Båret af luft 108. Jeg sover i en klitplantage en sommerdag. En lille dreng i anorak med sorte negle. Græsstrå vajer over mit hoved. Der er fyrrenåle og rødder på jorden. Vinden pusler i mit hår. 109. Luften er lun og tør, fuld af mikrolyde: et svagt pust, et let tryk, et åndedrag, et knirk fra et strå, en raslen fra et blad. Usynlige fingre stryger mildt hen over landet. 110. Jeg ligger på kanten af universet og nipper til den søde luft. Luften vælder ind og alle kroppens celler suger til sig. Jeg mærker deres sult, jeg hører deres rislen. 111. Kroppen svæver let af fryd, i live hvert sekund, båret oppe af luft, i hvile og forbundet til jorden og mindet.