Stevns Klint
I
918. Kun til fods mærker man landets linjer:
Hvordan undergrunden bølger under stien,
Hvordan sten og rødder skubber jorden ud
Og vandet åbner revner, sprætter fladen op.
919. Nogle vandrere siger at de kan mærke
Stiens molekyler mellem deres tæer;
De kan mærke, hvordan landet blev lavet,
Lag på lag, havbund ovenpå havbund.
920. Kun med fødder og med fingre
Fornemmer man de levende lag,
Der hobede landet op i årmillioner;
Fra kalkens mosdyrsskeletter
Til alger i kridttidens lunke hav.
921. Det er kun en ubetydelig åbning i
Den kilometerlange slåenbræmme;
Men hér er stien ud over kanten:
Omkring 25 meter lodret ned.
Det kræver smattet reb og stiger,
At forcere muddertrin på muddertrin
Ned gennem buskads til nutidshavet.
922. Kridtlaget her stikker dybere og dybere:
Fire- fem- ni hundrede meter tykke lag
Af komprimerede mikrokrebs og skaller:
Enorme lag af fortids liv og mineraler
Under min fødder, mellem mine fingre.
923. Havet graver sig ind i klinten,
Opbløder det porøse materiale,
Sliber runde klumper af gulligt kridt,
Der ligger blandt strandens sten,
Lidt ru på overfladen og kornet,
Efter umindelig tid i jordens skorpe.
924. På klatreturen op til kanten igen,
Forbi bølgede lag af sorte flintesten
Og tynde streger af kosmisk støv
Indlejret og indfarvet i fiskeler,
Passerer jeg den ene katastrofe
Og når op i lyset til den næste.
II
925. Mange vandrere tyder landskabslinjer
Øjet finder dem: de åbne og de skjulte,
De brutale med de bløde.
Men her på Stevns Klint
Finder vi landskabsstrimler:
En smal kant og en strimmel krat
Holder stand mod generationer
Af pløjede marker, herremænd
Udpinte bønder og rette linjer
Overalt i dette flade land.
926. Man mærker aggressionen
Fra afspærrede, forbudsbeskiltede,
Mandshøje jordvolde og trådhegn
Rundt om landskabsskændernes
Snorlige, maskintrimmede indkørsler
Og sprøjtede, pastelgrønne plæner
Klippet helt ud til jordens ende
I besidderhovmod og korruption.
927. Sidste år blev strimlen bredere.
En fredningssag lagde 25 meter
Til trampestiens smalle fodfæste.
Det kan ses med det samme:
Vegetation og insekter myldrer frem;
Men også vrede i høstmaskinens sving
Ind over nyligt fredet land.
928. Klintekanten skifter karakter;
Vildere, højere, flere farver.
Her vokser nye urter og planter,
Gulnet, hårfint græs føjer sig
I vindens retning ud mod havet.
Vandreren nikker til kendte arter,
Botanikeren finder sjældne blomster.
Skilte opsat med droneforbud
(Jeg var længe om at tyde det)
I dette ældste af levesteder.
III
929. Hvide sommerfugle flagrer op
Overalt i den åbne vegetation.
Kilometer efter kilometer
af smalt, nyt overdrev med knopurter,
Tidsler, regnfan, gyldenris,
Og hegn af tjørn, slåen, hyld,
lidt hybenroser og skovæbler.
930. Kålsommerfugle og takvinger
Er ikke arketypens tætte sværm;
Men den fredede klint er nu
Et tegn på overflod og bonitet
På en nøjsom, kalkrig jord.
Bier kravler rundt på sene blomster
Og selv en pelset duehale svirrer
Som en kolibri fra urt til urt.
IV
931. Boesdal Kalkbrud har fået
En ny turistmaskine,
En forsænket linje i landskabet
Bygget af stedet selv;
En evighedsvision om
Bygning og landskab i ét;
En tidskapsel til eftertiden,
En moderne landskabsfortælling
Om klinten, livet, kosmos,
Og os.
932. Nede på klippen over havet
Bygger turister varder af sten;
Urgammel landskabsarkitektur,
Den første fortælling om universet.
933. Ude på sporet står skilte
Med den nutidsnære skildring
Af klippeskærere, flinteknusere,
Forarmede fiskere, kirkebyggere.
Det forklares at erhvervene er borte,
Men ikke at fisken er væk.
I dag er kun havet tilbage.
V
934. De gamle fuglekiggere smiler
Og trænges sammen i tårnet
Længere nordpå ved Mandehoved
Med teleskoper og termoflasker.
Spejdende skanner de horisonten,
Småsnakker, driller, chatter.
Op og ned langs kysten går rygtet,
At hvepsevågerne er kommet.
Ude på ruten søger fuglefolket
De gode steder at stille udstyr op,
De misser med skarpe øjne;
Landsfarende, fugleopsøgende,
Kyndige i naturtegn og fuglekald;
Shamaner uden indre stemmer
VI
935. Skumringen falder over stien,
Inden jeg når til Rødvig.
Istidens moræneler og grus
Polstret af plantemuld og græs
Blandet med molekyler
Og fossile fortidsorganismer
Sidder under mine trætte tæer.
Aftenvandrere sidder stille
I skellet mellem liv på jord
Og alt det andet derude.
En rød, glødende sol
Hænger over kysten og
Det gyldne vand.
Nyt i Index Titusind:
Undergrund • 918; Havbund • 919; Kridttid • 920; Vandresti • 221; Kridtlag • 922; Jordens skorpe • 923; Kosmisk støv • 924; Landskabslinjer • 925; Fredet land • 925; Landskabsskænder • 926; Fodfæste • 927; Vindretning • 928; Knopurt • 929; Arketype: sommerfuglesværm • 930; Klint • 931; Varde • 932; Fiskebestand • 933; Hvepsevåge • 934; Shaman • 935; Moræneler • 935.
