Ting
1218. I begyndelsen var tingen,
Og tingen var god.
Tingen blev til i verdenen.
1219. De ser alle ting og kalder Dem wu.
Alle ting er wu.
Og de ser omkring sig to slags ting:
De ser ting i bevægelse,
De kalder Dem don wu.
De ser ting fæstnet til jorden,
De kalder Dem zhi wu.
Der er to slags ting, og to er godt:
Bevægelige ting og ubevægelige ting.
Løst liv og fast liv.
1220. De ubevægelige ting, zhi wu,
Får betydning af spiselige ting.
Dette er givet:
Bevægelige ting æder ubevægelige ting.
Dette er deres verden.
Don wu bevæger sig, mens
Zhi wu er fastgroet og bliver ædt.
Men en fast ting æder aldrig en løs ting;
Dette er orden i verden.
1221. Don wu har liv og zhi wu har liv.
Tilsammen kaldes De zen wu,
Der betyder levende ting.
Zen wu er alle ting,
Og alle ting er levende.
Dette er begyndelsen i omverden.
Zen er levende og wu er ting.
I sproget er alting levende.
1222. Omverden kalder de wan wu:
De titusind ting.
Alt er levende.
Wu, don wu, zhi wu, zen wu, wan wu er alle mandarinkinesiske ord med betydninger, som angivet ovenfor.
Se digtet Den om brugen af de personlige stedord De og Dem.
Se digtet Ve er en hvem om det personlige stedord Ve.
Den
Den
1215. Vi burde sige De og Dem
Til De træer, vi møder;
To stedord, der er ledige
Med solid mening i sproget;
Så meget lettere, end at
Opfinde nye ord uden dybde.
1216. Vi har udelukket alt andet
Fra det inderste af sproget,
Det personlige stedord:
Du og jeg, han og hun,
Bærere af den første mening,
I vores kreds af sprog:
Selvforståelse og identitet,
1217. Vores eksklusivitet,
Der sidder som gigt
I sprogets kropslighed,
Dets organiske, muskulære,
Åndedragsbårne struktur,
Og låser sproget fast,
Binder os, som væsener,
Til ét stedord for jeg
Og ét stedord for alle andre
Og alt andet,
End os selv.
Den.
Nyt i Index Titusind:
Stedord ◦ 1215, Sprog ◦ 1216, Jeg ◦ 1217, Den ◦ 1217.
Ud at læse træer
Ud at læse træer
I
1206. Bøg slår eg ihjel;
Vokser højere, hurtigere
Udskygger egekronen
I langsom kvælningsdød,
(ville vi sige, uden at tænke).
Men her har vi brug
For et vegocentrisk ord
For død ved mangel på lys;
Det er faktuelt at skrive,
At egetræet dør af sult).
1207. En ung bøg skyder op
Ranglet, grenløs og farlig,
Spreder toppen ud og
Presser en ældre eg,
Fortabt og eksponeret.
1208. Egen svækkes år for år
Fælder sine store grene,
Som er for dyre i energi,
Skyder nødhjælpsgrene ud
Op og ned på stammen;
Ti år til, og egen dør.
1209. I foråret greb jeg ind,
Drevet af konfuse sympatier
Og misforstået selvjustits.
Fik bøgepiraten topkappet,
Stynet ned til et liv
Som stækket underskov.
1210. Den sommer satte egetræet
Dybere grønne, tættere blade,
Dobbelt så mange skud,
Som sine tre søskende ege.
Egen sugede lys til sig,
Kunne slet ikke få nok,
Og her til efteråret,
Står den grøn endnu,
Stadig grådig efter lys
Og mere himmelhvælv.
II
1211. En skovridder lærte mig som ung,
Noget vigtigt om træer.
Han stod i min have,
Tog bestik af en vandgran;
Den troede den skulle dø,
Sidste år i tørken, sagde han.
1212. Det er tredive år siden,
Men nu forstår jeg, hvad han sagde:
Træer ved, hvad de gør,
De er individer med selvhed.
Træer kan noget, de er levende;
De er bag om ryggen på os.
1213. En naturvejleder i Malaysia,
Gammel soldat, junglekender,
Viste mig noget mere:
Kan du se, sagde han,
Og pegede op i løvet,
Det træ er stresset.
Jeg forstod ham godt,
Og alligevel kom det som
Et slags bevidsthedsstød *)
Pludselig at se et træ,
Som et sårbart individ,
Som jeg selv.
Jeg kunne have omfavnet
Dem begge.
1214. Jeg ville meget gerne
Gå med ham ud igen,
Ud at læse træer
På stille junglestier,
Lægge hånd på bark,
Lære at se og tale igen.
Jeg gemte hans navn
I mange år, men det er tabt,
Den ven, jeg aldrig fik.
*) I dag ville jeg sige symfani, se digtet Symfani med aftensværmer.
Rågesjak
Rågesjak
1196. Om efteråret bliver jeg indhentet
Af jordens hældning bag mørke ruder.
Morgenerne bliver intime, små,
Når jeg slår gardiner fra
Til genskin af bløde lampeskær.
Jeg tænder op i brændeovnen,
Det knaser fra kaffekværnen,
Jeg lægger linieret papir frem,
Løser dagens kryds og tværs,
Lidt nyheder blafrer i blåligt lys.
1197. Stilheden er stor, trænger sig på,
Blæst og blade rasler udenfor,
Organismen hvisler i mine ører,
Og endelig kommer de, igen:
En svag susen fra elleskoven
I sumpen nede ved kysten,
En bræmme af brusende lyd,
Der stiger og trykker, som om
Lyden kom op af havet, indtil
Larmen opløses i levende lyd:
Råges dybe, ru stemmer,
Allikers lyse, metalliske kald;
For jeg har ventet på dem,
Nu, hvor dagen skal begynde.
1198. Flokken er uden formation,
Silhuetter på himmelstumper,
Tæt henover mit tag og træer:
De støder sammen, manøvrerer,
Glider ind og ud af flokken
På stive vinger, et flap til kursen,
De skræpper, kalder, kives
Hver dag, i samlet uorden,
Et larmende fugleanarki.
1199. I eftermiddagens skumring
Vender flokken tilbage,
Løsrevet, skråflyvende,
Hovedgruppe og sideflokke
Og enkelte bagstræbere,
Der bakser for at holde trit,
Ned mod overnatningspladserne
I skovene ud til bugten.
1200. Jeg har fulgt efter dem,
Stående i mørke med nattesyn
Og sanserne op på nåle;
En halv times masen og ballade,
Mange hundreder af sorte fugle,
Indtil alle har fundet sig en pind,
Bliver stille, falder i med natten,
Der kryber op af stammerne.
1201. Jeg har set en hel flok i ro,
Kun lidt skræp hist og her,
Pludselig bryde ude i spektakel;
En del af flokken letter, cirkler,
Skændes, samles, deles og
Flyver væk for at finde nyt logi.
1202. Jeg har set en sent arriverende flok
Flyve lavt ind over rastepladsen,
Dreje ud over vandet og komme ind
Til landing blandt gnavne fugle
Og kæmperabalder til følge.
1203. Råger er rodede, uorganiserede
De har ingen flokmentalitet,
En flok af friflyvere, der kævles
Om pladserne på pinden, på holdet.
Ikke velset her i landet;
Vi er mere til gæs og svaner
Med velplejet gruppedisciplin.
Men jeg syntes råger er skønne,;
Jeg kan li’ deres kækhed,
Deres kævl, deres socialmani.
1204. Snart følger jeg dem igen,
Ud i skumringen for at være med,
Lytte til stemmer og skrål,
Være med til aftenritualerne
Med store øjne, som en mus
I skovens svage lys,
En spion blandt mørke træer.
1205. Hver morgen hører jeg flokken,
Det opstigende brus fra kysten,
Der nærmer sig i crescendo
Indover hus og tag og træer.
I dag kigger jeg ikke op,
Drejer blot hoved halvt, lytter,
Nikker, som på en arbejdsplads,
Det ene sjak passerer det andet;
Vi ses ved skumringstid.
Sporefontæner
Sporefontæner
1192. En koloni af stjernebolde
Har sat sig i skovens bund;
De har fart i muldfabrikken
Og havens forrådnelseskemi.
1193. De kom i dette efterår,
Begyndte at bugne frem:
Stjerner af flige foldet ud
Over træernes nedfaldshøst.
1194. Hyfer griber ned i førnen
Enzymer siver ud, suger op,
Frigør proteiner, mineraler,
Til kulstofskiftets hjul.
1195. Kødfulde sporefontæner,
Indeni en svampet lunge;
Et pust af sapotrofe søstre
Mellem skovens stammer.
Tilstandsrapport over værkets brug af metaforer, antropomorfismer og andre banaliteter fra det poetiske feltarbejde.
