De sidste to fugle i Hanoi
1885. En ejendomsmægleren og jeg i snak
I hans nyeste og bedste lejlighed,
En fem-etages blok ved Vestsøpromenaden;
Skydedøren ud til balkonen er åben,
Sollyset dovner i det fede, blanke vand.
Vi sludrer, vi vurderer, vi kender hinanden,
Penge og år er gået mellem vores hænder.
To spurve tripper forbi derude:
De sidste to fugle i Hanoi.
1886. Med ét høres sagte fuglefløjt udefra;
Han slår ud med armen, hans øjne himler:
Hvad mere kan du få: Levende fuglekvidder
Frit og kvit som en del af huslejen?
Det kunne være en lydoptagelse, siger jeg,
Syntetiske fuglestemmer, sensoraktiveret;
Han ser fornærmet ud, men det er mimespil.
Vi flytter ind, sætter krukker på balkonen;
Et spurvepar besøger dem af og til:
De sidste to fugle i Hanoi.
1887. Hver søndag formiddag ved søbredden
På bænke i cafeer, på små rastepladser
Ankommer unge mænd med tildækkede bure
Holdt i den ene hånd i scooterridt.
De hænges op på udspændte liner, hvor
Fuglene fodres, pusles og pludres;
Mænd nipper kaffe, ryger smøger, lytter:
En konkurrence i skønsang for småfugle;
Måske kommer vores spurvepar forbi:
De sidste to frifugle i Hanoi.
1888. Jeg prøver at huske, spø’r min elskede:
Var der måger over søen, krager i skraldet,
Var der finker og mejser i træerne?
Kan vi huske det? Var der, virkelig?
Hun siger, der er fugle på bøhlandet,
Måske mener hun også bare bøhfugl,
Ikke uvenligt, ikke anti-fugl, slet ikke,
Bare habitat-tilpasset megacitysprog;
De er nok spist alle sammen, siger hun;
Bortset fra dem på vores balkon:
De sidste to fugle i Hanoi.
Nyt i Index titusind:
Fugle ◦ 1885; Fuglefløjt ◦ 1886; Spurvepar ◦ 1886; Søbred ◦ 1887; Skønsang ◦ 1887; Bøhland ◦ 1888; Bøhfugl ◦ 1888.
Ænder på korte baner af sollys
Ænder på korte baner af sollys
1871. Med ét er der hul i grådækket,
Sollys overalt i et strålende nu;
Vi svæver rundt i striber af støv,
Løber til ruderne; se, vi er til.
1872. To dusin ænder i udrykning
I fart ind på sollysets baner
Lavt ind over trætoppe og tage,
Skråt nedad i retning mod kysten.
1873. Luften er fuld af skarpe skrat,
Kommandoer holder formationen tæt,
Kileformet spids og fokuseret
Med muskelkraft og stram disciplin.
1874. Et fremmed andefærd på kryds,
Presserende udladning af energi
Fra sorte og hvide dragter i flugt;
En fanfare, og trækket er forbi.
1875. Jeg når knapt nok at se dem,
Før kaldet svækkes, vi fortones,
Skydækket lukker sig igen;
Her er tyst og vintersmåt.
Nyt i Index titusind:
Sollys ◦ 1871; Ænder ◦ 1872; Formation ◦ 1873; Andefærd ◦ 1874; Skydække ◦ 1875.
Vintermusvåge
Vintermusvåge
1870. Grå, fugtig mark, endevendt,
En vintermusvåge i profil
Ensomt vejtræ på våd himmel,
Ornamenter langs en asfaltrute,
Revir af ådsler, ihjelkørt bytte,
En hare trykket i kolde furer;
Rovfuglens hoved, nu kun halvt vild,
Hvid fjerdragt, brune dråber,
Blod og pels på giftig jord.
Nyt i Index Titusind: Vintermusvåge ◦ 1870
I erindring om Du Fu (712-770), A painted Hawk, i The Poetry of Du Fu, 1.11, Library of Chinese Humanities, de Gruyter.
Engelsk version:Winter Buzzard.
Øjets fikspunkt
Klik på billedet for at se det i fuld størrelse
Øjets fikspunkt
1801. Ti-tolv gram formidabel flyver,
Dunpolstret, insektfordret
Flyvefærdig landsvaleunge
Til skolestart på min havedør.
1802. Mandelformede øjne, helt sorte,
I overstørrelse, stærkt på skrå;
Hun har fremadrettet syn
Det vidste jeg ikke før;
Svaler kan se i stereo.
1803. En flugtakrobat, og byttejæger
Synssans, høresans, luftsans
Retningssans og geomagnetisme
Med øje- klo og næbsensorer,
Nervebaner, synapser i gnister,
Muskelkontrol over alle fjer
Målt i mikromikrosekunder.
1804. En sort kalot, rustrødt ansigt,
Et lille næb gemt i fjer
Og en hvid, dunet krop
Med skørter til begge sider
I fin og kostbar supertråd.
1805. Væltet ud af reden, ærgerrig,
Op på dørens top, farligt sted
I dette øjeblik tillidsfuld
Eller modig, måske koldblodig;
Fikspunkt mellem to øjenpar.
1806. Intet fælles register af udtryk,
Ingen gensidig venskabstegn,
Ingen lyd, ingen gestus kendes,
Kun et mættet sekund i ro;
En forælder dykker ned,
Et hvin, et svaleskrig.
Nyt i Index Titusind:
Dunpolster ◦ 1801; Øjne ◦ 1802; Byttejæger ◦ 1803; Kalot ◦ 1804; Øjets fikspunkt ◦ 1805; Hvin ◦ 1806.
Grå fluesnapper
Grå fluesnapper
1586. I juni havde vi rugende gæster,
Et par grå fluesnappere logerede
I den tomme svalerede fra i fjor,
Centimeter over vores verandadør.
Ængstelige, sky, altid vedholdende,
Stilfærdige slidere, pæne fuglefolk,
Slet ikke som de vakse landsvaler,
Der skvadrer, skider og disputerer.
1587. Stille, de sagde sjældent noget,
Kun et blødt pift nu og da.
Sommetider, inde under halvtaget,
Stoppede de midtlufts foran reden,
Hang i en akrobatisk pirouette,
Vendte om, satte sig på gærdet,
Ventede, vågede, afvejede risici.
1588. Det blev til tre unger i reden,
Små, kunne knap ses eller høres;
I glimt en halespids, et næb,
Fodret, varmet, plejet i ugevis
Af forældreparret, kredsflyvende,
Insekter i næbbet eller slugt,
I flugt hver gang døren gik.
1589. Forleden forlod de reden;
Vi var med i flere timer,
Mens ungerne drattede ud,
Baskede ned, fløj ind i ruden,
Fandt en krukke, en partyhat,
Vippede på kanten, krøb i ly,
Peb lidt i de høje hertz.
1590. Forældrene, i deres tavse agita,
Fløj trekantsfart til ungerne:
Én i reden, én i blomsterkrukken,
Den fremmeste ude på en kvist;
Fodrede dem i farten, satte sig,
Sekunder i samvær på kanten,
Strøg deres hovedfjer med næbbet,
Beroligende, og svang bort igen.
1591. Det sidste billede, et afskedsblik:
En smuk og redefærdig unge,
Dunet polster i sin flyverpragt,
Kigger lige ind i kameraet
Med sit mørke, dybe øje;
Ukendelig vilje i perfekt fysik,
En individhed, sit eget væsen,
Vender sig, slipper, svinger ud.
Lofoten
Sporet i nord – dag 14
Lofoten
1543. Mågens vingebue,
Hvid streg mod mørke bjerge,
Grå bølger brydes.
1544. Træskur på pæle,
Fastgjort i klippe og hav,
Kold blæst bringer regn.
1545. Et fugleskræmsel,
Orange buks, fiskerhat,
Fangst af tørret skrei.
1546. Solen vælder frem,
Urfjeldets sorte vugge,
Nu fødes havet.
Sjagger
Sporet i nord – dag 5
Sjagger
1512. Jeg sover under åben himmel;
Birketræer suser, brisen svaler,
En sø indrammet af træer,
Insekter sværmer som røg;
Skjult i løvet og ude på plænen
Hakker en sjagger sit kald:
Tjak, tjak, tjak igen og igen;
Kold vågner jeg af babydrømme.
1513. På Akershus fæstning ved porten
Hvor de vilde blomster gror
Fanger en sjagger en orm
Få skridt fra hvor jeg står;
Pligt mod yngel trumfer frygt;
Hun hiver, hakker, fanger,
Trækker ormen frem af græsset
Fodrer sin unge, som følger jagten,
Udvokset, hoppende bag sin mor,
Skrigende, tiggende om mad
Under næsen på en præsident.
Nyt i Index Titusind:
Birk ◦ 1512; Sjagger ◦ 1512; Orm ◦ 1513; Tiggeri ◦ 1513.
Livsmoment
Livsmoment
1415. I vores liv gælder den regel
For dagen og aftenens gang,
At hver af os, når som helst,
Ufortrøden skal tåle
En afbrydelse, et ophold
Af minutters varighed;
Slippe ethvert gøremål
Med glæde og med iver
Og følge den anden
Ud i haven, ind i huset
Uden at stritte imod,
Men i tiltro til den anden,
Som ledt med bind for øjnene,
I tillid til at blive forført;
Og derfor må forføreren
Kalde ud i tro og kærlighed
For at vise den anden noget,
Der vækker fryd, forundring,
Selv den lille tusindting
Og mindste overdådighed:
En plante, et skud, en flue,
Et træ, en rod, hvad som helst;
Verden lever, vi lever,
Kom, se, følg mig, nu.
1416. Vi kalder det et livsmoment,
Og med det kan vi bede
Den elskede ud og hid.
