Blå på Råbjerg Mile
1054. Blå er et sjældent chok
til fods under åben himmel,
her på Råbjerg Mile
under dagslysets farveprisme
og oplyste vandreskyer,
hvor intet jordisk blåt kan ses;
ingen dyr, ingen svampe, padder
ingen sten, insekter, eller træer;
alt i farvebalance, uberørt,
som en stump af ødemark, endnu,
brudt voldsomt, som et anstød,
af en nylontrøje, neonblå,
spiddet på en fyrregren,
halvt dækket allerede af sand,
her hvor alt er i bevægelse
og levende af sol og vind,
af hav og tiltrækningskraft
under det enorme himmelhvælv,
hvor jeg med ét ikke ser andet
end en klat syntetisk blå,
og forstår, at det er rigtigt,
at kun vores ting er døde.
1055. På knæ, med fingre og negle
graver jeg et hul i sandet,
stopper trøjen ned, dækker til;
sådan, tilsandet, slettet,
hånd og fødders nedslagsspor
straks overpustet af krystaller,
der visker ind på vestenvinden.
Ukrudt! Mig?
Ukrudt ! Mig?
Almindelig brunelle
1048. Ieg har længe gerne ville vide
Det optimale antal øjne
Til at fixe en bambi-effekt.
Fire er vel bedre end to?
Eller er tre øjne bedre end et?
Skal øjne sidde side om side,
Er det ikke mere attraktivt
Med det ene over det andet?
Hvad er det egentlig et dåkid har,
Som ikke jeg har?
1049. Ieg vil også gerne vide,
Hvad er det bedste slags hår
Til at udløse et ae-syndrom:
Fimrehår, krushår, strithår,
Pelshår, ruhår, tykt hår?
Se, min yndigste bladbehåring,
Hvide pyntehår langs bladranden,
Bløde til fingerspidser;
Fyldige, velformede blade
Med dunhår i luksusfilt.
1050. Og hvilke blomster er det,
Der starter deres svime-gen?
Mine blomster er store læber,
Med rande af smukke børster,
Slanke tragte og åbne munde,
De kæreste strithår på toppen.
1051. Og hvad slags grøn er det egentlig,
De der havefolk begærer?
Se, mine nuancer af farver
Fra det hvidlige vårgrønne
Changeret til dyb modengrønt.
Fra sart lilla til mørk bordeaux.
1052. Og hvad er det for former,
De vil have på deres plæner?
Hvor alt skal ligne hinanden
Og intet, der skal ligne noget.
Så er det bare jeg spør, hvorfor?
Hva’ er forkert i min figur,
Min ynde, mine buer og mønstre,
Mine blomster, min farvemosaik?
1053. Spørgsmålet er ikke frivolt,
For jeg ka godt li græs, kanter,
Blomsterbede, diskrete hjørner;
Og her er virkelig farligt:
Hakker, sakse, spader og spyd,
Lange knive, flammekastere,
Ild, gas og gift i store dunke.
Overskrævs på havetraktorer
Det motoriserede plænepoliti
Med apps, satelitforbindelser,
Robotter og slåmaskiner.
Ord er vigtige, meget vigtige,
For hvad de slår ned
Og hvad de ka li.
Ukrudt! Mig?
Hjælme
Hjælme
1040. Sollys i sandet,
Eftermiddag på milen,
Skarp sol ind på skrå.
1041. Sandkorn med skygge,
Børstet fint af nedslagsregn,
Ru som månestøv.
1042. To strå af hjælme
Lagt ned side ved side,
Sløret let af sand.
1043. Ingen hånd, idé,
Uden hensigt, skuespil,
Kun til for sig selv.
1044. Det ordløse ah,
Den kropsbårne lykke
Fra åbne sanser.
1045. Mødet med noget
Overdådigt uberørt
Og menneskefrit.
1046. Sum af overflod
Fra titusind års længsel;
Al min DNA.
1047. To strå i sandet:
Et billede, et minde,
Uklart, halvt fossilt.
Spor i sandet
Spor i sandet
1033. På grenens østvendte bred,
Hvor turister går og tramper,
Ligger vore mødres ben
I hvide muslingbanker.
1034. Hundredtusinder tomme gab
I dynger på Skagen strand;
Æg, udgydt og sendt til havs;
Kom rov og fladfisk bestand.
1035. Vi trækker op på stranden,
Hvor kattegattet ruller ind,
Stryger sandet hårdt og blankt
I efterårets vestenvind.
1036. Vores klejne, sarte skaller,
Lagdelte med perlemorskær,
Knases let af fisketænder,
Knuses mellem mennesketæ’r.
1037. De færreste ser, hvem vi er,
Uvidende, på tur ved vandet,
Om den hvide pebermusling,
Og vore kravlespor i sandet.
1038. Lad os krybe her i fred,
Lad døde skaller ligge;
Vi er visket ud i morgen
Og skyllet væk til vinter.
1039. Mellem strand og hav,
I tidevand og tideskift,
Vandrer vi uendeligt
I sol og månespor.
Krudturt
Krudturt
1020. Det åbne landskab, det brændte land, ah, den hærgede jord; dér gror ve, dér har ve hjemme.
1021. Hug træerne om, riv rødderne op, brænd underskoven af; dér vokser ve.
1022, Rasér landet, ødelæg mulden, grav mosen op, udpin jorden; dér kommer ve.
1023. Pløj jorden i stykker, harv den flad, kør jordbunden i smadder; dér gror ve.
1024. Forgift alt levende, hæld benzinen ud, brænd horisonterne ned; dér spirer ve.
1025. Krudturter er pleje af den forstyrrede jord og hjælp til vegetation i nød. Ve beskytter jorden med rødder, ve holder på vandet og nærer bakterier og insekter.
1026. Ve er det første strøg af farve over landskabet. Ve vokser til og vokser tæt. Ve er vegorama fra kyst til kyst.
1027. Ve vokser i afbrændte tomter, i fældede skove, i tomme huse. Ve vokser i forladte miner, i bombekratere, i sprænghuller. Ve dækker den lille plet og den store katastrofe.
