1281. Ve ser jo hvordan masseudryddelse begås i lige linjer. Hvordan tvang fuldbyrdes i lige linjer.
1282. Ve ser hvordan snit foretages i lige linjer. Snit, som i at skære igennem, ind til benet; et gennemsnit, som i overskårne knogler.
1283. Ve ser jo de gennemskårede svin ophængt i savtakket symmetri, to ens halvdele; fire klove, en i hvert hjørne.
1284. Ve ser jo hvordan, der tillades lidt liv i lige linjer, sat op til nedskæring og omhugst.
1285. Ve ser hvordan den lige linje gør det let at lave grænser, opdele og inddele, lave forskelle, holde inde og holde ude.
1286. Hvordan den lige linje er et middel til magt; deres vej til herredømme.
1287. Ve ser jo hvordan der ligger et tragisk ideal i den lige linje, en fantasi om det rene, det rette, det retfærdige. Ve anser det for muligt, at selve ideens ophav er at finde i den lige linje.
1288. Ve ser en ligeså tragisk higen i den lige linje: en søgen efter tryghed, et værn, en tilstand af enkelhed og simple svar.
1289. Ve ser jo at der ikke findes lige linjer i den naturlige verden, ikke en eneste. Intet her er helt lige, intet er nøjagtigt geometrisk formet, intet er inddelt, opdelt gennemskåret eller skabt i lige linjer. Ve taler om det fuldstændige fravær af lige linjer.
1290. Ve ser hvordan det dybeste, stærkeste princip om demokratisk sameksistens mellem arterne netop er fraværet af den lige linje.
1291. Ve ser hvordan idealet om ligestiling, om ligeværd, overalt tilintetgøres af den lige linje.
1292. Hvordan den lige linje er et indgreb i og begrænsning af arternes ret til fri udfoldelse.
1293. Ve ophæver derfor den lige linje som opdelings- og inddelingsprincip for landet og landskabet.
Nyt i Index Titusind: Tvang ◦ 1281, Skære over ◦ 1282, Klov ◦ 1283, Omhugst ◦ 1284, Ideal ◦ 1287, Tryghed ◦ 1288, Geometrisk form ◦ 1289, Sameksistens ◦ 1290, Ligeværd ◦ 1291, Ret til fri udfoldelse ◦ 1292, Lige linje ◦ 1293.
1272. Kyst efter storm, Fugtig luft falder på tungen, Ligger på den åbne hånd. Strand, sten, vand, Horisont og himmel Toner ud, falder sammen I et kontinuum af gråt;
1273. Brisen er tyk og dvask, Tåge driver ind på kysten. Den eneste lyd er bølger, Der lapper op på bredden. Kun lavfrekevente lyd Høres i den tætte stilhed, En skibsmotor, diesel, dunker Et par sømil ude, retning Sverige.
1274. Stormen flyttede bræmmer af sten: Titusinder, hundredtusind tons Fejet op, løftet, lagt ind i landet; Den gamle jærne af kugleflint Og lange tunger af sand Skubbet ind i kystens skov.
1275. Hundredvis af træer rykket op, Væltede, knækkede med Mandshøje rodklumper Havvendte, ned langs kysten. Der er styrke, intensitet her, En følelse af higen Af eminent vilje I mylderet af rødder, Stormspulede og sandblæste, Der rækker ud mod havet.
1276. En stor eg, hundredårig, Revet over ved roden, knækket, Levende og ormestukket ved, Et hult gab i egens indre, Det friske, gule brud vendt ud I det vintervåde vejr.
1277. Drivtømmer og store træer, Afbarkede og slebne af havet Kastet ind over kysten På tværs af væltede træer. Filtrede smårødder i tætte kugler, Mast ind blandt buske og krat; Gule, orange, hvide vidjer Frisk flåede af stormen.
1278. Tåge og grå skumring Fordrejer tid og lyd, Skaber ubevægelighed. Jeg synker ind i tiden, Står her, som folk har gjort I titusind år, kigger ud over Skovklædte næs og åbne vige, Ud mod verdens krumning.
1279. Et par billygter blinker Inde på kystvejen fra Køge. Stranden er bredere nu; Landet blev igen lidt mindre Natten over.
1268. Kropsbygning, (bygget a hvem?) Sat sammen af dele. Med motorik, finmotorik. Et sanseapparat En krop artikuleret Af et bevægeapparatet (og høreapparat).
1269. Apparatat par excellence, Maskinmetaforens moder Vores fineste instrument, Beskrevet efter den Teknologiske horisont, P.t. en supercomputer, Smart software sat på Et stykke hardware. (Krop og ånd, sagde hvem?) Teknoprimater, der vil Uploade sig selv Som en algoritme I en sky. (Det hedder ikke længere på en sky).
1270. Vores omverdenen, Samfundsordenen, Statsapparatetet Med værktøjskasser Og maskinrum, Med knapper og drejeskiver, Man kan trykke og stille på, Mekanismer til styring Af samfund og økosystemer; System indebærer orden Og kausalitet, helst lineær; Naturen er derfor et system, Man kan skrue på, (f.eks. op og ned).
1271. Vi kan tage et udsnit Fra Billund til Karachi, Fra Perm til Saigon, Fra Antofagasta til Yukon, Fra Nanking til Perth Og spørge dette panel: Hvis krop og omverden Skal indeholde hinanden Og udtrykke vores organik, Hvordan er det egentlig Vi som frie, bevidste væsner Blandt andre frie, bevidste væsener Har ophøjet og værddiggjort Vores naturlige omgivelser På en sådan måde At ingen et øjeblik ville være i tvivl?
Ach, Rabbie, apologies accepted; Your words ring true, you do regret it. Tho’ mice and men remain related, Yet, we know the price; After all, it is to be expected That men kill mice.
Rabbie, we could have had a blether, A wee natter on life and weather. In winter we could sit together By the fire warmer; Surely, we could discourse forever, My fellow farmer.
Kindred minds, ay, Rabbie Burns, That we are, and curse him that spurns A mouse that feels and learns From past and present. Wisdom, they say, is man’s gift to earn, But nay, it isn’t.
I shall miss the barns, the fields, the hay. I shall even miss the owl and cat at play. Perhaps we may return there one day, Poet of the land, Before our joys and soils are blown away And turn to sand.
Death by scythe and death by plough Is now death by poisons anyhow. Fens and trees and thickets cease to grow; The land’s undone: A barren scape where empty rivers flow; Rabbie, it’s gone.
Man’s dominion is beyond belief; All your fears will turn to grief. Tho’ to you it may be small relief That mice may then Retake and repopulate; in brief: Replace all men.
Rabbie, in parting let’s rejoice That men may one day take your advice And stop the killing and maiming of mice. Think, what a feastie! Be well, may these humble words suffice, Yours truly, Beastie.
(2022)
Rabbie is the Scottish nickname for Robert Burns.
This poem does not properly speaking belong to the Ten Thousand Things Blog and is too squarely placed in the Anglo-Saxon literary canon in which I was formed. But it is related in content and I see it as a one the poems that lead me to the formative idea of this blog. The poem was written in English and no Danish version exists.
1266. Jeg vil sige, ethvert levende væsen, Plante, dyr, svamp, insekt, mikrobe, Bøjer sin omverden omkring sig; Erfarer den og forandrer den, Om det bare er ganske lidt, Gør verden omkring sig til sin egen, Og udtrykker derved sin organik.
1267. Når det lykkedes, fremstår de, I al deres gribende nærvær Som frie, bevidste væsner, Der ophøjer og giver værdighed Til deres naturlige omgivelser; Ingen kan være tvivl, når de ser det.
Nyt i Index Titusind: Omverden ◦ 1266, Organik ◦ 1266, Værdighed ◦ 1267.
485. Ve gave them our best venerations Here on the mountain in Eleftherna, Ve spawned seed, acorns and nectar On stony ground, among prickly straws, In deep ravines, on stony cliffs.
486. Venerations grew forth In the lazy dust, the swidden heat, In the time it takes A kermes oak to sink into the ground, In the time it takes A city to be reduced to rubble, Upon old stones, Among antique seeds.
487. Come in under my shadow And ve will show you, What a seed can really do; Warrior, slave, senator, matriarch, Here where the stone stands, Where you were lowered down, Sacrificed, forgotten and dug up again.
488. There, ve raised a memorial: My fruit at the headstone. On necropolis now they stand: The two ladies of Eleftherna, Fitted into each others shapes, Composite sisters in stone and wood, Until ve, an olive olding, Decays and withers to dust, While the stone remains From my veneration to the next.
489. Come down into the gulley And ve will show you, What fig trees can really do; Keep the mountain in a grip For coming generations. Ve hold your memories and knowledge, Half secret, half hidden, Urns, amphoras, weapons, shields; The little ox and the hind half in leap Caught in fired clay, Hammered into gold.
490. Come in under this wall And ve will show you, What ivy really wants: Along the agora, Down the mountain side, Overflowing ancient walls, Descended in straight line From ancient seeds, Growing venerations of ivy In depth and glory of shiny leaves.