Tilstandsrapport over værkets brug af metaforer, antropomorfismer, og andre banaliteter fra det poetiske feltarbejde. 1168. I teksten Om brug af metaforer og i flere digte har jeg erklæret den antropocentriske metafor for bandlyst. Jeg kalder den for SNG (simili non grata). Denne tekst gør status over, om digtene indfriede digterens forventning og, hvis ikke, hvor galt det er fat. 1169. Bloggens poetiske mål er sproglig ligestilling for naturlige verdens væsner i menneskers sprogbrug. Teknisk gøres dette bl.a. ved at undgå metaforer, der bruger menneskeskabte ting og begreber til at beskrive et andet levende væsen eller naturfænomen. Målet er, at den naturlige verden kan eksister sprogligt i sin egen ret (sproglig ikke-diskrimination). 1170. Vers 7. Blæsten danser ind på skrå. Banal antropomorfisering, som jeg burde have holdt mig fra. Selvfølgelig danser vinden ikke. Beskrivelsen associerer en aktivitet uden relevans for et naturfænomen. Måske skulle jeg bruge ordet “flakker”. Situationen i digtet er en stærkere vind, end den i vers 109, som overvejende kommer fra samme retning og som en dreng må læne sig lidt ind i for at holde balancen. Jeg undskylder. 1171. Vers 75-76. Gul stevedorekrog og skud med blikket. Digtet beskriver en havørn ud fra digterens synsvinkel. Begge metaforer er forsåvidt gode nok; sådan kan en havørn se ud for en menneskelig iagttager. Men digtet kan kritiseres for slaphed og for ikke at gøre sig umage. Jeg beklager. 1172. Vers 109. Usynlige fingres strygen hen over landet. Yep; umådeligt banalt, burde slet ikke stå der. Metaforen skulle fange den lette brise i landskabet, mens beskueren selv ligger på ryggen i græsset i en klitplantage og lader sanserne stå åbne, mærker vinden på ansigt og i håret, og i øvrigt er 6-7 år gammel, og har en fornemmelse af fuldstændig samhørighed med jord og himmel. Men skaden er sket; det skal ikke ske igen. 1173. Vers 209. Det mægtige hjerte holder inde. En romantisk kliché-metafor i nutidens sprogbrug. Det er et næsten direkte citat fra William Wordsworth's digt fra 1802 - Composed upon Westminster Bridge og er medtaget som en hyldest til denne vidunderlige naturdigter, og fordi jeg som ung blev stærkt grebet af digtet og specielt denne linje om et landskab i ro med sig selv. Digtet var nyskabende for sin tid og er i øvrigt en teknisk perfekt sonnet. 1174. Vers 259. To orange bøssemundinger. Metafor for ugleøjne. Vel, metaforen har lige med nød næppe fat i det reelle forhold, at ugleøjne og jagt er knyttet sammen. Endnu en slap dag. 1175. Vers 268-278. Pæreskud. Dette digt er i det hele forfejlet. Jeg gav op, var ikke ihærdig, ikke professionel, ikke vedholdende, lod principperne skride ud; forbrød mig alle digterens grundlæggende egenskaber. Et underskønt naturfænomen skulle beskrives: Et pæreskud, som alle burde have den oplevelse at se over de ca. tre uger, det varer. Men hvad gør jeg: forfladiger det med en flok vattede royale metaforer, og gør det om til et lille eventyr i frugtdragt. Se billedet af pæreskuddet nedenfor, og døm selv. Intet digt er dog så dårligt, at det ikke også er godt for noget: det kan altid tjene som afskrækkende eksempel. Undskyld, undskyld.
1176. Vers 276. Hvide krukker. Det er meget almindeligt at bruge ordet klokke om en plantes blomsterstand. Så hvorfor ikke også krukker om en liljekonvals blomster? Det er et svagt forsvar, jeg ved det, men udover de berømte bjælder råder sproget kun over botanisk fagterminologi som, bortset fra at den ofte er seksualiseret, faktisk er ret så associationsdød. Så, vi lader denne metafor passere. 1177. Vers 350 ff. Fefølehorn. Svært at retfærdiggøre, men synet af disse langhornsmøl er så enestående og anderledes, at jeg slog mig selv over fingrene og gjorde det alligevel: greb tilbage til et af den vestlige kulturs mest benyttede metaforer for ideen om det overjordiske, det tryllebundne. Hvis der er nogen, som herefter syntes, at disse møl er væsner, der fortjener vores respekt, så har jeg ikke digtet forgæves. Se nedenfor et foto fra haven af en anden art: guldbåndet langhornsmøl. (Specifikt om vers 355-57: elevator og maskinmetafor. Endnu et eksempel på et digt, der går i slagsmål med sig selv over sine metaforer. Metaforen "elevator" erstattes med "snoretræk", hvilket blot er at erstatte en højteknologisk maskine med en lavteknologisk indretning; en feberredning. Formålet er her at illustrere, hvor svært det er at gøre sig fri at et antropocentrisk ord- og billedvalg og hvor svært det er at afkolonialisere sit sprogbrug. To points for at gøre forsøget).
1178. Vers 374. Millioner miniparasoller brugt som metafor for bøgens kimblade. Ok; et hurtigt og effektivt billede. Erstatter en egentlig beskrivelse, som der ikke er plads til i denne digtform. Vi lader den slippe for nu. 1179. Vers 375. Kindkysser jorden. En halvrådden bogkapsel kan godt ligne kæbepartiet fra et kranie, hvis man vil se det sådan. Kapslen ligger sidelæns på jorden; altså kindkys, ikke mundkys. Kapslen er død og rådden; altså farvel for sidste gang. Men stadigvæk; metaforen er et uhæderligt kunstgreb, fordi jeg lader mig aflede i forsøget på at beskrive bogkapsler, og i stedet laver et let stemningsbillede tilsat et stænk melankoli. Tre ave Mariaer. 1180. Vers 494. Bankende hjerte på et træskelet om en myresværm. Dårlig dag. Sorry. 1181. Vers 713. Husblasvinger. Hvad ligner fluevinger, bivinger, hvepse-vinger, guldsmedevinger, hvis ikke fint formede stykker husblas? Jeg ved det; de to materialer kan ikke sammenlignes; det er en forkert metafor, der bør forkastes. Medmindre, selvfølgelig, fluevinger og gelatin har proteiner tilfælles. Biokemikere vil vide det. Jeg bruger metaforen husblas ét andet sted. Beklager to gange. 1182. Vers 727. Batmanbille. Digtet debaterer sit eget metaforvalg, som naturligvis er totalt tomt og meningsløs - men også fristende for digtere med lav selvdisciplin. Jeg vedlægger billede af selve situationen. Kig selv med.
1183. Vers 831. Bionicle lemmer i miniformat. Dette er et af flere eksempler på brug af antropocentriske metaforer, der polemiseres i digtet selv. Digtet prøver ikke at snige menneskelige former eller følelser ind bag ryggen om læseren, men gør det åbent og sommetider trodsigt; ærlig i sin fejlbarlighed. I øvrigt kunne man sagtens lave en fantastisk serie af sci-fi væsner alene baseret på studiet af insekter; det er forbløffende, hvordan til eksempel hele bukkeslægten ligner flere generationer af kulørte robottegneres forestillinger om gigantiske, menneskelignende destruktionsmaskiner; hallo, Lego. 1184. Vers 850. Som en ånd i vinden. Faktisk, skandaløst dårligt. Burde aldrig være skrevet. Måske ville ordet åndedrag have hjulpet lidt på det, men det er stadig en meningsløs sammenstilling. Formildende er kun, at metaforen skulle angive en reverens for naturtilstanden og vores sårbare og intenst livgivende åndedrag i frisk luft. Mea culpa. 1185. Vers 864. Billesmed. Metafor og neologisme. Jeg ledte efter en måde at beskrive de hundredvis af mikrosmå buler i billens dækvinger; billesmed var det bedste billeder, jeg kunne komme op med. Digtet er samtidig lidt af et avanceret børnerim, og måske er ideen om, at der sidder en smed og laver billepanser ikke en dårlig måde at lave en anskuelig historie på. Jeg holder på mit. 1186. Vers 891. Fræk frisure, myntekrone. Ja, ja, selvfølgelig har en blomst ikke nogen frisure, men jeg udfordrer metaforpuritanisterne til at tage et kig på monardens blomsterstand og derefter fortælle mig - hånden på hjertet - at de aldrig ville have gjort det samme. Jeg plæderer uskyld gennem medskyld. Og digtet udtrykker jo anerkendelse og respekt for en (ha ha: kæk!) blomst.
1187. Vers 903. Skorpionfluen ligner en flue med gasmaske fra hybride skyttegravskrige. Sammenligningen med en soldat fra 1. verdenskrig er i sig selv tåbelig og intetsigende; men sådan kan vores egen og insekternes verden kædes sammen og skabe symboler (vores naturligvis). Digtet nægter at undskylde sin metafor, så det vil jeg heller ikke gøre. Se i øvrigt billede.
Billedet er knipset fra min uundværlige ledsagebog Insekter i Danmark af Morten Hansen og Ole Jørgensen. Jeg låner det lige et øjeblik. Fordi det er simpelthen det bedste. Jeg lykkedes aldrig med selv at få et billede af den skorpionflue, jeg fandt i min busk af hvid snerre. Jeg skal nok lade være med at gøre det igen 🙏.
