Om mønster – ikke-mønster i et topskudaf normannsgran
eller
Åh, hvor jeg dog elsker nåletræers skud Hvert år, når nordmannsgranen springer ud.
1669. Nye nålekvaster, fine og babybløde, Intense nuancer af spædgrønt lys; I midten den skællede drudefod, Ru, klistret bark og duften, duften: Terpener, ah, terpenerne, mit ken.
1670. De fire skud forskudt på skuddet I forhold til sidste og forrige år; En vindel drejer og og op og Giver træet form og ligevægt; Den femte knop et skud i højden.
1671. På hver skudspids endnu en hinde, Et skud i fosterstand, tregrenet; To til vækst i bredden og det tredje Til vækst i længden, sytten knopper Gentaget hvert år i træets levetid.
1672. Alt jeg ser er mønster – ikke-mønster: Et mønster, men ikke to er ens; Fuldkommen, men aldrig færdig, Symmetrisk, men aldrig hel; Skøn, altid denne forundring.
1673. Det skønnes medium er form og tid: Form som mønster – ikke-mønster; Tid som gentagelse – ikke-gentagelse; Lidt anderledes, hver gang vi ser, Heraf opstår fornemmelsen for liv.
1674. Skuddet er sin egen historie Om form og tid i forandring, Genskabt år for år for år; Ikke fuldendt, stræber ikke, Kun næsten og det er skønhed nok.
Åh, hvor jeg dog elsker nåletræers skud Hvert år, når nordmanns granenspringer ud.
Nyt i Index titusind: Nålekvast ◦ 1669; Drudefod ◦ 1669; Ligevægt ◦ 1670; Fosterstand ◦ 1671; Mønster – ikke-mønster ◦ 1672; Det skønne ◦ 1673; Form og tid ◦ 1674; Nåletræers skud ◦ 1674.
1599. Se, skønheden er skødesløs: Et blomsterhjul af kronblade, En implosion af rosa skær, Strenge ud i stråleform, Forgrenet finere og finere, Gennemlyst til sidst forsvundet I det mælkehvide ingenting.
1600. Støvdragere svajer i en sø, Samlet som en dusk medusahår Af gule undervandstentakler; Guldfarina, drys af pollen Ind over bladfladens bredder. I midten de fem bægerblade, Frugtens alfegrønne pentagram.
1601. Den bløde blomsterrand Fliget, ustadig og skrøbelig Som en sommerfuglevinge. Vi blander blod med rosa saft, Forbinder vores kapillærer; En overflod af formeringsevne; Ufuldendt og frygtelig skøn.
1602. Jeg ville se den rene skønhed, Som så mange andre før, Men altid er mening i vejen. Den skønhed, der aldrig slutter, Den flygtighed, der aldrig stopper; I glimt, når den ikke ventes, Til den, der var der, da den kom.
1603. Jo, billedet er komponeret lidt; Jeg flytter lidt på kameravinklen Bevidst om visse virkemidler; Deler baggrund op i lys og mørke, Beskærer lidt; resten ved jeg ikke. Et digt er bearbejdet, arrangeret; Kun skønheden selv er skødesløs.
Tilstandsrapport over værkets brug af metaforer, antropomorfismer, og andre banaliteter fra det poetiske feltarbejde.
1168. I teksten Om brug af metaforer og i flere digte har jeg erklæret den antropocentriske metafor for bandlyst. Jeg kalder den for SNG (simili non grata). Denne tekst gør status over, om digtene indfriede digterens forventning og, hvis ikke, hvor galt det er fat.
1169. Bloggens poetiske mål er sproglig ligestilling for naturlige verdens væsner i menneskers sprogbrug. Teknisk gøres dette bl.a. ved at undgå metaforer, der bruger menneskeskabte ting og begreber til at beskrive et andet levende væsen eller naturfænomen. Målet er, at den naturlige verden kan eksister sprogligt i sin egen ret (sproglig ikke-diskrimination).
1170. Vers 7. Blæsten danser ind på skrå. Banal antropomorfisering, som jeg burde have holdt mig fra. Selvfølgelig danser vinden ikke. Beskrivelsen associerer en aktivitet uden relevans for et naturfænomen. Måske skulle jeg bruge ordet “flakker”. Situationen i digtet er en stærkere vind, end den i vers 109, som overvejende kommer fra samme retning og som en dreng må læne sig lidt ind i for at holde balancen. Jeg undskylder.