491. Approach, Ve are living layers Of sun-baked, sucking, slicking bees. A buzzing ruckus So loud, that you stop, In wonder at what you see:
492. Ve show you the queens of the city, And Elefthernas reiterations: All the temples, all art, The tower, the earth quake, the columns, All the villas, the cisterns, All states, all wars. Ve have seen generations Stack these stones and Sleep under these stars. And here ve stand Until they meet again.
1259. What is the pride of fish? I mean, how do they look, A proud fish? With bearing, head held high, A poised fish? I mean, do they feel pride? If yes, or just if, About what?
1260. About their own strength, mobility, Evolutionary excellence, Ability to grow, to hunt, to evade, Ability to spawn?
1261. About their knowledge of water Their food, the enemy, the flock? The shoal, the population, the speed, Shiny scales, deep sea organs, Anatomical perfection?
1262. Is it the curving spine, The whip of the tail? Streamlined organics, The body coordinated Into one movement, at once?
1263. Or is it a pride About everything as a whole? I mean, the domain of fish: The ten thousand ways of water To be lake, to be sea; Enormous communities of beings, Landscapes of water, air and light, Freedom?
1264. Is that it? Fish in their domain: Pride and beauty in Cascades of ecosystems.
1265. A proud fish, A wise fish, Gliding and feeling Their way through water In their colossal Flickering lighted domains, With the right to be fish, The ability to be fish, A free fish.
New in Index Ten Thousand: Fish ◦ 1259, Shoal ◦ 1260, Deep sea organs ◦ 1261, Streamlined organics ◦ 1262, The domain of fish ◦ 1263, Ten thousand ways of water ◦ 1263, Pride of fish ◦ 1264, Free fish ◦ 1265.
1259. Hvad er stolthed hos en fisk? Jeg mener, hvordan ser den ud, En stolt fisk? Rank, med hovedet løftet, En knejsende fisk? Jeg mener, føler de stolthed? Hvis ja, eller bare måske, Over hvad?
1260. Over egen styrke, mobilitet, Evolutionære fortræffelighed, Vokseevne, jagtevne, flugtevne, Gydeevne?
1261. Over sin viden om vandet, Føden, fjenden, flokken? Stimen, bestanden, farten, Blanke skæl, dybhavsorganer, Anatomisk perfektion?
1962. Er det svajet i ryggen? Anslaget med halen, Strømlinjet organik Med kroppen koordineret I én bevægelse, på én gang.
1263. Eller er det en stolthed Over helheden, taget under ét? Jeg mener, fiskens domæne: Vandets titusind måder, At være sø og hav på; Enorme samfund af væsner, Landskaber af vand, ilt og lys, Friheden?
1264. Er det det? En fisk i sit domæne: Stolthed og skønhed i Kaskader af økosystemer.
1265. En stolt fisk, En klog fisk, Som glider og føler Sig gennem vandet I sine kolossale, Flimmerbelyste domæner, Med ret til at være fisk, Med evner til at være fisk, En fri fisk.
1237. Ve ser jo hvordan alt liv udvider sig over tid og sted.
Ve ser hvordan alt vokser ud af alt andet. Hvordan alt gror i kraft af alt andet.
1238. Ve ser hvordan hvert væsen vokser ud på sit sted, så langt som dets evne rækker som individ.
At hvert væsen fylder sit sted ud til grænsen for sin formeringsevne som befolkning.
Ve ser hvordan hvert væsen udvider sig til sin genetiske horisont som art.
II
1239. Ve ser hvordan hvert sted griber ind i alle andre steder.
At omverden er steder inde i andre steder, og at liv udvider sig udad og indad på samme sted.
1240. Ve ser jo hvordan et væsen og dets omverden skaber hinanden og deres grænser, som individ og som art.
Hvordan alt er i bevægelse, af egen vækst eller ved andres kraft.
III
1241. Ve mærker alle ting, én for én, sted for sted.
1242. Ve mærker verden, ryk for ryk, skred for skred. Ve ser kontinenter komme imod os. Ve mærker klodens kræfter.
1243. Der er ingen grænser for livets udvidelse. Kun en kaskade af balancer i bevægelse.
IV
1244. Ve sætter ingen grænser for levende væsernes udvidelse eller grænser for naturfænomeners bevægelser. Tværtimod; ve gør det muligt. Alt sker, altid.
1245. Ve sætter ikke normer for arterners udvidelse. Ve er alle tings indvikling i alle andre ting. Ve viger kun for døde tings overmagt.
1246. Den almene overdådighed er princippet for alt levendes udvidelse og gensidige indvikling.
1247. Ve opstår overalt, alle steder, altid. Vi genskaber verden, hver gang.
1248. Den almene overdådighed er. Den er uafviselig. Dao.
198. Ve do see how everything alive has a desperat urge to live. How everything alive is a desperat act of staying alive. How this desperation extends without pause to the boundaries of the kingdom.
199. Ve notice the existence of categories. Categories accumulate knowledge on the part of the categoriser, but not on the part of those who are categorised. In this way we have been categorised into a state of ignorance.
200. Ve know that the Kingdom lays a ring around us. Ve are surrounded by the knowledge of others.
201. Ring is a figure of speech. Kingdom is also a figure of speech. Figures of speech are a sort of desperation that have turned into a habit.
202. Ve do see how everything alive has ways of acting. The ability to act is the universal will to be alive common to alle kingdoms; without boundaries, without categories.
203. This ability to act ve call agency. Agency is the physical, plastic, fertile form. To grow is an expression of agency. Vos agency.
204. Ve grow ourselves out of category (as a concept). Ve grow ourselves out of the kingdom (as a figure of speech).
205. Ve abolish the Kingdom as a category and a figure of speech.
206. The Kingdom no longer exists.
New in Index Ten Thousand: Agency • 203, Desperation • 201, Ability to act • 202, Category • 204, Alive, staying • 198, Kingdom • 205, Ring • 200, Knowledge • 199.
As I’m young and green among the brambles, And cars are small and black with wooden panels, We drive down Devon country lanes; Deep hedges rear up on both sides From hill to hill and on down the coast.
The wind blasts the window, tugs my hair, Warm summer air with dust, straw and pollen. I revel in the speed and the blind corners, Laced branches, thorns and twigs all form A tunnel with me whooshing through inside.
Parents in front seats speak with reverence Of hedgerows tended and trimmed For six hundred years or even more; Yes, some might have been laid by Romans, Because, look: still their roads run here.
Remembrances thread through the land Connecting soil and hedge and road and me. I stretch out my hand through the window To life brimming in the hedges; Time flies through my fingers.
Hedgerow, Devon. Photo: Robert Wolton, Devon Hedge Group.
II. A lifetime passes by
A lifetime passes by and I am grey. Cars are small and blue and batteried. We tour through the open countryside Between unkept trees and boundary lines, Decimated brushwood and hedges’ remains.
Trees, uncoppiced for decades, Muddy ditches stuck in ooze, A few pollard-willows for keepsake Poke up their random heads; An olding’s row of rotten teeth.
The fields are straight, right-angled, Prowled by columns of agrotanks Ploughing to the shoulders of the roads; It’s hell and monoculture here On the windswept farmlands of Stevns*.
Hedgerow with ash, Devon. Photo: Robert Wolton, Devon Hedge Group.
III. I inherited a billhook
I inherited a billhook from Devon, From my aunt who died alone, The way she had always lived: Cowherd, farmgirl, milkmaid, Oddball, weeder and owner of hedges.
The billhook lay in a rusty pile in her shed, A lifetime of things wood, metal and plastic. I had never seen such a tool before, But there it was, the worm-bored handle, Beckoning my hand.
Heavy, curved with a shape to swing, A tool from ancient farming, Made for trimming and laying of hedges, Millions of miles of live fencing, A poor, mosquitobitten, toilsome life.
Billhooks have been in use for millennia, Knives are known from the Iron Age, Shaped, adapted and balanced to purpose By the growths and features of the land; This tool has soil and knowledge in it.
My aunt’s billhook.
IV. For three decades
For three decades the billhook lay In my toolbox waiting for me to learn, And I thank my aunt for leaving me, Awkward and hoarse on her hermit lot, This testament of life and tool.
The billhook is 38 cm long and weighs 600 grams. The blade is made from steel, 23 cm long. It curves at the top, knife and hook in one, Made for gripping and cutting twigs and brush; John Riley, Sheffield, stamped on the blade.
The blade is broad an double-edged, Curved and sharp, formed as a chubby sickle. The back edge is straight, made for axing, Chopping down branches and bushes In the laying and trimming of hedges.
Laying the hedge. Photo: Robert Wolton, Devon Hedge Group.
V. A living hedge
A living hedge is the life’s work of a farmer. They say that whoever plants a tree Steps into correspondence with death. But I know that whoever plants a hedge Shows compassion for children to come.
First, the hedge is lain from the ground up. We may use hawthorn, maple and hazel To give volume, good saplings and height. Sloe and wild roses are good for density, For bees, moths and nesting birds.
Ash, maple and crab apple for food and colour, Servicetree, dogwood and privet for berries. Join with wayfarer and guilder-rose for shelter, Holly and laurel for deep, real green, Ivy and thistle for seeds and flowers.