Minde
Minde 915. En sværm af sommerfugle flakser op Fra en busk i engens hedeflimmer. Luften stiger med frø og blomsterstøv, Lyset er dovent og tykt af sirupssol; Molekyler hvirvles rundt af vingeslag, Trykket rammer støv og flyvefnok. 916. Et billede fra mit scenemageri, Et animeret glimt for åbne øjne; En drøm, erindring, en fix idé, Eller et levn fra tabte slægter Begravet i den kollektive fantasi Flygtigt tilstede, men ofte dér. 917. Varme, sødme, en overflod af føde, Åbent land, lys og svirrefluer; En urtidssommer ved å og strand Med frugt, saft, slikkesalt og fisk. Bålet gløder under stjernehimmel; Forsigtig, landet åbner sine minder. Nyt i Index Titusind: Blomsterstøv • 915; Molekyle • 915; Tabte slægter • 916; Slikkesalt • 917.
Plast
Plast 910. Grumset farvet plast Blafrer fra træers grene Som lasede faner I lys fra høje master. 911. Tynd plast, tæt som skyer, Hvirvler op i støvet Langs lufthavnsvejen, Vingesværm i lygteskær. 912. Hun viser sin have frem, Tynde stængler i ler På stien rundt om huset Mellem mure af beton. 913. Om aftenen snakker vi Om liv i øst og vest Under lampekeglens lys På verandadækket. 914. På den mørke gade Halvvilde hundekobler Med vagter sat på post, Slunkne dyr i natten. Nyt i Index Titusind: Plast • 910; Skyer af plast • 911; Ler • 912; Øst og vest • 913; Kobbel • 914.
Vegens (2)
Vegens (2) 907. Vegens er for eksempel Sans for stedets geni. Vegens er vækst og sted På gensidige vilkår, Udtrykt i fuldendt form; En symbiotisk organisme. 908. Vegens er vilje til at leve, Genetisk viden til at vokse. Vegens er selvnærende, Og derfor ustyrlig, Som væsen og som selvhed. 909. Vegens er vegetal, Ophav, Hvert sekund, Til de titusind ting. Nyt i Index Tituind: Symbiose • 907; Vegens • 908; Titusind ting: ophav • 909.
Skorpionflue
Skorpionflue
901. Opgravet jord fra klosterhaven,
Grønsvær, sand og rullesten,
Dynget op på gammel plæne,
En billebanke, en halvmånevold,
Et insektførende solslikkested
Men nye arter og situationer,
Hver gang, jeg nærmer mig;
Vænner øjet til mylderet
Af blade, blomster og skygger,
Tilpasser blikket nye bevægelser
Andre størrelsesforhold,
Abstraherer fra det grønne,
Der fylder alle øjne ud,
Tilvænner mig uvante konturer
For menneskets hjernebunke.
902. Dér, et husblas vingepar
Hænger fra en stilk
Med tjæresorte firkanter,
Indfarvede ribbede felter,
På tværs af vingefladen.
En brungul, segmenteret
Bagkrop som en mini libel.
Et pust, et drej, et glimt,
En flue i flygtig profil:
Skorpionfluen er landet.
903. Et langt, lodret næb,
En dråbeformet mund
Hænger ned i spidsen.
Et sagndyr fra en klode
Vi ikke kender til.
Her gælder ingen regler:
Skorpionfluen ligner
En flue med gasmaske på
Fra hybride skyttegrave.
904. En ådselæder, der fortærer
De faldne fluelig;
Hanner bringer billelunser
Som friergave til hunner.
En klosaks på hans halespids
Klemmer parret sammen,
Når og hvis hun giver lov.
905. Hannen stjæler bytte
Fra edderkoppespind
Med livet som indsats
Og eget sprøjtemiddel,
Der opløser trådene
I en forsvarsring
Mod rasende arachnider.
906. Et minut og hun er væk;
Et insektkimære
Af krop og fantasi.
Et fabeldyr fra fotos,
Som ved kosmisk lykketræf
Stod frem et split sekund,
På klodens eneste busk,
hvor jeg, tilsmilet, så med.
Jeg sætter stolt fluens navn
På slægtstavlen og brevkassen,
Et vindue ud mod vejen:
Skorpionfluen har bolig her.
Nyt i Index Titusind:
Billebanke • 901; Skorpionflue • 902; Mund• 903; Ådselæder • 904; Sprøjtemiddel • 905; Kimære • 906.
Wittgensteins have (2)
Wittgensteins have (2)
895. Urtehave og køkkengrønt
sydvendt over floden.
Munkehabitat i klostersten,
mørtel og kvadratsystem.
Mennesker med en særlig
trang til stianlæg.
896. Munke luger ud i bedet,
mumler ned til rødder.
Spreder ord blandt stauder;
lad myrer ta’ dem.
Mange hundrede år hér
i Kloster Hütteldorf.
897. En gartnerassistent er kommet,
bor i haveskuret.
Svært at kende mand fra redskab,
stiv i arme, gode greb.
Selvtalende om dagen,
havegnom om natten.
898. Ligger på knæ derude,
taler ned til stedet.
Fingre løsner ler og jord,
nulrer hårde klumper.
Fingerspids mod blomsterfarve;
gøder, graver, leger.
899. Vos farver kan mærkes
på skein, i blomsten.
Rød er tungere end blå,
gul ryster, grøn risler.
Ve blander farver, vos selv,
ve suger farver op.
900. Denne ordbogsdyrker
og redskabsbruger,
Med jord på neglene
og farver på fingrene;
Alle de ord, der smuldrer
i mødet med planter.
I sommeren 1926 tog Ludwig Wittgenstein (1889-1951) arbejde som gartnermedhjælper på Klosteret Hütteldorf, Østrig, måske som terapi. Næsten intet vides om opholdet. Wittgensteins afhandling "Bemærkninger om farver" publiceredes posthumt i 1977.
