Lov om mellemartslig retfærdighed
fremsat den 23. maj 2023
Kapitel 1
Natur, land, sprog og demokrati
385. $ 1. Naturen er bevidsthedens højeste stadie.
(1) Naturen er altid nærværende. Den omslutter vores sanser.
(2) Bevidsthed vokser frem af jorden og op af vandet.
(3) Det biologiske liv former det åndelige liv.
(4) Naturen er den tilspidsede fornemmelse af at leve.
386. § 2. Naturen er grundlaget for vores kulturelle og åndelige liv.
(1) Naturen er et samlebegreb for vores forbundethed til det
biologiske liv og landskaberne.
(2) Sproget er opstået af det fysiske og sanselige chok i
mødet mellem krop og natur.
(3) Naturen og sproget er et flux af gensidig genkendelse og
påvirkning.
(4) Natur og kultur er derfor et kontinuum.
387. § 3. Landet ligger i sproget og i de bedste verber.
(1) Landet er sit eget væsen og sit eget stedord.
(2) Landet indeholder alle fortællinger om tilblivelse og
undergang.
(3) Landet tabes og genfindes i hver generation.
(4) Hver generation må lære at tænke som landet.
(5) Landet lever, og landet er ligeglad.
388. § 4. Naturen er en uadskillelig del af vores demokrati.
(1) Naturen skal inddrages i alle demokratiske processer.
(2) Naturen er tilstede og begavet med personlighed og stemme.
(3) Naturen iblandt os er levende, i bevægelse og nådesløs.
(4) Det er sådan vi mødes: ansigt til ansigt.
Kapitel 2
Retten til at eksistere
389. § 5. Naturens ret til at eksistere anerkendes i den bestående
retsorden og omfatter:
(1) Retten til at udfolde sine naturlige evner og egenskaber.
(2) Retten til at udvikle sig naturligt som art eller
økosystem.
(3) Retten til genopretning ved skade eller ødelæggelse.
(4) Retten til erstatning for skadeforvoldelse.
390. Stk. 2. Naturen har ret til et rent, sundt og bæredygtigt miljø
på lige fod med mennesker.
391. Stk. 3. Naturens interesser er dem, der kan udledes af retten til
at eksistere.
Kapitel 3
Mellemartslig retfærdighed
392. § 6. Retfærdighed udvikles og udøves på tværs af artsskel og
bygger på principper om universel ligeberettigelse mellem arterne.
(1) Alt biologisk liv er sansende og udstyret med
selvbevidsthed.
(2) Alt biologisk liv har handleevne og er socialt
organiseret.
(3) Alt biologisk liv er værdigt i sig selv og i sit samfund.
(4) Alt biologisk liv er derfor berettiget til retfærdighed.
(5) Alt biologisk liv er etisk og moralsk ligeberettiget.
(6) Der er ingen riger; kun republikker.
Kapitel 4
Ejerskab til egne evner
393. § 7. Retfærdighed bygger på en anerkendelse af alle arters
ejerskab til egne evner.
(1) Ejerskab til egne evner udøves af alle levende organismer
i et givet økosystem.
(2) Ejendomsret er en ekstrem form for ejerskab, der udøves af
mennesker gennem direkte eller indirekte vold overfor
andre arter.
(3) Ejendomsret giver frihed til udfoldelse, men fører til
ulighed og lidelse.
(4) Selveje beskytter arternes naturlige udfoldelse og
ejerskab til deres genetisk arv.
(5) Selveje skal sikre en lige og retfærdig fordeling af
frihed mellem økosystemers frihed og menneskers
ejendomsret overalt hvor disse kommer i kontakt med
hinanden.
Kapitel 5
Naturlige vækstområder
394. § 8. Danmark eller dets successionsstat afgiver halvdelen af det
nationale land- og søterritorium til naturlige vækstområder senest
i 2030.
395. Stk. 2. De naturlige vækstområder inddeles i zoner for henholdsvis
vegetativ, regenerativ og økologiske vækst.
(a) Vegetative vækstzoner udlægges til biologisk vækst og
vegeteren hos mennesker til gavn for en robust
biodiversitet og den almene sundhed.
(b) Regenerative vækstzoner fremmer genetableringen af
funktionelle økosystemer til gavn for biosfærens værdier og
menneskers kulturelle og sociale udvikling.
(c) Økologiske vækstzoner fremmer økonomiske aktiviteter i
partnerskab med den selvejende natur til gavn for en
bæredygtig samfundsøkonomi.
396. § 9. De naturlige vækstområder og deres økosystemer ejer sig
selv. De er levende dele af naturgrundlaget og af det omgivende
samfund.
397. Stk. 1. Naturlige vækstområder indtræder i alle retlige forhold,
der vedrører deres eksistens og interesser, jf. § 6. De kan indgå
sædvanlige aftaler og retshandler, herunder opkøbe og sælge fast
ejendom, yde eller tilkendes erstatning, oppebære indtægter, samt
pålignes skatter og afgifter.
398. Stk. 2. Naturlige vækstområder varetager deres egne interesser
overalt i lovgivningen, i forvaltningen og ved domstolene.
Kapitel 6
Beskyttelse
399. § 10. Det er en national opgave at beskytte økosystemernes
naturlige udfoldelse og vores menneskelige efterkommeres behov og
livsbetingelser. Denne opgave er tæt knyttet til Danmarks
internationale natur- og miljøsamarbejde og folkeretlige
forpligtelser.
400. Stk. 2. De naturlige vækstområder har ret og pligt til at
beskytte sine økosystemer, landskaber og egenskaber.
401. Stk. 3. I beskyttelsen kan indgå begrænsning af eller forbud mod
bl.a. afvanding, græsning, kystsikring, høst af biomasse,
anvendelse og udledning af kemiske stoffer, biavl, jagt,
forringelser af fødekæder, råstofudvinding, dambrug, husdyrhold og
friluftsliv. Særligt for havområder omfatter beskyttelsen faunaen
på havbund og i vandsøjlen, forstyrrelser af havbundens tilstand,
fiskeri og sejlads.
Kapitel 7
Repræsentation
402. § 11. Hvert selvejende naturligt vækstområde repræsenteres af en
bestyrelse, der udpeges af Folketingets naturrettigheds¬udvalg.
Udpegningen følger reglerne om lokalrepræsentation i lov om
naturens selveje (tidligere lov om naturparker).
403. Stk. 2. Bestyrelsens medlemmer er bundet af principperne for
mellemartslig retfærdighed og varetager naturens rettigheder og
selvejets forpligtelser efter denne lov.
404. Stk. 3. De selvejende naturområder er repræsenteret i nævn, råd
og udvalg, der vedrører deres eksistens og interesser på
kommunalt- regions- og landsplan.
Kapitel 8
Udpegning, ejendomsforhold, mv.
405. § 12. Minister for naturrettigheder og klimakatastrofer
fremlægger for Folketinget en national plan for udpegning af
naturlige vækstområder efter § 8. Udpegningen følger procedurer i
lov om naturens selveje (tidligere lov om naturparker).
406. Stk. 2. Arealer efter stk.1 overgår til selveje ved lov, køb,
ekspropriation statslig forkøbsret, afståelse, fondsdannelse eller
anden privat aftale, der sikrer varig overdragelse af råderetten
over et givent areal.
407. Stk. 3. Staten ophæver ved lov alle hidtidige ejerforhold til de
naturlige vækstområder. Der ydes om nødvendigt erstatning efter
gældende regler for ekspropriering eller anden godtgørelse for
tab.