1188. Vers 956. Lilla testikelsæk. Metaforen er reel nok, i det mindste i den forstand, at både frugt og testikler har noget med reproduktion at gøre. Som digtet selv antyder: den mentale samkøring af sex og planter bunder meget dybt i menneskers forestillingsevne, uden dermed at gøre metaforerne gode. Jeg holder på mit.
1189. Vers 972. Åndemund fuld af jord. En dårlig metafor for en storbylæser i det 21. århundrede, men for mange naturfolk, shamaner, trævogtere og andre, tror jeg billedet kunne være reelt nok. Dette betyder ikke, at metaforen af den grund er mere sand. Men det indikerer, at sådanne mennesker har et langt stærkere bånd til træer som levende oranismer, end vi selv har; og så er noget jo vundet allerede. 1190. Vers 1137. Filigran om tråd-skelettet fra en japansk lygte. Filigran er menneskeskabt og ikke en dækkende sammenligning, men dog derhenad. Digtet om japanske lygter er skrevet i haiku, så korthed er essensen. Der er ingen plads til forklaring. Filigran er ikke den bedste metafor, men det prøver at gøre hæderligt arbejde i digtet. I mangel af bedre må den stå. 1191. Vers 1156. Taglagte terrasser, hængende haver. To metaforer hentet fra idealiserede bygningsværker. De er misvisende, men bliver brugt til at udtrykke begejstring. Som sådan illustrerer de ganske godt metaforens trade-off: den er ikke gratis at bruge og har sin pris, enten i tab af mening, præcision, ægthed, eller, hvis man undlader at bruge den, i slagfærdighed. Jeg burde nok have undladt; gjort mig mere umage med at beskrive det reelle forhold om distribution af svampens frugtlegemer alt efter mikroforskelle i ernæring, væde, sol, vind, osv. Men jeg valgte genvejen. Sorry.
Wabi-sabi på nordisk
Wabi-sabi på nordisk
I
1160. Wabi-sabi som et møde
mellem mennesker
og de titusind ting.
1161. Wabi-sabi som intimitet
mellem en naturlig ting
og menneskers kreativitet.
1162. Wabi-sabi som et æstetisk ideal
for vores søgen efter
al tings væsentlighed.
1163. Wabi-sabi som et kreativt ideal
for at give form til energien
mellem mennesker og natur.
II
1164. Wabi-sabi som formgivning,
materialer, farver, teksturer,
stemning og nordisk natur.
1165. Wabi-sabis væsen er træ,
som vækst, form, og materiale
i nordlige klimabælter.
1166. Fra Japan, det nordlige Kina,
til Europas blandingsskov
og Nordamerikas kæmpetræer.
1167. Wabi-sabi og fire årstider,
skygger, forgængelighed,
ensomheden en efterårsdag.
Saprofyt
Saprofyt
1156. En stub med et skud af taks
På en bund af brune blade
Fra stilkeg, rødeg og bøg.
Den er dækket, nej, opbygget
I det smukkeste lagdelte mønster:
En broget læderporesvamp,
En saprofyt, der nedbryder
Dødt organisk materiale;
Vigtig i kulstofkredsløbet
Fordi netop denne svamp
Nedbryder lignin i dødt træ,
Det protein, der giver hårdhed,
Og gør træer, ja, til træer;
Altså hårdt, svært nedbrydeligt.
Men lædersvampen den kan;
Omsætter cellulose til glukose,
Og gør det på fineste vis:
De ligner taglagte terasser
Eller måske de hængende haver;
Og folk kommer forbi, stopper,
Og siger næh, hvad er dog det?
For denne svamp er en af de
Skønneste saprofytter.
1157. Læderporesvamp er ikke
Et navn der rykker; okay,
Lidt kedeligt, men adækvat.
Engelsk igen: Turkey Tail,
Fordi det er hvad den ligner:
Haleviften på en vild kalkun.
1158. Navne betyder jo noget:
Vi har ingen navnløse venner,
Vi kender ingen navnløse væsner.
Kun et navn kan give tilfredshed,
En fornemmelse af at vide noget.
I et navn ligger genkendelsen,
Hvis nu, og når vi ses igen.
1159. Vi griber til feltbogen, nøglen, appen.
Hvad er det? Hvad hedder den?
Men i en naturhave, et økosystem,
Spørger vi ikke, hvad er det?
Men snarere, hvem er det?
Nogle gange, hvem er du?
Når overraskelsen er stor.
Og selv om de ikke kan svare,
På en måde vi forstår,
Så har de svaret alligevel;
Fordi de er her, de vokser her:
Bekendte fra beslægtede riger.
Nyt i Index Titusind:
Saprofyt ◦ 1156, Lignin ◦ 1156, Glukose ◦ 1156, Læderporesvamp ◦ 1157, Navne ◦ 1158, Naturhave ◦ 1159,
Træstubalmanak 2023
Træstubalmanak 2023
1149. På den bedste plads i min indkørsel,
Hvor fine gæster, folk med andragender,
Journalister, venner, bude, drejer ind,
Dér hvor stolte haveejere med omhu
Kunne udstille haven, anstille sig selv,
Står en rådden, sort, ubestemmelig stub,
En birk måske, godt og vel fod på tværs.
1150. Man kunne jo rejse en kampesten,
En prydbusk, en dresseret haveplante,
En stensætning, et skilt, en havenisse,
Men jeg elsker min træstub, som den er,
Gammel, slimet og kriblende af kryb.
Her skal den blive til den forsvinder,
Opslugt af mulden, nedbrudt, ældet,
Fortæret til trøsket ukendelighed.
1151. Den har stået der allerede ti år,
Den varer nok mindst ti år endnu.
Så hvert år fra nu vil jeg lave
En lille beretning om året, der gik,
Om hvad der er sket, hvad jeg har set
I træstubbens frodige økosystem.
1152. De seneste fem år har jeg fundet
Otte spirende takstræer på stubben,
Der klynger sig til roden, borer sig ned
Gennem barkens sorte sprækker.
Sidste år stod det klart, at en efterfølger,
Udpeget og kåret af økosystemet,
Skulle indtage pladsen og vokse op:
En taks, nu cirka en halv meter høj,
Med dusinvis af røde frugter i sommers.
1153. I september kom en skriggul plamage,
Tænk raps, karry, kanariefugl eller svovl.
Den bredte sig, nej, den kravlede,
Hen over stubben en uges tid og forsvandt,
tørrede ind, grå og rynket overflade:
Troldesmør, et svampedyr, men
hverken svamp eller plante eller dyr.
Godt navn, vi vil altid huske den,
Næste gang vi mødes til skovtaffel.
På engelsk bliver det helt lyrisk:
Slim muggen hundebræk *), mig en ære;
De kan noget med ord, de briter.
1154. I oktober voksede en stand af gul fløjsfod
blævrende, bævrende, brændt karamel,
Høje svampehætter, en lys og levende farve
Tæt sammen i en klynge, en konspiration.
De står der måske frem til foråret.
Det regner, en silende efterårsregn,
Mens svampene står derude
Godter sig med lange sugetråde,
Strutter af biokemiske processer,
Dybt i ved og celluloseproteiner
Fra stubbens svampede spisebord.
1155. November falder i regn og blade,
Skyer trykker, blæsten rykker.
Træstubbens flade fedtet ind
Til næste hold af saprofytter.
En koloni af hvide koralsvampe
Stikker frem fra alle sprækker
Mellem træets rådne bark og
Træets gamle yderved, dér
På stubbens svageste sted:
Det bizarre syn af mælketænder
På en oldings sorte gummer.
De skyder rundt på stubben
overalt, hvor der er revner:
Små nåle, hvide pinde,
Frugter fra stubbens indre,
Gennemstukket, omklamret
i et net af hyfatråde, der
ætser, opløser, udsuger
Stubben, der svinder ind,
Stille, stille, stille,
Mørnet, år for år.
Stadig reserveret et vers til jul **).
*) Dog vomit slime mold (fuligo septica) eller rørægslim eller denne pudsige skævert af en eufemisme: jasminmug. Den er god nok. **) Index Titusind er opbygget og nummereret i hånden. Jeg kan taget et vers ud og erstatte det med et andet. Men hvis jeg sætter et vers ind, går der royalt ged i nummerrækken; jeg skal manuelt ændre nummerordenen for hvert efterfølgende stikord i tre registre. Givet at træstubbens veje er uransagelige og at en almanak er en julebehæftet sag, er det nok klogt, at lade en plads stå åben.
Japanske lygter
Japanske lygter
I
1137. Japanske lygter,
Et rødligt bær kapslet ind
I fint filigran.
1138. Fra grøn klokke til
Orange plantepuppe,
Pang i blomsterbed.
1139. Bladet visner væk;
Et frugtformet trådskelet
Af plantestrenge.
1140. Let som spindelvæv,
Et under af form, forfald,
Sart, men funktionelt.
1141. Pustes væk af vind,
Ruller bort og synker hen,
Spides, slipper frø.
1142. Jorden, tung af regn,
Smattet løv, falmet himmel,
Tusmørkt efterår.
II
1143. Symbolpotente
Planteform og farvespil;
Livet, år for år.
1144. Sart, smuk, udtryksfuld:
Den japanske lygte er
Wabi-sabi*) frugt.
