1687. Korsvortemælken Latexfyldt og giftig, Kemisk potent og Kendt som vomitiv, To-årig, selvsået, Armygrøn og rank, Paratakse som kors, Frapperende, frodig Vinteren ud.
1688. Om foråret forgrenet, Dobbelte dækblade i Luminescens af gulliggrøn Med næste forgrening Fra hængende næb På dugviolette stilke; I midten – blikfang, En bladløs blomst, Kantet i orangegult Af nektarsække, Tre frøkapsler Med dobbelte frø, Purpurgrønne fed I tætknyttet kreds Med tre støvfang Som potteplanter op Af frugtknudens kop.
1689. I sin helhed, En blomst tæt på, En plante i fuld figur, Overdådig grøn og gul Bevægende smuk i blomst, En levende farvelære, Opvisning af qualia, Svar til Wittgenstein; En fordybelse af det At være menneske Og plante sammen.
Nyt i Index Titusind: Korsvortemælk ◦ 1687; Dækblad ◦ 1688; Nektarsæk ◦ 1688; Farvelære ◦ 1689; Qualia ◦ 1689.
1686. Der er planter Ved det at være, Deres blotte nærvær, Som fremtræden, Der suger øjne ind, Trækker fingre til Alene derved At stå på stedet, At tage sig ud Som en erklæring, En synlig insisteren, På det at være plante I genudformning Af alt det, En plante er og gør; Det er bare måden, Den gør det på, Måden, altså, Den er udtryk for En stædig livsform, Noget civilisatorisk, For os at forstå Og tage imod: En ekstravagant Selvindeholdt Selvhed.
Nyt i Index Titusind: Plante ◦ 1686; Civilisation ◦ 1686; Selvhed ◦ 1686.
1682. I min datters have, Ved en sydvendt mur En krog til urtebed En lun septemberdag, Står to artiskokker Fuldt i lilla flor.
1683. Skæl som læderkyrads Beskytter frø og frugt, En pragt af nektarrør, Vilter blomsterkardus, Ekstravagant panserkugle På en knortestok.
1684. Ældgammel kulturplante Vildt voksende i Levanten, Yndet af mauriske kokke; På spansk kaldet alcharchofa, Fra arabisk al-kharshufa Altså, “den med skæl”.
1685. Mennesker og planter, Symbiose og historie; Artiskokkens tidselkrone Bor i vores sprog; En solrig dag i Valby Får den plads i mit.
Nyt i Index Titusind: Artiskok ◦ 1682; Frugtknude ◦ 1683; Kulturplante ◦ 1684; Tidselkrone ◦ 1685.
1681. Artiskokker Fluelokker Snerle perle Pif Paf Puf Snabel ned i honningguf.
Nyt i Index Titusind: Artiskok ◦ 1681
Frit efter Arne Ungerman (1902-1981).
Note: De fleste tænker nok ikke på fluer som bestøvere; bier har desværre helt bemægtiget sig den menneskelige forestillingsevne i den henseende, men fluer, og der er hundredtusind arter, er særdeles vigtige for blomster formering. Det må vores børn og børnebørn meget gerne vide. Der var ingen bier eller fluer i artiskokkerne, da jeg tog billedet; men her er to fotos af en anden tidselart, en horsetidsel, fuld af svirrefluer, nede fra dammen i min baghave.
1675. Fraktaler hyldes som fuldendt symmetri, Men formlen er en matematisk fantasi: Tidløs, uden fortælling og logisk tom, En gold metafor for mening med livet. Den, der søger den perfekte form, Finder den aldrig, bli'r omverdensblind.
Nyt i Index Titusind: Fraktaler ◦ 1675; Omverdensblindhed ◦ 1675.
Om mønster – ikke-mønster i et topskudaf normannsgran
eller
Åh, hvor jeg dog elsker nåletræers skud Hvert år, når nordmannsgranen springer ud.
1669. Nye nålekvaster, fine og babybløde, Intense nuancer af spædgrønt lys; I midten den skællede drudefod, Ru, klistret bark og duften, duften: Terpener, ah, terpenerne, mit ken.
1670. De fire skud forskudt på skuddet I forhold til sidste og forrige år; En vindel drejer og og op og Giver træet form og ligevægt; Den femte knop et skud i højden.
1671. På hver skudspids endnu en hinde, Et skud i fosterstand, tregrenet; To til vækst i bredden og det tredje Til vækst i længden, sytten knopper Gentaget hvert år i træets levetid.
1672. Alt jeg ser er mønster – ikke-mønster: Et mønster, men ikke to er ens; Fuldkommen, men aldrig færdig, Symmetrisk, men aldrig hel; Skøn, altid denne forundring.
1673. Det skønnes medium er form og tid: Form som mønster – ikke-mønster; Tid som gentagelse – ikke-gentagelse; Lidt anderledes, hver gang vi ser, Heraf opstår fornemmelsen for liv.
1674. Skuddet er sin egen historie Om form og tid i forandring, Genskabt år for år for år; Ikke fuldendt, stræber ikke, Kun næsten og det er skønhed nok.
Åh, hvor jeg dog elsker nåletræers skud Hvert år, når nordmanns granenspringer ud.
Nyt i Index titusind: Nålekvast ◦ 1669; Drudefod ◦ 1669; Ligevægt ◦ 1670; Fosterstand ◦ 1671; Mønster – ikke-mønster ◦ 1672; Det skønne ◦ 1673; Form og tid ◦ 1674; Nåletræers skud ◦ 1674.
Bukken kaldes på dansk tobaksfarvet blomsterbuk, hentet fra latinsk Alosterna tabacicolor. Bukken er beskrevet og navngivet for første gang af Charles de Geer (1720-1778), fremragende svensk-hollandsk entomolog og bibliofil. De Geers' hovedværk har den beundringsværdige titel Memoires pour servir a l'histoire des insectes, (kan oversættes som: Erindringer i insekthistoriens tjeneste), der udkom i otte bind i årene 1752-78. De Geer er bl.a. kendt for sine banebrydende udredninger om insekters betydning for blomsterbestøvning.
Det er i digtets sammenhæng en videnskabshistorisk ironi, at de Geer døde (tragisk tidligt) af podagra, altså den lidelse, som i middelalderen blev behandlet med skvalderkål og årsagen til at munke indførte urten i nordeuropa. Dette afspejles i plantens engelske navn goutweed og i det danske navn biskopsurt. (Se herom digtet OBPS - om Skvalderkål (1)).
1639. Velkendt og beundret Admiral og admirabel, Cinnoberrød og fløjlssort, Opstigende i helix flugt; Værtsplante er nælder, Værn om dem begge Og bliv måske belønnet, Som jeg i sommers, Da han satte sig På min venstre skulder, To vinger i lungetakt, Hævet og sænket Med mit åndedrag.
1640. Det smukke og det svære Ses kun ved udholdenhed Eller i serendipitet: Som nu Admiralens følehorn, Halvtreds findelte led Skiftende i sort og hvidt, Formindsket ned mod fæstet I to forsvindingspunkter, Toppet med en natsort kvast Forsynet med en spids I lys koldskålsgul. Elektrisk følsomme I form og balance, Funktion og farvespil, Uforståeligt skønt at se: Hvorfor dette mønster, Med hvilken fordel, Og for hvem?
1641. Admiralens følehorn Ikke nævnt, beskrevet I lepidopterisk litteratur, Meget sjældent set, Dertil for småt, for flakset, For hurtigt, for flygtigt. Men hér er han På gæstetræk fra syd, Saft og nektarsugende Ynglende i haven På min nældestand Bag usynlige grænser Optegnet og forsvaret, Hunner beæret og bedåret Af koldblodig flyveevne Og mig af harlekinhorn.
Nyt i Index Titusind: Admiral ◦ 1639; Følehorn ◦ 1640; Sommerfugl på træk ◦ 1640; Harlekinhorn ◦ 1641.
1633. Ofte når jeg sidder og læser Dybt i en lænestol i pejsekrogen, På min pind i lyst- og arbejdshuset, Eller på havebænken udenfor Kommer en lille flue på besøg.