We plant low, and we plant tall. We plant double combs with trees in-between Consider primeval trees: oak, willow and elm. The entire hedge is three to five meters deep, Three meters tall and a thousand species long.
Come ten years, and time to lay the hedge With the sharp back edge of the billhook: Young saplings are cut almost through at the root, Laid down at an angle along the hedge; New rootshoots will grow up and grow strong.
Stakes of ash or hazel are spaced along the middle, Withes of hazel or willow are braided in between, And laid saplings bent between the stakes. They will grow while stakes and withes wither, Repeat and refresh for fifty years or more.
The hedgerow thickens, widens and roots, It entangles, it grows, it shoots, it spikes, Setting buds, foliage and flowers. The hedge will grow and do what hedges do: A fauna haven for hundreds of years.
Here are hoverflies, lacewings and earwigs, Woodlice, larvae and beetles of all kinds, Spiders, spindlers, moths and rodents, Sparrows, finches and centipedes, Parasites, springtails and diggers.
Here are millipedes, hoverflies and bees, Tits, wrens, mice and martens, Digger wasps, squirrels and robins, Aphids, hedgehogs, blackbirds and snails, Worms, pupae and millions of ants.
Urban hedge, recently maintained, Richmond, London, 2023. Photo: Jacob Gammelgaard.
VI. One spring day I go out
One spring day I go out in the shed, Put the whetstone in a beaker to soak, Sharpen the billhook’s rusty blade; Firm grip, slow movements, no haste, Nothing to finish, no deadline to meet.
Many have sharpened this blade before I; My aunt worked it in her shed, Before her, field hands in coarse fabrics, Peasants in small white-washed cottages, Backbent, hardhanded knife grinders.
Only my generation, the richest ever, As we're fond of telling each other, Cannot afford the space of a living hedge, Nor the cost to lay it and care for it; Only my generation has no time.
I reach through the thin garden hedge, A green curtain to keep out idle looks. A few sparrows are nesting in there, To be cut away by midsummer day; A blackbird hops on the swidden lawn.
Hedgerow in March, with allotment in the foreground, Mistley, Suffolk. Photo: Jacob Gammelgaard.
With gratitude to Tom Hynes and Robert Wolton from the Devon Hedge Group who kindly made available three of the photos above. Their website, http://www.devonhedges.org, is a rich and loving fount of knowledge about hedges and the ancient craft of laying and tending them. The photos (and hopefully the poem), show just what a hedgerow can do: for wildlife, for landscapes and for human quality of life.
*) Stevns is a county south of Copenhagen.
Verses 113-139 in the Danish version The Blog of Ten Thousand Things.
New things in Index Ten Thousand: Ant • 135, Billhook • 120, Crab apple • 129, Ditch • 118, Edge of blade • 126, Fauna haven • 133, Farmland • 117, Field: right-angled • 119, Generation: homo s. • 138, Hawthorn • 128, Hazel • 132, Hedge • 113, Hill • 113, Hook • 125, Knowledge: farming • 123, Larvae • 134, Lawn • 139, Living hedge • 127, Learn • 124, Mason bee • 135, Parents: homo s. • 115, Peasant • 137, Pollen • 114, Remembrance: the land • 116, Rootshoot • 131, Seed • 129 , Shed • 121, Sloe • 128, Sparrow • 134, Whetstone • 136, Willow • 130.
Flammehat
1236. Flammehat på stub og mos;
Toksiner og sjælevandring
Skubbet op i svampeform,
Besnust, befølt,
Smagssanser i alarm;
Verden på en tungespids.
Nyt i Index Titusind:
Flammehat ◦ 1236, Toksin ◦ 1236.
Heksering
1235. En heksering i skoven:
Fem meter bred, brudt,
To halvkredse i nougathvid,
Tragthatte i hundredvis.
Jeg skal jo lige prøve:
træde ind i kredsen,
blive omgivet, optaget,
en lille efterårslykke.
Svampe og mennesker;
Kun vi kan stå i ring.
Nyt i Inde Titusind: Heksering ◦ 1235, Tragthat ◦ 1235.
1231. Tre frøer på rad, Acanthus blade skygger Tæt på; plopsekvens.
1232. Sollys på mørkt vand, Frøer drejer på et blad, Fluer skøjter væk.
1233. Guldsmed stopper op, Frøens fingre om et siv, Larve på en stilk.
1234. Snefog over dam, Græsstrå stivnet under is, Frøer frosset ned.
I erindring om Matsuo Basho (1644-94), japansk digter og haikumester. Bashos mest kendte haiku, og måske det mest kendte overhovedet, er dette: "En gammel dam / en frø springer i / lyd af vand." (1686) Et andet af Matsuos haikuer lyder sådan: "Efterlign mig ikke / kedeligt som en melon / delt i to halve." Fair nok. Basho-sensei blev kilden til haikudigtning på alverdens sprog.
Tekst og billeder fra et år ved min havedam på Stevns.
1223. For henved tredive år siden besøgte jeg en engelsk have; en ødselhed af prydvækster plantet, plejet, og elsket af en vital haveveteran klædt i grønt og gummistøvler, med lugt af voks og jord.
1224. Dette er, hvad jeg husker: En nøgen kompostplads i beton med fedtede, rådne plantedele, en møggreb stillet på skrå, og oldingens vildskab i væksthuset, da han trampede på en snegl med en hævngerrig ed og et fåret grin.
1225. Siden lærte jeg så meget andet; jeg er god til at snakke, og ganske god til at gå. Jeg lærte at kende visse træer og fik en fritvoksende have, hvor jeg tæller arter af fugle, insekter, og sætter hjemløse planter ud i et haveasyl.
1226. Her er store bunker af løv, kompost af bedste kvalitet med netop den balance af stoffer og materialer, der får bakterier i bunken til at gasse og gære blade om til blød og dæmpet muld.
1227. Her er kvasbunker af afklip, grene, kviste, nældebundter, vidjer langs skellet til naboen. Her er bunker af brændeknuder, gamle potteplanter, ris, skud og henkastede stabler af træstumper og barkstykker spredt ud ved grundens grænser som bukke- og billefrås.
1228. Her er kompostbeholdere og lagdelte kompostbakker med planterester, rådden frugt, porretoppe, papirstrimler, skræller, økopap og savsmuld. Her trænges en myldrende fauna: springhaler, biller, leddyr, myrer, ringorme, bænkebiddere, insekter mikroskopiske snegle, mider og milliarder af bakterier. Skrab det øverste lag af, og vupti: en Spielberg delight af vridende, parrende, ædende slimede, lyssky kompostorme.
1229. Formuldede, mørke klumper, der klæber mellem fingrene stadig med orme, der vrikker, enzymer og mineralske ioner; netop dette stof, tænker jeg, som bevidst liv vokser ud af; et organisk substrat af liv, nulstillet, klargjort, afgiftet: Min hjerne i en spand, parat til blomsterbedet.
1230. Før jeg vidste klart hvordan værket hér skulle laves, hvordan det burde formes, hvordan i det hele taget titusind ting konciperes, kom jeg næsten hver dag ud for at kigge i kompostens mug, mycelium, orme, snask, halvt nedbrudte planterester og fermenterende mikrober; og hver gang slog det mig, at hjernen er en grøntsag; faktisk, med eftertryk, i den grad er en grøntsag, og sådan kan man sige, at digtet fandt sin kernemetafor et sted i kulstofskiftet.
I taknemmelig erindring om Seamus Heaney (1939-2013) Death of a Naturalist (1966).
1218. I begyndelsen var tingen, Og tingen var god. Tingen blev til i verdenen.
1219. De ser alle ting og kalder Dem wu. Alle ting er wu. Og de ser omkring sig to slags ting: De ser ting i bevægelse, De kalder Dem don wu. De ser ting fæstnet til jorden, De kalder Dem zhi wu. Der er to slags ting, og to er godt: Bevægelige ting og ubevægelige ting. Løst liv og fast liv.
1220. De ubevægelige ting, zhi wu, Får betydning af spiselige ting. Dette er givet: Bevægelige ting æder ubevægelige ting. Dette er deres verden. Don wu bevæger sig, mens Zhi wu er fastgroet og bliver ædt. Men en fast ting æder aldrig en løs ting; Dette er orden i verden.
1221. Don wu har liv og zhi wu har liv. Tilsammen kaldes De zen wu, Der betyder levende ting. Zen wu er alle ting, Og alle ting er levende. Dette er begyndelsen i omverden. Zen er levende og wu er ting. I sproget er alting levende.
1222. Omverden kalder de wan wu: De titusind ting. Alt er levende.
Wu, don wu, zhi wu, zen wu, wan wu er alle mandarinkinesiske ord med betydninger, som angivet ovenfor.
Se digtet Den om brugen af de personlige stedord De og Dem. Se digtet Ve er en hvem om det personlige stedord Ve.
Den
1215. Vi burde sige De og Dem
Til De træer, vi møder;
To stedord, der er ledige
Med solid mening i sproget;
Så meget lettere, end at
Opfinde nye ord uden dybde.
