Guldbåndet langhornsmøl

 Guldbåndet langhornsmøl

548. En hel uge har de sværmet
I en terrassekrog foran køkkenvinduet.
Små guldglimt omslynget af hvide tråde.
Guldbåndet langhornsmøl, ved jeg nu.

549. Ikke et navn nogensinde lavet
Til et digt eller hørt på versefødder;
Til at stille sig an i rim og prosodi,
Som tekst og blank balance på papir.

550. Morgenlyset funker på deres vinger:
Fefølehorn fire gange deres kropslængde
Hér er de: lad dem selv bestemme
Deres rytmer og flyvske figurer.

551. Her er mønstre udover min fattevne,
Selvom jeg er lavet til at finde mønstre:
Buer, sving, ryk og bølger op og ned;
Mønstre kun langhornsmøllet ved.

552. En opvisning af overskud, af energi,
Der svarer, måske, til joie de vivre.
Måske sværmer de, indtil de falder ned,
Døende af udmattelse og syrechok.

553. Fehornsmøllene sværmer vilkårligt videre,
Forførende mønstre i lokkedans.
Ødsel energi, tragik af en slags;
Flygtigt, jordisk skønt.

Skvalderkålen segner

Skvalderkålen segner

542.	Ingen skyer regner,
        Skvalderkålen segner.
        Slet ikke som i fjor;
        Med fin bestand i flor.

543.	Skærme strutter hvidt,
        Blomster dufter blidt,
        Trækker bier, fluer nærmere;
        I mørket: nattens sværmere.

544.	Møl med fosforøjne kigger,
        Reflekterende par af prikker
        Ude blandt skvalderkålen,
        Under himlens natteblånen.

545.	Nu rammer tørkens tørst,
        Visse græsser visner først.
        Tørken krammer hårdt,
        Knopper skrumper bort.

546.	Sommerfugle svækkes,
        Deforme larver klækkes.
        Fluer fiser rundt i heden,
        Vinden hvisler tør og sveden.

547.	Skvalderkålen er tørketålen,
        Går under jorden, undgår solen.
        Kapper hoveder og alle toppe;
        Ha’ det så godt deroppe.	

Musvit500 (konklusion)

Musvit500 (konklusion)

537.	Et musvitpar flytter ind i en ledig redekasse sent på sæsonen, enten er de sene startere eller det er årets andet kuld. De flyver redemateriale ind til kassen: strå, totter, kviste.

538.	Den ene har taget en stor kvist i næbet, 7-8 cm lang, og da hun hager sig fast under redehullet hænger naturligvis fast. Kvisten er omkring dobbelt så lang som hullet er bredt.

539.	Musvitten masser og skubber, men kvisten er for tyk til at bøjes. Hun flytter den frem og tilbage henover indflyvningshullet og forsøger at få genstand og hul til at passe sammen.

540.	Efter lidt tid, 15-20 sekunder, finder hun ud af at dreje kvisten og stikke den ind gennem hullet med den ene ende først. Hun forsvinder straks ind i redekassen uden at slippe sit tag i kvisten.

541.	Musvitten viste alle tegn på intelligent adfærd:
           o	Bevidst forehavende – redebygning.
           o	Målsætning – kvisten skal kunne komme ind.
           o	Løsningsorienteret tilgang – prøve sig frem.
           o	Evne til at lære af egne erfaringer – prøve nye måder.
           o	En arbejdsmetode – find den rigtige løsning.
           o	Tålmodighed – evne til at se fremtidig situation.
           o	Resultat - løsning på et rumligt, geometrisk problem.

Korsedderkoppeungens umwelt

Korsedderkoppeungens umwelt

532.	Korsedderkoppens 
        Klump af unger:
        Knappenålshoveder,
        Gul krop, sort bagsmæk.

533.	Udklækket i en klynge
        Af forgyldte knopper
        Ophængt mellem strå,
        Et træ eller blomsterkurve.

534.	Kom tættere på.
        Pluk en streng;
        Guldprikker spredes
        Ud langs fine tråde,

535.	Flydende bevægelser
        Suspenderet i olie.
        Tytktflydende slo-mo,
        En lydløs sprænging.

536.	Edderkoppekloden
        Spredes for sidste gang 
        Over gyngende broer
        Mod solnedgangen.

Korsedderkoppens engangsknald

Korsedderkoppens engangsknald


512.	Et edderkoppehjul i laser
        Hæftet op på muren
        Ved min udhusdør.

513.	Edderkoppekonen troner 
        I sit gamle net,
        Klar, fed og farlig.

514.	Hvad ved vi om hendes
        Partnervalg og 
        Bedste engangsknald?

515.	Fanges han straks,
        Er han mest nyttig
        Som æggemad.

516.	Men hvis den næste
        Kan nå helt frem
        Til selve akten,

517.	Så har hun fået 
        Både i mulepose
        Og i æggesæk.

518.	En lille edderkoppehan
        Nærmer sig på friertråd;
        Forben fægter ud i luften.

518a.	Han plukker silkestrengen,
        Spiller op med gode vibes 
        Ned langs bæretråden.

518b.	Kæmpekonen lokkes frem
        Fod for fod; måler friertrin,
        Smager duft af han i luften.

519.	Befølende, befamlende
        Forsøger han at berolige
        Hunnens behårede ben.

520.	Men hun langer ud:
        Et svigefuldt stød
        Nedefra og op!

521.	Han ser det!
        Udløser livlinen
        I sit parringspendul.

522.	Den lille edderkop
        Kravler atter frem,
        Forsigtig, forførerisk.

523.	Han er overvågen, skarp,
        Besat af parringsiver
        Og suicidale pligter.

524.	Tilsidst når han
        Konens lådne klo
        Med kælne strøg.

525.	Dér ser han sit snit
        Og svinger sig op
        Bag hendes kæmpekrop.

526.	Lysten og bristefærdig
        Møder han hér
        Sin smukke død.

527.	Sperm ejakuleret, 
        Æg insemineret,
        Selvsakrificeret.

528.	Straks dekapiteret, 
        Fermt parteret,
        Til sidst kannibaliseret.

529.	Og jeg, som altid 
        Fascineret, nu også
        Poetiseret.

Naturrettigheder

Naturrettigheder


511.	Grundlovens § nn.  Alle former for liv har værdighed og har ret til beskyttelse af sine genetiske og biologiske egenskaber. Alt liv skal sikres mulighed for udfoldelse, udvikling og genetablering som art eller økosystem. Staten udformer lovgivning om dyrs og planters og andre livsformers rettigheder og deres håndhævelse under hensyntagen til kommende generationer. Enhver er berettiget til at søge myndighedernes beskyttelse af disse rettigheder, uanset om der foreligger påvist skade.

Fiskens form

Fiskens form


500.	Digtet ligger på mit bord
        Splittet ad i mange dele,
        Som fiskeben på en tallerken 
        Rygrad, brækket og kappet.

501.	Mit digt er bare stumper,
        Men jeg higer efter symmetri,
        Den æstetiske ambition
        I et fiskeskelet.

502.	En pighvar i en balje vand,
        Jeg slog hende ihjel i går.
        Fisken frygtede for sit liv;
        Jeg frygtede at tage det.

503.	Men det er løgn, et falskneri,
        For jeg købte for at dræbe.
        Fisken blev voldeligt sønderdelt
        Med en kokkekniv.
 
504.	Om natten drømte jeg 
        Om et digt i fiskeform,
        Om den poetiske vilje
        I fiskens blanke krop.

505.	En omrids af et digt;
        Jeg kunne næsten røre det.
        Halvvågen igen og igen;
        Det var der, det er muligt.

506.	Kødet var fint og hvidt,
        En lys, sommerkrydret vin,
        Nye kartofler med salt og smør,
        Aftensol og trækulsgløder.

507.	Vi piller kødet af benene
        Satte tænderne i;
        Otte milliarder tandsæt
        Sad med ved bordet.

508.	Munde mastikerer og snakker
        Til havets sidste fisk er spist.
        Udsmidt udskidt på en mødding;
        Fiskeskeletter herfra til månen.

509.	Digtet ligger her endnu.
        Jeg magter ikke at fange
        Fiskens blanke form eller
        Fiskens frygt for sit liv.

510.	Jeg drømmer om fisk,
        Skinnende og glatte:
        Skønne linjer, salte og friske,
        Springer op af vandet.
        Jeg rækker hånden ud
        For at beskrive bare én…

Bisværm

Bisværm

493.	Kaldt ud, kom med,
        Min nabo vinker:
        En bisværm er forsamlet
        I en gammel gran
        På vores grusbelagte vej.

