Midt i livet

Midt i livet *)

140.	Benved, bregner, græs og nælder
        Fylder øjet ud til randen,
        Ustyrligt grønt og uberørt.
        En rødkløver bøjes ned,
        Tynget af en humlebi;
        Hun ligger i en rus på jorden
        Kysset af en blodrød krone.

141.	En krage vender øjet til,
        Sort og vildt og hånligt,
        Titusind slægtled borte.
        Når vinteren kommer
        Over markens hårde knolde
        Plukker den min hjerne ud,
        Resten tager frosten. 

 *) Frit efter Friederich Hölderlins digt Halvdelen af livet (1804)

Hækken og løvkniven

Hækken og løvkniven

I. Da jeg var ung og grøn

113. Da jeg var ung og grøn i havens bregnekrat,
Og biler var små og sorte med træværk på,
Kører vi ud på Devons landeveje.
Meterbrede hække tårner op på begge sider,
Fra bakke til bakke og helt ud til kysten.

114. Kørselsvinden slår ind og rusker i mit hår,
Varm sommerluft med støv, strå og pollen.
Jeg fryder mig ved farten og de blinde sving.
Sammenfiltrede grene, torne og kviste danner
Tunneler af løv med mig susende indeni.

115. Forældre på forsædet fortæller andægtigt
Om hække, der er passet og trimmet
I sekshundrede år eller mere.
Ja, enkelte er måske anlagt af romere,
For se bare: deres veje løber hér endnu.

116. Minder snor sig gennem landet,
Forbinder jord og hæk og vej og mig.
Jeg rækker hånden ud af vinduet
Til livet i de bugnende hække;
Tiden flyver mellem mine fingre.
Levende hæk, Devon, Storbritannien. Foto: Robert Wolton, Devon Hedge Group.
Hæk med ask, Devon, Storbritannien. Foto: Robert Wolton, Devon Hedge Group.
Min mosters løvkniv.
Hækken lægges. Foto: Robert Wolton, Devon Hedge Group.
Byhæk, nyligt lagt, Richmond, London, 2023. Foto: Jacob Gammelgaard.
Hæk til vej i marts med kolonihave i forgrunden, Mistley, Suffolk, Storbritannien. Foto: Jacob Gammelgaard.

Med stor tak til Tom Hynes og Robert Wolton fra Devon Hedge Group, som venligst har stillet tre af billederne til rådighed. Deres website: http://www.devonhedges.org er en rig og kærlig kilde til viden om hække og det ældgamle håndværk at lægge og passe dem. Bilederne (og forhåbentlig digtet) viser, hvad hække virkelig kan: for faunaen, landskabet og menneskers livskvalitet.

Læhegn

Læhegn

112.    Læhegn står med grå og hvide graner, 
        Der stritter i den tomme luft,
        Klitfyr på række isprængt nålepjusk.
        Pivåbne hegn holder igen på sandet.
        En hare humper ud på marken.

Båret af luft

Båret af luft

108.	Jeg sover i en klitplantage en 
        sommerdag. En lille dreng i anorak 
        med sorte negle. Græsstrå vajer 
        over mit hoved. Der er fyrrenåle 
        og rødder på jorden. Vinden pusler
        i mit hår. 

109.	Luften er lun og tør, fuld af mikrolyde:
        et svagt pust, et let tryk, et åndedrag,
        et knirk fra et strå, en raslen fra et 
        blad. Usynlige fingre stryger mildt hen 
        over landet.

110.	Jeg ligger på kanten af universet og 
        nipper til den søde luft. Luften vælder
        ind og alle kroppens celler suger til 
        sig. Jeg mærker deres sult, jeg hører 
        deres rislen. 

111.	Kroppen svæver let af fryd, i live hvert
        sekund, båret oppe af luft, i hvile og 
        forbundet til jorden og mindet.


Måneskin (2)

Måneskin (2)

107.	Måneskin

           Er hvidt som det lyse yang,
           Eller sort som det mørke yin;

           Verden er gold og gennemlyst.

