Midt i livet *) 140. Benved, bregner, græs og nælder Fylder øjet ud til randen, Ustyrligt grønt og uberørt. En rødkløver bøjes ned, Tynget af en humlebi; Hun ligger i en rus på jorden Kysset af en blodrød krone. 141. En krage vender øjet til, Sort og vildt og hånligt, Titusind slægtled borte. Når vinteren kommer Over markens hårde knolde Plukker den min hjerne ud, Resten tager frosten. *) Frit efter Friederich Hölderlins digt Halvdelen af livet (1804)
Hækken og løvkniven
Hækken og løvkniven
I. Da jeg var ung og grøn
113. Da jeg var ung og grøn i havens bregnekrat,
Og biler var små og sorte med træværk på,
Kører vi ud på Devons landeveje.
Meterbrede hække tårner op på begge sider,
Fra bakke til bakke og helt ud til kysten.
114. Kørselsvinden slår ind og rusker i mit hår,
Varm sommerluft med støv, strå og pollen.
Jeg fryder mig ved farten og de blinde sving.
Sammenfiltrede grene, torne og kviste danner
Tunneler af løv med mig susende indeni.
115. Forældre på forsædet fortæller andægtigt
Om hække, der er passet og trimmet
I sekshundrede år eller mere.
Ja, enkelte er måske anlagt af romere,
For se bare: deres veje løber hér endnu.
116. Minder snor sig gennem landet,
Forbinder jord og hæk og vej og mig.
Jeg rækker hånden ud af vinduet
Til livet i de bugnende hække;
Tiden flyver mellem mine fingre.
II. En menneskealder randt forbi
117. En menneskealder randt forbi, og jeg er grå.
Biler er små og blå, kører kun på batteri,
Vi turer i det åbne landbrugsland
Mellem misligholdte hegn og skel,
Hvor krat og hæk er mejet ned.
118. Træer der ikke er stævnet i årtier,
Grøfter der er mudret til og slammet op.
Enkelte hovedpile, stynet for synets skyld,
Stikker deres knuder op hist og her;
En oldings rad af rådne tænder.
119. Markerne er vinklet til og rettet ud.
Landbrugstanks defilerer i lige liner
Og pløjer ud til grøftekanten;
Her er helvede og monokultur
I det vindstrøgne land på Stevns.
III. Jeg har arvet en løvkniv
120. Jeg har arvet en løvkniv fra Devon
Efter min moster, der døde alene,
Sådan som hun altid havde levet:
Kvægrøgter, gårdpige, malkekone,
Særling, ukrudtstæmmer og hækkeejer.
121. Løvkniven lå i det rustne rod i haveskuret,
Et livs hob af ting i træ, metal og plast.
Jeg havde aldrig set et sådant redskab,
Men dér lå det ormestukne skæfte
Og kaldte på min hånd.
122. Tung og krum og et skær med schwung i,
Et redskab fra et ældgammelt landbrug.
Lavet til at trimme og lægge hække,
Millioner af kilometer af levende hegn,
Et fattigt, myggestukkent, slidsomt liv.
123. Løvknive har været brugt i årtusinder,
Der er fundet blade fra jernalderen.
Udformet, tilpasset og afvejet til formålet
Efter egnens bevoksning og beskaffenhed.
Der er landskab og viden i det redskab.
IV. I tre årtier
124. I tre årtier lå løvkniven i mit værktøskasse,
Indtil den dag jeg lærer, hvordan den bruges,
Og jeg takker moster for at efterlade mig,
Kejtet og hæs fra sin eneboergrund,
Et levnedsvidne, et redskabstestamente.
125. Løvkniven er 38 cm lang og vejer 600 gram.
Bladet er lavet af stål og er 23 cm langt
Det buer foroven som kniv og krog i ét,
Lavet til at gribe og snitte kviste og kvas.
John Riley, Sheffield, præget på klingen.