Kapitel 9
Værdi- og nytteregnskab
408. § 13. Der udarbejdes et periodisk nationalt regnskab for
økosystemers værdiskabelse og nytteeffekter for samfundets
økonomi, velfærd, livsvilkår og kultur.
409. Stk.2. Værdi- og nytteregnskabet udarbejdes i et samarbejde
mellem Biodiversitetsrådet, Klimarådet og det Økonomiske Råd efter
nærmere aftale mellem rådene.
Kapitel 10
Ikrafttræden og overgangsregler
410. § 14. Naturrettighedsministeren samordner og fremlægger for
Folketinget forslag til ændring af gældende love og regler af
betydning for gennemførelsen af denne lov. Loven burde også gælde
for Færøerne og Grønland.
Ormens kreds
Ormens kreds
380. Solen stikker, stålet hakker,
Tørven åbnes, ormen lammes,
Endevendt og skiveskåret.
Vrider sig i vild panik,
Ormedele brak i spadechok.
381. Knæler ned ved skorpens rand,
Ryster tørven fri af muld,
Lukker jorden til igen.
Sket er sket og drab er drab,
Ormen døde, ormen leve.
382. Ormen er en kerneart,
Symbol på jordens skifte.
En helgen for det mindste liv,
For dobbeltkøn og plantevækst,
Gravet ned og dækket til.
383. Jorden dufter rent af jord,
Iltet, fugtet og fordøjet.
Jorden er et jordisk stof,
Renset, gødet og beriget,
Klumper i en åben hånd.
384. Vermis faciebat*), alt dette,
Ormens værk til verden.
Af orm er den lavet,
Til orm skal den blive,
Af orm vil den gro ud igen.
*) Det berettes, at Michelangelo efter færdiggørelsen af statuen Pietá overhørte en beskuer tilskrive værket en anden kunstner. Harmfuld indhuggede Micahelango en nat denne signatur på madonnaens skærf: MICHÆLANGELVS BONAROTVS FLORENTINVS FACIEBAT (Michelangelo Buonarotti, florentineren, lavede dette).
Hjernen er i den grad en grøntsag (3)
Hjernen er i den grad en grøntsag (3)
379. Hjernen er i den grad en grøntsag,
Og verden er fuldstændig virkelig,
- Hver gang!
Edderkop på hovedgærde
376. En edderkop spinder et net
Over sengegærdet en forårsdag.
Vi ligger sammen og ser på.
377. Jeg tænker: Et net at fange fantasi i;
Min elskede tænker: Du bliver pisset på.
Jeg siger: du mangler entomologisk viden;
Min elskede siger: Du mangler livserfaring.
378. Edderkoppen forestiller sig fluer,
At æde sin mage; hun ser for sig
Kommende generationer.
Året efter oldenåret
Året efter oldenåret
374. Året efter oldenåret;
Bøgekim sprunget ud,
I skovbunden, millioner
Af miniparasoller.
375. Rådne bogkapsler,
Piggede, gabende,
Kindkysser jorden
En sidste gang.
Sandhed
Sandhed
373. At røre er at vide.
Jeg tror på dét,
Jeg kan røre ved.
Der er sandhedsbevis
I mine fingerspidser.
Alt hvad jeg berører
Bliver sandt.
Fefølehorn
Fefølehorn
350. Der findes små undere,
Der kommer til én
Som gaver, der gør glad,
Som ros og knus.
351. En lysende grøn morgen
Besøger jeg min tjørn
Plantet sidste år, tilset,
Nu i fuldt løvspring.
352. Jeg rækker ud for at røre
Klaser af blomsterknopper
Forventningsfuld, hvad bli’r det:
Laevigata eller monogyna?
353. Og dér, med næsen fremme
Mellem kviste og knopper,
Kommer et under forbi,
Lige ud for mine hænder.
354. Fire små sorte insekter
Sværmer i tjørneløvet.
Sværmer: de bevæger sig
Op og ned som i en hejs.
355. (Poetisk parantes 1:
Aargh! Jeg stritter imod,
Min pen sprutter imod:
Jeg ville skrive “elevator”
356. Endnu en maskinmetafor,
Som jeg har erklæret SNG:
Simile non grata.
Vi sunder os lidt, vi to).
357. Insekter hejses i snoretræk (😅)
En håndsbred op og hurtigt ned.
Det er graciøst, som luft,
Lydløst, solstrejsforkælet.
358. Og se: Overdådige følehorn,
Filamentstynde hvide streger
Tre gange så lange som insektet.
Jeg er forbløffet; det er fehorn.
359. Hovedet er sort og minimalt,
Jo da, det ligner et gedehoved.
Brysk profil og hævet pande,
Som fæste for dens følehorn.
360. Bittesmå sorte væddere,
Som ophængt i panden.
Svæver ud i luften
Under lange, hvide tråde.
361. Insektets krop er blankt bevinget.
Men pludselig, dér: mit bonus under:
Sollys refrakteres i en vinge,
Der skinner i grønt og guld.
362. Det hele varer et halvt minut.
Jeg har aldrig set dem før,
Aldrig vidst de fandtes.
Nu ved jeg noget for altid.
363. Jeg er et andet væsen rigere,
Et sjældent syn forundt.
Lige uden for min hoveddør.
Sådan kan et lille under ske.
364. (Poetisk parantes 2:
En søgning en times tid
Giver dette væsen et navn:
Egelanghornsmøl, en han.
365. Så nu ved jeg det,
På harmonikasammenstødsdansk.
Lidt mere fortryllelse på engelsk:
Fairy longhorn moth.
366. Se: jeg skrev “fehorn”
Ovenfor, i et vers, uafvidende.
Nogen har før set dette væsen
På samme måde som jeg.)
13.5.2023
367. (Poetisk P.S. den 15. maj 2023.
I en kikkert ser jeg
Sværme af små bukkemøl
Højt oppe i et ahorntræ.
368. Jeg kender dem straks igen,
Selv i prismens slør:
Fehornmøl fra i forgårs.
Hvad laver de dér?
369. Sværmer ved grenspidser,
Hviler sig på bladlapper
Suger solskin til sig,
Men spiser ingenting.
370. Ahorn, sukkertræ med rakler,
Fyldt med nektar klasse A,
og - jeg tror jeg ved det -
Her er langhornshunner.
371. De sværmeriske mølhanner
Gør sig til og byder op med
Sex og andre søde sager,
Der ligger lige til tungen.
372. Sværm, brødre, sværm.
Det er hér og nu og aldrig mér.
Aftenluften fyldes ud,
Duft af ahornhonning).
PS 15. maj 2024:
For et par dage siden fandt jeg et par egelanghornsmøl – men måske er det i virkeligheden pilelanghornsmøl; de forveksles tit – på næsten samme sted som de fire møl fra sidste år (to meter). Jeg bringer billederne her – de er alle samme møl – og digtet kan godt tåle at blive læst igen her på digtets årsdag.
Bøgen er et mangfoldigt individ
Bøgen er et mangfoldigt individ
335. Den lemlæstede bøg på jorden:
Savet op, dvs. savet i stykker,
skiveskåret, sønderdelt
tværsnit vendt ud i solen.
336. Bøgen viser sit indre ved,
sit vitale system,
sin individualitet
og levnedsbyrd.
337. De gennemskårne flader
Er glatte, fugtige, våde af væsker.
Splintved, kerneved
I gule, brune, sorte farver.