Kredsgang
Kredsgang 889. Hele sommeren er to planter vokset til i klosterhaven. Jeg har fulgt dem, dag for dag med øje- og fotofangst. 890. To kugleformede frøstande, én er overdådigt synlig, Den anden skjult, og til vinter et frøraslende memento mori. 891. En stand af høje hestemynter skyder op, skifter form, farve, Lavendelblå top i pjusket harmoni, en fræk frisure, myntekrone. 892. En russisk mandstro, stikkende kugle, en globe af spidse svøbblade, Skyder frem i den vilde oregano; balance båret op af tidseltakker. 893. I går, flygtigt, de første blomster, mit held at se dem begge: En sfære med to bitte lilla faner, Og lupsmå hvide grifler. 894. Tre legemer i kredsgang omkring liv og form og ord. De to kulminerer nu i organik, mens jeg imploderer, Udvokset og efterladt i bedet med fattig æstetik. Nyt i Index titusind: Klosterhave • 889; Vinter • 890; Hestemynte • 891; Mandstro • 892; Sfære • 893, Organik • 894.
Dråber
Dråber 888. Dråber På et brombærblad, Vand, lys og sukker Samlet på et skein. Dråber Faldet uden mønster, Hele universets orden; Bær og dråber plukkes. Nyt i Index Titusind: Bær • 888; Universets orden • 888.
Mejeredderkop
Mejeredderkop 882. Ophængt under ben, tredelte fiberstrenge, luftbårne, lange. 883. Med hvilke nerver og trådtynd muskulatur, med hvilke kræfter? 884. Et mejer på lur, skræk i miniature, venter stillestøbt. 885. Edderkoppekost fra spindler ude på rov til gab i midten. 886. Er hun truet, straks går mejeren selv i sving; hvirvel, slør i gråt. 887. Streger i luften, optimale neuroner; Sådan, æoner!
Kvæsurt
Kvæsurt 875. Vi kender reglen om havely, Et hånd- og rodfast løfte Til raserede plantebede; Kom, bring en spade, Grav op, hvad graves kan, Red, hvad reddes skal. 876. Hér, en stor, forvokset urt, Tæt og viljestærk i roden. Jeg deler den med spaden, Pakker den i jord og sæk. Bringer stauden væk og hjem. 877. En kvæsurt får asyl: Ældgamle lægeplante. Jeg trykker jorden fast, Løber fingre rundt Om klumpen og rosetten. Jeg har længe ønsket, At vi mødes. 878. Der er kræfter i denne urt: Stor og tyk med stængelbundt, Ovale blade, perfekte takker; De lyser af en enkel harmoni. Standen er en rødbrun kvast, En ny og sjælden gæst. 879. Vi deler fælles jord, Forbundet i mange sprog. Oldnordisk, oldtysk, Svensk, norsk, dansk: Kveise, quese, kveise, Kveisa, kvis, og kvæse. 880. Kvæse er en blæreorm, En tinte, en blodvabel, En byld, en blegne. Kvæsurt blev brugt Som blodstillende middel. Kendt som lægeurt i Kina, Blodtop i Sverige, Blodurt i Britannien, Blodopsuger på latin. En jordheler og et rodnet, Der holder på terrænet. 881. Mine aner og dine aner: Velkomne i denne jord. Hele planten er i chok, Et rodnet, der skal læges. Jeg klipper stængler ned, Giver rigeligt med vand; Lad gro, hvad gro der kan.
Haveasyl – fra kladeforsamlingen Jærnen
Haveasyl Uddrag af forhandlingsprotokol for Kladeforsamlingen Jærnen den 14. august 2023. 870. “… Delegaten for karplanternes klader fremsatte følgende forslag til vedtægtsændringer: Under henvisning til princippet om den almende overdådiged; Under henvisning til ligestilling af alt biologisk liv; Endvidere under henvisning til retten til vækst og udfoldelse inden for artsevnens grænser; Fremsættes følgende forslag til vedtægtsændring: Haveasyl 1. Alle flerårige karplanter opgravet på foreningens område har ret til at opnå asyl i en af foreningens haver i et omfang, der sikrer artens videreførelse på lokaliteten. 2. Ingen art må forsætligt eller ved grov uagtsomhed fratages retten til liff og sted. 871. Ændringsforslag fremsat af blomsterkladernes delegat: ’Efter ordet ‘flerårige karplanter’ indsættes følgende: ‘… og frø af etårige planter’. Blomsterkladernes delegat henviste til at princippet om den almene overdådighed indeholder en afledt ret til beskyttelse af genetisk særkende og arvemasse. Det anerkendes, at etårige planter ikke kan påberåbe sig beskyttelse af rod- og stængelsystemer, men er begrænset til medier for arvemassens videreførelse. 872. Karplanterns delegat fremsatte følgende modforslag: “Alle arter sikres ret til fri frøspredning.” 873. Menneskekladens repræsentant protesterede mod brug af ordene “fri frøspredning,” idet dette ikke måtte gælde invasive arter. 874. Karplanternes kladedelegater indvendte herimod, at stedets arter omfatter enhver plante, der af egen evne har sat frø i området, uanset plantens oprindelse og henviste til vedtægternes § 3, der forbyder forskelsbehandling på baggrund af levested. Efter en del debat overgik forsamlingen til afstemning om de fremsatte forslag.”
Bøgehjort og billesmed
Bøgehjort og billesmed 860. På en tur i haven, se: En stor bille, helt sort. Vend den om på maven, Det er en bøgehjort. 861. Det er sent på sæsonen, Billen er sløv og slidt, Her midt i august, Den dør nok om lidt. 862. Bøgehjorten er dyb sort, Et suttet styk lakrids; Glat som en rullesten, Med drabeligt gebis. 863. Kæberne er kindbakker Til kamp om mager; De ligner hjortetakker, Derfor er de hjortebiller. 864. Panser blankt som lak, Med hundred bitte buler, Mærker af en mikrohammer, Banket af en billesmed. 865. To gule bånd på tværs: Bag hoved og over taljen. Følehørn med “knæk” på; Det kan du kende dem på. 866. Billen bor i gammelt træ, Lægger æg og graver gange, Suger træ- og plantesaft. I vores have er der mange. 867. Eghjort med kæmpegevir, Største af alle hjorte. Den eneste berømte bille; Men den er død og borte. 868. Eghjorten uddøde hos os; Den var uden levested. Skove her er alt for pæne, Uden døde træ’r og ved. 869. Læg brændeknuder i haven, Træstubbe og kævler med. Billerne skal nok komme; Så er du en billesmed.