126. Klingen er bred og har dobbelt skær,
Fortil krum og skarp, som en buttet segl.
På bagkanten et lige skær, som en økse,
Til at kappe grene og unge buske,
Når en levende hæk skal lægges.
V. En levende hæk
127. En levende hæk er en farmers livsværk.
Det siges, at den, der planter et træ
Træder i forhold til døden,
Men jeg ved, at den, der planter en hæk
Viser omsorg for sine efterkommere.
128. Først skal hækken plantes fra grunden.
Vi bruger hvidtjørn, navr og hassel,
Der giver fylde, godt ungtræ og højde.
Slåen og vildroser er godt for tæthed
For bier, natsværmere og fugleliv.
129. Ask, skovæble og benved er føde og farve,
Bærmispel, kornel og kvalkved giver bær,
Sammen med pibekvalkved og liguster.
Kristjørn og laurbær giver dyb og ægte grønt,
Vedbend og tidsel giver frø og blomst.
130. Vi planter i dybden, vi planter i højden.
Vi planter i to rækker med træer imellem,
Gerne urskovstræ som eg, pil eller elm,
Hele hækken er tre til fem meter bred,
Tre meter høj og tusind arter lang.
131. Efter ti år skal hækken lægges første gang.
Med løvknivens skarpe, slebne bagsskær
Hugges ungtræ næsten over ved roden
Og lægges ned på skrå i hækkens retning.
Nye rodskud vil vokse op og vokse til.
132. Stave af ask el. hassel slås ned langs midten.
Vidjer af hassel el. pil flettes ind.
De huggede ungtræer flettes ind på skrå
Og gror videre, mens stave og vidjer forgår.
Gentages og tilses i halvtreds år eller mere.
133. Hækken bugner og tætner og skygger,
Den filtrer, den gror, den skyder,
Med knopskud, rodskud og sideskud.
Den vokser og viser, hvad den kan:
Et faunarige i mange hundrede år.
134. Her er slørvinger, netvinger og ørentviste,
Bænkebidere, larver og masser af fluearter,
Edderkopper, spindlere og ugler,
Spurve, finker og skolopendre,
Snyltere, springlarver, gnavere og gravere.
135. Her er tusindben, sværmere og humlebier,
Mejser, gærdesmutter, mus og mår,
Gravehvepse, murerbier og musvitter,
Bladlus, pindsvin, solsorte og snegle,
Orme, pupper og millioner af myrer.
VI. En forårsdag går jeg ud
136. En forårsdag går jeg ud i redskabsskuret,
Lægger slibesten i blød i en balje vand,
Og hvæsser løvknivens rustne blad.
Faste tag, rolige strøg, ikke for hurtige;
Intet skal nås og intet haster.
137. Mange har slebet denne kniv før jeg.
Min moster har slebet på den i sit skur.
Før hende, landarbejdere i grove klær
Og småbønder i hvidkalkede rønner;
Hårdhændede, rygkrumme skærslibere.
138. Kun min generation, den rigeste nogensinde,
Som vi ynder at fortælle hinanden,
Har ikke råd til at afgive plads til en hæk,
Til at lægge den og pleje den.
Kun min generation har ikke tid.
139. Jeg rækker ind i havehækkens tynde skel,
Et grønt gardin, der holder blikket ude,
Et par spurve bygger rede,
Men klippes bort til hver sankthans.
En solsort hopper på den svedne plæne.
Med stor tak til Tom Hynes og Robert Wolton fra Devon Hedge Group, som venligst har stillet tre af billederne til rådighed. Deres website: http://www.devonhedges.org er en rig og kærlig kilde til viden om hække og det ældgamle håndværk at lægge og passe dem. Bilederne (og forhåbentlig digtet) viser, hvad hække virkelig kan: for faunaen, landskabet og menneskers livskvalitet.
Læhegn
Læhegn 112. Læhegn står med grå og hvide graner, Der stritter i den tomme luft, Klitfyr på række isprængt nålepjusk. Pivåbne hegn holder igen på sandet. En hare humper ud på marken.