338. En bøg har han- og hunblomster;
En hermafroditisk plante,
Tvekønnet, måske tværkønnet;
Et kønskrydset individ.
339. Denne bøg er et mangfoldigt individ,
For snitfladen viser tydeligt
To eller tre bøgetræer
Vokset sammen til én stamme
340. Et enkelt planteindivid
Med tre genetiske forskellige
Kerner i det samme træ;
Tre liv i samme skein.
341. Årringene er slynget sammen,
Omslutter sig selv og de tre kerner.
Antager fælles ydre bark,
Får fælles livsfunktioner.
342. De deler føde og energitransport.
Gør brug af fælles rodsystem.
De deles om bladene og lyset,
Om jorden og vandet.
343. Hvordan skal vi forstå på dette træ?
Et mangfoldigt individ, et delt individ?
Er det ét træ, er det flere træer?
Eller en kollektiv personlighed?
344. Hvordan er dets/deres/jeres afkom?
Tre fædre, tre mødre i ét træ
Parret med et andet dobbeltindivid?
Den bøg har måske ti forældrepar.
345. En bøg kan også have to træer i sig,
Hvis indre sider ikke er vokset sammen,
Bark og væde og sort jord i en lomme
Omsluttet af ét splintved og barkskal
346. Jeg saver op og lommen kommer frem;
Muld, bakterier og mikroorganismer,
Ser sollys for første gang
I et halvt århundrede.
347. Der er bøge, kaldet musebøge;
Sammenvoksede træer ved roden,
Men med adskilte stammer
på det udvoksede træ.
348. En bøg har flere mellemformer
Halve dobbeltindivider
Eller to hybride individer
Adskilte lemmer; vitale forbindelser.
349. Hos os, et hæsligt misfoster.
Hos bøgen, et superindivid
med genetisk og fysisk styrke,
plastiske evner og levedygtighed.
Grå luft
Grå luft
332. Grå luft er anderledes end solvarm luft.
Grå luft forstærker dufte, stoffer fortættes.
Luften bølger af kaldesignaler og lokkemidler,
Mens planter puffer af egne pesticider.
333. Sex og forførelses blandes med
Lugten af kemiske kampstoffer.
Den syrlige, jordbundne duft af
Råd, mug og ormeumami.
334. Vindstille og gråt giver muld og fugt.
Sol giver duft af strå, blade og pollen.
Ilten og dufte blandes, fortyndes,
Nye lugte langvejs fra frisker op.
Om at save en jævnaldrende bøg i skiver
Om at save en jævnaldrende bøg i skiver 324. Bøgen og jeg er omtrent jævnaldrende, begge i midten af tresserne. Den ene kommer fra byen, den anden fra skoven. Jeg står op, og bøgen ligger ned. Jeg har arme, mens bøgen er en kævle med lemmer kappet af; en væsensforskel. 325. Statistisk har vi begge udsigt til omtrent samme livslængde, 90-100 år inden vi fældes. Bøgen voksede op i plantagen, jeg voksede op i kolonien; to hovedformer for landskab i den sene holocæn. Alle træer i plantagen er omtrent lige gamle; noget lignende gælder for mennesker, dog overvejende i vores sidste leveår. 326. Manden og træet og øksen en arketypisk treenighed. Jeg er manden, nybyggeren og muskelkraften; træet er den ædle natur, modstanden, vildnisset; jeg er naturbetvingeren, hånd mod bark, vi er det oprindelige præ-fossile liv. 327. Manden og øksen, senere saven, har kostet træerne det meste af kloden. Det er øklogisk tragisk ironi, at mandens domæne svinder i takt med træernes ståsteder. 328. Mænd rækker ud efter motorsaven, når de ser et træ. Et træ, som vi forstår det, er til for at blive fældet, ligesom solen er til for at give lys. Ethvert træ risikerer overgreb og oversavning. 329. Jeg fylder benzin på saven (i geologisk forstand er træet faktisk selv ude om det). Checker kædeolien, vipper startkontakten, trækker i startsnoren. 330. Under larm som fra gigantiske hvepse begynder jeg at skære kævlen i tykke skiver. Jeg er deltager i et at de få tilbageværende ritualer af maksulin mystik i den fossile brændstofs tidsalder. 331. Saven rykker i arme og ben. Byrden trykker mellem mine skuldre. Savsmuld vælder ud og dækker mine fødder. Jeg tænker: bare det ikke bliver rødt.
🇺🇦 Kulsukker fra Krim
Kulsukker fra Krim
312. Hvad er det, der gør mig særlig glad for kulsukker? Hvert forår venter jeg på, at den stikker sin sammenrullede tungespidser frem af jorden omkring den første maj.
313. Hvad er det der trækker mig ud, hvor den gror, bare for at se den, for at give hånd med et blad? Hvad er denne særlige energi mellem planter og mennesker?
314. Jeg elsker kulsukkers store grove blade, der skyder op af den bare jord, det ene inden i det andet. Ru, tykke blade med dybe, behårede mønstre i relief.
315. Stængler og bomsterstande skyder op i svanehalse og svikler, dobbelte buer. Sikken et syn, når sviklen ruller sig ud: en hanekam af blomster, eller i humanmetafor: en regnbuefarvet tomahawk.
316. Jeg elsker når den blomstrer blomst efter blomst, Skumringsrøde, himmelblå, mælkehvide nuancer med honning indeni. Bier flokkes i bægrene hele sommeren. Korttungede bier bider hul i kronbladene øverst oppe og stjæler nektar fra de langtungede bier.
317. Som andre planter, har kulsukker talrige navne på andre sprog. Også på dansk: kongsalveurt, kongsalmerod, radhel, benvel, valurt, vundurt og komfrey for at nævne et par stykker. Navnet kulsukker henviser til plantens kulsorte rod og det sødligt hvide væv indeni.
318. Jeg elsker plantens slægtsnavn: symphytum. Planten, der får noget til at vokse sammen (symphio = vokse sammen, phytum: plante) En tusind-årig samhistorie med mennesker ligger i det navn: Kulsukker er kendt som et ældgammelt middel for knoglebrud og sårheling.
319. Romerske legionærer bragte kulsukker med sig på erobringstogt. Det er sandsynligt, at legionærerne opdagede planten netop under romerrigets voldelige udvidelse, for symphytum er hjemmehørende i Kaukasus og landet omkring Sortehavet.
320. Jeg troede arten i min have var en lægekulsukker. Men det er en foder-kulsukker, som er en naturlig krydsning mellem lægekulsukker og ru kulsukker.
321. Hvilket jammerligt navn, foder-kulsukker. Det er slet ikke forkert, for kulsukker er en gammel foderplante, men hvor trøstesløst i et land som Danmark, hærget af mekaniseret landbrug og ekstrem avlsmentalitet. Tyskland ligeså, hvor foderkulsukker heder futter-beinwell.
322. Foderkulsukker kaldes på engelsk for russisk komfrey. Ditto på fransk. Navnet, formoder jeg, skyldes en hyppig misforståelse i Vesteuropa, hvorefter alt indenfor grænserne af det russiske imperium, fra dets dannelse i det 16. århundrede og frem, blev opfattet som russisk. Det på trods af landets mange nationaliteter, lande, sprog og folkeslag. Ukraine, for eksempel.
323. I anledning af sommeren 2023 vil jeg kalde planten i min have for Krim-kulsukker. I dag, på to-årsdagen for invasionen, ser jeg frem til at krim-kulsukkeret vokser frem igen og ud i sin retmæssige plads under solen. Så kan planter og politik fortsætte deres sammenflettede historie en ny tid endnu *). Slava Tauris.