1634. Med lille, forstås meget lille, Et væsen kun millimeterstort; Kravlende op over siden Vandrer hun ind i min kultur; Min bogslummer forstyrres lidt, Forsigtigt ikke at lade bogen Smække hende død og flad, Et udsmattet bogmærkelig.
1635. En sen sommerdag i august Kom hun vimsende dér igen, Vejrende, virrende op på siden, Jeg venter, håber på et komma; Vær nu sød, gå ind i teksten, Så jeg kan få et ægte foto, Bare en kultiveret bagatel Til mig, på min mobil.
1636. Fluen må have et navn, Det første bekendtskabsritual På tværs af arternes skel; Hun er måske en halmflue Eller en fritflue, jeg ved ikke, Entomologer må hjælpe til, Men der er ingen tvivl, jeg ved, Når kommaet kommer flyvende, Som intertekstuelt insekt, At hun har navngivet sig selv: Dette er dværgkommafluen.
1637. Et godt og acceptabelt navn, Omend dværg er forkert, For hvis målestok gælder her? Også komma er forkert, For hvad er mere irrelevant Når man er i hendes fødder; Kun flue er måske korrekt, Men ok som kenningsnavn.
1638. Navne er til for vores skyld: Så kender jeg hende igen, Passer på når hun er på visit På bogens (genbrugs)papir Under det varmhvide lys. Samtidig, som poetisk pendant, Har videnskaben fået et match, En partner i fluegrammatik, Til dværgpunktumbillen.
Dværgpunktumbillen er en eksisterende art, der lider den ulykke at bære det rædsomme taxonomiske navn Baranowskiella ehnstromi, et mere fantasiløst, antropocentrisk og i særklasse uindlevet og selvfedt navn behøver man ikke lede længe efter. Dværgpunktumbillen er en fascinerende og nyligt indvandret art i Danmark, som udelukkende lever i en ildporresvamp, der igen udelukkende lever på piletræer. Billen er omkring en halv millimeter lang. Det danske navn er opfindsomt, men billen ligner faktisk mere et miniature ravfarvet udråbstegn, hvilket selvfølgelig er ligeså misvisende som at kalde en flue et komma.
Billedet til venstre er fodspor formentlig af Paranthropos boisei, Koobi Fora, Kenya, ca. 1,5 mya, foto: Neil Roach. Billedet til højre er et aftryk formentlig af Australopithecus afarensis, Laetoli, Tanzania, ca. 3,7 mya, foto: Encyclopaedia Britannica.
1622. Sølvfarvet knopurtskugle, Blød og stoflig silkeglans, Vatteret med frø på fnok. Seksplettede køllesværmere, Snabler ned i blomsterrør, Blodrødt på obsidiansort: Ildesmag og fuglegift, Cyanid og glykosider.
1623. Jeg står igen på klintestien, Et kemisk spor i slidte tæer, Enzymer klukker i mine vener, Som vand i radiatorrør. Kalk og flint i lag og bølger Bukket op fra litorinahavet Af kolossale istidsbræer; Sommerfugl på fralandsvind.
Halv hveps Hakket i to Insekt og invalid På bøgebark Fodtrin blade På skovsti Et trænet øje Altid det Vi ikke ser.
Amputeret Hvilke tænder Hvilke skær En guillotine Af myrer Pheromoner Sprøjter Duftsprog I billeder Vi ikke kender Sætter spor Vi ikke ser.
Kun dette: En halv hveps Kryber frem Fem ben trækker (Sjette ben kvæstet) Lemlæstet krop Vingepar intakt På pronotum Livsfjeder Overskåret Sin sidste time Forstbotanisk Have Hann. Münden Niedersachsen Oktober 2024.
Til John Kinsella med tanke på digtet Love Poem fra samlingen The Hierarchy of Sheep, 2000.
I. 1604. Titusind år ad disse stier, Langs kyster og flade strande, Ind i bugte og fjorde på vej Op i landet, rundt om søer. Vi fulgte landskabets linjer Over højderygge dér, ned i dale, Op til udsigtspunkter kom vi Fra sumplandet mod syd, Fra højsletterne i øst, Fra Anatoliens bjerge, Fra Doggerlandet ude vest Druknet i klimaforandring; Vi var titusind år på vandring.
1605. Vi kom ad stier, der knyttede Bosteder og gravpladser sammen, Bragte skind, salt og glas, Metal, korn, slaver og uld Ad stier ud til ladepladser; Og ulvene trak op på veksler, Mens folk vandrede af hærveje, Knirkende i hjulspor og hulveje, Skumplestier og sankepor; Skove blev fældet og marker sået, De titusind stier vi har gået.
1606. Titusind kilometer stier gik Fra landsby til landsby, Fra vig til vig, gennem skove Fra rydning til rydning, Til helligdomme, offerpladser Tabusteder, helsekilder, Fra vadesteder til gangbroer, Langs fodspor ved marker og led Traskende langs skel og hegn, Til torvs, til skoler og kirker, Forbi vandløb, moser og folde, Stejlepladser og stader til bier Kom vi ad de fælles stier.
II. 1607. Titusind kilometer stier er ødelagt, Markveje er pløjet op, inddraget, Fodgængere og vandrere trængt ud Med skræmmeskilte, trådhegn, video, Marker rettet ud, skel lagt sammen. Kultur- og landskabsværdier slettet Ved simpelt lovbræk og embedskryb, Strøget ud af landskabet, glemte Når de gamle tingbøger stilles hen, Når landinspektørerernes kort Med opmålte stier smuldrer bort.
1608. Titusind kilometer asfaltvej, Marker pløjet ud til rabatten, Kun en smal grøft, lidt græs Sprøjtet, støvet og saltet, hvor Busser kører vejene i smadder; Her er kun bønder, biler og blæst, Kapitalfonde, lidt godser til pynt. Intensivt agrarland kaldes det Stadig af stolte statsmænd, Selv ornitologer bruger ordet, Men hér er intet intensivt, Her er faktisk ikke en skid; Kun monokultur, nøgne flader, Åbent land og pivvind hele året. Folk i landskabet er fortrængt, Kun biler og lastvogne i bevægelse, Med folk indeni, der har glemt Det land, der døde hér, indeklemt.
III. 1609. Vi indvier Titusindkilometerstien, Vi fejrer titusind års vandring: Den sti, der binder landet sammen Fra den nordligste spids på Skagen Til den sydligste odde i Gedser; Fra vestkysten ved Blåvåndshuk Til klinterne på Stevns og Møn; Fra grænsen i Tønder Marsk Til Svendborg, Smålandet og øerne; Hele kysten rundt helt ud til vandet Op langs fjorde, vige og alle nor, Overalt hvor vi lever og træer gror.
1610. Den store Titusindkilometersti, Hvor alle og enhver kan vandre Ad stier, der forbinder ethvert Sted, stad, landsby, plads og sø Landet rundt på fodgængerstier, Bortset fra færger og visse broer, Ikke på noget tidspunkt at berøre, Ikke på nogen strækning at betræde, Ikke nogetsteds at gå på asfaltvej; Naturbund til den grønne alfarvej.
1611. Langs alle landeveje udtages jord I bælter på 6 til 8 meters bredde; Hér anlægges hække, rigtige vilde Summende blomstrende biotahække; I krattet løber veksler frem, Tynde spor, der krydser vores, Tavse skygger til menneskeliv Langs gangstier og cykelveje, Hvor vi færdes gennem gallerier Af vegetation og kærlighed Til landets fred og værdighed.
1612. Den gamle Lillebæltsbro skal lukkes, Laves om til park og faunapassage; Vi lægger jord og frø i rustne spor, Træer vokser op og ud af gitterværket, Og folk kommer rejsende langsvej fra For at se dette vidunder, denne økodom; Kun en planche viser hvor primitivt Folk på denne egn engang har levet: Kæderaslen fra fængselssjakket, Lænket med kroge til gelænderværket, De slæbte sig op i grå uniformer Til toppen af broen i bure af stål: Sådan afled vejen og fantasien; Men ikke sådan, ikke mere På Titusindkilometerstien.