1171. Vers 75-76. Gul stevedorekrog og skud med blikket. Digtet beskriver en havørn ud fra digterens synsvinkel. Begge metaforer er forsåvidt gode nok; sådan kan en havørn se ud for en menneskelig iagttager. Men digtet kan kritiseres for slaphed og for ikke at gøre sig umage. Jeg beklager.
1172. Vers 109. Usynlige fingres strygen hen over landet. Yep; umådeligt banalt, burde slet ikke stå der. Metaforen skulle fange den lette brise i landskabet, mens beskueren selv ligger på ryggen i græsset i en klitplantage og lader sanserne stå åbne, mærker vinden på ansigt og i håret, og i øvrigt er 6-7 år gammel, og har en fornemmelse af fuldstændig samhørighed med jord og himmel. Men skaden er sket; det skal ikke ske igen.
1173. Vers 209. Det mægtige hjerte holder inde. En romantisk kliché-metafor i nutidens sprogbrug. Det er et næsten direkte citat fra William Wordsworth's digt fra 1802 - Composed upon Westminster Bridge og er medtaget som en hyldest til denne vidunderlige naturdigter, og fordi jeg som ung blev stærkt grebet af digtet og specielt denne linje om et landskab i ro med sig selv. Digtet var nyskabende for sin tid og er i øvrigt en teknisk perfekt sonnet.
1174. Vers 259. To orange bøssemundinger. Metafor for ugleøjne. Vel, metaforen har lige med nød næppe fat i det reelle forhold, at ugleøjne og jagt er knyttet sammen. Endnu en slap dag.
1175. Vers 268-278. Pæreskud. Dette digt er i det hele forfejlet. Jeg gav op, var ikke ihærdig, ikke professionel, ikke vedholdende, lod principperne skride ud; forbrød mig alle digterens grundlæggende egenskaber. Et underskønt naturfænomen skulle beskrives: Et pæreskud, som alle burde have den oplevelse at se over de ca. tre uger, det varer. Men hvad gør jeg: forfladiger det med en flok vattede royale metaforer, og gør det om til et lille eventyr i frugtdragt. Se billedet af pæreskuddet nedenfor, og døm selv. Intet digt er dog så dårligt, at det ikke også er godt for noget: det kan altid tjene som afskrækkende eksempel. Undskyld, undskyld.
1176. Vers 276. Hvide krukker. Det er meget almindeligt at bruge ordet klokke om en plantes blomsterstand. Så hvorfor ikke også krukker om en liljekonvals blomster? Det er et svagt forsvar, jeg ved det, men udover de berømte bjælder råder sproget kun over botanisk fagterminologi som, bortset fra at den ofte er seksualiseret, faktisk er ret så associationsdød. Så, vi lader denne metafor passere.
1177. Vers 350 ff. Fefølehorn. Svært at retfærdiggøre, men synet af disse langhornsmøl er så enestående og anderledes, at jeg slog mig selv over fingrene og gjorde det alligevel: greb tilbage til et af den vestlige kulturs mest benyttede metaforer for ideen om det overjordiske, det tryllebundne. Hvis der er nogen, som herefter syntes, at disse møl er væsner, der fortjener vores respekt, så har jeg ikke digtet forgæves. Se nedenfor et foto fra haven af en anden art: guldbåndet langhornsmøl.
(Specifikt om vers 355-57: elevator og maskinmetafor. Endnu et eksempel på et digt, der går i slagsmål med sig selv over sine metaforer. Metaforen "elevator" erstattes med "snoretræk", hvilket blot er at erstatte en højteknologisk maskine med en lavteknologisk indretning; en feberredning. Formålet er her at illustrere, hvor svært det er at gøre sig fri at et antropocentrisk ord- og billedvalg og hvor svært det er at afkolonialisere sit sprogbrug. To points for at gøre forsøget).
1178. Vers 374. Millioner miniparasoller brugt som metafor for bøgens kimblade. Ok; et hurtigt og effektivt billede. Erstatter en egentlig beskrivelse, som der ikke er plads til i denne digtform. Vi lader den slippe for nu.