494.	Dér hænger den,
        En kæmpe klump
        I brunt og sort,
        Der syder og summer
        Af titusind bier;
        Et bankende hjerte
        På et træskelet.

495.	Et vandrende bo
        Søger nyt land.
        Spejderbier svirrer ud,
        Arbejdsbier fodrer yngel,
        Bygger organismen op
        I lag på lag af kroppe.
        En dronning indeni
        Udskiller æg og stoffer.

496.	En udbryderkoloni,
        En undvegen bistadeflok,
        Eller en udstødt slægt?
        En forrådskamp, 
        En dronningetvist,
        Eller et raseret bo?
        En kamp på midler,
        Flugt eller sejr?

497.	En dronnings beslutning,
        Eller en kollektiv vilje?
        Et kvorum af bier
        Eller bare bidisciplin?
        En besked, en ordre:
        Med hvilken dans?
        Med hvilken duft?

498.	Bier hænger i sværmen
        Og laver duftkort:
        Afmærker vækster,
        Opmåler terrænet,
        Indsamler spor,
        Udtager prøver,
        Afsøger bopladser,
        Tester for gifte,
        Smager på landet
        I tre dimensioner,
        Eller flere.

499.	Vi står på jorden 
        Og laver mønstre
        I fælles haver;
        Lad dronerne komme!

Eleftherna venerationer

Eleftherna venerationer

485. Ve gav dem vos bedste venerationer
Her på bjerget i Eleftherna,
Ve gød frø og agern og nektar
På stenet jord, blandt stikkende strå,
I dybe raviner, på klippesider.

486. Venerationer voksede frem
I det dovne støv, den svedne hede
I den tid, det tager
En kermeseg at synke i jorden,
I den tid, det tager
En by at falde om i brokker,
På de gamle sten,
Blandt antikke frø.

487. Kom ind under min skygge
Og ieg vil vise dig,
Hvad frøet virkelig kan;
Kriger, slave, senator, matriark.
Her hvor stenen står,
hvor I blev sænket ned,
Ofret, mindet, glemt og gravet ud.

488. Der satte ieg et minde:
Min frugt ved hovedstenen.
På nekropolis står de nu:
De to damer fra Eleftherna,
Indsat i hinandens former,
Sammensatte søstre i sten og træ,
Indtil ieg, olivenolding,
Svinder ind og smuldrer væk,
Mens stenen står tilbage
Fra min veneration til den næste.

489. Kom med ned i slugten
Og ieg vil vise jer,
Hvad figentræer virkelig kan:
Holde hele bjerget i et greb
Til kommende generationer.
Ieg holder på jeres minder og viden,
Halvt hemmeligt, halvt skjult,
Urner, amphoraer, våben, skjolde;
Den lille okse og hinden halvt i spring
Fanget i det brændte ler,
Hamret ind i guld.

490. Kom ind under denne mur
Og ieg vil vise jer,
Hvad vedben virkelig vil:
Langs agoraen, ned af bjergsiden,
Ud over de antikke mure,
Nedstammet i lige linje fra urtids frø,
Vokser venerationer af vedben
I metertyk pragt af blanke blade.

491. Kom nærmere;
Ieg er levende lag
Af solvarme, sugende, slikkende bier,
Et summende spektakel
Så højt, at I stopper,
Forundret over hvad, I ser:

492. Ve viser jer byens dronninger
Og Elefthernas reiterationer:
Alle templerne, al kunst,
Tårnet, jordskælvet, søjlerne,
Alle villaer, cisterner,
Alle stater, alle krige.
Ve har set slægt efter slægt,
Stable disse sten og
Sove under disse stjerner.
Og her står ve
Til de atter mødes.
Eleftherna er en ruinby og arkæologisk udgravning på Kreta. Byen har haft en central betydning for Kretas historie i tiden fra det 9. årh fvt frem til den blev endelig forladt omkring år 800 (byen blev ødelagt af jordskælv for anden gang i 796). I dag er der bygget et vidunderligt museum i den nutidige by Eleutherna.

Musvit – 500 gange i døgnet (fortsat)

Musvit - 500 gange i døgnet (fortsat)


468.	Observation af redekasse med et musvitpar og et udklækket kuld. Kassen ophængt i ung rødeg, skygget af bøg og en stævnet ahorn med fem slanke stammer tæt, der giver gode pladser til musvitternes anflyvning.

469.	Vejrforhold: let til frisk vind, skiftende skydække med periodvis solskin, temperatur omkring 12-14 grader.

470.	Jeg iagttager redekassen fra siden i en afstand på ca. 3 meter inde fra gazebo, der giver begrænset udsigt til omgivende træer men godt overblik over terrænet.

471.	Ind- og udflyvning er mere varieret end mønstret fra igår, fordi der let adgang fra alle sider. Udflyvning sker ofte i en skarp kurve bag om træet med radius 60-80 cm. Indflyvning sker af og til i samme bane.

472.	Jeg iagttager en enkelt gang en musvit indflyve, mens magen opholder sig i redekassen. Musvitten rammer redehullet og flyver straks væk uden indhopning. Jeg ved ikke om parret varskoede hinanden ved indflyning eller om den ankommende musvit alene registrerede magens tilstedeværelse. Tydeligvis var der ingen forudgående kontakt mellem de to mager. 

473.	Opholdstid i redekassen ca 10-12 sekunder i gennemsnit. Dog to gange ophold i redekassen af betydeligt længere end gennemsnittet. Dette er indikation for kuldpleje. Ordet pleje er værdiladet. Vi forbinder det med omsorg. Men kuldpleje kunne indebære infanticidium for at forøge et kulds overlevelsmuligheder. Jeg antager, at forældreparrets primære motiv er kuldets overlevelse og ikke pleje af enkeltindivider. Men jeg ved intet: jeg gætter, gør mig forestillinger).

474.	Enkelte gange sætter en musvit sig på en indflyvningsgren og bearbejder et fødemne med næbbet, mens det holdes fast mod grenen med kløerne. Muligvis sluger musvitten det selv.

475.	Har læst, at musvitter kan fjerne larvetarme før fodring af afkom, idet tarmens indhold af tanniner nedsætter afkommets vækst. Hvordan er denne erfaring dannet hos musvitten og hvordan bliver den videregivet fra generation til generation?

476.	Ekskurs om instinkt: At tillægge andre væsener instinktive reaktioner er udtryk for udbredt menneskelig ringeagt og benægter deres erfarings- og indlæringsevne. Vi siger ofte (nu mindre), at dyr eller fugle handler per instinkt. Men andre væsner kan, givet deres hjerne- og sanseapparat, have indlæringsmønster, der er sammenligneligt med os selv. 

477.	Mennesker har samme former for instinktive reaktioner som andre dyr, især overfor trusler i naturtilstand (eks. frygt for slanger, respekt for ørneøjne, angst i nattemørke, etc.). 

478.	Jeg iagttager musvitterne fouragere i haven. Kan ikke bestemme eller forstå omfanget af deres revirer eller relation til andre rugende musvitpar i området, eller fødedeling og/eller konkurrence med andre arter rugende fugle i nærheden. 

479.	Hyppigheden af redebesøg indikerer et begrænset revir, men om det er stort et lille er en specifikt menneskeligt optik bestemt af vores fysik og mobilitet.

480.	Musvitten indbringer forskellige former for føde, uden at jeg kan bestemme arten heraf med det blotte øje.

481.	Ungers kald er en regelmæssig strofe med 5-6 stigende toner, der gentages med et sekunds mellemrum. Spag, lidt skrattende, men melodisk og vedvarende. Kan ikke vide med nogen sikkerhed, om unger kan registrere forældres ankomst eller tilstedeværelse udenfor redekassen.

482.	I en periode på en time med start kl. 10:38 tæller jeg 23 indflyvninger +/- 2. dvs. en indflyning hver 2 minutter 10 sekunder .

483.	Jeg ved ikke om forskellen til det andet musvitpar er signifikant. Et stort antal variabler kan påvirke hyppigheden af indflyvninger: forældreparrets færdigheder, dedikation, fysiske tilstand, fødeudbuddet, der evt er afhængig af vind- og vejrforhold, kuldstørrelsen, trusselsbillede i omgivelserne, mm.

484.	P.S.  Musvitterne har nu forladt redekasserne. Vi har aner knapt nok, hvad der sker i verden udenfor. Empiri er godt, empati er bedre.

