Stevns Klint

Minde

Plast

Vegens (2)

Skorpionflue

Wittgensteins have (2)

Kredsgang

Dråber

Mejeredderkop

Kvæsurt

Haveasyl – fra kladeforsamlingen Jærnen

Bøgehjort og billesmed

Der er pyntet land

Blæst

Fluer boller på mit vasketøj

Hvorfor har edderkoppen otte ben?

Kompostmusens vise

Landskabslinjer

Vegens (1)

Jeg sluger med glæde min bille

Vedtægter for Haveforeningen Jærnen

Skovflåtfolket

Skovflåtfolket

I

786. En skovflåt i sin umwelt
På vej gennem verdenshavet
Af kæmpe græsstrå og gigantiske
Biller på rejse, larver, myrer,
Mariehøns, snappende kindbakker,
Giftsprøjter; sugende, soppende
Fjender og fødeemner.

787. Skovflåtens omgivelser
Opleves i vibrationer, fugt,
Duftgradienter, lysstyrker;
Varmblodet signifikans
Af syre og sprudlende biokemi.

788. En blind skovflåt kravler op,
I sin umwelts kæmpe lys
Fra spidsen af et vajende strå.

789. Signaler af hudsyre nærmer sig.
Sigtet skal være rigtigt,
Timing er alt, fejlraten er høj.
Skovflåten slipper sit tag;
Hun falder, springer, tumler
Mod pelsen, tekstilet og skindet.

790. Skovflåten løber, leder
Efter en åbning ind mod
Kemisk reaktiv hud
Under hendes fire fodpar;
Søger fugtig, varm blodrus.
Hun gnaver sig på hovedet
Ned i hudens cellelag,
Til et blodførende lag
– og tæger sig fast.
Uforstyrret, ukradset,
I dagevis; svulmer op
Hundreder af gange
Indtil hun er fyldt ud,
Og kun da giver slip,
Lader sig falde.
Mod skovbunden
Og næste cyklus.

II

791. Kæmpe stålstænger klemmer,
Kitin knaser i flåtens
Nedgravede hoved
Og fastgjort bagkrop;
Trækker hud med sig
Ud i en spids, indtil
Hun slipper sit tag.
Lys fra alle retninger.
Hårdt, ukendt underlag,
På vores spisebord.
Ingen skovbund eller græs.
Løber straks, løber, løber,
I live, i blinde.

III

792. Parasitter er den største skræk;
De suger saften af os,
Bryder kroppens ukrænkelighed.
Vi miste vores egenrådighed.
Vi må dele vores krop
Med andre væsener,
Vores blod mod andet blod,
Vores betydning som individ
Med andre individers liv.

IV

793. Skovflåten afdækker vores krop
I et 360 graders vue;
Steder vi ikke kan se,
Ikke kan nå, ikke ved.
Hele huden er eksponeret,
Blotlagt ud til fjender.

794. Forleden en flåt mellem
Storetå og næste tå;
På overarmen, på skulderbladet,
I armhulen, på læggen,
På indersiden af låret,
I knæhasen, bag øret.

795. Største antal på en dag:
Elleve skovflåter en aften
Stående på taburetten
Under lup og lygte.
En nabo talte tretten.
Vi plukker vores flåter,
Tæller vores borelia,
Alpha-gal iblandt os.

796. Vi er skovflåtfolket.
Vi lever under træerne.
Vi venter på hinanden,
Bevæger os i samme græs.
Vi blandes og berøres.
Vi læser hinandens tegn;
Vi har signifikans
I hinandens verdner.



Sorg

Sorg

774.	Der er sorg i dette landskab
        Overalt jeg træder forbi,
        Passerer igennem, kigger ud.

775.	Mark, skel, grøft og vej,
        Kvadratiseret og rettet ud,
        Til vendediameter og skær.

776.	Landet er lavet til maskiner:
        Logistikmaskiner og agromaskiner,
        Kørselsmaskiner og gravemaskiner.

777.	Der er kun lidt at glæde foden;
        Terræn, bugtning og bløde stier,
        Skovbund, klippegrund og bæk.

778.	Landskabet er lydforarmet;
        Blæsten hvisler, råger skratter
        I det streglige, rydelige land.

779.	Der er sorg i dette landskab,
        Der har mistet sine symboler:
        Skove, storke, heder og moser.

780.	Som symbol står kysterne tilbage,
        Med turistbyer og badeland;
        Kulisser for fedtemøg og fiskedød.

781.	Agrobygninger i rå rektangler;
        Glatte, rudeløse, skyldbevidste,
        Uvist om de vil skjules eller ses.

782.	Oplandet ryddes, landet jævnes;
        Megabutikker kræver at blive set
        På gule, karseklippede plæner.

783.	Tarvelig arkitektur og materialer;
        Kun lidt at bevare eller mindes,
        Hurtigt, billigt og grimt.

784.	Der er skyld og skamløshed
        Over det landskab, vi lever i;
        Vold mod dyr og megakonsum.

785.	Landskabet evner knapt at glæde,
        Eller få os til at høre hjemme.
        Et agrolandskab enden nær.


Mjødurt og guldbasse

Mjødurt og guldbasse

770.	En stand af mjødurt:
        Planter tæt med kvaste
        Og flødehvide blomster.
        Blomsterstanden er puffet,
        Lidt lodden for øjet,
        Hele blomsten virker sløret. 