Båret af luft
Båret af luft 108. Jeg sover i en klitplantage en sommerdag. En lille dreng i anorak med sorte negle. Græsstrå vajer over mit hoved. Der er fyrrenåle og rødder på jorden. Vinden pusler i mit hår. 109. Luften er lun og tør, fuld af mikrolyde: et svagt pust, et let tryk, et åndedrag, et knirk fra et strå, en raslen fra et blad. Usynlige fingre stryger mildt hen over landet. 110. Jeg ligger på kanten af universet og nipper til den søde luft. Luften vælder ind og alle kroppens celler suger til sig. Jeg mærker deres sult, jeg hører deres rislen. 111. Kroppen svæver let af fryd, i live hvert sekund, båret oppe af luft, i hvile og forbundet til jorden og mindet.
Måneskin (2)
Måneskin (2) 107. Måneskin Er hvidt som det lyse yang, Eller sort som det mørke yin; Verden er gold og gennemlyst. Måneskin Gør kroppen gennemsigtig. Alt er stof og antistof; Om dagen er jeg hel igen.
Måneskin (1)
Måneskin (1) 106. Måneskin Skarpe konturer i monokrom, Skygger træder ud af mørket; Verden lyser blå og anderledes. Måneskin Alle mine knogler lyser op af aura. Hurtigt! Mens månen endnu er her; Jeg ser mod øst, dæmring anes.
Græsstrå i titusind tegn
Græsstrå i titusind tegn 104. Et græsstrå gror på titusind måder, Afgiver titusind forskellige tegn Set af titusind forskellige væsener I titusind synlige skikkelser. 105. Vi deler den samme luft Vi står på den samme jord, Vi holder os i live hver især, Men ville dø i hinandens sted.
Om udforskning af de titusind ting
Om udforskning af de titusind ting 101. Alt det, vi ser-ikke-ser. Alt det, der sker-ikke-sker. Alt det, vi mærker-ikke-mærker. Alt det, der opstår og forgår. 102. Vi ser alt og alligevel intet. Vi hører alt og alligevel ingenting. Vi mærker alting ske, Alligevel sker der intet. 103. Ti tusinder andre ser med os. Ti tusinder andre mærker med os. På samme tid, på samme sted. Den samme jord, den samme luft.
De titusind ting
De titusind ting 93. Lao Tzu siger: Vejen føder en. Den ene føder to. De to føder tre. De tre føder de titusind ting*. 94. Sådan skabes verden igen og igen. 95. Den ene er det øverste eller inderste væsen. 96. De to er yin og yang: Altings balance og modsætning I samme helhed. 97. De to er qi og li: Altings energi Og princip I samme skikkelse. 98. De tre er bestanddele Af rum og tid, Af stof og luft, Af organisk liv. Disse tre. 99. De tre danner de titusind ting, Den verden, der omgiver os, Det univers, der omslutter os. 100. De titusind ting er Alle tings foranderlighed Og muligheder. De titusind ting er alt det, Naturen er og gør og kan blive til. * Lao Tzu: Daodedjing, 14 Vejens børn, ved Ursula le Guin, fordanskning af Karsten Sand Iversen
Hjernen er en grøntsag (2)
Hjernen er en grøntsag (2) 92. Min hjerne vokser ofte frem i haven, Jeg ser ham, når jeg ruller om på maven. Han kan li’ at ligge dér og vegetere, Mens jeg nusser rundt og reflekterer. Jeg børster jorden af en hjernevinding, Jeg luger krudturt fra den ene tinding. Solen synker og fugle går til ro; Vi sidder længe og snakker, vi to.
Kæmpe spejl på firmamentet dér
Kæmpe spejl på firmamentet dér 91. Kæmpe spejl på firmamentet dér Hvem er mest unik på kloden hér? Hvem erkender dét, de ikke véd? Hvem forvrider jordens akse lidt af led? Kun vi kan se os selv for det, vi er. Kun vi kan hugge om alverdens træ’r. Kun vi fandt ind til universets kerne, Få tommer ind i vores egen hjerne.