Musvit – 500 gange i døgnet

Musvit - 500 gange i døgnet


441.	Jeg sidder på en havebænk med udkig til mejsekassen for at tælle antal musvitindflyvninger i timen. 

442.	Det gælder om at anskueliggøre arbejdet, energien, indsatsen af de små skygger, der hver dag flakser forbi ruden til mit arbejdskammer halvanden meter fra poetens hoved.

443.	Under musebøgen en solplettet aften sent i maj klokken 18:32 starter jeg mit stopur.

444.	Jeg sidder omkring 10 meter fra redekassen, der er ophængt på facaden knap to meter over jorden. Huset er omgivet af høje bøge og stilkege. Et par grene rækker ned et par meter fra redehullet. Det giver musvitten dækning, udkig. 

445.	De to første gange hopper musvitten fra kvist til kvist. Forsigtig, tøvende. Hun afgiver aldrig advarselssignal, så hun ser mig ikke som aktuel risiko. Eller er jeg faldet sammen med omgivelserne og sidder musestille? Som ham med lærken? Næppe: Det er selvsmiger. Hvad ser/hører musvitten? Hvilke andre sanser bruger den? Hvordan?

446.	Musvitterne danner et par. To gange ser jeg dem begge på samme tid i træerne omkring reden. Det viser også, at ungerne er udklækkede, selvom jeg ikke kan høre ungernes kor af elektrisk vibrerende minipip.

447.	Jeg kan ikke skelne hannen fra hunnen i farten. Jeg ved dog på forhånd, at musvitter danner monogame par og de er fælles om fodring af kuldet. Ellers kunne der være både fem eller ti musvitter om fodringen, uden at jeg ville have den ringeste anelse om det.

448.	Musvitparret meddeler ikke noget til hinanden, så vidt jeg kan høre, i den time, observationen står på. De afgiver ingen lyde, indlader sig ikke i samvær. Højst sandsynligt har de andre former for kommunikation. Fordring og træning af et kuld unger er en kompleks, social opgave, der næppe lader sig gøre uden kommunikation.

449.	Indflyvning til redehullet er lynhurtigt og teknikken er hver gang den samme: Musvitten flyver direkte mod hullet uden at sænke farten; næb og hoved skyder direkte ind i redehullet, inden kløerne rammer forsiden af redekassen og resten af fuglen forsvinder ind i kassen med et blødt bump. Tolerancen måles i tiendele sekunder, nær grænseværdier for det menneskelige øje.

450.	Indflyvningsrute: Musvitten dykker som regel ned fra en af de store træer; nogle gange meget brat, andre gange flyver de ned i to bløde buer adskilt af et par vingeslag og styrer direkte ind i redehullet som beskrevet ovenfor.

451.	Udflyvningen er næsten lige så hurtigt, men der sker samordning af to-sidigt risikobillede, før fuglen skubber sig igennem og flyver ud af redehullet. Der er intet fast udflyvningsmønster. Musvitterne kan udflyve til højre, til venstre eller nogenlunde lige ud i ret linje eller opstigende kurve. Jeg ser aldrig, at de flyver nedad. 

452.	Jeg ved ikke hvad der betinger deres udflyvningsmønster eller om der er forskel på hannen og hunnens udflyvning; kan det være individuelle vaner, præferencer, faktorer i miljøet, eller synspåvirkninger? Jeg har heller ikke tal for, hvor mange gange hver type udflyvning foretages, men det virker jævnt fordelt. 

453.	En enkelt gang flyver en musvit ud og krænger straks tilbage i en bue op over husets lave tag. Hvorfor, får jeg aldrig at vide. Men et eller andet i musvittens kvikke hoved får den jo til at afvige fra de normale mønstre. Altså er musvitten intelligent adfærdsmodificerende i snævert menneskelig forstand.

454.	Ophold i redekassen. Jeg tager ikke tid på opholdet, men jeg anslår et gennemsnitlig ophold i redekassen på 10-12 sekunder. Jeg har ikke viden om eventuel forskel i opholdstid mellem han og hun. Begge deltager i plejen af yngel *. 

455.	Jeg tæller 31 indflyvninger af to musvitter på 60 minutter, usikkerhedsmargen +/- 1. En indflyvning hvert 1 minut og 56 sekunder.

456.	Jeg ved ikke så nøje hvor mange timer en musvit fodrer sit kuld i løbet af et døgn; jeg ved at de vågner og går til ro bestemt af lysets styrke. Jeg anslår derfor et arbejdsdøgn på denne årstid på omkring 15 timer. Det giver 450-500 indflyvninger i døgnet for et musvitpar. 

457.	Jeg antager at redetiden for et mellemstort kuld med jævnt fødeudbud er ca. 20 dage. Det omregnes til omkring 9-10.000 indflyvninger for at få et kuld ud af reden. Hertil kommer hannens indflyvninger til hunnen under en gennemsnitlig udrugningstid på 15 dage: måske yderligere 2-3.000 indflyvninger.

458.	Under gode betingelser udruges et andet kuld, som dog plejer at være længere om at blive flyvefærdigt på grund af lavere fødeudbud. Altså yderligere mindst 10.000 indflyvninger. Hertil kommer opgaver til bevogtning og istandsættelse af reden og indflyvning af materialer. Alt i alt er det nok ikke forkert at anslå et musvitpar foretager omkring 25.000 indflyvninger på en ynglesæson. Lad os antage en margen på +/ 5.000 indflyvninger. 

459.	Jeg overvejer hvordan det ville være, hvis min elskede og jeg gik ud og ind ad hoveddøren 500 gange i døgnet i samme relative fart som musvitten. Lad os bare sige, at vi lader døren står åben hver gang. Jeg frafalder også betingelsen om, at vi skal flyve ind. Men der skal fart på. 

460.	Jeg har ikke målt det, men lad os antage at musvitten tilbagelægger en bane på 8 meter fra udsigtstræ til redehul på 2 sekunder. Musvitten måler ca. 14 cm. Altså indgangsfart 28 gange egen kropslængde i sekundet. Jeg er 1,80 høj. Det vil svare til, at jeg skulle brase ind i huset med en fart på knap 50 m/s (orkanstyrke begynder ved 32 m/s) svarende til 180 km/t - 250 gange om dagen (min elskede står for de øvrige 250 gange). 

461.	Mit eksempel er falsk, fordi det ikke tager højde for forskellen i vores kinetiske energi, når vi suser ind gennem vores respektive redehuller.  En springhale på 0,1 mm kan hoppe 100 gange sin egen kropslænge lige op i luften. Altså skulle jeg kunne hoppe 180 meter op. Det er også en falsk sammenligning, men den er god.

462.	Sammenligningen illustrerer ganske godt, at hjernefunktion og sansning er 100% kropsligt betingede og afhængige af hinanden og udelelige i funktion og effekt. Sanseindtryk og tankedannelse i enhver form er artsrelaterede og individ-specifikke, selvom de fysisk-materielle forhold er de samme.

463.	Sammenligningen lader også forstå, at hjerne, sanseorganer, opfattelse, tænkning, reaktioner og umweltsindtryk er meget forskellig mellem mig og musvitten. Det havde vi jo en anelse om i forvejen

464.	Men samtidig er der jo slående ligheder i det vi gør og derfor også, antager jeg, i den måde vi opfatter omverden. Der er kun små forskelle i vores sanseapparat og nervesystemer. 

465.	For hvad er sammenligneligt på tværs af artsgrænsen **) ? Sanseligt, videnskabeligt, billedligt, neurologisk, statistisk, emotionelt, eller bare sundt skeptisk? 

466.	Hvordan er det, jeg skal kunne indleve mig i musvittens måde at opfatte sine omgivelser, for slet ikke at tale om dens selvopfattelse? Det handler de titusind ting om.

467.	I morgen laver jeg kontroloptælling fra sæsonens anden mejsekasse i et skovstykke på grunden. Data ligner viden, data er måske viden; så lad os få mere af det. Men måske er data også et udtryk for det, vi reelt ikke ved. 
*) Yngel er et værdiladet ord, der bruges til at fratage dyr og deres afkom personlighed. Ses tydeligt ved anvendelse af ordet unger om afkom af arter, vi favoriserer eller har empatiserer med. Unger er i øvrigt et godt eksempel på et ord, der oprindelig er brugt om dyr, men overført til menneskebørn i betydningen vi tager ikke vores afkom alt for højtideligt.

**) Om artsgrænsen og fælles sansesystemer, se Charles Fosters fremragende og dybt originale Being an Animal – Adventures across the species divide (2016).

Forklædt i grønt

Forklædt i grønt


438.	Lys morgen, let brise.
        Min næse, pollenhærget,
        Drejer om i vest:
        Sødlig stank
        Af rådden tang;
        Strålende sol og 
        Strejf af massemord
        På fralandsvinden.

