Mols bjerge on my mind 1109. Ebeltoft ligger dér, hvor landet sidst blev skabt, i bugten, i den halve horisont med blåt, kruset vand, den vidåbne himmel og landtanger med skov. 1110. Byen strækker sig ud langs kystlinjen. Huse og gader renskurede, hvidkalkede, brostenstoppede, turistforberedte, stemningsoptimerede, æble- og kaffeduftende i efterårets hvide sol. 1111. Stier findes overalt, blandt landets bedste: Langs kyster, klitter, strand; gennem sumpe, moser, plantageskov, ungskov enge, tunneldale; snor sig over moræner, overdrev, bakker; Forbi dybtblå søer, mos, stubbe, svampe, kokasser, hestepærer, trådhegn, åbne enge biller, rævelort og selvsmækkende låger. 1112. Dampen stiger op fra kogeapparatet, Det emmer fra næsebor i aftenmørket, lygter og gafler i vanteklædte hænder. Et rygende hvæs, månebelyst pisstråle under tavse stjerneskud; En frostklar himmel i den enorme nat, teltdug med iskrystaller, ravnekald henad daggy. 1113. Dagevis, milevidt gennem landskabet; på anlagte stier, dyreveksler, hulveje, dér hvor isbræen lå, kun titusind år siden, hér hvor vi går, dag på dag, til støvlers knas i grus mens jeg tænker, at herfra udgår vores fortælling, den som alle kan: istid, afsmeltning, indvandring fra syd, stenalder, vikinger; døde konger, blå øjne; Vores dybeste forestilling om at være menneske i nord begynder efter sidste istid; Før da, kun lidt hulemalerier, nogle neanderthalere sydpå, og så uddøde dinosaurerne; Et stort hul i nordboers kollektive bevidsthed, vores dunkle palæopsykologi, på 60 millioner år. Vi bestiger endnu en moræne: Fra toppen ses Ebeltoftbugten, et mægtigt landskab i hvile, tindrende i urtidsfarver.