Hjernen er en grøntsag (1)
Hjernen er en grøntsag (1) 85. Tanken sidder i hånden, der holder om blyanten, pennen, grenen, griflen. Tanker laves med fingrene og dannes med øjnene på den, der taster, trykker og sigter. 86. En tanke er hæderligt muskelarbejde, et godt stykke sansearbejde, ja, hele kroppen og alle sanser trækker, danner, slider og følger med når en tanke udskilles. 87. En tanke kommer af den krop, der laver den og den hjerne, der lægger indre stemme til. 88. Hjernen vil have det hele, den er et hovent organ, der ønsker sig verdensgåden forklaret og behersket. Hjernen vil have sin egen sfære, den higer efter evigt liv. Og vi vil inderligt og katastrofalt gerne føje den. 89. Men hjernen er intet uden den krop, den er vokset op med og kan ikke adskilles herfra, lige så lidt som ingen tanke kan opstå af sig selv. Begge afrundes og lægges tilbage i den jord, de kom fra, og hvorfra de igen dukker op; omsat, omformet og gendannet. 90. Hjernen er en grøntsag. Svampene ved det. Ig ved det.
Wittgensteins have (1)
Wittgensteins have (1) 78. Hjorten er et frossent farvespil i den kolde morgen. Ører drejes og øjne stirrer; vagtsomheden tikker mellem os. 79. Kun den gråhvide damp fra de natsorte næsebor bevæger sig, mens lungebælgen pumper under pelsen; et sekund, to sekunder, tre. 80. Grønlige, gullige, brunlige, gråbrune, rødbrune, vissengule, algegrønne, gulliggrønne, sortsprængte, grålige, brungrå, hvidspættede, grågule, orangesorte, blågrønne, og gulnede røde farver står frostovertrukne og stille i den klare luft. 81. Dette er hjorten. Jeg træder den i møde. 82. Jeg kan ikke holde farver i min hånd, men jeg kan berøre dem som en del af noget andet. Farver er ikke ting, men de kan ses og skelnes i millioner af nuancer, som jeg ikke har ord for. Farver har kvaliteter, der ikke kan bevises. Farver afgiver oplevelser, der ikke kan forklares. 83. Og så: frygt, spring, flugt og sult. En knasen fra hove, der sætter af over stubbe og kvas og kun den hvide pudegump vipper mellem træerne, og billedet er borte. 84. Vi forstår i billeder, vi føler i farver, vi beskriver famlende.
Havørn
Havørn 73. Den unge havørn fra i fjor, overvintret og overlevet i skovens sumpe, sidder i en nøgen ær, da jeg nærmer mig ad stien. 74. Ørnen åbner vingerne og glider ud på luften. Det hvisler fra vingekanten, ørnen trækker vægt, det synger i dens vingefjer og fuglen stiger op. 75. Næbbet, den gule stevedorekrog, det bøse bryn og det barske øje holder mig i sigtet, mens den slår en bue og ser mig an. 76. Tilfreds krænger ørnen rundt og op på en udkigsgren. Et sidste skud med blikket ned på mig, før den vender hovedet bort, ryster nogle fjer på plads og synker hen, sat i sten som dens øgleaner. 77. Jeg forlader min audiens, vejet og fundet alt for let, bukker let på retræten og vandrer videre med fred i kroppen.