Der er pyntet land
Der er et pyntet land 856. Der er et pyntet land, Opdelt af brede veje, Med sprøjtet jord og vand, Med sprøjtet jord og vand. På hver en mark, på hver en ø, Der renses op og drænes I å og gyllesø, I å og gyllesø. 857. De holder landet frit, Heldragtsbeklædte kæmper, Bevæbnede med gift, Bevæbnede med gift. Udstoppede og fint i glas, Titusind arter ligger, De gives ingen plads, De gives ingen plads. 858. Det land endnu har skov, En lille plet til moser, Og lidt natur ved lov, Og lidt natur ved lov. Nu, svinefarme, korngeled, Konsumlandskab og plæner, Der kun bli'r ved og ved. 859. Det land vil snart forgå, I pynt og kødfabrikker, Vi kan og må afstå, Vi kan og må afstå Den halve del af kongerig’ Med dal og hav og hede, Til de vilde, det fri, Til de vilde, det fri, Den halve del af kongerig’ Med dal og hav og hede, Til de vilde, det fri Til de vilde, det fri. Mel: Der er yndigt land.
Blæst
Blæst 848. Blæsten har fulgt mig gennem hele livet; 849. Ved havet og den øde strand er den tand mod kinden. 850. Ved det stille vand, som en ånd i vinden. 851. Vi søger ly for stormen, og lader regnen drive, 852. Indhylle land og kyst og alle ting i live. 853. Gennemblæst med saltet hud; hiver døren op, smækker i. 854. Næser løber, muskler jubler; storm gør godt i sjæle. 855. Her er saligt læ og stille; Styrke, ven og hvile.
Fluer boller på mit vasketøj
Fluer boller på mit vasketøj 844. Se nu bare der, halløj, halløj! Fluer boller på mit vasketøj. 845. Den ene på skrå bag den anden, Fluekonen under fluemanden. 846. Så går de åbenbart til sagen, Derude på mit rene lagen. 847. Jeg vifter: væk fra min seng! De flyver væk i sammenhæng. Nyt i Index Titusind: Flue formering • 844; Flyve • 847.
Hvorfor har edderkoppen otte ben?
Hvorfor har edderkoppen otte ben? 835. Til at holde sig fast i sit net, Bruger edderkoppen par nr. ét. 836. Til at holde en spræller i ro Bruger hun især par nr. to. 837. Par nr. tre til at rulle det ind I mange lag edderkoppespind. 838. Men hvis der er farer, der lurer: Fugle, hvepse eller andre, der truer, 839. Da har hun et hemmeligt nummer, Der får fjenden totalt i fjummer: 840. Så bruger hun nemli’ par nr. fire, Så hele spindet ryster og dirrer, 841. Så hurtigt at hele nettet bli’r sløret Og hvepsen bli’r enormt forstyrret. 842. Så næste gang du er ude i det fri; Kom tæt på spindet, gå ikke forbi. 843. Brug en lille finger til at pirre; Måske trækker hun par nummer fire.
Kompostmusens vise
Kompostmusens vise I den fineste krog af haven lå kompostpladsen. En stor bunke blade bugnede op fra sidste efterår. Ved siden af stod en rigtig ormegård af den slags, man sjældent så inde i byen: Tre stablede bakker bygget af træ med trådnet i bunden og dækket af et stort låg. Her blev kun det bedste økologiske affald båret ud og lagt til ormene og bænkebidderne og sneglene og tusindbenene og alle de mange, mange mikrosmå bakterier. Oppe på ormegårdens låg sad kompostmusen Karoline og øvede sig på sin kompostvise, som hun havde skrevet på i snart mange uger. Lige som hun var færdig og glad tænkte: så, nu er jeg færdig, kom Doktor Dyregod forbi i sin høje hat. Goddag, lille mus,” sige Doktor Dyregod og letter på hatten. “Og hvem er så du?” “Jeg er kompostmus og jeg hedder Karoline.” “Kompostmus,” sagde Doktor Dyregod, “Det lyder rigtignok fint.” “Det er et også. Og jeg er lige blevet færdig med min kompostvise. Vil du høre den?” “Ja det vil jeg da meget gerne,” sagde Dyregod og sætter sig på en træstub og strak benene ud så man kunne se hans grøn- og rødternede sokker. “Ahem,” sagde kompostmusen og rømmede sig. “I dagens anledning vil jeg tilegne denne sang den berømte Doktor Dyregod.” Og så tog hun sin guitar frem og begyndte at synge. Kompostmusens synger: 828. Doktor, doktor, i dag vil jeg synge Om skovens fineste skraldedynge. Her er skræller af pastinakker, Og hundredvis af æggebakker, Her er snit af kål og rødløgsskind, Stængler og en slikket slikkepind. 829. Her er tandstikker og savsmuld, Masser af loppefrø og lommeuld, Stakke af løg- og kartoffelskræller, Tusind kompostorme, der spræller. Der er nogen, der siger fy og føj, Men jeg sig'r bare: supergodtemøg. Doktor Dyregod: Ved mine storternede sokkers! Det var som bare pokkers, Er der mere endnu? Kompostmusen synger: 830. Doktor, doktor, nu skal du høre, Kompostbunken blir endnu større. Her er toppe fra gulerødder, Skaller fra æg og hasselnødder, Ruller inden i lokumspapir, Slatne salater og bønnespi’r. 831. Her er rødbedeskræl og druesten, Gnasket til af tusind tusindben. Her er mugne bananer og pærer, Agurker og kaffegrums, der gærer. Der er nogen, der siger fy og føj, Men jeg sig'r bare: supergodtemøg. Doktor Dyregod: Det var som okkers gokkers, Ved mine kompostbare sokkers! Er der mere endnu? Kompostmusen synger: 832. Doktor, doktor, nu skal du høre; Ormene her er helt op at køre. Spande af hønsemøg, virkelig skrap! Gamle servietter og genbrugspap, Skaller af appelsin og citroner, Titusind kerner fra vandmeloner. 833. Her er avispapir i strimler, Og æbleskrog så det vrimler, Toppe af selleri og auberginer, Og mug - du sku' se, hva' det ligner! Der er nogen, der siger fy og føj, Men jeg sig'r bare: supergodtemøg. Doktor Dyregod: Ih du milde, det kan jeg godt forstå, Og jeg har snart ingen sokkers på. Er der mere endnu? Kompostmusen: 834. Orke ja, men nu er min vise slut. Kære Doktor, til maj er du indbudt Til havefest, når komposten er klar. Køkkenbedet får det bedste vi har, Så grøntsager vokser i sus og dus, På vores allerstærk'ste ormejuice. Frit efter Thorbjørn Egner: Doktor Dyregod, 1968.