*) Der findes en kaukasisk kulsukkerart (symphytum caucasicum) og en art kulsukker fra krimhalvøen (symphytum tauricum), der ikke har noget officielt dansk navn. Den er indberettet en enkelt gang i Danmark på www.naturbasen.dk. Den har blå nedhængende blomster i svikler og stammer, som navnet siger, fra Krim.
Landsvaler
Landsvaler
292. Et landsvalepar er vendt tilbage
Under halvtaget på vores veranda.
I fem uger denne sommer lever vi
To familier i øjenhøjde.
En rede over havedøren,
En meter mellem dem og os.
293. En svale er født med overblik
Over marker, skove og fjorde,
Over ørkner, storbyer og klipper.
Træer, grene og tage hvirvler forbi,
De stormer skrigende gennem luften
Jager, vender, dykker og leger.
294. Svaleparret udser det bedste vue
Over indflyvningen til reden
Fra toppen af en ranglet løn.
På de øverste kviste sidder de
Knitrer, vogter og vugger i brisen
Holder øje med reden, rovdyr og os.
295. Reden er lige over havedøren.
Jeg kan stå med døren åben,
Se op til reden en armlængde væk.
Ungerne vokser og fylder pladsen ud.
En håndfuld pulserende dun,
Der truer med at spilde over;
To unger ovenpå de andre.
296. Sidste år mistede de et kuld.
Reden faldt og rutschede ned;
Fem spæde unger kastet ud.
I tre døgn sad forældreparret
På et hegn i haven i vildrede.
Deres stemmer knirkede i sorg;
297. Fortvivlede, tror jeg, vågede de,
Et sving ind omkring verandaen,
Hvor deres første kuld forsvandt.
På fjerdedagen besluttede parret sig;
Begyndte at bygge en ny rede
Et andet sted under samme tag.
298. Svaler er sociale og sludrende.
De triller, de kalder, de knitrer.
Skænder, larmer og beroliger.
De hviner og skriger af rivaler,
Jager dem rundt i området
I vild, akrobatisk, synkron flugt.
299. Øjne, hjerne, hjerte, sener
Styrer liv og lemmer
Med tolerancer, der måles
I hundreddele sekunder.
Energien stråler ud af dem,
Lyser fra deres vingespidser.
300. Kun om natten flyver de ikke,
De kan ikke se, de er lammede.
Forældreparret klumper sig om reden
Hunnen i reden, hannen ved siden af,
Trykker sig sammen, ånder, sitrer.
Øjne følger os.
301. Titusinder af indflyvninger og landinger
Titusinder af insekter bringes ind.
Forældrene skiftes til at sidde på reden.
De kalder på hinanden,
De har lyd for tid til at skifte plads.
De har lyd for nu nærmer jeg mig.
De har lyd (meget højt) for hold dig væk.
302. Svalen kan holde stille i luften
Holde sig oppe med vingeslag
Et sekund, højst to,
Den ene spørger, vil du have mad
Den anden svarer, tag over her.
Ungerne er skrigende orange trekanter
Når de åbner gabet,
Når de hører svaleforældrene
Bringe insekter til reden.
303. En unge maser sig baglæns
Med anus ud til redekanten
Forældrefuglen hænger fast, parat,
Plukker en kugle klat fra endetarmen
,
Slipper taget, vender sig i luften,
Suveræn manøvre, og flyver ud
,
Bortskaffer skiden i et blomsterbed.
304. De hjælper deres unger på vej,
Fodrer dem, også i flugten
Når ungerne sidder uden for reden
Uden endnu at kunne flyve.
En unge falder ud i flugtforsøg
Og bli’r fanget af verandaglas
En forælder lokker, kalder, viser vej,
Og ungen finder ud.
305. Når jeg står i døren, kan vi ses:
De vender et obsidan-øje mod mit
En lille sort skive uden pupil
,
Fuldstændig fremmed, aldeles vild,
Ingen kontakt, ingen genkendelse
Intet udtryk, bare blank natsort.
Jeg har aldrig følt mig så fjernt
Fra noget andet levende væsen.
306. Men vi gør jo helt det samme:
Samme snak, samme skænd,
Samme ængstelse, samme sorg
Samme hverdag, samme gøremål
Samme form for oplæring og træning,
Samme form for omsorg,
Samme delte ansvar.
307. Sidste år gjorde de reden klar,
Klinede redekanten op,
Bragte friske materialer ind.
Men en morgen, pludselig var de væk,
Reden hakket ned, forladt og ødelagt.
Svalerne blev i luften sommeren ud,
Men kom ikke huset nær igen.
Hvilken beslutning, hvilke forhold?
Hvilken situation, hvilket valg?
308. Hvert år er jeg bange for
At de ikke kommer tilbage igen,
Udsultede og måske forgiftede
Af landbrugets massedrab
På insekter og fødekæder.
309. Jeg lader alt organisk materiale ligge
Kævler, kviste, grene, blade, æbleskrog,
Alt grønt affald fra vores køkken,
Papir og pap i strimler og stykker.
Alt komposteres, ingen kemikalier.
Alt, for at få insekter til at yngle
Og svaler til at komme.
310. Det er slet ikke nok,
Slet ikke, slet ikke.
Men hvis nu en dag,
Svalerne ikke kommer,
Hvor er så min vished for,
At mine børnebørn kan overleve
Uden svaler?
Så har vi mistet noget,
Nej, så har vi slået noget ihjel,
Som er i familie med os selv,
Med samme vilje og samme evne
Til at være til i den samme verden.
311. Zhang Zai, du vidste det:
De titusind ting, alt levende,
Anser vi som vores krop.
Charles Foster vidste det også,
Da han tudede af rørelse
Over mursejlerens genkomst.
I haven på Stevns:
Samme taknemmelighed
Samme glæde, samme frygt.
Fuglevinge skygger for min hånd
Fuglevinge skygger for min hånd
287. En fuglevinge skygger for min hånd
Den flakser på det grå papir
Hen over hånd og fyldepen.
288. Musvitten flyver ind til redekassen
På facaden ved mit arbejdsvindue
Solen fanger fuglen på min hånd.
289. Hun ser mig ind gennem ruden.
Angst, adræt drejer hun og flygter bort;
Panikken spredes ud på mit papir.
290. Hun søger tilflugt på sin udkigsgren,
Tripper vredt, fornærmer mig,
Et farligt skrummel i et kammer.
291. Det varer kun et split sekund,
Jeg når knapt at kigge op, forundret,
Og kvittere for det stille skyggespil.
Solsort ved jævndøgn
Solsort ved jævndøgn
278. En solsort flakser op
fra sit kolde morgenbad
Sætter sig på kvaset.
279. Tørrer dun og vinger,
Ordner fjer og parasitter
i den varme forårssol.
280. Solitairefugl, altid knotten,
Skræmmer andre fæller bort,
Vinger i brus og fældet næb.
281. Fouragerer i det visne løv:
Et hop, et dyk, et kast,
Blade hvirvles op.
282. Ser sig om med stive blik,
Bevæger sig i hak og stød.
Gentag, hidsig, gentag.
283. Nervøst gemyt og aggressiv.
Farer op og flygter væk
Med skingre galningskrig.
284. Men når aftenluften falder,
Og vind og lyde stilner af,
Høres bløde fløjtelyde.
285. Han forkæler sine toner
Temastykker uden melodi
Slutter på en enkelt node.