1613. Dette er målet og mindeværket, Nationalarven efter bedste evne, Det vi kan opnå hér, gøre nu, I denne tid, i vores verden: For floraen, faunaen og fungaen, Tilegnet føddernes duelighed, Årstidernes pust af evighed.
Nyt i Index Titusind: Landskabslinjer ◦ 1604; Sumpland ◦ 1604; Ulv ◦ 1605; Hulvej ◦ 1605; Vig ◦ 1606; Sti ◦ 1606; Markvej ◦ 1607; Fodgænger ◦ 1607; Agrarland ◦ 1608; Monokultur ◦ 1608; Klint ◦ 1609; Nor ◦ 1609; Titusindkilometersti ◦ 1610; Asfalt ◦ 1610; Biotahække ◦1611; Faunapassage ◦ 1612; Økodom ◦ 1612; Funga ◦ 1613; Fødder ◦ 1613.
*) Billedet Den gamle lillebæltsbro som faunapassage er computergenereret og lavet som illustration til vers 1612 ovenfor om hvordan den gamle jernbanebro skal omdannes til park og faunapassage og hvordan vi lægger frø ud langs de gamle jernbanespor og ser træer vokse ud gennem gitterværket.
Jeg prøvede mange kombinationer af tekst og beskrivelser. Når jeg brugte digtets egen tekst var resultatet bogstaveligt talt helt skoven. AI har åbenbart svært ved at forstå vers. Men når jeg brugte overskriften ovenfor, så blev resultatet som man ser. Det er romantiseret, fortegnet, idyliseret, og der er altså ikke murmeldyr i Danmark; men ok. Det kunne ligne lidt min idé om Lillebæltsbroen som en grøn korridor og bindeled mellem landsdelene ad Titusindkilometersti.
Er der noget her et menneske, en god kunstner, ikke kunne lave? Overhovedet ikke. Men disse folk kan være svære at finde og endnu sværere at overbevise om at lave et billede. Kort sagt besværligt, langsommeligt og sikkert også dyrt. Men værd at vente på.
AI- genererede billeder er den ideelle produktion af billeder i det digitale massekonsums tidsalder; de koster næsten intet, de laves øjeblikkeligt, distribueres uden grænser og multiplicerer sig selv og virker som et syret destillat af kollektive forestillinger. Nogle gange forbløffende, andre gange inspirerede, ved første syn tryllebindende, men nok mest hovedkradsende undren.
Metodisk manifest: Alle fotos på denne blog er mine egne, medmindre andet udtrykkeligt er oplyst. Ingen tekst og intet digt er, eller vil nogensinde blive, skrevet af AI. Jeg bruger en simplere form for AI til at finde oplysninger og viden og til at identificere arter og habitater (også kaldet googling) på nogle af utallige websider og uvurderlig kulturmasse tilgængelig på nettet samt fagbøger, opslagsværker og felthåndbøger.
1599. Se, skønheden er skødesløs: Et blomsterhjul af kronblade, En implosion af rosa skær, Strenge ud i stråleform, Forgrenet finere og finere, Gennemlyst til sidst forsvundet I det mælkehvide ingenting.
1600. Støvdragere svajer i en sø, Samlet som en dusk medusahår Af gule undervandstentakler; Guldfarina, drys af pollen Ind over bladfladens bredder. I midten de fem bægerblade, Frugtens alfegrønne pentagram.
1601. Den bløde blomsterrand Fliget, ustadig og skrøbelig Som en sommerfuglevinge. Vi blander blod med rosa saft, Forbinder vores kapillærer; En overflod af formeringsevne; Ufuldendt og frygtelig skøn.
1602. Jeg ville se den rene skønhed, Som så mange andre før, Men altid er mening i vejen. Den skønhed, der aldrig slutter, Den flygtighed, der aldrig stopper; I glimt, når den ikke ventes, Til den, der var der, da den kom.
1603. Jo, billedet er komponeret lidt; Jeg flytter lidt på kameravinklen Bevidst om visse virkemidler; Deler baggrund op i lys og mørke, Beskærer lidt; resten ved jeg ikke. Et digt er bearbejdet, arrangeret; Kun skønheden selv er skødesløs.
1592. § 1. Til fremme af menneskets forbundethed med havet, landet, jorden, faunaen, floraen, fungaen og årstiderne er enhver ejer af en kystgrund pligtig at tåle den fredelige og skadesløse passage af fodgængere på den del af sit grundstykke, der grænser op til kyst- eller strandlinjen. Myndighederne kan give tilladelse til anlæg af gangstier, hvor dette kan ske uden unødig gene for grundejeren og hvor dette har betydning for skabelsen af et landsdækkende, kystnært stinet. Ekspropriation af kyststrækninger kan ske, hvor området er, eller herved kan blive, af værdi for almenhedens fri passage eller hvor denne mødes af særlige forhindringer.
1593. § 2. Enhver ejer af en land- eller landbrugejendom over en vis størrelse i landzoner er pligtig at tåle genoprettelsen af markveje og fodstier, hvor disse kan dokumenteres at have eksisteret, uanset deres alder, og som har betydning for den fredelige og skadesløse passage til fods og hvor dette kan ske uden unødig ulempe for beboelse, bygninger og eksisterende vejanlæg. Hvor historiske markveje og fodstier er veget for asfalt eller anden tildækning af jorden skal grundejerne tåle anlægget af samløbende fodstier med passende adskillelse mellem vej og sti til fodgængeres sikkerhed.
1594. § 3. Hævd eller anden lovbestemt ret over historiske markveje og fodstier eller levn heraf på privat jord tilsidesættes indenfor et tidsrum på 25 år fra denne servituts tinglysning. Indenfor denne frist kan enhver rejse sag om anerkendelse og genopretning af sådanne veje og stier begrundet i almenhedens ret til fredelig og skadesløs passage gennem landet, jvf. § 1.
1595. § 4. Langs alle offentlige veje i landzoner eksproprieres jord i en bredde på op til otte meter til anlæg af gang- cykel og eventuelt ridestier i sammenhæng med afskærmning i form af naturlig beplantning, hæk, vildthegn el. lign. Inddragelse af jord skal ske i begge vejsider, hvor ikke uovervindelige fysiske hindringer er tilstede. Disse arealer er en del af den politisk vedtagne udtagning af landbrugsjorder, der sker som led i afværgelsen af klimaskabte katastrofer.
1596. § 5. I større byer inddrages offentlig vej i stianlæg, således at fodgængere kan færdes gennem byen på fodstier i byens hovedfærdselsretninger i sammenhængende grønne korridorer uden at betræde asfalt, pånær krydsning af veje og broer el. lign.
1597. § 6. Enhver skal med tiden frit kunne vandre gennem alle landområder i Danmark fra østkyst til vestkyst og fra nordgrænse til sydgrænse uden på nogen strækning at betræde asfalt, bortset fra passage af broer mellem landsdele, øer og større byer. Denne vandringsret er en del af den almene overdådighed og bliver at indskrive i den fællesbiotiske grundlov.
1598. § 7. Denne servitut om den fri vandringsret lyses på alle private og offentlige ejendomme med tilliggende jordstykker over en vis størrelse efter tingrettens skøn.
Nyt i Index Titusind: Gangsti ◦ 1592; Almenheden ◦ 1592; Markvej ◦ 1593; Fredelig og skadesløs passage ◦ 1594; Udtagning af landbrugsjord ◦ 1595; Asfalt ◦ 1596; Almen overdådighed ◦ 1597; Grundlov - fællesbiotisk ◦ 1597; Vandringsret ◦ 1598.
1586. I juni havde vi rugende gæster, Et par grå fluesnappere logerede I den tomme svalerede fra i fjor, Centimeter over vores verandadør. Ængstelige, sky, altid vedholdende, Stilfærdige slidere, pæne fuglefolk, Slet ikke som de vakse landsvaler, Der skvadrer, skider og disputerer.