771.	Sløret er et pudder
        Af bitte hvide hår:
        Blomstens støvtråde,
        Kun millimeter lange,
        Der byder op med pollen,
        I den dovne sommerbrise.

772.	En grøn guldbasse glimter
        I blomstens hvide luksus,
        Dækket af støvdragerdun,
        Udstrakt, ubevægelig
        På en seng af urtens skærme,
        Honningberuset og varm.

773.	Det tonede hvide skær,
        Det gyldne grønne skin
        Tilfredse i mættet lys;
        En duftende blomst
        En narkotiseret bille,
        I en sommerskov.

Strandarve

Strandarve

769.	S for strand
        S for salt
        S for sand
        S for sten
        S for saft
        S for sej
        S for skind
        S for skøn
        S for snus
        A for agurk
        A for arve
        Strandarve

Livsglæde

Livsglæde

764.	To hvide admiraler
        Forenes i sammenstød.
        Stiger sammen op
        I en flagrende spiral;
        En hvirvel af vinger 
        Omslynget tæt, 
        Som hænder i dans.

765.	Solen har bagt
        På deres nervebaner,
        Sat stød i deres vinger.
        De nyder brisen
        På deres følehorn.
        De nyder styrken
        I deres vingemuskler.
        De nyder flugten frem.

766.	Ophidsede af 
        Andre hanner,
        Af andre hunner;
        Dufte på deres antenner,
        Sødme på deres snabler.
        Opstigende og lydløs
        Velvære i deres kroppe,
        I skovens sommersol.

767.	Snart vingernes
        Klare farver falmer,
        Vinger slides ned.
        Lasede vingelapper
        Hæmmer adræthed.
        Kølighed ta’r til
        Og sløver kroppen.
        Alle æg er lagt.
        Et sommerfugleliv 
        Tilendebragt.

768.	Det er vores glæde,
        At et bevinget liv
        Lykkedes til fulde;
        At vi har set det
        Komme, flyve og 
        Forsvinde igen.
        For vi tæller 
        Hver sommerfugl,
        Hver art og levested,
        Mens de svinder;
        Bringer sorg.

Regnvåd flue

Regnvåd flue

757. Det har regnet,
Dråber hænger
I spindelvæv.

758. En edderkop
Krabber sig op
Ad sin snubletråd.

759. Hun når byttet:
En svirreflue
Dingler livløst.

760. Hun beføler den,
Inspicerer og
Omfavner den.

761. Meget tæt på
Er fluen hul;
Udsuget, tømt.

762. Bagkroppen er
Gennemsigtig
Med sorte ribber.

763. Så udtryksfuld,
En edderkop
Med otte ben.


Digt og metode

Digt og metode

747.	Jeg kan berette dagen efter,
        At gnaveren er forsvundet.
        Tilbage kun en bar plet jord,
        Hvor fluer dupper efter juice.

748.	Jeg kunne være blevet på stedet,
        Hentet campingstol og kamera,
        Ur, blok, pen og termoflaske,
        Observeret situationen hele dagen;

749.	Natten med om nødvendigt.
        Udvist lidt ægte forskningsiver,
        Parat til at ofre min magelighed,
        Udvist poetisk respekt for fakta.

750.	Feltobservationer, notater,
        Dataindsamling og databaser
        Er ikke væsentlig forskellige
        Fra digt, vers og rim endda.

751.	Digt og forskning må være sande,
        Pålidelige, faktabaserede;
        Drevet af nysgerrighed
        For verden, som (vi tror) den er.

752.	Videnskaben river myter ned;
        Digtning bygger myter op igen.
        Begge søger sandhed, indsigt.
        Men digtet må have myten i sig.

753.	Digte spørger om alt det, som
        Videnskab ikke rigtig kan se,
        Fordi den ikke må fantasere;
        Kun beskrive og teoretisere.

754.	Titusinder andre væseners sanser,
        Talløse forskellige virkeligheder;
        De intelligenser, der oplever dem,
        Er digtenes største ambition.

755.	Jeg skulle være blevet i går,
        Set situationen til ende,
        Beskrive den, som den skete,
        Fortælle hvad jeg så og ser.

756.	Metode gør ikke digtet mere sandt,
        Gør ikke digtet mere digt,
        Men det er en redelighed,
        Som digter og forsker må dele.