1028. Ve vokser ind mellem fliser og belægninger, i indkørsler, i tagrender, i brønde. Ve vokser i nedbrændte huse, i forladte bygninger, i ødelagte fæstninger.
1029. Ve vokser ind over øde marker og tomme gårde. Ve vokser frem over veje og stier. Ve udvisker haver og slagmarker, ve dækker gravpladser og lossepladser, ve overtager landsbyer og storbyer.
1030. Ve minder umaner om, at livet er forgængeligt. Ve minder umaner om, at kun ve kan overlefe.
1031. Kun ve er viljen, værket og væksten; disse tre, og af dem er væksten den største. Eller værket er størst. Eller viljen er størst. Lige meget. Kan det, vil det, har det.
1032. Først tager ve marken, så tager ve heden.
Så tager ve parken, så tager ve skoven.
Siden tager ve mosen, marsken og fjeldet.
Til sidst tager ve isen, havet og polerne.
Nyt i Index Titusind:
Hærge • 1020 ; Underskov • 1021 ; Mose • 1022 ; Pløje • 1023 ; Forgifte • 1024 ; Krudturt • 1025 ; Vegorama • 1026 ; Tomt • 1027 ; Brønd • 1028 ; Losseplads • 1029 ; Forgængelighed • 1030 ; Vilje • 1031 ; Fjeld • 1032.
Træk over Køge
Træk over Køge
1012. En aftenhvælving står
I bleg blå, gul og lidt orange
Højt over byens klodser.
1013. Et træk af bramgæs i brudte linjer
Oppe under kuplen, trækker
På slingrende kurs mod syd.
1014. En kakofoni af fjerne kald
Skal styre flokken frem
Side om side i hundredvis.
1015. Linjen bugter og vrider sig
Samles og skilles langs trækket,
Fortyndes og fortættes igen.
1016. En flok grågæs, hastigt
I v-formation, lavt
Henover havnen, videre vest
Under næbspids ledelse.
1017. Endnu en bræmme af gæs,
Højtflyvende og fjerne
Bugter sig og disputerer
Under den rosa aftenhimel.
1018. Vi ser flokken forsvinde;
Et tyndt, flagrende bånd
På tværs af solnedgangen.
1019. Fugle på træk er kæmpe kræfter.
Vi kan kun betragte, fornemme,
Alene; kom, efteråret kalder.
Antropogensens hexagram IV
Dette er fjerde og sidste reiteration af antropogensens hexagram. I diagrammets højre side videreføres billedet af alle ting som indeholdende sine egne modsætninger. Selvet bliver her til verden, og verden bliver til selvet.
Det etiske billede vendes nu på hovedet: Selvets sanser bliver til et billede på hele verden; selvet lukkes inde og bliver sin egen verden. I samme omvending bliver verden reduceret til personens opfattelse af sig selv.
Her er selvet og verden smeltet sammen. Selvet bliver sin egen virkelighed. I en sådan verden findes ingen etik, fordi der intet er at måle selvet op imod; denne verden er anetisk. De titusind ting findes ikke som selvstændige objekter eller individer. Selvet bliver sin egen sandhed.
Antropogensens to yderpunkter er det etiske og det anetiske verdenssyn.
Spættetakter
Spættetakter
997. Spætten banker på
Bøgetræets rådne gren;
Dæmpet prøveslag.
998. Jeg sidder stille
Under løvtag og filer
På et lille digt.
999. Her er lyd og klang;
Han banker varieret,
Hurtigt, blødt og svagt.
1000. Han mejsler, tester,
Udhuler, drejer, dunker;
Lidt hér, så lidt dér.
1001. Bløde introslag,
Forsigtige, prøvende;
Spættens slagsekvens.
1002. Så hårdt til ophug,
Brækker ved og splinter ud,
Langsom takt til slut.
1003. Flytter til nyt træ
Med et redekassehul;
Hule træ'r er bedst.
1004. Han slår trælyd an,
Men dette er et snydetræ;
Alt for magert her.
1005. Han flytter igen,
Prøver sig med kasse to;
Samme resultat.
1006. Han har forstået
Ved kasse tre og fire:
Vender næbbet væk.
II
1007. Som dreng på landet,
Telefonpæle af træ,
Grå hætter af zink.
1008. Her var spættelyd!
Med drøn og hvirvelrytmer
Trommesats på blik.
1009. Jeg husker hans fryd:
Slagtøj og opvisningslyd;
Kalder de damer.
1010. Minder, nu, hvidt ark,
En time går, hver med sit,
Vi klikker, hakker.
Om antropogens
Om antropogens
991. Empiri – Vacui
Alt det jeg ved - og ikke ved.
Alt det jeg kan vide - og ikke vil vide af.
992. Empati – antipati
Alt det jeg føler for - og ikke føler for.
Alt det jeg kan tage imod - og skubber væk.
993. Poesi – Afasi
Alt det jeg siger - og ikke siger.
Alt det jeg forstår at udtrykke - og afviser at nævne.
994. Symfani – Idiofani
Mit møde i forundring med "det andet".
Mit møde med mig selv; igen og igen.
995. Biofili – Biopati
Min indlevelse i alt andet liv omkring mig.
Min biologiske selvtilstrækkelighed.
996. Animi – Solipsi
Min sanselige fornemmelse af enhed med omverden.
Min sans for mig selv og min tanker.
Antropogensens hexagram III
990
I mindet om min ven Bent Stig Vase, som så og udtrykte verden i billeder og diagrammer.