439.	En fært af svinefarm
        Over gyllehavet
        Driver ind fra bakken,
        Dækket af raps i gult.
        Førerløse megamaskiner
        Fodrer hinanden.
        Der er så øde
        Hér på landet.

440.	Kæmpe KZ-lader,
        Millioner af kødslaver
        Tilset af kødmaskiner
        Bag åndedrætsværn.
        Vi døde som svin,
        Men så ingenting.
        Landet er så pænt,
        Firkantet, forklædt i grønt.

Grå morgen før regn

Grå morgen før regn


432.	Lyde og luft falder
        Til jorden. Stille.
        Bevægelser daler ned
        Mod jorden. Stille.
        Træer går i stå.
        Planter holder inde.

433.	Jordens skorpe, 
        Svampe, humusfibre,
        Himmelvendes, venter.
        Bakterier tøver,
        Biller, tusindben stopper,
        Rodtrevler åbner op.

434.	Lyset synker ned
        Over jorden, gråligt.
        Genskin og farver
        Falmer, forsvinder.
        Dybde og virkning:
        Flade, indadvendte.

435.	Kun lugte forstærkes,
        Kølige, tyktflydende.
        Den inderste zone,
        Tættest på kroppen,
        Udvides, suger til sig, 
        Vind fra havet.

436.	Lugt og smag blandes,
        Muld og ilt med kølig fugt;
        Luftens umami fortættes.
        Ind- og udåndet luft,
        Dampskiftet lydløst, 
        Ventende.

437.	Ingen mekanik,
        Ingen maskiner,
        Ingen metaforer.
        Tidløst.
        Tung fugt brister.
        Regn.

Den fælles sans

Den fælles sans *)

423.	Iegs fortælling findes,
        Hver gang ordene fejler.
        Hver gang i elementalernes nærvær.
        Iegs fortælling er et stille wow,
        Når de føler sig hele,
        Og tabte for ord.
        Dér, lige på den anden side af sproget.

424.	Iegs fortælling er nærvær af liff ,
        Og en anden form selvhed.
        Dér, lige på den anden side af huden:
        Ildens varme og sansen af væren,
        Ilten der løfter kroppen op og ud,
        Blommebid og æbleduft,
        Solstrejf og bladmosaik,
        Græssets svajen,
        Vandets klukken,
        Klippens ro,
        Strandens sand,
        Og bølgernes ved ikke hvad.

425.	Iegs fortælling er sanset, indåndet, beåndet.
        Fysisk dér og i sit væsen dér:
        I elementalernes nærvær.
        En følelse af overflod - og en fornemmelse af sorg,
        En sans for det tabte - og en viden om det uendelige.
        Af vished uden ord.
        Iegs fortælling er den fælles sans, den sjette sans.
        Dér, mellem hud og bark, mellem skind og skein.

426.	Iegs fortælling er tanke og krop,
        Føjet sammen,
        Igen,
        Hvor de kom fra,
        Og hvad de igen kan blive.

427.	Iegs fortælling findes,
        Hver gang tanke føles som krop,
        Og krop fornemmes som tanke.
        Bevægelse bliver til idé,
        Og idé bliver til jord,
        Der bevæger sig under fødderne,
        Som skygge og substans,
        Og folder krop og tanke ud.

428.	Den sjette sans er bare en metafor
        For den tabte sans.
        Den sans som bevidstheden søger
        Og aldrig finder.
        Den forklaring, der ikke findes,
        Den indsigt, der ikke kan opnås,
        Den sans, der skal skabe mening;
        Den tabte mening.

429.	Mening er også bare en metafor
        For frygt for liv på jorden,
        For bevægelse i mørket,
        For det, der kommer.

430.	Den sjette sans
        Er vished uden viden.
        Den sjette sans 
        Er urgammel erindring.
        Den sjette sans 
        Er en fornemmelse af stillehed .
        Når verden og væren er ét.
        Den sjette sans er den fælles sans.


431.	Den fælles sans
        Er dér ieg og jeg mødes:
        Hud og sted,
        Sted og ord,
        Ord og bark,
        Bark og hånd.
        Ok.
*) Digtet stammer fra Jacob Gammelgaard: Liff - blandet kor for plantestemmer i tiden mellem den femte og sjette masseudryddelse, Borwick Books, 2021.

Elementaler

 Elementaler 

417.	Luft
        Luft er den første elemental.
        Luft er substans.
        Luft er skabelse.
        Luft er vos tredje sans.
        Efter lys og sukker.
        Ånder ind om dagen.
        Ånder ud om natten.
        Luft er væren og sted føjet sammen,
        I ét væsen, i alt liff.
        Limber og vilje.
        Vilkår og eksistens.
        Luft er alle steder, altid.
        Luft er nuet.
        Altid nu.
        Luft er.

418.	Vind
        Vind er dér.
        Når vinden ikke er der, er den der stadig ved sit fravær.
        Vind flytter, vind bringer. 
        Vind skubber, vind samler.
        Vind glatter, vind stryger.
        Vind slæber, vind dræber.
        Vind knækker, vind brækker.
        Vind tager, vind fejer.
        Vind spreder, vind splintrer.
        Vind er og vind gør.
        Vind er.

419.	Jord
        Jord er sted.
        Jord er dér ve sætter rødder.
        Jord er dér ve værer.
        Jord er føde og vækst.
        Jord er godt, jord er fred.
        Jord er oprindelse.
        Jord er afslutning.
        Jord er sans for alt solidt.
        Jord er sans for liff.
        Jord er sans for selv.
        Jord er.

420.	Vand
        Vand er fryd, vand er redning.
        Vand er higen, vand er vækst.
        Vand er bevægelse og styrke.
        Vand er form og funktion.
        Vand er vejen frem.
        Vand er rensning og opløsning.
        Vand er klarhed og mørke.
        Vand er begyndelse.
        Vand er arkesubstans.
        Vand er den anden halvdel af himlen.
        Vand er.

421.	Sten
        Sten er væren.
        Dér før og dér efter.
        Sten er jordens form.
        Sten er tidens berøring.
        Sten er tid målt i kværnen af bjerge.
        Sten er forandring.
        Sten er uforanderlighed.
        Sten er elemental.
        Sten er.

422.	Ild 
        Flammer er elementale.
        Flammer er epokale.
        Fra én epoke til den næste.
        Flammer er skifte,
        Fra én tilstand til den anden.
        Flammer er forandring,
        Fra én tilstand til en ny.
        Flammer er udryddelse,
        Fra én livsform til den næste.
        Flammer er genskabelse,
        Fra én substans til en anden.
        Flammer er arkæiske.
        Flammer er.
*) Elementaler er gengivet fra Jacob Gammelgaard: Liff – blandet kor for plantestemmer i tiden mellem femte og sjette masseudryddelse, Borwick Books, 2021

Fundamentaler

Fundamentaler  *)

411.	Fundamentaler er uden hensigt.
        Alle fundamentaler er.
        Før og efter.
        Fundamentaler er dér, dér.
        I form af jord, i form af alt.
        Vil liff, vil liv? Så find en vej.
        Vil det, kan det, har det.

412.	Rum
        Dér, dér er rum.
        Væren er dér i rum.
        Væren er dér gennem rum.
        Rum indeholder al væren.
        Rum omslutter al tid.
        Rum er alt, altid.

413.	Tyngdekraft
        Tyngdekraft giver form til rum.
        Tyngdekraft giver form til væren.
        Tyngde giver retning.
        Tyngde giver tilstedeværelse.
        Tyngde gør hensigt mulig.
        Tyngde gør er til er.

414.	Mørke
        Mørke er oprindelse.
        Mørke er forandring.
        Mørke er dannelse af tid.
        Mørke er fornemmelse af tid.
        Mørke tager al væren til sig.
        Mørke er endeligt.

415.	Tid
        Kommer altid, går altid.
        Aldrig dér, men altid til stede.
        Tid forbinder rum og tyngde.
        Tid er oprindelse og udslettelse.
        Tid giver begyndelse og ende.
        Tid giver selv til væren.