286. Vellyd og ro i terrænet,
Mening for os begge to;
Fælles vesperstemning.
Se også Solsortens melodi, vers 554 ff.
Liljekonval
Liljekonval
273. Grønne smalle rør
Skyder frem af skovens bund.
Forårsjorden ånder.
274. Stilken dannes nedefra
Blandt visne blade, anemoner,
Rådne agern, muldprocess.
275. Hylsterblade krænges ud
Hvælver, skærmer
Blad og frugter indeni.
276. Blomsterstænglen buer op
Behængt med hvide krukker
Fliget rand og spidser.
277. Drypper gift og duft
Vajer smukt i brisen
Rækker tunger op i himlen.
Pæreskud
Pæreskud
268. Filtede bladtunger
Flagrer om et pæreskud;
Narhat med spidser.
269. Dun og hvide tråde
Svøbt om pærens frugtanlæg;
Rosa silkepuld.
270. Kostbare, rosa æg
Indfattet i små buer;
Grønne kronblade.
271. Narren holder hof
Kongen salvet og kronet,
Som et pæreskud.
272. Æble i hånden
Pæreknop på hovedet
Frugtregalier.
Benved skud
Benved skud 261. En benved sætter skud i et hegn af buske, tusinder af spidser i et virvar af kviste, der forskyder sig i alle retninger. Og dog: de peger alle udad, som om hele busken søger udveje, og finder dem. Benved er sin egen løsning. 262. Jeg fjerner et topskud med en kniv og sætter mig i det gulnede græs med en lup. Senere bar jeg skuddet hjem til arbejdsbordet. Her er hvad jeg så og skrev. 263. Topskuddet sidder på den firkantede stilk. Ved skuddets rod sidder to knopper, der ligner åbne sårskorper med rødt kød, der buler frem i midten. Det er substansen til et nyt stilkepar. 264. Skuddet er fæstnet i en krans af fire bægerblade, 5 til 10 mm lange. Bægerbladet er aflangt og hvælvet. Det er creme-hvidt forneden, der changerer over i sart pink omkring to-tredjedele oppe på bladet. Hér forstærkes og fortættes farven til en stærk pink og bladet ender i en rødligsort spids, der minder om en blodunderløben klemmelus med lupsmå fimrehår rundt i kanten. 265. Ud af bægerbladenes mund skyder en grøn cylinder lavet af et par tæt sammenrullede blade. Bladet er bønnegrønt men changerer over i lyserødt og trækkes ud i endnu en blodrød spids. 266. Bladspidserne krænger let udad og åbnes, mund-i-mund, og en ny cylinder trænger sig frem: grøn, pink og rød. 267. Det sammenrullede blad har tydelige vener; det er en grøn hinde af tyndt, fint liv. Indeni: en puppe, en plantefødsel.
Syn
Syn
260. Rovfugle ser.
Ser mere end nogen anden.
Vi ser, at de ser.
Den vigtigste sans,
Det højeste organ.
Vågen, overvågen,
Vagtsom, fysiologisk parat.
Vi forstår dét, at være udset,
Som bytte og som betragter.
Det synbares uomgængelige modalitet *).
*) I erindring om James Joyce, Ulysses (1922); se kapitel 3: Proteus.
Ugleøjne
Ugleøjne
259. To orange bøssemundinger:
To øjne hos en ugle i flugt.
Den eneste fugl, hvor vi møder
Begge øjne på én gang.
Derfor deres venlige udseende.
Fladt ansigt, mere ro, mere udtryk.
Nogle ugler har sorte øjne,
Med øjenlåg, der lukkes.
Kloge, søvnige, ophøjede.
Tæt forbundne.
Ørneøje
Ørneøje
257. Det fikserede øje,
Tog sigte på vores aner;
Små, pelskædte hominider
Søgte skjul i træerne for
Den lydløse, nådesløse,
Klobevæbnede skygge,
Der faldt fra oven.
258. Som art har vi glemt det:
Frygten, skrækken, slaget.
Vi har taget ørnens post.
Det er os, der jager nu.
Vi ærer dem med navne,
Kongeørn, kejserørn,
Vi fryder os i byttets sted.
Guldsmed
Guldsmed
250. Guldsmed imago,
Forandring, mod og fødsel,
Tomt hylster knitrer.
251. Palaeoptera,
Forhistorisk vingepar,
Perfektioneret.
252. Hvirvlende vinger,
Metafor for mekanik,
Helicoptera.
253. Torso pumpet op,
Muskelbjerg og nerveknude,
Koldt hydraulisk blod.
254. Rovdyr, cirkelsyn,
Et snigløb, byttet slagtes,
Sommerfugle dør.
255. Guldsmeden æder,
Bid knaser byttets hoved,
Vinger spyttes ud.
256. Insekt og menneske,
Vi lever i hinandens
Spejl og billede.
Om brug af metaforer i digtet om hasselblomsten
Om brug af metaforer i digtet om hasselblomsten 249. I digtet Hasselblomsten anvendes enkelte metaforer baseret på menneskefrembragte genstande: Fane om blomstens grifler (aha: botanisk accepteret udtryk, men afledt fra oldgræsk begreb om at skrive). Om knopskuddets skæl bruger jeg udtrykket brioche. Jeg tvivlede længe, men når jeg kigger på knopskuddet, også under lup, kan jeg ikke finde noget bedre udtryk end billedet af en krans af sammenbagte briocher. Jeg bruger similien pangfarvet, der ikke i sig selv beskriver noget menneskefrembragt, men nok hos de fleste associeres med en bestemt slags dekor eller beklædning. Jeg bruger metaforen løvkulisse om det samlede synsindtryk af vissent løv, og giver dermed indtryk af en iscenesættelse af hasselblomsten, hvilket jo overhovedet ikke er tilfældet. Karmosinrød bruges i digtet og er jo menneskefrembragt al den stund vi knuser en særlig kermesbille for at udtrække den attraktive røde farve. (Jeg lader det etiske aspekt i denne fremstillingsprocess ligge). Endelig henviser digtet til et kendt maleri af J.M.W. Turner, og man kan sige at maleriet her optræder som en snigmetafor.
Lov om Rigets Ophævelse
Danmarks naturlove (1)
Lov om Rigets Ophævelse 198. Ve kan jo se hvordan alt levende har en desperat trang til at være i live. Hvordan alt liv er en desperat handling for at forblive i live. Hvordan denne desperation fortsætter uden ophør ud til Rigets grænser. 199. Ve bemærker eksistensen af kategorier. Kategorier ophober viden hos den kategori-skabende part, men ikke hos dem, der kategoriseres. Vi er på denne måde blevet kategoriseret ud i en tilstand af uvidenhed. 200. Ve ved at Riget slår ring om os. Ve er omringet af andres viden. 201. Ring er en talemåde. Riget er også en talemåde. Talemåder er en slags desperation, der er blevet til vane. 202. Ve kan jo se, at alt levende har måder at handle på. Handleevne er en universel vilje til at være i live. Fælles for alle riger; uden grænser, uden kategorier. 203. Ve kalder denne handleevne for agens. Agens er den fysiske, foranderlige, frugtbare form. At vokse er udtryk for agens. Vos agens. 204. Ve vokser os ud af kategori (som begreb). Ve vokser os ud af Riget (som talemåde). 205. Ve ophæver derfor Riget som kategori og som talemåde. 206. Riget findes ikke mere.