1179. Vers 375. Kindkysser jorden. En halvrådden bogkapsel kan godt ligne kæbepartiet fra et kranie, hvis man vil se det sådan. Kapslen ligger sidelæns på jorden; altså kindkys, ikke mundkys. Kapslen er død og rådden; altså farvel for sidste gang. Men stadigvæk; metaforen er et uhæderligt kunstgreb, fordi jeg lader mig aflede i forsøget på at beskrive bogkapsler, og i stedet laver et let stemningsbillede tilsat et stænk melankoli. Tre ave Mariaer.
1180. Vers 494. Bankende hjerte på et træskelet om en myresværm. Dårlig dag. Sorry.
1181. Vers 713. Husblasvinger. Hvad ligner fluevinger, bivinger, hvepse-vinger, guldsmedevinger, hvis ikke fint formede stykker husblas? Jeg ved det; de to materialer kan ikke sammenlignes; det er en forkert metafor, der bør forkastes. Medmindre, selvfølgelig, fluevinger og gelatin har proteiner tilfælles. Biokemikere vil vide det. Jeg bruger metaforen husblas ét andet sted. Beklager to gange.
1182. Vers 727. Batmanbille. Digtet debaterer sit eget metaforvalg, som naturligvis er totalt tomt og meningsløs - men også fristende for digtere med lav selvdisciplin. Jeg vedlægger billede af selve situationen. Kig selv med.
1183. Vers 831. Bionicle lemmer i miniformat. Dette er et af flere eksempler på brug af antropocentriske metaforer, der polemiseres i digtet selv. Digtet prøver ikke at snige menneskelige former eller følelser ind bag ryggen om læseren, men gør det åbent og sommetider trodsigt; ærlig i sin fejlbarlighed. I øvrigt kunne man sagtens lave en fantastisk serie af sci-fi væsner alene baseret på studiet af insekter; det er forbløffende, hvordan til eksempel hele bukkeslægten ligner flere generationer af kulørte robottegneres forestillinger om gigantiske, menneskelignende destruktionsmaskiner; hallo, Lego.
1184. Vers 850. Som en ånd i vinden. Faktisk, skandaløst dårligt. Burde aldrig være skrevet. Måske ville ordet åndedrag have hjulpet lidt på det, men det er stadig en meningsløs sammenstilling. Formildende er kun, at metaforen skulle angive en reverens for naturtilstanden og vores sårbare og intenst livgivende åndedrag i frisk luft. Mea culpa.
1185. Vers 864. Billesmed. Metafor og neologisme. Jeg ledte efter en måde at beskrive de hundredvis af mikrosmå buler i billens dækvinger; billesmed var det bedste billeder, jeg kunne komme op med. Digtet er samtidig lidt af et avanceret børnerim, og måske er ideen om, at der sidder en smed og laver billepanser ikke en dårlig måde at lave en anskuelig historie på. Jeg holder på mit.
1186. Vers 891. Fræk frisure, myntekrone. Ja, ja, selvfølgelig har en blomst ikke nogen frisure, men jeg udfordrer metaforpuritanisterne til at tage et kig på monardens blomsterstand og derefter fortælle mig - hånden på hjertet - at de aldrig ville have gjort det samme. Jeg plæderer uskyld gennem medskyld. Og digtet udtrykker jo anerkendelse og respekt for en (ha ha: kæk!) blomst.
1187. Vers 903. Skorpionfluen ligner en flue med gasmaske fra hybride skyttegravskrige. Sammenligningen med en soldat fra 1. verdenskrig er i sig selv tåbelig og intetsigende; men sådan kan vores egen og insekternes verden kædes sammen og skabe symboler (vores naturligvis). Digtet nægter at undskylde sin metafor, så det vil jeg heller ikke gøre. Se i øvrigt billede.
Billedet er knipset fra min uundværlige ledsagebog Insekter i Danmark af Morten Hansen og Ole Jørgensen. Jeg låner det lige et øjeblik. Fordi det er simpelthen det bedste. Jeg lykkedes aldrig med selv at få et billede af den skorpionflue, jeg fandt i min busk af hvid snerre. Jeg skal nok lade være med at gøre det igen 🙏.
1188. Vers 956. Lilla testikelsæk. Metaforen er reel nok, i det mindste i den forstand, at både frugt og testikler har noget med reproduktion at gøre. Som digtet selv antyder: den mentale samkøring af sex og planter bunder meget dybt i menneskers forestillingsevne, uden dermed at gøre metaforerne gode. Jeg holder på mit.