1145. Det smukkeste er
Det, der aldrig blev færdigt,
Lidt skævt, råt, dæmpet.
1146. Det fuldendte er
Det, der ikke varer ved,
Men kommer igen.
1147. Rustne farver, råd,
Muldens komplekse proces:
Kemi, vinterhi.
1148. Efteråret er
Essensernes tid; ægte
Wabi-sabi tid.
*) Wabi-sabi er en traditional form for japansk æstetik, der bygger på accepten af altings forgængelighed og det fuldendtes uopnåelighed. Wabi-sabi idealet fremmer det usymmetriske, det upolerede, simple, beskedne, intime, og respekten for naturens ting og kræfter.
Doggerland
Doggerland
I
1114. Det eneste radioprogram jeg husker
Fra drengeårene er farvandsudsigten.
Dag efter dag, den samme messen,
De samme mytiske steder på havet:
1115. Tyske bugt, Papabanke,
Fiskebanke, Fladen Grund
Drogden Fyr, Doggerbanke
… Doggerbanke.
1116. Oplæseren sagde også nine
For at undgå forveksling med fire.
Derfor siger jeg den dag i dag
Mit cpr-nummer sådan her:
Nul-syv-nine-og-fyrre.
1117. På besøg hos skolekammerater
Fra Stenbjergs fiskerhjem
Lagde de hånden på min arm,
Shh, sagde de, vær stille,
Far hører farvandsmeldinger.
1118. Huset blev helt stille;
En stor mand, der lugtede
Af kål og våde får
Sad krumrygget på en stol
Med øret ind til radioen
Og det grønne tunerøje,
Med sus, knas og æterfløjt.
1119. Vi sad musestille, andægtige,
Hørte med på talremser og
Disse forunderlige stednavne:
Tyske Bugt, Papabanke,
Skagerak, Vikingbanke,
… Doggerbanke.
II
1120. Dengang Rhinen, Seinen og Themsen
Flød sammen i en kæmpe strøm
Vidt ud i den Engelske Fjord;
Dengang, i hundreder tusinder år,
Hvor Nordeuropa var ødemark,
Is, pilekrat, strand og skov,
Ud over hele Doggerland.
1121. Et oldtidland med rensdyrjægere,
Kystfolk, fiskere, kæmpehjorte,
Mammutter, løver, urokser,
Mudderbanker, marskland, moser,
Tundra og smeltevandssøer,
Før den sidste katastrofetid,
Titusind år før nu.
1122. Ismassernes afsmeltning tog fart,
Havet steg 120 meter på kort tid,
Skyllede ind over Doggerland,
Skabte den Engelske Kanal;
Ureuropas floder skiltes ad.
1123. De bedste kystområder, fiskepladser,
Storvildt, rensdyrflokke, vadefugle,
Muslingebanker, bopladser;
Alt blev oversvømmet:
Fra Edinburgh til Skagen
Harwich til Esbjerg, druknet
Fra Fanø til Hoek van Holland,
Tilsidst kun en ø tilbage,
… Doggerbanke.
1124. Men også den var fortabt;
En flodbølge, 20 meter høj;
Af palæogeografer kaldet
Store egge skredet
Fra Norges kontinentalsokkel:
Trillioner tons af klipper
Forsvandt ned i oceanet.
Ødelæggelsen var altdræbende;
Bopladser, børn, dyr, hunde,
Alt liv, vegetation og vildt,
Levested i hundredtusinder år,
... men Doggerøen forsvandt.
1125. Bibelsk i sit katastrofepotentiale;
Men hér var ingen til at huske,
Ingen til at fortælle og
Spinde historier ved aftenbålet
Om Sortehavets gennembrud
Til Middelhavet, en kataklysme,
Der skabte Bosporusstrædet;
Den ældgamle erindring,
Der blev drejet og formet
Til en judæisk supermyte.
1126. Vi fik ingen syndflodsfortælling
Ingen fælles erindring,
Ingen myter om det tabte land
Her, højt mod nord,
Selvom vi, tavse aner, havde
Land, rigdom og vidder,
Der forsvandt i havet,
… ved Doggerland.
III
1127. Stormflod fra Nordøst:
Vi holder øje med vandet
Hele dagen og aftenen
Ved de vigende kystlinjer,
Hvor ferskvand og saltvand
Blandedes i femten tusind år,
Hvor ismasserne skubbede
Møns Klint og Stevns op af havet
Med kalk, kridt, grus og flint.
1128. Næste morgen går vi ned
På strandengen, i kystskoven,
Blandt væltede træer,
Bortblæste badebroer.
Vi misser lidt mod solen,
Besigtiger skaderne,
Stoiske i vores fælleskab,
Kystfolk, som vi er.
1129. Danmark og Sverige
Var ægte landfaste hér.
Stockholm og Helsinki
Lå derude på bunden
af Ankylus-søen, indlandshavet,
Der brød igenem Storebælt,
Åbnede op til Lillebælt,
Skabte Fyn og Jylland øst,
Skurrede Øresund ud,
Så saltvand fossede ind
Fra det åbne verdenshav
Og dannede Sjælland,
Bare ottetusind år siden.
1130. Havspejlet stiger nu igen,
Om kap med landhævninger.
Som kystfolk får vi se,
Den næste katastrofe komme.
Vi ser vandet for enden af vejen,
Sten, rødder, tømmer, bænke,
Tang, kridt, mudder, skrald.
Hvor højt op endnu?
1131. … Stevns Banke, Sjællands Rev,
Skånegrunden, Københavnergraven,
Der hvor Øresund flød en gang.
IV
1132. Den ludende tavse fisker,
Der lyttede til farvandsudsigten,
Bragte os en kæmpe nytårstorsk,
Så stor, at jeg brugte begge arme
At stavre med den hjem;
Mit eget minde om overflod
… fra Doggerbanke.
1133. Idag er torsken stort set væk.
Fladfisk er små og tynde,
Ikke større end en udstrakt hånd.
Olie- og gas kom ind fra Doggerland.
Vi måbede over enorme borerigge;
Forsyningssikkerhed, hvilken fryd,
Indtil også denne kilde løb tør
Efter nogle få årti.
Nu er kun vinden tilbage
… over Doggerland.
1134. Hvor ville jeg gerne have gået
Langs kysten af Doggerland
Fra Orkney til Skagen
Fra Esbjerg til Dunkirk
Og de vidtstrakte floder
Ved den Engelske fjord,
Hvor himlen myldrede af fugle
Vinger susede så højt som blæst,
Dengang landene hang sammen.
1135. Tør man tro det:
Et hav fyldt af fisk, krebsdyr
Torsk, to meter lange, i tætte stimer
Langs Kullen og Svenskekysten;
Rødspætter på 20 kilo og pighvarrer
Så store om joller derude,
Hvor Doggerlandet stadig ligger;
Kommunestore østersbanker,
Delfiner og tunfisk springer,
Vender maven op i solen;
Havets liv myldrer igen tilbage,
Håber jeg, som dengang,
… ved Doggerlandets kyster.
1136. Jeg ville sætte et minde,
En sten, tja, hvor?
En bølge, en bøje, en pæl,
Et undervandsmuseum?
Et navn
… Doggerland.
Mols bjerge on my mind
Mols bjerge on my mind
1109. Ebeltoft ligger dér,
hvor landet sidst blev skabt,
i bugten, i den halve horisont
med blåt, kruset vand,
den vidåbne himmel og
landtanger med skov.
1110. Byen strækker sig
ud langs kystlinjen.
Huse og gader
renskurede,
hvidkalkede,
brostenstoppede,
turistforberedte,
stemningsoptimerede,
æble- og kaffeduftende
i efterårets hvide sol.
1111. Stier findes overalt,
blandt landets bedste:
Langs kyster, klitter, strand;
gennem sumpe, moser,
plantageskov, ungskov
enge, tunneldale;
snor sig over moræner,
overdrev, bakker;
Forbi dybtblå søer,
mos, stubbe, svampe,
kokasser, hestepærer,
trådhegn, åbne enge
biller, rævelort og
selvsmækkende låger.
1112. Dampen stiger op
fra kogeapparatet,
Det emmer fra næsebor
i aftenmørket, lygter og
gafler i vanteklædte hænder.
Et rygende hvæs,
månebelyst pisstråle
under tavse stjerneskud;
En frostklar himmel
i den enorme nat,
teltdug med iskrystaller,
ravnekald henad daggy.
1113. Dagevis, milevidt
gennem landskabet;
på anlagte stier,
dyreveksler, hulveje,
dér hvor isbræen lå,
kun titusind år siden,
hér hvor vi går,
dag på dag,
til støvlers knas i grus
mens jeg tænker, at herfra
udgår vores fortælling,
den som alle kan:
istid, afsmeltning,
indvandring fra syd,
stenalder, vikinger;
døde konger, blå øjne;
Vores dybeste forestilling
om at være menneske i nord
begynder efter sidste istid;
Før da, kun lidt hulemalerier,
nogle neanderthalere sydpå,
og så uddøde dinosaurerne;
Et stort hul i nordboers
kollektive bevidsthed,
vores dunkle palæopsykologi,
på 60 millioner år.