416.	Lys
        Lys faktum liff.
        Lys faktum liv.
        Lys faktum selv.
        Lys er dér dér.
        I plasma, i celler, i ben.
        I skein, i bark, i skind.
*) Fundamentaler er gengivet fra Jacob Gammelgaard: Liff – blandet kor for plantestemmer i tiden mellem femte og sjette masseudryddelse, Borwick Books, 2021

Lov om mellemartslig retfærdighed

                    Lov om mellemartslig retfærdighed
                         fremsat den 23. maj 2023


                              Kapitel 1 
                   Natur, land, sprog og demokrati

385.	$ 1.  Naturen er bevidsthedens højeste stadie. 
          (1)	Naturen er altid nærværende. Den omslutter vores sanser.
          (2)	Bevidsthed vokser frem af jorden og op af vandet. 
          (3)	Det biologiske liv former det åndelige liv. 
          (4)	Naturen er den tilspidsede fornemmelse af at leve.

386.	§ 2.  Naturen er grundlaget for vores kulturelle og åndelige liv. 
          (1)   Naturen er et samlebegreb for vores forbundethed til det
                biologiske liv og landskaberne.
          (2)	Sproget er opstået af det fysiske og sanselige chok i
                mødet mellem krop og natur.
          (3)	Naturen og sproget er et flux af gensidig genkendelse og
                påvirkning. 
          (4)	Natur og kultur er derfor et kontinuum.

387.	§ 3.  Landet ligger i sproget og i de bedste verber. 
          (1)	Landet er sit eget væsen og sit eget stedord.
          (2)	Landet indeholder alle fortællinger om tilblivelse og  
                undergang.
          (3)	Landet tabes og genfindes i hver generation. 
          (4)	Hver generation må lære at tænke som landet.
          (5)	Landet lever, og landet er ligeglad.

388.	§ 4.  Naturen er en uadskillelig del af vores demokrati. 
          (1)	Naturen skal inddrages i alle demokratiske processer.
          (2)	Naturen er tilstede og begavet med personlighed og stemme. 
          (3)	Naturen iblandt os er levende, i bevægelse og nådesløs.
          (4)	Det er sådan vi mødes: ansigt til ansigt.


                             Kapitel 2
                      Retten til at eksistere

389.	§ 5.  Naturens ret til at eksistere anerkendes i den bestående 
        retsorden og omfatter:
           (1)	Retten til at udfolde sine naturlige evner og egenskaber.
           (2)	Retten til at udvikle sig naturligt som art eller 
                økosystem.
           (3)	Retten til genopretning ved skade eller ødelæggelse.
           (4)	Retten til erstatning for skadeforvoldelse.

390.	Stk. 2.  Naturen har ret til et rent, sundt og bæredygtigt miljø           
        på lige fod med mennesker.

391.	Stk. 3.  Naturens interesser er dem, der kan udledes af retten til 
        at eksistere.


                              Kapitel 3
                     Mellemartslig retfærdighed

392.	§ 6.  Retfærdighed udvikles og udøves på tværs af artsskel og 
        bygger på principper om universel ligeberettigelse mellem arterne. 
           (1)	Alt biologisk liv er sansende og udstyret med 
                selvbevidsthed.
           (2)	Alt biologisk liv har handleevne og er socialt 
                organiseret.
           (3)	Alt biologisk liv er værdigt i sig selv og i sit samfund.
           (4)	Alt biologisk liv er derfor berettiget til retfærdighed.
           (5)	Alt biologisk liv er etisk og moralsk ligeberettiget.
           (6)	Der er ingen riger; kun republikker.


                              Kapitel 4
                       Ejerskab til egne evner

393.	§ 7.  Retfærdighed bygger på en anerkendelse af alle arters 
        ejerskab til egne evner.
          (1)	Ejerskab til egne evner udøves af alle levende organismer 
                i et givet økosystem.
          (2)	Ejendomsret er en ekstrem form for ejerskab, der udøves af 
                mennesker gennem direkte eller indirekte vold overfor 
                andre arter.
          (3)	Ejendomsret giver frihed til udfoldelse, men fører til 
                ulighed og lidelse.
          (4)	Selveje beskytter arternes naturlige udfoldelse og 
                ejerskab til deres genetisk arv.
          (5)	Selveje skal sikre en lige og retfærdig fordeling af 
                frihed mellem økosystemers frihed og menneskers           
                ejendomsret overalt hvor disse kommer i kontakt med 
                hinanden.


                             Kapitel 5
                     Naturlige vækstområder

394.	§ 8.  Danmark eller dets successionsstat afgiver halvdelen af det 
        nationale land- og søterritorium til naturlige vækstområder senest 
        i 2030.

395.	Stk. 2. De naturlige vækstområder inddeles i zoner for henholdsvis 
        vegetativ, regenerativ og økologiske vækst.
           (a) Vegetative vækstzoner udlægges til biologisk vækst og     
               vegeteren hos mennesker til gavn for en robust 
               biodiversitet og den almene sundhed. 
           (b) Regenerative vækstzoner fremmer genetableringen af 
               funktionelle økosystemer til gavn for biosfærens værdier og 
               menneskers kulturelle og sociale udvikling.
           (c) Økologiske vækstzoner fremmer økonomiske aktiviteter i 
               partnerskab med den selvejende natur til gavn for en 
               bæredygtig samfundsøkonomi.

396.	§ 9.  De naturlige vækstområder og deres økosystemer ejer sig 
        selv. De er levende dele af naturgrundlaget og af det omgivende 
        samfund.

397.	Stk. 1.  Naturlige vækstområder indtræder i alle retlige forhold, 
        der vedrører deres eksistens og interesser, jf. § 6. De kan indgå 
        sædvanlige aftaler og retshandler, herunder opkøbe og sælge fast 
        ejendom, yde eller tilkendes erstatning, oppebære indtægter, samt 
        pålignes skatter og afgifter.


398.	Stk. 2.  Naturlige vækstområder varetager deres egne interesser 
        overalt i lovgivningen, i forvaltningen og ved domstolene.


                             Kapitel 6
                            Beskyttelse

399.	§ 10.  Det er en national opgave at beskytte økosystemernes          
        naturlige udfoldelse og vores menneskelige efterkommeres behov og 
        livsbetingelser. Denne opgave er tæt knyttet til Danmarks 
        internationale natur- og miljøsamarbejde og folkeretlige 
        forpligtelser.

400.	Stk. 2.  De naturlige vækstområder har ret og pligt til at 
        beskytte sine økosystemer, landskaber og egenskaber. 

401.	Stk. 3.  I beskyttelsen kan indgå begrænsning af eller forbud mod 
        bl.a. afvanding, græsning, kystsikring, høst af biomasse, 
        anvendelse og udledning af kemiske stoffer, biavl, jagt, 
        forringelser af fødekæder, råstofudvinding, dambrug, husdyrhold og 
        friluftsliv. Særligt for havområder omfatter beskyttelsen faunaen 
        på havbund og i vandsøjlen, forstyrrelser af havbundens tilstand, 
        fiskeri og sejlads.


                             Kapitel 7
                           Repræsentation

402.	§ 11.  Hvert selvejende naturligt vækstområde repræsenteres af en 
        bestyrelse, der udpeges af Folketingets naturrettigheds¬udvalg. 
        Udpegningen følger reglerne om lokalrepræsentation i lov om 
        naturens selveje (tidligere lov om naturparker). 

403.	Stk. 2.  Bestyrelsens medlemmer er bundet af principperne for 
        mellemartslig retfærdighed og varetager naturens rettigheder og 
        selvejets forpligtelser efter denne lov. 

404.	Stk. 3.  De selvejende naturområder er repræsenteret i nævn, råd 
        og udvalg, der vedrører deres eksistens og interesser på  
        kommunalt- regions- og landsplan.


                             Kapitel 8
                  Udpegning, ejendomsforhold, mv.

405.	§ 12.  Minister for naturrettigheder og klimakatastrofer 
        fremlægger for Folketinget en national plan for udpegning af 
        naturlige vækstområder efter § 8. Udpegningen følger procedurer i 
        lov om naturens selveje (tidligere lov om naturparker).

406.	Stk. 2.  Arealer efter stk.1 overgår til selveje ved lov, køb, 
        ekspropriation statslig forkøbsret, afståelse, fondsdannelse eller 
        anden privat aftale, der sikrer varig overdragelse af råderetten 
        over et givent areal.

407.	Stk. 3.  Staten ophæver ved lov alle hidtidige ejerforhold til de 
        naturlige vækstområder. Der ydes om nødvendigt erstatning efter 
        gældende regler for ekspropriering eller anden godtgørelse for  
        tab.

 
                             Kapitel 9
                     Værdi- og nytteregnskab

408.	§ 13.  Der udarbejdes et periodisk nationalt regnskab for 
        økosystemers værdiskabelse og nytteeffekter for samfundets 
        økonomi, velfærd, livsvilkår og kultur. 