1587. Stille, de sagde sjældent noget, Kun et blødt pift nu og da. Sommetider, inde under halvtaget, Stoppede de midtlufts foran reden, Hang i en akrobatisk pirouette, Vendte om, satte sig på gærdet, Ventede, vågede, afvejede risici.
1588. Det blev til tre unger i reden, Små, kunne knap ses eller høres; I glimt en halespids, et næb, Fodret, varmet, plejet i ugevis Af forældreparret, kredsflyvende, Insekter i næbbet eller slugt, I flugt hver gang døren gik.
1589. Forleden forlod de reden; Vi var med i flere timer, Mens ungerne drattede ud, Baskede ned, fløj ind i ruden, Fandt en krukke, en partyhat, Vippede på kanten, krøb i ly, Peb lidt i de høje hertz.
1590. Forældrene, i deres tavse agita, Fløj trekantsfart til ungerne: Én i reden, én i blomsterkrukken, Den fremmeste ude på en kvist; Fodrede dem i farten, satte sig, Sekunder i samvær på kanten, Strøg deres hovedfjer med næbbet, Beroligende, og svang bort igen.
1591. Det sidste billede, et afskedsblik: En smuk og redefærdig unge, Dunet polster i sin flyverpragt, Kigger lige ind i kameraet Med sit mørke, dybe øje; Ukendelig vilje i perfekt fysik, En individhed, sit eget væsen, Vender sig, slipper, svinger ud.
Nyt i Index Titusind: Fluesnapper ◦ 1586; Pift ◦ 1587; Forældrepar ◦ 1588; Rede ◦ 1589; Fugleunger ◦ 1589; Fodre ◦ 1590; Flyverpragt ◦ 1591; Individhed ◦ 1591.
1582. To massive London plataner, To klassiske buer i røde sten; Romersk byggeteknik krydset Med en ægte træhybrid, Én er plantet, den anden bygget; Former, sammenskabte.
1583. Jeg er tryg i træets nærvær, Komfortabel under deres grene, Tæt ved den olivengrønne bark Inde ved stammen, opvokset, Hvor også jeg stammer fra; Steder, sammenlagte.
1584. Vi er beslægtede, træet og jeg, Jeg kender deres afstamning Lige så vel som mine aner; Jeg ved, hvem ægtede hvem, Og hvem krydsede med hvad; Ophav, sammenvoksede.
1585. Jeg ved, hvor de største træer står På brinkerne og langs bredderne, Hjemtræ og landemærker i parken, Vi løb dem i møde på faldne blade, Mit barnebarn og jeg, i sommers, Slægter, sammenbragte.
De to billeder har jeg taget i Richmond foran Twickenham Bridge; de to hvælvinger i baggrunden er en indgang til Old Deer Park. Træet kaldes på engelsk London Plane, på dansk almindelig platan. Træet er en hybrid, der kan reproducere sig selv, altså en ægte hybrid. Den oprindelige krydsning var spontan og kendes både fra Spanien og England i det 17. årh. Træet er en krydsning mellem den orientalske platan (P. orientalis) – indbragt fra måske Tyrkiet og ivrigt plantet i romersk tid – og det amerikanske sykamoretræ (P. occidentalis) – indbragt fra Nordamerika. Træet blev tidligere kaldet spansk platan. Men på nutidig spansk siger man skyggeplatan, og på fransk ahornbladet platan. London Plane er et yndet park og storbytræ. Platanen er enbo, dvs. med han- og hunblomster på samme træ. Som et flerkønnet væsen referer jeg til dem med pronomet deres.
1576. Fra Richmond til Kew Langs Themsens bredder Løber en gammel slæbesti Til pramme og fragt på floden; Fra Richmond Lock and Weir, Bro og murværk, jern og nitter, Til Kew Gardens palmehuse, Rundt langs Old Deer Parks Sletter og akacier i silhuet.
1577. Cromwell var her i fakkelskær Til hest en aften hos kardinalen I kongens fristed på eremitagen, Hvor det første observatorium Og den gamle meridian lå. I tusind år har folk gået her Fra trappesten ned mod tidevand, Langs bredderne, roet i bådene, Hvor Eliot vrængede fra sin kano Og modernismen blev undfanget; Bag mig nu, jeg går mod nord.
1578. På venstre hånd: mudderbanker, Slimet vegetation og småsten I ebbens brune lave vande; Herligheder står langs stien; Guldbæger, brombær, glat burre, Og kæmpebalsamin, magtfuld med Gabende lyserøde blomster, Lancetspidse savtaksblade.
1579. På højre hånd: en dræningsgrøft, Til afvanding af parkens arealer; En bræmme ti til tyve meter dyb, Kilometerlang tæt, vild vegetation, En urskovskulisse, der viser, Hvad en skov virkelig kan: Vokse overalt i alle retninger På alle steder, på én gang.
1580. Grøften er bred som en å, Stillestående vand, algegrønt, Sød stank af sump, planteråd, Iris, siv, gederams, løvnedhæng, Væltede træer og unge skud, Stammer gået i svamp og trøske; Uberørt, ubevægeligt og stille.
1581. Alt fortsætter; urskov og sti videre Ned mod Kew Botanical Gardens, Kulminationen af viktoriansk botanik, Væksthuse gennem to århundrer; hér Ved Old Deer Park, dyrehaven, Et vildnis diorama af tabt natur, Som nogen, bless them, har ladet stå, Beskyttet, plejet i kanterne, afgrænset. Jeg går fra ét vindue til det næste, Træder ind i dem, og ud igen, Og har grænserne med mig, i mig, Berørbare, intenst nærværende; for Alt er virkeligt, fuldstændig virkeligt, Hver gang.
Nyt i Index Titusind: Slette ◦ 1576; Tidevand ◦ 1577; Mudderbanke ◦ 1578; Kæmpebalsamin ◦ 1578; Bræmme ◦ 1579; Gederams ◦ 1580; Botanik ◦ 1581; Vildnis ◦ 1581.
1572. Det har ganske nyligt regnet millioner funklende dråber i aftensolens stråler langs græssets krybestier, hvor ukendte destinationer og gådefulde retninger danner sit eget landskab kortlagt og smagt på tungen, sorte ansigter og følehorn hårdt slim og bittert stads en sneglekrop i superklæber og alligevel altid ren.
1573. Traverserer plænestykker, bestiger vandkander, kar, tværs over terassersefliser, i bålfad, potter, havesko ribber stande af skvalderkål, driver flyder ud i dammen, æder vandliljers blade, afpiller hostaer, kryber op ad gedeblade, meterhøjt, gemt under strå i klynger, udtrådte indvolde åbne kannibaliseret undervejs, grænseløst omnivort: døde små- og mikrodyr, hår, negle og dyrelort, raspet, flået, slebet fortæret, slugt, fordøjet, hvert sti og haveplet overskredet af snegle.
1574. En time med træpincet, tohundrede gastropoder klemt, pirket og snappet; et kilo to hundrede gram i en skål vridende, glidende fremad kantoverkrybende ibiriske skovsnegle fanget.
1575. En seddel fra min elskede: kog dem, store bogstaver, min beslutsomhed blegner, jeg er en havehamlet dog; de er døde, dømte til en bløddyrsmassakre i baghavens sneglegrav, hakket med en spade til ukendelig sneglehed.
Nyt i Index Titusind: Krybesti ◦ 1572; Vandlilje ◦ 1573; Dyrelort ◦ 1573; Skovsnegl ◦ 1574; Bløddyr - massakre af ◦ 1575.
1568. Forvildet ind i huset En minimy mariehøne, Knappenålshovedstor, Lækker olivenoliegul Med sorte pletter på, Overnattet i et petriskål, Utrættelig i bevægelse, Indtil langt om længe Hun hviler, guffer lidt På en vissen skærm Af skvalderkål.
1569. Den syvplettede, Som alle børn kender, (Men hvor mange har talt dens pletter eller ved, at der er mange flere slags?) Den to-plettede, Den ti-plettede, Den tolv-plettede, Den fjorten-plettede, Den seksten-plettede, Den nitten-plettede, Den toogtyve-plettede, Den syovogtyve-plettede, Den øje-plettede, Ale mellemvarianterne Og fyrre arter flere.