I går blev jeg bragt ud,
Midt i et vers, et livsmoment,
Men reglen binder, lykken vinker,
Min elskede står derude, se:
Årets fire første mælkebøtter,
Havens lille hellighed,
Fredet, værdsat, velkommen,
Selvom jeg nu og da,
I ly mine brede skuldre,
Hiver et par stykker op
Fra asyl- og klosterbedet.
1417. I morges var det min tur;
Vindstille, køligt, lydløs
Morgensol på østfacaden,
En eufoni af fuglestemmer:
Gærdesmutters skarpe triller
Musvitternes parringsfløjt,
Bogfinkens travle skala.
Da jeg stod her i morges,
Mens min elskede endnu sov,
Kom to hjorte rundt om gavlen,
Så mig, frøs, forben løftet
Jeg hvislede, og de sprang.
Kom, stå her, hold min hånd,
Mærk morgenlysets farvespil,
Og den mos vi træder på,
Mærk verden her med mig.
Nyt i Index Titusind:
Kærlighed ◦ 1415; Overdådighed ◦ 1415; Livsmoment ◦ 1416; Bogfinke ◦ 1417; Farvespil ◦ 1417; Mos ◦ 1417.
Duer i blæst
Duer i blæst
1280. Duerne er urolige i dag,
Stryger hid og did
I kaotisk flok
På røggrå himmel;
Lander under egene,
Vralter, vogter, pikker
Efter agern, hvad som helst;
Flygter i synkron panik
På et smæld af vinger;
En trykbølge hvirvler
Visne blade rundt,
Fejes bort af blæst.
Nyt i Index titusind:
Due ◦ 1280, Blæst ◦ 1280.
Kompas og kryptokromer
Kompas og kryptokromer
I - En rødhalsrede
1294. Forrige år, en mild forsommer,
Altankasser i flor på facaden
Ret under mit arbejdsvindue,
En række af nye pelargonier;
Jeg skulle lige mærke efter
Rundt om planten med fingrene,
Fordi det føles godt, og så:
Pludseligt noget levende, dunet,
Pulserende varmt mellem fingrene
Skjult derinde: en rødhalsrede.
1295. Jeg tilstår, jeg havde set noget,
Når jeg stillede mig ved vinduet:
En hurtig flaksen, en brun skygge,
Måske en blafren af vingefjer,
Så jeg vidste, at der var noget,
Nej, nogen; men en rede?
Det faldt mig ikke ind,
Selvom det burde have;
Dolus eventualis, også kaldet:
Smid den tændstik, skuldertræk;
Rod rundt altankassen, hva’ så;
Lad ske, hvad der sker.
1296. Rødhalsunger, fire, fem af dem,
Krabbede væk og rundt i panik,
Ud over kanten, faldt til jorden.
Spredte sig, gik i ly, forsvandt.
Rødhalsemoderen kaldte, klagende,
Antager jeg, fortvivlet,
Vil jeg tro; og jeg, uagtsom,
Har ødelagt årets kuld;
Klodset, dum, kulpøs.
II – Træk syd
1297. Kun en tredjedel ville overleve
Det første træk til Nordafrika
Og flyvningen her tilbage igen:
Skudt af jægere, flået krager,
Forgiftet af bønder, ædt af tamkatte,
Hapset af ugler, smadret i maskiner,
Døde af udmattelse på afveje
Forledt af radiofrekvenser,
Dødsfælder af lysforurening,
Glasfacader og glimmer i byer,
Frataget føde og rastesteder;
Hvert år omkommet i milliardtal.
Men alligevel overlever nogle
Det første træk, nu mere erfarne,
Med landskaber, konturer og
Rutens kendingsmærker fæstnet
I deres enkeltgrams hjerner.
1298. Det er med tak til rødhalse
At vi nu, efter titusinder år,
Endelig ved omtrent hvordan
Fugle finder vej på kloden.
Svaret er vidunderligt, synes jeg,
Som også den videnskab,
Den fantasi, den opfindsomhed,
Der gjorde det muligt,
Kort sagt, al den indlevelse,
Der gør undren til videnskab,
Og gør videnskab til digt.
III – Geomagnetisme
1299. Fugle, vistnok dem alle sammen,
Kan navigerer kloden rundt
På jordens magnetiske felt.
De sanser retning og position
Ved at afbilde jordens magnetfelt
Med få centimers nøjagtighed
Over afstande på tusinde kilometer.
1300. Rødhalse er gransket og studeret
I mere end et halvt århundrede;
Lukket inde i bure og beholdere,
Vendt, drejet og flyttet,
Bestrålede med magnetfelter
Lyspåvirket: blåt, grønt og rødt.
Blændede, lokalbedøvede og
Bestrålede med radiobølger,
Magneter vendte op og ned
På nord og syd, uden resultat,
Vævsprøver og biopsier med
Stakke af biokemiske diagrammer.
Dette er hvad man fandt:
1301. Rødhalse har en sans, mere end en,
Der opfanger geomagnetisme,
En uhyre svag impuls af energi,
Mange millioner gange svagere,
End man troede muligt
At opfange med organiske sanser;
Men det er uomtvisteligt, at de kan.
1302. Studierne viste at rødhalsens ”kompas”
Ikke har nord-syd polaritet,
Som menneskers tekniske kompas,
En selvprojicerende forestilling
Om andre dyrs orienteringsevne.
Nej, rødhalse opfanger hældningen
Af de geomagnetiske bølger
Fra pol til geomagnetiske ækvator;
Det er et inklinationskompas!
Rødhalse opfanger vinklen
Af jordens magnetiske bølger
I retning mod eller væk
Fra den magnetiske ækvator,
Hvor hældningsgraden er nul:
Det betyder at en rødhals
Ved hvad retning, hun skal flyve.
1303. Rødhalse kan også opfange
Styrken af det geomagnetiske felt,
Som er stærkest ved polerne
Og svagest ved ækvator,
Uendeligt svagt, faktisk,
Målt i mili- eller mikrotesla,
Svagere end magnetismen
Under en højspændingsledning,
Svagere end elektroners murren
I fuglens egen krop.
1304. Ved at kende magnetfeltets styrke
Kan rødhalse finde deres position
Langs klodens nord-syd akse.
Tilsammen med det andet "kompas":
Hældningen af magnetbølger,
Der angiver fuglens retning,
Kan fugle opfatte noget, der ligner
En længde- og breddegrad.
1305. Hvor der er en ydre påvirkning
Skal der også være en modtager,
Og derfor søgte forskerne i årtier
Rødhalsens magnetreceptorer:
Hvad er de, hvor er de, og
Hvordan virker de?
IV - Kryptokromer
1306. Fra kvantemekanikken kendes
Et fænomen der kaldes radikale par:
To molekyler, der udveksler elektroner
Og derved skifter elektrisk ladning.
Når et radikalt par dannes
Begynder begge molekyler at snurre,
Enten parallelt eller modsat.
Det skaber to elektriske tilstande:
Udgangstilstand og signaltilstand.
Et radikalt par skifter tilstand
Mellem parallel og modsat spin
Millioner gange på få mikrosekunder.
1307. Forskere formulerede i 80’erne
Den teori, en epifani faktisk,
At radikale par er nøglen
Til rødhalses geomagnetiske sans;
Og fordi et radikalt par
Kræver lys for at dannes,
Må det findes i fuglens øje.
1308. I år 2000 foreslog et forskerpar,
At receptoren er et protein i
Rødhalsens og andre fugles øje.
Dette protein, kaldet kryptokrom,
Danner radikale par når det rammes af lys.
Teorien sagde, at magnetiske bølger
Påvirker spinnet i radikale par
I parallel eller modsat bevægelse.
Spinnet skaber elektriske impulser,
Der sender tænd-sluk signaler til
En biokemiske signalfunktion,
Der kan ses som en "vippearm"
På ydersiden af kryptokromet.
1309. Kryptokromer findes i fugleøjet
På stavcellernes spidser.
Når kryptokromer derfor er spredt
Ud over nethindens bue
Kan fuglen "se" retningen
Af magnetbølgers indfald i øjet.
På samme måde kan dyr og fugle
Retningsbestemmer lys og lyd
Med parvise øjne og ører.
1310. Forskere har biokemisk forklaret
Hvordan radikale par i kryptokromet
Affyrer neurotransmitterede impulser
Til fuglens synscenter i hjernen.
Vi må derfor tro, at rødhalsen
På en måde, vi nok aldrig får at vide,
Kan ”se” jordens magnetiske felt;
Dette ”syn” eller dette ”billede” eller
Dette sanseindtryk er et ”kort",
Som fuglen skal bruge for
At orientere sig, for et kende ruten;
Et "kort" i form af lys? figurer?
Af pixellerede felter? Bølgede linjer?
Et "kort", der passer til "kompasset":
Tillærte ruter, vigtige pejlemærker.
Måske noget helt andet: lysspektre,
Ultraviolet eller infrarødt, eller
Magnetiske egenskaber i landskabet.
Altsammen er muligt.
1311. Fugle har udviklet andre sanser,
Som de bruger til navigation:
Fuglenæb indeholder mineralet magnetit,
Det mest magnetiske stof der kendes.
Biokemiske processer i næbet
Sender neurotransmiterede signaler
Til dele af fuglenes hjernestamme;
Her er, muligvis, den neurologiske sti
Til sansning af geomagnetismens styrke.
1312. Givet er også, at fugle bruger syn
Lugt, hukommelse, erfaring,
Bjerge, have, kystslinjer,
Måske lyd, temperatur, vindretning,
Måske noget helt femte og sjette
I deres sted- og retningssans.