409.	Stk.2.  Værdi- og nytteregnskabet udarbejdes i et samarbejde 
        mellem Biodiversitetsrådet, Klimarådet og det Økonomiske Råd efter 
        nærmere aftale mellem rådene.


                             Kapitel 10
                  Ikrafttræden og overgangsregler

410.	§ 14.  Naturrettighedsministeren samordner og fremlægger for 
        Folketinget forslag til ændring af gældende love og regler af 
        betydning for gennemførelsen af denne lov.  Loven burde også gælde 
        for Færøerne og Grønland. 

Ormens kreds

Ormens kreds

380.	Solen stikker, stålet hakker,
        Tørven åbnes, ormen lammes,
        Endevendt og skiveskåret.
        Vrider sig i vild panik,
        Ormedele brak i spadechok.

381.	Knæler ned ved skorpens rand,
        Ryster tørven fri af muld,
        Lukker jorden til igen.
        Sket er sket og drab er drab,
        Ormen døde, ormen leve.

382.	Ormen er en kerneart,
        Symbol på jordens skifte.
        En helgen for det mindste liv,
        For dobbeltkøn og plantevækst,
        Gravet ned og dækket til.

383.	Jorden dufter rent af jord,
        Iltet, fugtet og fordøjet.
        Jorden er et jordisk stof,
        Renset, gødet og beriget,
        Klumper i en åben hånd.

384.	Vermis faciebat*), alt dette, 
        Ormens værk til verden.
        Af orm er den lavet,
        Til orm skal den blive,
        Af orm vil den gro ud igen.
*) Det berettes, at Michelangelo efter færdiggørelsen af statuen Pietá overhørte en beskuer tilskrive værket en anden kunstner. Harmfuld indhuggede Micahelango en nat denne signatur på madonnaens skærf: MICHÆLANGELVS BONAROTVS FLORENTINVS FACIEBAT (Michelangelo Buonarotti, florentineren, lavede dette).

Edderkop på hovedgærde

376.	En edderkop spinder et net
        Over sengegærdet en forårsdag.
        Vi ligger sammen og ser på.

377.	Jeg tænker: Et net at fange fantasi i;
        Min elskede tænker: Du bliver pisset på.
        Jeg siger: du mangler entomologisk viden;
        Min elskede siger: Du mangler livserfaring.

378.	Edderkoppen forestiller sig fluer,
        At æde sin mage; hun ser for sig
        Kommende generationer.

Året efter oldenåret

Året efter oldenåret


374.	Året efter oldenåret;
        Bøgekim sprunget ud,
        I skovbunden, millioner
        Af miniparasoller.   

375.	Rådne bogkapsler,
        Piggede, gabende,
        Kindkysser jorden
        En sidste gang.

Sandhed

Sandhed


373.	At røre er at vide.
        Jeg tror på dét,
        Jeg kan røre ved.
        Der er sandhedsbevis 
        I mine fingerspidser.
        Alt hvad jeg berører 
        Bliver sandt.

Fefølehorn

Fefølehorn


350. Der findes små undere,
Der kommer til én
Som gaver, der gør glad,
Som ros og knus.

351. En lysende grøn morgen
Besøger jeg min tjørn
Plantet sidste år, tilset,
Nu i fuldt løvspring.

352. Jeg rækker ud for at røre
Klaser af blomsterknopper
Forventningsfuld, hvad bli’r det:
Laevigata eller monogyna?

353. Og dér, med næsen fremme
Mellem kviste og knopper,
Kommer et under forbi,
Lige ud for mine hænder.

354. Fire små sorte insekter
Sværmer i tjørneløvet.
Sværmer: de bevæger sig
Op og ned som i en hejs.

355. (Poetisk parantes 1:
Aargh! Jeg stritter imod,
Min pen sprutter imod:
Jeg ville skrive “elevator”

356. Endnu en maskinmetafor,
Som jeg har erklæret SNG:
Simile non grata.
Vi sunder os lidt, vi to).

357. Insekter hejses i snoretræk (😅)
En håndsbred op og hurtigt ned.
Det er graciøst, som luft,
Lydløst, solstrejsforkælet.

358. Og se: Overdådige følehorn,
Filamentstynde hvide streger
Tre gange så lange som insektet.
Jeg er forbløffet; det er fehorn.

359. Hovedet er sort og minimalt,
Jo da, det ligner et gedehoved.
Brysk profil og hævet pande,
Som fæste for dens følehorn.

360. Bittesmå sorte væddere,
Som ophængt i panden.
Svæver ud i luften
Under lange, hvide tråde.

361. Insektets krop er blankt bevinget.
Men pludselig, dér: mit bonus under:
Sollys refrakteres i en vinge,
Der skinner i grønt og guld.

362. Det hele varer et halvt minut.
Jeg har aldrig set dem før,
Aldrig vidst de fandtes.
Nu ved jeg noget for altid.

363. Jeg er et andet væsen rigere,
Et sjældent syn forundt.
Lige uden for min hoveddør.
Sådan kan et lille under ske.

364. (Poetisk parantes 2:
En søgning en times tid
Giver dette væsen et navn:
Egelanghornsmøl, en han.

365. Så nu ved jeg det,
På harmonikasammenstødsdansk.
Lidt mere fortryllelse på engelsk:
Fairy longhorn moth.

366. Se: jeg skrev “fehorn”
Ovenfor, i et vers, uafvidende.
Nogen har før set dette væsen
På samme måde som jeg.)

13.5.2023



367. (Poetisk P.S. den 15. maj 2023.
I en kikkert ser jeg
Sværme af små bukkemøl
Højt oppe i et ahorntræ.

368. Jeg kender dem straks igen,
Selv i prismens slør:
Fehornmøl fra i forgårs.
Hvad laver de dér?

369. Sværmer ved grenspidser,
Hviler sig på bladlapper
Suger solskin til sig,
Men spiser ingenting.

370. Ahorn, sukkertræ med rakler,
Fyldt med nektar klasse A,
og - jeg tror jeg ved det -
Her er langhornshunner.

371. De sværmeriske mølhanner
Gør sig til og byder op med
Sex og andre søde sager,
Der ligger lige til tungen.

372. Sværm, brødre, sværm.
Det er hér og nu og aldrig mér.
Aftenluften fyldes ud,
Duft af ahornhonning).

PS 15. maj 2024:
For et par dage siden fandt jeg et par egelanghornsmøl – men måske er det i virkeligheden pilelanghornsmøl; de forveksles tit – på næsten samme sted som de fire møl fra sidste år (to meter). Jeg bringer billederne her – de er alle samme møl – og digtet kan godt tåle at blive læst igen her på digtets årsdag.

Bøgen er et mangfoldigt individ

Bøgen er et mangfoldigt individ

335.	Den lemlæstede bøg på jorden:		
	  Savet op, dvs. savet i stykker,
	    skiveskåret, sønderdelt
	      tværsnit vendt ud i solen.
			
336.	Bøgen viser sit indre ved,
          sit vitale system,
	    sin individualitet
	      og levnedsbyrd.

337.	De gennemskårne flader
	  Er glatte, fugtige, våde af væsker.
	    Splintved, kerneved
	      I gule, brune, sorte farver.

338.	En bøg har han- og hunblomster;
	  En hermafroditisk plante,
	    Tvekønnet, måske tværkønnet;
	      Et kønskrydset individ.

339.	Denne bøg er et mangfoldigt individ,
	  For snitfladen viser tydeligt
	    To eller tre bøgetræer
	      Vokset sammen til én stamme

340.	Et enkelt planteindivid
	  Med tre genetiske forskellige
	    Kerner i det samme træ;
	      Tre liv i samme skein.

341.	Årringene er slynget sammen,
	  Omslutter sig selv og de tre kerner.
	    Antager fælles ydre bark,
	      Får fælles livsfunktioner.

342.	De deler føde og energitransport.
	  Gør brug af fælles rodsystem.
	    De deles om bladene og lyset,
	      Om jorden og vandet.

343.	Hvordan skal vi forstå på dette træ?
	  Et mangfoldigt individ, et delt individ?
	    Er det ét træ, er det flere træer?
	      Eller en kollektiv personlighed?

344.	Hvordan er dets/deres/jeres afkom?
	  Tre fædre, tre mødre i ét træ
	    Parret med et andet dobbeltindivid?
	      Den bøg har måske ti forældrepar.

345.	En bøg kan også have to træer i sig,
	  Hvis indre sider ikke er vokset sammen,
	    Bark og væde og sort jord i en lomme
	      Omsluttet af ét splintved og barkskal

346.	Jeg saver op og lommen kommer frem;
	  Muld, bakterier og mikroorganismer,
	    Ser sollys for første gang 
	      I et halvt århundrede.