Vi bestiger endnu en moræne:
Fra toppen ses Ebeltoftbugten,
et mægtigt landskab i hvile,
tindrende i urtidsfarver.
Sæl
Sæl
I
1106. Stevns kyst
Har åbne stræk,
Uden mennesker,
Stort set,
Hvor døde dyr
Forgår uforstyrret.
II
1107. En sæl længe død,
Hud i spættet farvespil,
Sort, orange, brun,
Pelsløs, soltørret,
Spændt ud over skelettet.
Tandsæt tilbagetrukket
I hundegrin,
Snuden strakt.
Lapperne i læder,
Stive, sorte, sprukne.
Alle indvolde
Forlængst fortærrede.
En sprække i skindet,
Et kig ind
Mellem grå ribben
I sælens organik;
Et fartøj lavet til havet,
En fuldendt form
På sin sidste færd …
Hvis jeg var shaman.
II
1108. En inuit kajak,
Teknisk perfektion,
En ombygget sæl,
Udtænkt, tilvirket
Af en mesterbygger
I samme materialer,
Med samme formål,
Efter samme idé;
Overlevelse,
Kærlighed,
I skind og ben;
Kajak og sæl;
Samme stemmer …
Hvis jeg var shaman.
Træer på vandring
Træer på vandring 1091. På grunden står fire egetræer omkring 60-70 år gamle, vel 15-18 meter høje og med et kroneudhæng på ca. 200 kvadratmeter. 1092. Hvert efterår kaster egene en overflod af agern af sig. I år gælder det om at beregne hvor mange. 1093. Jeg tager to prøver på hver en kvadratemeter, river agerne sammen, sorterer alt uvedkommende fra - heraf mange vildt udseende og halvt komposterede agern, bog og kerner fra forrige år – og tæller årets fald. 1094. De tre første træer har omtrent samme antal agern pr. kvadratmeter. Det fjerde egetræ har været nødlidende (sic!) gennem flere år på grund af overskygning fra en slank bøg, der skyder op gennem sprækkerne i overhænget. Under dette træ tager jeg ikke pøver, men jeg lægger metermålet ud flere steder og gi'r skovbunden mit bedste rainmanblik. 1095. De to prøver giver et nedfald på ca. 1000 agern pr. kvadratmeter. Nedfaldet fra det sidste egetræ er omkring 3-400 pr. kvadratmeter og det har en lidt mindre kronevidde. Resultat er 160 m2 x 1000 agern + 40 m2 X 350 agern = 164.000 (+/- 25.000) agern med flere i vente oppe fra træerne. 1096. Under egetræerne er et sandet stykke jord befriet for græstørv med spredt plantevækst på omkring 100 kvadratmeter. Sidste år selvsåede mellem 75 og 100 egetræer på dette område. 1097. Rundt om på grunden selvsår andre træarter hele tiden. Først og fremmest ahorn og spidsløn, dernæst stilkeg, rødeg, ask, taks, hæg og hassel. Jeg antager – uden af have talt – at der hvert år spirer omkring 150-200 selvsåede og levedygtige træer på et område på ca. 1000 kvadratmeter, hvor der i forvejen er tæt beplantning og høje træer. 1098. Spiringen af et agern er en kompleks biologisk og kemisk proces, som formodentlig ikke så mange har set. De gange jeg har bevidnet det, er jeg slået af den bandsatte vilje i den lille rod og dens evne og styrke til at gro. 1099. Fra denne lille lommevidenskabelig – men efter bedste evne sande - optælling må det stå klart, at træer er veludstyrede forplantere og kan selv. 1100. Og i øvrigt har dækket meget store dele af jordkloden i henved en kvart milliard år – under omskiftelige betingelser og med selvselekterede arter og individer, der kan overleve og nichetilpasse sig. 1101. Store dele af jordkloden, de nordlige og sydlige skovbælter ville bare springe i skov, hvis de fik lov. Det gælder hele Europa, store dele af Asien, det meste af Nord og Sydamerika, samt store bælter i Afrika og Austalien. 1102. Tanken om at mennesker skulle hjælpe træer tilbage i vækst er velmenende, men også en nedladende undervurdering af træer og bunder nok i oplysningstidens fantasi om naturbeherskelse, der først nu begynder at sprække. 1103. Intetsteds i de nordlige og sydlig skovbælter er det nødvendigt at plante træer. De kan selv, når betingelserne tillader det. Det er betingelserne, som mennesker skal ændre, hvis de kan; ikke tilplantingen. 1104. Optællingen af agern viser også, at agern spredes fyldigt op til 2-3 meter ud over kronedækkets rækkevidde. Under de rette betingelser er egetræet derfor i stand til at sprede sig år for år. Med mine egetræer som spinkelt beregningsgrundlag, kan vi gisne om en spredning på 25 km pr. tusind år. Sikkert mere, fordi de mange arter dyr og fugle, der lever af agern, er med til at sprede dem betydeligt længere. 1105. Træer er evigt på vandring. Også min have, hvis den fik lov. Vent bare, om 1000 år er vi nået til udkanten af Præstø, eller Roskilde. Eller hvad der til den tid er tilbage af dem.
Liden storkenæb
Liden storkenæb
1086. Dette efterår har liden storkenæb,
Efter tre år på diskret vækst
Hist og her i sommerhaven,
Fået sit gennembrud som krudturt.
1087. I vækst frem fra haveasylet,
Det halvmåneformede bed
Rundt om det lille æbletræ
Til urter og stauder i eksil,
Truet på væksten i nedlagte haver.
1088. Først tog de bedet, lagde et dække
Omkring de andre planter,
Kvæsurt, sankthansurt, mynter,
Voksede derpå ind over græsset,
Dækkede de højtklippede gangstier,
Derfra op over gamle græstørv,
Rundt om tuerne af vild oregano,
Ind under den lille hyld,
Frem mellem rivalen skvalderkål og
Spydspids brom- og boysenbærskud.
1089. Krøb ud under tørrestativet,
Langs kanten af dammen,
Indtog plads omkring rabarberne,
Ind imellem de hvide røllikker,
Frit voksende i det høje græs,
Stræbte videre ind langs terassen,
Drejede op langs klosterbedet.
1090. En opvisning af bladmønstre,
Crescendo i grøn frodighed,
Vegetal triumf i en sommer
Inddelt i fire forløb:
Væde, varme tørke, varme;
Et snigløb af mange planter,
Der satte skud for anden gang,
Som den liden storkenæb,
Der fik sin chance, med hjælp
Fra en planet i kæntring,
Til en eksplosion af blade,
Tæt på et svækket efterår.
Jordbesidder i det 21. århundrede
Jordbesidder i det 21. århundrede
1078. Pace Højholt *), men,
Man kan ikke gå to gange
Ud i den samme vilde have.
1079. Metafor, om man vil,
For livets ustoppelige
Foranderlighed.
1080. Man kunne være fræk,
For det kunne Højholt li',
Og genvende talemåden:
1081. En jordbesidder bekæmper
Det samme ukrudt – hver gang.
Det gælder også kirkegårde.
1082. Metafor, om man vil,
For livets repetitive
Udhuling af mening.
1083. To modsatte ord for
Den vegetative
Transformationskraft.
1084. De er, forekommer det mig,
De to eksistentielle livsvalg
For det 21. århundrede - og det næste:
1085. Ukrudt eller krudturt.
*) Se: Afdød digter som sprogligt fænomen, vers 163-171.
Intelligenstest for krager
Intelligenstest for krager
1065. Spørgsmålet med intelligenstest er
Naturligvis, hvad skal vi teste?
Problemet er aldrig besvaret
Tilfredsstillende for os selv,
Derfor heller ikke for krager.
1066. Vi har gerne stort besvær at
Vænne vores bevidsthed fra
At se sig selv i alt andet,
Derfor er vi som regel selv
Standard for det, vi måler.
1067. Forskere har designet mange
Snedige test, der alle, ikke uventet,
Jvf. verset ovenfor, beviser at
Krager er intelligente.
1068. Apparater er konstrueret for at
Snyde krager fra godbidder,
Hvor kragen fylder sten i et bæger
Med vand for at hæve føde op,
Eller bruge en pind i et rør.
Eller vi har iagttaget krager
Bruge forbikørende biler til at
Knække nødder mod asfalten.
1069. Alle er problemløsninger ved madsøgning
Under menneskeskabte betingelser
Hvor den rigtige løsning er,
Naturligvis, hvad vi selv ville have
Gjort; ergo er beviset for intelligens
Ført.
1070. Men tag nu et eksperiment
På tilfældige vilkår i en almindelig
Krages almindelige hverdag,
Omgivet af menneskeskabte ting,
Men ikke opstillet som forsøg,
Dvs. en test af kragens tilpasning
Enkeltvist og gennem generationer, til en
Menneskabt omverden som tegn,
Netop, på intelligens med kragemål.
1071. Til dette selvudfoldende eksperimentet skal bruges:
1 stk. standard villahave
1 stk. standard græsplane
1 stk. garage eller lign. udbygning.
1 stk. havetræ
1 stk. dum hund *)
1 stk. mellemstort kødben.