Antropogensens hexagram II
989
Antropogensens hexagram I
988
Araknometri
Arachnometri I 973. Arachnometri er en figur: Min idé om verden Og stedets morfologi. 974. Mit net er et mønster Med sansetråde af silke Samlet i mit hoved. 975. Græsstrå, stilke og net Forbindes i min hjerne; Sted og krop er ét. 976. Ieg forstår mit sted Helt ud til kanterne Af mine nervebaner. II 977. Min idé er kemi og viden; Et stød centralt i kroppen Af vibrationer og sanser. 978. Ieg har sanser for balance, Flader, spænding, vind, Retning, fart og fugtighed. 979. Ieg har sanser for fjender, For han og hun og hensigt, For vejr, lys og farer. 980. Ieg styrer mine tråde, Mine ben og jagtorganer: Ophæng, styrke og træk. III 981. Ieg svæver med tråde op Mellem kviste, strå og tag, Spænder bæretråde ud. 982. Ieg fæstner tværtråde, Tester arachnometrien Og mit værk ta’r form. 983. Ieg spænder ribber ud, Et stråleformet spind; Måler afstand og styrke. 984. Hægter tråde sammen; Fra de yderste bæretråde I spiral ind mod midten; 985. Otte ben i synkroni Holder fast, styrer tråde, Sætter fikseringspunkter; 986. Tre eller fire par øjne, Dybdeskarpe og sultne; Hydraulik i mine ben. 987. Ieg mønstrer min verden, Fornemmer den med fødder På et net af silkenerver. Nyt i Index Titusind Arachnometri • 973; Silke • 974; Hjerne • 975; Nervebaner • 976; Vibration • 977; Flade • 978; Vejr • 979; Jagtorganer • 980; Bæretråde • 981; Værk: edderkop • 982; Afstand • 983; Spiral • 984; Synkroni • 985; Dybdeskarphed • 986; Silkenerve • 987.
Træstubsarkæologi
Træstubsarkæologi
969. Vraget af en kæmpefyr
Sunket ned i skovens bund,
Kun stubbens omkreds anes;
Mosgroet gråbark stikker op,
En tandkrans, en palisade
Omkring den sunkne midte,
Hvor alt ved er rådnet væk,
Dækket af blåbærbuske.
970. Et landskab voksede frem
Rundt om træets stamme
Op fra træets rødder.
Stubbe er gamle bopladser,
Tusinder af livsforløb
Overalt i træets limber.
971. Mennesker har slået lejr
Under træets krone,
Lyttet til træets lyde
Dybt i mørke nætter;
Set måner i overhænget,
Hørt på ugler og varsler,
Vinden og ånders tuden,
Sovet på de faldne nåle.
972. Dette træ blev hugget om,
Topkappet, afgrenet, afbarket,
Rullet ud i søen, flådet væk.
Tilbage, en heksering af bark,
Historier i trøsket træ;
En åndemund fuld af jord.
Nyt i Index Titusind:
Træstub • 969; Boplads • 970; Ånder • 971; Hugget om • 973,
Nature Morte
Nature morte
960. Skovfyr flakker i skyggespil,
Sol danser på skovens bund.
Tørt lys, terpeners duft
Møder fugtig jord, nålemuld.
961. To små skørhatte står,
Et sammenvokset par;
Varme rødorange sfærer
Lyser op på sortbrun jord.
962. Der er ingen form for liv
I naturens dynamik af væsner,
Intet funktionelt princip,
Der ligner svampehatten.
963. I virussens mikroverden
Findes måske en flagel,
En udvækst, et horn,
Der ligner svampeboblen.
964. Blandt vore ting kendes kun
Det gærformede bolleskud,
Rundet op under klædet,
Holdt frem i hænders skål.
965. Svampen er en urform,
En arketing fra billeddybet
Af samme orden, styrke, som
Fugl, fisk, træ, og blomst.
966. To underjordiske væsner,
Svulmet frem i efterårets glød
Blandt bitte, grønne frynser
Af årets skovfyrsspirer.
967. Frisk lugt med lidt fordærv,
Et blegt og vandigt kød,
En svampet svampethed,
Kølig og død på fingrene.
968. En skødesløs perfektion
Af frodighed og ældning,
Flygtig hvor den findes
I efterårets jordiskhed.
Nyt i Index Titusind:
Skovfyr • 960; Skørhat • 961; Svampehat • 962; Virus • 963; Hænders skål • 964; Arketing • 965; Efterår • 966; Fordærv • 967; Ældning • 968.
Mejer på en figenfrugt
Mejer på en figenfrugt
953. En mejer har lagt sig
På en sprækket figenfrugt,
Sukkersulten, sommermoden.
954. Frådseren er døsig,
Overfyldt, stærkt beruset
Af gæret figensaft.
955. Den rører sig knap,
Når frugten løftes op,
Drejes, slippes fri igen.
956. Frugten er blød og dråbeformet,
En lilla testikelsæk, der
Dingler under figenbladet.
957. Planter stråler sex;
Det ligger dybt i sproget,
I den fælles fantasi.
958. Mejerens lange trådben
Omfavner den halve frugt;
Et paradis af slik på stilk.
959. Botanik var bandlyst engang
I Encyclopædia Britannica
Som usædelig, pornografisk.
Nyt i Index titusind:
Mejer • 953; Gæring • 954; Figenfrugt • 955; Testikelsæk • 956; Sex og sprog • 957; Paradis • 958; Botanik • 959.
Symfani med aftensværmer
Symfani med aftensværmer
936. På vandring forleden langs Stevns Klint havde jeg den oplevelse at se en duehale. Kun et kort møde, som de fleste træf med andre arter; tilfældigt og uventet. Men hver gang med denne særlige kvalitet af opdagelse og forbundethed: jeg har set dig; jeg ved, hvem vi er.
937. En duehale er en stor aftensværmer med et vingefang på ca. 5 cm og kan ligne en lille fugl. Mange folk, der ser den for første gang, forveksler den med en kolibri. På engelsk hedder den da også hummingbird hawk moth.
938. Det første man opfanger, er dens grå pelsede krop og vinger, og de små orange bagvinger. Dernæst ser man hvordan den svirrer i luften, ubevægelig eller rykvis. Endelig ser man den lange, sorte snabel, helt op til 3 cm, der som en tynd slange rækker ned i blomsters honningkrukker.
939. Dette er alt, hvad de fleste når at se. Men det er nok til at gøre duehalen dyrebar. For de førstegangsseende, mig selv medregnet, er duehalen intet mindre end spektakulær.
940. Måske derfor er duehalen velkendt i videnskaben og naturalistens optegnelser. Duehalen tilbringer vinteren i Sydeuropa og Nordafrika og trækker nordpå om sommeren, langt op i Skandinavien. Her lever og formerer den sig. Larver forpuppes og udklækkes som imagoer, der tager trækket tilbage sydpå om efteråret.