Landskabslinjer
Landskabslinjer 825. En formation af sangsvaner Kalder, svingfjer hviner, En blok af lyd; muskler, Hjerner i flugt over vand. 826. Hvert sekund, hver fiber, Alle nerver, hver celle. Svanen er ét samlet organ; Synergi i bevægelse. 827. Landskabslinjer passerer, Kaldes ud over luft og land, Svaner navigerer i flugt; Verden er os.
Vegens (1)
Vegens (1) 815. Vegens er vegetal. 816. Vegens er den måde, ve vokser ud i verden på. 817. Vegens er organet, der krænges ud og tager verden til sig. Det indre bliver en del af det ydre. Det ydre bliver en forlængelse af det indre. Begge er dele af det samme væren. 818. Vos væren vender udad og verden kommer til vos, ligesom lyset. Først senser ve omverden, siden senser ve selvet. Omverden udtrykker sig i limberne og vos former. 819. Vegens suger verdens vilkår til sig og gør stedet til sit eget. 820. Vilkårene er givne og mægtige; selvet må følge verden og føje sig i triumf. 821. Vegens er selvhed og omverden i forening. Det ydre og det indre findes ikke i adskilte dimensioner; begge er biologi, begge er væren. 822. Vegens er æoner af tilpasning til omverdens vilkår. Vegens er synlig som den færdige, vegale form i alle sine skikkelser. 823. Vegens er vos måde at være i verden på. Ve er vegente. Højt vegente. 824. Hjernen er naturligvis en grøntsag. Ve nævner det blot. Først udkommet i Liff – blandet kor for plantestemmer i tiden mellem femte og sjette masseudryddelse, (2021). Nyt i Index Titusind: Vegetal • 815; Vegens • 816; Organ • 817; Væren • 818; Vilkår • 819; Triumf: evolutionær • 820; Selvhed • 821; Tilpasning • 822; Måde • 823; Grøntsag • 823.
Jeg sluger med glæde min bille
Jeg sluger med glæde min bille 807. Insekter trommer mod min hjælm, Hårdere end regn, lettere end hagl. Harker insekter op, kniber øjne tæt, En byge af vinger, horn og ben. 808. Fremme er jeg levende af vinger: Mikroinsekter myldrer på hele fladen, Hår, hals, bluse, bukser, arme og sko. Tre slags insekter ud og hjem igen. 809. En art er græsgrøn, kun millimeter lang; Pukkelformet bagkrop som en edderkop, På ballonfærd, eller båret af tordenvejr? De iler, jeg kan ikke tælle deres ben. 810. Den anden er helt sort under luppen: Dråbeformet bagkrop med udstrakt snabel. Kølleformede følehorn og 1,5 mm lang. En snudebille? Svært for mig at sige. 811. Den tredje art er en bille, fanget, Belyst og besigtiget under luppen: Brune og gyldne striber på langs Fra hoved, forkrop til bagkrop. 812. Groft behåret overalt, som pels, Med et gyldent drys på hovedet. Et par store sorte øjne, sideværts. Ingen følehorn, kun en snude. 813. Tre par kraftige, leddelte ben; Bionicle lemmer i miniformat. Sig det: som robot- eller panserben. Betagende og bare 2 millimeter lang. 814. Bilister driver forbi på vejen, Uvidende, med insektfrie forruder. Men herude er der smat på panden; Jeg sluger med glæde min bille.
Vedtægter for Haveforeningen Jærnen
Vedtægter for Haveforeningen Jærnen 797. # 1. Foreningens navn er Haveforeningen Jærnen. Foreningen har hjemsted på Stevns. 798. # 2. Haveforeningens formål er at værne om den almene overdådighed til gavn for naturlige væsener, der af egne evner udfolder sig på området. Stk. 2. Den almene overdådighed anerkender og ligestiller alle levende væsners intelligens og handleevne. Jorden, landet, vandet og havet har ret til at eksistere i sine naturlige former og biotiske processer. 799. # 3. Ingen væsner må diskrimineres på grund af vækstform, vækstretning, ernæringsform, levested, udseende, størrelse, nytteværdi eller naturlige egenskaber. 800. # 4. Planter, svampe, træer og andre rodfaste vækster er vildtlevende væsener med adgang til fri rodsætning på et område bevokset efter egne evner. Stk 2. Rodfaste væsener har ret til beskyttelse af deres sted. Stedet stilles under fælleskabets tilsyn. Løse væsner har ret til at færdes i deres sædvanlige omgivelser og til frit at søge føde og udfoldelse. 801. # 5. Jorden og vandet er levende væsener med ret til beskyttelse af sine bestanddele, egenskaber og livsformer. Jorden og vandet og de væsner, der lever i dem, er et hele og kan ikke adskilles eller behandles forskelligt. Stk. 2. Jorden har ret til et naturligt vegetationsdække under dettes fulde og uhindrede vækstevne. 802. # 6. Træer omfattes af særlig beskyttelse på grund af deres værdi og helbredende kvaliteter for jord, vand, planter og alt biologisk liv og det menneskeskabte landskab. Stk. 2. Enhver trævækst højere end tre meter står under fællesskabets beskyttelse. Stk. 3. Enhver, der fælder et træ eller anden vækst mere end 3 meter højt uden fælleskabets tilladelse pålægges en bøde på kr. 10.000 pr. løbende meter fældet vækst (2023 prisniveau). 803. # 7. Tildækning af jord med menneskefrembragte materialer er et indgreb i den almene overdådighed og i jordens ret til liv. Tildækning er derfor reguleret for at beskytte jordens liv i retten til udfoldelse og opretholdelse af livsbetingelser. Stk. 2. Tilladelse til tildækning efter stk. 1 skal tage hensyn til de berørte arters interesser og udfoldelsesbetingelser. Tildækning af jord må kun finde sted, hvor den er uomgængelig nødvendig og må ikke overstige 15% af et givet grundstykke. Stk. 3. Nedklippede græsplæner og andre monokulturer anses som et indgreb, der begrænser den almene overdådighed og må derfor kun forekomme i et omfang, der fastsættes efter afvejningen i stk. 2. Ingen plænetildækning må overstige 15% af et grundstykke. 804. # 8. Foreningens øverste myndighed er den årlige forsamling af områdets klader. Stk. 2. Til hver forsamling udstedes titusind stemmebeviser, der fordeles forholdsvist mellem de klader af naturlige væsener, der er bosiddende på foreningens område. Stk. 3. Stemmebeviser fordeles efter de løbende artsoptællinger i området, opgjort senest tre uger før afholdelse af årsforsamlingen. Stk. 4. Forsamlingen udpeger blandt sine medlemmer repræsentanter for de eksisterende klader. Ved mangel på repræsentanter kan bestyrelsen udpege sådanne, om nødvendigt udenfor foreningens medlemskreds. 805. Senest revideret og vedtaget af kladeforsamlingen den 2. august 2023. 806. Jærnen er et begreb for de uendelige biologiske og abiotiske processer, hvor land og hav mødes. Ordet betegnede oprindeligt en kant og siden en strandvold af flintsten, som mennesker på Stevns høstede gennem generationer.