V – En større verden
1313. En ny indsigt, en større verden,
Der bliver lige så selvfølgelig
For mine børn og børnbørn,
Som idéen om fuglens kompasnål,
Var for mig, da jeg som dreng
Så svaler flyve bort.
1314. Til et kuld af rødhalsunger
Begavet med globale evner,
De aldrig nåede at bruge;
Uforvarende udslettet,
Strøby Strand, sommer 2022.
Til minde.
Et stort antal forskere har gennem de sidste 75 år bidraget til den akkumulerede viden om fugles navigation ved hjælp af jordens geomagnetiske felt. Jeg kan umuligt nævne dem alle her; men lad mig nævne nogle få, som jeg med stort udbytte har læst artikler af: Klaus Schulten, Thorsten Ritz, Henrik Mouritsen, Peter Hore, W. Wiltschko, R. Wiltschko.
Ed Yong An Immense World (2022) er en superb introduktion til levende væseners sanseevner og anbefales varmt til alle. Bogens kapitel om fugles evne til optisk geomagnetisk navigation gav mig viden og inspiration til digtet ovenfor.
Rågesjak
Rågesjak
1196. Om efteråret bliver jeg indhentet
Af jordens hældning bag mørke ruder.
Morgenerne bliver intime, små,
Når jeg slår gardiner fra
Til genskin af bløde lampeskær.
Jeg tænder op i brændeovnen,
Det knaser fra kaffekværnen,
Jeg lægger linieret papir frem,
Løser dagens kryds og tværs,
Lidt nyheder blafrer i blåligt lys.
1197. Stilheden er stor, trænger sig på,
Blæst og blade rasler udenfor,
Organismen hvisler i mine ører,
Og endelig kommer de, igen:
En svag susen fra elleskoven
I sumpen nede ved kysten,
En bræmme af brusende lyd,
Der stiger og trykker, som om
Lyden kom op af havet, indtil
Larmen opløses i levende lyd:
Råges dybe, ru stemmer,
Allikers lyse, metalliske kald;
For jeg har ventet på dem,
Nu, hvor dagen skal begynde.
1198. Flokken er uden formation,
Silhuetter på himmelstumper,
Tæt henover mit tag og træer:
De støder sammen, manøvrerer,
Glider ind og ud af flokken
På stive vinger, et flap til kursen,
De skræpper, kalder, kives
Hver dag, i samlet uorden,
Et larmende fugleanarki.
1199. I eftermiddagens skumring
Vender flokken tilbage,
Løsrevet, skråflyvende,
Hovedgruppe og sideflokke
Og enkelte bagstræbere,
Der bakser for at holde trit,
Ned mod overnatningspladserne
I skovene ud til bugten.
1200. Jeg har fulgt efter dem,
Stående i mørke med nattesyn
Og sanserne op på nåle;
En halv times masen og ballade,
Mange hundreder af sorte fugle,
Indtil alle har fundet sig en pind,
Bliver stille, falder i med natten,
Der kryber op af stammerne.
1201. Jeg har set en hel flok i ro,
Kun lidt skræp hist og her,
Pludselig bryde ude i spektakel;
En del af flokken letter, cirkler,
Skændes, samles, deles og
Flyver væk for at finde nyt logi.
1202. Jeg har set en sent arriverende flok
Flyve lavt ind over rastepladsen,
Dreje ud over vandet og komme ind
Til landing blandt gnavne fugle
Og kæmperabalder til følge.
1203. Råger er rodede, uorganiserede
De har ingen flokmentalitet,
En flok af friflyvere, der kævles
Om pladserne på pinden, på holdet.
Ikke velset her i landet;
Vi er mere til gæs og svaner
Med velplejet gruppedisciplin.
Men jeg syntes råger er skønne,;
Jeg kan li’ deres kækhed,
Deres kævl, deres socialmani.
1204. Snart følger jeg dem igen,
Ud i skumringen for at være med,
Lytte til stemmer og skrål,
Være med til aftenritualerne
Med store øjne, som en mus
I skovens svage lys,
En spion blandt mørke træer.
1205. Hver morgen hører jeg flokken,
Det opstigende brus fra kysten,
Der nærmer sig i crescendo
Indover hus og tag og træer.
I dag kigger jeg ikke op,
Drejer blot hoved halvt, lytter,
Nikker, som på en arbejdsplads,
Det ene sjak passerer det andet;
Vi ses ved skumringstid.
Intelligenstest for krager
Intelligenstest for krager
1065. Spørgsmålet med intelligenstest er
Naturligvis, hvad skal vi teste?
Problemet er aldrig besvaret
Tilfredsstillende for os selv,
Derfor heller ikke for krager.
1066. Vi har gerne stort besvær at
Vænne vores bevidsthed fra
At se sig selv i alt andet,
Derfor er vi som regel selv
Standard for det, vi måler.
1067. Forskere har designet mange
Snedige test, der alle, ikke uventet,
Jvf. verset ovenfor, beviser at
Krager er intelligente.
1068. Apparater er konstrueret for at
Snyde krager fra godbidder,
Hvor kragen fylder sten i et bæger
Med vand for at hæve føde op,
Eller bruge en pind i et rør.
Eller vi har iagttaget krager
Bruge forbikørende biler til at
Knække nødder mod asfalten.
1069. Alle er problemløsninger ved madsøgning
Under menneskeskabte betingelser
Hvor den rigtige løsning er,
Naturligvis, hvad vi selv ville have
Gjort; ergo er beviset for intelligens
Ført.
1070. Men tag nu et eksperiment
På tilfældige vilkår i en almindelig
Krages almindelige hverdag,
Omgivet af menneskeskabte ting,
Men ikke opstillet som forsøg,
Dvs. en test af kragens tilpasning
Enkeltvist og gennem generationer, til en
Menneskabt omverden som tegn,
Netop, på intelligens med kragemål.
1071. Til dette selvudfoldende eksperimentet skal bruges:
1 stk. standard villahave
1 stk. standard græsplane
1 stk. garage eller lign. udbygning.
1 stk. havetræ
1 stk. dum hund *)
1 stk. mellemstort kødben.
1072. Alle ovenstående rekvisitter er
Vidt udbredte og let tilgængelige.
Eksperimentet har ingen menneskelig
Iscenesættelse, bortset fra,
Men ikke uomgængeligt, et kødben,
For hunden kan selv have fundet et.
1073. Fra toppen af garage laver krage 1
Chikanedyk ned over
Bengnavende hund på græsplæne:
Vred, snerrende reaktion.
1074. Krage 2 laver dyk fra træ
Fra modsat side, som altid
Uforfærdet mobber af rovfugle i flugt.
Hunden rejser sig, på vagt,
Ludende over kødben, knurrende.
1075. De to krager dykker skiftevis
Tættere og tættere på hundehoved og
Bringer hund fra hundekoncepter.
Edderspændt begynder hunden at
Jage krager i flugten og blotter
Kødben på grønsvær og må derfor,
Skiftevis fra højre og venstre,
Styrte tilbage for at beskytte sit ben.
1076. Mobning fortsætter tættere og tættere;
Indtil en krage snapper kødbenet
Men taber det, jagtet af hund, nu
Rystende af raseri og blodtørst.
Det er lysende klart for alle,
(Undtagen hunden **) hvad planen,
Hensigten, strategien, taktikken, ideen,
Hvad ord vi end vil bruge, er.
1077. Tilsidst dykker en krage ned
Foran snappende hundekæber,
Tirrer på græsset i afledningsmanøvre
Sanseløst rasende hund, der
Kaster sig efter fugl - og går i fælden,
Som vi andre for længst har set:
Den anden krage dykker fra træet,
Samler kødbenet op og lander
På garagetaget. To krager flyver bort.
P.S. Dette er fra en virkelig situation, iagttaget og gengivet, som jeg så den. Kragerne i dette optrin var gråkrager.
*)
Her når vi et omstridt spørgsmål:
Er hunde dumme eller kloge?
Kloge, fordi de kan alt muligt,
Som mennesker lærer dem, eller
Dumme fordi hunden, evolutionært,
Satsede hele genbanken på et liv
Under menneskers herredømme,
Hvorfor mennesker har samme holding
Til hunde som til slaver: paternalisme
med kærlighed/sadisme, tilsat ringeagt.
**)
Givet at hunde er kloge,
Fintfølende, intelligente,
I en løs betydning,
Mest i menneskers nærvær
Og under disses kommando.
Men krager, disse krager,
De var virkelig smarte,
Street-smarte.
Hunden i dette eksempel
Fejlede at beskytte sit ben
Læste ikke terrænet,
Feks. et halvtag, en krog,
Så ikke fjendes idé,
Benyttede sig ikke af
Det mest enestående privilegium
I hele dyreverden:
Gø ved herrens dør
Og døre vil åbnes for dig.
Kend din krage
Kend din krage
1056. Alle børn kender kragen:
En standardsættende fugl,
Et symbol i sig selv,
På fugl og menneske
Sammen i titusind år.
1057. Alle børn har hørt om ravnen
Fra bøger, film og gudelære;
Men kun få, og med tiden færre,
Kender deres kragefugle.
Men se bare her hvordan.
1058. Råger er kulsorte undtagen
Et hvidt bånd om næseroden.
Det gør panden høj,
Skidtvigtig, selvsikker;
En hofmand spankulerer rundt.
1059. Sortkragen er helt sort,
Forveksles tit med rågen,
Men den har helt sort næb,
Og er mindre en ravnen.
Kra kra for krage.
1060. Gråkragen er grå
På nakke, ryg og bryst,
Og – vigtigt - sorte øjne,
Sort hoved, vinger og hale.
En dygtig chikaneflyver
Mod rovfugle på farten.
1061. Alliken er den mindste,
Forveksles med en gråkrage,
Men kendes på sin hvide øjenring,
De grå partier er mørkere
Blandes med det sorte.