        Måneskin

           Gør kroppen gennemsigtig.
           Alt er stof og antistof;

           Om dagen er jeg hel igen.

Måneskin (1)

Måneskin (1)

106.	Måneskin

           Skarpe konturer i monokrom,
           Skygger træder ud af mørket;

           Verden lyser blå og anderledes.

        Måneskin

           Alle mine knogler lyser op af aura.
           Hurtigt! Mens månen endnu er her;

           Jeg ser mod øst, dæmring anes.

Græsstrå i titusind tegn

Græsstrå i titusind tegn

104.	Et græsstrå gror på titusind måder,
        Afgiver titusind forskellige tegn
        Set af titusind forskellige væsener
        I titusind synlige skikkelser.

105.	Vi deler den samme luft
        Vi står på den samme jord,
        Vi holder os i live hver især,
        Men ville dø i hinandens sted.

 

Om udforskning af de titusind ting

Om udforskning af de titusind ting

101.	Alt det, vi ser-ikke-ser.
        Alt det, der sker-ikke-sker.
        Alt det, vi mærker-ikke-mærker.
        Alt det, der opstår og forgår.

102.	Vi ser alt og alligevel intet.
        Vi hører alt og alligevel ingenting.
        Vi mærker alting ske,
        Alligevel sker der intet.

103.	Ti tusinder andre ser  med os.
        Ti tusinder andre mærker med os.
        På samme tid, på samme sted.
        Den samme jord, den samme luft.

 

De titusind ting

De titusind ting

93.	Lao Tzu siger:
        Vejen føder en.
        Den ene føder to.
        De to føder tre.
        De tre føder de titusind ting*.
       
94.     Sådan skabes verden igen og igen.

95.	Den ene er det øverste eller inderste væsen.

96.	De to er yin og yang:
        Altings balance
        og modsætning
        I samme helhed.

97.	De to er qi og li:
        Altings energi 
        Og princip
        I samme skikkelse.

98.	De tre er bestanddele
        Af rum og tid,
        Af stof og luft,
        Af organisk liv.
        Disse tre.

99.	De tre danner de titusind ting,
        Den verden, der omgiver os,
        Det univers, der omslutter os.

100.	De titusind ting er
        Alle tings foranderlighed 
        Og muligheder.
        De titusind ting er alt det, 
        Naturen er og gør og kan blive til.


* Lao Tzu: Daodedjing, 14 Vejens børn, ved Ursula le Guin, fordanskning af Karsten Sand Iversen

Hjernen er en grøntsag (2)

Hjernen er en grøntsag (2)

92.	Min hjerne vokser ofte frem i haven,
        Jeg ser ham, når jeg ruller om på maven.

        Han kan li’ at ligge dér og vegetere,
        Mens jeg nusser rundt og reflekterer.

        Jeg børster jorden af en hjernevinding,
        Jeg luger krudturt fra den ene tinding.

        Solen synker og fugle går til ro;
        Vi sidder længe og snakker, vi to.

Kæmpe spejl på firmamentet dér

Kæmpe spejl på firmamentet dér
 
91.	Kæmpe spejl på firmamentet dér
        Hvem er mest unik på kloden hér?

        Hvem erkender dét, de ikke véd?
        Hvem forvrider jordens akse lidt af led?

        Kun vi kan se os selv for det, vi er.
        Kun vi kan hugge om alverdens træ’r.

        Kun vi fandt ind til universets kerne,
        Få tommer ind i vores egen hjerne.

 

Hjernen er en grøntsag (1)

Hjernen er en grøntsag (1)

85.	Tanken sidder i hånden, der holder 
        om blyanten, pennen, grenen, griflen.
        Tanker laves med fingrene og dannes 
        med øjnene på den, der taster, trykker
        og sigter.