Stenalderkvinde
Stenalderkvinde 57. Her går jeg, her gik du, stenalderkvinde, ad hvilke spor, med hvilken frygt? 58. Denne kyst, denne strand, dette dovne vand, dette blanke hav med bræmmer af det hvideste lys og pakis, der kaster kulde af sig og inde på kysten ligger kæmpe knuder af filtrede rødder under væltede træer. 59. Samme stilhed, samme ørne, samme snegle. Litorinahavet! Urkysten langs hvilken vi begge går. 60. Nyt fra Doggerlandet, hvor havet rejste sig så højt som træer, brølede, rasede, rullede og rev dem bort. Fortællinger kom vandrende fra vest langs floder og nye kyster, båret til fods, sommer efter sommer. 61. Fortællinger om katastrofer og varsler omkring bålet ved stranden, børneansigter gemmer sig under huderne, øjne skinner inde fra bylten under din hage. 62. Hvad fortæller du, stenalderkvinde, til dine børn? Hvad glæder jer, hvad skræmmer jer? I stilheden ved bredden lyden af latter, stemmer fra skovbrynet, sort og tjavser hår, brede fodspor og fem tæer i samme sand. 63. Stenalderkvinde, eminente naturalist! Kender og gransker af de titusind ting omkring dig: udforsker med alle sanser, iagttager, beskriver, giver navne. Der er tryghed i gentagelsen, og verden forstås i genkendelsen. 64. Stenalderkvinde, ursemiotiker! Læser alle tegn, tyder alle varsler, taler med fuglene, snakker træers sprog, forklarer nattens lyde. 65. Moders ophav, fødsler gennem tusind generationer. Hvor mange døde ligger nu i højene oppe på åsen? Jeg går forbi sporene af dine børn og efterkommere, sat i verden fra samme sted gennem titusind år. 66. Hvad gør du ved moderkagen? Jager hundene bort, blander den med sællever, spiser den rå eller brændt og rygende varm fra bålet? 67. Hvem gav du liv, og hvem tog dit? Dræbte man de gamle? Slog man dig ihjel, da du blev gammel nok? 68. Hvem klemte du fast mellem dine lår, eller modtog som en hund, en ulv, hvad så du i øjnene når de bristede i råb og sæd og krampestød? Var det elskov, var det vold, var der ord? 69. Hvad hedder mor og far på palæolitisk? Har i ord for kærlighed og begreb for ting og tid? Er skov og tid det samme ord? Gør i forskel på i dag og i går? Hvordan siger I en hasselbusk, et elmetræ? Hvad hedder mandens rejsning, hvad hedder jord? 70. Her går jeg, her gik du, stenalderkvinde. Bølger slikker op på bredden, det rasler lidt i strandens grus, sandet er fugtigt og fast under mine fødder. 71. Jeg lærer de titusind ting igen, ser med dine øjne, erfarer med dine sanser, berører med dine fingre, og ærer dem i min egen tid. 72. Landet sank i havet for dig, og det vil forsvinde igen for mig. Stenalderkvinde, ad hvilke spor, med hvilken frygt?
Nyt i Index Titusind: Stenalderkvinde ◦ 57 ; Pakis ◦ 58 ; Snegl ◦ 59 ; Sommer ◦ 7 60 ; Bål ◦ 61 ; Fodspor ◦ 62 ; Navngive ◦ 63 ; Titusind ting ◦ 63 ; Tegn ◦ 64 ; Ås ◦ 65 ; Moderkage ◦ 66 ; Slå ihjel ◦ 67 ; Sæd ◦ 68 ; Skov ◦ 69 ; Bølger ◦ 70 ; Sanser ◦ 71 ; Berøre ◦ 71 ; Spor ◦ 772.
Grisefugl
Grisefugl 54. Sløruglen kalder syv gange i natten på en mand og ni gange for en kvinde, når deres tid er inde. 55. Sløruglens kald kan minde om et vræl eller et hyl. Vi kalder den for grisefuglen. 56. Vi tror ikke på spøgelser, men vi er bange for dem.
Et sekund, en morgen
Et sekund, en morgen 53. Lyset bæres ind på regntung luft, brydes på det blanke løv; Universet stråler på en stilk. Lyset stryger over rudens sprosser, bag det hvide skin det blege blå; Jeg vender mig mod solen.