941. Duehalens livscyklus minder om den mere berømte monarksommerfugl fra Nordamerika. Genetikere har DNA-sekventeret monarken og fundet genet, der får sommerfuglen ud på sin årlige migration mellem Mexico og Canada. Også duehalens fulde genom er nu kortlagt. Mon ikke man finder et lignede gen for dens årlige vandringer op og ned gennem Europa.
942. Vi har omtrent 60% af vores gener tilfælles med bananfluer. En lignende procentdel kan tænkes at gælde for duehalen; jeg ser dog gerne, at den er lidt højere. Jeg vil i hvert fald gerne deles om migrationsgenet.
943. Højteknologisk videnskab har beskrevet hvordan duehalen flyver. Duehalen har organer, der opfanger og sammenligner vibrationsfrekvensen i vinger og antenner. Vingerne vibrerer ved 27 hz. Når følehornene vibrerer ved samme frekvens er insektet plant i luften. Krænger insektet, vil frekvensen i følehornene stige op til ca. 47 hz. Ved at sammenholde de to frekvenser kan duehalen svæve, manøvrere og præcisionsflyve med stor fart.
944. Disse oplysninger - og der er mange flere - udfolder vores fortælling om duehalen. Men fakta ændrer ikke den følelse af spænding og opdagelse ved det første møde. Hertil kræves blot en genkendelig form, de vigtigste dele af anatomien og nok plads til et frit liv omkring det.
945. Dog, og dette er væsentligt; mødet med det andet liv kræver ikke fri natur eller vildmark. Kun få af os har den adgang. Det forunderlige møde er muligt på meget lidt plads: i altankasser, i mursprækker, på byggetomter, overalt hvor utæmmet liv finder vej.
946. Videnskab, uanset hvor værdifuld den er, er ikke nødvendig for at vi kan gribes af denne særlige fornemmelse, at komme et andet væsen nært; denne emotionelle kraft, der knytter bånd til en anden skabning.
947. En nobelpristager, jeg tror det var Lynn Margulis, har sagt at videnskab er god til at nedbryde myter; underforstået, at videnskaben har svært ved bygge myter op igen. Vi kan ikke få videnskab nok. Al viden er godt. Mere viden er bedre. Men vi bevæges ikke af videnskab. Vi knytter ingen stærke bånd til andre væsener ved hjælp af videnskab.
948. Mit ærinde er at beskrive mødet med andet liv; denne pludselige følelse af samhørighed med og forståelse for, at dette væsen er sin egen værdi. Lad os gå videre: at det væsen bør beskyttes mod efterstræbelse fra min og andres side. Lad mig gå endnu videre og sige, at i dette møde, hvor jeg for første gang ser et andet væsen som et agerende, bevidst liv, i dette øjeblik indser, at dette væsen er fredhelligt.
949. Mødet har lighed med det, religiøse mennesker beskriver som en åbenbaring, epifanien. Det beskriver øjeblikket, hvor det guddommelige træder synligt frem for mennesket. Det er tydeligvis ikke det, der er på færde i mødet med andre væsener. Men resultatet er, vil jeg påstå, sammenligneligt: et uventet møde med en anden form for væsen, og en pludselig indsigt, der griber os resten af tilværelsen.
950. Jeg har kaldt dette møde for en symfani. Ordet beholder idéen om dette noget, der pludselig træder frem og bliver synligt; ordet låner en mening om, at situationen skaber indlevelse.
951. Væsentlig er også, at symfani ikke kræver gengældelse (så var det forelskelse eller venskab). Symfani er derfor særligt brugbart om vores tilknytning til bl.a. insekter, planter, svampe og landskaber.
952. Symfanien er de situationer, hvor vi knytter os til den naturlige verden, uanset hvor mange gange vi oplever den i vores tilværelse. Den er ikke mystisk; den føles bare magisk. Som om verden omkring os med ét er udvidet.
Nyt i Index Titusind:
Duehale • 936; Vingefang • 937; Snabel: aftensværmer • 938; Spektakulære, det • 939; Imago • 940; DNA • 941; Bananflue • 942; Præcisionsflyvning • 943; Anatomi • 944; Vildmark • 945; Videnskab • 946; Myte • 947; Mødet med andet liv • 948; Fredhellig • 984; Indsigt • 949; Symfani • 950; Tilknytning til andet liv • 951; Magi • 952.
Stevns Klint
Stevns Klint
I
918. Kun til fods mærker man landets linjer:
Hvordan undergrunden bølger under stien,
Hvordan sten og rødder skubber jorden ud
Og vandet åbner revner, sprætter fladen op.
919. Nogle vandrere siger at de kan mærke
Stiens molekyler mellem deres tæer;
De kan mærke, hvordan landet blev lavet,
Lag på lag, havbund ovenpå havbund.
920. Kun med fødder og med fingre
Fornemmer man de levende lag,
Der hobede landet op i årmillioner;
Fra kalkens mosdyrsskeletter
Til alger i kridttidens lunke hav.
921. Det er kun en ubetydelig åbning i
Den kilometerlange slåenbræmme;
Men hér er stien ud over kanten:
Omkring 25 meter lodret ned.
Det kræver smattet reb og stiger,
At forcere muddertrin på muddertrin
Ned gennem buskads til nutidshavet.
922. Kridtlaget her stikker dybere og dybere:
Fire- fem- ni hundrede meter tykke lag
Af komprimerede mikrokrebs og skaller:
Enorme lag af fortids liv og mineraler
Under min fødder, mellem mine fingre.
923. Havet graver sig ind i klinten,
Opbløder det porøse materiale,
Sliber runde klumper af gulligt kridt,
Der ligger blandt strandens sten,
Lidt ru på overfladen og kornet,
Efter umindelig tid i jordens skorpe.
924. På klatreturen op til kanten igen,
Forbi bølgede lag af sorte flintesten
Og tynde streger af kosmisk støv
Indlejret og indfarvet i fiskeler,
Passerer jeg den ene katastrofe
Og når op i lyset til den næste.