86.	En tanke er hæderligt muskelarbejde,
        et godt stykke sansearbejde, ja, hele 
        kroppen og alle sanser trækker, danner,
        slider og følger med når en tanke 
        udskilles.

87.	En tanke kommer af den krop, der laver
        den og den hjerne, der lægger indre 
        stemme til.

88.	Hjernen vil have det hele, den er et 
        hovent organ, der ønsker sig verdensgåden
        forklaret og behersket. Hjernen vil have 
        sin egen sfære, den higer efter evigt liv.
        Og vi vil inderligt og katastrofalt gerne
        føje den.

89.	Men hjernen er intet uden den krop, den
        er vokset op med og kan ikke adskilles 
        herfra, lige så lidt som ingen tanke kan 
        opstå af sig selv. Begge afrundes og 
        lægges tilbage i den jord, de kom fra, 
        og hvorfra de igen dukker op; omsat, 
        omformet og gendannet.

90.	Hjernen er en grøntsag. Svampene ved det.
        Ig ved det.

Wittgensteins have (1)

Wittgensteins have (1)


78.	Hjorten er et frossent farvespil i den kolde morgen. Ører drejes og øjne stirrer; vagtsomheden tikker mellem os. 

79.	Kun den gråhvide damp fra de natsorte næsebor bevæger sig, mens lungebælgen pumper under pelsen; et sekund, to sekunder, tre. 

80.	Grønlige, gullige, brunlige, gråbrune, rødbrune, vissengule, algegrønne, gulliggrønne, sortsprængte, grålige, brungrå, hvidspættede, grågule, orangesorte, blågrønne, og gulnede røde farver står frostovertrukne og stille i den klare luft.

81.	Dette er hjorten. Jeg træder den i møde. 

82.	Jeg kan ikke holde farver i min hånd, men jeg kan berøre dem som en del af noget andet. Farver er ikke ting, men de kan ses og skelnes i millioner af nuancer, som jeg ikke har ord for. Farver har kvaliteter, der ikke kan bevises. Farver afgiver oplevelser, der ikke kan forklares. 

83.	Og så: frygt, spring, flugt og sult. En knasen fra hove, der sætter af over stubbe og kvas og kun den hvide pudegump vipper mellem træerne, og billedet er borte.

84.	Vi forstår i billeder, vi føler i farver, vi beskriver famlende.

Havørn

Havørn

73.	Den unge havørn fra i fjor, overvintret
        og overlevet i skovens sumpe, sidder i 
        en nøgen ær, da jeg nærmer mig ad stien. 

74.	Ørnen åbner vingerne og glider ud på 
        luften. Det hvisler fra vingekanten, 
        ørnen trækker vægt, det synger i dens 
        vingefjer og fuglen stiger op.

75.	Næbbet, den gule stevedorekrog, det bøse
        bryn og det barske øje holder mig i 
        sigtet, mens den slår en bue og ser 
        mig an.

76.	Tilfreds krænger ørnen rundt og op på en 
        udkigsgren. Et sidste skud med blikket 
        ned på mig, før den vender hovedet bort,
        ryster nogle fjer på plads og synker hen,
        sat i sten som dens øgleaner.

77.	Jeg forlader min audiens, vejet og fundet 
        alt for let, bukker let på retræten og 
        vandrer videre med fred i kroppen.

Stenalderkvinde

Stenalderkvinde

57.	Her går jeg, her gik du, stenalderkvinde, ad hvilke spor, med hvilken frygt?

58.	Denne kyst, denne strand, dette dovne vand, dette blanke hav med bræmmer af det hvideste lys og pakis, der kaster kulde af sig og inde på kysten ligger kæmpe knuder af filtrede rødder under væltede træer.

59.	Samme stilhed, samme ørne, samme snegle. Litorinahavet! Urkysten langs hvilken vi begge går.

60.	Nyt fra Doggerlandet, hvor havet rejste sig så højt som træer, brølede, rasede, rullede og rev dem bort. Fortællinger kom vandrende fra vest langs floder og nye kyster, båret til fods, sommer efter sommer.