1189. Vers 972. Åndemund fuld af jord. En dårlig metafor for en storbylæser i det 21. århundrede, men for mange naturfolk, shamaner, trævogtere og andre, tror jeg billedet kunne være reelt nok. Dette betyder ikke, at metaforen af den grund er mere sand. Men det indikerer, at sådanne mennesker har et langt stærkere bånd til træer som levende oranismer, end vi selv har; og så er noget jo vundet allerede.
1190. Vers 1137. Filigran om tråd-skelettet fra en japansk lygte. Filigran er menneskeskabt og ikke en dækkende sammenligning, men dog derhenad. Digtet om japanske lygter er skrevet i haiku, så korthed er essensen. Der er ingen plads til forklaring. Filigran er ikke den bedste metafor, men det prøver at gøre hæderligt arbejde i digtet. I mangel af bedre må den stå.
1191. Vers 1156. Taglagte terrasser, hængende haver. To metaforer hentet fra idealiserede bygningsværker. De er misvisende, men bliver brugt til at udtrykke begejstring. Som sådan illustrerer de ganske godt metaforens trade-off: den er ikke gratis at bruge og har sin pris, enten i tab af mening, præcision, ægthed, eller, hvis man undlader at bruge den, i slagfærdighed. Jeg burde nok have undladt; gjort mig mere umage med at beskrive det reelle forhold om distribution af svampens frugtlegemer alt efter mikroforskelle i ernæring, væde, sol, vind, osv. Men jeg valgte genvejen. Sorry.
1148. Efteråret er Essensernes tid; ægte Wabi-sabi tid.
*) Wabi-sabi er en traditional form for japansk æstetik, der bygger på accepten af altings forgængelighed og det fuldendtes uopnåelighed. Wabi-sabi idealet fremmer det usymmetriske, det upolerede, simple, beskedne, intime, og respekten for naturens ting og kræfter.
Kredsgang
889. Hele sommeren er to planter
vokset til i klosterhaven.
Jeg har fulgt dem, dag for dag
med øje- og fotofangst.
890. To kugleformede frøstande,
én er overdådigt synlig,
Den anden skjult, og til vinter
et frøraslende memento mori.
891. En stand af høje hestemynter
skyder op, skifter form, farve,
Lavendelblå top i pjusket harmoni,
en fræk frisure, myntekrone.
892. En russisk mandstro, stikkende kugle,
en globe af spidse svøbblade,
Skyder frem i den vilde oregano;
balance båret op af tidseltakker.
893. I går, flygtigt, de første blomster,
mit held at se dem begge:
En sfære med to bitte lilla faner,
Og lupsmå hvide grifler.
894. Tre legemer i kredsgang
omkring liv og form og ord.
De to kulminerer nu i organik,
mens jeg imploderer,
Udvokset og efterladt i bedet
med fattig æstetik.
Nyt i Index titusind:
Klosterhave • 889; Vinter • 890; Hestemynte • 891; Mandstro • 892; Sfære • 893, Organik • 894.
Sorg
774. Der er sorg i dette landskab
Overalt jeg træder forbi,
Passerer igennem, kigger ud.
775. Mark, skel, grøft og vej,
Kvadratiseret og rettet ud,
Til vendediameter og skær.
776. Landet er lavet til maskiner:
Logistikmaskiner og agromaskiner,
Kørselsmaskiner og gravemaskiner.
777. Der er kun lidt at glæde foden;
Terræn, bugtning og bløde stier,
Skovbund, klippegrund og bæk.
778. Landskabet er lydforarmet;
Blæsten hvisler, råger skratter
I det streglige, rydelige land.
779. Der er sorg i dette landskab,
Der har mistet sine symboler:
Skove, storke, heder og moser.
780. Som symbol står kysterne tilbage,
Med turistbyer og badeland;
Kulisser for fedtemøg og fiskedød.
781. Agrobygninger i rå rektangler;
Glatte, rudeløse, skyldbevidste,
Uvist om de vil skjules eller ses.
782. Oplandet ryddes, landet jævnes;
Megabutikker kræver at blive set
På gule, karseklippede plæner.
783. Tarvelig arkitektur og materialer;
Kun lidt at bevare eller mindes,
Hurtigt, billigt og grimt.
784. Der er skyld og skamløshed
Over det landskab, vi lever i;
Vold mod dyr og megakonsum.
785. Landskabet evner knapt at glæde,
Eller få os til at høre hjemme.
Et agrolandskab enden nær.
