Sorg

Sorg

774.	Der er sorg i dette landskab
        Overalt jeg træder forbi,
        Passerer igennem, kigger ud.

775.	Mark, skel, grøft og vej,
        Kvadratiseret og rettet ud,
        Til vendediameter og skær.

776.	Landet er lavet til maskiner:
        Logistikmaskiner og agromaskiner,
        Kørselsmaskiner og gravemaskiner.

777.	Der er kun lidt at glæde foden;
        Terræn, bugtning og bløde stier,
        Skovbund, klippegrund og bæk.

778.	Landskabet er lydforarmet;
        Blæsten hvisler, råger skratter
        I det streglige, rydelige land.

779.	Der er sorg i dette landskab,
        Der har mistet sine symboler:
        Skove, storke, heder og moser.

780.	Som symbol står kysterne tilbage,
        Med turistbyer og badeland;
        Kulisser for fedtemøg og fiskedød.

781.	Agrobygninger i rå rektangler;
        Glatte, rudeløse, skyldbevidste,
        Uvist om de vil skjules eller ses.

782.	Oplandet ryddes, landet jævnes;
        Megabutikker kræver at blive set
        På gule, karseklippede plæner.

783.	Tarvelig arkitektur og materialer;
        Kun lidt at bevare eller mindes,
        Hurtigt, billigt og grimt.

784.	Der er skyld og skamløshed
        Over det landskab, vi lever i;
        Vold mod dyr og megakonsum.

785.	Landskabet evner knapt at glæde,
        Eller få os til at høre hjemme.
        Et agrolandskab enden nær.