61.	Fortællinger om katastrofer og varsler omkring bålet ved stranden, børneansigter gemmer sig under huderne, øjne skinner inde fra bylten under din hage. 

62.	Hvad fortæller du, stenalderkvinde, til dine børn? Hvad glæder jer, hvad skræmmer jer? I stilheden ved bredden lyden af latter, stemmer fra skovbrynet, sort og tjavser hår, brede fodspor og fem tæer i samme sand.

63.	Stenalderkvinde, eminente naturalist! Kender og gransker af de titusind ting omkring dig: udforsker med alle sanser, iagttager, beskriver, giver navne. Der er tryghed i gentagelsen, og verden forstås i genkendelsen.

64.	Stenalderkvinde, ursemiotiker! Læser alle tegn, tyder alle varsler, taler med fuglene, snakker træers sprog, forklarer nattens lyde.

65.	Moders ophav, fødsler gennem tusind generationer. Hvor mange døde ligger nu i højene oppe på åsen? Jeg går forbi sporene af dine børn og efterkommere, sat i verden fra samme sted gennem titusind år.

66.	Hvad gør du ved moderkagen? Jager hundene bort, blander den med sællever, spiser den rå eller brændt og rygende varm fra bålet?

67.	Hvem gav du liv, og hvem tog dit? Dræbte man de gamle? Slog man dig ihjel, da du blev gammel nok?

68.	Hvem klemte du fast mellem dine lår, eller modtog som en hund, en ulv, hvad så du i øjnene når de bristede i råb og sæd og krampestød? Var det elskov, var det vold, var der ord?

69.	Hvad hedder mor og far på palæolitisk? Har i ord for kærlighed og begreb for ting og tid? Er skov og tid det samme ord? Gør i forskel på i dag og i går? Hvordan siger I en hasselbusk, et elmetræ? Hvad hedder mandens rejsning, hvad hedder jord?

70.	Her går jeg, her gik du, stenalderkvinde. Bølger slikker op på bredden, det rasler lidt i strandens grus, sandet er fugtigt og fast under mine fødder. 

71.	Jeg lærer de titusind ting igen, ser med dine øjne, erfarer med dine sanser, berører med dine fingre, og ærer dem i min egen tid.

72.	Landet sank i havet for dig, og det vil forsvinde igen for mig. Stenalderkvinde, ad hvilke spor, med hvilken frygt?

Grisefugl

Grisefugl

54.	Sløruglen kalder syv gange i natten på 
        en mand og ni gange for en kvinde, når 
        deres tid er inde. 

55.	Sløruglens kald kan minde om et vræl eller
        et hyl. Vi kalder den for grisefuglen. 

56.	Vi tror ikke på spøgelser, men vi er bange
        for dem.

Et sekund, en morgen

Et sekund, en morgen

53.	Lyset

           bæres ind på regntung luft,
           brydes på det blanke løv;

           Universet stråler på en stilk.

        Lyset

           stryger over rudens sprosser,
           bag det hvide skin det blege blå;

           Jeg vender mig mod solen.
 

Natugler

Natugler

44.	Ingen, der har set en ugle om natten, går uberørt videre i tilværelsen. At se en ugle er at komme meget tæt ind på livet og slægternes erfaring. 

45.	En ugles kald er gentaget og overleveret gennem ti tusinder af generationer. En ugle bærer urmenneskers første frygt og måben: mørke, styrke, fart, stolthed, vildskab, bytte. En ugle er en arketype.

46.	I går aftes så jeg natugleparret for første gang. Det var gråsort skumring, koldt og sent i februar. Farverne var svundet ind og afstandsdybden sløret. 

47.	Uglehannen kaldte fra egetræet lige over mit hoved. Jeg frøs fast og kiggede op; dér! en mørk og kileformet silhuet på en gren ved redekassen. Den kaldte på sin mage.