1570. Og hvad er egentlig En plet for noget, Eller en plamage, Og hvor sidder de? Hvad med den stribe Langs dækvingekanten, Og hvad med dem På forkroppen, brystet, Pas på, det er et øje, Og kan mariehønen Skifte sine pletter ud Som leoparden prøver på?
1571. Derfor et beskedent forslag Til en obligatorisk time, Sjov, lærerig, ikke let, Eminent til gruppearbejde, Selvlæring, erfaring og Nysgerrighedsfremmende, Fingerspidsstimulerende Naturkulturforståelsesfag: I dag skal vi tælle Mariehønens pletter: Vi laver grupper på tre, Her er farveplancher Og her er terrariet, Hvor I kan se dem Krybe rundt og rundt, Værsgo, begynd bare.
P.S. En læser kan jo tælle med På mariehønen hér, Billens latinske navn nedenfor: P.P.S. jeg blev syvogtres, Inden jeg så min første.
Nyt i Index Titusind: Mariehøne – nn-plettet ◦ 1568; Mariehøne – syv-plettet ◦ 1569; Dækvinge ◦ 1570; Naturforståelse ◦ 1571.
En time i solen ved skvalderkålen omkring æbletræet. Et mylder af insekter, blomsterduft, svirren, et håndholdt kamera, nogle udvalgte billeder – og måske en rigtig raritet. Bloggen er ikke et fotoalbum; den er et digtværk. Men når bloggen bevæger sig over i konceptkunst, så er der brug for fotos.
Klik for at forstørre billederne
OBPS om skvalderkål (2)
1553. I dag, sankthansaftensmorgen, kan jeg oplyse og dokumentere, med hortikulturalistens stolthed, at min højeste skvalderkål måler en meter og tyve ungefär, præmieplante, primus inter pares, skærmet af sommerfuglebusken i en frodig stand rundt et æbletræ, uundværlig fryd i alle haver.
1554. Her dufter sødligt og behageligt af mirabeller og andre blommer, stænglerne lidt som gulerod; en svajende, vuggende overflod af dobbelte hvide blomsterskærme flittigt besøgt, bevinget, oversvirret af insekter døgnet rundt og af mig med næsen fremme og et kamera i hånden.
1555. En snylteflue, gymnosum rotundatum, ganske lille, med stor rund bagkrop, orange med tre sorte pletter; en snylter på tæger, en endoparasit, larven æder værten op indefra, borer sig ud gennem skjoldet, falder til jorden og går i puppe. Intet dansk navn til denne flue Så hvorfor ikke nanvgive her: Lad os kalde den mariehøneflue, Vi kender den nu, velkommen her.
1556. Her er rød- og sortstribede stribetæger bag til bag i parring på skvaldertoppe, sammenhægtede, den ene slæbbar efter den anden, trukket op og rundt hvis de bliver forstyrrede, gået nær, men i øvrigt dorske og fotogene.
1557. Endnu en tage, almindelig bærtæge, sås en enkelt gang på en skvalderskærm, sit rygskjold dybt rødbrunt og pyntet med løvgrønt, trekantet heraldik, kantet rundt i brunt og hvidt, med antenner til, der matcher.
1558. En gammel kending græsser sig frem, langsomt gennem en mark af blomster, den grønne guldbasse glinser i solen, et farvespil i grønt, guld og kobber stor og metodisk som et kreatur; Tak for gensyn, velkommen tilbage.
1559. Maser af svirrefluer kommer svirrende, antallet er arter er ret forvirrende, adrætte flyvere, musende, sværmende nogle med hvepseynde og hvepsefarver; her er sumpsvirrefluer, havesvirrefluer og mange fler', jeg aldrig ser.
1560. Her må være dusinvis af snyltehvepse, tre af dem vist på denne side, ingen af dem med danske navne; Den første er gastroeruption jaculator, En han; hunnen med en læggebrod dramatisk lang, snylter på bier i reder. Jaculator var en romersk spydkaster, med et kort spyd, javelin, til idræt. Lad os bare navngive den her, Lad os kalde den spydkasterhveps.
1561. En snylterhveps, lang og fin, bagkrop med højgult segment afsluttet i en blank, sort spids. helt almindelig over hele landet, nu i havens stand af skvalderkål; endoparasit i sommerfuglelarver grumt og nyttigt på samme tid, revulsion naturligt, men forkert; på latin ichneumon suspiciosus, Et navn: slank sommerfuglesnylter.
1562. Her lander en lille bladhveps, sort hoved og bryst, orange bagkrop, buttet om livet, ligner en bi, vinger med brede sorte bånd mit billede blev uskarpt, men pyt, mens den slikker nektar og bestøver; Arge cyanocrocea i taxonomien, på dansk intet navn endnu. Larverne lever af brombærblade, hindbær, solbær, alle rubusbuske, Skal vi kalde den brombærhveps.
1563. Her er en skvalderkålblomst under lup Fem kronblade hver med dyb indskæring, To fruglegemer og to hvide støvfang, to millimeter fra spids til spids. Skvalderkål er en dobbeltskærm Så: lad os tælle og beregne: en enkelt umbel har cirka 24 blomster, Hele skærmen har cirka 15 umbeller; Hver plante har 4 til 8 skærme; En enkelt skvalderkål, fuldt udgroet, har mellem tusind totusind blomster.
1564. En god have har vel 100 planter; Min have, der bugner af arten, har, hvad tror jeg, 500 til 1000 planter på et areal, løst anslået 200 kvadratmeter, ergo et sted mellem 1,5 og 3 millioner skvalderkålsblomster i hele haven.
1565. Jeg må fortælle, at blomsten myldrer det vil sige kravler med bevingede dyr; havemyrer på hver eneste skærm, masser af småfluer og andre insekter, store skinnende, grønne og grå fluer, ivrigt overkravlet af mariehøner og alle dem, jeg ikke så og aldrig finder.
1566. Skvalderkålen er en overdådig plante, Elsket, besøgt, besuget intenst, altimens vores grå fluesnapperpar, der yngler i en forladt svalerede, sidder på udkig, gavmildt bespist fra et oversummet gavebord.
1567. P.S: To gange, måske tre gange, så jeg en sjælden svirreflue, uden kamera, uden billede, men jeg er ret sikker i min sag: En ornamentssvirreflue, helt sort med minggrønne bånd på langs af brystet og på tværs over den kulsorte bagkrop, set på selve præmieplanten, klar som neon i natten.
OBPS: Oplysning til Borgere om Planter og Samfund.
1491. Så går jeg på Kullabergs stier igen: Fødderne kender stedet, fyrreduften, Nåletræsmuld, rødder, eng og overdrev, På stier, hvor kroppe og klipper Støder sammen, mødes igen, og Minder skyder frem blandt mine tæer.
1492. Mit første foto til udforskning af ting: En kokasse gennemgravet af biller; Mølle by: træhuse, hav, natur forenet; De klipper vi klatrede på under fyret, Teltslagning i skoven i ly af natten; Menneskeår siden, jeg husker alt.
1493. Sporet i nord begynder her På Kullabergs smalle klippestier På udforskning af nordiske ting Blandt slægtsled efter slægtsled Af indvandrere og indslæbere Fra folkevandringer før og nu.
1494. De første nye planter viser sig: Den kønne strandlimurt vokser her, Brune honningkrukker på strå, Spæde, hvide kronblade fliger ud Bredvid flade tuer af bidende stenurt, Lyse gule stjerneblomster og skud.
1495. I aften funkler solen over Skagerak Danskerkysten blot en bræmme På en glitrende havskilt horisont. Sveden drypper, fødder finder vej, Landet lever, uberørt, og jeg, Gennemlyst, ånder med.
Nyt i Index Titusind: Klippe • 1491; Kokasse • 1492; Nord • 1493; Strandlimurt • 1494; Bidende stenurt • 1494; Gennemlyst • 1495.