347.	Der er bøge, kaldet musebøge;
	  Sammenvoksede træer ved roden,
	    Men med adskilte stammer
	      på det udvoksede træ.

348.	En bøg har flere mellemformer
	  Halve dobbeltindivider
	    Eller to hybride individer
	      Adskilte lemmer; vitale forbindelser.

349.	Hos os, et hæsligt misfoster.
	  Hos bøgen, et superindivid
	    med genetisk og fysisk styrke,
	      plastiske evner og levedygtighed.

Grå luft

Grå luft


332.	Grå luft er anderledes end solvarm luft.
        Grå luft forstærker dufte, stoffer fortættes.
        Luften bølger af kaldesignaler og lokkemidler,
        Mens planter puffer af egne pesticider.

333.	Sex og forførelses blandes med 
        Lugten af kemiske kampstoffer.
        Den syrlige, jordbundne duft af
        Råd, mug og ormeumami.

334.	Vindstille og gråt giver muld og fugt.
        Sol giver duft af strå, blade og pollen.
        Ilten og dufte blandes, fortyndes,
        Nye lugte langvejs fra frisker op.

Om at save en jævnaldrende bøg i skiver

Om at save en jævnaldrende bøg i skiver


324.	Bøgen og jeg er omtrent jævnaldrende, begge i midten af tresserne. Den ene kommer fra byen, den anden fra skoven. Jeg står op, og bøgen ligger ned. Jeg har arme, mens bøgen er en kævle med lemmer kappet af; en væsensforskel. 

325.	Statistisk har vi begge udsigt til omtrent samme livslængde, 90-100 år inden vi fældes. Bøgen voksede op i plantagen, jeg voksede op i kolonien; to hovedformer for landskab i den sene holocæn. Alle træer i plantagen er omtrent lige gamle; noget lignende gælder for mennesker, dog overvejende i vores sidste leveår.

326.	Manden og træet og øksen en arketypisk treenighed.  Jeg er manden, nybyggeren og muskelkraften; træet er den ædle natur, modstanden, vildnisset; jeg er naturbetvingeren, hånd mod bark, vi er det oprindelige præ-fossile liv. 

327.	Manden og øksen, senere saven, har kostet træerne det meste af kloden. Det er øklogisk tragisk ironi, at mandens domæne svinder i takt med træernes ståsteder.

328.	Mænd rækker ud efter motorsaven, når de ser et træ. Et træ, som vi forstår det, er til for at blive fældet, ligesom solen er til for at give lys. Ethvert træ risikerer overgreb og oversavning. 

329.	Jeg fylder benzin på saven (i geologisk forstand er træet faktisk selv ude om det). Checker kædeolien, vipper startkontakten, trækker i startsnoren.

330.	Under larm som fra gigantiske hvepse begynder jeg at skære kævlen i tykke skiver. Jeg er deltager i et at de få tilbageværende ritualer af maksulin mystik i den fossile brændstofs tidsalder. 

331.	Saven rykker i arme og ben. Byrden trykker mellem mine skuldre. Savsmuld vælder ud og dækker mine fødder. Jeg tænker: bare det ikke bliver rødt.

🇺🇦 Kulsukker fra Krim

Kulsukker fra Krim

312. Hvad er det, der gør mig særlig glad for kulsukker? Hvert forår venter jeg på, at den stikker sin sammenrullede tungespidser frem af jorden omkring den første maj.

313. Hvad er det der trækker mig ud, hvor den gror, bare for at se den, for at give hånd med et blad? Hvad er denne særlige energi mellem planter og mennesker?

314. Jeg elsker kulsukkers store grove blade, der skyder op af den bare jord, det ene inden i det andet. Ru, tykke blade med dybe, behårede mønstre i relief.

315. Stængler og bomsterstande skyder op i svanehalse og svikler, dobbelte buer. Sikken et syn, når sviklen ruller sig ud: en hanekam af blomster, eller i humanmetafor: en regnbuefarvet tomahawk.

316. Jeg elsker når den blomstrer blomst efter blomst, Skumringsrøde, himmelblå, mælkehvide nuancer med honning indeni. Bier flokkes i bægrene hele sommeren. Korttungede bier bider hul i kronbladene øverst oppe og stjæler nektar fra de langtungede bier.

317. Som andre planter, har kulsukker talrige navne på andre sprog. Også på dansk: kongsalveurt, kongsalmerod, radhel, benvel, valurt, vundurt og komfrey for at nævne et par stykker. Navnet kulsukker henviser til plantens kulsorte rod og det sødligt hvide væv indeni.

318. Jeg elsker plantens slægtsnavn: symphytum. Planten, der får noget til at vokse sammen (symphio = vokse sammen, phytum: plante) En tusind-årig samhistorie med mennesker ligger i det navn: Kulsukker er kendt som et ældgammelt middel for knoglebrud og sårheling.

319. Romerske legionærer bragte kulsukker med sig på erobringstogt. Det er sandsynligt, at legionærerne opdagede planten netop under romerrigets voldelige udvidelse, for symphytum er hjemmehørende i Kaukasus og landet omkring Sortehavet.

320. Jeg troede arten i min have var en lægekulsukker. Men det er en foder-kulsukker, som er en naturlig krydsning mellem lægekulsukker og ru kulsukker.

321. Hvilket jammerligt navn, foder-kulsukker. Det er slet ikke forkert, for kulsukker er en gammel foderplante, men hvor trøstesløst i et land som Danmark, hærget af mekaniseret landbrug og ekstrem avlsmentalitet. Tyskland ligeså, hvor foderkulsukker heder futter-beinwell.

322. Foderkulsukker kaldes på engelsk for russisk komfrey. Ditto på fransk. Navnet, formoder jeg, skyldes en hyppig misforståelse i Vesteuropa, hvorefter alt indenfor grænserne af det russiske imperium, fra dets dannelse i det 16. århundrede og frem, blev opfattet som russisk. Det på trods af landets mange nationaliteter, lande, sprog og folkeslag. Ukraine, for eksempel.

323. I anledning af sommeren 2023 vil jeg kalde planten i min have for Krim-kulsukker. I dag, på to-årsdagen for invasionen, ser jeg frem til at krim-kulsukkeret vokser frem igen og ud i sin retmæssige plads under solen. Så kan planter og politik fortsætte deres sammenflettede historie en ny tid endnu *). Slava Tauris.
*) Der findes en kaukasisk kulsukkerart (symphytum caucasicum) og en art kulsukker fra krimhalvøen (symphytum tauricum), der ikke har noget officielt dansk navn. Den er indberettet en enkelt gang i Danmark på www.naturbasen.dk. Den har blå nedhængende blomster i svikler og stammer, som navnet siger, fra Krim.

Landsvaler

Landsvaler

292. Et landsvalepar er vendt tilbage
Under halvtaget på vores veranda.
I fem uger denne sommer lever vi
To familier i øjenhøjde.
En rede over havedøren,
En meter mellem dem og os.

293. En svale er født med overblik
Over marker, skove og fjorde,
Over ørkner, storbyer og klipper.
Træer, grene og tage hvirvler forbi,
De stormer skrigende gennem luften
Jager, vender, dykker og leger.

294. Svaleparret udser det bedste vue
Over indflyvningen til reden
Fra toppen af en ranglet løn.
På de øverste kviste sidder de
Knitrer, vogter og vugger i brisen
Holder øje med reden, rovdyr og os.

295. Reden er lige over havedøren.
Jeg kan stå med døren åben,
Se op til reden en armlængde væk.
Ungerne vokser og fylder pladsen ud.
En håndfuld pulserende dun,
Der truer med at spilde over;
To unger ovenpå de andre.

296. Sidste år mistede de et kuld.
Reden faldt og rutschede ned;
Fem spæde unger kastet ud.
I tre døgn sad forældreparret
På et hegn i haven i vildrede.
Deres stemmer knirkede i sorg;

297. Fortvivlede, tror jeg, vågede de,
Et sving ind omkring verandaen,
Hvor deres første kuld forsvandt.
På fjerdedagen besluttede parret sig;
Begyndte at bygge en ny rede
Et andet sted under samme tag.

298. Svaler er sociale og sludrende.
De triller, de kalder, de knitrer.
Skænder, larmer og beroliger.
De hviner og skriger af rivaler,
Jager dem rundt i området
I vild, akrobatisk, synkron flugt.

299. Øjne, hjerne, hjerte, sener
Styrer liv og lemmer
Med tolerancer, der måles
I hundreddele sekunder.
Energien stråler ud af dem,
Lyser fra deres vingespidser.