1072. Alle ovenstående rekvisitter er
Vidt udbredte og let tilgængelige.
Eksperimentet har ingen menneskelig
Iscenesættelse, bortset fra,
Men ikke uomgængeligt, et kødben,
For hunden kan selv have fundet et.
1073. Fra toppen af garage laver krage 1
Chikanedyk ned over
Bengnavende hund på græsplæne:
Vred, snerrende reaktion.
1074. Krage 2 laver dyk fra træ
Fra modsat side, som altid
Uforfærdet mobber af rovfugle i flugt.
Hunden rejser sig, på vagt,
Ludende over kødben, knurrende.
1075. De to krager dykker skiftevis
Tættere og tættere på hundehoved og
Bringer hund fra hundekoncepter.
Edderspændt begynder hunden at
Jage krager i flugten og blotter
Kødben på grønsvær og må derfor,
Skiftevis fra højre og venstre,
Styrte tilbage for at beskytte sit ben.
1076. Mobning fortsætter tættere og tættere;
Indtil en krage snapper kødbenet
Men taber det, jagtet af hund, nu
Rystende af raseri og blodtørst.
Det er lysende klart for alle,
(Undtagen hunden **) hvad planen,
Hensigten, strategien, taktikken, ideen,
Hvad ord vi end vil bruge, er.
1077. Tilsidst dykker en krage ned
Foran snappende hundekæber,
Tirrer på græsset i afledningsmanøvre
Sanseløst rasende hund, der
Kaster sig efter fugl - og går i fælden,
Som vi andre for længst har set:
Den anden krage dykker fra træet,
Samler kødbenet op og lander
På garagetaget. To krager flyver bort.
P.S. Dette er fra en virkelig situation, iagttaget og gengivet, som jeg så den. Kragerne i dette optrin var gråkrager.
*)
Her når vi et omstridt spørgsmål:
Er hunde dumme eller kloge?
Kloge, fordi de kan alt muligt,
Som mennesker lærer dem, eller
Dumme fordi hunden, evolutionært,
Satsede hele genbanken på et liv
Under menneskers herredømme,
Hvorfor mennesker har samme holding
Til hunde som til slaver: paternalisme
med kærlighed/sadisme, tilsat ringeagt.
**)
Givet at hunde er kloge,
Fintfølende, intelligente,
I en løs betydning,
Mest i menneskers nærvær
Og under disses kommando.
Men krager, disse krager,
De var virkelig smarte,
Street-smarte.
Hunden i dette eksempel
Fejlede at beskytte sit ben
Læste ikke terrænet,
Feks. et halvtag, en krog,
Så ikke fjendes idé,
Benyttede sig ikke af
Det mest enestående privilegium
I hele dyreverden:
Gø ved herrens dør
Og døre vil åbnes for dig.
Kend din krage
Kend din krage
1056. Alle børn kender kragen:
En standardsættende fugl,
Et symbol i sig selv,
På fugl og menneske
Sammen i titusind år.
1057. Alle børn har hørt om ravnen
Fra bøger, film og gudelære;
Men kun få, og med tiden færre,
Kender deres kragefugle.
Men se bare her hvordan.
1058. Råger er kulsorte undtagen
Et hvidt bånd om næseroden.
Det gør panden høj,
Skidtvigtig, selvsikker;
En hofmand spankulerer rundt.
1059. Sortkragen er helt sort,
Forveksles tit med rågen,
Men den har helt sort næb,
Og er mindre en ravnen.
Kra kra for krage.
1060. Gråkragen er grå
På nakke, ryg og bryst,
Og – vigtigt - sorte øjne,
Sort hoved, vinger og hale.
En dygtig chikaneflyver
Mod rovfugle på farten.
1061. Alliken er den mindste,
Forveksles med en gråkrage,
Men kendes på sin hvide øjenring,
De grå partier er mørkere
Blandes med det sorte.
Stemmen er meget lysere,
Et skarpt, to-tonet kald.
1062. Ravnen findes ikke tit;
Meget stor, meget sort,
Meget hæs, meget kraftig næb.
Næsten udryddet, da jeg var barn
(16 par undgik gift og kugler *).
Med held eller indsats
Ses den nu i hele landet.
1063. Tres år før jeg tog mig sammen
Efter et liv blandt alle disse
Sociale og kloge fugle;
Skamfuld i det skjulte
Over ikke at kende forskel,
Men nu lettet, skyldforladt,
Fløjter glad til dem på vejen.
En lille hverdagsstolthed:
Nu kan jeg mine krager.
1064. Når du ser en kragefugl;
Vent lige lidt; kig efter,
Find dens felt- og kendetegn;
Godt for kragen, godt for dig;
Lær det med dine (børne)børn,
De husker det for livet.
*) Se hertil børnesangen Højt på en gren en krage sad.
Sangen kunne have handlet om giftudlægning, men denne form
for aflivning har aldrig vundet indpas i den danske sangskat.
Blå på Råbjerg Mile
Blå på Råbjerg Mile
1054. Blå er et sjældent chok
til fods under åben himmel,
her på Råbjerg Mile
under dagslysets farveprisme
og oplyste vandreskyer,
hvor intet jordisk blåt kan ses;
ingen dyr, ingen svampe, padder
ingen sten, insekter, eller træer;
alt i farvebalance, uberørt,
som en stump af ødemark, endnu,
brudt voldsomt, som et anstød,
af en nylontrøje, neonblå,
spiddet på en fyrregren,
halvt dækket allerede af sand,
her hvor alt er i bevægelse
og levende af sol og vind,
af hav og tiltrækningskraft
under det enorme himmelhvælv,
hvor jeg med ét ikke ser andet
end en klat syntetisk blå,
og forstår, at det er rigtigt,
at kun vores ting er døde.
1055. På knæ, med fingre og negle
graver jeg et hul i sandet,
stopper trøjen ned, dækker til;
sådan, tilsandet, slettet,
hånd og fødders nedslagsspor
straks overpustet af krystaller,
der visker ind på vestenvinden.
Ukrudt! Mig?
Ukrudt ! Mig?
Almindelig brunelle
1048. Ieg har længe gerne ville vide
Det optimale antal øjne
Til at fixe en bambi-effekt.
Fire er vel bedre end to?
Eller er tre øjne bedre end et?
Skal øjne sidde side om side,
Er det ikke mere attraktivt
Med det ene over det andet?
Hvad er det egentlig et dåkid har,
Som ikke jeg har?
1049. Ieg vil også gerne vide,
Hvad er det bedste slags hår
Til at udløse et ae-syndrom:
Fimrehår, krushår, strithår,
Pelshår, ruhår, tykt hår?
Se, min yndigste bladbehåring,
Hvide pyntehår langs bladranden,
Bløde til fingerspidser;
Fyldige, velformede blade
Med dunhår i luksusfilt.
1050. Og hvilke blomster er det,
Der starter deres svime-gen?
Mine blomster er store læber,
Med rande af smukke børster,
Slanke tragte og åbne munde,
De kæreste strithår på toppen.
1051. Og hvad slags grøn er det egentlig,
De der havefolk begærer?
Se, mine nuancer af farver
Fra det hvidlige vårgrønne
Changeret til dyb modengrønt.
Fra sart lilla til mørk bordeaux.
1052. Og hvad er det for former,
De vil have på deres plæner?
Hvor alt skal ligne hinanden
Og intet, der skal ligne noget.
Så er det bare jeg spør, hvorfor?
Hva’ er forkert i min figur,
Min ynde, mine buer og mønstre,
Mine blomster, min farvemosaik?
1053. Spørgsmålet er ikke frivolt,
For jeg ka godt li græs, kanter,
Blomsterbede, diskrete hjørner;
Og her er virkelig farligt:
Hakker, sakse, spader og spyd,
Lange knive, flammekastere,
Ild, gas og gift i store dunke.
Overskrævs på havetraktorer
Det motoriserede plænepoliti
Med apps, satelitforbindelser,
Robotter og slåmaskiner.
Ord er vigtige, meget vigtige,
For hvad de slår ned
Og hvad de ka li.
Ukrudt! Mig?
Hjælme
Hjælme
1040. Sollys i sandet,
Eftermiddag på milen,
Skarp sol ind på skrå.
1041. Sandkorn med skygge,
Børstet fint af nedslagsregn,
Ru som månestøv.
1042. To strå af hjælme
Lagt ned side ved side,
Sløret let af sand.
1043. Ingen hånd, idé,
Uden hensigt, skuespil,
Kun til for sig selv.
1044. Det ordløse ah,
Den kropsbårne lykke
Fra åbne sanser.
1045. Mødet med noget
Overdådigt uberørt
Og menneskefrit.
1046. Sum af overflod
Fra titusind års længsel;
Al min DNA.
1047. To strå i sandet:
Et billede, et minde,
Uklart, halvt fossilt.
Spor i sandet
Spor i sandet
1033. På grenens østvendte bred,
Hvor turister går og tramper,
Ligger vore mødres ben
I hvide muslingbanker.
1034. Hundredtusinder tomme gab
I dynger på Skagen strand;
Æg, udgydt og sendt til havs;
Kom rov og fladfisk bestand.