Skovflåtfolket
Skovflåtfolket
I
786. En skovflåt i sin umwelt
På vej gennem verdenshavet
Af kæmpe græsstrå og gigantiske
Biller på rejse, larver, myrer,
Mariehøns, snappende kindbakker,
Giftsprøjter; sugende, soppende
Fjender og fødeemner.
787. Skovflåtens omgivelser
Opleves i vibrationer, fugt,
Duftgradienter, lysstyrker;
Varmblodet signifikans
Af syre og sprudlende biokemi.
788. En blind skovflåt kravler op,
I sin umwelts kæmpe lys
Fra spidsen af et vajende strå.
789. Signaler af hudsyre nærmer sig.
Sigtet skal være rigtigt,
Timing er alt, fejlraten er høj.
Skovflåten slipper sit tag;
Hun falder, springer, tumler
Mod pelsen, tekstilet og skindet.
790. Skovflåten løber, leder
Efter en åbning ind mod
Kemisk reaktiv hud
Under hendes fire fodpar;
Søger fugtig, varm blodrus.
Hun gnaver sig på hovedet
Ned i hudens cellelag,
Til et blodførende lag
– og tæger sig fast.
Uforstyrret, ukradset,
I dagevis; svulmer op
Hundreder af gange
Indtil hun er fyldt ud,
Og kun da giver slip,
Lader sig falde.
Mod skovbunden
Og næste cyklus.
II
791. Kæmpe stålstænger klemmer,
Kitin knaser i flåtens
Nedgravede hoved
Og fastgjort bagkrop;
Trækker hud med sig
Ud i en spids, indtil
Hun slipper sit tag.
Lys fra alle retninger.
Hårdt, ukendt underlag,
På vores spisebord.
Ingen skovbund eller græs.
Løber straks, løber, løber,
I live, i blinde.
III
792. Parasitter er den største skræk;
De suger saften af os,
Bryder kroppens ukrænkelighed.
Vi miste vores egenrådighed.
Vi må dele vores krop
Med andre væsener,
Vores blod mod andet blod,
Vores betydning som individ
Med andre individers liv.
IV
793. Skovflåten afdækker vores krop
I et 360 graders vue;
Steder vi ikke kan se,
Ikke kan nå, ikke ved.
Hele huden er eksponeret,
Blotlagt ud til fjender.
794. Forleden en flåt mellem
Storetå og næste tå;
På overarmen, på skulderbladet,
I armhulen, på læggen,
På indersiden af låret,
I knæhasen, bag øret.
795. Største antal på en dag:
Elleve skovflåter en aften
Stående på taburetten
Under lup og lygte.
En nabo talte tretten.
Vi plukker vores flåter,
Tæller vores borelia,
Alpha-gal iblandt os.
796. Vi er skovflåtfolket.
Vi lever under træerne.
Vi venter på hinanden,
Bevæger os i samme græs.
Vi blandes og berøres.
Vi læser hinandens tegn;
Vi har signifikans
I hinandens verdner.
Sorg
Sorg 774. Der er sorg i dette landskab Overalt jeg træder forbi, Passerer igennem, kigger ud. 775. Mark, skel, grøft og vej, Kvadratiseret og rettet ud, Til vendediameter og skær. 776. Landet er lavet til maskiner: Logistikmaskiner og agromaskiner, Kørselsmaskiner og gravemaskiner. 777. Der er kun lidt at glæde foden; Terræn, bugtning og bløde stier, Skovbund, klippegrund og bæk. 778. Landskabet er lydforarmet; Blæsten hvisler, råger skratter I det streglige, rydelige land. 779. Der er sorg i dette landskab, Der har mistet sine symboler: Skove, storke, heder og moser. 780. Som symbol står kysterne tilbage, Med turistbyer og badeland; Kulisser for fedtemøg og fiskedød. 781. Agrobygninger i rå rektangler; Glatte, rudeløse, skyldbevidste, Uvist om de vil skjules eller ses. 782. Oplandet ryddes, landet jævnes; Megabutikker kræver at blive set På gule, karseklippede plæner. 783. Tarvelig arkitektur og materialer; Kun lidt at bevare eller mindes, Hurtigt, billigt og grimt. 784. Der er skyld og skamløshed Over det landskab, vi lever i; Vold mod dyr og megakonsum. 785. Landskabet evner knapt at glæde, Eller få os til at høre hjemme. Et agrolandskab enden nær.