48.	Med ét var hun der: en grå skygge i et lydløst sug af fart henover husets tag, et skarpt drej på vingespidsen ind under egens grene, hvor hun forsvinder ned i redekassen. Alt er mørkt igen. Et sekund, ikke mere. 

49.	Lidt efter kaldte hun. En dyb varm vibrato fuld af sex, af redekald, af rugekald og magekald. Vi ved hvad det betyder, på tværs af svælget mellem arterne og adskilt udvikling i henved en kvart milliard år. Så ægte og så tæt på, at jeg, en meget voksen mand, bliver helt forlegen.

50.	Et uglepar krydsede min vej i aftes og jeg krydsede deres. Jeg forstår i brudstykker, jeg indser i glimt noget, der ikke kan udsiges. En bevidsthed langt ud over min egen.

51.	Ugleparret svæver ud i natten med deres ugletanker og uglesanser.

52.	Spejlet er tomt. Ruden er mørk.

Monsun, en sommer

Monsun, en sommer

43.	Regnen 

           Rusker fra en heftig byge,
           Rammer ratatat på tørre blade;

           Vanddamp emmer over tagets top.

        Regnen

           Tung af fugt og blanke tanker,
           Intet at gøre, ude eller inde;

           Mudder pibler frem på mine tæer.

Tranen

Tranen

39.	Tranens skrald lyder ud over skovens 
        kroner; et ekko fra en evig tid. Spændt
        springer jeg udenfor og spejder op 
        mellem træerne i higen efter synet af den.

40.	Dér: En enlig trane, et bølgende gråt
        kors på en grå himmel. Vinger, hals og
        ben skønt forenet i form og styrke.

41.	En intelligens udformet af elementerne: 
        formet af jorden, lavet til vandet og 
        båret ind på vinden. En skabning der
        hellere ville uddø end ænse os et eneste
        blik.

42.	Og dog. Tranen er her igen i år. Nede ved 
        jorden kalder jeg min stille tak.

Sådan ligger landet

Sådan ligger landet

29.	Sådan ligger landet
        og fylder kortet ud,
        helt ud til kanten.

30.	Rækker ud mod vandet,
        ud under sand og tang,
        ned i dynd og mudder.

31.	Kalk og sten og skær
        brydes rundt i undergrunden,
        hvælver op, vender sig og skælver.

32.	Hælder havet i og skummer søer op,
        bøjer kysten, løfter bakker frem
        og folder landet ud.

33.	Giver planter noget at vokse i,
        dyrene noget at gumle med,
        Os alle noget at træde på.

34.	Partikler, celler, gener og hjerner
        har viden om sig selv,
        og deraf opstår mindet;

35.	Mindet er den ældste viden
        om viljen til at overleve,
        og livets nødvendige form.

36.	Med trevler, rødder og spirer,
        med snuder, finner og klør,
        med fingre, tænder og tentakler.

37.	Minder trækker spor i sandet,
        de dækkes til og presses sammen,
        og synker ned i landet.

38.	Jord og minder er sammenblandet:
        vis omhu og vær knurhår opmærksom,
        for sådan ligger landet.

Ig

        Ig

22.	Ig er stedets geni. Ig er myrens spor 
        i sandet, fiskens skum i vandet. Ig er
        viljen i stilken og styrken i stammen.

23.	Ig er himlens farver, lyset form, og 
        stenen og jordens stoffer. Ig er væksten
        og veddet tekstur, amøbens hale og ormens
        mave.

24.	Ig er tingenes opståen og forgængeligheden
        selv. Ig er kødet og huden, tiden og
        mulden.

25.	Ig er den mægtige, lydløse morgen, ig er
        blæstens brus i træerne. Ig er lyden af
        titusind trilliarder vingeslag og den 
        sprøde raspen af billers gnaven i stubben.

26.	Ig er mødet mellem fingerspidser og 
        barkstruktur, mellem bare hænder og 
        pelsklædte kroppe, mellem åbne øje og
        blottede tænder.