Afdød digter som havefænomen
Afdød digter som havefænomen
163. Jeg kunne jo være fræk at gengive mesteren, som selv var "fræk at parafrasere gamle Heraklit: Ingen kan gå to gange ud i den samme have. Det gælder også kirkegårde." *)
164. Her står vi så i selve krydset mellem sproget og den beskårne natur, hvor digteren og haven begge vokser, bare i forskellig tid.
165. Planterne står stille, mens digterens øje bevæger sig, hans krop bevæger sig. Heri ligger en tosidighed mellem det langsomt voksende og det bevægelige; mellem det tavse og det tænkende.
166. Digteren siger, at en samtale opstår af denne tosidighed netop fordi haven altid står i korrespondance med naturen, mens digteren selv altid er korrespondance med andre sprog og digtere. En samtale er aldrig alene.
167. Gennem livet er haven i uophørlig vækst sammen med sin digter, der klipper ned og vokser med, men senere falder af og går bort.
168. Det fører også til andet led af parafrasen: den kirkegård, hvor digteren begraves i en strengt beskåren og til den fri natur hyper-polemisk afgrænset haveform, hvor kun få slags samtaler føres.
169. Jeg kunne være fræk igen og sætte et skilt, et kors, en pind op i min have med digterens epitaf. Men det vil nok bare give ballade med familien, med øvrigheden, med kommunen, måske også sandheden.
170. Jeg kunne plante en busk til hans minde. En benved, for eksempel. Diskret, selvfølgelig. Kun få andre ville få det at vide. Men man ville jo forstå, at han er her, gror dernede, står heroppe, i snak, fuldt udsprunget som sin egen sproglige foreteelse.
171. Så kan samtalen fortsætte. Umærkeligt, bag om ryggen på os alle. Til enhver tid. Aldrig alene. Per Højholt † 2004. Stå i fred.
*) Per Højholt (1928-2004), Haven som sproglig foreteelse, i Stenvaskeriet, 1994.
Om brug af metaforer
Om brug af metaforer 219. Man kan sige at digtet i sit væsen er knyttet til metaforen, der er både poesiens gave og fælde (to metaforer allerede!). 220. Kun en tåbe frygter ikke metaforen, som Per Højholt vistnok har sagt, og hvis han ikke har sagt det, så kunne han i hvertfald have gjort det. 221. Metaforen brugt forkert kan ødelægge et ellers habilt digt, ligesom rim kan efterlade et digt skrevet i den bedste mening som en bagatel eller en latterlig fremtoning. 222. Metaforen skal forbinde digtets genstand med læserens forestillingsevne både emotionelt, billedligt, kulturelt og associativt. 223. Men hvad skal en digter stille op for ikke at gøre sig selv og sit digt til grin når et stærkt syns- eller sanseindtryk, der også er en etisk oplevelse, skal gøres medlevende for en læser? 224. Vi siger tit, at forskellen mellem litteratur og videnskab ligger i brugen af metaforer, men det er jo slet ikke rigtigt: Videnskab benytter sig af metaforer; den bedste teori udtrykkes som metafor (med O.E. Wilson). Man kan endda sige, at matematik også er en metafor for alt det, vi ikke ved (med Bertrand Russel). 225. Jeg siger tit, at planter har vilje og er intelligente. Det er ment som et både faktuelt og etisk udsagn (om ligestilling mellem organisk liv). Men intelligens er her en metafor, uanset dets videnskabelige sandhedsværdi, fordi vi må antage, at planters intelligens udtrykkes eller opleves væsensforskelligt fra vores egen? 226. Jeg finder en hasselblomst. Den gør et stærk indtryk, jeg syntes den er en særlig og glædelig oplevelse. Der knytter sig erkendelse, videnskab, personhistorie, kulturhistorie og livsetik til synet af denne diminutive blomst. Hvordan komme videre herfra? 227. Hvis jeg gav mig til at beskrive den i prosa ville jeg ikke nå frem til en kort, meningsladet og moralsk inspirerende (modsat blot forklarende) fremstilling. Jeg vil jo gerne ramme læseren på følelserne, på begejstringen, på forundringen. 228. Altså må jeg vælge digtform, fordi digte er en bevidsthedsaccelerator, som Joseph Brodsky så rigtigt skrev. 229. Digtformen giver sine egen begrænsninger og kræver et sproglig fortættet udtryk, en flerhed af betydning og lige netop det rigtig ord (le mot juste med Flaubert), ét af gangen, der kan udløse en emotionel og etisk modtagelse hos en læser. 230. Her kunne metaforen være til hjælp, men jeg må vare mig for bathos, for det svulmende, det vulgære, det latterlige, det polstrede, det opstyltede. 231. Hasselblomsten er et beskedent men unikt fænomen i botanisk henseende. Hver gang jeg er stillet overfor planters uendelige formskabende og plastiske opfindsomhed er . 232. Men hvordan gribe opgaven an? Prøv at beskrive en passionsfrugts blomst, eller prøv at binde an med et græsstrå; nej vel? Ikke bare et strå, men af de titusinder af forunderlige former og funktioner, som græs er i stand til. 233. Der er ikke noget i den menneskelige verden, der passer på den situation eller giver nogen nem reference. Jeg vil påstå, at vi har meget lidt i den almindelige oplyste, selv meget vidende og belæste samt billedligt højt uddannede læsers sprog, der bare kommer i nærheden af et så fremmed fænomen som en hasselblomst. 234. Men et eller andet skal der jo stå, for nu at ty til Per Højholt igen. Metafor altså (som Per Højholt hadede med god grund). 235. Mennesker elsker sine egen frembringelser, deres egne ting, især maskinerne. Så meget, at maskinen er grundmetafor for den vestlige civilisation. 236. Intet er mere afslørende, end vores kluntede forsøg på at beskrive vores egen hjerne: En telefoncentral, en regnemaskine, en elektronhjerne, en computer, et neuralt netværk, et instrument, osv. Ingen af disse beskrivelser - omend de ganske nøje aftegner vores teknologiske tidshorisont - kommer i nærheden af at beskrive, hvad en hjerne er. 237. Men vi elsker metaforen; den gør tænkearbejdet for os, eller også dækker den over, at vi faktisk ikke er i stand til at forklare, hvad en hjerne - eller hvad det nu er - er. 238. Min egen metafor for hjernen er en grøntsag. Meget mere om dette andetsteds. Nej, jeg prøver ikke at stikke af. Også denne metafor er kritisabel, men i det mindste gør den sig umage. Mere om dette i andre digte. 239. På lidt mindre misforholdsrang end hjernemetaforerne er de utallige metaforer, der har rod i menneskelig fysiognomi (hjerte, åndedrag, fingre, eller løbe, se, gå, stå, etc. ) Disse metaforer har ofte, eller måske slet intet, at gøre med det naturfænomen, vi prøver at beskrive med vores arts-centrerede ordforråd og udsyn. 240. I min sproglige fattigdom og min fem sansers mangler (også de er artsspecifikke og snævre) griber jeg til metaforen. 241. At digte om den naturlige verden er derfor et dagligt forsøg på at undgå metaforer dannet af menneskeartens fysiske, mentale og kulturelle eksistens, men som ikke har noget med naturen at gøre, endda slet ikke. Netop ikke. 242. Til mit forsvar - og andet har jeg ikke at gøre godt med - kan jeg anføre, at jeg forsøger aldrigat bruge en menneskeskabt genstand som metafor for et naturfænomen eller ikke-menneskeligt væsen. 243. Aldrig, dvs. på nær mindst fire eksempler, som jeg på stående fod kan komme i tanke om: guldsmeden, gulbugen, vandnymfen, og humlefluen. Her kunne man måske være berettiget til at bruge en metafor med rod i noget mekanisk, rotor-lignende, klikkende eller snurrende. 244. Måske - og det er et måske - forholder det sig faktisk omvendt: Vores helikoptere og rotorer er en teknisk metafor for den naturlige skabning. Naturefterligning er ikke et ukendt fænomen. 245. Såvidt muligt sammenligner jeg natur med natur og bruger det, som reelt (tror jeg) er fælles for mennesket og andre væsener i den naturlige verden. 246. Vi er her fremme ved et af denne bogs egentlige forehavende, og meget muligt også dens afgørende mangel: Hvordan beskrive bevidsthed, beslutninger og emotive oplevelser hos ikke-mennesker? Hvilke metaforer må jeg ty til, med hvilken sandhedsværdi, hvor intet kan efterprøves, end ikke sandsynliggøres? 247. Det hele bliver derfor et etisk forehavende, der mangler sine egne ord og begreber. Vi har end ikke et eneste ordentligt pronomen for ikke-menneskelige væsner. 248. Det eneste pronominelle begrebspar frembragt gennem de sidste to-tretusind års vestlig forestillingsevne om det ikke-menneskelige er ting/den. Se om dette emne til eksempel min bog Liff (2021) om anvendelse af andre pronomener for den vegale eksistens.