1035. Vi trækker op på stranden,
Hvor kattegattet ruller ind,
Stryger sandet hårdt og blankt
I efterårets vestenvind.
1036. Vores klejne, sarte skaller,
Lagdelte med perlemorskær,
Knases let af fisketænder,
Knuses mellem mennesketæ’r.
1037. De færreste ser, hvem vi er,
Uvidende, på tur ved vandet,
Om den hvide pebermusling,
Og vore kravlespor i sandet.
1038. Lad os krybe her i fred,
Lad døde skaller ligge;
Vi er visket ud i morgen
Og skyllet væk til vinter.
1039. Mellem strand og hav,
I tidevand og tideskift,
Vandrer vi uendeligt
I sol og månespor.
Krudturt
Krudturt
1020. Det åbne landskab, det brændte land, ah, den hærgede jord; dér gror ve, dér har ve hjemme.
1021. Hug træerne om, riv rødderne op, brænd underskoven af; dér vokser ve.
1022, Rasér landet, ødelæg mulden, grav mosen op, udpin jorden; dér kommer ve.
1023. Pløj jorden i stykker, harv den flad, kør jordbunden i smadder; dér gror ve.
1024. Forgift alt levende, hæld benzinen ud, brænd horisonterne ned; dér spirer ve.
1025. Krudturter er pleje af den forstyrrede jord og hjælp til vegetation i nød. Ve beskytter jorden med rødder, ve holder på vandet og nærer bakterier og insekter.
1026. Ve er det første strøg af farve over landskabet. Ve vokser til og vokser tæt. Ve er vegorama fra kyst til kyst.
1027. Ve vokser i afbrændte tomter, i fældede skove, i tomme huse. Ve vokser i forladte miner, i bombekratere, i sprænghuller. Ve dækker den lille plet og den store katastrofe.
1028. Ve vokser ind mellem fliser og belægninger, i indkørsler, i tagrender, i brønde. Ve vokser i nedbrændte huse, i forladte bygninger, i ødelagte fæstninger.
1029. Ve vokser ind over øde marker og tomme gårde. Ve vokser frem over veje og stier. Ve udvisker haver og slagmarker, ve dækker gravpladser og lossepladser, ve overtager landsbyer og storbyer.
1030. Ve minder umaner om, at livet er forgængeligt. Ve minder umaner om, at kun ve kan overlefe.
1031. Kun ve er viljen, værket og væksten; disse tre, og af dem er væksten den største. Eller værket er størst. Eller viljen er størst. Lige meget. Kan det, vil det, har det.
1032. Først tager ve marken, så tager ve heden.
Så tager ve parken, så tager ve skoven.
Siden tager ve mosen, marsken og fjeldet.
Til sidst tager ve isen, havet og polerne.
Nyt i Index Titusind:
Hærge • 1020 ; Underskov • 1021 ; Mose • 1022 ; Pløje • 1023 ; Forgifte • 1024 ; Krudturt • 1025 ; Vegorama • 1026 ; Tomt • 1027 ; Brønd • 1028 ; Losseplads • 1029 ; Forgængelighed • 1030 ; Vilje • 1031 ; Fjeld • 1032.
Træk over Køge
Træk over Køge
1012. En aftenhvælving står
I bleg blå, gul og lidt orange
Højt over byens klodser.
1013. Et træk af bramgæs i brudte linjer
Oppe under kuplen, trækker
På slingrende kurs mod syd.
1014. En kakofoni af fjerne kald
Skal styre flokken frem
Side om side i hundredvis.
1015. Linjen bugter og vrider sig
Samles og skilles langs trækket,
Fortyndes og fortættes igen.
1016. En flok grågæs, hastigt
I v-formation, lavt
Henover havnen, videre vest
Under næbspids ledelse.
1017. Endnu en bræmme af gæs,
Højtflyvende og fjerne
Bugter sig og disputerer
Under den rosa aftenhimel.
1018. Vi ser flokken forsvinde;
Et tyndt, flagrende bånd
På tværs af solnedgangen.
1019. Fugle på træk er kæmpe kræfter.
Vi kan kun betragte, fornemme,
Alene; kom, efteråret kalder.
Antropogensens hexagram IV
Dette er fjerde og sidste reiteration af antropogensens hexagram. I diagrammets højre side videreføres billedet af alle ting som indeholdende sine egne modsætninger. Selvet bliver her til verden, og verden bliver til selvet.
Det etiske billede vendes nu på hovedet: Selvets sanser bliver til et billede på hele verden; selvet lukkes inde og bliver sin egen verden. I samme omvending bliver verden reduceret til personens opfattelse af sig selv.
Her er selvet og verden smeltet sammen. Selvet bliver sin egen virkelighed. I en sådan verden findes ingen etik, fordi der intet er at måle selvet op imod; denne verden er anetisk. De titusind ting findes ikke som selvstændige objekter eller individer. Selvet bliver sin egen sandhed.
Antropogensens to yderpunkter er det etiske og det anetiske verdenssyn.
Spættetakter
Spættetakter
997. Spætten banker på
Bøgetræets rådne gren;
Dæmpet prøveslag.
998. Jeg sidder stille
Under løvtag og filer
På et lille digt.
999. Her er lyd og klang;
Han banker varieret,
Hurtigt, blødt og svagt.
1000. Han mejsler, tester,
Udhuler, drejer, dunker;
Lidt hér, så lidt dér.
1001. Bløde introslag,
Forsigtige, prøvende;
Spættens slagsekvens.
1002. Så hårdt til ophug,
Brækker ved og splinter ud,
Langsom takt til slut.
1003. Flytter til nyt træ
Med et redekassehul;
Hule træ'r er bedst.
1004. Han slår trælyd an,
Men dette er et snydetræ;
Alt for magert her.
1005. Han flytter igen,
Prøver sig med kasse to;
Samme resultat.
1006. Han har forstået
Ved kasse tre og fire:
Vender næbbet væk.
II
1007. Som dreng på landet,
Telefonpæle af træ,
Grå hætter af zink.
1008. Her var spættelyd!
Med drøn og hvirvelrytmer
Trommesats på blik.
1009. Jeg husker hans fryd:
Slagtøj og opvisningslyd;
Kalder de damer.
1010. Minder, nu, hvidt ark,
En time går, hver med sit,
Vi klikker, hakker.
Om antropogens
Om antropogens
991. Empiri – Vacui
Alt det jeg ved - og ikke ved.
Alt det jeg kan vide - og ikke vil vide af.
992. Empati – antipati
Alt det jeg føler for - og ikke føler for.
Alt det jeg kan tage imod - og skubber væk.
993. Poesi – Afasi
Alt det jeg siger - og ikke siger.
Alt det jeg forstår at udtrykke - og afviser at nævne.
994. Symfani – Idiofani
Mit møde i forundring med "det andet".
Mit møde med mig selv; igen og igen.
995. Biofili – Biopati
Min indlevelse i alt andet liv omkring mig.
Min biologiske selvtilstrækkelighed.
996. Animi – Solipsi
Min sanselige fornemmelse af enhed med omverden.
Min sans for mig selv og min tanker.
Antropogensens hexagram III
990
I mindet om min ven Bent Stig Vase, som så og udtrykte verden i billeder og diagrammer.
Antropogensens hexagram II
989
Antropogensens hexagram I
988
Araknometri
Arachnometri I 973. Arachnometri er en figur: Min idé om verden Og stedets morfologi. 974. Mit net er et mønster Med sansetråde af silke Samlet i mit hoved. 975. Græsstrå, stilke og net Forbindes i min hjerne; Sted og krop er ét. 976. Ieg forstår mit sted Helt ud til kanterne Af mine nervebaner. II 977. Min idé er kemi og viden; Et stød centralt i kroppen Af vibrationer og sanser. 978. Ieg har sanser for balance, Flader, spænding, vind, Retning, fart og fugtighed. 979. Ieg har sanser for fjender, For han og hun og hensigt, For vejr, lys og farer. 980. Ieg styrer mine tråde, Mine ben og jagtorganer: Ophæng, styrke og træk. III 981. Ieg svæver med tråde op Mellem kviste, strå og tag, Spænder bæretråde ud. 982. Ieg fæstner tværtråde, Tester arachnometrien Og mit værk ta’r form. 983. Ieg spænder ribber ud, Et stråleformet spind; Måler afstand og styrke. 984. Hægter tråde sammen; Fra de yderste bæretråde I spiral ind mod midten; 985. Otte ben i synkroni Holder fast, styrer tråde, Sætter fikseringspunkter; 986. Tre eller fire par øjne, Dybdeskarpe og sultne; Hydraulik i mine ben. 987. Ieg mønstrer min verden, Fornemmer den med fødder På et net af silkenerver. Nyt i Index Titusind Arachnometri • 973; Silke • 974; Hjerne • 975; Nervebaner • 976; Vibration • 977; Flade • 978; Vejr • 979; Jagtorganer • 980; Bæretråde • 981; Værk: edderkop • 982; Afstand • 983; Spiral • 984; Synkroni • 985; Dybdeskarphed • 986; Silkenerve • 987.