Ådselgraver nicrophorus vespilloides

Ådselgraver nicrophorus vespilloides

736.	En gnaver er faldet om på stien,
        Rundt sår i siden, struben åben,
        Kroppen stadig hel, pelsen blød,
        Hullet, hovedløs og nylig død.

737.	Kindbakker eller næb har været her,
        Åbnet dyret op, fjernet hovedet;
        Hvid skindrand kantet grå med pels,
        Et grauballegab i dyrets hals.

738.	To ådselgravere arbejder hårdt
        I kamp mod tid og grønne fluer.
        De kravler op over gnaverbjerget,
        På ryggen ind under kadaveret.

739.	Kadaveret bevæger sig en kende.
        Det buler op; først her, så der.
        En klo løftes fri, bleg og stiv
        Et lugubert farvel til dette liv.

740.	Kadaveret flytter sig faktisk
        En millimeter ud mod rabatten;
        Jeg bøjer mig frem, overrasket,
        Checker kloens position i gruset.

741.	Tænk engang, lad billedet stå:
        En bille på under et gram
        Maser, bakser rundt på vejen
        En vægt hundred gange sin egen.

742.	Billen ligger under ådslet,
        Endnu bøjeligt og bullent,
        Stemmer op med alle tre par ben. 
        Byttet rykker sig: kan du se’en?

743.	Det gælder om at nå den bløde jord,
        Grave byttet ned, afpelse det,
        Konservere det, præparere det,
        Før ådselsfluer forurener det.

744.	Jeg kunne pirke til gnaverkroppen,
        Et skub, en tå til ådselbillen.
        Men jeg vil se, hvad der sker,
        Ingen selvgode gerninger her.

745.	Jeg retter mig; empirisk, fattet.
        Mens en hundelufter går forbi.
        Hun finder mig ækel og ret makaber.
        Men se bare her: den mindste skaber;

746.	Navngivet efter de romerske bedemænd,
        Vespillos, der begav sig ud om aftenen
        For at samle slavelig og fattiglemmer;
        En formidabel bille, jeg aldrig glemmer.

Silphiden og muldvarpen

Silphiden og muldvarpen

723.	En muldvarp lå som en måtte
        I sporet på en støvet skovsti; 
        En meget flad muldvarp,
        Mere rullet ned end kørt over.

724.	Voksblege hænder og fødder,
        Opadvendte og krumme.
        Pelsen smudsig og grå som vejen, 
        Snuden falmet, lyserød og død.

725.	En blank, kulsort bille
        Med skarpt orange rygmærker; 
        Piler rundt og skjuler sig 
        Ind under kadaverkanten.

726.	Bagkroppen stikker ud, lyser op
        Af orange designerklatter;
        En festlig, selvbevidst bille,
        I et orgie af mad og formering.

727.	Menneskeverden trænger sig på,
        Som altid, med symbol og imago.
        Lad os give den et navn:
        Batmanbillen, kan I se det?

728.	Silphide *) hedder familien 
        Af ådselbiller: skovvæsener
        Uden sjæl, mente man.
        Batman ka’ være ligeså godt.
        Misvisende, men nutidig.

729.	Jeg har set hvad de kan:
        Rådyr, sæler og nu en muldvarp,
        Knogler, skind og pels,
        Tomme hylstre på en strand.

730.	Tænk hvis visne blade
        Døde planter, insekter og dyr
        Ikke bliver nedbrudt, omsat
        I en cirklær kompostøkonomi.

731.	Jorden var druknet for længst -
        Jeg mener geologisk forlængst -
        I slam, stank, råd og skum;
        Intet dyreliv var muligt.

732.	Men i stedet vokser her
        Træer og bløde græsser,
        Hvor ådselbiller og bakterier
        Har begravet deres fund;

733.	Pillet og pudset knogler af,
        Dækket og gødet efter sig
        Til kommende generationer,
        Og planters venerationer.

734.	Jeg vil gå ud i skoven,
        Når min tid kommer.
        Følg ikke efter mig;
        Jeg begraver mig selv rå **).

735.	Lad dem bare gøre rent bord:
        Bryd mig ned til basis qi;
        Fordelt og opslugt igen
        Af de titusind ting.


*) Til de billekyndige: Billen på stien var en ådselgraver i underfamilien nicrophoros: en sortkøllet ådselsgraver (necrophoros vespilloides). 

**) Om kompost og kremering i planteperspektiv, se kapitlet Vi vil helst have dem rå i Jacob Gammelgaard: Liff – blandet kor for plantestemmer i tiden mellem den femte og sjette masseudryddelse, 2021.

Foto 

Myresværm

Myresværm

712.	Jeg træder ud på terrassen 
        En midsommerformiddag.
        Strækker ud og gaber op;
        Men hov; en viften i min mund,
        En lydløs flaksen for mit øje.

