Monsun, en sommer
43. Regnen
Rusker fra en heftig byge,
Rammer ratatat på tørre blade;
Vanddamp emmer over tagets top.
Regnen
Tung af fugt og blanke tanker,
Intet at gøre, ude eller inde;
Mudder pibler frem på mine tæer.
Tranen
Tranen
39. Tranens skrald lyder ud over skovens
kroner; et ekko fra en evig tid. Spændt
springer jeg udenfor og spejder op
mellem træerne i higen efter synet af den.
40. Dér: En enlig trane, et bølgende gråt
kors på en grå himmel. Vinger, hals og
ben skønt forenet i form og styrke.
41. En intelligens udformet af elementerne:
formet af jorden, lavet til vandet og
båret ind på vinden. En skabning der
hellere ville uddø end ænse os et eneste
blik.
42. Og dog. Tranen er her igen i år. Nede ved
jorden kalder jeg min stille tak.
Sådan ligger landet
Sådan ligger landet
29. Sådan ligger landet
og fylder kortet ud,
helt ud til kanten.
30. Rækker ud mod vandet,
ud under sand og tang,
ned i dynd og mudder.
31. Kalk og sten og skær
brydes rundt i undergrunden,
hvælver op, vender sig og skælver.
32. Hælder havet i og skummer søer op,
bøjer kysten, løfter bakker frem
og folder landet ud.
33. Giver planter noget at vokse i,
dyrene noget at gumle med,
Os alle noget at træde på.
34. Partikler, celler, gener og hjerner
har viden om sig selv,
og deraf opstår mindet;
35. Mindet er den ældste viden
om viljen til at overleve,
og livets nødvendige form.
36. Med trevler, rødder og spirer,
med snuder, finner og klør,
med fingre, tænder og tentakler.
37. Minder trækker spor i sandet,
de dækkes til og presses sammen,
og synker ned i landet.
38. Jord og minder er sammenblandet:
vis omhu og vær knurhår opmærksom,
for sådan ligger landet.
Ig
Ig
22. Ig er stedets geni. Ig er myrens spor
i sandet, fiskens skum i vandet. Ig er
viljen i stilken og styrken i stammen.
23. Ig er himlens farver, lyset form, og
stenen og jordens stoffer. Ig er væksten
og veddet tekstur, amøbens hale og ormens
mave.
24. Ig er tingenes opståen og forgængeligheden
selv. Ig er kødet og huden, tiden og
mulden.
25. Ig er den mægtige, lydløse morgen, ig er
blæstens brus i træerne. Ig er lyden af
titusind trilliarder vingeslag og den
sprøde raspen af billers gnaven i stubben.
26. Ig er mødet mellem fingerspidser og
barkstruktur, mellem bare hænder og
pelsklædte kroppe, mellem åbne øje og
blottede tænder.
27. Ig er sansen for stedet, det faste og det
løse, alt levendes erfaring om sine
vilkår. Ig er den viden, der er dannet, og
den viden, der må komme. Ig er energien
mellem dyr og planter.
28. Ig er dér, hvor alting er, altid. Ig er
gentagelse, genkomsten og gensynet, hver
dag, hver nat. Ig er den biologiske
evighed.
Sjæl
Sjæl
20. Lidt bittert, lidt metallisk. Ieg smager
ikke; ieg katalyserer kompost og
sjælerester i ionisk form. En kraftig
ormejuice af bedste slags. Ieg sporer
ingen tungmetaller, heller ingen
sporstoffer. Ikke organisk. Snarere lidt
svampet. Ikke toksisk. Men nok lidt
euforisk. Enzymtransport i veddets
celler er forhøjet. Et lille rush,
faktisk.
21. Ig. Sjæl svarer til min ig.
Ieg
Ieg
13. Ieg er en rødtjørn. Ieg er et væsen. Kald
mig bare væsentlig.
14. Vi har meget tilfælles, dette jeg og
iegselv.
15. Dette jeg, som vander og gøder mig. Ieg
vil sige: besjæler mig. Berører mig,
besnakker mig.
16. Vi har begge en midterakse; en torso, en
stamme. Vi stritter ud til siderne med
lidt grønt på spidserne. Jeg’et vender op,
mens ieg vender ned. Men vi er begge
organiseret lodret i tyngdekraftens akse.
Vi har et opbygningssprincip tilfælles.
17. Jeg’et ser kun tingene oppefra, under én
vinkel. Ieg ser dem nedefra, udefra,
indefra, i luften og under jorden på én
gang.
18. Til dagligt mødes vi hen over midten. Det
er en begyndelse. På historien.
19. Ieg er en fortæller
Jeg
Jeg
8. Jeg er et jeg. En organblok med sanser.
En tanke med fingre på. En ting med næsen
i jorden og øjne få centimeter over
terræn.
9. Jeg havde en sjæl forrige år, som jeg bar
ud bagved og komposterede i sine
bestanddele af gas og mineraler og en
ubestemmelig rest.
10. Resten blev givet ud til en lille
rødtjørn, angrebet af rust, nødlidende
hele sidste sommer og af tvivlsom
stamina.
11. Men jeg så den, rødtjørnen: Den rankede
sig lidt og senere satte den knopper på
sine spinkle kviste.
12. Vi skal nok klare det, tjørnen, sjælen
og jeg.
Det flade land
Det flade land
1. Jeg er født på det flade land og har
derfor altid haft særlig fornemmelse
for verdens ende.
2. Marsken begynder ved mine støvlesnuder og
når ud til havet og den skumblæste
horisont, helt derude ved ordenes grænse.
3. Dér, hvor de titusind ting fødes og alt
omkring mig kommer til live.
4. Det rasler fra skove af rør, der står med
rødder i det rødbrune brakvand. Himlens
farveprisme spejler sig i dieselsjatter.
5. En dunhammer stritter op fra sivene. En
dunet stok, der kan pelses af og under
skindet dukker frem det fløjsbrune
plantedyr på strå; et fingerstrøg, en
fornemmelse at et andet væsen.
6. Ved den våde marsk læner jeg mig ind i
blæsten og snuser op i vinden. Dufte af
salt, røg, råd, ilt, fisk, tjære, land
og hav.
7. Skyer driver gråt i gråt og blæsten danser
ind på skrå. Landet åbner sig og viser
denne vej, denne vej.