Forårsritual
1952. Spinkelt spyd gennem sne og løv
Slunken bi i næringsstres, tom,
Sine sidste sukkermolekuler,
Og jeg, biotasulten, lyshungrig
I mit blege hylster af hud. Vi,
Blæstruskede, kolde, solslikne,
Mødes i urgammelt forårsritual.
1953. Biens tre par ben i nektardans,
Taktil modus, rytmisk samordning,
Ukendt for os; Men se: seks fødder
Pedipulerer livsvigtig fødekilde
På hovedet rundt i blomsterskål,
Forslugen, bespist, pollenbørstet;
Arketype for liv, håb og bonitet.
1954. Den første forårsdag i haven,
Vårkrokus skyder, bier summer,
Enkle ord, skarp blæst, kold sol;
Vi overlever hver for sig. Igen,
Hoveder ivrigt stukket sammen,
Helt tæt på, ind på tunge og øje;
Hvert forår, mine millioner af år.
Nyt i Index titusind:
Næringsstres ◦ 1952; Forårsritual ◦ 1952; Pedipulation ◦ 1953; Arketype ◦ 1953; Vårkrokus ◦ 1954; Overlevelse ◦ 1954;
Vegetal triumf
Vegetal triumf
1614. Et skrog, et kernehus
i eget æbleskein
Skrøbelig og skøn.
1615. Æblets arkeform intakt,
vitale dele velbevarede,
frugtkød gnasket ud.
1616. Den forfaldne frugt
sat på køkkenbordet,
en æblebalsamering.
1617. Gylden og gennemlyst,
brudte skyggelinjer
brune årer af asketræ.
1618. Den sidste sol,
forfaldssekvens
og vegetal triumf.
Nyt i index titusind:
Kernehus ◦ 1614; Æblets arkeform ◦ 1615; Balsamering ◦ 1616; Asketræ ◦ 1617; Vegetal triumf ◦ 1618.
Urtidsminder
Urtidsminder
1443. Larver er dyr, som få ser og endnu færre forstår; heller ikke jeg, som nu eksempelvis i går;
1444. På knæ og albuer med fingre dybt i havemuld; så jeg en larve, som næsten væltede mig omkuld;
1445. Et lysende fund i den mest kostelig farve; af den sorte jord en lille forårsgrøn, sammenrullet larve;
1446. Af form som den forgyldte, fossile ammonit; jeg som dreng faktisk fandt ganske tit;
1447. Den dreng, der klatrede rundt på Devons sorte kyst; med kroppen fuld af videtrang og findelyst;
1448. Som gravede med klodsede fingre i Karbons urgamle stoffer; rester af dyr og planter fra livets endeløse offer;
1449. Nu, forundret at noget så skabende grønt og sart; lever, findes, så indlysende og åbenbart.
Nyt i index Titusind:
Larve ◦ 1443; Knæ ◦ 1444; Forårsgrøn ◦ 1445; Ammonit ◦ 1446; Kyst ◦ 1447; Karbon ◦ 1448; Sarthed ◦ 1449.
Den grønne larve tilhører agatuglen, en almindelig natsværmer i Danmark med form og kamouflage som et rustrødt, vissent blad. Idet jeg samlede larven op landede en mariehøne på min handske. Hun ville hele tiden pile af, men med nøden fra en finger satte hun sig et øjeblik på kameraskud til en håndfuld farverige arketyper: jord, larve, bille og fossile minder.
Mols bjerge on my mind
Mols bjerge on my mind
1109. Ebeltoft ligger dér,
hvor landet sidst blev skabt,
i bugten, i den halve horisont
med blåt, kruset vand,
den vidåbne himmel og
landtanger med skov.
1110. Byen strækker sig
ud langs kystlinjen.
Huse og gader
renskurede,
hvidkalkede,
brostenstoppede,
turistforberedte,
stemningsoptimerede,
æble- og kaffeduftende
i efterårets hvide sol.
1111. Stier findes overalt,
blandt landets bedste:
Langs kyster, klitter, strand;
gennem sumpe, moser,
plantageskov, ungskov
enge, tunneldale;
snor sig over moræner,
overdrev, bakker;
Forbi dybtblå søer,
mos, stubbe, svampe,
kokasser, hestepærer,
trådhegn, åbne enge
biller, rævelort og
selvsmækkende låger.
1112. Dampen stiger op
fra kogeapparatet,
Det emmer fra næsebor
i aftenmørket, lygter og
gafler i vanteklædte hænder.