300. Kun om natten flyver de ikke,
De kan ikke se, de er lammede.
Forældreparret klumper sig om reden
Hunnen i reden, hannen ved siden af,
Trykker sig sammen, ånder, sitrer.
Øjne følger os.

301. Titusinder af indflyvninger og landinger
Titusinder af insekter bringes ind.
Forældrene skiftes til at sidde på reden.
De kalder på hinanden,
De har lyd for tid til at skifte plads.
De har lyd for nu nærmer jeg mig.
De har lyd (meget højt) for hold dig væk.

302. Svalen kan holde stille i luften
Holde sig oppe med vingeslag
Et sekund, højst to,
Den ene spørger, vil du have mad
Den anden svarer, tag over her.
Ungerne er skrigende orange trekanter
Når de åbner gabet,
Når de hører svaleforældrene
Bringe insekter til reden.

303. En unge maser sig baglæns
Med anus ud til redekanten
Forældrefuglen hænger fast, parat,
Plukker en kugle klat fra endetarmen
,
Slipper taget, vender sig i luften,
Suveræn manøvre, og flyver ud
,
Bortskaffer skiden i et blomsterbed.

304. De hjælper deres unger på vej,
Fodrer dem, også i flugten
Når ungerne sidder uden for reden
Uden endnu at kunne flyve.
En unge falder ud i flugtforsøg
Og bli’r fanget af verandaglas
En forælder lokker, kalder, viser vej,
Og ungen finder ud.

305. Når jeg står i døren, kan vi ses:
De vender et obsidan-øje mod mit
En lille sort skive uden pupil
,
Fuldstændig fremmed, aldeles vild,
Ingen kontakt, ingen genkendelse
Intet udtryk, bare blank natsort.
Jeg har aldrig følt mig så fjernt
Fra noget andet levende væsen.

306. Men vi gør jo helt det samme:
Samme snak, samme skænd,
Samme ængstelse, samme sorg
Samme hverdag, samme gøremål
Samme form for oplæring og træning,
Samme form for omsorg,
Samme delte ansvar.

307. Sidste år gjorde de reden klar,
Klinede redekanten op,
Bragte friske materialer ind.
Men en morgen, pludselig var de væk,
Reden hakket ned, forladt og ødelagt.
Svalerne blev i luften sommeren ud,
Men kom ikke huset nær igen.
Hvilken beslutning, hvilke forhold?
Hvilken situation, hvilket valg?

308. Hvert år er jeg bange for
At de ikke kommer tilbage igen,
Udsultede og måske forgiftede
Af landbrugets massedrab
På insekter og fødekæder.

309. Jeg lader alt organisk materiale ligge
Kævler, kviste, grene, blade, æbleskrog,
Alt grønt affald fra vores køkken,
Papir og pap i strimler og stykker.
Alt komposteres, ingen kemikalier.
Alt, for at få insekter til at yngle
Og svaler til at komme.

310. Det er slet ikke nok,
Slet ikke, slet ikke.
Men hvis nu en dag,
Svalerne ikke kommer,
Hvor er så min vished for,
At mine børnebørn kan overleve
Uden svaler?
Så har vi mistet noget,
Nej, så har vi slået noget ihjel,
Som er i familie med os selv,
Med samme vilje og samme evne
Til at være til i den samme verden.

311. Zhang Zai, du vidste det:
De titusind ting, alt levende,
Anser vi som vores krop.
Charles Foster vidste det også,
Da han tudede af rørelse
Over mursejlerens genkomst.
I haven på Stevns:
Samme taknemmelighed
Samme glæde, samme frygt.

Fuglevinge skygger for min hånd

Fuglevinge skygger for min hånd

287.	En fuglevinge skygger for min hånd
        Den flakser på det grå papir
        Hen over hånd og fyldepen.

288.	Musvitten flyver ind til redekassen
        På facaden ved mit arbejdsvindue
        Solen fanger fuglen på min hånd.

289.	Hun ser mig ind gennem ruden.
        Angst, adræt drejer hun og flygter bort;
        Panikken spredes ud på mit papir.

290.	Hun søger tilflugt på sin udkigsgren,
        Tripper vredt, fornærmer mig,
        Et farligt skrummel i et kammer.

291.	Det varer kun et split sekund,
        Jeg når knapt at kigge op, forundret,
        Og kvittere for det stille skyggespil.

Solsort ved jævndøgn

Solsort ved jævndøgn


278.	En solsort flakser op 
        fra sit kolde morgenbad
        Sætter sig på kvaset.

279.	Tørrer dun og vinger,
        Ordner fjer og parasitter
        i den varme forårssol.

280.	Solitairefugl, altid knotten,
        Skræmmer andre fæller bort,
        Vinger i brus og fældet næb.

281.	Fouragerer i det visne løv:
        Et hop, et dyk, et kast,
        Blade hvirvles op.

282.	Ser sig om med stive blik,
        Bevæger sig i hak og stød.
        Gentag, hidsig, gentag.

283.	Nervøst gemyt og aggressiv.
        Farer op og flygter væk
        Med skingre galningskrig.

284.	Men når aftenluften falder,
        Og vind og lyde stilner af,
        Høres bløde fløjtelyde.

285.	Han forkæler sine toner
        Temastykker uden melodi  
        Slutter på en enkelt node.

286.	Vellyd og ro i terrænet,
        Mening for os begge to;
        Fælles vesperstemning.
Se også Solsortens melodi, vers 554 ff.

Liljekonval

Liljekonval


273.	Grønne smalle rør
        Skyder frem af skovens bund.
        Forårsjorden ånder.

274.	Stilken dannes nedefra
        Blandt visne blade, anemoner,
        Rådne agern, muldprocess.

275.	Hylsterblade krænges ud
        Hvælver, skærmer
        Blad og frugter indeni.

276.	Blomsterstænglen buer op
        Behængt med hvide krukker
        Fliget rand og spidser.

277.	Drypper gift og duft
        Vajer smukt i brisen
        Rækker tunger op i himlen.

Pæreskud

Pæreskud


268.	Filtede bladtunger
          Flagrer om et pæreskud;
            Narhat med spidser.

269.	Dun og hvide tråde
          Svøbt om pærens frugtanlæg;
            Rosa silkepuld.

270.	Kostbare, rosa æg
          Indfattet i små buer;
            Grønne kronblade.

271.	Narren holder hof
          Kongen salvet og kronet,
            Som et pæreskud.

272.	Æble i hånden
          Pæreknop på hovedet
            Frugtregalier.

Benved skud

Benved skud

261.	En benved sætter skud i et hegn af buske, tusinder af spidser i et virvar af kviste, der forskyder sig i alle retninger. Og dog: de peger alle udad, som om hele busken søger udveje, og finder dem. Benved er sin egen løsning.

262.	Jeg fjerner et topskud med en kniv og sætter mig i det gulnede græs med en lup. Senere bar jeg skuddet hjem til arbejdsbordet. Her er hvad jeg så og skrev.

263.	Topskuddet sidder på den firkantede stilk. Ved skuddets rod sidder to knopper, der ligner åbne sårskorper med rødt kød, der buler frem i midten. Det er substansen til et nyt stilkepar.

264.	Skuddet er fæstnet i en krans af fire bægerblade, 5 til 10 mm lange. Bægerbladet er aflangt og hvælvet. Det er creme-hvidt forneden, der changerer over i sart pink omkring to-tredjedele oppe på bladet. Hér forstærkes og fortættes farven til en stærk pink og bladet ender i en rødligsort spids, der minder om en blodunderløben klemmelus med lupsmå fimrehår rundt i kanten.

265.	Ud af bægerbladenes mund skyder en grøn cylinder lavet af et par tæt sammenrullede blade. Bladet er bønnegrønt men changerer over i lyserødt og trækkes ud i endnu en blodrød spids. 

266.	Bladspidserne krænger let udad og åbnes, mund-i-mund, og en ny cylinder trænger sig frem: grøn, pink og rød.

267.	Det sammenrullede blad har tydelige vener; det er en grøn hinde af tyndt, fint liv. Indeni: en puppe, en plantefødsel.

Syn

Syn

260.	Rovfugle ser.
        Ser mere end nogen anden.
        Vi ser, at de ser.
        Den vigtigste sans,
        Det højeste organ.
        Vågen, overvågen,
        Vagtsom, fysiologisk parat.
        Vi forstår dét, at være udset,
        Som bytte og som betragter.
        Det synbares uomgængelige modalitet *).

*) I erindring om James Joyce, Ulysses (1922); se kapitel 3: Proteus.