1599. Se, skønheden er skødesløs: Et blomsterhjul af kronblade, En implosion af rosa skær, Strenge ud i stråleform, Forgrenet finere og finere, Gennemlyst til sidst forsvundet I det mælkehvide ingenting.
1600. Støvdragere svajer i en sø, Samlet som en dusk medusahår Af gule undervandstentakler; Guldfarina, drys af pollen Ind over bladfladens bredder. I midten de fem bægerblade, Frugtens alfegrønne pentagram.
1601. Den bløde blomsterrand Fliget, ustadig og skrøbelig Som en sommerfuglevinge. Vi blander blod med rosa saft, Forbinder vores kapillærer; En overflod af formeringsevne; Ufuldendt og frygtelig skøn.
1602. Jeg ville se den rene skønhed, Som så mange andre før, Men altid er mening i vejen. Den skønhed, der aldrig slutter, Den flygtighed, der aldrig stopper; I glimt, når den ikke ventes, Til den, der var der, da den kom.
1603. Jo, billedet er komponeret lidt; Jeg flytter lidt på kameravinklen Bevidst om visse virkemidler; Deler baggrund op i lys og mørke, Beskærer lidt; resten ved jeg ikke. Et digt er bearbejdet, arrangeret; Kun skønheden selv er skødesløs.
Her er fire fotos af en mosart (tror jeg nok) fra en krukke på min terrasse på en brutal dag i marts. Jeg har kaldt ham stjernemos (jeg er ret sikker på at det er en han-plante, fordi man kan se noget der ligner en støvdrager i midten af det tredje billede)
Jeg er nu den glade ejer af et digitalt mikroskop (en fødselsdagsgave fra to af mine børn) som jeg har brugt til de tre af billederne ovenfor. Jeg har også lært mig selv at lave pop-up gallerier. Stjernemosset ovenfor er det første galleri og planteskønheden er medrivende, eller skal vi sige medlevende.
Titusindting.dk er et digtværk; ikke et fotoalbum. Men jeg bruger mange billeder, ikke mindst fordi jeg nu – udstyret med et simpelt apparatur – vender opmærkomheden mod mesofaunaen, d.v.s. alt småtlevende, der lige netop er synlig med det blotte øje og den naturlige verdens titusind små bestanddele.
En ledsagende digttekst er på vej – sammen med foråret.