Træstubsarkæologi
Træstubsarkæologi
969. Vraget af en kæmpefyr
Sunket ned i skovens bund,
Kun stubbens omkreds anes;
Mosgroet gråbark stikker op,
En tandkrans, en palisade
Omkring den sunkne midte,
Hvor alt ved er rådnet væk,
Dækket af blåbærbuske.
970. Et landskab voksede frem
Rundt om træets stamme
Op fra træets rødder.
Stubbe er gamle bopladser,
Tusinder af livsforløb
Overalt i træets limber.
971. Mennesker har slået lejr
Under træets krone,
Lyttet til træets lyde
Dybt i mørke nætter;
Set måner i overhænget,
Hørt på ugler og varsler,
Vinden og ånders tuden,
Sovet på de faldne nåle.
972. Dette træ blev hugget om,
Topkappet, afgrenet, afbarket,
Rullet ud i søen, flådet væk.
Tilbage, en heksering af bark,
Historier i trøsket træ;
En åndemund fuld af jord.
Nyt i Index Titusind:
Træstub • 969; Boplads • 970; Ånder • 971; Hugget om • 973,
Nature Morte
Nature morte
960. Skovfyr flakker i skyggespil,
Sol danser på skovens bund.
Tørt lys, terpeners duft
Møder fugtig jord, nålemuld.
961. To små skørhatte står,
Et sammenvokset par;
Varme rødorange sfærer
Lyser op på sortbrun jord.
962. Der er ingen form for liv
I naturens dynamik af væsner,
Intet funktionelt princip,
Der ligner svampehatten.
963. I virussens mikroverden
Findes måske en flagel,
En udvækst, et horn,
Der ligner svampeboblen.
964. Blandt vore ting kendes kun
Det gærformede bolleskud,
Rundet op under klædet,
Holdt frem i hænders skål.
965. Svampen er en urform,
En arketing fra billeddybet
Af samme orden, styrke, som
Fugl, fisk, træ, og blomst.
966. To underjordiske væsner,
Svulmet frem i efterårets glød
Blandt bitte, grønne frynser
Af årets skovfyrsspirer.
967. Frisk lugt med lidt fordærv,
Et blegt og vandigt kød,
En svampet svampethed,
Kølig og død på fingrene.
968. En skødesløs perfektion
Af frodighed og ældning,
Flygtig hvor den findes
I efterårets jordiskhed.
Nyt i Index Titusind:
Skovfyr • 960; Skørhat • 961; Svampehat • 962; Virus • 963; Hænders skål • 964; Arketing • 965; Efterår • 966; Fordærv • 967; Ældning • 968.
Mejer på en figenfrugt
Mejer på en figenfrugt
953. En mejer har lagt sig
På en sprækket figenfrugt,
Sukkersulten, sommermoden.
954. Frådseren er døsig,
Overfyldt, stærkt beruset
Af gæret figensaft.
955. Den rører sig knap,
Når frugten løftes op,
Drejes, slippes fri igen.
956. Frugten er blød og dråbeformet,
En lilla testikelsæk, der
Dingler under figenbladet.
957. Planter stråler sex;
Det ligger dybt i sproget,
I den fælles fantasi.
958. Mejerens lange trådben
Omfavner den halve frugt;
Et paradis af slik på stilk.
959. Botanik var bandlyst engang
I Encyclopædia Britannica
Som usædelig, pornografisk.
Nyt i Index titusind:
Mejer • 953; Gæring • 954; Figenfrugt • 955; Testikelsæk • 956; Sex og sprog • 957; Paradis • 958; Botanik • 959.
Symfani med aftensværmer
Symfani med aftensværmer
936. På vandring forleden langs Stevns Klint havde jeg den oplevelse at se en duehale. Kun et kort møde, som de fleste træf med andre arter; tilfældigt og uventet. Men hver gang med denne særlige kvalitet af opdagelse og forbundethed: jeg har set dig; jeg ved, hvem vi er.
937. En duehale er en stor aftensværmer med et vingefang på ca. 5 cm og kan ligne en lille fugl. Mange folk, der ser den for første gang, forveksler den med en kolibri. På engelsk hedder den da også hummingbird hawk moth.
938. Det første man opfanger, er dens grå pelsede krop og vinger, og de små orange bagvinger. Dernæst ser man hvordan den svirrer i luften, ubevægelig eller rykvis. Endelig ser man den lange, sorte snabel, helt op til 3 cm, der som en tynd slange rækker ned i blomsters honningkrukker.
939. Dette er alt, hvad de fleste når at se. Men det er nok til at gøre duehalen dyrebar. For de førstegangsseende, mig selv medregnet, er duehalen intet mindre end spektakulær.
940. Måske derfor er duehalen velkendt i videnskaben og naturalistens optegnelser. Duehalen tilbringer vinteren i Sydeuropa og Nordafrika og trækker nordpå om sommeren, langt op i Skandinavien. Her lever og formerer den sig. Larver forpuppes og udklækkes som imagoer, der tager trækket tilbage sydpå om efteråret.
941. Duehalens livscyklus minder om den mere berømte monarksommerfugl fra Nordamerika. Genetikere har DNA-sekventeret monarken og fundet genet, der får sommerfuglen ud på sin årlige migration mellem Mexico og Canada. Også duehalens fulde genom er nu kortlagt. Mon ikke man finder et lignede gen for dens årlige vandringer op og ned gennem Europa.
942. Vi har omtrent 60% af vores gener tilfælles med bananfluer. En lignende procentdel kan tænkes at gælde for duehalen; jeg ser dog gerne, at den er lidt højere. Jeg vil i hvert fald gerne deles om migrationsgenet.
943. Højteknologisk videnskab har beskrevet hvordan duehalen flyver. Duehalen har organer, der opfanger og sammenligner vibrationsfrekvensen i vinger og antenner. Vingerne vibrerer ved 27 hz. Når følehornene vibrerer ved samme frekvens er insektet plant i luften. Krænger insektet, vil frekvensen i følehornene stige op til ca. 47 hz. Ved at sammenholde de to frekvenser kan duehalen svæve, manøvrere og præcisionsflyve med stor fart.
944. Disse oplysninger - og der er mange flere - udfolder vores fortælling om duehalen. Men fakta ændrer ikke den følelse af spænding og opdagelse ved det første møde. Hertil kræves blot en genkendelig form, de vigtigste dele af anatomien og nok plads til et frit liv omkring det.
945. Dog, og dette er væsentligt; mødet med det andet liv kræver ikke fri natur eller vildmark. Kun få af os har den adgang. Det forunderlige møde er muligt på meget lidt plads: i altankasser, i mursprækker, på byggetomter, overalt hvor utæmmet liv finder vej.
946. Videnskab, uanset hvor værdifuld den er, er ikke nødvendig for at vi kan gribes af denne særlige fornemmelse, at komme et andet væsen nært; denne emotionelle kraft, der knytter bånd til en anden skabning.
947. En nobelpristager, jeg tror det var Lynn Margulis, har sagt at videnskab er god til at nedbryde myter; underforstået, at videnskaben har svært ved bygge myter op igen. Vi kan ikke få videnskab nok. Al viden er godt. Mere viden er bedre. Men vi bevæges ikke af videnskab. Vi knytter ingen stærke bånd til andre væsener ved hjælp af videnskab.
948. Mit ærinde er at beskrive mødet med andet liv; denne pludselige følelse af samhørighed med og forståelse for, at dette væsen er sin egen værdi. Lad os gå videre: at det væsen bør beskyttes mod efterstræbelse fra min og andres side. Lad mig gå endnu videre og sige, at i dette møde, hvor jeg for første gang ser et andet væsen som et agerende, bevidst liv, i dette øjeblik indser, at dette væsen er fredhelligt.
949. Mødet har lighed med det, religiøse mennesker beskriver som en åbenbaring, epifanien. Det beskriver øjeblikket, hvor det guddommelige træder synligt frem for mennesket. Det er tydeligvis ikke det, der er på færde i mødet med andre væsener. Men resultatet er, vil jeg påstå, sammenligneligt: et uventet møde med en anden form for væsen, og en pludselig indsigt, der griber os resten af tilværelsen.
950. Jeg har kaldt dette møde for en symfani. Ordet beholder idéen om dette noget, der pludselig træder frem og bliver synligt; ordet låner en mening om, at situationen skaber indlevelse.
951. Væsentlig er også, at symfani ikke kræver gengældelse (så var det forelskelse eller venskab). Symfani er derfor særligt brugbart om vores tilknytning til bl.a. insekter, planter, svampe og landskaber.
952. Symfanien er de situationer, hvor vi knytter os til den naturlige verden, uanset hvor mange gange vi oplever den i vores tilværelse. Den er ikke mystisk; den føles bare magisk. Som om verden omkring os med ét er udvidet.
Nyt i Index Titusind:
Duehale • 936; Vingefang • 937; Snabel: aftensværmer • 938; Spektakulære, det • 939; Imago • 940; DNA • 941; Bananflue • 942; Præcisionsflyvning • 943; Anatomi • 944; Vildmark • 945; Videnskab • 946; Myte • 947; Mødet med andet liv • 948; Fredhellig • 984; Indsigt • 949; Symfani • 950; Tilknytning til andet liv • 951; Magi • 952.