Forfatter: Jacob Gammelgaard

Hækken og løvkniven

     I. Da jeg var ung og grøn

113. Da jeg var ung og grøn i havens bregnekrat, 
     Og biler var små og sorte med træværk på,
     Kører vi ud på Devons landeveje.
     Meterbrede hække tårner op på begge sider,
     Fra bakke til bakke og helt ud til kysten.

114. Kørselsvinden slår ind og rusker i mit hår,
     Varm sommerluft med støv, strå og pollen.
     Jeg fryder mig ved farten og de blinde sving.
     Sammenfiltrede grene, torne og kviste danner
     Tunneler af løv med mig susende indeni.

115. Forældre på forsædet fortæller andægtigt 
     Om hække, der er passet og trimmet
     I sekshundrede år eller mere.
     Ja, enkelte er måske anlagt af romere, 
     For se bare: deres veje løber hér endnu.

116. Minder snor sig gennem landet,
     Forbinder jord og hæk og vej og mig.
     Jeg rækker hånden ud af vinduet
     Til livet i de bugnende hække;
     Tiden flyver mellem mine fingre.

     II.  En menneskealder randt forbi

117. En menneskealder randt forbi, og jeg er grå.
     Biler er små og blå, kører kun på batteri,
     Vi turer i det åbne landbrugsland
     Mellem misligholdte hegn og skel,
     Hvor krat og hæk er mejet ned.

118. Træer der ikke er stævnet i årtier,
     Grøfter der er mudret til og slammet op.
     Enkelte hovedpile, stynet for synets skyld, 
     Stikker deres knuder op hist og her;
     En oldings rad af rådne tænder.

119. Markerne er vinklet til og rettet ud.
     Landbrugstanks defilerer i lige liner
     Og pløjer ud til grøftekanten;
     Her er helvede og monokultur 
     I det vindstrøgne land på Stevns.

     III.  Jeg har arvet en løvkniv

120. Jeg har arvet en løvkniv fra Devon
     Efter min moster, der døde alene,
     Sådan som hun altid havde levet:
     Kvægrøgter, gårdpige, malkekone,
     Særling, ukrudtstæmmer og hækkeejer.

121. Løvkniven lå i det rustne rod i haveskuret,
     Et livs hob af ting i træ, metal og plast.
     Jeg havde aldrig set et sådant redskab,
     Men dér lå det ormestukne skæfte
     Og kaldte på min hånd.

122. Tung og krum og et skær med schwung i,
     Et redskab fra et ældgammelt landbrug.
     Lavet til at trimme og lægge hække,
     Millioner af kilometer af levende hegn,
     Et fattigt, myggestukkent, slidsomt liv.

123. Løvknive har været brugt i årtusinder, 
     Der er fundet blade fra jernalderen.
     Udformet, tilpasset og afvejet til formålet
     Efter egnens bevoksning og beskaffenhed.
     Der er landskab og viden i det redskab.

IV.  I tre årtier

124. I tre årtier lå løvkniven i mit værktøskasse,
     Indtil den dag jeg lærer, hvordan den bruges,
     Og jeg takker moster for at efterlade mig, 
     Kejtet og hæs fra sin eneboergrund,
     Et levnedsvidne, et redskabstestamente.

125. Løvkniven er 38 cm lang og vejer 600 gram.
     Bladet er lavet af stål og er 23 cm langt 
     Det buer foroven som kniv og krog i ét,
     Lavet til at gribe og snitte kviste og kvas.
     John Riley, Sheffield, præget på klingen.

126. Klingen er bred og har dobbelt skær, 
     Fortil krum og skarp, som en buttet segl.
     På bagkanten et lige skær, som en økse,
     Til at kappe grene og unge buske,
     Når en levende hæk skal lægges.

 V.  En levende hæk

127. En levende hæk er en farmers livsværk.
     Det siges, at den, der planter et træ
     Træder i forhold til døden,
     Men jeg ved, at den, der planter en hæk
     Viser omsorg for sine efterkommere.

128. Først skal hækken plantes fra grunden.
     Vi bruger hvidtjørn, navr og hassel,
     Der giver fylde, godt ungtræ og højde.
     Slåen og vildroser er godt for tæthed
     For bier, natsværmere og fugleliv.

129. Ask, skovæble og benved er føde og farve,
     Bærmispel, kornel og kvalkved giver bær,
     Sammen med pibekvalkved og liguster.
     Kristjørn og laurbær giver dyb og ægte grønt,
     Vedbend og tidsel giver frø og blomst.

130. Vi planter i dybden, vi planter i højden.
     Vi planter i to rækker med træer imellem,
     Gerne urskovstræ som eg, pil eller elm, 
     Hele hækken er tre til fem meter bred,
     Tre meter høj og tusind arter lang.

131. Efter ti år skal hækken lægges første gang.
     Med løvknivens skarpe, slebne bagsskær
     Hugges ungtræ næsten over ved roden
     Og lægges ned på skrå i hækkens retning.
     Nye rodskud vil vokse op og vokse til.

132. Stave af ask el. hassel slås ned langs midten.
     Vidjer af hassel el. pil flettes ind.
     De huggede ungtræer flettes ind på skrå
     Og gror videre, mens stave og vidjer forgår.
     Gentages og tilses i halvtreds år eller mere.

133. Hækken bugner og tætner og skygger,
     Den filtrer, den gror, den skyder,
     Med knopskud, rodskud og sideskud.
     Den vokser og viser, hvad den kan:
     Et faunarige i mange hundrede år.

134. Her er slørvinger, netvinger og ørentviste,
     Bænkebidere, larver og masser af fluearter,
     Edderkopper, spindlere og ugler,
     Spurve, finker og skolopendre,
     Snyltere, springlarver, gnavere og gravere.

135. Her er tusindben, sværmere og humlebier,
     Mejser, gærdesmutter, mus og mår,
     Gravehvepse, murerbier og musvitter,
     Bladlus, pindsvin, solsorte og snegle,
     Orme, pupper og millioner af myrer.

 VI.  En forårsdag går jeg ud

136. En forårsdag går jeg ud i redskabsskuret,
     Lægger slibesten i blød i en balje vand,
     Og hvæsser løvknivens rustne blad.
     Faste tag, rolige strøg, ikke for hurtige;
     Intet skal nås og intet haster.

137. Mange har slebet denne kniv før jeg.
     Min moster har slebet på den i sit skur.
     Før hende, landarbejdere i grove klær
     Og småbønder i hvidkalkede rønner;
     Hårdhændede, rygkrumme skærslibere.

138. Kun min generation, den rigeste nogensinde,
     Som vi ynder at fortælle hinanden,
     Har ikke råd til at afgive plads til en hæk,
     Til at lægge den og pleje den.
     Kun min generation har ikke tid.

139. Jeg rækker ind i havehækkens tynde skel,
     Et grønt gardin, der holder blikket ude,
     Et par spurve bygger rede, 
     Men klippes bort til hver sankthans. 
     En solsort hopper på den svedne plæne.

Med stor tak til Tom Hynes og Robert Wolton fra Devon Hedge Group, som venligst har stillet tre af billederne til rådighed. Deres website: http://www.devonhedges.org er en rig og kærlig kilde til viden om hække og det ældgamle håndværk at lægge og passe dem. Bilederne (og forhåbentlig digtet) viser, hvad hække virkelig kan: for faunaen, landskabet og menneskers livskvalitet.