Stemmen er meget lysere,
Et skarpt, to-tonet kald.
1062. Ravnen findes ikke tit;
Meget stor, meget sort,
Meget hæs, meget kraftig næb.
Næsten udryddet, da jeg var barn
(16 par undgik gift og kugler *).
Med held eller indsats
Ses den nu i hele landet.
1063. Tres år før jeg tog mig sammen
Efter et liv blandt alle disse
Sociale og kloge fugle;
Skamfuld i det skjulte
Over ikke at kende forskel,
Men nu lettet, skyldforladt,
Fløjter glad til dem på vejen.
En lille hverdagsstolthed:
Nu kan jeg mine krager.
1064. Når du ser en kragefugl;
Vent lige lidt; kig efter,
Find dens felt- og kendetegn;
Godt for kragen, godt for dig;
Lær det med dine (børne)børn,
De husker det for livet.
*) Se hertil børnesangen Højt på en gren en krage sad.
Sangen kunne have handlet om giftudlægning, men denne form
for aflivning har aldrig vundet indpas i den danske sangskat.
Træk over Køge
Træk over Køge
1012. En aftenhvælving står
I bleg blå, gul og lidt orange
Højt over byens klodser.
1013. Et træk af bramgæs i brudte linjer
Oppe under kuplen, trækker
På slingrende kurs mod syd.
1014. En kakofoni af fjerne kald
Skal styre flokken frem
Side om side i hundredvis.
1015. Linjen bugter og vrider sig
Samles og skilles langs trækket,
Fortyndes og fortættes igen.
1016. En flok grågæs, hastigt
I v-formation, lavt
Henover havnen, videre vest
Under næbspids ledelse.
1017. Endnu en bræmme af gæs,
Højtflyvende og fjerne
Bugter sig og disputerer
Under den rosa aftenhimel.
1018. Vi ser flokken forsvinde;
Et tyndt, flagrende bånd
På tværs af solnedgangen.
1019. Fugle på træk er kæmpe kræfter.
Vi kan kun betragte, fornemme,
Alene; kom, efteråret kalder.
Spættetakter
Spættetakter
997. Spætten banker på
Bøgetræets rådne gren;
Dæmpet prøveslag.
998. Jeg sidder stille
Under løvtag og filer
På et lille digt.
999. Her er lyd og klang;
Han banker varieret,
Hurtigt, blødt og svagt.
1000. Han mejsler, tester,
Udhuler, drejer, dunker;
Lidt hér, så lidt dér.
1001. Bløde introslag,
Forsigtige, prøvende;
Spættens slagsekvens.
1002. Så hårdt til ophug,
Brækker ved og splinter ud,
Langsom takt til slut.
1003. Flytter til nyt træ
Med et redekassehul;
Hule træ'r er bedst.
1004. Han slår trælyd an,
Men dette er et snydetræ;
Alt for magert her.
1005. Han flytter igen,
Prøver sig med kasse to;
Samme resultat.
1006. Han har forstået
Ved kasse tre og fire:
Vender næbbet væk.
II
1007. Som dreng på landet,
Telefonpæle af træ,
Grå hætter af zink.
1008. Her var spættelyd!
Med drøn og hvirvelrytmer
Trommesats på blik.
1009. Jeg husker hans fryd:
Slagtøj og opvisningslyd;
Kalder de damer.
1010. Minder, nu, hvidt ark,
En time går, hver med sit,
Vi klikker, hakker.
Landskabslinjer
Landskabslinjer
825. En formation af sangsvaner
Kalder, svingfjer hviner,
En blok af lyd; muskler,
Hjerner i flugt over vand.
826. Hvert sekund, hver fiber,
Alle nerver, hver celle.
Svanen er ét samlet organ;
Synergi i bevægelse.
827. Landskabslinjer passerer,
Kaldes ud over luft og land,
Svaner navigerer i flugt;
Verden er os.
Titusind storkepar
Titusind storkepar
694. En stork er landet på en pløjemark;
Jeg kom forbi i bil og så det.
Et par biler holdt i vejkanten.
Folk stod ud og gloede, jeg med.
Vi ville alle bevidne sensationen.
695. Hun stod inde på en kæmpemark,
Kunne lige ses med det blotte øje.
Pudsede fjer, ordnede vinger,
Nettede sig med næbbet,
Efter et tusind kilometer træk,
Lige fløjet ind fra storkeriget.
696. Det vides naturligvis meget nøje,
Hvem hun er og hvor hun kommer fra.
Der er hundrede gange flere ornitologer,
End der er storkepar her i landet.
Denne stork er ringmærket,
Monitoreret og radiomonteret.
697. Så den egentlige sensation vil være,
Om hun var i stand til at blive,
Eller snarere: overhovedet at overleve
Her på det vestlige Sjælland,
I den genoprettede Tryggevælde Ådal.
698. Den oprindelige storkebestand
Er uddød i Danmark siden 2008.
For to hundrede år siden var der
Titusind par ynglende storke
Rundt omkring i hele landet.
699. Da jeg som lille dreng
Rodede rundt ude på landet
Var storken stadig bare en fugl,
En stor én, javist, agrarklenodie,
Men ikke så meget andet.
700. Derfor, endnu en grund at sige tak
Til landbrugets organisationer
Og deres politiske venner
For dette enestående syn:
Denne helt særlige glæde
At se en sjælden fugl,
Tilmed ude i det fri,
I agrolandets kæmpestore,
Tomme zoologiske have.
Solsortens halve formiddagslur
Solsortens (halve) formiddagslur
688. Han har sat sig i en spidsløn
En stille formiddag,
Skjult i løvet.
Jeg tror han døser.
Kroppen bliver stille,
Hovedet synker ned.
Halsen trækkes ned i kroppen.
Øjenlåget lukker op,
(Det er en fugl!)
689. Solsorten sover,
Eller døser, eller noget tredje.
I al fald med den ene side.
Ligesom mursejleren,
Mener man at vide.
Måske er den anden side vågen,
Men det får jeg vist aldrig at se.
690. I det mindste ser jeg
En halv fugl sove.
Kroppen er i hvile.
Næbspidsen er sænket.
Drømme i den ene hjernehalvdel,
Synsindtryk real-time i den anden?
Kan han lukke af hemisfærisk?
691. Efter et par minutter
Strækker han hovedet op,
Åbner næbbet.
Kroppen er stadig i ro,
Benene trukket op under sig.
Han vågner, halvt eller helt.
692. Han spejder omkring,
Som alle fugle:
Hoved og hals i ryk,
Kvarte og halve drej.
Først til den ene side,
Så til den anden side.
Gentaget, vagtsomt.
Et minut eller to.
Øjet med dets gule ring
Blikket er stift, sort.
693. Her er helt stille.
Indtil pludselig:
Gren og blade smækker,
Og han er væk!
En forstyrrelse i løvet
Ikke andet.
Han ville have lidt
Tid til sig selv.
En stille stund
Midt i dagens hyr.
Jeg har beluret ham.
Spottefuglen
Spottefuglen
654. Jeg har savnet ham;
Her var så stille.
Men nu er der knald
På lydanlægget:
Gulbugen er tilbage.
655. Ah, de afrikanske riffs!
Jeg elsker virtuositeten,
Rytmen og volumen.
Midt i sangen altid
Mit yndlingshook:
Elektrisk vaskebræt,
Med pinball maskine og
Kulørte lamper.
656. Gulbugen er en spottefugl:
Imiterer fuglestemmer
Og lyde han kan li’.
Tænk, hvad han ta’r med
Af sounds og vitalitet
Fra vinterkontinentet.
657. Det rocker i haven,
Det et partytime og
Jokerfuglen sidder
På sin gren og griner.
658. Jeg sidder nedenunder
Med en lunken drink
Og en håndfuld
Dovne metaforer.
659. Men spottefuglen
Kan tage en joke,
Og hvem ved, måske
Har han hørt et hammond orgel
Med et band i Cameroun
660. Gulbug kom og spil;
Fra den afrikanske himmel
Til sommerlandets tage,
Velkommen tilbage!
