Tilstandsrapport over værkets brug af metaforer, antropomorfismer, og andre banaliteter fra det poetiske feltarbejde. 1168. I teksten Om brug af metaforer og i flere digte har jeg erklæret den antropocentriske metafor for bandlyst. Jeg kalder den for SNG (simili non grata). Denne tekst gør status over, om digtene indfriede digterens forventning og, hvis ikke, hvor galt det er fat. 1169. Bloggens poetiske mål er sproglig ligestilling for naturlige verdens væsner i menneskers sprogbrug. Teknisk gøres dette bl.a. ved at undgå metaforer, der bruger menneskeskabte ting og begreber til at beskrive et andet levende væsen eller naturfænomen. Målet er, at den naturlige verden kan eksister sprogligt i sin egen ret (sproglig ikke-diskrimination). 1170. Vers 7. Blæsten danser ind på skrå. Banal antropomorfisering, som jeg burde have holdt mig fra. Selvfølgelig danser vinden ikke. Beskrivelsen associerer en aktivitet uden relevans for et naturfænomen. Måske skulle jeg bruge ordet “flakker”. Situationen i digtet er en stærkere vind, end den i vers 109, som overvejende kommer fra samme retning og som en dreng må læne sig lidt ind i for at holde balancen. Jeg undskylder. 1171. Vers 75-76. Gul stevedorekrog og skud med blikket. Digtet beskriver en havørn ud fra digterens synsvinkel. Begge metaforer er forsåvidt gode nok; sådan kan en havørn se ud for en menneskelig iagttager. Men digtet kan kritiseres for slaphed og for ikke at gøre sig umage. Jeg beklager. 1172. Vers 109. Usynlige fingres strygen hen over landet. Yep; umådeligt banalt, burde slet ikke stå der. Metaforen skulle fange den lette brise i landskabet, mens beskueren selv ligger på ryggen i græsset i en klitplantage og lader sanserne stå åbne, mærker vinden på ansigt og i håret, og i øvrigt er 6-7 år gammel, og har en fornemmelse af fuldstændig samhørighed med jord og himmel. Men skaden er sket; det skal ikke ske igen. 1173. Vers 209. Det mægtige hjerte holder inde. En romantisk kliché-metafor i nutidens sprogbrug. Det er et næsten direkte citat fra William Wordsworth's digt fra 1802 - Composed upon Westminster Bridge og er medtaget som en hyldest til denne vidunderlige naturdigter, og fordi jeg som ung blev stærkt grebet af digtet og specielt denne linje om et landskab i ro med sig selv. Digtet var nyskabende for sin tid og er i øvrigt en teknisk perfekt sonnet. 1174. Vers 259. To orange bøssemundinger. Metafor for ugleøjne. Vel, metaforen har lige med nød næppe fat i det reelle forhold, at ugleøjne og jagt er knyttet sammen. Endnu en slap dag. 1175. Vers 268-278. Pæreskud. Dette digt er i det hele forfejlet. Jeg gav op, var ikke ihærdig, ikke professionel, ikke vedholdende, lod principperne skride ud; forbrød mig alle digterens grundlæggende egenskaber. Et underskønt naturfænomen skulle beskrives: Et pæreskud, som alle burde have den oplevelse at se over de ca. tre uger, det varer. Men hvad gør jeg: forfladiger det med en flok vattede royale metaforer, og gør det om til et lille eventyr i frugtdragt. Se billedet af pæreskuddet nedenfor, og døm selv. Intet digt er dog så dårligt, at det ikke også er godt for noget: det kan altid tjene som afskrækkende eksempel. Undskyld, undskyld.
1176. Vers 276. Hvide krukker. Det er meget almindeligt at bruge ordet klokke om en plantes blomsterstand. Så hvorfor ikke også krukker om en liljekonvals blomster? Det er et svagt forsvar, jeg ved det, men udover de berømte bjælder råder sproget kun over botanisk fagterminologi som, bortset fra at den ofte er seksualiseret, faktisk er ret så associationsdød. Så, vi lader denne metafor passere. 1177. Vers 350 ff. Fefølehorn. Svært at retfærdiggøre, men synet af disse langhornsmøl er så enestående og anderledes, at jeg slog mig selv over fingrene og gjorde det alligevel: greb tilbage til et af den vestlige kulturs mest benyttede metaforer for ideen om det overjordiske, det tryllebundne. Hvis der er nogen, som herefter syntes, at disse møl er væsner, der fortjener vores respekt, så har jeg ikke digtet forgæves. Se nedenfor et foto fra haven af en anden art: guldbåndet langhornsmøl. (Specifikt om vers 355-57: elevator og maskinmetafor. Endnu et eksempel på et digt, der går i slagsmål med sig selv over sine metaforer. Metaforen "elevator" erstattes med "snoretræk", hvilket blot er at erstatte en højteknologisk maskine med en lavteknologisk indretning; en feberredning. Formålet er her at illustrere, hvor svært det er at gøre sig fri at et antropocentrisk ord- og billedvalg og hvor svært det er at afkolonialisere sit sprogbrug. To points for at gøre forsøget).
