.
Alt, for at få insekter til at yngle
Og svaler til at komme.

310. Det er slet ikke nok,
Slet ikke, slet ikke.
Men hvis nu en dag,
Svalerne ikke kommer,
Hvor er så min vished for,
At mine børnebørn kan overleve
Uden svaler?
Så har vi mistet noget,
Nej, så har vi slået noget ihjel,
Som er i familie med os selv,
Med samme vilje og samme evne
Til at være til i den samme verden.

311. Zhang Zai, du vidste det:
De titusind ting, alt levende,
Anser vi som vores krop.
Charles Foster vidste det også,
Da han tudede af rørelse
Over mursejlerens genkomst.
I haven på Stevns:
Samme taknemmelighed
Samme glæde, samme frygt.

Fuglevinge skygger for min hånd

Fuglevinge skygger for min hånd

287.	En fuglevinge skygger for min hånd
        Den flakser på det grå papir
        Hen over hånd og fyldepen.

288.	Musvitten flyver ind til redekassen
        På facaden ved mit arbejdsvindue
        Solen fanger fuglen på min hånd.

289.	Hun ser mig ind gennem ruden.
        Angst, adræt drejer hun og flygter bort;
        Panikken spredes ud på mit papir.

290.	Hun søger tilflugt på sin udkigsgren,
        Tripper vredt, fornærmer mig,
        Et farligt skrummel i et kammer.

291.	Det varer kun et split sekund,
        Jeg når knapt at kigge op, forundret,
        Og kvittere for det stille skyggespil.

Solsort ved jævndøgn

Solsort ved jævndøgn


278.	En solsort flakser op 
        fra sit kolde morgenbad
        Sætter sig på kvaset.

279.	Tørrer dun og vinger,
        Ordner fjer og parasitter
        i den varme forårssol.

280.	Solitairefugl, altid knotten,
        Skræmmer andre fæller bort,
        Vinger i brus og fældet næb.

281.	Fouragerer i det visne løv:
        Et hop, et dyk, et kast,
        Blade hvirvles op.

282.	Ser sig om med stive blik,
        Bevæger sig i hak og stød.
        Gentag, hidsig, gentag.

283.	Nervøst gemyt og aggressiv.
        Farer op og flygter væk
        Med skingre galningskrig.

284.	Men når aftenluften falder,
        Og vind og lyde stilner af,
        Høres bløde fløjtelyde.

285.	Han forkæler sine toner
        Temastykker uden melodi  
        Slutter på en enkelt node.

286.	Vellyd og ro i terrænet,
        Mening for os begge to;
        Fælles vesperstemning.
Se også Solsortens melodi, vers 554 ff.

Syn

Syn

260.	Rovfugle ser.
        Ser mere end nogen anden.
        Vi ser, at de ser.
        Den vigtigste sans,
        Det højeste organ.
        Vågen, overvågen,
        Vagtsom, fysiologisk parat.
        Vi forstår dét, at være udset,
        Som bytte og som betragter.
        Det synbares uomgængelige modalitet *).

*) I erindring om James Joyce, Ulysses (1922); se kapitel 3: Proteus.

Ugleøjne

Ugleøjne

259.	To orange bøssemundinger:
        To øjne hos en ugle i flugt. 
        Den eneste fugl, hvor vi møder
        Begge øjne på én gang.
        Derfor deres venlige udseende.
        Fladt ansigt, mere ro, mere udtryk.
        Nogle ugler har sorte øjne,
        Med øjenlåg, der lukkes.
        Kloge, søvnige, ophøjede.
        Tæt forbundne.

Ørneøje

Ørneøje

257.	Det fikserede øje,
        Tog sigte på vores aner;
        Små, pelskædte hominider
        Søgte skjul i træerne for
        Den lydløse, nådesløse, 
        Klobevæbnede skygge,
        Der faldt fra oven.

258.	Som art har vi glemt det:
        Frygten, skrækken, slaget.
        Vi har taget ørnens post.
        Det er os, der jager nu.
        Vi ærer dem med navne,
        Kongeørn, kejserørn,
        Vi fryder os i byttets sted.

Om spurvehøgens øje på foranledning af min nabo

Om spurvehøgens øje på foranledning af min nabo

180.	Min nabo bringer til min dør
        Udsøgte væsener i sine hænder:
        Næsehornsbiller, stålorme,
        Rævekranier, sumpcypresser,
        Og her i går en spurvehøg.

181.	Rasende, hjertehamrende høg.
        Jeg fikseres af hendes ene øje,
        Kan vi forklare det; har vi ord?
        Eller har vi kun billeder
        Og ordløse minder
        Fra urslægters historie?