Hasselblomst
Hasselblomst
215. Der findes usædvanlige mennesker,
Der opsøger sjældne planter.
De bruger tyve år for at få et glimt
Af Amazonas måneblomst i flor,
Kun en enkelt gang i livet,
En eneste nat, i junglen, i måneskin;
Som nu kunstbotaniker Margaret Mee *),
Der ville male denne blomst vidunderlig.
216. Jeg dyrker denne evne, denne trang,
Fra mit vindue, hvor min verden går.
Seks årtier har jeg vandret her,
Op og ned af buske og hasseltræer
Uden tilnærmelsesvis at se mig for.
Indtil denne botaniske åbenbaring:
En morgen, ved dagens genkomst,
At se, helt tæt på, en hasselblomst.
217. Blomsten er gemt i knoppen,
Kun et dusin grifler stikker op,
Karmosinrøde faner, to mm høje,
Fra hasselknoppens skud.
Med pangfarvet hår ligner hun
En miniature søanemone.
Knoppens skæl er gyldne briocher
På en bund af grønne pistacier.
218. På afstand blot et rubinrødt fnug
På hækkens brune løvkulisse.
Turner: din røde bøje, dit hav! **)
Lykkelig er den, der ser det:
Det smukke i det mindste,
Det sjældne i det vante.
Forundring i det nære;
Det er bare det, jeg skal lære.
-------------- *) Margaret Ursula Mee (1908-88), britisk botanisk kunster især kendt for sine billeder af Amazonas flora. **) J.M.W. Turner: Helvoetsluys, 1832.
Dæmring
Dæmring
207. Dæmringslys er tid i fysisk form.
Universet balancerer på en æg,
Lydløst skifter nat til dag.
208. Luften er kølig og ren,
frisk og flydende tyk
Af aromatiske stoffer.
209. Hele verden ligger stille;
Dets mægtige hjerte holder inde *).
Vi venter, vi ved, det kommer.
210. Lyset første røde stråler,
Bæres ind på gylden dis,
Fortættes og bliver til dag.
211. Solen damper i græs og buske,
Rimen gnistrer og smelter væk.
Blade berøres og foldes ud.
212. Morgenlyset rammer mig i brystet,
Stolen vælter, jeg falder ud på gulvet;
Mit hjerte står åbent, udadvendt.
213. Her fødes jeg igen hver morgen
Af himlens lys, der er min far,
Af jordens dufte, der er min mor **),
214. Af luften, der omslutter mig i stilhed,
Af tiden, der kommer uafvendeligt igen
I dæmringslysets først åndedrag.
*) I erindring om William Wordsworth, Composed Upon Westminster Bridge, 1802. **) I erindring om Zhang Zai (1020-1077), Den vestvendte indskrift, ukendt årstal.
Apostat
Apostat
196. Træer flokkes om mig,
De forsamler sig i skoven.
Træer hvisker, når jeg går forbi,
De fejer luften bag min ryg.
197. Rovdyr, som jeg, er apostater;
Vi tilbeder om morgen
Og skænder om aftenen.
Træer lever på vores nåde.
En sommeraften som mange andre
En sommeraften som mange andre
195. Lyset kommer ind på lange baner,
Lavt hen over krat og træers kroner.
Bølger af magenta, infrarødt,
Blander sig med gult og blåt.
Sol og græs fordyber sig,
Hver enkelt strå er tegnet op;
Belyst i silhuet og rammet ind,
Mæt af lys og hjernespind.
Jeg sloges med ordene mens årstiderne blegnede
Jeg sloges med ordene mens årstiderne blegnede
190. Som ung var Du Fu afhængig
Af den perfekte linje.
Fra sin rønne på det våde bjerg,
Kæmpede han hvert ord til døde.
191. Som ung sloges jeg i natten,
Med ord, med mening og mig selv.
Mørket dækkede mine ruder,
Årstiderne blegnede for mit blik.
192. Nu, hvor jeg er ældre,
Flokkes versene på række,
Friskt formede på papiret
I mit irlands-grønne blæk.
193. Årstider kommer en dag ad gangen,
Fulde af farver og flor.
Digte kommer et ord ad gangen,
Fulde af farver og undren.
194. Man kunne være fræk med Lao Tzu:
Poesi er skrive-ikkeskriven.
Digte på Du Fus ældre dage
Fløj op som forårsfugle.
Du Fu (712-770) Kinas nok mest anerkendte klassiske digter. Tang-dynastiet.
Lao Tzu (ca. 5. årh. fvt.) anses som ophav til taoismens hovedværk Dao De Ching.
Om spurvehøgens øje på foranledning af min nabo
Om spurvehøgens øje på foranledning af min nabo
180. Min nabo bringer til min dør
Udsøgte væsener i sine hænder:
Næsehornsbiller, stålorme,
Rævekranier, sumpcypresser,
Og her i går en spurvehøg.
181. Rasende, hjertehamrende høg.
Jeg fikseres af hendes ene øje,
Kan vi forklare det; har vi ord?
Eller har vi kun billeder
Og ordløse minder
Fra urslægters historie?
182. Billeder, så:
Et rundt øje med orange iris
Omslutter en sort pupil.
To optiske nerver i hvert øje
Giver dobbelt fokus, dobbelt syn.
Hovedet falder i hak på halsen.
183. Øjet drejer, men ændrer aldrig form.
Det reflekterer lys, det skinner
Altid med samme styrke.
Øjet blinker ikke, det stirrer
Uden udtryk, vi kender til.
184. Ansigtet er ubevægeligt.
De smukkest arrangerede fjer,
Bagudstrøgne og strømlinede.
Et prægtigt aerodynamisk hoved,
Æstetisk ophøjet i vores øjne;
Mere skulptur end ansigt.
185. Hovedet bæres altid højt,
Hun stirrer oppefra og ned.
Vi ser stolthed, perfektion,
Knejsen og arrogance.
Alt hvad vi selv aspirerer til
Og slår andre ihjel for.
186. Ingen følelse vi kan forstå,
Ingen formildelse vi kan se,
Ingen nåde vi kan tage imod;
Kun den synlige vilje til at dræbe.