I gengroede skove
Sporet i nord – dag 2
I gengroede skove Sporet i nord - dag 2
1496. En dagsvandring ved Hyssna Viser at fødder er lavet Til smalle, knoldede stier; Ben, bækken, kropsbalance Bærer os frem i vandretrang; Sådan skabtes vi på urtids heder, Sådan bevægede vi os ud Fra klippehuler og dybe skove.
1497. Skove, i dag kun skygger tilbage Fra plantagedrift og skovmaskiner; Sverige har mistet sin urskov. Tilbage står fældningsfelter Som dem Vi vandrer gennem; Ungskov, tyve til fyrre år højst, Alt har samme alder, intet råd, En fattig kronodiversitet.
1498. Nåletræsplantager af rødgran, Overalt fugtig bund, blød af væde, Mosser, mosser, mosser Dækker skovbund og stubbe Der står memento mori Fra sidste totalhugst her.
1499. Jeg lægger en håndfuld hankogler Fra rødgranen frem på mosset, Tager et foto, for se bare Den grokraft overalt vi går, Ungtræer skyder op, smukke lys Af skovfyr, rødgran og klippefyr, Årgamle rønnetræer, små bævreasp Blandt rødel, eg og askespirer, Et dusin for hvert skridt vi tar; Skoven gengror sig selv, Rejser sig og vandrer mod nord.
1500. Vi følger hundredårige stendiger, Går langs elve, krydser skoveng, Vi søger terrænet, finder landet, Går forbi gårde i falurødt Nye træhuse, forstadskvarterer Med robotklippede plæner, Gamle lader og hestefolde, Langs klukkende vandløb Med væld af hjortetrøst.
1501. Og dér, det smukkeste syn, Et flyvende par insekter i flirt Fløjlssorte vinger, metalblå krop, Fem seks centimeter lange For første gang har jeg set Blåbåndet pragtvandnymfe i live.
1502. Efter mindst to svenske mil Når vi tilbage til lejrpladsen Med håb og vækst i kroppen, Værkende, frisatte og våde.
1503. I skoven oven Tanum sletten Over hvide, nøgne klippeflader Skåret og skuret af bræ og is Vandrer vi i oldgammelt land; Her er Sveriges helleristninger Spredt ud over fjeldets sten Vendt ud mod urtidens hav Og fjorden, der lå her dengang,
1504. Figurer der granskes og tolkes I hver tidsalders selvforståelse, Også min, også jeg, og dog, For her er er er urtidskunst Fra en ristende visionær poet, Hvor ingen formidling behøves:
1505. Et sted på klippefladen Finder jeg en lille hvalfigur, Set, følt, genfortalt til mig: Natur og kultur forenet Fra en tid, hvor man næppe Har haft behov for at skelne.
1506. En mesterlig oldtidskunstner Med sofistikeret sans for form Med følelse for levende figurer og, Er jeg sikker på, med ægte fryd, Har gengivet hvalen dens væsen.
1507. Nu, tretusind år senere Viser han mig hvalen igen Ude i fjorden, hvor han kom, Hvor vi sammen så ham blæse, Hvor vi tog hans sjæl til os, Og forbinder mig, uden filter, Til sit indre blik for poesi For ærefrygt og harmoni.
Nyt i Index Titusind: Bræ • 1503; Urtidskunst • 1504; Natur og kultur • 1505; Hval • 1506; Harmoni • 1507.
Klodeskorpe
Sporet i nord – dag 4
Klodeskorpe Sporet i nord - dag 4
1508. En kort opklatring Over rundsleben klippe, Glat, nøgen og furet, Urgammel klodeskorpe, Nordsøblæst i håret, Den kolde aftensol, Millioner bølgekamme.
1509. På vej ned igen, En klynge vilde orkideer I fuldt hvidpink flor, Smalle sortplettede blade Skærmet af blåbærkrat.
1510. Længere fremme en spinkel urt, Kun to blomster, jeg tøver, Plukker den ene, ubekvem, Til artsbestemmelse i læ: En mælkeurt, lys rosa Trevinget blomst, åbnet En centimeter spids til spids, Vokser ud på stænglen, Indtil den svækkes, luder, Mens nye skud stikker op Fra plantens top.
1511. Jeg elsker mine stier, Følger mine fødder, I dag har jeg mødt To nye duelige planter Og mærket planeten Med mine tæer.
Nyt i Index Titusind: Klodeskorpe • 1508; Orkidé • 1509; Mælkeurt • 1510; Planet • 1511.
Sjagger
Sporet i nord – dag 5
Sjagger Sporet i nord - dag 5
1512. Jeg sover under åben himmel; Birketræer suser, brisen svaler, En sø indrammet af træer, Insekter sværmer som røg; Skjult i løvet og ude på plænen Hakker en sjagger sit kald: Tjak, tjak, tjak igen og igen; Kold vågner jeg af babydrømme.
1513. På Akershus fæstning ved porten Hvor de vilde blomster gror Fanger en sjagger en orm Få skridt fra hvor jeg står; Pligt mod yngel trumfer frygt; Hun hiver, hakker, fanger, Trækker ormen frem af græsset Fodrer sin unge, som følger jagten, Udvokset, hoppende bag sin mor, Skrigende, tiggende om mad Under næsen på en præsident.
Nyt i Index Titusind: Birk • 1512; Sjagger • 15012; Orm • 1513; Tiggeri • 1513.
Mennesker i hig
Sporet i nord – dag 6
Mennesker i hig Sporet i Nord - dag 6
1514. Her er vi alle mennesker; En oplevelsesprotokollerende, Monumentstiltrukket, selvoplevende, Tidstællende, selfiestræbende, Bjergindtagende, naturindlevende, Sprog- og aldersdivergerende, Kropsskulpturerende, klippespringende, Sværvægtig, tyndsålet, pustende, Muskelkraftudfoldende, beslutsomt Opadstræbende menneskehed.
1515. På bjergplateauet, navngivet sikkert I andægtighed eller besværgelsesmani, Samles vi i en videofilmende, Solbadende, hvilende, panorerende, Måbende, mediterende, droneførende, Fjeldopsøgende, sjælevandrende Selvopfyldende menneskehed.
1516. Lysefjorden ligger kollosal, Blå, blank og stille Ubevægelig under solen; Fjeldet og fjorden øde, Ikke tomme, men øde; Uforanderlige, farlige For os alle, en viden Vi opnår hver især, En stilhed indefra; Det tætteste jeg kommer På evigheden i live; En hvid sky driver, En vind i mit ansigt.
Nyt i Index Titusind: Menneskehed • 1514; Bjergplateau • 1515; Evigheden • 1516.
Om kvægmyg
Sporet i nord – dag 7
Om kvægmyg Sporet i nord - dag 7
1517. Idyllisk blogværksted i Telemarken Ved brinken af elvens sorte strøm; Vandet i bevægelse, flyder bredt Forbi stier ned gennem blåbærbuske, Under skovfyr gennem høje bregner. Jeg sætter mig ved lejrens bænk, Ah, et bord, og åbner notesbogen, Afpropper pennen en tidlig morgen, Arbejdstid, flodbrus og fuglefløjt.
1518. Men ikke i dag, slet ikke her; Jeg er kun ét blandt utallige dyr Gennem umindelige tider og epoker Drevet halvt til vanvid af kvægmyg: Miniature sataner, 2-4 millimeter store, Stor slægt af myg, overalt i nord, Over totusind arter i kendes, Kaldet knot på dansk og norsk, Kognat til det engelske gnat.
1519. Keats har skrevet om gnats: Et sanseligt, sublimeret naturdigt, Der væltede mig omkuld som ung, To Autumn, perfektioneret romantik; Et klagende sørgekor af gnats, Skrev mit forbillede, død af TB, Også et ideal i morbide stunder. Men her er noget virkelig galt Med ungdommen og med biologien, Og digtets fakta, master Keats, For heroppe er knoterne psyko; Med ansigt og øjenlåg opsvulmet Tager jeg ydmygt myggehatten af For mine hærdede norske kolleger; Og de svenske og skotske med; Beslutter, at jeg helt færdig Med naturidyl og romantikken.
Nyt i Index Titusind: Blåbærbusk • 1517; Kvægmyg • 1518; Knot • 1518; Naturidyl • 1519.