Mjødurt og guldbasse
Mjødurt og guldbasse 770. En stand af mjødurt: Planter tæt med kvaste Og flødehvide blomster. Blomsterstanden er puffet, Lidt lodden for øjet, Hele blomsten virker sløret. 771. Sløret er et pudder Af bitte hvide hår: Blomstens støvtråde, Kun millimeter lange, Der byder op med pollen, I den dovne sommerbrise. 772. En grøn guldbasse glimter I blomstens hvide luksus, Dækket af støvdragerdun, Udstrakt, ubevægelig På en seng af urtens skærme, Honningberuset og varm. 773. Det tonede hvide skær, Det gyldne grønne skin Tilfredse i mættet lys; En duftende blomst En narkotiseret bille, I en sommerskov.
Strandarve
Strandarve 769. S for strand S for salt S for sand S for sten S for saft S for sej S for skind S for skøn S for snus A for agurk A for arve Strandarve
Livsglæde
Livsglæde 764. To hvide admiraler Forenes i sammenstød. Stiger sammen op I en flagrende spiral; En hvirvel af vinger Omslynget tæt, Som hænder i dans. 765. Solen har bagt På deres nervebaner, Sat stød i deres vinger. De nyder brisen På deres følehorn. De nyder styrken I deres vingemuskler. De nyder flugten frem. 766. Ophidsede af Andre hanner, Af andre hunner; Dufte på deres antenner, Sødme på deres snabler. Opstigende og lydløs Velvære i deres kroppe, I skovens sommersol. 767. Snart vingernes Klare farver falmer, Vinger slides ned. Lasede vingelapper Hæmmer adræthed. Kølighed ta’r til Og sløver kroppen. Alle æg er lagt. Et sommerfugleliv Tilendebragt. 768. Det er vores glæde, At et bevinget liv Lykkedes til fulde; At vi har set det Komme, flyve og Forsvinde igen. For vi tæller Hver sommerfugl, Hver art og levested, Mens de svinder; Bringer sorg.
Regnvåd flue
Regnvåd flue
757. Det har regnet,
Dråber hænger
I spindelvæv.
758. En edderkop
Krabber sig op
Ad sin snubletråd.
759. Hun når byttet:
En svirreflue
Dingler livløst.
760. Hun beføler den,
Inspicerer og
Omfavner den.
761. Meget tæt på
Er fluen hul;
Udsuget, tømt.
762. Bagkroppen er
Gennemsigtig
Med sorte ribber.
763. Så udtryksfuld,
En edderkop
Med otte ben.
Digt og metode
Digt og metode 747. Jeg kan berette dagen efter, At gnaveren er forsvundet. Tilbage kun en bar plet jord, Hvor fluer dupper efter juice. 748. Jeg kunne være blevet på stedet, Hentet campingstol og kamera, Ur, blok, pen og termoflaske, Observeret situationen hele dagen; 749. Natten med om nødvendigt. Udvist lidt ægte forskningsiver, Parat til at ofre min magelighed, Udvist poetisk respekt for fakta. 750. Feltobservationer, notater, Dataindsamling og databaser Er ikke væsentlig forskellige Fra digt, vers og rim endda. 751. Digt og forskning må være sande, Pålidelige, faktabaserede; Drevet af nysgerrighed For verden, som (vi tror) den er. 752. Videnskaben river myter ned; Digtning bygger myter op igen. Begge søger sandhed, indsigt. Men digtet må have myten i sig. 753. Digte spørger om alt det, som Videnskab ikke rigtig kan se, Fordi den ikke må fantasere; Kun beskrive og teoretisere. 754. Titusinder andre væseners sanser, Talløse forskellige virkeligheder; De intelligenser, der oplever dem, Er digtenes største ambition. 755. Jeg skulle være blevet i går, Set situationen til ende, Beskrive den, som den skete, Fortælle hvad jeg så og ser. 756. Metode gør ikke digtet mere sandt, Gør ikke digtet mere digt, Men det er en redelighed, Som digter og forsker må dele.
Ådselgraver nicrophorus vespilloides
Ådselgraver nicrophorus vespilloides 736. En gnaver er faldet om på stien, Rundt sår i siden, struben åben, Kroppen stadig hel, pelsen blød, Hullet, hovedløs og nylig død. 737. Kindbakker eller næb har været her, Åbnet dyret op, fjernet hovedet; Hvid skindrand kantet grå med pels, Et grauballegab i dyrets hals. 738. To ådselgravere arbejder hårdt I kamp mod tid og grønne fluer. De kravler op over gnaverbjerget, På ryggen ind under kadaveret. 739. Kadaveret bevæger sig en kende. Det buler op; først her, så der. En klo løftes fri, bleg og stiv Et lugubert farvel til dette liv. 740. Kadaveret flytter sig faktisk En millimeter ud mod rabatten; Jeg bøjer mig frem, overrasket, Checker kloens position i gruset. 741. Tænk engang, lad billedet stå: En bille på under et gram Maser, bakser rundt på vejen En vægt hundred gange sin egen. 742. Billen ligger under ådslet, Endnu bøjeligt og bullent, Stemmer op med alle tre par ben. Byttet rykker sig: kan du se’en? 743. Det gælder om at nå den bløde jord, Grave byttet ned, afpelse det, Konservere det, præparere det, Før ådselsfluer forurener det. 744. Jeg kunne pirke til gnaverkroppen, Et skub, en tå til ådselbillen. Men jeg vil se, hvad der sker, Ingen selvgode gerninger her. 745. Jeg retter mig; empirisk, fattet. Mens en hundelufter går forbi. Hun finder mig ækel og ret makaber. Men se bare her: den mindste skaber; 746. Navngivet efter de romerske bedemænd, Vespillos, der begav sig ud om aftenen For at samle slavelig og fattiglemmer; En formidabel bille, jeg aldrig glemmer.