Solsortens melodi
Solsortens melodi Sang 554. Solsortens sang er en situation *), hvor fugl og menneske kommer hinanden ganske nær. 555. Solsorten er et væsen, der udtrykker sig i toner og lyde, vi aldrig forstår. Og alligevel genkender vi lyden; vi forbinder tonerne med stemninger hos os selv, ligesom vi fornemmer en stemning hos fuglen. Indbildning, sikkert, men helt virkelig - hver gang. 556. Vi mærker et nærvær af et levende, skabende væsen - jeg vrider mig - måske endda en sjæl **). 557. Han sætter sig i et træ og begynder at synge; han virker som et forandret væsen: Solsortens krop og psyke ***) i ro. 558. Væk er det iltre, skingre, det skabede. Væk er det flaksende, det jagende, de evindelige slagsmål. 559. En fugls liv i det fri er altid i flux. Fuglen flytter sig indenfor sekunder. Evigt vagtsom for ikke selv at blive udset som bytte. 560. Men solsortehannen kan synge i en time fra sin gren. Hvad laver han, eller måske er det rigtige spørgsmål snarere: hvad vil han? Territorium 561. Fuglesang er mest territorial. Også solsorte har afgrænsede territorier. Det er optalt: Et par pr. ca. 1200 m2 standard havehabitat; mere i skovområder. 562. Men denne grænse ser for mig ud til at være flydende; derfor er det måske bedre at sige, at der er et antal solsortepar på et givet område, og de ligger i uophørlig grænsestrid. 563. Parret (fordi man ved, at både han og hunner forsvarer territoriet) lader til at blive antastet hele dagen og de håndhævet enhver bid jord i uophørlige håndgemæng. De lader ikke til at have et territorium, andre solsorte respekterer. 564. Ingen fugl er så street som solsorten. Man ser næsten aldrig to solsorte i nærheden af hinanden. Kommer én nær, er der straks mobning, larm og ballade. 565. Grænserne for solsortens territorium virker flydende. Dens territorium forstås måske bedre som en gruppe af solsortepar på et givet område i uophørlig kontakt og skærmydsler. 566. Solsortens territorium består i denne optik af et indre område tæt på reden og et ydre område med porøse grænser til nabopar. 567. Min observation er, at solsortens næppe synger for at holde andre solsorte borte; dertil foretrækker de at slås. 568. Der sker jo et eller andet med en solsort, når han begynder at synge. Hele hans adfærd ændrer sig. Han skifter fra det krigeriske til noget kontemplativt eller til noget, der kunne lyde selvsikkert og proklamerende. Strofe 569. Sangen kan beskrives som en sekvens af korte strofer af 2-3 sekunders varighed adskilt af korte pauser på 2-6 sekunder. 570. Hver strofe synes af bestå af to dele. Den første del er altid holdt i et roligt, lavere toneleje og varer som regel lidt længere, end den anden del. 571. Sidste del af strofen er hurtigere, højre og ender som oftest i en høj, piftende tone eller en skarp staccato. Sluttonerne er nogle gang skrattende eller hujende, men lyden er altid det, jeg vil kalde harmonisk ****) forenelig med resten af strofen. 572. Ingen to strofer syntes at være helt de samme. Han syntes at variere og improvisere sit register i det uendelige. Men registret gør, at sangen altid lyder som solsortesang. 573. Strofen kan også ses som en lavfrekvent første del og en højfrekvent anden del. Lyden af den første begrænses da til nærterritoriet, mens den anden del når ud i det ydre territorium Sekvens 574. Solsorten synger sekvenser af strofer. Den kan synge 80-100 strofer på et kvarter. Med den kadence, består en timelang sekvens af måske 400 strofer. 575. Jeg har hørt sekvensen på op til tre kvarter. Mange sekvenser er meget kortere. Solsorten bliver forstyrret eller afbryder - eller måske bliver han bare færdig og flyver sin vej. 576. Sekvens implicerer, at udtryk bæres videre fra den ene strofe til den anden. Sagt på en anden måde, sekvenser danner et forløb. Solsortens sang er lange sekvenser af levende udtryk. Tema 577. Den første del af strofen er dybere og blødere og syntes at følge et mere ensartet fløjtende mønster, som jeg kalder et tema. 578. Den sidste del er høj, skrattende eller skarp. Det lyder mere improviseret, mere atonalt. 579. Det kunne lyde som om den første del er et tema, mens den sidste del er en variation eller en signatur. Den første del er standard-solsort register, den sidste del er individualiseret (ieg). 580. Vi kan forstå temaet i den første del baseret på register af grundkoder og den sidste del som en udvikling af temaet. 581. Temaer kunne derfor høres af andre solsorte og have betydning for dem. Den sidste del fortæller måske, hvem der er afsenderen. 582. Tema må også forstås som udtryk, der giver sammenhæng i en sekvens af udtryk. Temaet har altså i denne udlægning funktion af det, der svarer til en melodi. Melodi 583. Melodi er et fænomen, der er bundet til takt, rytme, tonehøjde, tidsinterval og gentagelse. Melodi har funktion som kommunikation, gruppeidentitet og kulturelt sammenhold. 584. Vi antager eksempelvis, at hvalens sang har alle, eller mange af, disse funktioner. Vi kan i al fald sagtens forestille os, at det er tilfældet. Så hvorfor ikke også hos solsorten? 585. Sammenhængende toner i en antropogen melodi er målt i dele af sekunder. Hvis der går længere end et sekund mellem takterne, begynder melodien at opløses. 586. Men melodi hos hvalen eller solsorten er måske helt anderledes sammensat end vores. Hos solsorten kunne man forestille sig, at der kunne være mange sekunder, eller timer imellem de enkelte takter. 587. Hos hvalen kan der måske gå dage mellem tonerne i en melodi. Afstandene er enorme, havet et tyndt befolket. En sang strækker sig måske over måneder. Måske går en melodi hos hvalen fra individ til individ. 588. Ligesådan er solsortens sang måske en melodi, der udfolder sig i løbet af hele dagen. Den enkelte strofe er en takt i melodien, der i vores øren er for lange til at vi kan skelne en melodi. 589. Så er det vi begynder at snakke om, at noget har betydning - med vilje. Værk og betydning 590. Solsortens sang kan måske beskrives som et “værk”, altså et skabende udtryk skabt af et levende individ. 591. Sangen udtrykker stemning og sindstilstand hos solsorten. ”Betydning” er ikke et kriterium for at kalde noget et værk, men ”vilje” til at skabe det er nok nødvendigt. 592. Jeg tager det for givet, at den ikke har noget at sige mig. Med andre ord, er al min fortolkning af dens sang forkert allerede i sit udgangspunkt. 593. Men solsorten vil jo åbenlyst noget med sin sang - sit værk. Han kommunikerer og kodificerer betydninger med det, der hos os er blevet til sprog. Jeg vil aldrig forstå, hvad det er; og han er komplet ligeglad med min sang til ham. 594. (Bortset fra, at solsorte er kendt for at kunne efterligne menneskers stemmer, eller andre fuglestemmer. Så måske vil han mig noget alligevel). 595. Vi kunne jo have noget tilfælles. Vi kunne have en sammenlignelig oplevelse af liv og udtryk; jeg vil sige kunstnerisk udtryk; jeg vil sige at besidde en krop/ et sind, der vil noget og som kræver - sådan føles det - at få et udtryk, dvs. et ”værk”. 596. Det må være åbenlyst at solsorten kan lide - overdådigt meget godt lide - at synge. Det er en sang, vi i øvrigt begge holder meget af. 597. Solsortens melodi, hvis det er sådan, er måske udtryk for dagen der går; en meditation over tilværelsen her på jorden. Ieg er her. Ieg lever. Ieg er til. 598. Solsorten sidder stadig derude tusinde år senere og synger sine tidløse aftenkadencer: en vesper, yah, solsortens raag desh *****) .
*) Vi mangler et nyt begreb for denne tilstand af forståelse på tværs af artsgrænsen, som jo ikke er kommunikation, for den anden part vil jo ikke “sige” noget til os; men situationen er signifikant. **) Ughh, det ord måtte trækkes strittende ind på papiret, hvor det ligger dér, som et pindsvin. Men træk det religiøse element fra, træk det spirituelle element frem, og så står vi tilbage med noget, som vi kan sanse, der er skabt af en bevidsthed, noget der har en åndelig kvalitet, langt ud over fysiognomi eller overlevelse. ***) Skal vi have et ord for animalske og avianske sindstilstande, og har vi brug for et sådant ord? Jeg sidder med en tekst og skal udtrykke det for mig helt åbenlyse faktum, at solsorten har forskellige sindstilstande, en psykologi, som jeg er sikker på er individualiseret, knyttet til det enkelte solsorteindivid. ****) Begrebsvarsel: Men det er måske fordi jeg er livslang lytter af Beethovens strygekvartetter. Jeg er overbevist om, at en dygtig violinist kan gengive solsortens sang og kadencer, og at vi uden videre ville forstå det som et musikalsk udtryk eller kunst. *****) Klassisk instrumentel aftenmusik fra Hindustan, spilles f.eks. på sarod og tabla.
Musvit500 (konklusion)
Musvit500 (konklusion)
537. Et musvitpar flytter ind i en ledig redekasse sent på sæsonen, enten er de sene startere eller det er årets andet kuld. De flyver redemateriale ind til kassen: strå, totter, kviste.
538. Den ene har taget en stor kvist i næbet, 7-8 cm lang, og da hun hager sig fast under redehullet hænger naturligvis fast. Kvisten er omkring dobbelt så lang som hullet er bredt.
539. Musvitten masser og skubber, men kvisten er for tyk til at bøjes. Hun flytter den frem og tilbage henover indflyvningshullet og forsøger at få genstand og hul til at passe sammen.
540. Efter lidt tid, 15-20 sekunder, finder hun ud af at dreje kvisten og stikke den ind gennem hullet med den ene ende først. Hun forsvinder straks ind i redekassen uden at slippe sit tag i kvisten.
541. Musvitten viste alle tegn på intelligent adfærd:
o Bevidst forehavende – redebygning.
o Målsætning – kvisten skal kunne komme ind.
o Løsningsorienteret tilgang – prøve sig frem.
o Evne til at lære af egne erfaringer – prøve nye måder.
o En arbejdsmetode – find den rigtige løsning.
o Tålmodighed – evne til at se fremtidig situation.
o Resultat - løsning på et rumligt, geometrisk problem.