II
925. Mange vandrere tyder landskabslinjer
Øjet finder dem: de åbne og de skjulte,
De brutale med de bløde.
Men her på Stevns Klint
Finder vi landskabsstrimler:
En smal kant og en strimmel krat
Holder stand mod generationer
Af pløjede marker, herremænd
Udpinte bønder og rette linjer
Overalt i dette flade land.
926. Man mærker aggressionen
Fra afspærrede, forbudsbeskiltede,
Mandshøje jordvolde og trådhegn
Rundt om landskabsskændernes
Snorlige, maskintrimmede indkørsler
Og sprøjtede, pastelgrønne plæner
Klippet helt ud til jordens ende
I besidderhovmod og korruption.
927. Sidste år blev strimlen bredere.
En fredningssag lagde 25 meter
Til trampestiens smalle fodfæste.
Det kan ses med det samme:
Vegetation og insekter myldrer frem;
Men også vrede i høstmaskinens sving
Ind over nyligt fredet land.
928. Klintekanten skifter karakter;
Vildere, højere, flere farver.
Her vokser nye urter og planter,
Gulnet, hårfint græs føjer sig
I vindens retning ud mod havet.
Vandreren nikker til kendte arter,
Botanikeren finder sjældne blomster.
Skilte opsat med droneforbud
(Jeg var længe om at tyde det)
I dette ældste af levesteder.
III
929. Hvide sommerfugle flagrer op
Overalt i den åbne vegetation.
Kilometer efter kilometer
af smalt, nyt overdrev med knopurter,
Tidsler, regnfan, gyldenris,
Og hegn af tjørn, slåen, hyld,
lidt hybenroser og skovæbler.
930. Kålsommerfugle og takvinger
Er ikke arketypens tætte sværm;
Men den fredede klint er nu
Et tegn på overflod og bonitet
På en nøjsom, kalkrig jord.
Bier kravler rundt på sene blomster
Og selv en pelset duehale svirrer
Som en kolibri fra urt til urt.
IV
931. Boesdal Kalkbrud har fået
En ny turistmaskine,
En forsænket linje i landskabet
Bygget af stedet selv;
En evighedsvision om
Bygning og landskab i ét;
En tidskapsel til eftertiden,
En moderne landskabsfortælling
Om klinten, livet, kosmos,
Og os.
932. Nede på klippen over havet
Bygger turister varder af sten;
Urgammel landskabsarkitektur,
Den første fortælling om universet.
933. Ude på sporet står skilte
Med den nutidsnære skildring
Af klippeskærere, flinteknusere,
Forarmede fiskere, kirkebyggere.
Det forklares at erhvervene er borte,
Men ikke at fisken er væk.
I dag er kun havet tilbage.
V
934. De gamle fuglekiggere smiler
Og trænges sammen i tårnet
Længere nordpå ved Mandehoved
Med teleskoper og termoflasker.
Spejdende skanner de horisonten,
Småsnakker, driller, chatter.
Op og ned langs kysten går rygtet,
At hvepsevågerne er kommet.
Ude på ruten søger fuglefolket
De gode steder at stille udstyr op,
De misser med skarpe øjne;
Landsfarende, fugleopsøgende,
Kyndige i naturtegn og fuglekald;
Shamaner uden indre stemmer
VI
935. Skumringen falder over stien,
Inden jeg når til Rødvig.
Istidens moræneler og grus
Polstret af plantemuld og græs
Blandet med molekyler
Og fossile fortidsorganismer
Sidder under mine trætte tæer.
Aftenvandrere sidder stille
I skellet mellem liv på jord
Og alt det andet derude.
En rød, glødende sol
Hænger over kysten og
Det gyldne vand.
Nyt i Index Titusind:
Undergrund • 918; Havbund • 919; Kridttid • 920; Vandresti • 221; Kridtlag • 922; Jordens skorpe • 923; Kosmisk støv • 924; Landskabslinjer • 925; Fredet land • 925; Landskabsskænder • 926; Fodfæste • 927; Vindretning • 928; Knopurt • 929; Arketype: sommerfuglesværm • 930; Klint • 931; Varde • 932; Fiskebestand • 933; Hvepsevåge • 934; Shaman • 935; Moræneler • 935.
Minde
Minde
915. En sværm af sommerfugle flakser op
Fra en busk i engens hedeflimmer.
Luften stiger med frø og blomsterstøv,
Lyset er dovent og tykt af sirupssol;
Molekyler hvirvles rundt af vingeslag,
Trykket rammer støv og flyvefnok.
916. Et billede fra mit scenemageri,
Et animeret glimt for åbne øjne;
En drøm, erindring, en fix idé,
Eller et levn fra tabte slægter
Begravet i den kollektive fantasi
Flygtigt tilstede, men ofte dér.
917. Varme, sødme, en overflod af føde,
Åbent land, lys og svirrefluer;
En urtidssommer ved å og strand
Med frugt, saft, slikkesalt og fisk.
Bålet gløder under stjernehimmel;
Forsigtig, landet åbner sine minder.
Nyt i Index Titusind:
Blomsterstøv • 915; Molekyle • 915; Tabte slægter • 916; Slikkesalt • 917.
Plast
Plast
910. Grumset farvet plast
Blafrer fra træers grene
Som lasede faner
I lys fra høje master.
911. Tynd plast, tæt som skyer,
Hvirvler op i støvet
Langs lufthavnsvejen,
Vingesværm i lygteskær.
912. Hun viser sin have frem,
Tynde stængler i ler
På stien rundt om huset
Mellem mure af beton.
913. Om aftenen snakker vi
Om liv i øst og vest
Under lampekeglens lys
På verandadækket.
914. På den mørke gade
Halvvilde hundekobler
Med vagter sat på post,
Slunkne dyr i natten.
Nyt i Index Titusind:
Plast • 910; Skyer af plast • 911; Ler • 912; Øst og vest • 913; Kobbel • 914.
Vegens (2)
Vegens (2)
907. Vegens er for eksempel
Sans for stedets geni.
Vegens er vækst og sted
På gensidige vilkår,
Udtrykt i fuldendt form;
En symbiotisk organisme.