27.	Ig er sansen for stedet, det faste og det
        løse, alt levendes erfaring om sine 
        vilkår. Ig er den viden, der er dannet, og
        den viden, der må komme. Ig er energien 
        mellem dyr og planter. 

28.	Ig er dér, hvor alting er, altid. Ig er
        gentagelse, genkomsten og gensynet, hver
        dag, hver nat. Ig er den biologiske 
        evighed.

Sjæl

Sjæl

20.	Lidt bittert, lidt metallisk. Ieg smager
        ikke; ieg katalyserer kompost og  
        sjælerester i ionisk form. En kraftig 
        ormejuice af bedste slags. Ieg sporer 
        ingen tungmetaller, heller ingen 
        sporstoffer. Ikke organisk. Snarere lidt
        svampet. Ikke toksisk. Men nok lidt 
        euforisk. Enzymtransport i veddets 
        celler er forhøjet. Et lille rush, 
        faktisk.

21.	Ig. Sjæl svarer til min ig.

Ieg

Ieg

13.	Ieg er en rødtjørn. Ieg er et væsen. Kald 
        mig bare væsentlig.

14.	Vi har meget tilfælles, dette jeg og 
        iegselv.

15.	Dette jeg, som vander og gøder mig. Ieg 
        vil sige: besjæler mig. Berører mig, 
        besnakker mig.

16.	Vi har begge en midterakse; en torso, en 
        stamme. Vi stritter ud til siderne med 
        lidt grønt på spidserne. Jeg’et vender op,
        mens ieg vender ned. Men vi er begge 
        organiseret lodret i tyngdekraftens akse. 
        Vi har et opbygningssprincip tilfælles.

17.	Jeg’et ser kun tingene oppefra, under én 
        vinkel. Ieg ser dem nedefra, udefra,  
        indefra, i luften og under jorden på én 
        gang.

18.	Til dagligt mødes vi hen over midten. Det 
        er en begyndelse. På historien. 

19.	Ieg er en fortæller

Jeg

Jeg

8.	Jeg er et jeg. En organblok med sanser. 
        En tanke med fingre på. En ting med næsen
        i jorden og øjne få centimeter over 
        terræn.

9.	Jeg havde en sjæl forrige år, som jeg bar
        ud bagved og komposterede i sine 
        bestanddele af gas og mineraler og en 
        ubestemmelig rest. 

10.	Resten blev givet ud til en lille 
        rødtjørn, angrebet af rust, nødlidende
        hele sidste sommer og af tvivlsom 
        stamina.

11.	Men jeg så den, rødtjørnen: Den rankede
        sig lidt og senere satte den knopper på 
        sine spinkle kviste. 

12.	Vi skal nok klare det, tjørnen, sjælen 
        og jeg.

Det flade land

Det flade land

1.	Jeg er født på det flade land og har 
        derfor altid haft særlig fornemmelse 
        for verdens ende.

2.	Marsken begynder ved mine støvlesnuder og 
        når ud til havet og den skumblæste 
        horisont, helt derude ved ordenes grænse.

3.	Dér, hvor de titusind ting fødes og alt 
        omkring mig kommer til live.

4.	Det rasler fra skove af rør, der står med 
        rødder i det rødbrune brakvand. Himlens 
        farveprisme spejler sig i dieselsjatter.

5.	En dunhammer stritter op fra sivene. En 
        dunet stok, der kan pelses af og under 
        skindet dukker frem det fløjsbrune 
        plantedyr på strå; et fingerstrøg, en 
        fornemmelse at et andet væsen.

6.      Ved den våde marsk læner jeg mig ind i 
        blæsten og snuser op i vinden. Dufte af
        salt, røg, råd, ilt, fisk, tjære, land
        og hav.

7.	Skyer driver gråt i gråt og blæsten danser 
        ind på skrå. Landet åbner sig og viser 
        denne vej, denne vej.