Musvit – 500 gange i døgnet (fortsat)
Musvit - 500 gange i døgnet (fortsat) 468. Observation af redekasse med et musvitpar og et udklækket kuld. Kassen ophængt i ung rødeg, skygget af bøg og en stævnet ahorn med fem slanke stammer tæt, der giver gode pladser til musvitternes anflyvning. 469. Vejrforhold: let til frisk vind, skiftende skydække med periodvis solskin, temperatur omkring 12-14 grader. 470. Jeg iagttager redekassen fra siden i en afstand på ca. 3 meter inde fra gazebo, der giver begrænset udsigt til omgivende træer men godt overblik over terrænet. 471. Ind- og udflyvning er mere varieret end mønstret fra igår, fordi der let adgang fra alle sider. Udflyvning sker ofte i en skarp kurve bag om træet med radius 60-80 cm. Indflyvning sker af og til i samme bane. 472. Jeg iagttager en enkelt gang en musvit indflyve, mens magen opholder sig i redekassen. Musvitten rammer redehullet og flyver straks væk uden indhopning. Jeg ved ikke om parret varskoede hinanden ved indflyning eller om den ankommende musvit alene registrerede magens tilstedeværelse. Tydeligvis var der ingen forudgående kontakt mellem de to mager. 473. Opholdstid i redekassen ca 10-12 sekunder i gennemsnit. Dog to gange ophold i redekassen af betydeligt længere end gennemsnittet. Dette er indikation for kuldpleje. Ordet pleje er værdiladet. Vi forbinder det med omsorg. Men kuldpleje kunne indebære infanticidium for at forøge et kulds overlevelsmuligheder. Jeg antager, at forældreparrets primære motiv er kuldets overlevelse og ikke pleje af enkeltindivider. Men jeg ved intet: jeg gætter, gør mig forestillinger). 474. Enkelte gange sætter en musvit sig på en indflyvningsgren og bearbejder et fødemne med næbbet, mens det holdes fast mod grenen med kløerne. Muligvis sluger musvitten det selv. 475. Har læst, at musvitter kan fjerne larvetarme før fodring af afkom, idet tarmens indhold af tanniner nedsætter afkommets vækst. Hvordan er denne erfaring dannet hos musvitten og hvordan bliver den videregivet fra generation til generation? 476. Ekskurs om instinkt: At tillægge andre væsener instinktive reaktioner er udtryk for udbredt menneskelig ringeagt og benægter deres erfarings- og indlæringsevne. Vi siger ofte (nu mindre), at dyr eller fugle handler per instinkt. Men andre væsner kan, givet deres hjerne- og sanseapparat, have indlæringsmønster, der er sammenligneligt med os selv. 477. Mennesker har samme former for instinktive reaktioner som andre dyr, især overfor trusler i naturtilstand (eks. frygt for slanger, respekt for ørneøjne, angst i nattemørke, etc.). 478. Jeg iagttager musvitterne fouragere i haven. Kan ikke bestemme eller forstå omfanget af deres revirer eller relation til andre rugende musvitpar i området, eller fødedeling og/eller konkurrence med andre arter rugende fugle i nærheden. 479. Hyppigheden af redebesøg indikerer et begrænset revir, men om det er stort et lille er en specifikt menneskeligt optik bestemt af vores fysik og mobilitet. 480. Musvitten indbringer forskellige former for føde, uden at jeg kan bestemme arten heraf med det blotte øje. 481. Ungers kald er en regelmæssig strofe med 5-6 stigende toner, der gentages med et sekunds mellemrum. Spag, lidt skrattende, men melodisk og vedvarende. Kan ikke vide med nogen sikkerhed, om unger kan registrere forældres ankomst eller tilstedeværelse udenfor redekassen. 482. I en periode på en time med start kl. 10:38 tæller jeg 23 indflyvninger +/- 2. dvs. en indflyning hver 2 minutter 10 sekunder . 483. Jeg ved ikke om forskellen til det andet musvitpar er signifikant. Et stort antal variabler kan påvirke hyppigheden af indflyvninger: forældreparrets færdigheder, dedikation, fysiske tilstand, fødeudbuddet, der evt er afhængig af vind- og vejrforhold, kuldstørrelsen, trusselsbillede i omgivelserne, mm. 484. P.S. Musvitterne har nu forladt redekasserne. Vi har aner knapt nok, hvad der sker i verden udenfor. Empiri er godt, empati er bedre.
Musvit – 500 gange i døgnet
Musvit - 500 gange i døgnet 441. Jeg sidder på en havebænk med udkig til mejsekassen for at tælle antal musvitindflyvninger i timen. 442. Det gælder om at anskueliggøre arbejdet, energien, indsatsen af de små skygger, der hver dag flakser forbi ruden til mit arbejdskammer halvanden meter fra poetens hoved. 443. Under musebøgen en solplettet aften sent i maj klokken 18:32 starter jeg mit stopur. 444. Jeg sidder omkring 10 meter fra redekassen, der er ophængt på facaden knap to meter over jorden. Huset er omgivet af høje bøge og stilkege. Et par grene rækker ned et par meter fra redehullet. Det giver musvitten dækning, udkig. 445. De to første gange hopper musvitten fra kvist til kvist. Forsigtig, tøvende. Hun afgiver aldrig advarselssignal, så hun ser mig ikke som aktuel risiko. Eller er jeg faldet sammen med omgivelserne og sidder musestille? Som ham med lærken? Næppe: Det er selvsmiger. Hvad ser/hører musvitten? Hvilke andre sanser bruger den? Hvordan? 446. Musvitterne danner et par. To gange ser jeg dem begge på samme tid i træerne omkring reden. Det viser også, at ungerne er udklækkede, selvom jeg ikke kan høre ungernes kor af elektrisk vibrerende minipip. 447. Jeg kan ikke skelne hannen fra hunnen i farten. Jeg ved dog på forhånd, at musvitter danner monogame par og de er fælles om fodring af kuldet. Ellers kunne der være både fem eller ti musvitter om fodringen, uden at jeg ville have den ringeste anelse om det. 448. Musvitparret meddeler ikke noget til hinanden, så vidt jeg kan høre, i den time, observationen står på. De afgiver ingen lyde, indlader sig ikke i samvær. Højst sandsynligt har de andre former for kommunikation. Fordring og træning af et kuld unger er en kompleks, social opgave, der næppe lader sig gøre uden kommunikation. 449. Indflyvning til redehullet er lynhurtigt og teknikken er hver gang den samme: Musvitten flyver direkte mod hullet uden at sænke farten; næb og hoved skyder direkte ind i redehullet, inden kløerne rammer forsiden af redekassen og resten af fuglen forsvinder ind i kassen med et blødt bump. Tolerancen måles i tiendele sekunder, nær grænseværdier for det menneskelige øje. 450. Indflyvningsrute: Musvitten dykker som regel ned fra en af de store træer; nogle gange meget brat, andre gange flyver de ned i to bløde buer adskilt af et par vingeslag og styrer direkte ind i redehullet som beskrevet ovenfor. 451. Udflyvningen er næsten lige så hurtigt, men der sker samordning af to-sidigt risikobillede, før fuglen skubber sig igennem og flyver ud af redehullet. Der er intet fast udflyvningsmønster. Musvitterne kan udflyve til højre, til venstre eller nogenlunde lige ud i ret linje eller opstigende kurve. Jeg ser aldrig, at de flyver nedad. 452. Jeg ved ikke hvad der betinger deres udflyvningsmønster eller om der er forskel på hannen og hunnens udflyvning; kan det være individuelle vaner, præferencer, faktorer i miljøet, eller synspåvirkninger? Jeg har heller ikke tal for, hvor mange gange hver type udflyvning foretages, men det virker jævnt fordelt. 453. En enkelt gang flyver en musvit ud og krænger straks tilbage i en bue op over husets lave tag. Hvorfor, får jeg aldrig at vide. Men et eller andet i musvittens kvikke hoved får den jo til at afvige fra de normale mønstre. Altså er musvitten intelligent adfærdsmodificerende i snævert menneskelig forstand. 454. Ophold i redekassen. Jeg tager ikke tid på opholdet, men jeg anslår et gennemsnitlig ophold i redekassen på 10-12 sekunder. Jeg har ikke viden om eventuel forskel i opholdstid mellem han og hun. Begge deltager i plejen af yngel *. 455. Jeg tæller 31 indflyvninger af to musvitter på 60 minutter, usikkerhedsmargen +/- 1. En indflyvning hvert 1 minut og 56 sekunder. 456. Jeg ved ikke så nøje hvor mange timer en musvit fodrer sit kuld i løbet af et døgn; jeg ved at de vågner og går til ro bestemt af lysets styrke. Jeg anslår derfor et arbejdsdøgn på denne årstid på omkring 15 timer. Det giver 450-500 indflyvninger i døgnet for et musvitpar. 457. Jeg antager at redetiden for et mellemstort kuld med jævnt fødeudbud er ca. 20 dage. Det omregnes til omkring 9-10.000 indflyvninger for at få et kuld ud af reden. Hertil kommer hannens indflyvninger til hunnen under en gennemsnitlig udrugningstid på 15 dage: måske yderligere 2-3.000 indflyvninger. 458. Under gode betingelser udruges et andet kuld, som dog plejer at være længere om at blive flyvefærdigt på grund af lavere fødeudbud. Altså yderligere mindst 10.000 indflyvninger. Hertil kommer opgaver til bevogtning og istandsættelse af reden og indflyvning af materialer. Alt i alt er det nok ikke forkert at anslå et musvitpar foretager omkring 25.000 indflyvninger på en ynglesæson. Lad os antage en margen på +/ 5.000 indflyvninger. 459. Jeg overvejer hvordan det ville være, hvis min elskede og jeg gik ud og ind ad hoveddøren 500 gange i døgnet i samme relative fart som musvitten. Lad os bare sige, at vi lader døren står åben hver gang. Jeg frafalder også betingelsen om, at vi skal flyve ind. Men der skal fart på. 460. Jeg har ikke målt det, men lad os antage at musvitten tilbagelægger en bane på 8 meter fra udsigtstræ til redehul på 2 sekunder. Musvitten måler ca. 14 cm. Altså indgangsfart 28 gange egen kropslængde i sekundet. Jeg er 1,80 høj. Det vil svare til, at jeg skulle brase ind i huset med en fart på knap 50 m/s (orkanstyrke begynder ved 32 m/s) svarende til 180 km/t - 250 gange om dagen (min elskede står for de øvrige 250 gange). 461. Mit eksempel er falsk, fordi det ikke tager højde for forskellen i vores kinetiske energi, når vi suser ind gennem vores respektive redehuller. En springhale på 0,1 mm kan hoppe 100 gange sin egen kropslænge lige op i luften. Altså skulle jeg kunne hoppe 180 meter op. Det er også en falsk sammenligning, men den er god. 462. Sammenligningen illustrerer ganske godt, at hjernefunktion og sansning er 100% kropsligt betingede og afhængige af hinanden og udelelige i funktion og effekt. Sanseindtryk og tankedannelse i enhver form er artsrelaterede og individ-specifikke, selvom de fysisk-materielle forhold er de samme. 463. Sammenligningen lader også forstå, at hjerne, sanseorganer, opfattelse, tænkning, reaktioner og umweltsindtryk er meget forskellig mellem mig og musvitten. Det havde vi jo en anelse om i forvejen 464. Men samtidig er der jo slående ligheder i det vi gør og derfor også, antager jeg, i den måde vi opfatter omverden. Der er kun små forskelle i vores sanseapparat og nervesystemer. 465. For hvad er sammenligneligt på tværs af artsgrænsen **) ? Sanseligt, videnskabeligt, billedligt, neurologisk, statistisk, emotionelt, eller bare sundt skeptisk? 466. Hvordan er det, jeg skal kunne indleve mig i musvittens måde at opfatte sine omgivelser, for slet ikke at tale om dens selvopfattelse? Det handler de titusind ting om. 467. I morgen laver jeg kontroloptælling fra sæsonens anden mejsekasse i et skovstykke på grunden. Data ligner viden, data er måske viden; så lad os få mere af det. Men måske er data også et udtryk for det, vi reelt ikke ved.