182.	Billeder, så:
        Et rundt øje med orange iris
        Omslutter en sort pupil.
        To optiske nerver i hvert øje
        Giver dobbelt fokus, dobbelt syn.
        Hovedet falder i hak på halsen.

183.	Øjet drejer, men ændrer aldrig form.
        Det reflekterer lys, det skinner
        Altid med samme styrke.
        Øjet blinker ikke, det stirrer
        Uden udtryk, vi kender til.

184.	Ansigtet er ubevægeligt.
        De smukkest arrangerede fjer,
        Bagudstrøgne og strømlinede.
        Et prægtigt aerodynamisk hoved,
        Æstetisk ophøjet i vores øjne;
        Mere skulptur end ansigt.

185.	Hovedet bæres altid højt,
        Hun stirrer oppefra og ned.
        Vi ser stolthed, perfektion,
        Knejsen og arrogance.
        Alt hvad vi selv aspirerer til
        Og slår andre ihjel for.

186.	Ingen følelse vi kan forstå,
        Ingen formildelse vi kan se,
        Ingen nåde vi kan tage imod;
        Kun den synlige vilje til at dræbe.
        Derfor ærefrygt og ophidselse,
        Fornemmelsen af atavistisk angst.

187.	Skønne fugl i vild symmetri!
        Evolutionens hånd og øje *)
        Har skabt dette pletskud
        I den menneskelige fantasi,
        Om blodtørst og status,  
        Om vold, bytte og magt.

188.	Mei Yao Chen beskrev ærefrygten:
        Færten af kød, jagten og dykket.
        Det knuste hoved, det opsprættede bytte.
        Indvolde slynget ud til gribbene, 
        Der kredsede over Buddhaens statue,
        Stænket af fuglelort, tusind år siden **).

189.	Vi slipper spurvehøgen fri.
        Hun svinger sig op og ud og væk.
        Tilbage står vi med mindet
        I vores tomme hænder.
        Jeg indleder tænksomt, også jeg,
        Mit digt en tidlig forårsmorgen. 


*) I erindring om William Blake, The Tyger (1794).
**) Mei Yao Chen (1002-1060), betydelige og produktiv kinesisk digter under Song-dynastiet. Der henvises til digtet: En enlig falk ovenfor Buddhasalen i Klosteret for Verdens Renselse (1044).

Musvit i en redekasse en tidlig forårsdag

Musvit i en redekasse en forårsdag

173.	En musvit hakker i sin redekasse
        Lige uden for mit vindue.
        Hun hamrer og kratter i træværket
        Hver dag i morgensolen, mens
        Jeg kradser i mit skrivekammer 
        På den anden side af ydervæggen.

174.	Det knirker lidt i gulvet,
        Når jeg stiller mig ved ruden;
        Jeg hører hende; hun hører mig.
        Al arbejdslyd forstummer brat,
        Jeg fryser fast til gulvet;
        Vi holder vejret og venter.

175.	Spidsen af et kulsort næb
        Stikker varsomt ud af redehullet.
        Så den begsorte næserod,
        Så den sorte pande og isse,
        Den hvide kile hen over kinden,
        Og nu: et blankt og kulsort øje.

176.	Hun spejder, lytter, vejrer,
        Ser mig med det halve blik:
        En figur, en form, en lugt,
        Ukendt materiale, hår og skind.
        Hun ved, jer er der, men bliver.
        Trækker næbet til sig, tier.

177.	Vi mødes og vogter på hinanden.
        En vildskab med lidt venskab.
        Ingen hilsen, intet farvel, dog,
        Musvitten banker i morserytmer
        Inde fra sin rugecelle, som
        Jeg afkoder i mit kammer.

178.	Her er vi så, tre polstrede skeletter,
        Med huller, søm og luftlommer i,
        Beklædt med hud, planker og fjer,
        Lavet til at gå, stå og flyve.
        Jeg går titusind skridt om dagen,
        Væggen står i hundrede år.

179.	Fuglen flyver ind og ud af kassen
        Tyve tusind gange på en sommer,
        Insektjæger og mejsedræber.
        Jeg selv, udpiner af dyr og planter,
        Åbner hoveddør og ovndør dagligt.
        Vejen til frihed og død for mange.

Gærdesmutten

Gærdesmutten 

155. Bladbrune, vimse, jordnære væsen,
Den oprette hale, det kække bagspejl,
En kort flugt få tommer over skovbunden;
Kræfterne tikker i den lille fugl.

156. Hjertet banker i en blodrus
Flere hundrede gange i minuttet.
Hun bevæger sig i svip og stød
Med ubegribelig kraft i tynde ben.