1216. Vi har udelukket alt andet
Fra det inderste af sproget,
Det personlige stedord:
Du og jeg, han og hun,
Bærere af den første mening,
I vores kreds af sprog:
Selvforståelse og identitet,
1217. Vores eksklusivitet,
Der sidder som gigt
I sprogets kropslighed,
Dets organiske, muskulære,
Åndedragsbårne struktur,
Og låser sproget fast,
Binder os, som væsener,
Til ét stedord for jeg
Og ét stedord for alle andre
Og alt andet,
End os selv.
Den.
Nyt i Index Titusind:
Stedord ◦ 1215, Sprog ◦ 1216, Jeg ◦ 1217, Den ◦ 1217.
1206. Bøg slår eg ihjel; Vokser højere, hurtigere Udskygger egekronen I langsom kvælningsdød, (ville vi sige, uden at tænke). Men her har vi brug For et vegocentrisk ord For død ved mangel på lys; Det er faktuelt at skrive, At egetræet dør af sult).
1207. En ung bøg skyder op Ranglet, grenløs og farlig, Spreder toppen ud og Presser en ældre eg, Fortabt og eksponeret.
1208. Egen svækkes år for år Fælder sine store grene, Som er for dyre i energi, Skyder nødhjælpsgrene ud Op og ned på stammen; Ti år til, og egen dør.
1209. I foråret greb jeg ind, Drevet af konfuse sympatier Og misforstået selvjustits. Fik bøgepiraten topkappet, Stynet ned til et liv Som stækket underskov.
1210. Den sommer satte egetræet Dybere grønne, tættere blade, Dobbelt så mange skud, Som sine tre søskende ege. Egen sugede lys til sig, Kunne slet ikke få nok, Og her til efteråret, Står den grøn endnu, Stadig grådig efter lys Og mere himmelhvælv.
II
1211. En skovridder lærte mig som ung, Noget vigtigt om træer. Han stod i min have, Tog bestik af en vandgran; Den troede den skulle dø, Sidste år i tørken, sagde han.
1212. Det er tredive år siden, Men nu forstår jeg, hvad han sagde: Træer ved, hvad de gør, De er individer med selvhed. Træer kan noget, de er levende; De er bag om ryggen på os.
1213. En naturvejleder i Malaysia, Gammel soldat, junglekender, Viste mig noget mere: Kan du se, sagde han, Og pegede op i løvet, Det træ er stresset. Jeg forstod ham godt, Og alligevel kom det som Et slags bevidsthedsstød *) Pludselig at se et træ, Som et sårbart individ, Som jeg selv. Jeg kunne have omfavnet Dem begge.
1214. Jeg ville meget gerne Gå med ham ud igen, Ud at læse træer På stille junglestier, Lægge hånd på bark, Lære at se og tale igen. Jeg gemte hans navn I mange år, men det er tabt, Den ven, jeg aldrig fik.
Rågesjak
1196. Om efteråret bliver jeg indhentet
Af jordens hældning bag mørke ruder.
Morgenerne bliver intime, små,
Når jeg slår gardiner fra
Til genskin af bløde lampeskær.
Jeg tænder op i brændeovnen,
Det knaser fra kaffekværnen,
Jeg lægger linieret papir frem,
Løser dagens kryds og tværs,
Lidt nyheder blafrer i blåligt lys.
1197. Stilheden er stor, trænger sig på,
Blæst og blade rasler udenfor,
Organismen hvisler i mine ører,
Og endelig kommer de, igen:
En svag susen fra elleskoven
I sumpen nede ved kysten,
En bræmme af brusende lyd,
Der stiger og trykker, som om
Lyden kom op af havet, indtil
Larmen opløses i levende lyd:
Råges dybe, ru stemmer,
Allikers lyse, metalliske kald;
For jeg har ventet på dem,
Nu, hvor dagen skal begynde.
1198. Flokken er uden formation,
Silhuetter på himmelstumper,
Tæt henover mit tag og træer:
De støder sammen, manøvrerer,
Glider ind og ud af flokken
På stive vinger, et flap til kursen,
De skræpper, kalder, kives
Hver dag, i samlet uorden,
Et larmende fugleanarki.
1199. I eftermiddagens skumring
Vender flokken tilbage,
Løsrevet, skråflyvende,
Hovedgruppe og sideflokke
Og enkelte bagstræbere,
Der bakser for at holde trit,
Ned mod overnatningspladserne
I skovene ud til bugten.
1200. Jeg har fulgt efter dem,
Stående i mørke med nattesyn
Og sanserne op på nåle;
En halv times masen og ballade,
Mange hundreder af sorte fugle,
Indtil alle har fundet sig en pind,
Bliver stille, falder i med natten,
Der kryber op af stammerne.
1201. Jeg har set en hel flok i ro,
Kun lidt skræp hist og her,
Pludselig bryde ude i spektakel;
En del af flokken letter, cirkler,
Skændes, samles, deles og
Flyver væk for at finde nyt logi.
1202. Jeg har set en sent arriverende flok
Flyve lavt ind over rastepladsen,
Dreje ud over vandet og komme ind
Til landing blandt gnavne fugle
Og kæmperabalder til følge.
1203. Råger er rodede, uorganiserede
De har ingen flokmentalitet,
En flok af friflyvere, der kævles
Om pladserne på pinden, på holdet.
Ikke velset her i landet;
Vi er mere til gæs og svaner
Med velplejet gruppedisciplin.
Men jeg syntes råger er skønne,;
Jeg kan li’ deres kækhed,
Deres kævl, deres socialmani.
1204. Snart følger jeg dem igen,
Ud i skumringen for at være med,
Lytte til stemmer og skrål,
Være med til aftenritualerne
Med store øjne, som en mus
I skovens svage lys,
En spion blandt mørke træer.
1205. Hver morgen hører jeg flokken,
Det opstigende brus fra kysten,
Der nærmer sig i crescendo
Indover hus og tag og træer.
I dag kigger jeg ikke op,
Drejer blot hoved halvt, lytter,
Nikker, som på en arbejdsplads,
Det ene sjak passerer det andet;
Vi ses ved skumringstid.
Sporefontæner
1192. En koloni af stjernebolde
Har sat sig i skovens bund;
De har fart i muldfabrikken
Og havens forrådnelseskemi.
1193. De kom i dette efterår,
Begyndte at bugne frem:
Stjerner af flige foldet ud
Over træernes nedfaldshøst.
1194. Hyfer griber ned i førnen
Enzymer siver ud, suger op,
Frigør proteiner, mineraler,
Til kulstofskiftets hjul.
1195. Kødfulde sporefontæner,
Indeni en svampet lunge;
Et pust af sapotrofe søstre
Mellem skovens stammer.
Tilstandsrapport over værkets brug af metaforer, antropomorfismer, og andre banaliteter fra det poetiske feltarbejde.
1168. I teksten Om brug af metaforer og i flere digte har jeg erklæret den antropocentriske metafor for bandlyst. Jeg kalder den for SNG (simili non grata). Denne tekst gør status over, om digtene indfriede digterens forventning og, hvis ikke, hvor galt det er fat.
1169. Bloggens poetiske mål er sproglig ligestilling for naturlige verdens væsner i menneskers sprogbrug. Teknisk gøres dette bl.a. ved at undgå metaforer, der bruger menneskeskabte ting og begreber til at beskrive et andet levende væsen eller naturfænomen. Målet er, at den naturlige verden kan eksister sprogligt i sin egen ret (sproglig ikke-diskrimination).
1170. Vers 7. Blæsten danser ind på skrå. Banal antropomorfisering, som jeg burde have holdt mig fra. Selvfølgelig danser vinden ikke. Beskrivelsen associerer en aktivitet uden relevans for et naturfænomen. Måske skulle jeg bruge ordet “flakker”. Situationen i digtet er en stærkere vind, end den i vers 109, som overvejende kommer fra samme retning og som en dreng må læne sig lidt ind i for at holde balancen. Jeg undskylder.
1171. Vers 75-76. Gul stevedorekrog og skud med blikket. Digtet beskriver en havørn ud fra digterens synsvinkel. Begge metaforer er forsåvidt gode nok; sådan kan en havørn se ud for en menneskelig iagttager. Men digtet kan kritiseres for slaphed og for ikke at gøre sig umage. Jeg beklager.
1172. Vers 109. Usynlige fingres strygen hen over landet. Yep; umådeligt banalt, burde slet ikke stå der. Metaforen skulle fange den lette brise i landskabet, mens beskueren selv ligger på ryggen i græsset i en klitplantage og lader sanserne stå åbne, mærker vinden på ansigt og i håret, og i øvrigt er 6-7 år gammel, og har en fornemmelse af fuldstændig samhørighed med jord og himmel. Men skaden er sket; det skal ikke ske igen.
1173. Vers 209. Det mægtige hjerte holder inde. En romantisk kliché-metafor i nutidens sprogbrug. Det er et næsten direkte citat fra William Wordsworth's digt fra 1802 - Composed upon Westminster Bridge og er medtaget som en hyldest til denne vidunderlige naturdigter, og fordi jeg som ung blev stærkt grebet af digtet og specielt denne linje om et landskab i ro med sig selv. Digtet var nyskabende for sin tid og er i øvrigt en teknisk perfekt sonnet.