Om levende og døde ting
Blandt de titusind tings digte er det ganske sjældent, at menneskeskabte ting får indpas. Hele værket balancerer på sin egen modsætning mellem den naturlige verden og det, der er del af den frembragte verden (døde ting). Afgrænsningen er vilkårlig; de døde tings sammenstød med de levende ting er voldsom, dødelig, og ændrer jorden overalt, og den naturlige verden giver efter – indtil den ikke gør det længere.
Men det sker, at det menneskeskabte syntes at føje sig ind i, lægge sig op ad, ja, vokse ud af den naturlige verden. Mange af disse steder træffes i Norge, hvor jeg som tingfinderdigter gribes af stærk sympati for stedet og de ting, som mennesker har skabt.
Nedenfor bringes fire digte om sådanne steder og de materialer, som mennesker har brugt til at forme deres tilværelse på den jord og ved det vand, de bebor.
Mennesker ved vand
Sporet i nord – dag 8
Mennesker ved vand Sporet i nord - dag 8
1520. Mekanisk slid, fattigt slæb: Et mølleskur, en hyttebolig; En bundrem sat på brokker, Sokler lagt på klippegrund, Blokhus vægge i gammelt træ, Et kighul ind, en lågedør; Tag beklædt med birkebark, Dækket tykt med tørv og græs.
1521. To gruttesten på en aksel, En snegl af træ i gulvet, Hvor strømmen ledtes hen Fra en mosset plankerende; Simpel slidske til styring Af vandets fald og styrke.
1522. En opholdshytte, et ildsted, To træbrikse med kanter på, Et glughul i en midterkævle; Røg, halm og stank af snavs Dengang ved fossen i skoven: Mølleren og hans unge hjælper, Med sygdomme, tabte tænder, Valne fingre i smeltevand.
1523. Jeg håber de fik en ungdom, Latter, fjant, lidt lykke; De materialer vi ærer i dag, De redskaber vi stadig kender, Ikke at glemme de ukendte døde, Deres kundskab, deres håndværk; Et gulnet grin, en skuttet ryg.
Nyt i Index Titusind:
Hytte • 1520; Gruttesten • 1521; Smeltevand • 1522; Ryg • 1523.
Æblehaver ved Hardanger Fjord
Sporet i nord – dag 9
Æblehaver ved Hardanger Fjord Sporet i nord - dag 9
1524. Frugtdyrkning i nihundrede år På hver en ledig høstbar plet: Æbler, blommer, pærer, kirsebær, Gamle, nye, små og store træer Klemt inde mellem fjeld og fjord I små byer langs den smalle vej. Inter er spildt, alt er tæt, Tunneler af plast mod fugle, Trådfæstede grene på espalier.
1525. Dette er jordbrug i øjenhøjde, Æblesaft og nationalromantik; En tabt følelse findes her, At modtage landets udbytte I ansigts smil og dieselos, At se ud over det salte vand, At hæve blikket op ad bjerget Og vide: Hertil din grænse går, Dette er, hvad du får.
Nyt i index Titusind: Frugtdyrkning • 1524; Æble • 1525; Jordbrug • 1525.
Kærlighed i Utne
Sporet i nord – dag 10
Kærlighed i Utne Sporet i nord - dag 10
1526. I en vig i Hardangerfjorden Ligger Utnes huse og færgeleje; Byens hotel fra sytten toogtyve Er vidne om de mange vejfarende I århundreder på vej nord og syd, Bygget i træ, hvidmalet, kittet, Forsiret geræk, stakit og låger. Biblioteket ligger front mod fjorden, To etager træ, stolt opført en gang, Hvid afskallet maling, nu forladt. Som det nedlagte frugtudsalg, ældet Af brug og mangel på samme, bevaret Som arv og minde for eftertiden.
1527. Kirken står velholdt på sin knold, Helt i træ med spir og tag belagt Med plader af håndhugget skiffer Lavet til at holde i tusind år, Lagt med omhu, med indlevelse, Som de små haver og bygninger På skråningen ud mod vandet Viser en kærlighed til stedet; Døre og bænke bag stengærder Overvældet af grønne vækster, Alt sat i levende materialer:
1528. Langs gæstgiveriets baghave, Tilgroet med gamle æbletræer, Vokser en fjerbusk til pryd Foran en hæk af jasmin i flor; Som den, min elskede bragte mig I et tempel i det gamle Hanoi Gemt i en lille æske af blik: En blomst af jasmin plukket Samme morgen fra familiens træ, En kvist, en hvid klokke, en duft Holdt i fire hule hænder.
Nyt i Index Titusind: Hus af træ • 1526; Skiffer • 1527; Jasmin • 1528.
I Norge findes intet ugræs
Sporet i nord – dag 11
I Norge findes intet ugræs Sporet i nord – dag 11
1529. Så kom vi da til Bud den femte juni desuagtet, et fiskerleje, en kirke sat på kampesten, i falmet hvid og brun, løgkuppel i kobber, valgssted og klenodie fra Riksdagsforsamlingen og friheden i atten fjorten, skiltet, erindret, fortalt; lidt perlegrus, et gærde små pletter af græs, sten og vilde planter, en tue af kællingetand.
1530. Fritvoksende grøfter løber fra syd til nord, langs alle veje og stier, markskel og over bjerge, et endeløs vegorama: dagpragtstjerne, kørvel, skovgeranier, rødkløver, smørblomst, mælkebøtte, gærdevikker og høje strå, sitrende i sol og luft; alt vokser, når det skal, alt kommer, når det vil, mennesker og materialer samles, hvor de kan.
Nyt i Index titusind: Frihed ◦ 1529; Kællingetand ◦ 1529; Grøft ◦ 1530; Dagpragtstjerne ◦ 1530.
Et ægte kærlighedsknob
Sporet i nord – dag 12
Det første billede af firbladet er mit eget; nærbilledet er taget fra Wikimedia Commons, fordi mit eget mislykkedes. Nærbilledet illustrerer blomstens symmetri, der er vigtig for dens betydning i plantefolkloren.
Et ægte kærlighedsknob Sporet i nord – dag 12
1531. På tur langs en Lofoten sø, Gammel skov, bække og sten, Så smuk man glemmer at dø; Mundheld på vietnamesisk.
1532. Kald det bare bedstefar sti Med klukke og rislende vand, Lange stræk lagt op på planker Over sump, bæk og moseland.
1533. En klippesten med birke på, Hvide multebærskud i blomst; Aaah, hvilket landskab at gå, Hønsebær, bistort og bregner.
1534. Jeg vugger fremad i sporet, Daser rundt i et skovbad; Men stopper og pulsen hopper: I fugtig skygge: et firblad.
1535. Folklore og urtemedicin Finder i plantens symmetri, I dens form og hele positur, Helbredelse og harmoni.
1536. På engelsk kaldt lighedens blomst For balancen i dens dele: Alt er en funktion af fire, Velskabt, samlet i et hele.
1537. Fire kronblade og kurvsvøb, Otte støvtråde, støvknapper, Fire grifler, det sorte bær, Kransstillede hjertelapper.
1538. Kaldet ægte kærlighedsknob, En sømand, ensom, derude; Fire smalle blade knyttet Under frugten i en knude.
1539. På dansk, nøgternt, protestantisk; På spansk, katolsk, mere smægtigt, Kaldes planten splidens æble; Vid blot, at bæret er giftigt.
Nyt i Index Titusind: Bæk ◦ 1531; Sump ◦ 1532; Multebærskud ◦ 1533; Firblad ◦ 1534; Urtemedicin ◦ 1535; Velskabning◦ 1536; Støvtråd ◦ 1537; Bær ◦ 1538; Giftig ◦ 1539.
Titusind vandfald
Sporet i nord – dag 13
Titusind vandfald Sporet i nord - dag 13
1540. Floder, vandløb og fosse, Glinsende, stejle sider, Vandløb gemt i blåbærbuske, Hver meter en lile strøm, Hvert bjerg med hvide strenge, Smeltevand fra kolde tinder, Snekapper, issøer, driver, Frosne floder under bræer, Fjelde med spejlblanke søer Flyder over, overstrømmer, Sumper til, risler ud.