908. Vegens er vilje til at leve,
Genetisk viden til at vokse.
Vegens er selvnærende,
Og derfor ustyrlig,
Som væsen og som selvhed.
909. Vegens er vegetal,
Ophav,
Hvert sekund,
Til de titusind ting.
Nyt i Index Tituind:
Symbiose • 907; Vegens • 908; Titusind ting: ophav • 909.
Skorpionflue
Skorpionflue
901. Opgravet jord fra klosterhaven,
Grønsvær, sand og rullesten,
Dynget op på gammel plæne,
En billebanke, en halvmånevold,
Et insektførende solslikkested
Men nye arter og situationer,
Hver gang, jeg nærmer mig;
Vænner øjet til mylderet
Af blade, blomster og skygger,
Tilpasser blikket nye bevægelser
Andre størrelsesforhold,
Abstraherer fra det grønne,
Der fylder alle øjne ud,
Tilvænner mig uvante konturer
For menneskets hjernebunke.
902. Dér, et husblas vingepar
Hænger fra en stilk
Med tjæresorte firkanter,
Indfarvede ribbede felter,
På tværs af vingefladen.
En brungul, segmenteret
Bagkrop som en mini libel.
Et pust, et drej, et glimt,
En flue i flygtig profil:
Skorpionfluen er landet.
903. Et langt, lodret næb,
En dråbeformet mund
Hænger ned i spidsen.
Et sagndyr fra en klode
Vi ikke kender til.
Her gælder ingen regler:
Skorpionfluen ligner
En flue med gasmaske på
Fra hybride skyttegrave.
904. En ådselæder, der fortærer
De faldne fluelig;
Hanner bringer billelunser
Som friergave til hunner.
En klosaks på hans halespids
Klemmer parret sammen,
Når og hvis hun giver lov.
905. Hannen stjæler bytte
Fra edderkoppespind
Med livet som indsats
Og eget sprøjtemiddel,
Der opløser trådene
I en forsvarsring
Mod rasende arachnider.
906. Et minut og hun er væk;
Et insektkimære
Af krop og fantasi.
Et fabeldyr fra fotos,
Som ved kosmisk lykketræf
Stod frem et split sekund,
På klodens eneste busk,
hvor jeg, tilsmilet, så med.
Jeg sætter stolt fluens navn
På slægtstavlen og brevkassen,
Et vindue ud mod vejen:
Skorpionfluen har bolig her.
Nyt i Index Titusind:
Billebanke • 901; Skorpionflue • 902; Mund• 903; Ådselæder • 904; Sprøjtemiddel • 905; Kimære • 906.
Wittgensteins have (2)
Wittgensteins have (2)
895. Urtehave og køkkengrønt
sydvendt over floden.
Munkehabitat i klostersten,
mørtel og kvadratsystem.
Mennesker med en særlig
trang til stianlæg.
896. Munke luger ud i bedet,
mumler ned til rødder.
Spreder ord blandt stauder;
lad myrer ta’ dem.
Mange hundrede år hér
i Kloster Hütteldorf.
897. En gartnerassistent er kommet,
bor i haveskuret.
Svært at kende mand fra redskab,
stiv i arme, gode greb.
Selvtalende om dagen,
havegnom om natten.
898. Ligger på knæ derude,
taler ned til stedet.
Fingre løsner ler og jord,
nulrer hårde klumper.
Fingerspids mod blomsterfarve;
gøder, graver, leger.
899. Vos farver kan mærkes
på skein, i blomsten.
Rød er tungere end blå,
gul ryster, grøn risler.
Ve blander farver, vos selv,
ve suger farver op.
900. Denne ordbogsdyrker
og redskabsbruger,
Med jord på neglene
og farver på fingrene;
Alle de ord, der smuldrer
i mødet med planter.
I sommeren 1926 tog Ludwig Wittgenstein (1889-1951) arbejde som gartnermedhjælper på Klosteret Hütteldorf, Østrig, måske som terapi. Næsten intet vides om opholdet. Wittgensteins afhandling "Bemærkninger om farver" publiceredes posthumt i 1977.
Kredsgang
Kredsgang
889. Hele sommeren er to planter
vokset til i klosterhaven.
Jeg har fulgt dem, dag for dag
med øje- og fotofangst.
890. To kugleformede frøstande,
én er overdådigt synlig,
Den anden skjult, og til vinter
et frøraslende memento mori.
891. En stand af høje hestemynter
skyder op, skifter form, farve,
Lavendelblå top i pjusket harmoni,
en fræk frisure, myntekrone.
892. En russisk mandstro, stikkende kugle,
en globe af spidse svøbblade,
Skyder frem i den vilde oregano;
balance båret op af tidseltakker.
893. I går, flygtigt, de første blomster,
mit held at se dem begge:
En sfære med to bitte lilla faner,
Og lupsmå hvide grifler.
894. Tre legemer i kredsgang
omkring liv og form og ord.
De to kulminerer nu i organik,
mens jeg imploderer,
Udvokset og efterladt i bedet
med fattig æstetik.
Nyt i Index titusind:
Klosterhave • 889; Vinter • 890; Hestemynte • 891; Mandstro • 892; Sfære • 893, Organik • 894.
Dråber
Dråber
888. Dråber
På et brombærblad,
Vand, lys og sukker
Samlet på et skein.
Dråber
Faldet uden mønster,
Hele universets orden;
Bær og dråber plukkes.
Nyt i Index Titusind:
Bær • 888; Universets orden • 888.
Mejeredderkop
Mejeredderkop
882. Ophængt under ben,
tredelte fiberstrenge,
luftbårne, lange.
883. Med hvilke nerver
og trådtynd muskulatur,
med hvilke kræfter?
884. Et mejer på lur,
skræk i miniature,
venter stillestøbt.
885. Edderkoppekost
fra spindler ude på rov
til gab i midten.
886. Er hun truet, straks
går mejeren selv i sving;
hvirvel, slør i gråt.
887. Streger i luften,
optimale neuroner;
Sådan, æoner!