Natugler
Natugler 44. Ingen, der har set en ugle om natten, går uberørt videre i tilværelsen. At se en ugle er at komme meget tæt ind på livet og slægternes erfaring. 45. En ugles kald er gentaget og overleveret gennem ti tusinder af generationer. En ugle bærer urmenneskers første frygt og måben: mørke, styrke, fart, stolthed, vildskab, bytte. En ugle er en arketype. 46. I går aftes så jeg natugleparret for første gang. Det var gråsort skumring, koldt og sent i februar. Farverne var svundet ind og afstandsdybden sløret. 47. Uglehannen kaldte fra egetræet lige over mit hoved. Jeg frøs fast og kiggede op; dér! en mørk og kileformet silhuet på en gren ved redekassen. Den kaldte på sin mage. 48. Med ét var hun der: en grå skygge i et lydløst sug af fart henover husets tag, et skarpt drej på vingespidsen ind under egens grene, hvor hun forsvinder ned i redekassen. Alt er mørkt igen. Et sekund, ikke mere. 49. Lidt efter kaldte hun. En dyb varm vibrato fuld af sex, af redekald, af rugekald og magekald. Vi ved hvad det betyder, på tværs af svælget mellem arterne og adskilt udvikling i henved en kvart milliard år. Så ægte og så tæt på, at jeg, en meget voksen mand, bliver helt forlegen. 50. Et uglepar krydsede min vej i aftes og jeg krydsede deres. Jeg forstår i brudstykker, jeg indser i glimt noget, der ikke kan udsiges. En bevidsthed langt ud over min egen. 51. Ugleparret svæver ud i natten med deres ugletanker og uglesanser. 52. Spejlet er tomt. Ruden er mørk.
Monsun, en sommer
Monsun, en sommer 43. Regnen Rusker fra en heftig byge, Rammer ratatat på tørre blade; Vanddamp emmer over tagets top. Regnen Tung af fugt og blanke tanker, Intet at gøre, ude eller inde; Mudder pibler frem på mine tæer.
Tranen
Tranen 39. Tranens skrald lyder ud over skovens kroner; et ekko fra en evig tid. Spændt springer jeg udenfor og spejder op mellem træerne i higen efter synet af den. 40. Dér: En enlig trane, et bølgende gråt kors på en grå himmel. Vinger, hals og ben skønt forenet i form og styrke. 41. En intelligens udformet af elementerne: formet af jorden, lavet til vandet og båret ind på vinden. En skabning der hellere ville uddø end ænse os et eneste blik. 42. Og dog. Tranen er her igen i år. Nede ved jorden kalder jeg min stille tak.
Sådan ligger landet
Sådan ligger landet 29. Sådan ligger landet og fylder kortet ud, helt ud til kanten. 30. Rækker ud mod vandet, ud under sand og tang, ned i dynd og mudder. 31. Kalk og sten og skær brydes rundt i undergrunden, hvælver op, vender sig og skælver. 32. Hælder havet i og skummer søer op, bøjer kysten, løfter bakker frem og folder landet ud. 33. Giver planter noget at vokse i, dyrene noget at gumle med, Os alle noget at træde på. 34. Partikler, celler, gener og hjerner har viden om sig selv, og deraf opstår mindet; 35. Mindet er den ældste viden om viljen til at overleve, og livets nødvendige form. 36. Med trevler, rødder og spirer, med snuder, finner og klør, med fingre, tænder og tentakler. 37. Minder trækker spor i sandet, de dækkes til og presses sammen, og synker ned i landet. 38. Jord og minder er sammenblandet: vis omhu og vær knurhår opmærksom, for sådan ligger landet.