Vi vil helst ha’ dem rå
Silphiden og muldvarpen
Silphiden og muldvarpen 723. En muldvarp lå som en måtte I sporet på en støvet skovsti; En meget flad muldvarp, Mere rullet ned end kørt over. 724. Voksblege hænder og fødder, Opadvendte og krumme. Pelsen smudsig og grå som vejen, Snuden falmet, lyserød og død. 725. En blank, kulsort bille Med skarpt orange rygmærker; Piler rundt og skjuler sig Ind under kadaverkanten. 726. Bagkroppen stikker ud, lyser op Af orange designerklatter; En festlig, selvbevidst bille, I et orgie af mad og formering. 727. Menneskeverden trænger sig på, Som altid, med symbol og imago. Lad os give den et navn: Batmanbillen, kan I se det? 728. Silphide *) hedder familien Af ådselbiller: skovvæsener Uden sjæl, mente man. Batman ka’ være ligeså godt. Misvisende, men nutidig. 729. Jeg har set hvad de kan: Rådyr, sæler og nu en muldvarp, Knogler, skind og pels, Tomme hylstre på en strand. 730. Tænk hvis visne blade Døde planter, insekter og dyr Ikke bliver nedbrudt, omsat I en cirklær kompostøkonomi. 731. Jorden var druknet for længst - Jeg mener geologisk forlængst - I slam, stank, råd og skum; Intet dyreliv var muligt. 732. Men i stedet vokser her Træer og bløde græsser, Hvor ådselbiller og bakterier Har begravet deres fund; 733. Pillet og pudset knogler af, Dækket og gødet efter sig Til kommende generationer, Og planters venerationer. 734. Jeg vil gå ud i skoven, Når min tid kommer. Følg ikke efter mig; Jeg begraver mig selv rå **). 735. Lad dem bare gøre rent bord: Bryd mig ned til basis qi; Fordelt og opslugt igen Af de titusind ting. *) Til de billekyndige: Billen på stien var en ådselgraver i underfamilien nicrophoros: en sortkøllet ådselsgraver (necrophoros vespilloides). **) Om kompost og kremering i planteperspektiv, se kapitlet Vi vil helst have dem rå i Jacob Gammelgaard: Liff – blandet kor for plantestemmer i tiden mellem den femte og sjette masseudryddelse, 2021. Foto
Myresværm
Myresværm 712. Jeg træder ud på terrassen En midsommerformiddag. Strækker ud og gaber op; Men hov; en viften i min mund, En lydløs flaksen for mit øje. 713. Smækker gabet i, ser mig om; Det sværmer i luften herude, Sorte insekter med husblasvinger. Undrende tjekker jeg terrænet: Her er kravlende, levende strenge På havestolen og videre ud På hjørnestolpens espalier. Som detektiv følger jeg sporet Ned langs gitterværket og dér: kilden! Myreboet under nedløsbrøret. 714. Jeg kigger tæt på denne insektarterie: Jo, det er myrer med vinger på. Ved endnu tættere eftersyn Ser jeg også meget små myrer I denne myldrende konvoj; Måske en tyvendedel i størrelse Af de kolossale vingemyrer. Det er arbejds- eller slavemyrer, Der pusler og passer dronningens Kæmpestore, kønsmodne afkom. 715. Hele sommeren har de ekskaveret Rundt omkring mit nedløbsrør Og ud under terrassens klinker. Korn på korn af sand er båret op, Stablet på de voksende tuer, Mens klinkerne synker og tipper. 716. Jeg har terroriseret boet før; Viftet truende, men dovent, Med mit økologiske arsenal: Filtdug, opgravning, natron, Kogende vand og kaffegrums. 717. Men nu: Bevingede myrer myldrer frem, En sort substans, der bobler op Mellem sprækkerne i terrassen, Fra myrebosystemet under mine fødder. 718. Med magisk timing og koordination Går hele myrebyens sexarbejdere På vingerne i en sky af feromoner Til myresværm og masseparing. 719. De følger de kendte myrestier, Skubber, maser, hilser, smager. Men gamle næringsveje duer ikke. Usikre på de nye vinger Finder de nye stier fremad, Indtil de ikke kan kravle højere op, Spreder vingerne og sværmer ud. 720. En time senere er de alle væk. De parrede hunner er fløjet, De udtømte hanner er døde. Resten er spist af fugle, fanget Af lurende edderkopper, Spiddet af rovinsekter. 721. De befrugtede hunner Flyver ud for at bygge Nye myrekolonier Med medbragt forråd og æg. Hun fælder sine vinger, Nipper af dem selv Og fordrer resten til Et nyt kuld puppeplejere, Der piler rundt i nye gange Med hvide æg i kæberne. 722. Endnu en udvidet dag, Og her er hvad jeg så: Et generationsskifte I et myredynasti, Der har eksisteret, Adaptivt, succesivt, Ved min havedør i årevis.
På overdrevet
På overdrevet 702. Her sidder vi, to mennesker På en bænk med fred og udsigt Ud over overdrevets bakker: Tjørne, enge, græs og træ’r. 703. Vi har hjemme i skovbrynet. Som art lever vi på kanten: Med ryggen mod skoven, Og øjne ud mod det fri. 704. Vi finder ro, en falk over engen. Vi sætter navn på græs og planter, Finder sommerfugle og biller. Vi kender skovens træer og buske. 705. Vores fuldendte form er skabt I livet mellem skov og slette. Vores krop- og hjernefunktioner: At klatre, løbe, gå og se. 706. På byens parker og legepladser Får vores børn færdigheder, Som skovbrynets første børn, Til at klatre, løbe, gå og se. 707. Vi lærer dem at sige far og mor, Og ja og nej, men hund og gris og ko og hest, før søster og bror. Og går tur i skoven hver søndag. 708. Vi spiser modne kirsebær, Stikker os på brombærtorne; Plukker årets første svampe Til gryden ud på aftenen. 709. Vi sukker over urtilstanden, For skov er en arketype; Vores dybeste minde som art. Men skov er tæt, vild og mørk. 710. Vi skal ud i lyset, ud på sletten, Med afstand mellem træer, Med plads til husdyr og græs; På overdrevet blev vi til. 711. Her sidder vi, to mennesker, Med eng, skov og blomsterfrø I vores celler, i vores ben, På denne bænk, ved denne sten.
Antropogensens lille I-ching
Fuldendt form
Fuldendt form 670. Dette er hvad jeg mener Er en fuldendt form: Liv, krop, sanser Metabolisme, miljø, Predation, reproduktion, Har udformet hinanden; Matcher og passer sammen. Alt levende: fast og løst. Evolutionært resultat.