713.	Smækker gabet i, ser mig om;
        Det sværmer i luften herude,
        Sorte insekter med husblasvinger.
        Undrende tjekker jeg terrænet:
        Her er kravlende, levende strenge
        På havestolen og videre ud
        På hjørnestolpens espalier.
        Som detektiv følger jeg sporet
        Ned langs gitterværket og dér: kilden!
        Myreboet under nedløsbrøret.

714.	Jeg kigger tæt på denne insektarterie:
        Jo, det er myrer med vinger på.
        Ved endnu tættere eftersyn
        Ser jeg også meget små myrer
        I denne myldrende konvoj;
        Måske en tyvendedel i størrelse
        Af de kolossale vingemyrer.
        Det er arbejds- eller slavemyrer,
        Der pusler og passer dronningens
        Kæmpestore, kønsmodne afkom.

715.	Hele sommeren har de ekskaveret
        Rundt omkring mit nedløbsrør
        Og ud under terrassens klinker.
        Korn på korn af sand er båret op,
        Stablet på de voksende tuer,
        Mens klinkerne synker og tipper.
        
716.    Jeg har terroriseret boet før;
        Viftet truende, men dovent,
        Med mit økologiske arsenal: 
        Filtdug, opgravning, natron,
        Kogende vand og kaffegrums.

717.	Men nu: Bevingede myrer myldrer frem,
        En sort substans, der bobler op
        Mellem sprækkerne i terrassen,
        Fra myrebosystemet under mine fødder.

718.	Med magisk timing og koordination
        Går hele myrebyens sexarbejdere
        På vingerne i en sky af feromoner
        Til myresværm og masseparing.
        
719.	De følger de kendte myrestier, 
        Skubber, maser, hilser, smager. 
        Men gamle næringsveje duer ikke.
        Usikre på de nye vinger
        Finder de nye stier fremad,
        Indtil de ikke kan kravle højere op,
        Spreder vingerne og sværmer ud.

720.	En time senere er de alle væk.
        De parrede hunner er fløjet,
        De udtømte hanner er døde.
        Resten er spist af fugle, fanget 
        Af lurende edderkopper,
        Spiddet af rovinsekter.

721.	De befrugtede hunner
        Flyver ud for at bygge
        Nye myrekolonier
        Med medbragt forråd og æg.
        Hun fælder sine vinger,
        Nipper af dem selv
        Og fordrer resten til 
        Et nyt kuld puppeplejere,
        Der piler rundt i nye gange
        Med hvide æg i kæberne.

722.	Endnu en udvidet dag,
        Og her er hvad jeg så:
        Et generationsskifte 
        I et myredynasti,
        Der har eksisteret,
        Adaptivt, succesivt,
        Ved min havedør i årevis.



På overdrevet

På overdrevet

702.	Her sidder vi, to mennesker
        På en bænk med fred og udsigt
        Ud over overdrevets bakker:
        Tjørne, enge, græs og træ’r.

703.	Vi har hjemme i skovbrynet.
        Som art lever vi på kanten:
        Med ryggen mod skoven,
        Og øjne ud mod det fri.

704.	Vi finder ro, en falk over engen.
        Vi sætter navn på græs og planter,
        Finder sommerfugle og biller.
        Vi kender skovens træer og buske.

705.	Vores fuldendte form er skabt
        I livet mellem skov og slette.
        Vores krop- og hjernefunktioner:
        At klatre, løbe, gå og se.

706.	På byens parker og legepladser 
        Får vores børn færdigheder,
        Som skovbrynets første børn,
        Til at klatre, løbe, gå og se.

707.	Vi lærer dem at sige far og mor,
        Og ja og nej, men hund og gris
        og ko og hest, før søster og bror. 
        Og går tur i skoven hver søndag.

708.	Vi spiser modne kirsebær,
        Stikker os på brombærtorne;
        Plukker årets første svampe
        Til gryden ud på aftenen.

709.	Vi sukker over urtilstanden,
        For skov er en arketype;
        Vores dybeste minde som art.
        Men skov er tæt, vild og mørk.

710.	Vi skal ud i lyset, ud på sletten,
        Med afstand mellem træer,
        Med plads til husdyr og græs;
        På overdrevet blev vi til.

711.	Her sidder vi, to mennesker,
        Med eng, skov og blomsterfrø 
        I vores celler, i vores ben,
        På denne bænk, ved denne sten.

Fuldendt form

Fuldendt form

670.   Dette er hvad jeg mener
       Er en fuldendt form:
       Liv, krop, sanser
       Metabolisme, miljø, 
       Predation, reproduktion,
       Har udformet hinanden;
       Matcher og passer sammen.
       Alt levende: fast og løst.
       Evolutionært resultat.