Fiskens form
500. Digtet ligger på mit bord
Splittet ad i mange dele,
Som fiskeben på en tallerken
Rygrad, brækket og kappet.
501. Mit digt er bare stumper,
Men jeg higer efter symmetri,
Den æstetiske ambition
I et fiskeskelet.
502. En pighvar i en balje vand,
Jeg slog hende ihjel i går.
Fisken frygtede for sit liv;
Jeg frygtede at tage det.
503. Men det er løgn, et falskneri,
For jeg købte for at dræbe.
Fisken blev voldeligt sønderdelt
Med en kokkekniv.
504. Om natten drømte jeg
Om et digt i fiskeform,
Om den poetiske vilje
I fiskens blanke krop.
505. En omrids af et digt;
Jeg kunne næsten røre det.
Halvvågen igen og igen;
Det var der, det er muligt.
506. Kødet var fint og hvidt,
En lys, sommerkrydret vin,
Nye kartofler med salt og smør,
Aftensol og trækulsgløder.
507. Vi piller kødet af benene
Satte tænderne i;
Otte milliarder tandsæt
Sad med ved bordet.
508. Munde mastikerer og snakker
Til havets sidste fisk er spist.
Udsmidt udskidt på en mødding;
Fiskeskeletter herfra til månen.
509. Digtet ligger her endnu.
Jeg magter ikke at fange
Fiskens blanke form eller
Fiskens frygt for sit liv.
510. Jeg drømmer om fisk,
Skinnende og glatte:
Skønne linjer, salte og friske,
Springer op af vandet.
Jeg rækker hånden ud
For at beskrive bare én…
142. En nældestand er vokset frem på blottet jord langs hegnet. Her er solstrejf og skyggevirking, her dufter af muld, luften er mild. Farverne er gullige, grønne, sartgrønne, næsten hvide.
143. Standen er svagt afrundet med de højeste stængler i midten, højden aftagende jævnt ud til siderne. Omkring en meter på højeste punkt med en omkreds som tre voksne favne.
144. Stænglerne er slanke, kantede og ranke, og står i synlig indbyrdes afstand, vel et par hundrede stængler på underjordiske udløbere.
145. Skøn paratakse! Bladene sidder parvist i en op og nedstigende vindel på stænglens øverste del. Ikke et blad berører et andet blad. I hele standen er alle stængler drejet så de undgår alle andre stængler og blade på skiftende niveauer og spreder sig ud over hele standens solvendte overflade i et grønt, skarptandet mønster.
146. Dette mønster har ingen nøjagtige gentagelser, ingen fast form. Det væver sig ind, bølger, tilnærmer sig, fraviger, drejer, vinkler og fylder alt belyst rum ud i tre dimensioner. Stænglerne svajer, et vindpust rører på sig, bladenes formation bevares.
147. Fjern et eneste blad, bare ét, og helheden er ødelagt. Alt er indpasset, afstemt og tilpasset sollyset og dagslysets brydning. En fuldstænding, savtakket harmoni.
148. Vi har intet ord for bladenes indbyrdes dynamisk placering afstemt efter sted, højde, aspekt, lys, landskab og væde.
149. Men vi kunne kalde det for energien i et plantekollektiv. Vi kunne kalde det nældestandens evne til at indrette sig spatialt på et givet sted under givne vilkår.
150. Vi kunne kalde det en manifestation af et organisk princip og udtryk for Zhang Zais *) begreb om li, den kraft, der bestemmer altings form og særpræg. Vi kunne sige, at denne li også gælder individer, der handler i fællesskab.
151. Vi kunne sige, at li skaber et komplekst æstetisk udtryk, der kan opfattes af os mennesker.
152. For vi er bundet af det synbares uomgængelige modalitet. Harmoni ligger i øjet og kan ikke fattes i ord.
153. Jeg lægger sproget fra mig. Jeg tager tøjet af og stiller mig nøgen foran nældestanden. Jeg er ikke æstetisk, slet ikke smuk, men i omtrentlig symmetri, funktionel, farlig.
154. Nu er vi lige, vi to. Min hud mod dine savtakker. Min symmetri mod din harmoni. Min ondskab mod din gift. Jeg rækker hånden ud. Mit billede. Min bror **).
*) Zhang Zai (1020-1077) en betydelig neo-konfusiansk filosof og metafysiker under Song-dynastiet.
**) I erindring om Charles Baudelaire (1821-67), Les Fleurs du Mal, 1857.