*) Yngel er et værdiladet ord, der bruges til at fratage dyr og deres afkom personlighed. Ses tydeligt ved anvendelse af ordet unger om afkom af arter, vi favoriserer eller har empatiserer med. Unger er i øvrigt et godt eksempel på et ord, der oprindelig er brugt om dyr, men overført til menneskebørn i betydningen vi tager ikke vores afkom alt for højtideligt. **) Om artsgrænsen og fælles sansesystemer, se Charles Fosters fremragende og dybt originale Being an Animal – Adventures across the species divide (2016).
Landsvaler
Landsvaler
292. Et landsvalepar er vendt tilbage
Under halvtaget på vores veranda.
I fem uger denne sommer lever vi
To familier i øjenhøjde.
En rede over havedøren,
En meter mellem dem og os.
293. En svale er født med overblik
Over marker, skove og fjorde,
Over ørkner, storbyer og klipper.
Træer, grene og tage hvirvler forbi,
De stormer skrigende gennem luften
Jager, vender, dykker og leger.
294. Svaleparret udser det bedste vue
Over indflyvningen til reden
Fra toppen af en ranglet løn.
På de øverste kviste sidder de
Knitrer, vogter og vugger i brisen
Holder øje med reden, rovdyr og os.
295. Reden er lige over havedøren.
Jeg kan stå med døren åben,
Se op til reden en armlængde væk.
Ungerne vokser og fylder pladsen ud.
En håndfuld pulserende dun,
Der truer med at spilde over;
To unger ovenpå de andre.
296. Sidste år mistede de et kuld.
Reden faldt og rutschede ned;
Fem spæde unger kastet ud.
I tre døgn sad forældreparret
På et hegn i haven i vildrede.
Deres stemmer knirkede i sorg;
297. Fortvivlede, tror jeg, vågede de,
Et sving ind omkring verandaen,
Hvor deres første kuld forsvandt.
På fjerdedagen besluttede parret sig;
Begyndte at bygge en ny rede
Et andet sted under samme tag.
298. Svaler er sociale og sludrende.
De triller, de kalder, de knitrer.
Skænder, larmer og beroliger.
De hviner og skriger af rivaler,
Jager dem rundt i området
I vild, akrobatisk, synkron flugt.
299. Øjne, hjerne, hjerte, sener
Styrer liv og lemmer
Med tolerancer, der måles
I hundreddele sekunder.
Energien stråler ud af dem,
Lyser fra deres vingespidser.
300. Kun om natten flyver de ikke,
De kan ikke se, de er lammede.
Forældreparret klumper sig om reden
Hunnen i reden, hannen ved siden af,
Trykker sig sammen, ånder, sitrer.
Øjne følger os.
301. Titusinder af indflyvninger og landinger
Titusinder af insekter bringes ind.
Forældrene skiftes til at sidde på reden.
De kalder på hinanden,
De har lyd for tid til at skifte plads.
De har lyd for nu nærmer jeg mig.
De har lyd (meget højt) for hold dig væk.
302. Svalen kan holde stille i luften
Holde sig oppe med vingeslag
Et sekund, højst to,
Den ene spørger, vil du have mad
Den anden svarer, tag over her.
Ungerne er skrigende orange trekanter
Når de åbner gabet,
Når de hører svaleforældrene
Bringe insekter til reden.
303. En unge maser sig baglæns
Med anus ud til redekanten
Forældrefuglen hænger fast, parat,
Plukker en kugle klat fra endetarmen
,
Slipper taget, vender sig i luften,
Suveræn manøvre, og flyver ud
,
Bortskaffer skiden i et blomsterbed.
304. De hjælper deres unger på vej,
Fodrer dem, også i flugten
Når ungerne sidder uden for reden
Uden endnu at kunne flyve.
En unge falder ud i flugtforsøg
Og bli’r fanget af verandaglas
En forælder lokker, kalder, viser vej,
Og ungen finder ud.
305. Når jeg står i døren, kan vi ses:
De vender et obsidan-øje mod mit
En lille sort skive uden pupil
,
Fuldstændig fremmed, aldeles vild,
Ingen kontakt, ingen genkendelse
Intet udtryk, bare blank natsort.
Jeg har aldrig følt mig så fjernt
Fra noget andet levende væsen.
306. Men vi gør jo helt det samme:
Samme snak, samme skænd,
Samme ængstelse, samme sorg
Samme hverdag, samme gøremål
Samme form for oplæring og træning,
Samme form for omsorg,
Samme delte ansvar.
307. Sidste år gjorde de reden klar,
Klinede redekanten op,
Bragte friske materialer ind.
Men en morgen, pludselig var de væk,
Reden hakket ned, forladt og ødelagt.
Svalerne blev i luften sommeren ud,
Men kom ikke huset nær igen.
Hvilken beslutning, hvilke forhold?
Hvilken situation, hvilket valg?
308. Hvert år er jeg bange for
At de ikke kommer tilbage igen,
Udsultede og måske forgiftede
Af landbrugets massedrab
På insekter og fødekæder.
309. Jeg lader alt organisk materiale ligge
Kævler, kviste, grene, blade, æbleskrog,
Alt grønt affald fra vores køkken,
Papir og pap i strimler og stykker.
Alt komposteres, ingen kemikalier.
Alt, for at få insekter til at yngle
Og svaler til at komme.
310. Det er slet ikke nok,
Slet ikke, slet ikke.
Men hvis nu en dag,
Svalerne ikke kommer,
Hvor er så min vished for,
At mine børnebørn kan overleve
Uden svaler?
Så har vi mistet noget,
Nej, så har vi slået noget ihjel,
Som er i familie med os selv,
Med samme vilje og samme evne
Til at være til i den samme verden.
311. Zhang Zai, du vidste det:
De titusind ting, alt levende,
Anser vi som vores krop.
Charles Foster vidste det også,
Da han tudede af rørelse
Over mursejlerens genkomst.
I haven på Stevns:
Samme taknemmelighed
Samme glæde, samme frygt.
Fuglevinge skygger for min hånd
Fuglevinge skygger for min hånd
287. En fuglevinge skygger for min hånd
Den flakser på det grå papir
Hen over hånd og fyldepen.
288. Musvitten flyver ind til redekassen
På facaden ved mit arbejdsvindue
Solen fanger fuglen på min hånd.
289. Hun ser mig ind gennem ruden.
Angst, adræt drejer hun og flygter bort;
Panikken spredes ud på mit papir.
290. Hun søger tilflugt på sin udkigsgren,
Tripper vredt, fornærmer mig,
Et farligt skrummel i et kammer.
291. Det varer kun et split sekund,
Jeg når knapt at kigge op, forundret,
Og kvittere for det stille skyggespil.
Solsort ved jævndøgn
Solsort ved jævndøgn
278. En solsort flakser op
fra sit kolde morgenbad
Sætter sig på kvaset.
279. Tørrer dun og vinger,
Ordner fjer og parasitter
i den varme forårssol.
280. Solitairefugl, altid knotten,
Skræmmer andre fæller bort,
Vinger i brus og fældet næb.
281. Fouragerer i det visne løv:
Et hop, et dyk, et kast,
Blade hvirvles op.
282. Ser sig om med stive blik,
Bevæger sig i hak og stød.
Gentag, hidsig, gentag.
283. Nervøst gemyt og aggressiv.
Farer op og flygter væk
Med skingre galningskrig.
284. Men når aftenluften falder,
Og vind og lyde stilner af,
Høres bløde fløjtelyde.
285. Han forkæler sine toner
Temastykker uden melodi
Slutter på en enkelt node.
286. Vellyd og ro i terrænet,
Mening for os begge to;
Fælles vesperstemning.
Se også Solsortens melodi, vers 554 ff.
Syn
Syn
260. Rovfugle ser.
Ser mere end nogen anden.
Vi ser, at de ser.
Den vigtigste sans,
Det højeste organ.
Vågen, overvågen,
Vagtsom, fysiologisk parat.
Vi forstår dét, at være udset,
Som bytte og som betragter.
Det synbares uomgængelige modalitet *).