Derfor ærefrygt og ophidselse,
Fornemmelsen af atavistisk angst.
187. Skønne fugl i vild symmetri!
Evolutionens hånd og øje *)
Har skabt dette pletskud
I den menneskelige fantasi,
Om blodtørst og status,
Om vold, bytte og magt.
188. Mei Yao Chen beskrev ærefrygten:
Færten af kød, jagten og dykket.
Det knuste hoved, det opsprættede bytte.
Indvolde slynget ud til gribbene,
Der kredsede over Buddhaens statue,
Stænket af fuglelort, tusind år siden **).
189. Vi slipper spurvehøgen fri.
Hun svinger sig op og ud og væk.
Tilbage står vi med mindet
I vores tomme hænder.
Jeg indleder tænksomt, også jeg,
Mit digt en tidlig forårsmorgen.
*) I erindring om William Blake, The Tyger (1794).
**) Mei Yao Chen (1002-1060), betydelige og produktiv kinesisk digter under Song-dynastiet. Der henvises til digtet: En enlig falk ovenfor Buddhasalen i Klosteret for Verdens Renselse (1044).
Musvit i en redekasse en tidlig forårsdag
Musvit i en redekasse en forårsdag
173. En musvit hakker i sin redekasse
Lige uden for mit vindue.
Hun hamrer og kratter i træværket
Hver dag i morgensolen, mens
Jeg kradser i mit skrivekammer
På den anden side af ydervæggen.
174. Det knirker lidt i gulvet,
Når jeg stiller mig ved ruden;
Jeg hører hende; hun hører mig.
Al arbejdslyd forstummer brat,
Jeg fryser fast til gulvet;
Vi holder vejret og venter.
175. Spidsen af et kulsort næb
Stikker varsomt ud af redehullet.
Så den begsorte næserod,
Så den sorte pande og isse,
Den hvide kile hen over kinden,
Og nu: et blankt og kulsort øje.
176. Hun spejder, lytter, vejrer,
Ser mig med det halve blik:
En figur, en form, en lugt,
Ukendt materiale, hår og skind.
Hun ved, jer er der, men bliver.
Trækker næbet til sig, tier.
177. Vi mødes og vogter på hinanden.
En vildskab med lidt venskab.
Ingen hilsen, intet farvel, dog,
Musvitten banker i morserytmer
Inde fra sin rugecelle, som
Jeg afkoder i mit kammer.
178. Her er vi så, tre polstrede skeletter,
Med huller, søm og luftlommer i,
Beklædt med hud, planker og fjer,
Lavet til at gå, stå og flyve.
Jeg går titusind skridt om dagen,
Væggen står i hundrede år.
179. Fuglen flyver ind og ud af kassen
Tyve tusind gange på en sommer,
Insektjæger og mejsedræber.
Jeg selv, udpiner af dyr og planter,
Åbner hoveddør og ovndør dagligt.
Vejen til frihed og død for mange.
Sne
Sne
172. Sne
Falder som ren natur ansigt til ansigt,
Folk løber ud med åben mund og arme.
Vi er urtidsfolk af gen og sind.
Sne
Smelter verden om til sjap,
Et vådt minde om det, vi har tabt.
Sne er et andet ord for sorg.
Gærdesmutten
Gærdesmutten
155. Bladbrune, vimse, jordnære væsen,
Den oprette hale, det kække bagspejl,
En kort flugt få tommer over skovbunden;
Kræfterne tikker i den lille fugl.
156. Hjertet banker i en blodrus
Flere hundrede gange i minuttet.
Hun bevæger sig i svip og stød
Med ubegribelig kraft i tynde ben.
157. Hun klipper tidssekvenserne i stykker,
Springer hér og pludselig dér;
Der mangler noget, synet hakker,
Når hun krydser rundt i hop og ryk.
158. Hendes stofskifte er så højt,
Man skulle tro at fuglen koger;
Hun må spise hvert kvarter,
Fodre den løbske miniaturekrop.
159. Som inkarneret gærdesmutte
Skriver jeg en roman hver morgen,
Æder en Dagli’Brugs om dagen,
Løber til Rom og tilbage på en uge.
160. Men det er bare tankespind;
Jeg ville få hjertestop og kollapse
I løbet af de første få minutter;
Død af udmattelse, stress og kulde.
161. Jeg kommer aldrig i nærheden af den;
I energi, atletik og appetit,
I mental styrke, i courage,
I hjertebanken, i biologisk ur.
162. Men hun har godtaget min grund,
Finder føde under havens egetræer.
Jeg kender hendes sang og ser hende tit;
En tarantel, en vims, og hun er væk.
Om mønstret i en nældestand
Om mønstret i en nældestand
142. En nældestand er vokset frem på blottet jord langs hegnet. Her er solstrejf og skyggevirking, her dufter af muld, luften er mild. Farverne er gullige, grønne, sartgrønne, næsten hvide.
143. Standen er svagt afrundet med de højeste stængler i midten, højden aftagende jævnt ud til siderne. Omkring en meter på højeste punkt med en omkreds som tre voksne favne.
144. Stænglerne er slanke, kantede og ranke, og står i synlig indbyrdes afstand, vel et par hundrede stængler på underjordiske udløbere.
145. Skøn paratakse! Bladene sidder parvist i en op og nedstigende vindel på stænglens øverste del. Ikke et blad berører et andet blad. I hele standen er alle stængler drejet så de undgår alle andre stængler og blade på skiftende niveauer og spreder sig ud over hele standens solvendte overflade i et grønt, skarptandet mønster.
146. Dette mønster har ingen nøjagtige gentagelser, ingen fast form. Det væver sig ind, bølger, tilnærmer sig, fraviger, drejer, vinkler og fylder alt belyst rum ud i tre dimensioner. Stænglerne svajer, et vindpust rører på sig, bladenes formation bevares.
147. Fjern et eneste blad, bare ét, og helheden er ødelagt. Alt er indpasset, afstemt og tilpasset sollyset og dagslysets brydning. En fuldstænding, savtakket harmoni.
148. Vi har intet ord for bladenes indbyrdes dynamisk placering afstemt efter sted, højde, aspekt, lys, landskab og væde.
149. Men vi kunne kalde det for energien i et plantekollektiv. Vi kunne kalde det nældestandens evne til at indrette sig spatialt på et givet sted under givne vilkår.
150. Vi kunne kalde det en manifestation af et organisk princip og udtryk for Zhang Zais *) begreb om li, den kraft, der bestemmer altings form og særpræg. Vi kunne sige, at denne li også gælder individer, der handler i fællesskab.
151. Vi kunne sige, at li skaber et komplekst æstetisk udtryk, der kan opfattes af os mennesker.
152. For vi er bundet af det synbares uomgængelige modalitet. Harmoni ligger i øjet og kan ikke fattes i ord.
153. Jeg lægger sproget fra mig. Jeg tager tøjet af og stiller mig nøgen foran nældestanden. Jeg er ikke æstetisk, slet ikke smuk, men i omtrentlig symmetri, funktionel, farlig.
154. Nu er vi lige, vi to. Min hud mod dine savtakker. Min symmetri mod din harmoni. Min ondskab mod din gift. Jeg rækker hånden ud. Mit billede. Min bror **).
*) Zhang Zai (1020-1077) en betydelig neo-konfusiansk filosof og metafysiker under Song-dynastiet.
**) I erindring om Charles Baudelaire (1821-67), Les Fleurs du Mal, 1857.