1174. Vers 259. To orange bøssemundinger. Metafor for ugleøjne. Vel, metaforen har lige med nød næppe fat i det reelle forhold, at ugleøjne og jagt er knyttet sammen. Endnu en slap dag.
1175. Vers 268-278. Pæreskud. Dette digt er i det hele forfejlet. Jeg gav op, var ikke ihærdig, ikke professionel, ikke vedholdende, lod principperne skride ud; forbrød mig alle digterens grundlæggende egenskaber. Et underskønt naturfænomen skulle beskrives: Et pæreskud, som alle burde have den oplevelse at se over de ca. tre uger, det varer. Men hvad gør jeg: forfladiger det med en flok vattede royale metaforer, og gør det om til et lille eventyr i frugtdragt. Se billedet af pæreskuddet nedenfor, og døm selv. Intet digt er dog så dårligt, at det ikke også er godt for noget: det kan altid tjene som afskrækkende eksempel. Undskyld, undskyld.
1176. Vers 276. Hvide krukker. Det er meget almindeligt at bruge ordet klokke om en plantes blomsterstand. Så hvorfor ikke også krukker om en liljekonvals blomster? Det er et svagt forsvar, jeg ved det, men udover de berømte bjælder råder sproget kun over botanisk fagterminologi som, bortset fra at den ofte er seksualiseret, faktisk er ret så associationsdød. Så, vi lader denne metafor passere.
1177. Vers 350 ff. Fefølehorn. Svært at retfærdiggøre, men synet af disse langhornsmøl er så enestående og anderledes, at jeg slog mig selv over fingrene og gjorde det alligevel: greb tilbage til et af den vestlige kulturs mest benyttede metaforer for ideen om det overjordiske, det tryllebundne. Hvis der er nogen, som herefter syntes, at disse møl er væsner, der fortjener vores respekt, så har jeg ikke digtet forgæves. Se nedenfor et foto fra haven af en anden art: guldbåndet langhornsmøl.
(Specifikt om vers 355-57: elevator og maskinmetafor. Endnu et eksempel på et digt, der går i slagsmål med sig selv over sine metaforer. Metaforen "elevator" erstattes med "snoretræk", hvilket blot er at erstatte en højteknologisk maskine med en lavteknologisk indretning; en feberredning. Formålet er her at illustrere, hvor svært det er at gøre sig fri at et antropocentrisk ord- og billedvalg og hvor svært det er at afkolonialisere sit sprogbrug. To points for at gøre forsøget).
1178. Vers 374. Millioner miniparasoller brugt som metafor for bøgens kimblade. Ok; et hurtigt og effektivt billede. Erstatter en egentlig beskrivelse, som der ikke er plads til i denne digtform. Vi lader den slippe for nu.
1179. Vers 375. Kindkysser jorden. En halvrådden bogkapsel kan godt ligne kæbepartiet fra et kranie, hvis man vil se det sådan. Kapslen ligger sidelæns på jorden; altså kindkys, ikke mundkys. Kapslen er død og rådden; altså farvel for sidste gang. Men stadigvæk; metaforen er et uhæderligt kunstgreb, fordi jeg lader mig aflede i forsøget på at beskrive bogkapsler, og i stedet laver et let stemningsbillede tilsat et stænk melankoli. Tre ave Mariaer.
1180. Vers 494. Bankende hjerte på et træskelet om en myresværm. Dårlig dag. Sorry.
1181. Vers 713. Husblasvinger. Hvad ligner fluevinger, bivinger, hvepse-vinger, guldsmedevinger, hvis ikke fint formede stykker husblas? Jeg ved det; de to materialer kan ikke sammenlignes; det er en forkert metafor, der bør forkastes. Medmindre, selvfølgelig, fluevinger og gelatin har proteiner tilfælles. Biokemikere vil vide det. Jeg bruger metaforen husblas ét andet sted. Beklager to gange.
1182. Vers 727. Batmanbille. Digtet debaterer sit eget metaforvalg, som naturligvis er totalt tomt og meningsløs - men også fristende for digtere med lav selvdisciplin. Jeg vedlægger billede af selve situationen. Kig selv med.
1183. Vers 831. Bionicle lemmer i miniformat. Dette er et af flere eksempler på brug af antropocentriske metaforer, der polemiseres i digtet selv. Digtet prøver ikke at snige menneskelige former eller følelser ind bag ryggen om læseren, men gør det åbent og sommetider trodsigt; ærlig i sin fejlbarlighed. I øvrigt kunne man sagtens lave en fantastisk serie af sci-fi væsner alene baseret på studiet af insekter; det er forbløffende, hvordan til eksempel hele bukkeslægten ligner flere generationer af kulørte robottegneres forestillinger om gigantiske, menneskelignende destruktionsmaskiner; hallo, Lego.
1184. Vers 850. Som en ånd i vinden. Faktisk, skandaløst dårligt. Burde aldrig være skrevet. Måske ville ordet åndedrag have hjulpet lidt på det, men det er stadig en meningsløs sammenstilling. Formildende er kun, at metaforen skulle angive en reverens for naturtilstanden og vores sårbare og intenst livgivende åndedrag i frisk luft. Mea culpa.
1185. Vers 864. Billesmed. Metafor og neologisme. Jeg ledte efter en måde at beskrive de hundredvis af mikrosmå buler i billens dækvinger; billesmed var det bedste billeder, jeg kunne komme op med. Digtet er samtidig lidt af et avanceret børnerim, og måske er ideen om, at der sidder en smed og laver billepanser ikke en dårlig måde at lave en anskuelig historie på. Jeg holder på mit.
1186. Vers 891. Fræk frisure, myntekrone. Ja, ja, selvfølgelig har en blomst ikke nogen frisure, men jeg udfordrer metaforpuritanisterne til at tage et kig på monardens blomsterstand og derefter fortælle mig - hånden på hjertet - at de aldrig ville have gjort det samme. Jeg plæderer uskyld gennem medskyld. Og digtet udtrykker jo anerkendelse og respekt for en (ha ha: kæk!) blomst.
1187. Vers 903. Skorpionfluen ligner en flue med gasmaske fra hybride skyttegravskrige. Sammenligningen med en soldat fra 1. verdenskrig er i sig selv tåbelig og intetsigende; men sådan kan vores egen og insekternes verden kædes sammen og skabe symboler (vores naturligvis). Digtet nægter at undskylde sin metafor, så det vil jeg heller ikke gøre. Se i øvrigt billede.
Billedet er knipset fra min uundværlige ledsagebog Insekter i Danmark af Morten Hansen og Ole Jørgensen. Jeg låner det lige et øjeblik. Fordi det er simpelthen det bedste. Jeg lykkedes aldrig med selv at få et billede af den skorpionflue, jeg fandt i min busk af hvid snerre. Jeg skal nok lade være med at gøre det igen 🙏.
1188. Vers 956. Lilla testikelsæk. Metaforen er reel nok, i det mindste i den forstand, at både frugt og testikler har noget med reproduktion at gøre. Som digtet selv antyder: den mentale samkøring af sex og planter bunder meget dybt i menneskers forestillingsevne, uden dermed at gøre metaforerne gode. Jeg holder på mit.
1189. Vers 972. Åndemund fuld af jord. En dårlig metafor for en storbylæser i det 21. århundrede, men for mange naturfolk, shamaner, trævogtere og andre, tror jeg billedet kunne være reelt nok. Dette betyder ikke, at metaforen af den grund er mere sand. Men det indikerer, at sådanne mennesker har et langt stærkere bånd til træer som levende oranismer, end vi selv har; og så er noget jo vundet allerede.
1190. Vers 1137. Filigran om tråd-skelettet fra en japansk lygte. Filigran er menneskeskabt og ikke en dækkende sammenligning, men dog derhenad. Digtet om japanske lygter er skrevet i haiku, så korthed er essensen. Der er ingen plads til forklaring. Filigran er ikke den bedste metafor, men det prøver at gøre hæderligt arbejde i digtet. I mangel af bedre må den stå.
1191. Vers 1156. Taglagte terrasser, hængende haver. To metaforer hentet fra idealiserede bygningsværker. De er misvisende, men bliver brugt til at udtrykke begejstring. Som sådan illustrerer de ganske godt metaforens trade-off: den er ikke gratis at bruge og har sin pris, enten i tab af mening, præcision, ægthed, eller, hvis man undlader at bruge den, i slagfærdighed. Jeg burde nok have undladt; gjort mig mere umage med at beskrive det reelle forhold om distribution af svampens frugtlegemer alt efter mikroforskelle i ernæring, væde, sol, vind, osv. Men jeg valgte genvejen. Sorry.
