Titusindkilometerstien
I.
1604. Titusind år ad disse stier,
Langs kyster ud over strande,
Ind i bugte og fjorde på vej
Op i landet, rundt om søer;
Fulgte landskabets linjer
Over højderygge dér, ned i dale,
Op til udsigtspunkter kom vi
Fra sumplandet mod syd,
Fra højsletter mød øst,
Fra Anatoliens bjerge,
Fra Doggerlandet i vest;
I titusind år gik vi her.
1605. Vi kom ad stier, der knyttede
Bosteder og gravpladser sammen,
Bragte skind, salt og glas,
Metal, korn, slaver og uld
Ad stier ud til ladepladser
Og ulvene trak op på veksler,
Mens folk vandrede af hærveje,
Knirkende i hjulspor og hulveje,
Skumplestier og sankepor;
De titusind stier vi har gået.
1606. Titusind kilometer stier gik
Fra landsby til landsby,
Fra vig til vig, gennem skove
Fra rydning til rydning
Til helligdomme, offerpladser
Tabusteder, helsekilder,
Fra jordlodder til vandingshuller,
Fra vadesteder til gangbroer,
På trinbræt til jernbaner,
Langs fodspor ved marker og led
Traskende langs skel og hegn,
Til markeder, til skoler og til kirker,
Forbi vandløb, moser og folde
Stejlepladser og stader til bier
Kom vi ad de fælles stier.
II.
1607. Titusind kilometer stier er ødelagt
Markveje er pløjet op, nedlagt,
Tilsået, befæstet og inddraget;
Fodgængere og vandrere trængt ud
Med skræmmeskilte, trådhegn, video;
Marker rettet ud, skel lagt sammen.
Kultur- og landskabsværdier slettet
Gennem lovfusk og embedssjusk,
Destrueret i digitaliering,
Glemt når de gamle kort kasseres,
Når gamle tingbøger stilles hen,
Når landinspektørerernes kort
Med opmålte stier smuldrer bort.
1608. Titusind kilometer asfalteret landevej
Marker pløjet ud til rabatten,
Kun en smal grøft, lidt græs
Sprøjtet, støvet og saltet, hvor
Busser kører veje i smadder;
Her er kun bønder, biler og blæst.
Intensivt agrarland kaldes det
Stadig af stolte politikere,
Selv ornitologer bruger ordet,
Men hér er intet intensivt,
Her er faktisk ikke en skid;
Kun monokultur, nøgne flader,
Åbne hegn og pivvind året rundt.
Folk i landskabet er fortrængt,
Kun biler og lastvogne i bevægelse,
Med folk indeni, der har glemt
Det land, der døde hér, indeklemt.
III.
1609. Lad os fejre titusind års vandring,
Lad os indvie Titusindkilometerstien,
Den sti, der binder landet sammen
Fra den nordligste spids på Skagen
Til den sydligste odde i Gedser;
Fra vestkysten ved Blåvåndshuk
Til klinterne på Stevns og Møn;
Fra grænsen i Tønder Marsk
Til Svendborg, Smålandet og øerne;
Hele kysten rundt helt ud til vandet
Op langs fjorde, vige og alle nor
Overalt hvor vi lever, hvor vi bor.
1610. Hér anlægges, åbnes, udvides,
afmærkes, sikres og skiltes
Den nye Titusindkilometersti,
Hvor alle og enhver kan vandre
Ad stier, der forbinder ethvert
Sted, stad, landsby, kirke og sø,
Landet rundt på fodgængerstier,
Når bortses fra færger og visse broer,
Uden på noget tidspunkt at berøre,
Uden på nogen strækning at betræde,
Uden nogetsteds at gå på asfalt;
Det er landets historie fortalt.
1611. Langs alle landeveje udtages jord
I bælter på 6 til 8 meters bredde;
Der anlægges hække, rigtige vilde
Fede, tykke biotahække, og
Bag dem gangstier, cykelveje;
Lad mennesker komme ud i velvære,
Lad os færdes allevegne, skærmet
I tunneler af vegetation og meditation
I fred, i sikkerhed, i overdådighed.
1612. Den gamle Lillebæltsbro skal lukkes,
Laves om til naturpark og faunapassage;
Vi lægger jord og frø i de gamle spor
Træer vokser op og ud af gitterværket,
Og folk kommer rejsende langsvej fra
For at se dette vidunder, denne økodom,
Hvor kun en planche viser hvor primitivt
Folk på denne egn engang har levet;
Også jeg, for jeg har hørt og set
Larmende kæderaslen fra slavesjakket,
Tunge lænker hægtet på gelænderværket
Mens de slæbte sig op i grå uniformer
Til udsigten fra broen i et bur af stål:
Sådan døde vejen, sådan afled fantasien;
Men ikke sådan, ikke mere
På Titusindkilometerstien.
1613. Dette er målet og mindeværket,
Nationalarven efter bedste evne,
Det stærkeste sammenhold
Mellem menneske og natur,
Det vi kan opnå hér, gøre nu,
I denne tid, i vores verden:
For floraen, faunaen, fungaen,
Tilegnet vore fødders duelighed
Og årstiderne pust af evighed.
Nyt i Index Titusind:
Landskabslinjer ◦ 1604; Sumpland ◦ 1604; Ulv ◦ 1605; Hulvej ◦ 1605; Vig ◦ 1606; Sti ◦ 1606; Markvej ◦ 1607; Fodgænger ◦ 1607; Agrarland ◦ 1608; Monokultur ◦ 1608; Klint ◦ 1609; Nor ◦ 1609; Titusindkilometersti ◦ 1610; Asfalt ◦ 1610; Biotahække ◦1611; Faunapassage ◦ 1612; Økodom ◦ 1612; Funga ◦ 1613; Fødder ◦ 1613.