Et rygende hvæs,
månebelyst pisstråle
under tavse stjerneskud;
En frostklar himmel
i den enorme nat,
teltdug med iskrystaller,
ravnekald henad daggy.
1113. Dagevis, milevidt
gennem landskabet;
på anlagte stier,
dyreveksler, hulveje,
dér hvor isbræen lå,
kun titusind år siden,
hér hvor vi går,
dag på dag,
til støvlers knas i grus
mens jeg tænker, at herfra
udgår vores fortælling,
den som alle kan:
istid, afsmeltning,
indvandring fra syd,
stenalder, vikinger;
døde konger, blå øjne;
Vores dybeste forestilling
om at være menneske i nord
begynder efter sidste istid;
Før da, kun lidt hulemalerier,
nogle neanderthalere sydpå,
og så uddøde dinosaurerne;
Et stort hul i nordboers
kollektive bevidsthed,
vores dunkle palæopsykologi,
på 60 millioner år.
Vi bestiger endnu en moræne:
Fra toppen ses Ebeltoftbugten,
et mægtigt landskab i hvile,
tindrende i urtidsfarver.
Nature Morte
Nature morte
960. Skovfyr flakker i skyggespil,
Sol danser på skovens bund.
Tørt lys, terpeners duft
Møder fugtig jord, nålemuld.
961. To små skørhatte står,
Et sammenvokset par;
Varme rødorange sfærer
Lyser op på sortbrun jord.
962. Der er ingen form for liv
I naturens dynamik af væsner,
Intet funktionelt princip,
Der ligner svampehatten.
963. I virussens mikroverden
Findes måske en flagel,
En udvækst, et horn,
Der ligner svampeboblen.
964. Blandt vore ting kendes kun
Det gærformede bolleskud,
Rundet op under klædet,
Holdt frem i hænders skål.
965. Svampen er en urform,
En arketing fra billeddybet
Af samme orden, styrke, som
Fugl, fisk, træ, og blomst.
966. To underjordiske væsner,
Svulmet frem i efterårets glød
Blandt bitte, grønne frynser
Af årets skovfyrsspirer.
967. Frisk lugt med lidt fordærv,
Et blegt og vandigt kød,
En svampet svampethed,
Kølig og død på fingrene.
968. En skødesløs perfektion
Af frodighed og ældning,
Flygtig hvor den findes
I efterårets jordiskhed.
Nyt i Index Titusind:
Skovfyr • 960; Skørhat • 961; Svampehat • 962; Virus • 963; Hænders skål • 964; Arketing • 965; Efterår • 966; Fordærv • 967; Ældning • 968.
Stevns Klint
Stevns Klint
I
918. Kun til fods mærker man landets linjer:
Hvordan undergrunden bølger under stien,
Hvordan sten og rødder skubber jorden ud
Og vandet åbner revner, sprætter fladen op.
919. Nogle vandrere siger at de kan mærke
Stiens molekyler mellem deres tæer;
De kan mærke, hvordan landet blev lavet,
Lag på lag, havbund ovenpå havbund.
920. Kun med fødder og med fingre
Fornemmer man de levende lag,
Der hobede landet op i årmillioner;
Fra kalkens mosdyrsskeletter
Til alger i kridttidens lunke hav.
921. Det er kun en ubetydelig åbning i
Den kilometerlange slåenbræmme;
Men hér er stien ud over kanten:
Omkring 25 meter lodret ned.
Det kræver smattet reb og stiger,
At forcere muddertrin på muddertrin
Ned gennem buskads til nutidshavet.
922. Kridtlaget her stikker dybere og dybere:
Fire- fem- ni hundrede meter tykke lag
Af komprimerede mikrokrebs og skaller:
Enorme lag af fortids liv og mineraler
Under min fødder, mellem mine fingre.
923. Havet graver sig ind i klinten,
Opbløder det porøse materiale,
Sliber runde klumper af gulligt kridt,
Der ligger blandt strandens sten,
Lidt ru på overfladen og kornet,
Efter umindelig tid i jordens skorpe.
924. På klatreturen op til kanten igen,
Forbi bølgede lag af sorte flintesten
Og tynde streger af kosmisk støv
Indlejret og indfarvet i fiskeler,
Passerer jeg den ene katastrofe
Og når op i lyset til den næste.