Ig
Ig 22. Ig er stedets geni. Ig er myrens spor i sandet, fiskens skum i vandet. Ig er viljen i stilken og styrken i stammen. 23. Ig er himlens farver, lyset form, og stenen og jordens stoffer. Ig er væksten og veddet tekstur, amøbens hale og ormens mave. 24. Ig er tingenes opståen og forgængeligheden selv. Ig er kødet og huden, tiden og mulden. 25. Ig er den mægtige, lydløse morgen, ig er blæstens brus i træerne. Ig er lyden af titusind trilliarder vingeslag og den sprøde raspen af billers gnaven i stubben. 26. Ig er mødet mellem fingerspidser og barkstruktur, mellem bare hænder og pelsklædte kroppe, mellem åbne øje og blottede tænder. 27. Ig er sansen for stedet, det faste og det løse, alt levendes erfaring om sine vilkår. Ig er den viden, der er dannet, og den viden, der må komme. Ig er energien mellem dyr og planter. 28. Ig er dér, hvor alting er, altid. Ig er gentagelse, genkomsten og gensynet, hver dag, hver nat. Ig er den biologiske evighed.
Sjæl
Sjæl 20. Lidt bittert, lidt metallisk. Ieg smager ikke; ieg katalyserer kompost og sjælerester i ionisk form. En kraftig ormejuice af bedste slags. Ieg sporer ingen tungmetaller, heller ingen sporstoffer. Ikke organisk. Snarere lidt svampet. Ikke toksisk. Men nok lidt euforisk. Enzymtransport i veddets celler er forhøjet. Et lille rush, faktisk. 21. Ig. Sjæl svarer til min ig.
Ieg
Ieg 13. Ieg er en rødtjørn. Ieg er et væsen. Kald mig bare væsentlig. 14. Vi har meget tilfælles, dette jeg og iegselv. 15. Dette jeg, som vander og gøder mig. Ieg vil sige: besjæler mig. Berører mig, besnakker mig. 16. Vi har begge en midterakse; en torso, en stamme. Vi stritter ud til siderne med lidt grønt på spidserne. Jeg’et vender op, mens ieg vender ned. Men vi er begge organiseret lodret i tyngdekraftens akse. Vi har et opbygningssprincip tilfælles. 17. Jeg’et ser kun tingene oppefra, under én vinkel. Ieg ser dem nedefra, udefra, indefra, i luften og under jorden på én gang. 18. Til dagligt mødes vi hen over midten. Det er en begyndelse. På historien. 19. Ieg er en fortæller
Jeg
Jeg 8. Jeg er et jeg. En organblok med sanser. En tanke med fingre på. En ting med næsen i jorden og øjne få centimeter over terræn. 9. Jeg havde en sjæl forrige år, som jeg bar ud bagved og komposterede i sine bestanddele af gas og mineraler og en ubestemmelig rest. 10. Resten blev givet ud til en lille rødtjørn, angrebet af rust, nødlidende hele sidste sommer og af tvivlsom stamina. 11. Men jeg så den, rødtjørnen: Den rankede sig lidt og senere satte den knopper på sine spinkle kviste. 12. Vi skal nok klare det, tjørnen, sjælen og jeg.
Det flade land
Det flade land 1. Jeg er født på det flade land og har derfor altid haft særlig fornemmelse for verdens ende. 2. Marsken begynder ved mine støvlesnuder og når ud til havet og den skumblæste horisont, helt derude ved ordenes grænse. 3. Dér, hvor de titusind ting fødes og alt omkring mig kommer til live. 4. Det rasler fra skove af rør, der står med rødder i det rødbrune brakvand. Himlens farveprisme spejler sig i dieselsjatter. 5. En dunhammer stritter op fra sivene. En dunet stok, der kan pelses af og under skindet dukker frem det fløjsbrune plantedyr på strå; et fingerstrøg, en fornemmelse at et andet væsen. 6. Ved den våde marsk læner jeg mig ind i blæsten og snuser op i vinden. Dufte af salt, røg, råd, ilt, fisk, tjære, land og hav. 7. Skyer driver gråt i gråt og blæsten danser ind på skrå. Landet åbner sig og viser denne vej, denne vej.