Rågesjak

Rågesjak

1196.	Om efteråret bliver jeg indhentet
        Af jordens hældning bag mørke ruder.
        Morgenerne bliver intime, små,
        Når jeg slår gardiner fra
        Til genskin af bløde lampeskær.
        Jeg tænder op i brændeovnen,
        Det knaser fra kaffekværnen,
        Jeg lægger linieret papir frem,
        Løser dagens kryds og tværs,
        Lidt nyheder blafrer i blåligt lys.

1197.	Stilheden er stor, trænger sig på,
        Blæst og blade rasler udenfor,
        Organismen hvisler i mine ører,
        Og endelig kommer de, igen:
        En svag susen fra elleskoven
        I sumpen nede ved kysten,
        En bræmme af brusende lyd,
        Der stiger og trykker, som om
        Lyden kom op af havet, indtil
        Larmen opløses i levende lyd:
        Råges dybe, ru stemmer,
        Allikers lyse, metalliske kald;
        For jeg har ventet på dem,
        Nu, hvor dagen skal begynde.

1198.	Flokken er uden formation,
        Silhuetter på himmelstumper,
        Tæt henover mit tag og træer:
        De støder sammen, manøvrerer,
        Glider ind og ud af flokken
        På stive vinger, et flap til kursen,
        De skræpper, kalder, kives
        Hver dag, i samlet uorden,
        Et larmende fugleanarki.

1199.	I eftermiddagens skumring 
        Vender flokken tilbage,
        Løsrevet, skråflyvende,
        Hovedgruppe og sideflokke
        Og enkelte bagstræbere,
        Der bakser for at holde trit,
        Ned mod overnatningspladserne
        I skovene ud til bugten.

1200.	Jeg har fulgt efter dem,
        Stående i mørke med nattesyn
        Og sanserne op på nåle;
        En halv times masen og ballade,
        Mange hundreder af sorte fugle,
        Indtil alle har fundet sig en pind,
        Bliver stille, falder i med natten,
        Der kryber op af stammerne.

1201.	Jeg har set en hel flok i ro,
        Kun lidt skræp hist og her,
        Pludselig bryde ude i spektakel;
        En del af flokken letter, cirkler,
        Skændes, samles, deles og
        Flyver væk for at finde nyt logi.

1202.	Jeg har set en sent arriverende flok
        Flyve lavt ind over rastepladsen,
        Dreje ud over vandet og komme ind
        Til landing blandt gnavne fugle
        Og kæmperabalder til følge.

1203.	Råger er rodede, uorganiserede
        De har ingen flokmentalitet,
        En flok af friflyvere, der kævles
        Om pladserne på pinden, på holdet.
        Ikke velset her i landet;
        Vi er mere til gæs og svaner
        Med velplejet gruppedisciplin.
        Men jeg syntes råger er skønne,;
        Jeg kan li’ deres kækhed,
        Deres kævl, deres socialmani.

1204.	Snart følger jeg dem igen,
        Ud i skumringen for at være med,
        Lytte til stemmer og skrål,
        Være med til aftenritualerne
        Med store øjne, som en mus
        I skovens svage lys,
        En spion blandt mørke træer.

1205.	Hver morgen hører jeg flokken,
        Det opstigende brus fra kysten,
        Der nærmer sig i crescendo
        Indover hus og tag og træer.
        I dag kigger jeg ikke op,
        Drejer blot hoved halvt, lytter,
        Nikker, som på en arbejdsplads,
        Det ene sjak passerer det andet;
        Vi ses ved skumringstid.