1178. Vers 374. Millioner miniparasoller brugt som metafor for bøgens kimblade. Ok; et hurtigt og effektivt billede. Erstatter en egentlig beskrivelse, som der ikke er plads til i denne digtform. Vi lader den slippe for nu. 1179. Vers 375. Kindkysser jorden. En halvrådden bogkapsel kan godt ligne kæbepartiet fra et kranie, hvis man vil se det sådan. Kapslen ligger sidelæns på jorden; altså kindkys, ikke mundkys. Kapslen er død og rådden; altså farvel for sidste gang. Men stadigvæk; metaforen er et uhæderligt kunstgreb, fordi jeg lader mig aflede i forsøget på at beskrive bogkapsler, og i stedet laver et let stemningsbillede tilsat et stænk melankoli. Tre ave Mariaer. 1180. Vers 494. Bankende hjerte på et træskelet om en myresværm. Dårlig dag. Sorry. 1181. Vers 713. Husblasvinger. Hvad ligner fluevinger, bivinger, hvepse-vinger, guldsmedevinger, hvis ikke fint formede stykker husblas? Jeg ved det; de to materialer kan ikke sammenlignes; det er en forkert metafor, der bør forkastes. Medmindre, selvfølgelig, fluevinger og gelatin har proteiner tilfælles. Biokemikere vil vide det. Jeg bruger metaforen husblas ét andet sted. Beklager to gange. 1182. Vers 727. Batmanbille. Digtet debaterer sit eget metaforvalg, som naturligvis er totalt tomt og meningsløs - men også fristende for digtere med lav selvdisciplin. Jeg vedlægger billede af selve situationen. Kig selv med.
1183. Vers 831. Bionicle lemmer i miniformat. Dette er et af flere eksempler på brug af antropocentriske metaforer, der polemiseres i digtet selv. Digtet prøver ikke at snige menneskelige former eller følelser ind bag ryggen om læseren, men gør det åbent og sommetider trodsigt; ærlig i sin fejlbarlighed. I øvrigt kunne man sagtens lave en fantastisk serie af sci-fi væsner alene baseret på studiet af insekter; det er forbløffende, hvordan til eksempel hele bukkeslægten ligner flere generationer af kulørte robottegneres forestillinger om gigantiske, menneskelignende destruktionsmaskiner; hallo, Lego. 1184. Vers 850. Som en ånd i vinden. Faktisk, skandaløst dårligt. Burde aldrig være skrevet. Måske ville ordet åndedrag have hjulpet lidt på det, men det er stadig en meningsløs sammenstilling. Formildende er kun, at metaforen skulle angive en reverens for naturtilstanden og vores sårbare og intenst livgivende åndedrag i frisk luft. Mea culpa. 1185. Vers 864. Billesmed. Metafor og neologisme. Jeg ledte efter en måde at beskrive de hundredvis af mikrosmå buler i billens dækvinger; billesmed var det bedste billeder, jeg kunne komme op med. Digtet er samtidig lidt af et avanceret børnerim, og måske er ideen om, at der sidder en smed og laver billepanser ikke en dårlig måde at lave en anskuelig historie på. Jeg holder på mit. 1186. Vers 891. Fræk frisure, myntekrone. Ja, ja, selvfølgelig har en blomst ikke nogen frisure, men jeg udfordrer metaforpuritanisterne til at tage et kig på monardens blomsterstand og derefter fortælle mig - hånden på hjertet - at de aldrig ville have gjort det samme. Jeg plæderer uskyld gennem medskyld. Og digtet udtrykker jo anerkendelse og respekt for en (ha ha: kæk!) blomst.
1187. Vers 903. Skorpionfluen ligner en flue med gasmaske fra hybride skyttegravskrige. Sammenligningen med en soldat fra 1. verdenskrig er i sig selv tåbelig og intetsigende; men sådan kan vores egen og insekternes verden kædes sammen og skabe symboler (vores naturligvis). Digtet nægter at undskylde sin metafor, så det vil jeg heller ikke gøre. Se i øvrigt billede.
Billedet er knipset fra min uundværlige ledsagebog Insekter i Danmark af Morten Hansen og Ole Jørgensen. Jeg låner det lige et øjeblik. Fordi det er simpelthen det bedste. Jeg lykkedes aldrig med selv at få et billede af den skorpionflue, jeg fandt i min busk af hvid snerre. Jeg skal nok lade være med at gøre det igen 🙏.
1188. Vers 956. Lilla testikelsæk. Metaforen er reel nok, i det mindste i den forstand, at både frugt og testikler har noget med reproduktion at gøre. Som digtet selv antyder: den mentale samkøring af sex og planter bunder meget dybt i menneskers forestillingsevne, uden dermed at gøre metaforerne gode. Jeg holder på mit.
1189. Vers 972. Åndemund fuld af jord. En dårlig metafor for en storbylæser i det 21. århundrede, men for mange naturfolk, shamaner, trævogtere og andre, tror jeg billedet kunne være reelt nok. Dette betyder ikke, at metaforen af den grund er mere sand. Men det indikerer, at sådanne mennesker har et langt stærkere bånd til træer som levende oranismer, end vi selv har; og så er noget jo vundet allerede. 1190. Vers 1137. Filigran om tråd-skelettet fra en japansk lygte. Filigran er menneskeskabt og ikke en dækkende sammenligning, men dog derhenad. Digtet om japanske lygter er skrevet i haiku, så korthed er essensen. Der er ingen plads til forklaring. Filigran er ikke den bedste metafor, men det prøver at gøre hæderligt arbejde i digtet. I mangel af bedre må den stå. 1191. Vers 1156. Taglagte terrasser, hængende haver. To metaforer hentet fra idealiserede bygningsværker. De er misvisende, men bliver brugt til at udtrykke begejstring. Som sådan illustrerer de ganske godt metaforens trade-off: den er ikke gratis at bruge og har sin pris, enten i tab af mening, præcision, ægthed, eller, hvis man undlader at bruge den, i slagfærdighed. Jeg burde nok have undladt; gjort mig mere umage med at beskrive det reelle forhold om distribution af svampens frugtlegemer alt efter mikroforskelle i ernæring, væde, sol, vind, osv. Men jeg valgte genvejen. Sorry.
