Mols bjerge on my mind
1109. Ebeltoft ligger dér,
hvor landet sidst blev skabt,
i bugten, i den halve horisont
med blåt, kruset vand,
den vidåbne himmel og
landtanger med skov.
1110. Byen strækker sig
ud langs kystlinjen.
Huse og gader
renskurede,
hvidkalkede,
brostenstoppede,
turistforberedte,
stemningsoptimerede,
æble- og kaffeduftende
i efterårets hvide sol.
1111. Stier findes overalt,
blandt landets bedste:
Langs kyster, klitter, strand;
gennem sumpe, moser,
plantageskov, ungskov
enge, tunneldale;
snor sig over moræner,
overdrev, bakker;
Forbi dybtblå søer,
mos, stubbe, svampe,
kokasser, hestepærer,
trådhegn, åbne enge
biller, rævelort og
selvsmækkende låger.
1112. Dampen stiger op
fra kogeapparatet,
Det emmer fra næsebor
i aftenmørket, lygter og
gafler i vanteklædte hænder.
Et rygende hvæs,
månebelyst pisstråle
under tavse stjerneskud;
En frostklar himmel
i den enorme nat,
teltdug med iskrystaller,
ravnekald henad daggy.
1113. Dagevis, milevidt
gennem landskabet;
på anlagte stier,
dyreveksler, hulveje,
dér hvor isbræen lå,
kun titusind år siden,
hér hvor vi går,
dag på dag,
til støvlers knas i grus
mens jeg tænker, at herfra
udgår vores fortælling,
den som alle kan:
istid, afsmeltning,
indvandring fra syd,
stenalder, vikinger;
døde konger, blå øjne;
Vores dybeste forestilling
om at være menneske i nord
begynder efter sidste istid;
Før da, kun lidt hulemalerier,
nogle neanderthalere sydpå,
og så uddøde dinosaurerne;
Et stort hul i nordboers
kollektive bevidsthed,
vores dunkle palæopsykologi,
på 60 millioner år.
Vi bestiger endnu en moræne:
Fra toppen ses Ebeltoftbugten,
et mægtigt landskab i hvile,
tindrende i urtidsfarver.
Nature Morte
Nature morte
960. Skovfyr flakker i skyggespil,
Sol danser på skovens bund.
Tørt lys, terpeners duft
Møder fugtig jord, nålemuld.
961. To små skørhatte står,
Et sammenvokset par;
Varme rødorange sfærer
Lyser op på sortbrun jord.
962. Der er ingen form for liv
I naturens dynamik af væsner,
Intet funktionelt princip,
Der ligner svampehatten.
963. I virussens mikroverden
Findes måske en flagel,
En udvækst, et horn,
Der ligner svampeboblen.
964. Blandt vore ting kendes kun
Det gærformede bolleskud,
Rundet op under klædet,
Holdt frem i hænders skål.
965. Svampen er en urform,
En arketing fra billeddybet
Af samme orden, styrke, som
Fugl, fisk, træ, og blomst.
966. To underjordiske væsner,
Svulmet frem i efterårets glød
Blandt bitte, grønne frynser
Af årets skovfyrsspirer.
967. Frisk lugt med lidt fordærv,
Et blegt og vandigt kød,
En svampet svampethed,
Kølig og død på fingrene.
968. En skødesløs perfektion
Af frodighed og ældning,
Flygtig hvor den findes
I efterårets jordiskhed.
Nyt i Index Titusind:
Skovfyr • 960; Skørhat • 961; Svampehat • 962; Virus • 963; Hænders skål • 964; Arketing • 965; Efterår • 966; Fordærv • 967; Ældning • 968.
Minde
Minde
915. En sværm af sommerfugle flakser op
Fra en busk i engens hedeflimmer.
Luften stiger med frø og blomsterstøv,
Lyset er dovent og tykt af sirupssol;
Molekyler hvirvles rundt af vingeslag,
Trykket rammer støv og flyvefnok.
916. Et billede fra mit scenemageri,
Et animeret glimt for åbne øjne;
En drøm, erindring, en fix idé,
Eller et levn fra tabte slægter
Begravet i den kollektive fantasi
Flygtigt tilstede, men ofte dér.
917. Varme, sødme, en overflod af føde,
Åbent land, lys og svirrefluer;
En urtidssommer ved å og strand
Med frugt, saft, slikkesalt og fisk.
Bålet gløder under stjernehimmel;
Forsigtig, landet åbner sine minder.
Nyt i Index Titusind:
Blomsterstøv • 915; Molekyle • 915; Tabte slægter • 916; Slikkesalt • 917.
Om at save en jævnaldrende bøg i skiver
Om at save en jævnaldrende bøg i skiver 324. Bøgen og jeg er omtrent jævnaldrende, begge i midten af tresserne. Den ene kommer fra byen, den anden fra skoven. Jeg står op, og bøgen ligger ned. Jeg har arme, mens bøgen er en kævle med lemmer kappet af; en væsensforskel. 325. Statistisk har vi begge udsigt til omtrent samme livslængde, 90-100 år inden vi fældes. Bøgen voksede op i plantagen, jeg voksede op i kolonien; to hovedformer for landskab i den sene holocæn. Alle træer i plantagen er omtrent lige gamle; noget lignende gælder for mennesker, dog overvejende i vores sidste leveår. 326. Manden og træet og øksen en arketypisk treenighed. Jeg er manden, nybyggeren og muskelkraften; træet er den ædle natur, modstanden, vildnisset; jeg er naturbetvingeren, hånd mod bark, vi er det oprindelige præ-fossile liv. 327. Manden og øksen, senere saven, har kostet træerne det meste af kloden. Det er øklogisk tragisk ironi, at mandens domæne svinder i takt med træernes ståsteder. 328. Mænd rækker ud efter motorsaven, når de ser et træ. Et træ, som vi forstår det, er til for at blive fældet, ligesom solen er til for at give lys. Ethvert træ risikerer overgreb og oversavning. 329. Jeg fylder benzin på saven (i geologisk forstand er træet faktisk selv ude om det). Checker kædeolien, vipper startkontakten, trækker i startsnoren. 330. Under larm som fra gigantiske hvepse begynder jeg at skære kævlen i tykke skiver. Jeg er deltager i et at de få tilbageværende ritualer af maksulin mystik i den fossile brændstofs tidsalder. 331. Saven rykker i arme og ben. Byrden trykker mellem mine skuldre. Savsmuld vælder ud og dækker mine fødder. Jeg tænker: bare det ikke bliver rødt.