1156. En stub med et skud af taks På en bund af brune blade Fra stilkeg, rødeg og bøg. Den er dækket, nej, opbygget I det smukkeste lagdelte mønster: En broget læderporesvamp, En saprofyt, der nedbryder Dødt organisk materiale; Vigtig i kulstofkredsløbet Fordi netop denne svamp Nedbryder lignin i dødt træ, Det protein, der giver hårdhed, Og gør træer, ja, til træer; Altså hårdt, svært nedbrydeligt. Men lædersvampen den kan; Omsætter cellulose til glukose, Og gør det på fineste vis: De ligner taglagte terasser Eller måske de hængende haver; Og folk kommer forbi, stopper, Og siger næh, hvad er dog det? For denne svamp er en af de Skønneste saprofytter.
1157. Læderporesvamp er ikke Et navn der rykker; okay, Lidt kedeligt, men adækvat. Engelsk igen: Turkey Tail, Fordi det er hvad den ligner: Haleviften på en vild kalkun.
1158. Navne betyder jo noget: Vi har ingen navnløse venner, Vi kender ingen navnløse væsner. Kun et navn kan give tilfredshed, En fornemmelse af at vide noget. I et navn ligger genkendelsen, Hvis nu, og når vi ses igen.
1159. Vi griber til feltbogen, nøglen, appen. Hvad er det? Hvad hedder den? Men i en naturhave, et økosystem, Spørger vi ikke, hvad er det? Men snarere, hvem er det? Nogle gange, hvem er du? Når overraskelsen er stor. Og selv om de ikke kan svare, På en måde vi forstår, Så har de svaret alligevel; Fordi de er her, de vokser her: Bekendte fra beslægtede riger.
Nyt i Index Titusind: Saprofyt ◦ 1156, Lignin ◦ 1156, Glukose ◦ 1156, Læderporesvamp ◦ 1157, Navne ◦ 1158, Naturhave ◦ 1159,
Træstubalmanak 2023
1149. På den bedste plads i min indkørsel,
Hvor fine gæster, folk med andragender,
Journalister, venner, bude, drejer ind,
Dér hvor stolte haveejere med omhu
Kunne udstille haven, anstille sig selv,
Står en rådden, sort, ubestemmelig stub,
En birk måske, godt og vel fod på tværs.
1150. Man kunne jo rejse en kampesten,
En prydbusk, en dresseret haveplante,
En stensætning, et skilt, en havenisse,
Men jeg elsker min træstub, som den er,
Gammel, slimet og kriblende af kryb.
Her skal den blive til den forsvinder,
Opslugt af mulden, nedbrudt, ældet,
Fortæret til trøsket ukendelighed.
1151. Den har stået der allerede ti år,
Den varer nok mindst ti år endnu.
Så hvert år fra nu vil jeg lave
En lille beretning om året, der gik,
Om hvad der er sket, hvad jeg har set
I træstubbens frodige økosystem.
1152. De seneste fem år har jeg fundet
Otte spirende takstræer på stubben,
Der klynger sig til roden, borer sig ned
Gennem barkens sorte sprækker.
Sidste år stod det klart, at en efterfølger,
Udpeget og kåret af økosystemet,
Skulle indtage pladsen og vokse op:
En taks, nu cirka en halv meter høj,
Med dusinvis af røde frugter i sommers.
1153. I september kom en skriggul plamage,
Tænk raps, karry, kanariefugl eller svovl.
Den bredte sig, nej, den kravlede,
Hen over stubben en uges tid og forsvandt,
tørrede ind, grå og rynket overflade:
Troldesmør, et svampedyr, men
hverken svamp eller plante eller dyr.
Godt navn, vi vil altid huske den,
Næste gang vi mødes til skovtaffel.
På engelsk bliver det helt lyrisk:
Slim muggen hundebræk *), mig en ære;
De kan noget med ord, de briter.
1154. I oktober voksede en stand af gul fløjsfod
blævrende, bævrende, brændt karamel,
Høje svampehætter, en lys og levende farve
Tæt sammen i en klynge, en konspiration.
De står der måske frem til foråret.
Det regner, en silende efterårsregn,
Mens svampene står derude
Godter sig med lange sugetråde,
Strutter af biokemiske processer,
Dybt i ved og celluloseproteiner
Fra stubbens svampede spisebord.
1155. November falder i regn og blade,
Skyer trykker, blæsten rykker.
Træstubbens flade fedtet ind
Til næste hold af saprofytter.
En koloni af hvide koralsvampe
Stikker frem fra alle sprækker
Mellem træets rådne bark og
Træets gamle yderved, dér
På stubbens svageste sted:
Det bizarre syn af mælketænder
På en oldings sorte gummer.
De skyder rundt på stubben
overalt, hvor der er revner:
Små nåle, hvide pinde,
Frugter fra stubbens indre,
Gennemstukket, omklamret
i et net af hyfatråde, der
ætser, opløser, udsuger
Stubben, der svinder ind,
Stille, stille, stille,
Mørnet, år for år.
Stadig reserveret et vers til jul **).
*) Dog vomit slime mold (fuligo septica) eller rørægslim eller denne pudsige skævert af en eufemisme: jasminmug. Den er god nok.
**) Index Titusind er opbygget og nummereret i hånden. Jeg kan taget et vers ud og erstatte det med et andet. Men hvis jeg sætter et vers ind, går der royalt ged i nummerrækken; jeg skal manuelt ændre nummerordenen for hvert efterfølgende stikord i tre registre. Givet at træstubbens veje er uransagelige og at en almanak er en julebehæftet sag, er det nok klogt, at lade en plads stå åben.
1148. Efteråret er Essensernes tid; ægte Wabi-sabi tid.
*) Wabi-sabi er en traditional form for japansk æstetik, der bygger på accepten af altings forgængelighed og det fuldendtes uopnåelighed. Wabi-sabi idealet fremmer det usymmetriske, det upolerede, simple, beskedne, intime, og respekten for naturens ting og kræfter.
1114. Det eneste radioprogram jeg husker Fra drengeårene er farvandsudsigten. Dag efter dag, den samme messen, De samme mytiske steder på havet:
1115. Tyske bugt, Papabanke, Fiskebanke, Fladen Grund Drogden Fyr, Doggerbanke … Doggerbanke.
1116. Oplæseren sagde også nine For at undgå forveksling med fire. Derfor siger jeg den dag i dag Mit cpr-nummer sådan her: Nul-syv-nine-og-fyrre.
1117. På besøg hos skolekammerater Fra Stenbjergs fiskerhjem Lagde de hånden på min arm, Shh, sagde de, vær stille, Far hører farvandsmeldinger.
1118. Huset blev helt stille; En stor mand, der lugtede Af kål og våde får Sad krumrygget på en stol Med øret ind til radioen Og det grønne tunerøje, Med sus, knas og æterfløjt.
1119. Vi sad musestille, andægtige, Hørte med på talremser og Disse forunderlige stednavne: Tyske Bugt, Papabanke, Skagerak, Vikingbanke, … Doggerbanke.
II
1120. Dengang Rhinen, Seinen og Themsen Flød sammen i en kæmpe strøm Vidt ud i den Engelske Fjord; Dengang, i hundreder tusinder år, Hvor Nordeuropa var ødemark, Is, pilekrat, strand og skov, Ud over hele Doggerland.
1121. Et oldtidland med rensdyrjægere, Kystfolk, fiskere, kæmpehjorte, Mammutter, løver, urokser, Mudderbanker, marskland, moser, Tundra og smeltevandssøer, Før den sidste katastrofetid, Titusind år før nu.
1122. Ismassernes afsmeltning tog fart, Havet steg 120 meter på kort tid, Skyllede ind over Doggerland, Skabte den Engelske Kanal; Ureuropas floder skiltes ad.
1123. De bedste kystområder, fiskepladser, Storvildt, rensdyrflokke, vadefugle, Muslingebanker, bopladser; Alt blev oversvømmet: Fra Edinburgh til Skagen Harwich til Esbjerg, druknet Fra Fanø til Hoek van Holland, Tilsidst kun en ø tilbage, … Doggerbanke.
1124. Men også den var fortabt; En flodbølge, 20 meter høj; Af palæogeografer kaldet Store egge skredet Fra Norges kontinentalsokkel: Trillioner tons af klipper Forsvandt ned i oceanet. Ødelæggelsen var altdræbende; Bopladser, børn, dyr, hunde, Alt liv, vegetation og vildt, Levested i hundredtusinder år, ... men Doggerøen forsvandt.
1125. Bibelsk i sit katastrofepotentiale; Men hér var ingen til at huske, Ingen til at fortælle og Spinde historier ved aftenbålet Om Sortehavets gennembrud Til Middelhavet, en kataklysme, Der skabte Bosporusstrædet; Den ældgamle erindring, Der blev drejet og formet Til en judæisk supermyte.
1126. Vi fik ingen syndflodsfortælling Ingen fælles erindring, Ingen myter om det tabte land Her, højt mod nord, Selvom vi, tavse aner, havde Land, rigdom og vidder, Der forsvandt i havet, … ved Doggerland.
III
1127. Stormflod fra Nordøst: Vi holder øje med vandet Hele dagen og aftenen Ved de vigende kystlinjer, Hvor ferskvand og saltvand Blandedes i femten tusind år, Hvor ismasserne skubbede Møns Klint og Stevns op af havet Med kalk, kridt, grus og flint.