1541. Norges titusinde vandfald Hver med egen lydsignatur: Den gurglende, boblende pludrende evindelighed. Måske der findes folk, Kloge mennesker ved vand, Med gode, brugbare ord For den ældste lyd, vi har.
1542. Atter en elv, glatte sten, Kinetisk kraft, sol i skum, Fugtig luft, køligt græs, Frisk fisk, et liv i morgen; Mest potente fortidsminder I de allerførste gener: Et brus af vand, en arkelyd.
Nyt i Index Titusind: Fos • 1540; Issø • 1540; Vandfald • 1541; Arkelyd • 1542;
1540. Floder, vandløb og fosse, Glinsende, stejle sider, Vandløb gemt i blåbærbuske, Hver meter en lile strøm, Hvert bjerg med hvide strenge, Smeltevand fra kolde tinder, Snekapper, issøer, driver, Frosne floder under bræer, Fjelde med glasklare søer Flyder over, strømmer ned, Sumper til, risler ud.
1541. Norges titusinde vandfald Hver med egen signatur: Den gurglende, boblende pludrende evindelighed. Måske der findes folk, Kloge mennesker ved vand, Med gode, brugbare ord For den ældste lyd, vi har.
1542. Atter en elv, glatte sten, Kinetisk kraft, sol i sprøjt, Fugtig luft, køligt græs, Frisk fisk, liv i morgen; Mest potente fortidsminder I de allerførste gener: Et brus af vand, en arkelyd.
Nyt i Index Titusind: Fos • 1540; Bræ • 1540; Vandfald • 1541; Arkelyd • 1541;
1529. Så kom vi da til Bud den femte juni desuagtet, et fiskerleje, en kirke sat på kampesten, i falmet hvid og brun, løgkuppel i kobber, valgssted og klenodie fra Riksdagsforsamlingen og friheden i atten fjorten, skiltet, erindret, fortalt; lidt perlegrus, et gærde, små pletter af græs, sten og vilde planter, en tue af kællingetand.
1530. Fritvoksende grøfter løber fra syd til nord, langs alle veje og stier, markskel og over bjerge, et endeløs vegorama: dagpragtstjerne, kørvel, skovgeranier, rødkløver, smørblomst, mælkebøtte, gærdevikker og høje strå, sitrende i sol og luft; alt vokser, når det skal, alt kommer, når det vil, mennesker og materialer samles, hvor de kan.
Nyt I Index titusind: Frihed ◦ 1529; Kællingetand ◦ 1529; Grøft ◦ 1530; Dagpragtstjerne ◦ 1530.
1524. Frugtdyrkning i nihundrede år På hver en ledig høstbar plet: Æbler, blommer, pærer, kirsebær, Gamle, nye, små og store træer Klemt inde mellem fjeld og fjord I små byer langs den smalle vej. Inter er spildt, alt er tæt, Tunneler af plast mod fugle, Trådfæstede grene på espalier.
1525. Dette er jordbrug i øjenhøjde, Æblesaft og nationalromantik; En tabt følelse findes her, At modtage landets udbytte I ansigts smil og dieselos, At se ud over det salte vand, At hæve blikket op ad bjerget Og vide: Hertil din grænse går, Dette er, hvad du får.
Nyt i index Titusind: Frugtdyrkning • 1524; Æble • 1524; Jordbrug • 1525.
1520. Mekanisk slid, fattigt slæb: To mølleskur, en hyttebolig; En bundrem sat på brokker, Sokler lagt på klippegrund, Blokhus vægge i gammelt træ, Et kighul ind, en lågedør; Tag beklædt med birkebark, Dækket tykt med tørv og græs.
1521. To gruttesten på en aksel, En snegl af træ i gulvet, Hvor strømmen ledtes hen Fra en mosset plankerende; Simpel slidske til styring Af vandets fald og styrke.
1522. En opholdshytte, et ildsted, To træbrikse med kanter på, Et glughul i en midterkævle; Røg, halm og stank af snavs Dengang ved fossen i skoven: Mølleren og hans unge hjælper, Med sygdomme, tabte tænder, Valne fingre i smeltevand.
1523. Jeg håber de fik en ungdom, Latter, fjant, lidt lykke; De materialer vi ærer i dag, De redskaber vi stadig kender, Ikke at glemme de ukendte døde, Deres kundskab, deres håndværk; Et gulnet grin, en skuttet ryg.
1508. En kort opklatring Over rundsleben klippe, Glat, nøgen og furet, Urgammel klodeskorpe, Nordsøblæst i håret, Den kolde aftensol, Millioner bølgekamme.
1509. På vej ned igen, En klynge vilde orkideer I fuldt hvidpink flor, Smalle sortplettede blade Skærmet af blåbærkrat.
1510. Længere fremme en spinkel urt, Kun to blomster, jeg tøver, Plukker den ene, ubekvem, Til artsbestemmelse i læ: En mælkeurt, lys rosa Trevinget blomst, åbnet En centimeter spids til spids, Vokser ud på stænglen, Indtil den svækkes, luder, Mens nye skud stikker op Fra plantens top.
1511. Jeg elsker mine stier, Følger mine fødder, I dag har jeg mødt To nye duelige planter Og mærket planeten Med mine tæer.
Nyt i Index Titusind: Klodeskorpe • 1508; Orkidé • 1509; Mælkeurt • 1510; Planet • 1511.
1514. Her er vi alle mennesker; En oplevelsesprotokollerende, Monumentstiltrukne, selvoplevende, Tidstællende, selfiestræbende, Bjergindtagende, naturindlevende, Sprog- og aldersdivergerende, Kropsskulpturerende, klippespringende, Sværvægtig, tyndsålede, pustende, Muskelkraftudfoldende, beslutsomt Opadstræbende menneskehed.
1515. På bjergplateauet, navngivet sikkert I andægtighed eller besværgelsesmani, Samles vi i en videofilmende, Solbadende, hvilende, panorerende, Måbende, mediterende, droneførende, Fjeldopsøgende, sjælevandrende Selvopfyldende menneskehed.
1516. Lysefjorden ligger kollosal, Blå, blank og stille Ubevægelig under solen; Fjeldet og fjorden øde, Ikke tomme, men øde; Uforanderlige, farlige For os alle, en viden Vi opnår hver især, En stilhed indefra; Det tætteste jeg kommer På evigheden i live; En hvid sky driver, En vind i mit ansigt.
Nyt i Index Titusind: Menneskehed • 1514; Bjergplateau • 1515 ; Evigheden • 1516.
1526. I en vig i Hardangerfjorden Ligger Utnas huse og færgeleje; Byens hotel fra sytten toogtyve Er vidne om de mange vejfarende I århundreder på vej nord og syd, Bygget i træ, hvidmalet, kittet, Forsiret geræk, stakit og låger. Biblioteket ligger front mod fjorden, To etager træ, stolt opført en gang, Hvid afskallet maling, nu forladt, Som det nedlagte frugtudsalg, ældet Af brug og mangel på samme, bevaret Som arv og minde til eftertiden.
1527. Kirken står velholdt på sin knold, Helt i træ med spir og tag belagt Med plader af håndhugget skiffer Lavet til at holde i tusind år, Lagt med omhu, med indlevelse, Som de små haver og bygninger På skråningen ud mod vandet Viser en kærlighed til stedet, Døre og bænke bag stengærder Overvældet af grønne vækster, Alt sat i levende materialer:
1528. Langs gæstgiveriets baghave, Tilgroet med gamle æbletræer, Vokser en fjerbusk til pryd Foran en hæk af jasmin i flor; Som den, min elskede bragte mig I et tempel i det gamle Hanoi Gemt i en lille æske af blik: En blomst af jasmin plukket Samme morgen fra familiens træ, En kvist, en hvid klokke, en duft Holdt i fire hule hænder.
Nyt i Index Titusind: Hus af træ • 1526; Skiffer • 1527; Jasmin • 1528.