Kvæsurt
Kvæsurt
875. Vi kender reglen om havely,
Et hånd- og rodfast løfte
Til raserede plantebede;
Kom, bring en spade,
Grav op, hvad graves kan,
Red, hvad reddes skal.
876. Hér, en stor, forvokset urt,
Tæt og viljestærk i roden.
Jeg deler den med spaden,
Pakker den i jord og sæk.
Bringer stauden væk og hjem.
877. En kvæsurt får asyl:
Ældgamle lægeplante.
Jeg trykker jorden fast,
Løber fingre rundt
Om klumpen og rosetten.
Jeg har længe ønsket,
At vi mødes.
878. Der er kræfter i denne urt:
Stor og tyk med stængelbundt,
Ovale blade, perfekte takker;
De lyser af en enkel harmoni.
Standen er en rødbrun kvast,
En ny og sjælden gæst.
879. Vi deler fælles jord,
Forbundet i mange sprog.
Oldnordisk, oldtysk,
Svensk, norsk, dansk:
Kveise, quese, kveise,
Kveisa, kvis, og kvæse.
880. Kvæse er en blæreorm,
En tinte, en blodvabel,
En byld, en blegne.
Kvæsurt blev brugt
Som blodstillende middel.
Kendt som lægeurt i Kina,
Blodtop i Sverige,
Blodurt i Britannien,
Blodopsuger på latin.
En jordheler og et rodnet,
Der holder på terrænet.
881. Mine aner og dine aner:
Velkomne i denne jord.
Hele planten er i chok,
Et rodnet, der skal læges.
Jeg klipper stængler ned,
Giver rigeligt med vand;
Lad gro, hvad gro der kan.
Haveasyl – fra kladeforsamlingen Jærnen
Haveasyl Uddrag af forhandlingsprotokol for Kladeforsamlingen Jærnen den 14. august 2023. 870. “… Delegaten for karplanternes klader fremsatte følgende forslag til vedtægtsændringer: Under henvisning til princippet om den almende overdådiged; Under henvisning til ligestilling af alt biologisk liv; Endvidere under henvisning til retten til vækst og udfoldelse inden for artsevnens grænser; Fremsættes følgende forslag til vedtægtsændring: Haveasyl 1. Alle flerårige karplanter opgravet på foreningens område har ret til at opnå asyl i en af foreningens haver i et omfang, der sikrer artens videreførelse på lokaliteten. 2. Ingen art må forsætligt eller ved grov uagtsomhed fratages retten til liff og sted. 871. Ændringsforslag fremsat af blomsterkladernes delegat: ’Efter ordet ‘flerårige karplanter’ indsættes følgende: ‘… og frø af etårige planter’. Blomsterkladernes delegat henviste til at princippet om den almene overdådighed indeholder en afledt ret til beskyttelse af genetisk særkende og arvemasse. Det anerkendes, at etårige planter ikke kan påberåbe sig beskyttelse af rod- og stængelsystemer, men er begrænset til medier for arvemassens videreførelse. 872. Karplanterns delegat fremsatte følgende modforslag: “Alle arter sikres ret til fri frøspredning.” 873. Menneskekladens repræsentant protesterede mod brug af ordene “fri frøspredning,” idet dette ikke måtte gælde invasive arter. 874. Karplanternes kladedelegater indvendte herimod, at stedets arter omfatter enhver plante, der af egen evne har sat frø i området, uanset plantens oprindelse og henviste til vedtægternes § 3, der forbyder forskelsbehandling på baggrund af levested. Efter en del debat overgik forsamlingen til afstemning om de fremsatte forslag.”
Bøgehjort og billesmed
Bøgehjort og billesmed
860. På en tur i haven, se:
En stor bille, helt sort.
Vend den om på maven,
Det er en bøgehjort.
861. Det er sent på sæsonen,
Billen er sløv og slidt,
Her midt i august,
Den dør nok om lidt.
862. Bøgehjorten er dyb sort,
Et suttet styk lakrids;
Glat som en rullesten,
Med drabeligt gebis.
863. Kæberne er kindbakker
Til kamp om mager;
De ligner hjortetakker,
Derfor er de hjortebiller.
864. Panser blankt som lak,
Med hundred bitte buler,
Mærker af en mikrohammer,
Banket af en billesmed.
865. To gule bånd på tværs:
Bag hoved og over taljen.
Følehørn med “knæk” på;
Det kan du kende dem på.
866. Billen bor i gammelt træ,
Lægger æg og graver gange,
Suger træ- og plantesaft.
I vores have er der mange.
867. Eghjort med kæmpegevir,
Største af alle hjorte.
Den eneste berømte bille;
Men den er død og borte.
868. Eghjorten uddøde hos os;
Den var uden levested.
Skove her er alt for pæne,
Uden døde træ’r og ved.
869. Læg brændeknuder i haven,
Træstubbe og kævler med.
Billerne skal nok komme;
Så er du en billesmed.
Der er pyntet land
Der er et pyntet land
856. Der er et pyntet land,
Opdelt af brede veje,
Med sprøjtet jord og vand,
Med sprøjtet jord og vand.
På hver en mark, på hver en ø,
Der renses op og drænes
I å og gyllesø,
I å og gyllesø.
857. De holder landet frit,
Heldragtsbeklædte kæmper,
Bevæbnede med gift,
Bevæbnede med gift.
Udstoppede og fint i glas,
Titusind arter ligger,
De gives ingen plads,
De gives ingen plads.
858. Det land endnu har skov,
En lille plet til moser,
Og lidt natur ved lov,
Og lidt natur ved lov.
Nu, svinefarme, korngeled,
Konsumlandskab og plæner,
Der kun bli'r ved og ved.
859. Det land vil snart forgå,
I pynt og kødfabrikker,
Vi kan og må afstå,
Vi kan og må afstå
Den halve del af kongerig’
Med dal og hav og hede,
Til de vilde, det fri,
Til de vilde, det fri,
Den halve del af kongerig’
Med dal og hav og hede,
Til de vilde, det fri
Til de vilde, det fri.
Mel: Der er yndigt land.