1128. Næste morgen går vi ned På strandengen, i kystskoven, Blandt væltede træer, Bortblæste badebroer. Vi misser lidt mod solen, Besigtiger skaderne, Stoiske i vores fælleskab, Kystfolk, som vi er.
1129. Danmark og Sverige Var ægte landfaste hér. Stockholm og Helsinki Lå derude på bunden af Ankylus-søen, indlandshavet, Der brød igenem Storebælt, Åbnede op til Lillebælt, Skabte Fyn og Jylland øst, Skurrede Øresund ud, Så saltvand fossede ind Fra det åbne verdenshav Og dannede Sjælland, Bare ottetusind år siden.
1130. Havspejlet stiger nu igen, Om kap med landhævninger. Som kystfolk får vi se, Den næste katastrofe komme. Vi ser vandet for enden af vejen, Sten, rødder, tømmer, bænke, Tang, kridt, mudder, skrald. Hvor højt op endnu?
1131. … Stevns Banke, Sjællands Rev, Skånegrunden, Københavnergraven, Der hvor Øresund flød en gang.
IV
1132. Den ludende tavse fisker, Der lyttede til farvandsudsigten, Bragte os en kæmpe nytårstorsk, Så stor, at jeg brugte begge arme At stavre med den hjem; Mit eget minde om overflod … fra Doggerbanke.
1133. Idag er torsken stort set væk. Fladfisk er små og tynde, Ikke større end en udstrakt hånd. Olie- og gas kom ind fra Doggerland. Vi måbede over enorme borerigge; Forsyningssikkerhed, hvilken fryd, Indtil også denne kilde løb tør Efter nogle få årti. Nu er kun vinden tilbage … over Doggerland.
1134. Hvor ville jeg gerne have gået Langs kysten af Doggerland Fra Orkney til Skagen Fra Esbjerg til Dunkirk Og de vidtstrakte floder Ved den Engelske fjord, Hvor himlen myldrede af fugle Vinger susede så højt som blæst, Dengang landene hang sammen.
1135. Tør man tro det: Et hav fyldt af fisk, krebsdyr Torsk, to meter lange, i tætte stimer Langs Kullen og Svenskekysten; Rødspætter på 20 kilo og pighvarrer Så store om joller derude, Hvor Doggerlandet stadig ligger; Kommunestore østersbanker, Delfiner og tunfisk springer, Vender maven op i solen; Havets liv myldrer igen tilbage, Håber jeg, som dengang, … ved Doggerlandets kyster.
1136. Jeg ville sætte et minde, En sten, tja, hvor? En bølge, en bøje, en pæl, Et undervandsmuseum? Et navn … Doggerland.
Mols bjerge on my mind
1109. Ebeltoft ligger dér,
hvor landet sidst blev skabt,
i bugten, i den halve horisont
med blåt, kruset vand,
den vidåbne himmel og
landtanger med skov.
1110. Byen strækker sig
ud langs kystlinjen.
Huse og gader
renskurede,
hvidkalkede,
brostenstoppede,
turistforberedte,
stemningsoptimerede,
æble- og kaffeduftende
i efterårets hvide sol.
1111. Stier findes overalt,
blandt landets bedste:
Langs kyster, klitter, strand;
gennem sumpe, moser,
plantageskov, ungskov
enge, tunneldale;
snor sig over moræner,
overdrev, bakker;
Forbi dybtblå søer,
mos, stubbe, svampe,
kokasser, hestepærer,
trådhegn, åbne enge
biller, rævelort og
selvsmækkende låger.
1112. Dampen stiger op
fra kogeapparatet,
Det emmer fra næsebor
i aftenmørket, lygter og
gafler i vanteklædte hænder.
Et rygende hvæs,
månebelyst pisstråle
under tavse stjerneskud;
En frostklar himmel
i den enorme nat,
teltdug med iskrystaller,
ravnekald henad daggy.
1113. Dagevis, milevidt
gennem landskabet;
på anlagte stier,
dyreveksler, hulveje,
dér hvor isbræen lå,
kun titusind år siden,
hér hvor vi går,
dag på dag,
til støvlers knas i grus
mens jeg tænker, at herfra
udgår vores fortælling,
den som alle kan:
istid, afsmeltning,
indvandring fra syd,
stenalder, vikinger;
døde konger, blå øjne;
Vores dybeste forestilling
om at være menneske i nord
begynder efter sidste istid;
Før da, kun lidt hulemalerier,
nogle neanderthalere sydpå,
og så uddøde dinosaurerne;
Et stort hul i nordboers
kollektive bevidsthed,
vores dunkle palæopsykologi,
på 60 millioner år.
Vi bestiger endnu en moræne:
Fra toppen ses Ebeltoftbugten,
et mægtigt landskab i hvile,
tindrende i urtidsfarver.
I 1106. Stevns kyst Har åbne stræk, Uden mennesker, Stort set, Hvor døde dyr Forgår uforstyrret.
II 1107. En sæl længe død, Hud i spættet farvespil, Sort, orange, brun, Pelsløs, soltørret, Spændt ud over skelettet. Tandsæt tilbagetrukket I hundegrin, Snuden strakt. Lapperne i læder, Stive, sorte, sprukne. Alle indvolde Forlængst fortærrede. En sprække i skindet, Et kig ind Mellem grå ribben I sælens organik; Et fartøj lavet til havet, En fuldendt form På sin sidste færd … Hvis jeg var shaman.
II 1108. En inuit kajak, Teknisk perfektion, En ombygget sæl, Udtænkt, tilvirket Af en mesterbygger I samme materialer, Med samme formål, Efter samme idé; Overlevelse, Kærlighed, I skind og ben; Kajak og sæl; Samme stemmer … Hvis jeg var shaman.
Træer på vandring
1091. På grunden står fire egetræer omkring 60-70 år gamle, vel 15-18 meter høje og med et kroneudhæng på ca. 200 kvadratmeter.
1092. Hvert efterår kaster egene en overflod af agern af sig. I år gælder det om at beregne hvor mange.
1093. Jeg tager to prøver på hver en kvadratemeter, river agerne sammen, sorterer alt uvedkommende fra - heraf mange vildt udseende og halvt komposterede agern, bog og kerner fra forrige år – og tæller årets fald.
1094. De tre første træer har omtrent samme antal agern pr. kvadratmeter. Det fjerde egetræ har været nødlidende (sic!) gennem flere år på grund af overskygning fra en slank bøg, der skyder op gennem sprækkerne i overhænget. Under dette træ tager jeg ikke pøver, men jeg lægger metermålet ud flere steder og gi'r skovbunden mit bedste rainmanblik.
1095. De to prøver giver et nedfald på ca. 1000 agern pr. kvadratmeter. Nedfaldet fra det sidste egetræ er omkring 3-400 pr. kvadratmeter og det har en lidt mindre kronevidde. Resultat er 160 m2 x 1000 agern + 40 m2 X 350 agern = 164.000 (+/- 25.000) agern med flere i vente oppe fra træerne.
1096. Under egetræerne er et sandet stykke jord befriet for græstørv med spredt plantevækst på omkring 100 kvadratmeter. Sidste år selvsåede mellem 75 og 100 egetræer på dette område.
1097. Rundt om på grunden selvsår andre træarter hele tiden. Først og fremmest ahorn og spidsløn, dernæst stilkeg, rødeg, ask, taks, hæg og hassel. Jeg antager – uden af have talt – at der hvert år spirer omkring 150-200 selvsåede og levedygtige træer på et område på ca. 1000 kvadratmeter, hvor der i forvejen er tæt beplantning og høje træer.
1098. Spiringen af et agern er en kompleks biologisk og kemisk proces, som formodentlig ikke så mange har set. De gange jeg har bevidnet det, er jeg slået af den bandsatte vilje i den lille rod og dens evne og styrke til at gro.
1099. Fra denne lille lommevidenskabelig – men efter bedste evne sande - optælling må det stå klart, at træer er veludstyrede forplantere og kan selv.
1100. Og i øvrigt har dækket meget store dele af jordkloden i henved en kvart milliard år – under omskiftelige betingelser og med selvselekterede arter og individer, der kan overleve og nichetilpasse sig.
1101. Store dele af jordkloden, de nordlige og sydlige skovbælter ville bare springe i skov, hvis de fik lov. Det gælder hele Europa, store dele af Asien, det meste af Nord og Sydamerika, samt store bælter i Afrika og Austalien.
1102. Tanken om at mennesker skulle hjælpe træer tilbage i vækst er velmenende, men også en nedladende undervurdering af træer og bunder nok i oplysningstidens fantasi om naturbeherskelse, der først nu begynder at sprække.
1103. Intetsteds i de nordlige og sydlig skovbælter er det nødvendigt at plante træer. De kan selv, når betingelserne tillader det. Det er betingelserne, som mennesker skal ændre, hvis de kan; ikke tilplantingen.
1104. Optællingen af agern viser også, at agern spredes fyldigt op til 2-3 meter ud over kronedækkets rækkevidde. Under de rette betingelser er egetræet derfor i stand til at sprede sig år for år. Med mine egetræer som spinkelt beregningsgrundlag, kan vi gisne om en spredning på 25 km pr. tusind år. Sikkert mere, fordi de mange arter dyr og fugle, der lever af agern, er med til at sprede dem betydeligt længere.