II
925. Mange vandrere tyder landskabslinjer
Øjet finder dem: de åbne og de skjulte,
De brutale med de bløde.
Men her på Stevns Klint
Finder vi landskabsstrimler:
En smal kant og en strimmel krat
Holder stand mod generationer
Af pløjede marker, herremænd
Udpinte bønder og rette linjer
Overalt i dette flade land.
926. Man mærker aggressionen
Fra afspærrede, forbudsbeskiltede,
Mandshøje jordvolde og trådhegn
Rundt om landskabsskændernes
Snorlige, maskintrimmede indkørsler
Og sprøjtede, pastelgrønne plæner
Klippet helt ud til jordens ende
I besidderhovmod og korruption.
927. Sidste år blev strimlen bredere.
En fredningssag lagde 25 meter
Til trampestiens smalle fodfæste.
Det kan ses med det samme:
Vegetation og insekter myldrer frem;
Men også vrede i høstmaskinens sving
Ind over nyligt fredet land.
928. Klintekanten skifter karakter;
Vildere, højere, flere farver.
Her vokser nye urter og planter,
Gulnet, hårfint græs føjer sig
I vindens retning ud mod havet.
Vandreren nikker til kendte arter,
Botanikeren finder sjældne blomster.
Skilte opsat med droneforbud
(Jeg var længe om at tyde det)
I dette ældste af levesteder.
III
929. Hvide sommerfugle flagrer op
Overalt i den åbne vegetation.
Kilometer efter kilometer
af smalt, nyt overdrev med knopurter,
Tidsler, regnfan, gyldenris,
Og hegn af tjørn, slåen, hyld,
lidt hybenroser og skovæbler.
930. Kålsommerfugle og takvinger
Er ikke arketypens tætte sværm;
Men den fredede klint er nu
Et tegn på overflod og bonitet
På en nøjsom, kalkrig jord.
Bier kravler rundt på sene blomster
Og selv en pelset duehale svirrer
Som en kolibri fra urt til urt.
IV
931. Boesdal Kalkbrud har fået
En ny turistmaskine,
En forsænket linje i landskabet
Bygget af stedet selv;
En evighedsvision om
Bygning og landskab i ét;
En tidskapsel til eftertiden,
En moderne landskabsfortælling
Om klinten, livet, kosmos,
Og os.
932. Nede på klippen over havet
Bygger turister varder af sten;
Urgammel landskabsarkitektur,
Den første fortælling om universet.
933. Ude på sporet står skilte
Med den nutidsnære skildring
Af klippeskærere, flinteknusere,
Forarmede fiskere, kirkebyggere.
Det forklares at erhvervene er borte,
Men ikke at fisken er væk.
I dag er kun havet tilbage.
V
934. De gamle fuglekiggere smiler
Og trænges sammen i tårnet
Længere nordpå ved Mandehoved
Med teleskoper og termoflasker.
Spejdende skanner de horisonten,
Småsnakker, driller, chatter.
Op og ned langs kysten går rygtet,
At hvepsevågerne er kommet.
Ude på ruten søger fuglefolket
De gode steder at stille udstyr op,
De misser med skarpe øjne;
Landsfarende, fugleopsøgende,
Kyndige i naturtegn og fuglekald;
Shamaner uden indre stemmer
VI
935. Skumringen falder over stien,
Inden jeg når til Rødvig.
Istidens moræneler og grus
Polstret af plantemuld og græs
Blandet med molekyler
Og fossile fortidsorganismer
Sidder under mine trætte tæer.
Aftenvandrere sidder stille
I skellet mellem liv på jord
Og alt det andet derude.
En rød, glødende sol
Hænger over kysten og
Det gyldne vand.
Nyt i Index Titusind:
Undergrund • 918; Havbund • 919; Kridttid • 920; Vandresti • 221; Kridtlag • 922; Jordens skorpe • 923; Kosmisk støv • 924; Landskabslinjer • 925; Fredet land • 925; Landskabsskænder • 926; Fodfæste • 927; Vindretning • 928; Knopurt • 929; Arketype: sommerfuglesværm • 930; Klint • 931; Varde • 932; Fiskebestand • 933; Hvepsevåge • 934; Shaman • 935; Moræneler • 935.
Minde
Minde
915. En sværm af sommerfugle flakser op
Fra en busk i engens hedeflimmer.
Luften stiger med frø og blomsterstøv,
Lyset er dovent og tykt af sirupssol;
Molekyler hvirvles rundt af vingeslag,
Trykket rammer støv og flyvefnok.