Blæst
Blæst 848. Blæsten har fulgt mig gennem hele livet; 849. Ved havet og den øde strand er den tand mod kinden. 850. Ved det stille vand, som en ånd i vinden. 851. Vi søger ly for stormen, og lader regnen drive, 852. Indhylle land og kyst og alle ting i live. 853. Gennemblæst med saltet hud; hiver døren op, smækker i. 854. Næser løber, muskler jubler; storm gør godt i sjæle. 855. Her er saligt læ og stille; Styrke, ven og hvile.
Fluer boller på mit vasketøj
Fluer boller på mit vasketøj
844. Se nu bare der, halløj, halløj!
Fluer boller på mit vasketøj.
845. Den ene på skrå bag den anden,
Fluekonen under fluemanden.
846. Så går de åbenbart til sagen,
Derude på mit rene lagen.
847. Jeg vifter: væk fra min seng!
De flyver væk i sammenhæng.
Nyt i Index Titusind:
Flue formering • 844; Flyve • 847.
Hvorfor har edderkoppen otte ben?
Hvorfor har edderkoppen otte ben?
835. Til at holde sig fast i sit net,
Bruger edderkoppen par nr. ét.
836. Til at holde en spræller i ro
Bruger hun især par nr. to.
837. Par nr. tre til at rulle det ind
I mange lag edderkoppespind.
838. Men hvis der er farer, der lurer:
Fugle, hvepse eller andre, der truer,
839. Da har hun et hemmeligt nummer,
Der får fjenden totalt i fjummer:
840. Så bruger hun nemli’ par nr. fire,
Så hele spindet ryster og dirrer,
841. Så hurtigt at hele nettet bli’r sløret
Og hvepsen bli’r enormt forstyrret.
842. Så næste gang du er ude i det fri;
Kom tæt på spindet, gå ikke forbi.
843. Brug en lille finger til at pirre;
Måske trækker hun par nummer fire.
Kompostmusens vise
Kompostmusens vise
I den fineste krog af haven lå kompostpladsen. En stor bunke blade bugnede op fra sidste efterår. Ved siden af stod en rigtig ormegård af den slags, man sjældent så inde i byen: Tre stablede bakker bygget af træ med trådnet i bunden og dækket af et stort låg. Her blev kun det bedste økologiske affald båret ud og lagt til ormene og bænkebidderne og sneglene og tusindbenene og alle de mange, mange mikrosmå bakterier.
Oppe på ormegårdens låg sad kompostmusen Karoline og øvede sig på sin kompostvise, som hun havde skrevet på i snart mange uger. Lige som hun var færdig og glad tænkte: så, nu er jeg færdig, kom Doktor Dyregod forbi i sin høje hat.
Goddag, lille mus,” sige Doktor Dyregod og letter på hatten. “Og hvem er så du?”
“Jeg er kompostmus og jeg hedder Karoline.”
“Kompostmus,” sagde Doktor Dyregod, “Det lyder rigtignok fint.”
“Det er et også. Og jeg er lige blevet færdig med min kompostvise. Vil du høre den?”
“Ja det vil jeg da meget gerne,” sagde Dyregod og sætter sig på en træstub og strak benene ud så man kunne se hans grøn- og rødternede sokker.
“Ahem,” sagde kompostmusen og rømmede sig. “I dagens anledning vil jeg tilegne denne sang den berømte Doktor Dyregod.” Og så tog hun sin guitar frem og begyndte at synge.
Kompostmusens synger:
828. Doktor, doktor, i dag vil jeg synge
Om skovens fineste skraldedynge.
Her er skræller af pastinakker,
Og hundredvis af æggebakker,
Her er snit af kål og rødløgsskind,
Stængler og en slikket slikkepind.
829. Her er tandstikker og savsmuld,
Masser af loppefrø og lommeuld,
Stakke af løg- og kartoffelskræller,
Tusind kompostorme, der spræller.
Der er nogen, der siger fy og føj,
Men jeg sig'r bare: supergodtemøg.
Doktor Dyregod:
Ved mine storternede sokkers!
Det var som bare pokkers,
Er der mere endnu?
Kompostmusen synger:
830. Doktor, doktor, nu skal du høre,
Kompostbunken blir endnu større.
Her er toppe fra gulerødder,
Skaller fra æg og hasselnødder,
Ruller inden i lokumspapir,
Slatne salater og bønnespi’r.
831. Her er rødbedeskræl og druesten,
Gnasket til af tusind tusindben.
Her er mugne bananer og pærer,
Agurker og kaffegrums, der gærer.
Der er nogen, der siger fy og føj,
Men jeg sig'r bare: supergodtemøg.
Doktor Dyregod:
Det var som okkers gokkers,
Ved mine kompostbare sokkers!
Er der mere endnu?
Kompostmusen synger:
832. Doktor, doktor, nu skal du høre;
Ormene her er helt op at køre.
Spande af hønsemøg, virkelig skrap!
Gamle servietter og genbrugspap,
Skaller af appelsin og citroner,
Titusind kerner fra vandmeloner.
833. Her er avispapir i strimler,
Og æbleskrog så det vrimler,
Toppe af selleri og auberginer,
Og mug - du sku' se, hva' det ligner!
Der er nogen, der siger fy og føj,
Men jeg sig'r bare: supergodtemøg.
Doktor Dyregod:
Ih du milde, det kan jeg godt forstå,
Og jeg har snart ingen sokkers på.
Er der mere endnu?
Kompostmusen:
834. Orke ja, men nu er min vise slut.
Kære Doktor, til maj er du indbudt
Til havefest, når komposten er klar.
Køkkenbedet får det bedste vi har,
Så grøntsager vokser i sus og dus,
På vores allerstærk'ste ormejuice.
Frit efter Thorbjørn Egner: Doktor Dyregod, 1968.
Landskabslinjer
Landskabslinjer
825. En formation af sangsvaner
Kalder, svingfjer hviner,
En blok af lyd; muskler,
Hjerner i flugt over vand.
826. Hvert sekund, hver fiber,
Alle nerver, hver celle.
Svanen er ét samlet organ;
Synergi i bevægelse.
827. Landskabslinjer passerer,
Kaldes ud over luft og land,
Svaner navigerer i flugt;
Verden er os.