1105. Træer er evigt på vandring. Også min have, hvis den fik lov. Vent bare, om 1000 år er vi nået til udkanten af Præstø, eller Roskilde. Eller hvad der til den tid er tilbage af dem.
Liden storkenæb
1086. Dette efterår har liden storkenæb,
Efter tre år på diskret vækst
Hist og her i sommerhaven,
Fået sit gennembrud som krudturt.
1087. I vækst frem fra haveasylet,
Det halvmåneformede bed
Rundt om det lille æbletræ
Til urter og stauder i eksil,
Truet på væksten i nedlagte haver.
1088. Først tog de bedet, lagde et dække
Omkring de andre planter,
Kvæsurt, sankthansurt, mynter,
Voksede derpå ind over græsset,
Dækkede de højtklippede gangstier,
Derfra op over gamle græstørv,
Rundt om tuerne af vild oregano,
Ind under den lille hyld,
Frem mellem rivalen skvalderkål og
Spydspids brom- og boysenbærskud.
1089. Krøb ud under tørrestativet,
Langs kanten af dammen,
Indtog plads omkring rabarberne,
Ind imellem de hvide røllikker,
Frit voksende i det høje græs,
Stræbte videre ind langs terassen,
Drejede op langs klosterbedet.
1090. En opvisning af bladmønstre,
Crescendo i grøn frodighed,
Vegetal triumf i en sommer
Inddelt i fire forløb:
Væde, varme tørke, varme;
Et snigløb af mange planter,
Der satte skud for anden gang,
Som den liden storkenæb,
Der fik sin chance, med hjælp
Fra en planet i kæntring,
Til en eksplosion af blade,
Tæt på et svækket efterår.
Jordbesidder i det 21. århundrede
1078. Pace Højholt *), men,
Man kan ikke gå to gange
Ud i den samme vilde have.
1079. Metafor, om man vil,
For livets ustoppelige
Foranderlighed.
1080. Man kunne være fræk,
For det kunne Højholt li',
Og genvende talemåden:
1081. En jordbesidder bekæmper
Det samme ukrudt – hver gang.
Det gælder også kirkegårde.
1082. Metafor, om man vil,
For livets repetitive
Udhuling af mening.
1083. To modsatte ord for
Den vegetative
Transformationskraft.
1084. De er, forekommer det mig,
De to eksistentielle livsvalg
For det 21. århundrede - og det næste:
1085. Ukrudt eller krudturt.
*) Se: Afdød digter som sprogligt fænomen, vers 163-171.
Intelligenstest for krager
1065. Spørgsmålet med intelligenstest er
Naturligvis, hvad skal vi teste?
Problemet er aldrig besvaret
Tilfredsstillende for os selv,
Derfor heller ikke for krager.
1066. Vi har gerne stort besvær at
Vænne vores bevidsthed fra
At se sig selv i alt andet,
Derfor er vi som regel selv
Standard for det, vi måler.
1067. Forskere har designet mange
Snedige test, der alle, ikke uventet,
Jvf. verset ovenfor, beviser at
Krager er intelligente.
1068. Apparater er konstrueret for at
Snyde krager fra godbidder,
Hvor kragen fylder sten i et bæger
Med vand for at hæve føde op,
Eller bruge en pind i et rør.
Eller vi har iagttaget krager
Bruge forbikørende biler til at
Knække nødder mod asfalten.
1069. Alle er problemløsninger ved madsøgning
Under menneskeskabte betingelser
Hvor den rigtige løsning er,
Naturligvis, hvad vi selv ville have
Gjort; ergo er beviset for intelligens
Ført.
1070. Men tag nu et eksperiment
På tilfældige vilkår i en almindelig
Krages almindelige hverdag,
Omgivet af menneskeskabte ting,
Men ikke opstillet som forsøg,
Dvs. en test af kragens tilpasning
Enkeltvist og gennem generationer, til en
Menneskabt omverden som tegn,
Netop, på intelligens med kragemål.
1071. Til dette selvudfoldende eksperimentet skal bruges:
1 stk. standard villahave
1 stk. standard græsplane
1 stk. garage eller lign. udbygning.
1 stk. havetræ
1 stk. dum hund *)
1 stk. mellemstort kødben.
1072. Alle ovenstående rekvisitter er
Vidt udbredte og let tilgængelige.
Eksperimentet har ingen menneskelig
Iscenesættelse, bortset fra,
Men ikke uomgængeligt, et kødben,
For hunden kan selv have fundet et.
1073. Fra toppen af garage laver krage 1
Chikanedyk ned over
Bengnavende hund på græsplæne:
Vred, snerrende reaktion.
1074. Krage 2 laver dyk fra træ
Fra modsat side, som altid
Uforfærdet mobber af rovfugle i flugt.
Hunden rejser sig, på vagt,
Ludende over kødben, knurrende.
1075. De to krager dykker skiftevis
Tættere og tættere på hundehoved og
Bringer hund fra hundekoncepter.
Edderspændt begynder hunden at
Jage krager i flugten og blotter
Kødben på grønsvær og må derfor,
Skiftevis fra højre og venstre,
Styrte tilbage for at beskytte sit ben.
1076. Mobning fortsætter tættere og tættere;
Indtil en krage snapper kødbenet
Men taber det, jagtet af hund, nu
Rystende af raseri og blodtørst.
Det er lysende klart for alle,
(Undtagen hunden **) hvad planen,
Hensigten, strategien, taktikken, ideen,
Hvad ord vi end vil bruge, er.
1077. Tilsidst dykker en krage ned
Foran snappende hundekæber,
Tirrer på græsset i afledningsmanøvre
Sanseløst rasende hund, der
Kaster sig efter fugl - og går i fælden,
Som vi andre for længst har set:
Den anden krage dykker fra træet,
Samler kødbenet op og lander
På garagetaget. To krager flyver bort.
P.S. Dette er fra en virkelig situation, iagttaget og gengivet, som jeg så den. Kragerne i dette optrin var gråkrager.
*)
Her når vi et omstridt spørgsmål:
Er hunde dumme eller kloge?
Kloge, fordi de kan alt muligt,
Som mennesker lærer dem, eller
Dumme fordi hunden, evolutionært,
Satsede hele genbanken på et liv
Under menneskers herredømme,
Hvorfor mennesker har samme holding
Til hunde som til slaver: paternalisme
med kærlighed/sadisme, tilsat ringeagt.
**)
Givet at hunde er kloge,
Fintfølende, intelligente,
I en løs betydning,
Mest i menneskers nærvær
Og under disses kommando.
Men krager, disse krager,
De var virkelig smarte,
Street-smarte.
Hunden i dette eksempel
Fejlede at beskytte sit ben
Læste ikke terrænet,
Feks. et halvtag, en krog,
Så ikke fjendes idé,
Benyttede sig ikke af
Det mest enestående privilegium
I hele dyreverden:
Gø ved herrens dør
Og døre vil åbnes for dig.
Kend din krage
1056. Alle børn kender kragen:
En standardsættende fugl,
Et symbol i sig selv,
På fugl og menneske
Sammen i titusind år.
1057. Alle børn har hørt om ravnen
Fra bøger, film og gudelære;
Men kun få, og med tiden færre,
Kender deres kragefugle.
Men se bare her hvordan.
1058. Råger er kulsorte undtagen
Et hvidt bånd om næseroden.
Det gør panden høj,
Skidtvigtig, selvsikker;
En hofmand spankulerer rundt.
1059. Sortkragen er helt sort,
Forveksles tit med rågen,
Men den har helt sort næb,
Og er mindre en ravnen.
Kra kra for krage.
1060. Gråkragen er grå
På nakke, ryg og bryst,
Og – vigtigt - sorte øjne,
Sort hoved, vinger og hale.
En dygtig chikaneflyver
Mod rovfugle på farten.
1061. Alliken er den mindste,
Forveksles med en gråkrage,
Men kendes på sin hvide øjenring,
De grå partier er mørkere
Blandes med det sorte.
Stemmen er meget lysere,
Et skarpt, to-tonet kald.
1062. Ravnen findes ikke tit;
Meget stor, meget sort,
Meget hæs, meget kraftig næb.
Næsten udryddet, da jeg var barn
(16 par undgik gift og kugler *).
Med held eller indsats
Ses den nu i hele landet.
1063. Tres år før jeg tog mig sammen
Efter et liv blandt alle disse
Sociale og kloge fugle;
Skamfuld i det skjulte
Over ikke at kende forskel,
Men nu lettet, skyldforladt,
Fløjter glad til dem på vejen.
En lille hverdagsstolthed:
Nu kan jeg mine krager.
1064. Når du ser en kragefugl;
Vent lige lidt; kig efter,
Find dens felt- og kendetegn;
Godt for kragen, godt for dig;
Lær det med dine (børne)børn,
De husker det for livet.
*) Se hertil børnesangen Højt på en gren en krage sad.
Sangen kunne have handlet om giftudlægning, men denne form
for aflivning har aldrig vundet indpas i den danske sangskat.