157. Hun klipper tidssekvenserne i stykker,
Springer hér og pludselig dér;
Der mangler noget, synet hakker,
Når hun krydser rundt i hop og ryk.

158. Hendes stofskifte er så højt,
Man skulle tro at fuglen koger;
Hun må spise hvert kvarter,
Fodre den løbske miniaturekrop.

159. Som inkarneret gærdesmutte
Skriver jeg en roman hver morgen,
Æder en Dagli’Brugs om dagen,
Løber til Rom og tilbage på en uge.

160. Men det er bare tankespind;
Jeg ville få hjertestop og kollapse
I løbet af de første få minutter;
Død af udmattelse, stress og kulde.

161. Jeg kommer aldrig i nærheden af den;
I energi, atletik og appetit,
I mental styrke, i courage,
I hjertebanken, i biologisk ur.

162. Men hun har godtaget min grund,
Finder føde under havens egetræer.
Jeg kender hendes sang og ser hende tit;
En tarantel, en vims, og hun er væk.

Havørn

Havørn

73.	Den unge havørn fra i fjor, overvintret
        og overlevet i skovens sumpe, sidder i 
        en nøgen ær, da jeg nærmer mig ad stien. 

74.	Ørnen åbner vingerne og glider ud på 
        luften. Det hvisler fra vingekanten, 
        ørnen trækker vægt, det synger i dens 
        vingefjer og fuglen stiger op.

75.	Næbbet, den gule stevedorekrog, det bøse
        bryn og det barske øje holder mig i 
        sigtet, mens den slår en bue og ser 
        mig an.

76.	Tilfreds krænger ørnen rundt og op på en 
        udkigsgren. Et sidste skud med blikket 
        ned på mig, før den vender hovedet bort,
        ryster nogle fjer på plads og synker hen,
        sat i sten som dens øgleaner.

77.	Jeg forlader min audiens, vejet og fundet 
        alt for let, bukker let på retræten og 
        vandrer videre med fred i kroppen.

Grisefugl

Grisefugl

54.	Sløruglen kalder syv gange i natten på 
        en mand og ni gange for en kvinde, når 
        deres tid er inde. 

55.	Sløruglens kald kan minde om et vræl eller
        et hyl. Vi kalder den for grisefuglen. 

56.	Vi tror ikke på spøgelser, men vi er bange
        for dem.

Natugler

Natugler

44.	Ingen, der har set en ugle om natten, går uberørt videre i tilværelsen. At se en ugle er at komme meget tæt ind på livet og slægternes erfaring. 

45.	En ugles kald er gentaget og overleveret gennem ti tusinder af generationer. En ugle bærer urmenneskers første frygt og måben: mørke, styrke, fart, stolthed, vildskab, bytte. En ugle er en arketype.

46.	I går aftes så jeg natugleparret for første gang. Det var gråsort skumring, koldt og sent i februar. Farverne var svundet ind og afstandsdybden sløret. 

47.	Uglehannen kaldte fra egetræet lige over mit hoved. Jeg frøs fast og kiggede op; dér! en mørk og kileformet silhuet på en gren ved redekassen. Den kaldte på sin mage.

48.	Med ét var hun der: en grå skygge i et lydløst sug af fart henover husets tag, et skarpt drej på vingespidsen ind under egens grene, hvor hun forsvinder ned i redekassen. Alt er mørkt igen. Et sekund, ikke mere. 

49.	Lidt efter kaldte hun. En dyb varm vibrato fuld af sex, af redekald, af rugekald og magekald. Vi ved hvad det betyder, på tværs af svælget mellem arterne og adskilt udvikling i henved en kvart milliard år. Så ægte og så tæt på, at jeg, en meget voksen mand, bliver helt forlegen.

50.	Et uglepar krydsede min vej i aftes og jeg krydsede deres. Jeg forstår i brudstykker, jeg indser i glimt noget, der ikke kan udsiges. En bevidsthed langt ud over min egen.

51.	Ugleparret svæver ud i natten med deres ugletanker og uglesanser.

52.	Spejlet er tomt. Ruden er mørk.

Tranen

Tranen

39.	Tranens skrald lyder ud over skovens 
        kroner; et ekko fra en evig tid. Spændt
        springer jeg udenfor og spejder op 
        mellem træerne i higen efter synet af den.

40.	Dér: En enlig trane, et bølgende gråt
        kors på en grå himmel. Vinger, hals og
        ben skønt forenet i form og styrke.

41.	En intelligens udformet af elementerne: 
        formet af jorden, lavet til vandet og 
        båret ind på vinden. En skabning der
        hellere ville uddø end ænse os et eneste
        blik.

42.	Og dog. Tranen er her igen i år. Nede ved 
        jorden kalder jeg min stille tak.