Båret af luft

Båret af luft

108.	Jeg sover i en klitplantage en 
        sommerdag. En lille dreng i anorak 
        med sorte negle. Græsstrå vajer 
        over mit hoved. Der er fyrrenåle 
        og rødder på jorden. Vinden pusler
        i mit hår. 

109.	Luften er lun og tør, fuld af mikrolyde:
        et svagt pust, et let tryk, et åndedrag,
        et knirk fra et strå, en raslen fra et 
        blad. Usynlige fingre stryger mildt hen 
        over landet.

110.	Jeg ligger på kanten af universet og 
        nipper til den søde luft. Luften vælder
        ind og alle kroppens celler suger til 
        sig. Jeg mærker deres sult, jeg hører 
        deres rislen. 

111.	Kroppen svæver let af fryd, i live hvert
        sekund, båret oppe af luft, i hvile og 
        forbundet til jorden og mindet.