916. Et billede fra mit scenemageri,
Et animeret glimt for åbne øjne;
En drøm, erindring, en fix idé,
Eller et levn fra tabte slægter
Begravet i den kollektive fantasi
Flygtigt tilstede, men ofte dér.
917. Varme, sødme, en overflod af føde,
Åbent land, lys og svirrefluer;
En urtidssommer ved å og strand
Med frugt, saft, slikkesalt og fisk.
Bålet gløder under stjernehimmel;
Forsigtig, landet åbner sine minder.
Nyt i Index Titusind:
Blomsterstøv • 915; Molekyle • 915; Tabte slægter • 916; Slikkesalt • 917.
Om at save en jævnaldrende bøg i skiver
Om at save en jævnaldrende bøg i skiver 324. Bøgen og jeg er omtrent jævnaldrende, begge i midten af tresserne. Den ene kommer fra byen, den anden fra skoven. Jeg står op, og bøgen ligger ned. Jeg har arme, mens bøgen er en kævle med lemmer kappet af; en væsensforskel. 325. Statistisk har vi begge udsigt til omtrent samme livslængde, 90-100 år inden vi fældes. Bøgen voksede op i plantagen, jeg voksede op i kolonien; to hovedformer for landskab i den sene holocæn. Alle træer i plantagen er omtrent lige gamle; noget lignende gælder for mennesker, dog overvejende i vores sidste leveår. 326. Manden og træet og øksen en arketypisk treenighed. Jeg er manden, nybyggeren og muskelkraften; træet er den ædle natur, modstanden, vildnisset; jeg er naturbetvingeren, hånd mod bark, vi er det oprindelige præ-fossile liv. 327. Manden og øksen, senere saven, har kostet træerne det meste af kloden. Det er øklogisk tragisk ironi, at mandens domæne svinder i takt med træernes ståsteder. 328. Mænd rækker ud efter motorsaven, når de ser et træ. Et træ, som vi forstår det, er til for at blive fældet, ligesom solen er til for at give lys. Ethvert træ risikerer overgreb og oversavning. 329. Jeg fylder benzin på saven (i geologisk forstand er træet faktisk selv ude om det). Checker kædeolien, vipper startkontakten, trækker i startsnoren. 330. Under larm som fra gigantiske hvepse begynder jeg at skære kævlen i tykke skiver. Jeg er deltager i et at de få tilbageværende ritualer af maksulin mystik i den fossile brændstofs tidsalder. 331. Saven rykker i arme og ben. Byrden trykker mellem mine skuldre. Savsmuld vælder ud og dækker mine fødder. Jeg tænker: bare det ikke bliver rødt.
Natugler
Natugler 44. Ingen, der har set en ugle om natten, går uberørt videre i tilværelsen. At se en ugle er at komme meget tæt ind på livet og slægternes erfaring. 45. En ugles kald er gentaget og overleveret gennem ti tusinder af generationer. En ugle bærer urmenneskers første frygt og måben: mørke, styrke, fart, stolthed, vildskab, bytte. En ugle er en arketype. 46. I går aftes så jeg natugleparret for første gang. Det var gråsort skumring, koldt og sent i februar. Farverne var svundet ind og afstandsdybden sløret. 47. Uglehannen kaldte fra egetræet lige over mit hoved. Jeg frøs fast og kiggede op; dér! en mørk og kileformet silhuet på en gren ved redekassen. Den kaldte på sin mage. 48. Med ét var hun der: en grå skygge i et lydløst sug af fart henover husets tag, et skarpt drej på vingespidsen ind under egens grene, hvor hun forsvinder ned i redekassen. Alt er mørkt igen. Et sekund, ikke mere. 49. Lidt efter kaldte hun. En dyb varm vibrato fuld af sex, af redekald, af rugekald og magekald. Vi ved hvad det betyder, på tværs af svælget mellem arterne og adskilt udvikling i henved en kvart milliard år. Så ægte og så tæt på, at jeg, en meget voksen mand, bliver helt forlegen. 50. Et uglepar krydsede min vej i aftes og jeg krydsede deres. Jeg forstår i brudstykker, jeg indser i glimt noget, der ikke kan udsiges. En bevidsthed langt ud over min egen. 51. Ugleparret svæver ud i natten med deres ugletanker og uglesanser. 52. Spejlet er tomt. Ruden er mørk.