*) I erindring om James Joyce, Ulysses (1922); se kapitel 3: Proteus.
Ugleøjne
Ugleøjne
259. To orange bøssemundinger:
To øjne hos en ugle i flugt.
Den eneste fugl, hvor vi møder
Begge øjne på én gang.
Derfor deres venlige udseende.
Fladt ansigt, mere ro, mere udtryk.
Nogle ugler har sorte øjne,
Med øjenlåg, der lukkes.
Kloge, søvnige, ophøjede.
Tæt forbundne.
Ørneøje
Ørneøje
257. Det fikserede øje,
Tog sigte på vores aner;
Små, pelskædte hominider
Søgte skjul i træerne for
Den lydløse, nådesløse,
Klobevæbnede skygge,
Der faldt fra oven.
258. Som art har vi glemt det:
Frygten, skrækken, slaget.
Vi har taget ørnens post.
Det er os, der jager nu.
Vi ærer dem med navne,
Kongeørn, kejserørn,
Vi fryder os i byttets sted.
Om spurvehøgens øje på foranledning af min nabo
Om spurvehøgens øje på foranledning af min nabo
180. Min nabo bringer til min dør
Udsøgte væsener i sine hænder:
Næsehornsbiller, stålorme,
Rævekranier, sumpcypresser,
Og her i går en spurvehøg.
181. Rasende, hjertehamrende høg.
Jeg fikseres af hendes ene øje,
Kan vi forklare det; har vi ord?
Eller har vi kun billeder
Og ordløse minder
Fra urslægters historie?
182. Billeder, så:
Et rundt øje med orange iris
Omslutter en sort pupil.
To optiske nerver i hvert øje
Giver dobbelt fokus, dobbelt syn.
Hovedet falder i hak på halsen.
183. Øjet drejer, men ændrer aldrig form.
Det reflekterer lys, det skinner
Altid med samme styrke.
Øjet blinker ikke, det stirrer
Uden udtryk, vi kender til.
184. Ansigtet er ubevægeligt.
De smukkest arrangerede fjer,
Bagudstrøgne og strømlinede.
Et prægtigt aerodynamisk hoved,
Æstetisk ophøjet i vores øjne;
Mere skulptur end ansigt.
185. Hovedet bæres altid højt,
Hun stirrer oppefra og ned.
Vi ser stolthed, perfektion,
Knejsen og arrogance.
Alt hvad vi selv aspirerer til
Og slår andre ihjel for.
186. Ingen følelse vi kan forstå,
Ingen formildelse vi kan se,
Ingen nåde vi kan tage imod;
Kun den synlige vilje til at dræbe.
Derfor ærefrygt og ophidselse,
Fornemmelsen af atavistisk angst.
187. Skønne fugl i vild symmetri!
Evolutionens hånd og øje *)
Har skabt dette pletskud
I den menneskelige fantasi,
Om blodtørst og status,
Om vold, bytte og magt.
188. Mei Yao Chen beskrev ærefrygten:
Færten af kød, jagten og dykket.
Det knuste hoved, det opsprættede bytte.
Indvolde slynget ud til gribbene,
Der kredsede over Buddhaens statue,
Stænket af fuglelort, tusind år siden **).
189. Vi slipper spurvehøgen fri.
Hun svinger sig op og ud og væk.
Tilbage står vi med mindet
I vores tomme hænder.
Jeg indleder tænksomt, også jeg,
Mit digt en tidlig forårsmorgen.
*) I erindring om William Blake, The Tyger (1794).
**) Mei Yao Chen (1002-1060), betydelige og produktiv kinesisk digter under Song-dynastiet. Der henvises til digtet: En enlig falk ovenfor Buddhasalen i Klosteret for Verdens Renselse (1044).
Foto: Anne-Marie Ravn
Musvit i en redekasse en tidlig forårsdag
Musvit i en redekasse en forårsdag
173. En musvit hakker i sin redekasse
Lige uden for mit vindue.
Hun hamrer og kratter i træværket
Hver dag i morgensolen, mens
Jeg kradser i mit skrivekammer
På den anden side af ydervæggen.
174. Det knirker lidt i gulvet,
Når jeg stiller mig ved ruden;
Jeg hører hende; hun hører mig.
Al arbejdslyd forstummer brat,
Jeg fryser fast til gulvet;
Vi holder vejret og venter.
175. Spidsen af et kulsort næb
Stikker varsomt ud af redehullet.
Så den begsorte næserod,
Så den sorte pande og isse,
Den hvide kile hen over kinden,
Og nu: et blankt og kulsort øje.
176. Hun spejder, lytter, vejrer,
Ser mig med det halve blik:
En figur, en form, en lugt,
Ukendt materiale, hår og skind.
Hun ved, jer er der, men bliver.
Trækker næbet til sig, tier.
177. Vi mødes og vogter på hinanden.
En vildskab med lidt venskab.
Ingen hilsen, intet farvel, dog,
Musvitten banker i morserytmer
Inde fra sin rugecelle, som
Jeg afkoder i mit kammer.
178. Her er vi så, tre polstrede skeletter,
Med huller, søm og luftlommer i,
Beklædt med hud, planker og fjer,
Lavet til at gå, stå og flyve.
Jeg går titusind skridt om dagen,
Væggen står i hundrede år.
179. Fuglen flyver ind og ud af kassen
Tyve tusind gange på en sommer,
Insektjæger og mejsedræber.
Jeg selv, udpiner af dyr og planter,
Åbner hoveddør og ovndør dagligt.
Vejen til frihed og død for mange.
Gærdesmutten
Gærdesmutten
155. Bladbrune, vimse, jordnære væsen,
Den oprette hale, det kække bagspejl,
En kort flugt få tommer over skovbunden;
Kræfterne tikker i den lille fugl.
156. Hjertet banker i en blodrus
Flere hundrede gange i minuttet.
Hun bevæger sig i svip og stød
Med ubegribelig kraft i tynde ben.
157. Hun klipper tidssekvenserne i stykker,
Springer hér og pludselig dér;
Der mangler noget, synet hakker,
Når hun krydser rundt i hop og ryk.
158. Hendes stofskifte er så højt,
Man skulle tro at fuglen koger;
Hun må spise hvert kvarter,
Fodre den løbske miniaturekrop.
159. Som inkarneret gærdesmutte
Skriver jeg en roman hver morgen,
Æder en Dagli’Brugs om dagen,
Løber til Rom og tilbage på en uge.
160. Men det er bare tankespind;
Jeg ville få hjertestop og kollapse
I løbet af de første få minutter;
Død af udmattelse, stress og kulde.
161. Jeg kommer aldrig i nærheden af den;
I energi, atletik og appetit,
I mental styrke, i courage,
I hjertebanken, i biologisk ur.
162. Men hun har godtaget min grund,
Finder føde under havens egetræer.
Jeg kender hendes sang og ser hende tit;
En tarantel, en vims, og hun er væk.
Havørn
Havørn
73. Den unge havørn fra i fjor, overvintret
og overlevet i skovens sumpe, sidder i
en nøgen ær, da jeg nærmer mig ad stien.
74. Ørnen åbner vingerne og glider ud på
luften. Det hvisler fra vingekanten,
ørnen trækker vægt, det synger i dens
vingefjer og fuglen stiger op.
75. Næbbet, den gule stevedorekrog, det bøse
bryn og det barske øje holder mig i
sigtet, mens den slår en bue og ser
mig an.
76. Tilfreds krænger ørnen rundt og op på en
udkigsgren. Et sidste skud med blikket
ned på mig, før den vender hovedet bort,
ryster nogle fjer på plads og synker hen,
sat i sten som dens øgleaner.
77. Jeg forlader min audiens, vejet og fundet
alt for let, bukker let på retræten og
vandrer videre med fred i kroppen.
Grisefugl
Grisefugl
54. Sløruglen kalder syv gange i natten på
en mand og ni gange for en kvinde, når
deres tid er inde.
55. Sløruglens kald kan minde om et vræl eller
et hyl. Vi kalder den for grisefuglen.
56. Vi tror ikke på spøgelser, men vi er bange
for dem.
Natugler
Natugler 44. Ingen, der har set en ugle om natten, går uberørt videre i tilværelsen. At se en ugle er at komme meget tæt ind på livet og slægternes erfaring. 45. En ugles kald er gentaget og overleveret gennem ti tusinder af generationer. En ugle bærer urmenneskers første frygt og måben: mørke, styrke, fart, stolthed, vildskab, bytte. En ugle er en arketype. 46. I går aftes så jeg natugleparret for første gang. Det var gråsort skumring, koldt og sent i februar. Farverne var svundet ind og afstandsdybden sløret. 47. Uglehannen kaldte fra egetræet lige over mit hoved. Jeg frøs fast og kiggede op; dér! en mørk og kileformet silhuet på en gren ved redekassen. Den kaldte på sin mage. 48. Med ét var hun der: en grå skygge i et lydløst sug af fart henover husets tag, et skarpt drej på vingespidsen ind under egens grene, hvor hun forsvinder ned i redekassen. Alt er mørkt igen. Et sekund, ikke mere. 49. Lidt efter kaldte hun. En dyb varm vibrato fuld af sex, af redekald, af rugekald og magekald. Vi ved hvad det betyder, på tværs af svælget mellem arterne og adskilt udvikling i henved en kvart milliard år. Så ægte og så tæt på, at jeg, en meget voksen mand, bliver helt forlegen. 50. Et uglepar krydsede min vej i aftes og jeg krydsede deres. Jeg forstår i brudstykker, jeg indser i glimt noget, der ikke kan udsiges. En bevidsthed langt ud over min egen. 51. Ugleparret svæver ud i natten med deres ugletanker og uglesanser. 52. Spejlet er tomt. Ruden er mørk.