Træstubsarkæologi
969. Vraget af en kæmpefyr
Sunket ned i skovens bund,
Kun stubbens omkreds anes;
Mosgroet gråbark stikker op,
En tandkrans, en palisade
Omkring den sunkne midte,
Hvor alt ved er rådnet væk,
Dækket af blåbærbuske.
970. Et landskab voksede frem
Rundt om træets stamme
Op fra træets rødder.
Stubbe er gamle bopladser,
Tusinder af livsforløb
Overalt i træets limber.
971. Mennesker har slået lejr
Under træets krone,
Lyttet til træets lyde
Dybt i mørke nætter;
Set måner i overhænget,
Hørt på ugler og varsler,
Vinden og ånders tuden,
Sovet på de faldne nåle.
972. Dette træ blev hugget om,
Topkappet, afgrenet, afbarket,
Rullet ud i søen, flådet væk.
Tilbage, en heksering af bark,
Historier i trøsket træ;
En åndemund fuld af jord.
Nyt i Index Titusind:
Træstub • 969; Boplads • 970; Ånder • 971; Hugget om • 973,
485. Ve gav dem vos bedste venerationer Her på bjerget i Eleftherna, Ve gød frø og agern og nektar På stenet jord, blandt stikkende strå, I dybe raviner, på klippesider.
486. Venerationer voksede frem I det dovne støv, den svedne hede I den tid, det tager En kermeseg at synke i jorden, I den tid, det tager En by at falde om i brokker, På de gamle sten, Blandt antikke frø.
487. Kom ind under min skygge Og ieg vil vise dig, Hvad frøet virkelig kan; Kriger, slave, senator, matriark. Her hvor stenen står, hvor I blev sænket ned, Ofret, mindet, glemt og gravet ud.
488. Der satte ieg et minde: Min frugt ved hovedstenen. På nekropolis står de nu: De to damer fra Eleftherna, Indsat i hinandens former, Sammensatte søstre i sten og træ, Indtil ieg, olivenolding, Svinder ind og smuldrer væk, Mens stenen står tilbage Fra min veneration til den næste.
489. Kom med ned i slugten Og ieg vil vise jer, Hvad figentræer virkelig kan: Holde hele bjerget i et greb Til kommende generationer. Ieg holder på jeres minder og viden, Halvt hemmeligt, halvt skjult, Urner, amphoraer, våben, skjolde; Den lille okse og hinden halvt i spring Fanget i det brændte ler, Hamret ind i guld.
490. Kom ind under denne mur Og ieg vil vise jer, Hvad vedben virkelig vil: Langs agoraen, ned af bjergsiden, Ud over de antikke mure, Nedstammet i lige linje fra urtids frø, Vokser venerationer af vedben I metertyk pragt af blanke blade.
491. Kom nærmere; Ieg er levende lag Af solvarme, sugende, slikkende bier, Et summende spektakel Så højt, at I stopper, Forundret over hvad, I ser:
492. Ve viser jer byens dronninger Og Elefthernas reiterationer: Alle templerne, al kunst, Tårnet, jordskælvet, søjlerne, Alle villaer, cisterner, Alle stater, alle krige. Ve har set slægt efter slægt, Stable disse sten og Sove under disse stjerner. Og her står ve Til de atter mødes.
Eleftherna er en ruinby og arkæologisk udgravning på Kreta. Byen har haft en central betydning for Kretas historie i tiden fra det 9. årh fvt frem til den blev endelig forladt omkring år 800 (byen blev ødelagt af jordskælv for anden gang i 796). I dag er der bygget et vidunderligt museum i den nutidige by Eleutherna.
